torsdag den 27. december 2012

Diverse #2: Vinden i birketræet




Uden for mit vindue kan jeg se vinden blæse igennem de lange, fine grene på et birketræ. Grenene hænger løst som langt sort hår, og tages med jævne mellemrum af den kolde luftstrøm, svajer lidt og finder så tilbage til den afslappede, hængende udgangsposition.

Træet er cirka et hus højt, og det har stået der længe. Nu er det bart, som træer jo er om vinteren (bortset fra de altid grønne nåletræer). Til forår får det igen sine blade, og når den lune vind da vil blæse igennem dets grene, vil de hviske og rasle på den karakteristiske måde, som birkeblade gør.

Så vil træet stå myndigt og påklædt frem til det bliver efterår, hvor det igen smider bladende og går vinteren nøgen i møde. Vinter som det er nu.

Mennesker, derimod, klæder sig tykkere og tykkere på, som året bliver koldere og dagene kortere, men træerne smider nonchalant deres blade, fuldstændig indifferente overfor kulden. På det punkt er træer virkeligt mennesker overlegne. Også det punkt.

For træer bliver også højere end mennesker. Træer bliver også ældre end mennesker. De er tilmed mere produktive end mennesker, selvom de ikke rører sig ud af flækken, men stoisk møder eksistensen på deres egen æstetiske måde: Træerne laver jo CO2 om til ilt, de giver brænde, eller materiale til at bygge huse og møbler af og huser mange fugle og dyr. Men det punkt, hvor træer i sandhed udmærker sig frem for mennesker er, at de ikke gør et nummer ud af at være noget særligt, og ikke har behov for at gøre opmærksom på sig selv. De er der bare, og passer sig selv.

Derfor har vi også alle mulige gode grunde til at antage, at træer er mere intelligente end mennesker er. De mest intelligente mennesker-, de fornemste eksemplarer af vores art, er nemlig dem, der er nået frem til, at livet ikke drejer sig om dem, og derfor ikke ser nogen udpræget grund til at skabe sig, for at andre skal lægge mærke til dem. De mest intelligente mennesker synes derimod at hvile i sig selv, og møde livet med en stilfærdig andagt. De mest intelligente mennesker holder sig fuldstændig uden for offentlighedens synsfelt, og mange af dem gør så lidt væsen af sig, at de endog selv kan komme i tvivl om, om de overhovedet eksisterer. Men det er som sagt kun de mest intelligente - og de hører i sandhed til et fåtal. For træerne derimod... for træer er denne måde at gebærde sig på i så høj grad reglen, at vi skal lede i fiktionen, hos Tolkien eller hos H.C. Andersen for at finde undtagelser.



Det synes derfor heller ikke urimeligt at antage, at en højt udviklet hjerne - alle relative fordele til trods - væsentligt er en form for handikap. En art naturlig fejltagelse. Selvom vi mennesker for det meste er frygtelig stolte af vores hjerne, og priser os lykkelige for alle de utrolige ting som vores hjerne sætter os i stand til at gøre, såsom at misforstå hinanden, føre krig og spise med kniv og gaffel, så findes der nemlig intet argument for, at disse ting væsentligt skulle gøre os lykkeligere - eller bare bringe os mere i overensstemmelse med livet og gøre os bedre i stand til at værdsætte det. Tværtimod peger alting imod, at det der så tit og ofte kan gøre livet til en prøvelse eller endog en plage, netop skyldes vores raffinerede åndsevner, altså vores hjerne: Vi kan blive deprimerede, hade og foragte hinanden, spolere hinandens glæder, blive lede og kede af menneskeheden, begræde at livet ikke har et formål og tusindvis af andre ting, udelukkende fordi vi ulykkeligvis er dømte til at bære rundt på dette underlige krøllede organ i vores kranium.

Kigger vi nu på træerne ser vi, at de ikke har et eneste af disse problemer. Måske er det også derfor, at nogle træer bliver så gamle som de gør: Flere hundrede år. Vi mennesker må gennemsnitligt klare os med et par og halvfjerds - hvilket for det meste er godt det samme, da vi næppe kunne udholde at skulle trækkes med livet i flere århundreder oveni. Mange kan jo end ikke klare at være efterladt i fem minutter, uden at have noget at tage sig til, og tænk om man skulle udtjene mere end dobbelt så lang tid her på jorden end det i forvejen er tilfældet... Til sidst måtte vi alle ty til ting, som at følge med i Glamour, engagere os i politik eller læse filosofi, bare for at holde kedsomheden for døren.

Vi mennesker må og skal nemlig stimuleres. Og pga. vores kompleksitet affinder vi os kun meget nødigt med den simple fornøjelse bare at være til.

Hvis vi mennesker overhovedet minder det fjerneste om de noble træer, da er det således hverken de viise rødder, den standhaftige stamme eller den majæstatiske krone vi ligner. Det er snarere de flygtige blade, der, når omstændighederne er helt rigtige, gør deres mere eller mindre farvestrålende entré, reflektere en smule af sollyset, for til sidst at kaste sig melodramatisk mod jorden, når den bitre efterårsvind begynder at få ordentligt fat. Det er så slutningen på den historie.

Træet må altid gå bladløst ind i den mørke tid - hvilket sikkert også er bedst. For blade signalere et overskud-, en overstrømmende mæsken sig i livets varme og lys, men når lyset og varmen forsvinder bliver bladende til en latterlig overflødighed. Nu drejer det sig om vigtigere ting - at stå vinteren igennem. Når foråret så kommer kan der igen blive tid til udsmykning og den slags pjat. Men det må vi se på, når foråret kommer.

Sådan er træerne kloge nok til at handle, hvorfor de da heller ikke behøver at tænke over det.

Også her udviser træet altså større intelligens end mennesket: Den overflødige udsmykning kastes bort, når der ikke længere er midler til at bibeholde den slags ting. Men mennesker er ligesom bladene: Vi er selv en form for overflødighed, og derfor sætter de fleste af os da også direkte lighedstegn imellem, hvem vi selv er, og hvad vi udsmykker os med, hvilke ting vi vælger at omgive os med, hvad for nogle værdier og idéer vi har osv.

Vi kan ikke bare være - fordi vi mangler intelligens. Kun intelligente organismer kan i længden overleve - for intelligens er at kende forskel på det vigtige og det knapt så vigtige, her i livet. Derfor vil der stadig være træer, lang tid efter det sidste menneske har forladt dette liv.

Det har vinden i birketræet fortalt mig - og træer er ikke dumme nok til at lyve.



Med venlig hilsen
Jakob-Jeshurun

fredag den 21. december 2012

Eksistentielt #3: Solreaktion




Hvordan skal jeg reagere når jeg ser solen? Det er mit største og eneste spørgsmål.

Skal jeg straks anerkende, at solen er den mægtigste stjerne for mig som menneske, fordi jeg alene har den at takke for mit liv på jorden? Falde på knæ og hedensk lovsynge dens lys og dens varme, som jeg alene har at takke for de gunstige betingelser, der gør menneskets gang på jorden mulig?

Eller skal jeg huske på det, som jeg ved: At solen kun er en mindre stjerne. At det uendelig univers rummer milliarder af stjerner, der vil brænde kraftigere og længere på firmamentet, end min og menneskets egen lille sol kan magte. Skulle solen da virkelig være noget særligt, når jeg nu ved at dens livs lys kun er kort i sammenligning med det uendelige rum og den evige tid og alt hvad der gemmer sig her?

For jeg ved. Og min viden rummer andet og mere end den enkelte sol, som jeg nu tilfældigvis lever under. Jeg ved at universet, tiden og rummet er uendeligt meget mere komplekse og omfattende end jeg nogensinde vil kunne forstå. Jeg forstår det ikke - men jeg ved det. At denne sol, som jeg skylder mit liv, ikke vil brænde på himlen for evigt, selvom jeg aldrig har oplevet at den ikke gjorde det - og aldrig vil komme til at opleve at den ikke gør det. For min viden rummer andet og mere end betingelserne for dette liv - det er jo bare solen. Men jeg ved at stjernerne er flere, mægtigere, evigere.



Men hvad var min viden, om jeg ikke var i live til at vide den? Om jeg var blevet født som et én-cellet slimet kryb i en fjern ursump, fordi livet ikke havde formået at udvikle sig til dette fantastiske og uendeligt sofistikerede stadie der hedder mennesket - den eneste dyr der kan vide (såvidt jeg ved). Om en anden, dårligere, svagere sol havde gjort mit liv til en umulighed, og verden lå gold og øde, uden nogen til at vide, at universet var uendeligt?

Vidste ingen at universet var uendeligt, så var intet jo større end solen: For alene solen kunne skabe livet - det selvsamme liv der til sidst kunne vide at solen hverken var det største, det mægtigste eller det evigste. Alene solen har vi nemlig at takke for dette liv.

Mit liv er selve betingelsen for min viden, og mit liv kan jeg alene takke solen for. Men hvis jeg ikke falder på knæ og priser solen, takker solen for hele mit liv, synger en hysterisk hellig sang for solen - hvis jeg ikke priser solen, har jeg alene min viden at takke for det.

Tjener min viden altså livet, eller tjener livet min viden? Hvordan skal man reagere når man først har set solen? Det er mit eneste spørgsmål.


Med venlig hilsen
Jakob-Jeshurun

tirsdag den 18. december 2012

Diverse #1: Og mine tømmermænd hamrede den gode tone an




Det er en udbredt fordom, at man, for at kunne tillade sig at skrive om ideologi, moral - ja, lad os bare kalde det visdom over en bred kam - skal være noget ved musikken. Man skal være vigtig, interessant, have udrettet noget og tusindvis af andre ting, før man overhovedet kan tillade sig den dårskab at mene, at éns personlige holdning på nogen måde skulle være interessant for andre at læse om. Men er denne fordom begrundet?

Åh ak og ve! Bliv mig fra livet med den slags. Jeg har tømmermænd. Vi kan tage den diskussion en anden dag.

Nej, i dag vil jeg ikke påvise hvor aldeles ubegrundet ovenstående fordom er. Læseren må da også selv være bekendt med adskillige personer, som på trods af deres uomtvistelige væren-ved-musikken alligevel kun præstere håbløst uinteressante, umådeligt irriterende og aldeles latterlige 'argumenter' for, hvorfor netop deres indfaldsvinkel til et bestemt emne er den rigtige. Jeg beder derfor læseren huske på et eksempel, som for vedkommende selv står som særligt irriterende og tager dette som tilstrækkelig bevis for min påstand. Bare fordi man er vigtig, betyder det ikke, at éns holdninger i sagens natur er kloge eller velunderbyggede. Den offentlige debat vrimler med idioter. Det tror jeg vi alle kan blive enige om.

Tag f.eks. det flommefede æggehoved Tøger Seidenfaden, som jo nu lykkeligvis er død af cancer. Han var vigtig, han var anerkendt, ja, men han var også en tåbe, og tillige umådeligt hæslig at se på. Han viede sit liv til forsvaret for den gode tone, og havde kun sin egen selvhøjtidelighed at bakke dette tvivlsomme livsprojekt op med. Nu har hans sjæl efter den obligatoriske rejse til dødsriget så taget bolig i Bo Lidegaard, som godt nok ikke er lige så grim, men til gengæld er uddannet historiker. Fra sit nye hylster forsvarer hele Danmarks Tøger således stadig den gode tone på præcis samme måde, og med præcis de samme tvivlsomme begrundelser, -og projektet er stadig lige latterligt. Lidegaard er også vigtig. Lidegaard er også selvhøjtidelig. Og Lidegaard vil heller ikke blive savnet, når han i en -forhåbentlig ikke alt for fjern fremtid -drager til de evige jagtmarker.

Nå, der bevægede jeg mig vist ud af en tangent. Jeg beklager! Jeg ønsker jo ikke at spilde læserens værdifulde tid, for livet er så uendeligt kort. Tilbage på sporet: Visdom. Og fordommene imod den...

Men hvad er visdom? Åh, visdom er mange ting, og jeg kunne skrive fra nu af til evigheden, hvis jeg havde ambitioner om at præstere en uddybende forklaring og vende hver en viis sten. Det har jeg ikke. Jeg har som sagt tømmermænd. Det er altså mere overskueligt at snakke om, hvad visdom ikke er. Det passer min nuværende tilstand bedre.

Og hermed vender jeg igen blikket mod Tøger Seidenfaden og den gode tone, som jeg ellers ikke havde tænkt mig at skrive om. Men hvad pokker! Denne misklingende tangent kan måske bruges til noget alligevel. Den gode tone er jo et aldeles fremragende eksempel på, hvad visdom ikke er, så lad mig da bare uddybe denne åndelige fadæse yderligere, og sætte en fed streg under pointen, at tonen ikke er vigtig for den viise - og da slet ikke hvis den er "god".

Men før jeg kommer til sagen selv, må jeg heller give lidt kvalificeret baggrundsinformation om, hvad den gode tone faktisk er.



Den gode tone er en luftig, uartikuleret fordom, der sælger sig selv som en aldeles fremragende idé. Denne idé er: Der findes ingen problemer i virkeligheden, hvis vi bare lader være med at tale om dem. Taler man faktisk om problemerne taler man jo ikke pænt!

Tillad mig at illustrere hvorledes den gode tone træder i kraft, ved at give et eksempel på et problem som der ikke blev snakket om i sin tid, af hensyn til førnævnte: Tøger Seidenfadens umådelige idioti og monstrøse grimhed, som i vid udstrækning blev oplevet af mange som forstyrrende, og derfor problematisk. Når manden tonede frem på TV, holdt foredrag eller andet, oplevede flertallet det beklagelige ikke at kunne fokusere på, hvad manden rent faktisk sagde, fordi hans iøjenfaldende hæslighed og aldeles tåbelige formuleringer var for distraherende.

Se, det var et problem. Og ikke kun for tilhørerne, men også for Tøger selv.

Tilhørerne oplevede problemet udefra: 'Manden taler og taler, men jeg kan simpelthen ikke fange nogen egentlig pointe. Den er der sikkert, pointen, det er jeg ikke i tvivl om. Denne Seidenfaden er jo både vigtig og anerkendt. Og alligevel vandrer min opmærksomhed ufrivilligt imod de uskønne fedme-folder i det blævrende ansigt. De har nærmest hypnotisk kraft! Det sker hver gang jeg prøver at lytte efter mandens ord! Jeg falder hen og kan virkelig ikke fokusere på hvad han egentlig siger. Forsøger jeg igen-igen at hanke op i mig selv, lukke øjnene og koncentrere mig om ordene alene, ja, da hænger jeg i stedet uhjælpeligt fast ved, at manden taler til mig som om jeg var idiot. Men han har jo ikke noget valg. Han bliver nødt til at tale til mig på den måde, når jeg nu ikke er disciplineret nok til at koncentrere mig!'

Tøger oplevede det selvsamme problem, omend indefra. Inde i det afdøde æggehoved rumsterede nemlig en enormt dårlig selvtillid, der udmøntede sig i en altædende tvivl om, hvorvidt andre overhovedet kunne udholde at være i samme lokale som ham. 'Er jeg for tåbelig? Er jeg for grim?' Denne tanke nagede Tøger hans ganske liv og gnavede i hans sind, som en alt for trang træsko gnaver af en hæl.

Se, det var et rigtigt problem.



En tilsvarende rigtig løsning ville have været om en nådig sjæl havde sagt ham: 'Tøger! Du har brug for fire ting: En fedtsugning, en plastikoperation, 15-20 års psykoanalyse og en folkeskoleeksamen, så du i det mindste kan danne dig et basalt begreb om, at du ikke kan tillade dig at digte frit om, hvordan verden hænger sammen, og lade som om at din historie nødvendigvis er den rigtige, bare fordi at det er dig der fundet på den. Det er åndssvagt at tænke sådan - og du er ikke køn at se på.' Dette ville imidlertid være uhøfligt tale og måske kunne Seidenfaden være blevet såret, om nogen havde fortalt ham denne åbenlyse sandhed.

Her kommer idéen om den gode tone så belejligt ind: Den gode tone siger jo som bekendt, at man ikke kan tillade sig at sige noget uhøfligt eller sårende, selvom dette hypotetisk set skulle være sammenfaldende med sandheden. Menneskers følelser er nemlig uendeligt meget vigtigere end virkelige problemer (som jo måske bare er noget, som vi har fundet på i sidste ende...) og tilsvarende virkelige løsninger (som jo måske kunne være respektløse. De indebærer nemlig muligheden af, at vi alle kan tage fejl, og at det ind imellem er nødvendigt at se disse fejl i øjnene, selvom det er ubehageligt...)

Den gode tone ordner denne komplekse problemstilling i en fix håndvending. Er der udsigt til ubehagelige problemer, siger den gode tone nemlig: Det hele er måske bare noget, som vi forestiller os, og hvis andre siger til os, at det forholder sig anderledes end sådan, som vi gerne ville have det... hvis de antyder at vi måske burde ændre vores opførsel og tilpasse os virkeligheden... ja, så er det måske bare noget, som de forestiller sig. Og det er uhøfligt, sådan at skyde andre anstødelige holdninger i skoene, og tillige aldeles intolerant. De kunne nu godt tage at tale pænt... skulle det nu være så svært? Nej, hør - hvad er verden da ikke blevet til?

Med den gode tone på tungen kunne Tøger Seidenfaden således skyde sin egen snigende fornemmelse af utilstrækkelighed - sin ellers ekstremt påfaldende hæslighed og idioti - hen som noget, han ikke behøvede at tænke på, fordi det 'nok bare var ham selv'. Skulle nogen da vove at påtale den åbenlyse virkelighed over for ham, da kunne han altid svare tilbage: 'Det har du ingen absolutte beviser for. Dine holdninger kan godt problematiseres. Og hvad er der for øvrigt i vejen med at tale pænt til folk?!'

Den gode tone er altså en måde at problematisere alt, der opleves som ubehageligt, for derefter at dreje samtalen over på noget andet.



Tøger Seidenfaden - ligesom Bo Lidegaard efter ham - fandt efterhånden ud af, at den gode tone kunne bruges i alle sammenhænge, hvor der var tale om problemer, som han ikke havde lyst til at anerkende som virkelige. Ikke kun personlige problemer. Nej, der var mange andre problemer, som han synes var ubehagelige at snakke om og tænke på. Mange, mange, mange problemer. Ikke bare hans tåbelige udseende og udsagn var et problem. Hele virkeligheden var faktisk et problem. Hvorfor det? Det havde Tøger mange forklaringer på, men i bund og grund var det fordi virkeligheden bestandigt syntes ham at bekræfte hans nagende mistanke om, at han måske virkelig var grim og tåbelig -og at han måske tog fejl, når han skød disse triste fakta hen med tanken 'det er nok bare mig'.

Tøger Seidenfaden havde et problem, og den gode tone var hans nødværge. Han fandt på begrundelser, og kunne snakke længe om den gode tones vigtighed, men lige lidt hjalp det. Tøger Seidenfaden var stadig tåbelig og grim, og han følte sig stadig som en idiot, dybt inderst inde, bag de tomme ord og det blævrende fedt.

At han havde denne nagende følelse - der i længden udviklede sig til den alvorlige patologiske tilstand, som læger i dag diagnosticere som Kronisk Forargelse - og at denne følelse fulgte ham overalt, var egentlig ikke så meget en konsekvens af, at virkeligheden er et ondt sted, eller at andre mennesker faktisk afskyede ham så meget, som han tænkte at de måske gjorde inderst inde. Nej, langt fra. Det var derimod fordi, at hans egen dybt rodfæstede følelse af utilstrækkelighed fulgte ham hvor end han gik, og således farvede hans oplevelse af virkeligheden selv i alle dens mangfoldige aspekter.

Se, det var ubehageligt -så lad os ikke snakke om det nu...

Således ser vi at den gode tone ikke er visdom. Nej, meget langt fra. Det er troen på at virkeligheden ikke eksistere i virkeligheden, og at alle problemer forsvinder af sig selv, hvis bare vi lader være med at tale om dem. Men som Tøger Seidenfaden også fandt ud af til sidst: Visse ting forsvinder ikke, bare fordi man prøver at lade være med at tale om- og tænke på dem. Man kan ikke undslippe cancer ved at undskylde til profeten Muhammeds (æret være Hans minde) påståede efterkommere for noget, som man egentlig ikke selv var skyld i.

Man er nemlig ikke undskyldt overfor Gud (eller hvad Tøger Seidenfaden nu kaldte det der...), bare fordi man af frygt for ubehagelige indsigter om virkelighedens faktiske forhold vælger at sige undskyld til nogle, der påstår at være efterkommer af Hans sidste sande profet - eller i hvert fald siger undskyld til deres advokat...

Nej, døden kommer til os alle, om vi anerkender den eller ej.

For hvad er den gode tone egentlig, om ikke en distraktion fra en ubehageligt presserende virkelighed... og minsandten om mine tømmermænd ikke er væk nu.

Med venlig hilsen
Jakob-Jeshurun
[Ikonoklast]

fredag den 14. december 2012

Eksistentielt #2: Hvad er meningen?


Hvad er meningen?



Et simpelt spørgsmål, bestående af simple ord som vi alle kender. Men tænker vi bare en smule nærmere over, hvad der egentlig bliver spurgt om, da er vi efterladte i mørket. Meningen med hvad? Det fremgår ikke tydeligt. Det afhænger nemlig mest af alt af måden vi lader spørgsmålet falde på - og den kan gøre en verden til forskel. Vi taler altså om de samme ord. De står uforandrede hen, i samme rækkefølge, med det samme efterfølgende '?'. Men deres betydning kan alligevel variere voldsomt, og i sidste ende er tonefaldet alene den afgørende faktor i forhold til, hvordan disse ord og dette '?' skal forstås. Tonefaldet er det eneste, der giver disse ord og dette spørgsmål en retning.

Prøv f.eks at tænke 'hvad er meningen?' i disse tre distinkte, vidt forskellige grundtoner: I vrede, i opgivenhed eller i undren. Hvad gør de hver især ved, hvad meningen er? Hvordan lader disse tilfældigt udvalgte følelser os forstå spørgsmålet på hver sin måde?



Vi kender alle det vrede 'hvad er meningen?' fra vores barndom. Der er tale om den naturlige voksenreaktion på opdagelsen af uvorne unger og deres ugerninger. Det vrede 'hvad er meningen?' betyder at der er ballade. Undertonen er af samme grund altid dømmende: Her forgår noget, som der ikke burde forgå - og den, som får serveret det retoriske spørgsmål i et vredt tonefald kan ikke være i tvivl om, at have gjort noget forkert. Det er fuldstændig tydeligt, at den der stiller spørgsmålet ved, at der her foregår noget, som der ikke burde foregå - og der hersker heller ingen tvivl om, at spørgeren ved at den vredt adspurgte også ved det: Ved at det her bare ikke er i orden.

Konteksten for det vrede 'hvad er meningen?' - eller alternativt, 'hvad fanden er meningen?!' - er altså, at én har vidst på forhånd, at en bestemt handling nødvendigvis vil fremprovokere en andens misbilligelse hvis den bliver opdaget - og at vedkommende alligevel vælger at udføre handlingen. Når den anden så opdager den førstes misgerning - det sker som regel før eller siden - og da udstøder sit 'hvad (fanden) er meningen?' vredt, så er det et umiddelbart udtryk for, at denne handling ikke burde have fundet sted. Handlingen er definitivt imod den spørgendes mening - den vrede mener altså strengt taget at den forkastelige handling ikke har en mening. Den er meningsløs, destruktiv, dum eller ond. Derfor ligger det implicit i det vrede 'hvad (fanden) er meningen?' at der netop ikke er en mening med denne handling. Ja, selve dette at gerningen ikke har en mening, er at regne for gerningsmandens store synd - han eller hun ved jo også, at denne handling ikke burde have fundet sted. Eller det burde vedkommende i hver fald have vidst... efter den vredes mening, selvfølgelig.

For den der opfører sig, så vedkommende en dag må se sig konfronteret med det vrede 'hvad (fanden) er meningen?' kan sagen jo godt tage sig noget anderledes ud. Den handlende har jo under alle omstændigheder - qua sin handling - ikke ment, at nævnte synd var præcis lige så meningsløs og uhørt som den vrede nødvendigvis mener at den er. Hvis synderen virkelig havde ment det, så var den vredesfremkaldende handling naturligvis forblevet ugjort - der ville simpelthen ikke være nogen grund til at udføre den. Den handlende må altså have set ét eller andet positivt aspekt i sin opførsel. En grund, der bragte vedkommende til rent faktisk at gøre som gjort i håbet om ikke at blive opdaget. Han eller hun har måske nok forstået, at handlingen for visse andre nødvendigvis måtte fremstå meningsløs, destruktiv, dum eller ond - men har på trods af alt dette valgt at handle alligevel. Sandsynligvis fordi at det var sjovt - i hvert fald så længe at legen var god. Men hvem kan gøre sig til dommer over en sådan ballademagers dybere intentioner?

Så meget for nu om det vrede 'hvad (fanden) er meningen?'.



Lyder 'hvad er meningen?' i et opgivende, klangløst tonefald, da har vi at gøre med et helt andet spørgsmål. Der er ikke længere tale om en spørger, der stiller sig dømmende overfor en konkret utilgivelig handling - nej, snarere om et suk fra én af disse ulykkelige skæbner, der ikke kan finde meningen med noget overhovedet.

Det opgivende 'hvad er meningen?' - eller eventuelt '*suk* hvad er meningen...?' - kan måske godt være foranlediget af en enkelt, meningsløs ting, eller begivenhed - men i det opgivende tonefald rækker spørgsmålet altid dybere og videre end det. Hvor den vrede udtrykker at der lige her og nu er tale noget, der burde være anderledes, og samtidig i sin vrede udstråler en vilje til at lade den meningsløse gerning få konsekvenser, så har den opgivende ingen vilje eller motivation i den retning. Alting er meningsløst. Der er intet at gøre.

Det opgivende '(*suk*) hvad er meningen?' er altså ikke dømmende men konstaterende: Intet er meningen - for alt er lige meget. Hvor tomt og trist klinger altså ikke opgivenheden, når den opgivende stiller sit retoriske spørgsmål! Det er som konstateringen af, at æresgæsten alligevel ikke kommer til sin egen fest, fordi vedkommende kørte galt og blev slået ihjel på vejen. Sådan har den opgivende det med 'livets mening'.

Den opgivende spørger adskiller sig altså i høj grad fra den vrede ditto: Førstnævnte siger i virkeligheden: 'Der er jo ingen mening, hverken her eller andre steder' når han sukkende spørger om hvad meningen er. Den vrede siger derimod: 'Der er godt nok en mening - men den er bestemt ikke til stede lige her og nu'.

Alligevel har dette umage par én ting til fælles alle forskelle til trods: De stiller begge et retorisk spørgsmål. Ingen af dem forventer altså at få et svar - deres måde at stille spørgsmålet på har jo allerede fortalt os, præcis hvor de hver især står i forhold til den efterspurgte mening. De spørger nemlig overhovedet ikke efter meningen - de siger deres mening. 'Spørgsmålet' er altså en ren undskyldning for, at de hver især kan sige hvad de mener at meningen er: Enten så er den noget, der burde være der (men ikke er der) - og når man opdager at meningen ikke er der, hvor den burde være, så bliver man vred... Eller ogsåer den der ikke (men burde være der) - og den slags opdagelser kan jo gøre enhver deprimeret.

Den vrede og den opgivende udbryder altså på hver sin måde deres 'hvad er meningen?' i afmagt: Den vrede ved hvad meningen burde være, og må alligevel erkende, at de andre ikke opfører sig sådan, som de burde vide at de skulle. Den opgivende ved omvendt ikke hvad meningen er, og fordi den opgivende ikke ved hvad man burde kigge efter, er meningen også umulig at få øje på i vedkommendes verden - denne såkaldte 'mening' er jo ganske enkelt væk.

Her ser vi, hvordan det opgivende tonefald røber noget betydningsfuldt om den retorisk efterspurgte mening, som den opgivende ikke kan finde nogetsteds - om den fraværende mening: Nemlig at meningen i én eller anden hypotetisk forstand godt kunne have eksisteret, men at det desværre ikke er tilfældet. At den opgivende netop er opgivende afslører ufrivilligt, at vedkommende på et eller andet tidspunkt faktisk har næret en forventning om at finde en mening, men nu er nået frem til den ulykkelige modsatte indsigt i denne menings absolutte fravær. Altså er den opgivende blevet desillusioneret.

Hvor den vrede omvendt finder en konkret isoleret grund til, at tingene nu engang ikke er, som det er meningen at de skal være (det er de andres skyld), der finder den opgivende en altomfattende, allestedsnærværende grund: Meningen er ikke væk fordi andre vidende handler imod hvad meningen er... meningen er derimod væk, fordi den aldrig har eksisteret - og vi har alle været tåbelige nok til at håbe på, at den faktisk fandtes derude et sted. Vi er blevet narret af livet selv med denne mening.

Implicit: Livet ville være bedre, hvis blot meningen var til stede - så var der jo ingen grund til at være så opgivende. Opgivenheden er nemlig i sig selv en reaktion på, at livet er meningsløst.

Men sådan er det jo i bund og grund også med den vrede: For hvis bare de andre ville handle sådan som de godt ved at de burde, så ville der ikke være nogen grund til at være så vred. Vreden er jo bare en reaktion på, at de andre ikke opfører sig ordentligt.



Hvor anderledes forholder det sig ikke med den, der undrende spørger 'hvad er meningen?'! For den undrende ved ikke hvad meningen er i forvejen - og alene fordi den undrende undrer sig over, hvad meningen faktisk er, spørger den undrende undrende om, hvad denne mening kan være. 'Hvad er meningen?' er altså ikke et retorisk spørgsmål for den undrende - den undrende vil rent faktisk godt have at vide, hvad meningen er. For hvorfor overhovedet stille spørgsmålet, hvis man allerede kender svaret?

Det siger jo sig selv, at den undrende ikke allerede ved hvad meningen er - som den vrede f.eks. ved det. Derfor bliver den undrende ikke vred, og dømmer ikke andre fordi de gør noget, der tilsyneladende ikke kan være meningen - det kunne jo være, at andre faktisk har en grund til at gøre som de gør? Måske tror de det er meningen at de skal gøre lige præcis sådan, selvom det kan være svært at gennemskue, hvorfor i alverden de skulle tro på det.

Måske ved de andre alligevel bedre? Måske har de andre en mening med deres tilsyneladende meningsløse handlinger - en mening som kun de ved. Det kan man jo aldrig vide.

Sådan undrer den undrende sig over det vrede tonefald.

Men endnu mere underlig end den vrede synes den opgivende dog. For hvem virker til at vide bedre besked om, hvad meningen er, end den der siger '(*suk*) hvad er meningen?' i et opgivende tonefald? Vedkommende er jo overhovedet ikke i tvivl om, at der ikke er nogen mening med det hele - hvordan skulle man ellers kunne stille sit spørgsmål så opgivende som den opgivende stiller det? Tonefaldet afslører jo med det samme at vedkommende besidder en viden, der dækker hele jorden - og universet med. For lige meget hvad, så ved den opgivende altid allerede, at der ikke findes noget, der giver mening her på jorden - eller i universet. Den er der bare ikke, den mening. Universet selv er nemlig meningsløst.

Se, det er virkelig til at undre sig over - hvordan har den opgivende fået fingre i denne enorme visdom? At vide præcis hvad meningen er, at vide at verden burde være meningsfuld og samtidig vide at den faktisk er meningsløs - og at kunne sammenfatte alt dette så umådeligt kort og præcist, i den opgivende artikulation af spørgsmålet '(*suk*) hvad er meningen?'

Det er utroligt - men er det nu virkelig også meningen? Den sande mening? Den undrende er ikke sikker.

Så ved den vrede måske alligevel bedre besked? Den vredes 'hvad (fanden) er meningen?' bygger jo trods alt ikke på sådanne fantastiske og ubegribelige indsigter, som den opgivende påberåber sig - og det er måske en fordel. Måske er den vrede mere troværdig? Men på den anden side... Den opgivende griber i det mindste ikke ind i andres meningsløse liv, og dømmer deres meningsløse handlinger, på samme skråsikre måde som den vrede gør det - det er den opgivende simpelthen for opgivende til.

Har man først mistet troen på meningen totalt, da giver det jo slet ingen mening at dømme alle dem, der stadig måtte tro på den. At dømme dem for at udføre deres meningsløse handlinger - de handlinger, som de åbenbart finder glæde i at tro på - er jo absurd. Dommen selv er jo lige så meningsløs. Den opgivende medgiver måske endog, at de, der stadigt lader sig villigt narre af livet til at tro, at der faktisk er en mening, er lykkeligere stillet end den opgivende selv. For opgivenhed er ingen ønskværdig tilstand.

Den vrede kan derimod ikke tillade sig at tro, at der kan være det fjerneste godt i at gøre som de andre gør. Det er jo de andre, der gør den vrede vred, igennem deres meningsløse gerninger.

Den vrede tror stadig på meningen - og er måske derfor lykkeligere end den opgivende. Den vrede har jo trods alt noget at hidse sig op over. Men tillader man sig først at blive vred på meningens vegne, da kommer man nemt til at pege fingre og skære alle over én kam. Alle dem, der ikke har forstået meningen på præcis den samme måde som én selv - ja, alle dem, der vover at forstå meningen anderledes - de bliver alle ofre for den vredes ulideligt selvretfærdige harme.

Men tænk nu om vreden tog fejl? Tænk hvis de andre havde forstået meningen bedre end én selv? Tænk hvis deres provokerende handlinger rent faktisk ikke var meningsløse? Hvis den virkelige meningsløshed tilhørte éns egen vrede, éns egen vrede mening og éns egen afmægtige vrede reaktion? Havde de andre da ikke retten på deres side? Retten til at fordømme én, og éns skråsikre vrede? Retten til at udstøde én af 'Det gode selskab', og ekskludere én fra enhver mening med livet, fordi man var et dømmende, vredt og uretfærdigt menneske?

Hvordan skulle man nogensinde kunne blive lykkelig med den risiko hængende over hovedet? Skulle det nu være meningen - eller burde man bare give op? Hvordan er det bedst at reagere? Sådanne ting kunne være hvad den undrende spurgte om, med sin forundrede formulering 'hvad er meningen?' - men i sidste ende kommer det altid an på, hvad den undrende mere specifikt undrer sig over.



Men sådan er der jo så meget. Lad os nu ikke presse citronen, og fortabe os i frugtesløse spekulationer. Vi kunne jo blive ved i flere timer, dage, år... og har vi ikke alle noget bedre at tage os til end det?

Det her er jo bare en lille refleksion over, hvor mange forskellige meninger der ligger gemt i spørgsmålet 'hvad er meningen?'... og det tror jeg efterhånden at vi har fået udstillet meget godt, så lad os stoppe mens legen er god, og afrunde det hele i en fin og let-fattelig konklusion - som var der tale om en akademisk opgave.

Ser I... Spørgsmålet 'hvad er meningen?' kan forstås forskelligt, alt efter tonefald. Men når spørgsmålet som her er fanget i skrift, med de samme ord, i den samme rækkefølge og det samme efterfølgende '?', da er ordene hverken vrede, eller opgivende, eller undrende, eller noget fjerde. De står der bare, 'hvad', 'er', 'meningen' og '?', sort på hvidt. På en måde er det et tomt spørgsmål, for det savner fuldstændig sit indhold: Alene måden som spørgsmålet bliver stillet på - spørgsmålets grundtone - afgør, hvordan det egentlig skal forstås, og hvordan man egentlig skal forholde sig til det. Man kan kort og godt ikke begribe spørgsmålet, uden at høre og fornemme hvordan ordene bliver udtalt.

For når spørgsmålet og dets ord nu ikke bliver udtalt, hvor i alverden skulle grundtonen så komme fra?



Med venlig hilsen
Jakob-Jeshurun

onsdag den 12. december 2012

Eksistentielt #1: Inderlig fred - yderligt had



Min indre fred er funderet på had. Et brændende had til mine fjender.

'Fjender?', spørger folket undrende. 'Er den slags ikke gået af mode? Om ikke andet, så da i det mindste hos det dannede menneske?' Disse tre udbrud må alle besvares bekræftende: Jo, ja og det er rigtigt. Men jeg skriver ikke om dannelse eller mode, ej heller postulerer jeg noget i den retning. Tværtimod skriver jeg om den indre fred, og den indre fred er betinget af et brændende had til dem, der er i fundamental opposition til freden. Sådanne menneskers eksistens er uforenelig med freden og derfor må de udslettes. Det siger sig selv for alle, som alvorligt elsker deres indre fred.

Men hvordan kan et andet menneske modarbejde den indre fred i en sådan grad, at fredens opretholdelse er truet? Lad mig give en liste:

-Vedkommende forfølger en dagsorden, der på direkte eller indirekte vis gør den indre fred umulig.
-Vedkommende stiller urimelige krav.
-Vedkommende træder på dem omkring sig.
-Vedkommende er afhængig af alle, men gengælder aldrig en tjeneste.
-Vedkommende er en pestilens og spreder dårligt humør.
-Vedkommende hader alle og alle hader vedkommende.
-Vedkommende har ingen eksistensberettigelse.

Lad os være ærlige: Ingen kan udholde sådanne mennesker, og alligevel er der mange som tolererer dem. Det er en fejl og en forbrydelse imod den indre fred. En fejl der må korrigeres, og en forbrydelse der må straffes. Sådan er det.

Jeg spørger derfor ganske simpelt: Skulle disse mennesker virkelig fortjene andet end en æreløs død? Hvordan kan jeg se mig selv i øjnene uden at kalde disse parasitter mine fjender? Skulle disse mennesker leve blot fordi det er dannet og moderigtigt ikke at slå dem ihjel?

Lad da verden sige hvad den vil. Min indre fred er betinget af kampen imod det menneskelige ukrudt, og jeg lever mit liv med draget lugejern i hånden.



Hvem kan opnå blot et øjebliks fred med kroppen dækket af grådige igler? For igler er, hvad fjenderne af den indre fred er. Deres eksistens er afhængig af min. Deres liv er selve destruktionen af min fred. Men mit liv er ikke afhængigt af deres - de bidrager med intet, fordi de intet er.

Hvordan bekriger man det, der ikke har et selvstændigt liv, men omvendt er direkte afhængigt af éns eget?

I første omgang må man sikre sig at fjenden undgås. Vedkommende må ikke levnes den mindste mulighed for at angribe den indre fred. Fjenden kan ikke leve uden muligheden for at snylte på éns livsblod. Vedkommende er direkte afhængig af at komme ind på livet af én, og derfor byder min indre fred mig at være der, hvor min fjende ikke er. At minimere risikoen for at fjendtlige vedkommende måtte møde mig. At være et skridt foran. At gennemskue hvordan jeg undgår fjendens angreb. At være forberedt. Altid.

Slår ovennævnte fejl, og finder jeg mig selv i min fjendes nærvær, da har jeg en række muligheder for at pacificere vedkommende, og således beskytte den indre fred med de midler som situationen kræver. Det er metoder til selvforsvar, i ordets bredeste betydning. Metoderne er som følger:

-Ignorer fjenden så vidt muligt.
-Fornærm fjenden så groft som nødvendigt.
-Overfald fjenden med slag, spark, eller forhåndenværende våben.
-Dræb fjenden.



Den første mulighed: Gør fjenden tilnærmelser forsøger jeg i første omgang at ignorere vedkommende. Stiller han spørgsmål, da svarer jeg såvidt muligt i én stavelse. To kan til nød gå an, men helst ikke flere. Det parasitiske individ ser alle ord som en invitation til yderligere tilnærmelser, og før man ved af det er den indre fred forduftet. Derfor er tavsheden og indelukketheden -kort sagt: afvisende adfærd -min bedste ven i denne situation. Bliver vedkommende ved og ved og ved i sin talestrøm, da må jeg ty til komplet stilhed. Men nogle fjender er så sejlivede, at de ufortrødent bliver ved. Hvor afvisende og tavst man så end forholder sig - alligevel bliver de ved. I sådanne tilfælde må der gribes til:

Den anden mulighed: Fornærm fjenden så tilsyneladende uprovokeret og umotiveret som muligt. I disse tilfælde sørger jeg personligt for altid at starte blidt ud. Målet er jo i første omgang ikke at provokere et slagsmål, men udelukkende at gøre fjenden utilpas nok til at skride af helvedet til, og lade mig være i fred. En god start kunne være 'det var sgu nogle grimme sko du render rundt med!', 'jeg synes, at de der trendy briller som du har, er enormt tåbelige', 'jeg har ikke tænkt over det før, men du har godt nok et stort overbid!', eller andet i den dur. Fornærmelse af fjendens udseende er aldrig et dårligt sted at starte. Så kan der altid bygges ovenpå.

Hold altid overraskelseselementet in mente: Falder fornærmelsen ud af den blå luft bliver den opfattet så meget desto mere stødende, og således forøges chancerne for, at fjenden fatter et vink med en vognstang. Et ofte benyttet teknisk greb er den tilsyneladende tilnærmelse, som så bliver brugt som springbræt for en fornærmelse:

'Vent... Hvad var det du sagde det hed, det band som du snakker om?'
'De hedder All Shall Perish -de er sindssygt seje!'
'Haha! Jeg har ikke bidt mærke i det før, men du læsper jo som en anden idiot!'

Alt efter situationen kan fornærmelsernes grovhed justeres. Husk: Virkningen er alting. Nogle fjender er mere fintfølende end andre. For hver fjende, der således lader sig affeje af et 'jeg bryder mig virkelig ikke om din trøje' er der en anden, som kun forstår 'din mor er en luder!', 'hils din kæreste og sig, at hun giver et gedigent blowjob' og 'jeg hører at din mor er død? Nå ja, én mindre valium-slugende alkoholiker i verden er vel ikke noget at græde over.' Den enkelte fjendes særlige karakter må altid holdes for øje.

Slår fornærmelserne fejl er det ikke usandsynligt at situationen udvikler sig. Der må således gribes til:

Den tredje mulighed: Hvis fjenden ikke bliver mig fra livet efter en byge af fornærmelser, og insisterende bliver ved chikanerer mig og min indre fred ved sin blotte tilstedeværelse, da kan det være nødvendigt med et voldeligt overfald. Situationen bliver måske tilspidset efter en byge af fornærmelser, og det bliver i stigende grad tydeligt at ord ikke længere rækker. Hvad gør man så?

Jo, i en overfaldssituation er det igen alpha og omega, at overraskelsesmomentet er på éns egen side. Det handler med andre ord om så tidligt som muligt at blive klar over, at konfrontationen med fjenden vil udvikle sig i voldelig retning. Fjenden skal altså overrumples inden han selv bliver klar over, at volden må tale hvor ord ikke rækker.

Det idéelle overfald er det, der pacificerer fjenden ved en enkelt manøvre. Betragter jeg f.eks. en fjende i løbet af fornærmelses-fasen, som stadigt mere måbende lytter til mine uforskammetheder, og dog ikke udviser det mindste tegn på erkendelse af, at han bare burde lade mig være i fred, da har jeg selv ofte grebet til følgende med success: Mens jeg endnu har en to-tre fornærmelser tilbage at løbe på, lader jeg umærkeligt hånden glide ned i min lomme, hvor jeg griber om mit nøglebundt på en sådan måde, at en nøgle rager ud imellem pege- og langefinger i min knyttede hånd. Det er vigtigt at tale regelmæssigt videre imens, så fjendens opmærksomhed ikke fanger at der er noget i gære. Og så! Når han mindst venter det -øjeblikket efter en stødende pointe er mest optimalt, da fjenden her er i en lettere chokeret tilstand -hiver jeg hurtigt min knyttede næve op af lommen, og jager næven med den udragende nøgle ind i fjendens tinding med maksimal kraft.

Har man ikke nøgler, eller andet forhånden må det række med de bare næver. Mange hverdagsgenstande kan imidlertid bruges som våben af den, der tænker kreativt (paraplyer, kuglepenne, attachémapper mv.)

Slår også overfaldet fejl, og udvikler situationen sig, så er der dog intet andet valg tilbage end:

Den fjerde mulighed: Tag livet af dine fjende. Dræb ham. Dette er i sagens natur den eneste måde at sikre sig, at fjenden aldrig kommer til at genere én igen. Dog bør man altid huske på, at denne mulighed også er forbundet med betydelige risici. Forsøger du først at slå din fjende ihjel, vil han højest sandsynligt forsøge det samme. Kommer man ud som sejersherre er der er en yderst realistisk mulighed for efterfølgende fængselsstraf (dette gør sig naturligvis også gældende ved den tredje mulighed, men ikke i samme alvorlige grad).

At myrde sin fjende er altså kun tilrådeligt hvis situationen er kogt ned til: Anything goes. Den indre fred kan selvfølgelig kræve et mord i ny og næ, men overordnet er det tilrådeligt at undgå sådanne situationer. Decideret likvidering må reserveres til de fjender, som ikke bare er til stede (dvs. ikke kan undgås) men tillige er hinsides alt pædagogisk rækkevidde -vold, fornærmelser, eller afvisende adfærd.

Således kræver bevarelsen af min indre fred at jeg håndtere mine fjender, defineret som: De mennesker, der systematisk umuliggør den indre fred. At disse mennesker bør hades ud over alle grænser er et selvfølge, og enhver, der i sandhed værner om sin indre fred ved hvad jeg snakker om. Et sådan sundt fjende-had er nemlig et uomgængeligt følge af den indre fred. Ja, det er en uomgængelig forudsætning for den indre fred at nære et hjerteligt fjendehad.



Roden til alt visdom er, at handle på rette måde i den rette situation. Dette vil altid sige: At dømme korrekt, og ikke handle med større voldsomhed end højest nødvendigt for at opnå sit mål. Jeg vil derfor afslutte med en opsummering af den rette måde at forholde sig til fjenden på, forhåbentlig til glæde for enhver, der virkelig værdsætter sin indre fred og tager den alvorligt:

-Man bør aldrig slå fjenden ihjel, når det er muligt at værne om den indre fred ved ikke-fatal vold mod fjenden.
-Man bør aldrig bruge vold mod fjenden, når det er muligt at værne om den indre fred ved fornærmelse af fjenden.
-Man bør aldrig fornærme fjenden, når det er muligt at værne om den indre fred ved at afvise fjenden.
-Man bør aldrig afvise fjenden, når det er muligt at værne om den indre fred ved at undgå fjenden.

Men:

-At undgå fjenden er overflødigt, om man formår at værne om den indre fred ved at hade fjenden på den rette måde.

Det korrekte had er nemlig et udtryk for kærligheden til den indre fred: Den der vandrer af kærlighedens veje møder ingen fjender på sin færd. Den, der elsker den indre fred, hader jo selvsagt den indre freds modsætning - og dette er fjenden som ikke kender kærligheden, og ikke kan være hvor kærligheden er, men er forvist til de egne som kærligheden hader.

Den indre fred er frugten af alt visdom: Viis er den, der elsker den rette viden, thi han forstår på den rette måde.

Visdom indebærer den rette forståelse af hvem man bør hade, undgå, afvise, fornærme, overfalde og myrde og hvornår disse ting er på sin plads. Den, der ved hvem der fortjener disse ting, og hvornår disse ting kan implementeres i overensstemmelse med den indre fred er viis. Han ved således også, hvem der ikke fortjener disse ting, og hvornår de ikke er på deres plads. Det er visdom. Det er indre fred. Det er at hade sin fjende på den rette måde.

Den, der hader på den rette måde, undgår, afviser, fornærmer, overfalder og myrder på den rette måde. Ville alle hade dem, der bør hades, da ville alle undgå, afvise, fornærme, overfalde og myrde dem, der bør undgås, afvises, fornærmes, overfaldes og myrdes. Da ville den indre fred nærme sig den ydre.

Derfor: Had ret at I må elske ret, og alle jeres fjender vil blive slettet af livets bog.

Fred.



Med venlig hilsen
Jakob-Jeshurun

mandag den 10. december 2012

Paria-konservatisme #3: Progressivisme -en diagnose (1/3)


 (Dette er første del af en serie på tre, hvor jeg vil diagnosticere progressivismen. Del 2 og Del 3, om hhv. progressivisme som fortvivlelse og progressivismen som ideologi følger inden længe).

Del 1: Progressivismen i hovedtræk


A. Hvad er progressivisme?
















Progressivisme er den blinde tro på fremskridtet. At verden på den ene side aldrig har været et bedre sted end den er i dag, men at vi på den anden side bør arbejde utrætteligt på at gøre verden til et endnu bedre sted - fordi den stadig er forfærdelig.

Progressivismen kan være ideologisk, men ikke i traditionel forstand: Skal vi være helt præcise, er der faktisk ikke tale om en ren ideologi, men om noget mere grundlæggende. Progressivismen er nemlig en art psykisk sygdom, der har ideologiske konsekvenser, og derfor også kan vise sig som en fuldt udtalt ideologi. Men i det hele taget har progressivismen mange ansigter, og kan komme til udtryk på et utal af måder. Alle mutationer kan dog i sidste ende reduceres til instanser af den samme sygelige tankegang.

Derfor kalder jeg denne tekst for en diagnose: Progressivismen er en patologisk tilstand forklædt som ideologi.



B. Hvordan viser progressivismen sig?















Progressivismen kommer til syne i form af visse symptomer: Symptomer der giver sig ud for at være meninger. Disse kommer til udtryk hos den enkelte progressivist såvel som i de mere eller mindre organiserede grupperinger af progressivister, som der findes så mange af.

Progressivistiske meninger bør aldrig tages alvorligt, fordi de aldrig er oprigtige. Der er strengt taget ikke tale om meninger overhovedet - de savner fuldstændig den ærlighed som en oprigtig mening besidder. Derfor er det også uklogt - ja, det kan endog være farligt - at respektere og acceptere dem som det, de giver sig ud for - faktiske meninger. Disse er mere korrekt at forstå som symptomer på en progressivistisk infektion.

Den progressivistiske mening er patologiske. Enhver eftergivenhed overfor progressivistisk tankegang er derfor udelukket. Progressivismen smitter nemlig ved at blive accepteret.

Har progressivismen antaget ideologisk form for et individ eller en gruppe, da er den meget fremskreden, og meget skadelig. Her bliver progressivismen effektivt til en pandemi. Er progressivismen derimod på et præ-ideologisk stade, vil den stadig være skadelig for individet selv og vedkommendes nærmeste omgivelser - men i mindre grad for samfundet som helhed.

Den enkelte progressivist er altså ikke nødvendigvis ideologisk progressivistisk, omend vedkommende naturligt vil tendere imod progressivistiske politiske sympatier.

Hos den enkelte vil progressivismen først og fremmest vise sig som den karakteristiske indestængthed, der kommer af at have to eller flere gensidigt modstridende holdninger eller meninger på én gang (kognitiv dissonans).

Dette er en konsekvens af progressivistens fundamentale uærlighed. Progressivisten lyver for sig selv ved at 'mene noget som vedkommende egentlig ikke mener'. Progressivisten er altså i en grundlæggende uoverensstemmelse med sig selv - en indre splid, der kan være meget pinefuld. Det er denne lidelse, der symptomatiske viser sig i form af de såkaldte meninger.

Da den enkelte i regelen ikke selv gennemskuer, at vedkommendes indestængthed udelukkende er en konsekvens af progressivismen og intet andet, vil han eller hun være overdrevet tilbøjelig til at beskylde verden og samfundet - sine medmennesker og deres fordomsfuldhed / bundethed af normer - for sin selvforskyldte lidelse. Fordi progressivisten altså ikke kan kigge indad og identificere det absurde og åbenlyst meningsløse i sin egen verdensopfattelse, er vedkommende dømt til en konsekvent opfattelse af den ydre virkelighed som absurd og meningsløs.

Progressivister der plages af denne indre strid vil jeg kalde for de fortvivlede progressivister.

I modsætning til ovenstående er den strengt ideologiske progressivist ikke længere plaget af indre tvivl, men har overgivet sig fuldt til progressivismen. Den ideologiske progressivist tenderer altså ikke bare mod uoprigtighed og uærlighed i sine meninger, men har fuldstændig mistet evnen til at mene noget på en oprigtig og ærlig måde i det hele taget. Der er følgelig tale om mennesker uden sjæl. 'Mennesker' der har valgt at opgive deres menneskelighed, til fordel for en gennemgribende og total progressivisme. Disse kan ikke længere finde nogen tilfredshed i, hvad de selv er, men udelukkende i hvad de tror at de gør. De tror at de gør verden til et 'bedre sted', men det eneste de formår er at promovere progressivismen og derved bivirke mere progressivitet - altså mere lidelse - i samfundet.

Samtidig er de imidlertid plaget af et gennemgribende mindreværd og en konstant nagende dårlig samvittighed - følelser som de ikke selv formår at tolke som andet end et udtryk for, at de endnu ikke har gjort en vægtig nok 'forskel i verden'. Disse følelser er selvfølgelig bare et naturligt følge af, at have solgt sin sjæl til progressivismen.

Den ideologiske progressivisme kan kendes på den paradoksale virkelighedsopfattelse, der opstår når et menneske definitivt mener at have indset: - For det første at verden er forfærdelig, universet er meningsløst, mennesket er bundråddent, eksistensen er en lidelse osv. - Og for det andet at alle alligevel bør arbejde for at gøre verden til et lidt bedre sted, selvom det i bund og grund ikke nytter. På vaskeægte meningsløs progressivistisk facon mener den ideologiske progressivist endog at kunne uddrage sidstnævnte af førstnævnte og forfægte det som en perverteret art moralsk princip.

At sige at verden umuligt kan have en mening, og på den anden side mene, at vi alle har en pligt til at opføre os som om at den burde have én, er åbenlyst absurd. Det er da også tydeligt at denne opfattelse er umulig at tage alvorligt som andet end et udtryk for en alvorlig mental forstyrrelse - dvs. det er tydeligt for alle, der ikke selv er progressivister.

De ideologiske progressivister er fundamentalt afhængige af de fortvivlede progressivister. Sidstnævnte er jo dem, der skal stemme på-, støtte op om-, lade sig overtale af- og (ikke mindst) beundre førstnævnte. Den ideologiske progressivist er nemlig dybt narcissistisk i sit grundvæsen. Der er altså tale om en grundlæggende ynkelige hunger efter anerkendelse, der som oftest viser sig i form af en overfladisk og transparent altruisme, eller i en tendentiøs-, overdrevet- og selvretfærdig udlægning (fortolkning) af verdens tilstand. Det eneste mål for progressivistens såkaldte meninger er, at andre skal acceptere dem - ud over dette er de væsentligt meningsløse.

En mere dybdegående karakteristik af hhv. den fortvivlede- og den ideologiske progressivisme vil være at finde i diagnosens 2. og 3. del.


C. Om progressivismen generelt















Vi må aldrig glemme at progressivismen er en kamæleon og forklædningens mester, der viser sig i mange forskellige skikkelser. Dog er alle disse let gennemskuelige for den, der har mestret konstateringens kunst: At kalde en progressivist for en progressivist når man ser én.

I bund og grund er der nemlig altid tale om den samme gamle, velkendte progressivisme, lige meget hvor ny og anderledes den end prøver at virke.

Det allerværste, allerynkeligste ved progressivismen er nemlig, at den ikke narrer nogen i længden. Den er løgnagtig, hyklerisk, afskyelig, og kommer absolut ingen til gode. Jo før progressivismen altså udryddes, jo bedre.

Det er progressivismen i hovedtræk.

Med venlig hilsen
Jakob-Jeshurun

fredag den 7. december 2012

Kultur #0: Væk




Til den, der er træt af den summende menneskeverden, dens blinkende produkt-propaganda, larmende byer og osende biler, travlhed og trivialitet, til det menneske der en dag går ud i naturen og væk.

Hvad finder dette menneske?

En verden der er indifferent overfor livets krav og konkurrencer. En verden hvor alt det, der - når dette menneske er blandt andre mennesker - virker så umådeligt vigtigt for dette menneske, fordi de andre mennesker bestandigt siger til dette menneske og hinanden, at dette er vigtigt -en verden hvor det er væk.

Se her. Hør her. Det her er vigtigt.

Hvordan kan dette menneske, hvis hele eksistens er låst fast i andre menneskers tanker og ord, hvis overlevelse findes i et digitalt tal, dette menneske og selve dets selv, hvordan kan dette menneske være her?

Her hvor fuglene flyver og gør hvad fugle gør. Her hvor vandet løber men ingen steder hen. Her hvor vinden taler med sig selv igennem træerne. Her hvor insekter bider sig fast, og et dådyr mistroisk flygter fra et blik.

Hvordan kan dette menneske stadig være dette menneske - det, der tidligere stod og så på rødvin i Kvickley? Hvordan kan dette menneske stadig være dette menneske, der døsigt fragtes med den offentlige transport?

For hvor kørte den hen, den offentlige transport? Til et vigtigt sted. Men nu er dette menneske her.

Her hvor græsset ikke er slået ned eller nedtrådt, men bare står og passer sig selv. Hvordan kan dette menneske være her hvor intet er nedtrådt men bare sådan står eller flyver, flyder og passer sig selv?

Hvordan kunne dette menneske glemme fødselsdagsgaven, som blev eftersøgt men aldrig fundet i formiddag? Den skulle være der, men så var den der ikke. Hvordan kan dette menneske glemme den?

Var det ikke en fold i moderens kjole som dette menneske så på vej til skole dengang? Så var den der, men så var den der ikke, i takt med moderens gang med dette menneske i hånden. Hen til skolen og de andre.

Skolen hvor de andre var og med flammende tunger fortalte dette menneske om sig selv. Oplysende som flammer af naturen jo er.

Hvordan kan dette menneske være her, hvor bålpladsen har været væk i firetusinde år.

Hvordan kan dette menneske være dette her, hvor verden altid har været.

Hvordan, menneske, kan det være det?

Det er det heller ikke, men det er det. For det er det, som det er.




Med venlig hilsen
Jakob-Jeshurun

onsdag den 5. december 2012

Paria-konservatisme #2: Hvordan? (Introduktion 2/2)



Til ethvert hvorfor hører retfærdigvis et hvordan: For man kan i sagens ikke spørge ind til, hvorfor noget er, om dette da ikke er på én eller anden måde. Og da jeg i min første post formulerede et 'hvorfor Paria-konservatisme' bliver næste logiske trin således at specificere et 'hvordan Paria-konservatisme'.

Hvordan vil nærværende blog fremstille og udarbejde et Paria-konservativt standpunkt?

Før jeg besvarer ovennævnte -og det gør jeg nedenfor, så fat mod! - må jeg imidlertid tillade mig den umanerlige frækhed at kræve noget af læseren; ja, også ud over evnen til at læse- og forstå det danske sprog. Meget vil nemlig være vundet for begribelsen af det Paria-konservative projekt, om vedkommende Herre, Frue eller Frøken lægger sig følgende tre pointer på sinde, før den faktiske læsning tager sin begyndelse.

Disse lyder:

For det første at dette ikke er et strengt ideologisk projekt. Forvent derfor ikke en parade af politiske kampskrifter i miniature. Visse refleksioner over politik hører sig naturligvis Paria-konservatismen til, men dette er så langt fra den hele historie, da mennesket trods alt er andet og mere end et politisk væsen. Og gudsketakoglov for det.

Nej, målet er snarere at male et tankelandskab, som den enkelte kan træde in i, relatere til og tage anstød af.

For det andet at jeres forfatter ikke tror på noget rent skel imellem en subjektiv- og objektiv fremstilling af en given sag. Dermed ikke sagt, at et sådan skel er meningsløst: Det er bare ikke helt så entydigt og let identificerbart, som det ofte fremstilles. Visse posteringer vil naturligvis være dedikeret til de mere subjektive perspektiver og andre til de mere objektive, men ingen objektivitet undslipper fuldstændig subjektiviteten og vice versa.

Ethvert subjekt forudsætter et objekt og ethvert objekt et subjekt. At postulere andet er i bedste fald tåbeligt, i værste fald løgnagtigt. Derfor vil I hverken høre- eller se mig forsvare- eller påberåbe mig en såkaldt 'ren subjektivitet' (relativisme) eller en ditto 'objektivitet' (absolutisme). Begge er utøj, uting, og på lige fod utilgivelig produkter af den menneskelige tænknings doven- og dårskab.

Og endeligt, for det tredje, i umiddelbar forlængelse af ovenstående: Det skal understreges at jeg ikke nærer noget personligt ønske om at nedvurdere læserens intelligens, og simplificere alverden til et binært spørgsmål om rigtigt eller forkert, godt eller ondt, sandt eller falsk (sæt X). Tværtimod er det mit inderligste håb at få vedkommende til at tænke over tingene, og altså ikke bare være enig eller uenig i, hvad jeg nu måtte finde på at mene. Dette vil i udgangspunktet adskille det Paria-konservative projekt fra 99,9% af, hvad der ellers er i omløb på internettet, i medierne og i verden, da jeg opererer ud fra slagordet: Hellere én kvik læser end flere folkelige fadæser.

Dette bunder i en grundlæggende etisk opfattelse af, at det er en forbrydelse mod livet selv at spilde sin tid. For livet er en gave, følgelig er tid ikke noget der bør spildes, og dog er et sådan dybtfølt ønske om at slå tiden ihjel at finde i hjertet af godt og vel alt folkelig underholdning, såvel som de fleste almindelige bloggerier.

Så min kære læser: Forvent ikke at blive strøget med hårene, men tillad dig i stedet at forlange-, at kræve at de følgende Paria-konservative udgydelser skal belønne din tid, opmærksomhed og eftertænksomhed. Så vil jeres forfatter personligt arbejde målrettet på at gøre sig fortjent til jeres tid. Andet og mere er der ikke i det - men det er jo også alt.

Så med disse tre grundpointer på plads vender jeg hermed opmærksomheden mod bloggens overordnede indhold.

Hver postering kommer til at falde inden for ét af disse otte temaer:














Paria-konservatisme:
Om en livsanskuelse og om den evige krig mod progressivismen og 'Det gode selskab'. Holisme.












Konservativt: Tanker om konservatismens muligheder i en fundamentalt progressivistisk verden. Politik.












Paria: Fokus på kontroversielle skikkelser fra et ikke-moralsk, ikke-dømmende perspektiv. Mennesker der forarger 'Det gode selskab'.










Kultur: Replikker i den evige dialog om kulturens betydning og karakter. Samfund.













Filosofi/tænkning: Hvad kunne de genier, som ingen læser, lære os, hvis man faktisk gad at læse deres bøger. Visdom.











Kunst: Hvorfor er den gode kunst god, og hvorfor er den dårlige ingen kunst. Musik, bøger, film m.v.











Eksistentielt: Dagligdag og refleksioner fra endnu en idiot, der plaprer løs på internettet i det svage håb om, at andre idioter faktisk ikke er fuldstændig ligeglade. Subjektivitet.













Diverse: Det der falder uden for kategori. Digte, lulz og løjer.

De forskellige emner vil naturligt lappe ind over hinanden, men hovedtemaet i en postering vil altid være at finde inden for én af otte hovedoverskrifter. Bloggen vil blive opdateret så ofte som muligt - mindst én gang om ugen.

Tilbage er der kun at sige:

God læselyst til de interesserede. Død og pinsler over resten.

Med venlig hilsen
Jakob-Jeshurun