Paria-konservatisme #3: Progressivisme -en diagnose (1/3)

 (Dette er første del af en serie på tre, hvor jeg vil diagnosticere progressivismen. Del 2 og Del 3, om hhv. progressivisme som fortvivlelse og progressivismen som ideologi følger inden længe).

Del 1: Progressivismen i hovedtræk

A. Hvad er progressivisme?

Progressivisme er den blinde tro på fremskridtet. At verden på den ene side aldrig har været et bedre sted end den er i dag, men at vi på den anden side bør arbejde utrætteligt på at gøre verden til et endnu bedre sted - fordi den stadig er forfærdelig.

Progressivismen kan være ideologisk, men ikke i traditionel forstand: Skal vi være helt præcise, er der faktisk ikke tale om en ren ideologi, men om noget mere grundlæggende. Progressivismen er nemlig en art psykisk sygdom, der har ideologiske konsekvenser, og derfor også kan vise sig som en fuldt udtalt ideologi. Men i det hele taget har progressivismen mange ansigter, og kan komme til udtryk på et utal af måder. Alle mutationer kan dog i sidste ende reduceres til instanser af den samme sygelige tankegang.

Derfor kalder jeg denne tekst for en diagnose: Progressivismen er en patologisk tilstand forklædt som ideologi.

B. Hvordan viser progressivismen sig?

Progressivismen kommer til syne i form af visse symptomer: Symptomer der giver sig ud for at være meninger. Disse kommer til udtryk hos den enkelte progressivist såvel som i de mere eller mindre organiserede grupperinger af progressivister, som der findes så mange af.

Progressivistiske meninger bør aldrig tages alvorligt, fordi de aldrig er oprigtige. Der er strengt taget ikke tale om meninger overhovedet - de savner fuldstændig den ærlighed som en oprigtig mening besidder. Derfor er det også uklogt - ja, det kan endog være farligt - at respektere og acceptere dem som det, de giver sig ud for - faktiske meninger. Disse er mere korrekt at forstå som symptomer på en progressivistisk infektion.

Den progressivistiske mening er patologiske. Enhver eftergivenhed overfor progressivistisk tankegang er derfor udelukket. Progressivismen smitter nemlig ved at blive accepteret.

Har progressivismen antaget ideologisk form for et individ eller en gruppe, da er den meget fremskreden, og meget skadelig. Her bliver progressivismen effektivt til en pandemi. Er progressivismen derimod på et præ-ideologisk stade, vil den stadig være skadelig for individet selv og vedkommendes nærmeste omgivelser - men i mindre grad for samfundet som helhed.

Den enkelte progressivist er altså ikke nødvendigvis ideologisk progressivistisk, omend vedkommende naturligt vil tendere imod progressivistiske politiske sympatier.

Hos den enkelte vil progressivismen først og fremmest vise sig som den karakteristiske indestængthed, der kommer af at have to eller flere gensidigt modstridende holdninger eller meninger på én gang (kognitiv dissonans).

Dette er en konsekvens af progressivistens fundamentale uærlighed. Progressivisten lyver for sig selv ved at 'mene noget som vedkommende egentlig ikke mener'. Progressivisten er altså i en grundlæggende uoverensstemmelse med sig selv - en indre splid, der kan være meget pinefuld. Det er denne lidelse, der symptomatiske viser sig i form af de såkaldte meninger.

Da den enkelte i regelen ikke selv gennemskuer, at vedkommendes indestængthed udelukkende er en konsekvens af progressivismen og intet andet, vil han eller hun være overdrevet tilbøjelig til at beskylde verden og samfundet - sine medmennesker og deres fordomsfuldhed / bundethed af normer - for sin selvforskyldte lidelse. Fordi progressivisten altså ikke kan kigge indad og identificere det absurde og åbenlyst meningsløse i sin egen verdensopfattelse, er vedkommende dømt til en konsekvent opfattelse af den ydre virkelighed som absurd og meningsløs.

Progressivister der plages af denne indre strid vil jeg kalde for de fortvivlede progressivister.

I modsætning til ovenstående er den strengt ideologiske progressivist ikke længere plaget af indre tvivl, men har overgivet sig fuldt til progressivismen. Den ideologiske progressivist tenderer altså ikke bare mod uoprigtighed og uærlighed i sine meninger, men har fuldstændig mistet evnen til at mene noget på en oprigtig og ærlig måde i det hele taget. Der er følgelig tale om mennesker uden sjæl. 'Mennesker' der har valgt at opgive deres menneskelighed, til fordel for en gennemgribende og total progressivisme. Disse kan ikke længere finde nogen tilfredshed i, hvad de selv er, men udelukkende i hvad de tror at de gør. De tror at de gør verden til et 'bedre sted', men det eneste de formår er at promovere progressivismen og derved bivirke mere progressivitet - altså mere lidelse - i samfundet.

Samtidig er de imidlertid plaget af et gennemgribende mindreværd og en konstant nagende dårlig samvittighed - følelser som de ikke selv formår at tolke som andet end et udtryk for, at de endnu ikke har gjort en vægtig nok 'forskel i verden'. Disse følelser er selvfølgelig bare et naturligt følge af, at have solgt sin sjæl til progressivismen.

Den ideologiske progressivisme kan kendes på den paradoksale virkelighedsopfattelse, der opstår når et menneske definitivt mener at have indset: - For det første at verden er forfærdelig, universet er meningsløst, mennesket er bundråddent, eksistensen er en lidelse osv. - Og for det andet at alle alligevel bør arbejde for at gøre verden til et lidt bedre sted, selvom det i bund og grund ikke nytter. På vaskeægte meningsløs progressivistisk facon mener den ideologiske progressivist endog at kunne uddrage sidstnævnte af førstnævnte og forfægte det som en perverteret art moralsk princip.

At sige at verden umuligt kan have en mening, og på den anden side mene, at vi alle har en pligt til at opføre os som om at den burde have én, er åbenlyst absurd. Det er da også tydeligt at denne opfattelse er umulig at tage alvorligt som andet end et udtryk for en alvorlig mental forstyrrelse - dvs. det er tydeligt for alle, der ikke selv er progressivister.

De ideologiske progressivister er fundamentalt afhængige af de fortvivlede progressivister. Sidstnævnte er jo dem, der skal stemme på-, støtte op om-, lade sig overtale af- og (ikke mindst) beundre førstnævnte. Den ideologiske progressivist er nemlig dybt narcissistisk i sit grundvæsen. Der er altså tale om en grundlæggende ynkelige hunger efter anerkendelse, der som oftest viser sig i form af en overfladisk og transparent altruisme, eller i en tendentiøs-, overdrevet- og selvretfærdig udlægning (fortolkning) af verdens tilstand. Det eneste mål for progressivistens såkaldte meninger er, at andre skal acceptere dem - ud over dette er de væsentligt meningsløse.

En mere dybdegående karakteristik af hhv. den fortvivlede- og den ideologiske progressivisme vil være at finde i diagnosens 2. og 3. del.

C. Om progressivismen generelt

Vi må aldrig glemme at progressivismen er en kamæleon og forklædningens mester, der viser sig i mange forskellige skikkelser. Dog er alle disse let gennemskuelige for den, der har mestret konstateringens kunst: At kalde en progressivist for en progressivist når man ser én.

I bund og grund er der nemlig altid tale om den samme gamle, velkendte progressivisme, lige meget hvor ny og anderledes den end prøver at virke.

Det allerværste, allerynkeligste ved progressivismen er nemlig, at den ikke narrer nogen i længden. Den er løgnagtig, hyklerisk, afskyelig, og kommer absolut ingen til gode. Jo før progressivismen altså udryddes, jo bedre.

Det er progressivismen i hovedtræk.

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun