søndag den 24. august 2014

Filosofi/tænkning #4: Sprog, tavshed og mening



At forstå ord er i sidste ende at forstå, hvor ordene kommer fra. Ord er nemlig aldrig bare ord, og de kan umuligt eksistere i en lukket, selv-referentiel boble. Sproget vil med andre ord altid træde i et forhold til noget andet og mere end sig selv - og derfor må man besidde et vist begreb om det, som ordene drejer sig om, for at begribe ordene i deres egentlige, meningsgivende element.

At hæfte sig ved ordenes blotte tema - det, som ordene taler- og skriver sig rundt om, eller hen imod - er imidlertid ikke nok. Temaet eller spørgsmålet om hvad en tekst i bund og grund drejer sig om er nemlig kun én side af sagen: Denne side er sprogets ekspliciterede kontekst, eller det aspekt af virkeligheden, som ordene aktivt spiller bold op af, og forsøger at sætte sig i forbindelse med (dette gælder også om det nævnte aspekt af virkeligheden måtte kaldes 'bare ord', da sproget selv både er en del af virkeligheden, og 'drejer sig om', dvs. taler om virkeligheden - men det er et sidespor).

Komplementært til det tema, som ordene tager op, vil der altid knytte sig et mere dunkelt aspekt, som i sagens natur er sværere at få hold på: Alt det som ordene ikke påtaler aktivt, men som stadig er en nødvendig betingelse for, at ordene bliver forstået som de bliver (hvordan det så end måtte være).

Sidstnævnte er som sagt ikke spørgsmålet om, hvad en tekst handler om, men spørgsmålet om hvordan teksten handler om det. Dette aspekt af sproget er altid implicit. Det kan aldrig påtales, da det i sagens natur er uudtalt.

Den grundlæggende præmis for at et bestemt emne kan behandles sprogligt på en bestemt måde bør altid skelnes fra alt det, som vi aktivt siger om sagen selv. Ellers mister vi et af sprogets væsentlige elementer af syne, nemlig det faktum at ingenting nogensinde kan siges 'ex nihilo', uden en forudgående, uudtalt kontekst for måden, som det bliver sagt.

Dette gælder også, såfremt det der bliver sagt, dømmes som uforståeligt, da et uklart eller forvirrende forhold imellem det, der bliver sagt og den i sig selv tavse kontekst for ordene (måden de bliver sagt/struktureret på) netop er det, der fremprovokere oplevelsen af uforståelighed - præcis ligesom et 'naturligt' og 'selvfølgeligt' bånd imellem det sagte og det usagte gør en given ytring forståelig på en 'naturlig' og 'selvfølgelig' måde.

Som nævnt er der tale om to komplementære aspekter af sprogliggørelsen som sådan: Det første er, at der i det hele taget bliver sagt noget, og det andet er den altid forudgående mulighed for at sige noget om noget - som så bliver aktivt indfriet i ytringen. Disse to sider af sprogliggørelsen - hvad der bliver sagt, og den forudgående forståelse af, hvordan det er muligt at sige noget om noget overhovedet - er parallelle, og det er i og for sig meningsløst at snakke om, at det ene aspekt skulle komme før eller efter det andet. Der er nemlig tale om to sider af samme sag.

Derfor er det måske også misvisende at påtale den i sig selv tavse mulighed for at sige noget som 'forudgående', da der reelt set ikke består noget tidsligt forhold imellem det sagte på den ene side og det dermed usagte på den anden - de to aspekter manifesterer sig nemlig i forståelsen simultant. Alligevel vil vi nødvendigvis opfatte muligheden for at sige noget som værende primær, eller 'først' - fordi vi nødvendigvis må anerkende enhver faktisk sprogliggørelse som altid-allerede have værende mulig før den blev artikuleret, qua dens nu udtalte realitet. Erkendelsen af at en given uudsagthed (tavshed) gav én mulighed for at sige eller høre netop dette følger så at sige automatisk med ved erkendelsen af, at det er netop dette der rent faktisk bliver sagt - og denne erkendelse af det sagte som en 'tidligere potentiel- men nu aktuelt indfriet mulighed' er altafgørende for forståelsen af det sagte, dvs. en essentiel komponent i opfattelsen af det sagtes betydning.

Hvorfor nu skelne imellem disse to, sprogliggørelsens og dennes forståelses hhv. tavse og udtalte aspekter? Fordi vi hermed fremhæver et væsentligt træk ved sproget, som forståelsen ofte 'springer over' givet trækkets paradoksale natur: At tavsheden eller det, der ikke bliver sagt, er en lige så væsentlig del af forståelsen som det, der aktivt bliver talt om i enhver sproglig sammenhæng - hvad end vi så måtte tale om, og hvordan vi så end måtte tale om det.

Hver eneste gang vi taler eller skriver om noget, vil vi uundgåeligt tale eller skrive om noget på en bestemt måde. Det, som vi taler om er eksplicit, og kommer altså til udtryk auditivt eller visuelt (empirisk) - men måden som vi taler om det vil altid være implicit, og kommer altså til udtryk på en indirekte, uudtalt facon: Som alt det, der ikke bliver sagt, men som alligevel giver os muligheden for at sige lige præcis det, som vi siger - og for at forstå det som netop det, der bliver sagt.

Den konceptuelle og begrebslige mestring af et givet emne vil altid komme til udtryk i den aktivt udtalende sprogliggørelse. Det er altså - abstrakt talt - altid i kraft af, at vi skriver netop disse ord om netop dette tema at vi kan tale eller skrive om, at noget er begribeligt. Og netop fordi at begreber og koncepter strengt taget er det eneste, som vi kan skrive eller tale aktivt om - dvs. fordi de faktisk udtalte og skrevne ord altid vil være det, som vi taler 'med' (dvs. at det består via ordene) - derfor har vi for vane at knytte forståelsen af ordene op på ordene selv.

Dette er imidlertid ikke helt præcist, da sprogforståelsen i mindst lige så høj grad opstår på baggrund af den potentielle uendelighed af alternative muligheder for at omtale et emne, som netop ikke bliver ekspliciteret. Alle disse muligheder passerer altid i tavsheden under ordene ('imellem linjerne'), som 'noget' der i sagens natur er ubegribeligt (i hvert fald aktuelt ubegrebet), og derfor teknisk set heller ikke kan kaldes for 'noget' overhovedet. Det er 'noget' der ikke lader sig indfange sprogligt på nogen tænkelig måde. Det er strengt taget 'ikke-noget', hvilket vil sige: Det er ikke noget som vi (aktuelt) taler eller skriver om - men selvom det altså således på en vis måde er intet, er det et et intet (en uudtalthed) som ikke desto mindre er en nødvendig forudsætning for, at vi forstår netop det, der rent faktisk bliver skrevet eller sagt. Det er den potentielle uendelighed af, hvad vi ellers kunne have sagt i stedet for netop det, som vi rent faktisk siger, der netop i kraft af sit fravær gør det sagte forståeligt som netop det, vi forstår det sagte som.

Den altid tavst implicitte måde at tale om tingene på lader sig aldrig påtale direkte - for i samme øjeblik dette aspekt bliver tematiseret, holder det effektivt op med at være det, som det er. Forsøger vi alligevel at tale om det, forvandler vi dermed det nødvendigvis implicitte - dvs. den uomgængelige kendsgerning at vi, hver eneste gang vi siger noget, netop siger dette noget, og dermed ikke den potentielle uendelighed af andre ting, som vi hypotetisk set kunne have sagt - til et eksplicit tema. Vi vil med andre ord aldrig kunne tale om tavsheden uden at gøre den til noget væsentligt andet end det, som den er: Nemlig til sprog.

Men bare fordi vi ikke kan tale eller skrive om den, kan vi ikke tillade os at ignorere sprogforståelsens implicitte aspekter fuldstændig - for hvis vi ikke er enige om, hvordan vi bør tale om en bestemt ting, er vi yderste konsekvens heller ikke enige om, hvad det er vi taler om. Er der med andre ord for stor uoverensstemmelse imellem to eller flere parters implicitte forståelse af, hvordan et bestemt emne kan, skal eller bør omtales, og hersker der uenighed om grænsen imellem hvad man kan sige om det, og hvad man ikke kan (eller bør) sige, så har vi at gøre med en uenighed, der har rødder i forskellige og måske endog uforenelige forståelser af det omtalte noget. I sådanne tilfælde vil det være problematisk at tale om, at der overhovedet hersker en fælles opfattelse af emnet, og det vil derfor også være unøjagtigt at sige, at de implicerede parter overhovedet snakker om det samme. De bruger måske nok de samme ord, og der hersker måske nok et vist overlap imellem deres respektive sprogforståelses strengt accidentielle aspekter, men i substansen er der tale om, at én siger og mener 'op' ved én ting, mens den anden mener at den samme ting i virkeligheden betyder 'ned', dvs. det diametralt modsatte:

Tænk f.eks. på liberalisten og socialisten der diskutere 'det frie marked'. Den første ser per definition konceptet som noget godt, og reguleringen som noget ondt, mens den anden ser markedet som ondt, hvis ikke den gode regulering træder i kraft. Alle 'argumenter' til trods er der altså her tale om et møde mellem svært begribelige, tavse værdier, selvom disse hæftes op på et i sig selv 'objektivt' og 'neutralt' koncept som det frie marked - og af samme årsag ønsker ingen af parterne at give sig, da en eftergivelse vil være det samme som en indrømmelse af, at 'det gode' i virkeligheden er 'det onde' og vice versa, dvs. en indrømmelse af at man selv har været enten ond, eller dum, fordi man har gået det ondes ærinde i den tro, at der var tale om det gode. Derfor holder hver part på sit - men ved således at holde på sit kan ingen af parterne ultimativt indrømme (så længe de holder sig indenfor deres respektive forståelse af, hvad det frie marked i bund og grund er, dvs. hvad konceptet betyder) at den andens pointer og 'argumenter' er lige så vægtige som deres egne. Hvorfor? Fordi socialistens implicitte forståelse af selve konceptet om et frit marked (dvs. hans måde at forstå det diskuterede noget som noget) væsentligt hviler på en forståelse af ting som udbytning, stigende ulighed - kort og godt: Uretfærdighed - hvor liberalistens implicitte forståelse lader konceptet om det frie marked hvile på helt andre ting, såsom frihed, øget velstand, fremskridt osv.

I hvor høj grad er det meningsfuldt at sige, at sådanne parter faktisk taler om det samme, når de snakker om 'det frie marked'? På ét plan (det eksplicitte) gør de naturligvis: De diskuterer et bestemt koncept, og taler hhv. for og imod dette koncept ved at henvise til forskellige perspektiver på konceptets konsekvenser og manifestationer i virkeligheden. Men i det uudsagte vil liberalisten altid 'gå ud fra' en kontekst, hvor det frie, uregulerede marked i det store hele er udtryk for noget godt og nyttigt, der i bund og grund tjener menneskets interesse - mens socialisten stiltiende vil gå ud fra det uforeneligt modsatte standpunkt. Det, som én har for vane at acceptere som en god ting, har den anden for vane at se som en dårlig - og derfor består sådanne diskussioner ofte i, at begge parter respektivt opfatter sig selv som 'det gode og det rigtiges' talsmand, der drager i kamp imod 'det onde og forkerte': De er enige i den forstand, at de begge holder deres egen tavse forståelse for den sande og gode, men denne enighed er absolut uforenelig med den andens (selv)forståelse, hvorfor enhver form for kompromis eller neutraliserende enighed i sagens natur er umulig, så længe de begge står på deres. Snakken drejer sig i realiteten ikke om det, der bliver sagt, men om det der ikke bliver sagt, og ikke kan siges, nemlig om kollisionen imellem to tavse kontekstualiseringer, der hver især bidrager til at den samme ting/det samme koncept ultimativt tilskrives diametralt modsatrettede egenskaber.

Da den implicitte forståelses hvordan og den aktivt ekspliciterende forståelses hvad altid eksisterer i parallel, ligesom lys og skygge, op og ned, højre og venstre mv. er det en fejl at tro, at forståelsen er noget, der skal eller kan tales frem ved ordets magt alene. Den tavse, implicitte forudsætning for forståelsen, der kommer til udtryk i sprogliggørelsens hvordan, lader sig nemlig overhovedet ikke berøre sprogligt, i andet end en strengt indirekte forstand - som allerede sagt. Dette skyldes ikke en 'manglende vilje' til at tale om det usagte, men alene at det er umuligt at tale om det, der ikke bliver sagt. Det lader sig ganske enkelt ikke gøre, uden at forvirre den tavse forståelse, og snakke om den som om den var noget ganske andet end det, som den rent faktisk er - nemlig noget vi ikke snakker om, og umuligt kan snakke om, fordi det overhovedet ikke kan tematiseres som 'noget', men snarere går forud for enhver tænkelig tematisering som denne tematiserings mulighed(er).

At vi i sagens natur ikke kan tale om det, der ikke bliver sagt, betyder imidlertid ingenlunde at det uudsagte er meningsløst, eller uforståeligt - tvært imod. Faktisk er der tale om 'noget', som vi altid allerede har forstået: Dvs. vi har forstået, at det ikke er det uudsagte som vi snakker om - da den eneste 'ting' der aktivt ikke falder tilbage i det uudsagte er netop det, som vi rent faktisk taler om. Vi forstår med andre ord den implicitte måde at tale om noget simultant med, at vi for det første snakker om netop dette, på netop denne måde - og at vi dermed, for det andet, ikke snakker om den potentielle uendelighed af andre mulige emner, eller snakker om det som vi snakker om på nogen anden måde end den, som rent faktisk er i færd med at folde sig ud netop nu - selvom vi (hypotetisk set) kunne snakke om den på uendeligt mange andre måder.

Sproget vil derfor altid have en 'skyggeside' så længe det rent faktisk bliver brugt: At forstå at vi kan bruge sproget til at snakke om noget er nemlig det samme som at forstå, at vi hypotetisk kunne bruge det på en uendelighed af andre måder - men at vi alligevel bruger det på netop den konkrete måde som vi gør. Vi bruger jo altid sproget til at snakke om noget, og dermed indirekte til ikke snakke om noget andet. Hvordan vi altså end måtte forstå det sagte eller skrevne, så er det sagte og skrevne altid det sagte og skrevne - hvilket vil sige, at det aldrig er alt det, der hypotetisk set kunne have stået i stedet for, selvom den hypotetiske mulighed ikke er fuldstændig uden sin egen realitet (fordi den i teorien altid kan realiseres, ved at 'dreje samtalen over på noget andet' - men det er en anden snak).

Et passende billede på forholdet mellem det aktivt sprogligt udtalte, og den tavse, meningsgivende kontekst kan hentes fra et andet dunkelt grænseforhold, nemlig det imellem livet og døden - og særligt hvis vi her tager døden i udvidet forstand, og bruger ordet til at betegne alt, hvad der ikke er liv: Dvs. ikke blot 'tilstanden' efter livets ophør, men tillige 'tilstanden' før livets begyndelse. Forudsætningen for, at vi overhovedet kan begribe noget sådan som 'døden' i denne brede forstand vil altid være, at vi på den ene side altid-allerede er blevet født, og at vi på den anden side endnu ikke er gået bort. Af samme årsag kan vi ikke gøre os døden begribelig uden at trække linjer til det, som vi allerede kender fra livet - selvom livet selv på alle måder er kendetegnet ved at være noget andet end døden, ja, faktisk at være væsentligt bestemt gennem dødens fravær. Når døden indtræffer er det per definition ikke længere muligt at være levende, ligesom man endnu ikke er levende inden man bringes til verden. Livet er med andre ord karakteriseret ved en væsensforskellig væren fra døden - en forskel som umuligt kan ignoreres, uden at gøre både 'liv' og 'død' til meningsløse ord.

På samme måde forholder det sig med tavsheden overfor den aktive sprogbrug: Den går forud for enhver sproglig ytring som et endnu ikke, og bagefter som et altid-allerede - men disse abstrakte 'begribelser' af tavsheden bliver først aktuelle simultant med den faktiske sproglige ytring. Vi kan med andre ord stå midt i sprogets aktive udfoldelse, som værende i sproget (aktive sprogbrugere), og i sproget bruge sproget til at kaste opmærksomhed på sprogets allestedsnærværende grænser - men dette er kun en gøren opmærksom - det er ikke en forklaring, og ikke en 'konceptualisering', da sådanne i sagens natur er selvmodsigende forsøg på at gøre det umulige: At gøre det, som man netop ikke gør, og som man i sagens natur aldrig kan gøre (analogt til at hævde, at en udtalt definition af tavshed er en mere 'nøjagtig' eller 'rigtig' måde at forstå tavsheden på, end det at glemme enhver snak om 'definitioner' og 'tavshed' og hengive sig til den egentlige, ordløse væren - det er nemlig kun på baggrund af sidstnævnte, sprogløse tilstand, at det overhovedet er muligt at tale om tavsheden som noget. Tavsheden selv kan imidlertid aldrig være 'noget som vi taler os frem til', for så længe vi taler undviger vi den).

Selvom sprogbrugen umuligt kan indfange sin egen kontekst, er den alligevel - som netop denne sprogbrug - i ét og alt afhængig af den medfølgende tavshed. Det er nemlig kun i det sproglige grænseland - stedet hvor det sagte møder det uudsagte - at forståelsen er en mulighed. Forståelsen kan som tidligere nævnt ikke reduceres til 'bare' det, der bliver sagt, fordi det der bliver sagt aldrig siger det hele. Derfor er det da også sigende, at ingen vil mene at have 'forstået' et ord, en sætning eller en total sprogliggørelse af noget overhovedet ved blot at være i stand til at gentage den ord for ord. Forståelsen er derimod kun reel, hvis en sætning kan omformuleres vha. en række ekspliciteringer af det, som ytringen måske ikke selv sagde højt, men som lå implicit i den - f.eks. ved at definere et begreb. 'Forståelse' vil med andre ord sige en bestemt opmærksomhed på det implicitte forhold imellem det, der bliver sagt, og det, der ikke bliver sagt - og det faktum, at vi altid hypotetisk set kan sige noget nyt, eller noget andet om noget er netop et vidnesbyrd om den uudsagte konteksts muligheder, og om hvor essentielle disse er for forståelsens mulighed som sådan.

Hvis intet var usagt i en given ytring, var intet ej heller sagt, og der ville ikke være noget at forstå, andet end den blotte manifestation af den 'nøgne' sproglige væren - en 'sprogværen' som imidlertid ville mangle ét helt bestemt definerende 'sprog'træk, nemlig afhængigheden af det implicit ikke-sproglige, og således også eksistere i det fænomenale grænseland for, hvad der overhovedet kan kaldes for sprog. Sådanne sprog-lignende fænomener er ikke umulige, og de forekommer da rent faktisk også, som f.eks. når visse religiøse retninger dyrker tungetale. Men i sådanne tilfælde 'kommunikerer' 'sproget' da heller ikke noget konceptuelt. Det tjener snarere som et vidnesbyrd om en bestemt tilstand - det bliver til en måde at være på, og ikke en måde at forstå på (mere præcist: Det bliver til noget andet end en væren-forståelig/forstående).

Tungetalen er karakteriseret ved den absolutte enhed imellem sprogets hvad og sprogets hvordan: 'Det' der bliver sagt kan overhovedet ikke adskilles fra måden, som 'det' bliver sagt på. 'At forstå' tungetale er således ikke noget andet og mere end det, at man blot hører den - for det man hører er en ornamenteret strøm af lyd, der ikke stiller sig i den konceptuelle menings tjeneste, men derimod trænger ind i et rum 'før' eller 'hinsides' forståelsen, og påvirker os herfra ved lydstrømmens sproglignende kvaliteter. At høre tungetale er således også det samme som 'ikke at forstå' den, da den i det hele taget tjener et 'formål' der ligger hinsides skellet forståelse-ikke-forståelse, samtidig med at den - via sin konceptuelle uforståelighed - bringer opmærksomheden hen på dens kontekstuelle lighed med sproget: En 'lighed' der imidlertid er tom (hinsides konceptualisering, fordi tungetalen ikke har noget emne, og ikke kan have et), og derfor snarere berører tavsheden, eller gør opmærksom på sprogets iboende uforståelige aspekter, der netop ikke manifesterer sig i det sagte men i det usagte.

Den almindelige sprogbrug er derimod altid karakteriseret ved et konceptuelt afgrænset, ekspliciteret hvad, der træder i forhold til det uudtalte, kontekstuelle hvordan. For at forstå dette forståelses'rum' som den almindelig sprogbrug folder sig ud i, er det gavnligt at overveje modpolen til den absolutte enhed mellem sprogets hvad og hvordan - den enhed som vi finder i tungetalen - nemlig det 'sprog' der kommer til udtryk som en fundamental dissociation mellem det eksplicitte og det implicitte, eller imellem det sagte og det usagte. Et sådan 'sproglig' modpol til tungetalen kunne eksempelvis være den deliriske vildelses 'sprog' (et andet eksempel kunne være den psykotiske skizofrenes sprogbrug).

Når et menneske taler i vildelse bruger det ord og koncepter som vi kender, men disse ord folder sig ud i en implicit kontekst, som er komplet utilgængelig for den, der lytter, og 'sproget' bliver således uforståeligt. Under en tilstand af høj feber kan et menneske tale ud fra en oplevelse af sammenhæng (eller måske snarere manglende sammenhæng) i verden, der på et fundamentalt niveau ikke overlapper med noget kendt, eller 'selvfølgeligt allerede forstået'. Ord og sætninger optræder følgelig på en påfaldende 'løsrevet' måde, der kun under store vanskeligheder og med megen usikkerhed kan forstås som udtryk for en konceptuelt meningsfuld oplevelse. De eksplicitte ord, dvs. talens hvad, er genkendelige og anerkendes som værende rigtige koncepter og begreber, men den uudtalte sammenhæng som disse ord plejer at indgå i er væk. I den deliriske vildelse forlader den udtalende forståelse sit normale, trygge kontekstuelle rum, i det den individuelle oplevelse af virkeligheden dissocierer fra den kendte oplevelse af sammenhæng, og da den deliriske oplevelse ikke er direkte tilgængelig for andre end den, der undergår den, vil det sprog der udtales fra denne tilstand også være uforståeligt.

(Det bør nævnes at der ikke nødvendigvis er tale om nogen brat overgang imellem den almindelige og den deliriske sprogbrug - sidstnævnte er blot udtryk for den totale dissociering eller individualisering af sproget, som i yderste konsekvens end ikke er meningsfuld for den, der udtaler ordene. Der kan være mange grader af sproglig dissociation, hvor en bestemt sprogbrug stadig er fælles for nogle mennesker, og dog samtidig komplet utilgængelig og uforståelig for andre. Sådanne sproglige fællesskaber, der i høj grad læner sig op af et bestemt fællesfølelse omring det uudsagte inkluderer så diverse grupperinger som f.eks.: Konspirationsteoretikere, religiøse grupperinger, ofte også videnskabsfolk, og på det bredeste plan tilhængere af diverse politiske ideologier - men disse er alle udtryk for mere eller mindre anerkendte kollektive sproglige dissociationer mellem sprogets hvad og hvordan, og de 'hænger sammen' i den forstand, at de enkelte grupperingers medlemmer altid kan træde til med den bekræftende følelse af forståelighed. Sådanne sprogliggørelser reflekterer et sprogligt-kontekstuelt rum der er tilgængeligt for nogle, men ikke for alle (hvilket er den sproglige normaltilstand)).

Vender vi nu tilbage til den almindelige sprogbrug og forståelse med hhv. tungetalen og det deliriske sprog in mente, som eksempler på yderpunkter hvor den almindelige sprogforståelse går i opløsning qua hhv. den totale enhed imellem hvad og hvordan (tungetale) eller den totale dissociation imellem de to (det deliriske ord) bliver følgende forhold tydeligt: At den type forståelse som vi knytter op på den almindelige sprogbrug afhænger af et forhold imellem den respektive sprogliggørelses emne (det som vi taler om) og den tavse kontekst (det som vi ikke taler om) der på den ene side aldrig er fuldstændigt entydigt og gennemsigtigt, men som på den anden side heller aldrig er fuldstændigt obskurt og uigennemskueligt. Sproget taler eller skriver med andre ord altid i et 'rum', hvis grænser udgøres af en mening der hverken er fuldstændig fraværende eller fuldstændig tilstede. 

Dette fortæller os to ting om meningen, dvs. det, som vi mener at forstå hver gang vi mener at have forstået en given sproglig ytring på en given måde:

1. At mening som betingelse for det, der gør sproget muligt at forstå, aldrig kan være tilstede i sproget alene på en 1:1 facon, uden at sproget bevæger sig hinsides skellet forståeligt-ikke-forståeligt, og således ophører med at være sprog.

2. At mening aldrig kan være fuldstændigt fraværende eller 'ude af takt' med sproget, uden at sproget bliver aldeles uforståeligt (i yderste instans også for den, der taler det) og således ophører med at være sprog.

Skal sprog med andre ord være sprog, og ikke blot noget der minder om, er det derfor nødvendigt at operere med en mening, der på den ene side umuligt kan siges at opstå i sproget, som en konsekvens af sproget, men som på den anden side heller ikke kan være fuldstændig løsrevet fra sproget, såfremt vi faktisk bruger det. Mening som denne relaterer sig til sprogbrugen må med andre ord kunne fattes via sproget som et uspecificerbart forhold imellem det, der bliver sagt og det, der dermed ikke bliver sagt. Sproget selv er blot en bestemt måde for meningen at ytre sig på - og det er således umuligt at 'definere' og indkapsle meningen som et afgrænset koncept i sproget selv. Dermed ikke sagt, at en definition ikke kan forsøges - ligesom mange også har forsøgt at karakterisere mening som en konsekvens af sproget - men sådanne forsøg vil i sagens natur aldrig kunne lykkes, da meningen (dvs. garanten for at sprog kan være hhv. forståeligt eller uforståeligt) i bund og grund ikke er noget sprogligt, men omvendt: At sproget altid er noget (potentielt) meningsfuldt, så længe det er sprog.

Sproget er blot en overflade - og en overflade er et vidnesbyrd om det, som ligger bag ved. Vi kan altid tale eller skrive videre om overfladen, nuancere den, og således prøve at trænge bag om den - men det eneste vi således vil 'nå frem til' er mere overflade, og flere vidnesbyrd om de i sig selv usynlige dybder. Dybderne åbenbarer sig først i forståelsen, der bringer det sagte i harmoni med det, der ikke bliver sagt, og som umuligt kan siges.

Af samme årsag er enhver 'sprogfilosofi' en vildfarelse, da sproget i ét og alt er mindre værende end det, som sproget taler om og gør forståeligt, såvel eksplicit som implicit. 'Sproget i sig selv' er et forholdsvist perifert fænomen i virkeligheden, da den sproglige væren - dvs. at være talende, lyttende, skrivende, læsende - i ét og alt er derivativ, dvs. altid afhængig af forholdet til noget andet end sig selv: Sproget og sprogbrugen er afhængigt af dens mening - ikke omvendt.

Den mening som sprogbrugen er afhængig af er qua sin tavshed umulig at afgrænse eller konceptualisere - der er snarere tale om det 'indre liv' i enhver sproglig afgrænsning og konceptualisering, eller 'det' der bringer enhver sprogbrug til live. Dvs. at meningen er 'det', der bringer alle distinktioner, afgrænsninger og konceptualiseringer ind i sproget via det, som vi netop taler eller skriver om (afgrænset fra den potentielle uendelighed af andre muligheder) - og det som vi rent faktisk taler og skriver om kan kun forstås fordi det på den ene eller den anden måde træder i et forhold til meningen der altid 'ligger bag' (og 'ligge bag' gør meningen kun, fordi sproget altid 'trækker noget frem', som kun kan forstås som noget på baggrund af den tavshed det trækkes ud af).

Enhver idé om, at sproget og sprogbrugen skulle være 'meningsskabende' i sig selv - en opfattelse der bygger på den grundlæggende fejlantagelse, at mening overhovedet er noget, der kan 'skabes' og dermed også 'forgå' - ignorerer det åbenlyse, at mangt og meget er meningsfuldt alene qua oplevelse - dvs. igennem en væren, der på ingen måde nødvendigvis står i forbindelse med nogen form for sprogbrug. At det er muligt at tale eller skrive om disse oplevelser gør hverken til eller fra ifht. oplevelsernes mening, og dette vil forhåbentligt være tydeligt ud fra følgende eksempler:

Seksualiteten eller den kønslige tiltrækning, og den dermed ofte følgende parringsleg er åbenlyst meningsfuld på et instinktivt niveau: Det er livet eller væren selv der lærer os seksualiteten at kende - og denne lærer vi fuldstændig uafhængigt af den sproglige differentierings abstrakte konceptualiseringer. Med andre ord: Vi hverken taler, skriver, lytter eller læser os 'frem til' den opstemthed, der både farver vores væren ('gør den stemt', jf. Heidegger) og åbenlyst retter vore gøren i en bestemt retning. Vi kan altid søge at beskrive denne oplevelse - men oplevelsen består fint uden beskrivelsen. At den seksuelle opstemthed ofte fungerer som muse for en art sproglig fetich - at snakken drejer sig over på sex - er udelukkende et udslag af den seksuelle væren, som i ét og alt er meget andet og mere end hvad vi nogensinde kan konceptualisere og snakke os frem til.

Et endnu mere basalt eksempel er åndedrættet. Det er meningsfuldt at trække vejret på et så basalt plan, at vi kun exceptionelt sjældent ser os kaldede til sprogliggøre oplevelsen. Vi kan rationalisere os frem til, at det er konceptuelt meningsfuldt at trække vejret - men denne rationalisering er kun mulig, fordi vi rent faktisk ånder, og i reglen oplever det som voldsomt ubehageligt at blive berøvet muligheden. Hvis vi sniger os op på et andet menneske, og trækker en plastikpose ned over hovedet på vedkommende, bliver det hurtigt klart, at vedkommende vurdere sin evne til at trække vejret som noget ekstremt meningsfuldt, da han øjeblikkeligt vil stoppe alt anden aktivitet til fordel for en energisk aktivitet rettet imod igen at kunne komme til at ånde frit. Denne reaktion opstår prompte - ikke som et følge af at den kvalte siger til sig selv, at han finder adgangen til ilt meningsfuld, men omvendt: Den påbegyndte, paniske kamp for at genvinde luften er selv et følge af, at ilten er meningsfuld for åndedrættet, lungerne, blodet, livet.

Vi kunne beskrive en uendelighed af lignende eksempler (og ikke kun af strengt fysiologisk art: Kærligheden er et andet, strålende eksempel på det før-sprogligt meningsfyldte), men stopper her, da disse forhåbentligt er tilstrækkelige til at illustrere den overordnede pointe.

At skyde sproget ind som en 'meningsgivende' årsag i disse eksempler er absurd og kunstigt: Der er tale om aktiviteter der på afgørende vis influere vores væren og vores gøren før enhver tænkelig sprogliggørelse - hvilket da også bliver så meget desto mere tydeligt af, at det er aktiviteter som mennesket - det sproglige dyr - deler med en betragtelig del af det øvrige dyrerige (og på det mest generelle, abstrakte plan endog også med planteriget). Disse ting er implicit meningsfulde på en måde, der rækker langt udover enhver sproglig afgrænsning, i det de influere vores væren og gøren, om vi vælger at tale om dem eller ej.

At meningen med sproget - dvs. det som vi taler om - skulle kunne 'lokaliseres' i sproget, findes der altså absolut ingen grund til at antage. Alligevel er denne opfattelse - at mening i én eller anden obskur forstand 'opstår' som en konsekvens af vores måde at tale om den på - meget udbredt i visse kredse, hos nogle i en sådan absurd grad, at man endog mener at virkeligheden overhovedet ikke er- eller giver anledning til noget, uafhængigt af vores måde at konceptualisere den på - og at vi altså i en vis forstand 'skaber' virkeligheden igennem vores sprogbrug. Uden at dvæle yderligere ved dette overfladiske standpunkt her, vil jeg som afslutning blot bemærke, at jeg i dette lille skrift mener at have vist, at enhver sådan 'sproglig konstruktivisme' (eller hvad man nu ønsker at kalde den) er en tåbelighed, som det ikke er værd at tage alvorligt, hvor mange smukke ord den end pryder sig med. Et sådant standpunkt baserer sig nemlig på en så påfaldende tanketomhed ifht. selve vort begreb om det meningsfyldte, at Heidegger utvivlsomt roterer som en jetmotor i graven. Lad os nu langt om længe give gamle Martin fred, og begynde at tænke- og (ikke mindst) filosofere igen. Han har været død i snart 40 år - var det ikke på tide, at vi lod hans væren i fred?



Med venlig hilsen

Jakob-Jehurun