tirsdag den 6. august 2013

Diverse #6: Den selvstændige tanke



Normalt priser man selvstændig tænkning. Men i virkeligheden er sand selvstændig tankegang forhadt.

Dette er fordi man priser den tankegang, der ser ud som om den er selvstændig, i langt højere grad end man værdsætter de tanker, der faktisk er det.

Alle har deres egen idé om, hvordan selvstændigheden ser ud - men det er blot deres idéer. Kun exceptionelt få kan genkende den ægte selvstændige tanke når de møder den.

Hvorfor det? Fordi den ægte selvstændige tanke aldrig ser ud som vi tror at den ser ud og aldrig taler som vi mener at den burde tale. Selvstændigheden er nemlig ligeglad med, hvad vi mener om den. Den er-, og vil for evigt være det, som den er, uden det mindste hensyn til hvordan man så måtte mene at den burde være.

Den selvstændige tanke tænker kun sig selv, og henter intet udefra. Den kender sig selv. Den har nok i sig selv. Om du eller jeg måtte tænke anderledes berører ikke den selvstændige tanke. Og ligesom den selvstændige tænkning er ligeglad med hvad vi tænker for os selv om dette og hiint, og fuldt tilfreds med sin egen tænkning, således er den også indifferent overfor, hvad vi måtte tænke at den selvstændige tanke er.

Hvad vi måtte tænke spiller ingen rolle i forhold til, hvad den selvstændige tanke egentlig er.

For dem, der måtte mene at selvstændigheden er en dyd vil den derfor ofte tage sig ud som en synd, mens den for dem der mener at selvstændighed er en synd, kan vise sig som den højeste dyd. For dem, der mener at den er god, vil den ofte vise sig som ond og vice versa. Ikke fordi den selvstændige tanke er hverken dyd eller synd, god eller ond - men fordi den i hovedreglen er noget andet end det, som vi tænker og mener om den.

Det er en banal konstatering, og dog er der næsten ingen der forstår den. I hjertet tror den enorme majoritet af mennesket nemlig, at selvstændigheden tænker som de selv tænker. Intet kunne imidlertid være mere forkert. Den selvstændige tanke tænker som den selv gør, og ikke på nogen som helst anden måde. Den ved hvad den ved, og er uvidende om det, som den er uvidende om. Ønsker den at lære noget, så lærer den det, og ønsker den at lære noget fra sig, så gør den det.

Men hvis det ikke er det, som den selvstændige tanke ønsker, så lader den være, og verden kan hverken gøre til eller fra.

Selvstændighed er nemlig frihed, og friheden er ubundet. Den kan ikke tvinges af nogen eller noget - end ikke af sig selv.

Bare fordi hele verden siger, at det her er rigtigt, og at det der er forkert, betyder det jo ingenlunde, at den selvstændige tanke mener det samme. Men det betyder heller ikke at den mener det modsatte. Det betyder udelukkende at den mener hvad den mener.

Den selvstændige tanke tænker kun det, der er rigtigt for den selvstændige tanke selv. Kan tanken ikke tænke noget som virkeligt, så er det altså uvirkeligt. Det er bare sådan det er for selvstændigheden - uagtet af at de fleste kalder det uvirkelige for det virkelige. Den selvstændige tanke tager intet for gode varer, alene fordi at andre siger at det forholder sig således at denne eller hiin vare er god. Men kan den selv tænke og tage en vare for god, så vil den være god for den selvstændige tanke, uagtet at hele verden kalder den for noget andet, for ond, forfærdelig eller dum.

Hvad den selvstændige tanke kender som sit eget tager den nemlig alvorligt og respektere som i allerhøjeste grad virkeligt. Denne virkelighed er den eneste alvor der findes for den selvstændige tanke.

Mindst af alt tager den selvstændige tanke denne tanke alvorligt: 'Jeg tænker selvstændigt'. Den tanke er for selvstændigheden noget af det latterligste, da 'jeg tænker selvstændigt' i reglen er det mest uvirkelige bedrag der kan opdrives. Som oftest, når denne tanke melder sig, har den absolut intet på sig. Den kommer nemlig fra alt muligt andet end sig selv. Derfor kan den selvstændige tanke sjældent heller dy sig for at le af denne dårskab. For det er netop hvad det er: Dumt og intet andet.

Jeg tænker selvstændigt...

Dette er grunden til at majoriteten altid vil hade og frygte den selvstændige tanke: For den selvstændige tanke minder dem, der i særlig grad mener at de tænker selv, om, at de for det meste ikke gør det - og aldrig kommer til det. I hvert fald ikke så længe at de insistere på at have ret i deres påstand. For hvordan kan de vide det?

At tænke selv har jo intet at gøre med at ønske at tænke selv At tænke selv er noget ganske andet end at mene at man tænker selv. Den selvstændige tanke er netop det: Selvstændig. Den tilhører ingen ud over sig selv. Den anerkender ingen autoritet ud over sin egen. Den oprinder i sig selv, og vender tilbage til sig selv. Den giver intet af sig selv uden at tage det tilbage, og den tager intet uden at give igen. Den træller ikke for nogen eller noget, og intet træller for den. Den har intet mål ud over sig selv og intet middel uden for sig selv.

Hvad man måtte ønske eller håbe eller mene at den selvstændige tanke er, det spiller ingen rolle. Ligesom man kan kalde virkeligheden for fantasi og fantasien for virkelighed, uden at dette gør nogen virkelig forskel, er den selvstændige tanke uberørt af hvad vi mener at den burde være.

Om noget menneske måtte tænke selv, da er det menneske ikke adskilt fra den selvstændige tanke. I så fald er friheden og mennesket ét - men friheden tilhører på ingen måde mennesket. Friheden er mennesket - og mennesket er friheden. Sådan forholder det sig for det frie menneske, der vandrer med den selvstændige tanke, uafhængigt af hvad mennesket selv eller andre måtte mene og tro. Det er bare sådan som det er.

Er det frit, så er det frit, og er det ikke, så er det ikke.

At møde det frie menneske er en utrolig sjældenhed. Få oplever det i deres livstid, og de fleste af dem der gør, lægger slet ikke mærke til det, da selvstændigheden lægger ligeså lidt vægt på at overbevise andre om sin egen eksistens, som en ko, eller en sky, eller et græsstrå gør det. Ligesom koen, græsstrået og skyen er hvad de er, uden at skrive afhandlinger eller opstille beviser for at de er det, sådan er den selvstændige tanke også bare hvad den er. Vi kan opstille et internationalt forskersamfund der enigt konkluderer, at der ikke eksisterer køer, og vi kan bygge et samfund på tanken om, at grænsstrået er en myte, men dette gør hverken til eller fra for koen eller græsstrået. Den samme indifferens er hvad der gør det frie menneske så ulig andre mennesker: Han gør ikke sig selv til noget andet end han er. Hverken bedre eller værre, smukkere eller grimmere, klogere eller dummere. Og hvis én kalder ham klogere end han er, tøver han ikke med at kalde sig selv for dum, ligesom han ej heller ser sig selv som mindre smuk, alene fordi andre mener at han er grim.

Hvis et menneske endelig lægger mærke til selvstændigheden i et andet, så er det som regel fordi det frie menneske truer det ufrie menneskes illusioner om, hvad selvstændig tænkning og frihed i virkeligheden er. Intet behager nemlig den ufrie som at tro, og at tænke, og at mene at han selv er fri, eller selvstændig, men den sande selvstændige tanke og det virkeligt frie menneske bryder sig ikke om at tage hensyn til, hvad andre måtte mene om hverken det ene eller det andet eller det tredje.

Det frie menneske, der vandrer med den selvstændige tanke, ved hvad det ved, og er uvidende om det, som det er uvidende om. Det ufrie menneske mener derimod at vide hvad det ikke ved, og ikke at vide det, som det rent faktisk ved.

Derfor er det frie menneske altid til glæde for det frie menneske: For i det frie menneske genkender det frie menneske sig selv. Og af samme årsag er det frie menneske til stor gene for det ufrie menneske, da den frie er alt det, som den ufrie i allerhøjeste grad ønsker og mener at han selv er, og dog på alle leder og kanter er fuldstændig anderledes.

Den ufrie mener altså at den frie er ufri. Ligesom den frie genkender sig selv i den frie, og ser et frit menneske, genkender den ufrie også sig selv, i det han ser en vanskabning, et uhyre, eller en mand i lænker. Forskellen er, at den frie ved at han blot ser sig selv og ikke postulerer andet, mens den ufrie til sin dødsdag vil holde fast i, at den frie er noget ganske andet end ham selv - også selvom han inderst inde ved, at det er ham selv den er gal med.

Den selvstændige tankes blotte eksistens minder det ufrie menneske om det, som det ved, selvom det ikke selv tror at det ved det: Nemlig at det, som det ved, ikke er noget som det ved, men blot noget, som det tror at det ved. Og det ved den ufrie egentlig godt, selvom han af frygt for sandheden gemmer det bort, og kalder sin tro for viden, og sin viden for tro.

At hele verden kalder noget for sandt betyder ikke at det ikke er falskt.
At hele verden kalder noget for falskt betyder ikke at det ikke er sandt.
Hvad du har hørt er hvad du har hørt.
Hvad du tror er hvad du tror.
Hvad du mener er det du mener.
Sådan er det.
Det har intet med dig at gøre.



Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun