Uden for mit vindue kan jeg se vinden
blæse igennem de lange, fine grene på et birketræ.
Grenene hænger løst som langt sort hår, og tages
med jævne mellemrum af den kolde luftstrøm, svajer lidt
og finder så tilbage til den afslappede, hængende
udgangsposition.
Træet er cirka et hus højt,
og det har stået der længe. Nu er det bart, som træer
jo er om vinteren (bortset fra de altid grønne nåletræer).
Til forår får det igen sine blade, og når den lune
vind da vil blæse igennem dets grene, vil de hviske og rasle på
den karakteristiske måde, som birkeblade gør.
Så vil træet stå
myndigt og påklædt frem til det bliver efterår,
hvor det igen smider bladende og går vinteren nøgen i
møde. Vinter som det er nu.
Mennesker, derimod, klæder sig
tykkere og tykkere på, som året bliver koldere og dagene
kortere, men træerne smider nonchalant deres blade, fuldstændig
indifferente overfor kulden. På det punkt er træer
virkeligt mennesker overlegne. Også det punkt.
For træer bliver også
højere end mennesker. Træer bliver også ældre
end mennesker. De er tilmed mere produktive end mennesker, selvom de
ikke rører sig ud af flækken, men stoisk møder
eksistensen på deres egen æstetiske måde: Træerne
laver jo CO2 om til ilt, de giver brænde, eller materiale til
at bygge huse og møbler af og huser mange fugle og dyr. Men
det punkt, hvor træer i sandhed udmærker sig frem for
mennesker er, at de ikke gør et nummer ud af at være
noget særligt, og ikke har behov for at gøre opmærksom
på sig selv. De er der bare, og passer sig selv.
Derfor har vi også alle mulige
gode grunde til at antage, at træer er mere intelligente end
mennesker er. De mest intelligente mennesker-, de fornemste
eksemplarer af vores art, er nemlig dem, der er nået frem til,
at livet ikke drejer sig om dem, og derfor ikke ser nogen udpræget
grund til at skabe sig, for at andre skal lægge mærke til
dem. De mest intelligente
mennesker synes derimod at hvile i sig selv, og møde livet med
en stilfærdig andagt. De mest intelligente
mennesker holder sig fuldstændig uden for offentlighedens
synsfelt, og mange af dem gør så lidt væsen af
sig, at de endog selv kan komme i tvivl om, om de overhovedet
eksisterer. Men det er som sagt kun de mest intelligente
- og de hører i sandhed til et fåtal. For træerne
derimod... for træer er denne måde at gebærde sig
på i så høj grad reglen, at vi skal lede i
fiktionen, hos Tolkien eller hos H.C. Andersen for at finde
undtagelser.
Det
synes derfor heller ikke urimeligt at antage, at en højt
udviklet hjerne - alle relative fordele til trods - væsentligt
er en form for handikap. En art naturlig fejltagelse. Selvom vi
mennesker for det meste er frygtelig stolte af vores hjerne, og
priser os lykkelige for alle de utrolige ting som vores hjerne sætter
os i stand til at gøre, såsom at misforstå
hinanden, føre krig og spise med kniv og gaffel, så
findes der nemlig intet argument for, at disse ting væsentligt
skulle gøre os lykkeligere - eller bare bringe os mere i
overensstemmelse med livet og gøre os bedre i stand til at
værdsætte det. Tværtimod peger alting imod, at det
der så tit og ofte kan gøre livet til en prøvelse
eller endog en plage, netop skyldes
vores
raffinerede åndsevner, altså vores hjerne: Vi kan blive
deprimerede, hade og foragte hinanden, spolere hinandens glæder,
blive lede og kede af menneskeheden, begræde at livet ikke har
et formål og tusindvis af andre ting, udelukkende fordi vi
ulykkeligvis er dømte til at bære rundt på dette
underlige krøllede organ i vores kranium.
Kigger
vi nu på træerne ser vi, at de ikke har et eneste af
disse problemer. Måske er det også derfor, at nogle træer
bliver så gamle som de gør: Flere hundrede år. Vi
mennesker må gennemsnitligt klare os med et par og halvfjerds -
hvilket for det meste er godt det samme, da vi næppe kunne
udholde at skulle trækkes med livet i flere århundreder
oveni. Mange kan jo end ikke klare at være efterladt i fem
minutter, uden at have noget at tage sig til, og tænk om man
skulle udtjene mere end dobbelt så lang tid her på jorden
end det i forvejen er tilfældet... Til sidst måtte vi
alle ty til ting, som at følge med i Glamour, engagere os i
politik eller læse filosofi, bare for at holde kedsomheden for
døren.
Vi mennesker må og skal nemlig stimuleres. Og pga. vores
kompleksitet affinder vi os kun meget nødigt med den simple
fornøjelse bare at være til.
Hvis vi mennesker overhovedet minder det fjerneste om de noble træer,
da er det således hverken de viise rødder, den
standhaftige stamme eller den majæstatiske krone vi ligner. Det
er snarere de flygtige blade, der, når omstændighederne
er helt rigtige, gør deres mere eller mindre farvestrålende
entré, reflektere en smule af sollyset, for til sidst at kaste
sig melodramatisk mod jorden, når den bitre efterårsvind
begynder at få ordentligt fat. Det er så slutningen på
den historie.
Træet må altid gå bladløst ind i den mørke
tid - hvilket sikkert også er bedst. For blade signalere et
overskud-, en overstrømmende mæsken sig i livets varme
og lys, men når lyset og varmen forsvinder bliver bladende til
en latterlig overflødighed. Nu drejer det sig om vigtigere
ting - at stå vinteren igennem. Når foråret så
kommer kan der igen blive tid til udsmykning og den slags pjat. Men
det må vi se på, når foråret kommer.
Sådan er træerne kloge nok til at handle, hvorfor de da
heller ikke behøver at tænke over det.
Også her udviser træet altså større
intelligens end mennesket: Den overflødige udsmykning kastes
bort, når der ikke længere er midler til at bibeholde den
slags ting. Men mennesker er ligesom bladene: Vi er selv en form for
overflødighed, og derfor sætter de fleste af os da også
direkte lighedstegn imellem, hvem vi selv er, og hvad vi udsmykker os
med, hvilke ting vi vælger at omgive os med, hvad for nogle
værdier og idéer vi har osv.
Vi
kan ikke bare være
- fordi vi mangler intelligens. Kun intelligente organismer kan i
længden overleve - for intelligens er at kende forskel på
det vigtige og det knapt så vigtige, her i livet. Derfor vil
der stadig være træer, lang tid efter det sidste menneske
har forladt dette liv.
Det har vinden i birketræet fortalt mig - og træer er
ikke dumme nok til at lyve.
Med venlig hilsen
Jakob-Jeshurun
Ingen kommentarer:
Send en kommentar