lørdag den 23. marts 2013

Eksistentielt #5: Landevejslabyrinten


"Der er kun én vej frem: Tilbage"
-Anonym



Man kan tale i labyrinter - og man kan tale lige ud af landevejen. Tilsvarende kan man leve labyrintisk, eller trille trygt og komfortabelt ned af eksistensens velasfalterede strækninger. Men hvilke veje man vælger vil altid afhænge af, hvilken destination man vælger. Hvor vil man hen?

Nej vent... hvor vil du hen? Ikke man. 'Man' vil nemlig ingen steder hen. 'Man' er den fælles og upersonlige idé om standardiseret eksistens. Ingen vil derfor hvad 'man' vil, for 'man' er ingen (jf. Martin Heidegger Væren og Tid §27). Så hvor vil du hen, fraset den standardiserede masses man'tra?

Hvis du vil krydse en ørken, eller væk fra de små byer, og hen til der hvor det sker - så skal du tage landevejen. Og hvis du vil være der hvor det sker, før det overhovedet sker, så du måske kan være den, der får tingene til at ske, altså hvis du vil være et eksemplarisk og respekteret menneske - så skal du tage landevejen nu. Det er den hurtigste. Der ingen forhindringer.

Leder du derimod efter et isoleret og øde sted i skoven, hvor verden emmer fred, eller higer du mod den ensomme bjergtop, eller mod det mytiske Eldorado - så bliver du nødt til at begive dig ud af smalle labyrintiske stier, og risikere at fare vild. Det er en helt anden snak.

Du farer ikke vild på landevejen. Der er skilte med jævne mellemrum, og der er altid andre, som skal det samme sted hen som dig. Og hvis du vil være der, hvor det virkelig sker, så er der mange andre, der skal samme vej. En sand strøm der kan bærer dig mod målet.

Hvis du er en beskeden natur, og fint tilfreds med bare at være der hvor det sker - så kan du trygt følg strømmen på landevejen. Og som sagt: Bare tag det roligt! Der er mange udførlige kort over, hvor vejen fører hen, og yderligere er der masser af mennesker at spørge om vej, så du behøver ikke at frygte vildfarelsen. Men hvis du gerne vil være den, der får tingene til at ske - så bliver du nødt til at køre hurtigt! Så skal du overhale. Så skal du orientere dig godt i forvejen, klare dig med få pauser, og ind imellem være villig til at overskride fartgrænsen. Målet helliger midlet, og 'time waits for no man', som man siger på engelsk.

Det forholder sig noget anderledes for dig, der vælger labyrinten. Hvor skal du hen?

Nogle gange er du måske ikke engang selv sikker. Måske leder labyrinten ingen steder hen. Måske eksisterer målet kun i dit eget hoved som noget udefinerbart diffust men dog uimodståeligt dragende. Men når først du har begivet dig ud af de snævre bjergstier, når du har fortabt dig i skoven, og rejst dagevis gennem junglen, så er der ingen vej tilbage. Du har fortaget et valg. Måske har du allerede glemt hvor du kom fra, og kan ikke finde tilbage?

Hvis du vil finde din egen fred og dit eget sted, så risikere du at fare vild. Men hvis du vil være den, der er, hvor tingene sker og måske endog selv får dem til at ske - så risikerer du ikke at komme først, og i værste fald at være en medløber. Om du tager landevejen eller om du vælger at udforske labyrinten, så risikerer du altså i begge tilfælde at miste dig selv: Enten blandt andre mennesker, eller i den omfattende og indifferente natur. På landevejen risikerer du altså at gå tabt iblandt de andre, mens du i labyrinten risikerer at forsvinde for de andre.



I dagens samfund taler man meget om innovation. Om progressivitet. Om at tænke- og handle nyt, og om at finde sig selv i processen. Man taler som om at alle burde vælge labyrinten. Alle burde finde deres eget sted, deres egen fred, deres eget Eldorado. Man skal tage chancer og 'leve' det såkaldte 'liv' i bestemt form: Livet. Men samtidig opfører man sig som om, at der kun er én komfortabel landevej, der skal føre os alle sammen derhen. Vi skal alle som én være unikke på vores helt egen måde.

I dag mener man med andre ord, at individet bør stræbe efter ikke at tabe sig selv blandt andre mennesker. Man ser ned på dem, der følger strømmen, og ikke griber livet ved struben. Men samtidig mener man, at samfundet skal sikre at ingen går tabt for andre. At ingen marginaliseres og falder for meget udenfor.

I tale og skrift priser man altså labyrinten som det eneste rigtige individuelle valg. Men i handling, i politik og i samfundsnormer forsøger man at gøre labyrinten til en landevej. Hver eneste gang én har fundet sit sted, sin fred og sit Eldorado, så kører man bulldozerne i stilling. For nu skal der lægges en landevej derhen. Man fælder skoven, jævner bjerget med jorden og skriver en rejseguide: 'Turen går til Eldorado'.

Når landevejen så først er på plads, da taler man vidt og bredt om den som et prægtigt eksempel på det autentiske individuelle valg. Man taler om den, som om den stadig var labyrinten. Men labyrinten er for længst gået tabt. Ved at lægge vejen, rydde og asfaltere har man allerede ændret målet. Man har forsøgt at gøre labyrinten fornuftig, forsvarlig og 'rigtig' - dvs. alt det der afskrækker den oprigtigt eventyrlystne, og driver ham ud i at søge nye, ukendte veje.

Den faktiske labyrint er nemlig alt andet end 'rigtig'. Den er ildeset: Tænker du labyrinten, så har du 'givet op'. Taler du labyrinten, så er du 'gammeldags og elitær'. Vælger du labyrinten, så er du 'asocial'. Men trodser du alt hvad man siger, begiver dig ind i labyrinten, farer vild, bliver desorienteret, omlægger dine planer, fortaber dig fra andre mennesker, for til sidst, efter mange ensomme strabadser endelig at nå dit mål... ja, så vil man straks høre tale om, at der burde være en landevej derhen. At du var en genial pioner, der gjorde noget godt for os andre...  at vi andre nu skal kunne nyde godt af dit mod, og gentage din rejse i en børnesikker version.

For nu, efter at de alvorlige strabadser er overståede, kan man jo pludselig se, hvad det var du ledte efter. Nu er der pludselig en pointe med dine excentriske egne veje, som tidligere, før du nåede dit mål, virkede så underlige og afsporede. Ja, nu står dit mål jo lysende klart, som en gevinst for menneskeheden, og som noget, der burde komme os alle til gode.

Uden at blinke går man altså ud fra, at massen alligevel var målet med din rejse i sidste ende, selvom det på alle måder virkede som det modsatte.

Men hvad med dem, der er ligeglade med den slags eksistentielle fiksfakserier? Dem, der bare ønsker at vælge den brede landevej og leve et normalt liv? De tvinges nu ud på de 'nye, innovative' veje, og bliver fortalt, at 'sådan gør man nu engang i dag'. Man kan ikke vælge sit eget tempo, og man kan ikke vælge sine egne pauser, selvom det er det eneste man har lyst til - for vi skal jo de nye steder hen! Der, hvor der for alvor forgår noget spændende og anderledes. Derhen, hvor den der ville væk fra massen flygtede til.

Og hvad bliver det uundgåelige resultat af denne tankegang? X-factor og 'reality' - ikke selvstændighed og virkelighed. X-factor og 'reality' findes nemlig ikke bare på tv. Det findes overalt i vores samfund, på arbejdspladserne, i familierne og i vennegrupperne. Alle kan et eller andet specielt - men alle vil også gerne passe ind. Vi lever i den standardiserede unikheds tid.



Nu har vi efterhånden fået så mange unikke landeveje til unikke destinationer, hvor tingene virkelig sker, at samfundet selv er blevet en labyrint. Vi har flere muligheder end nogensinde før, men det er som om at de alle er standardiserede udgaver af én og samme mulighed: 'Du skal bare være dig selv - ligesom vi andre er det. Vælg din helt egen unikke vej. Du har følgende valgmuligheder...'

Og hvad er der sket med den bredeste landevej? Den, som vi i gamle dage kaldte 'som man altid har gjort'? Den, der tidligere var til rådighed for alle, der bare var interesserede i at nå en tryg destination i et fornuftigt tempo? Hvad er der sket med vores normalitet?

Den er blevet 'forbedret', hvilket vil sige: Selv normaliteten er blevet innovativ. I dag vil vi nemlig gerne have en 'høj standard', hvor det normale og det unikke går hånd i hånd. Men derved taber vi både det normale og det unikke på gulvet. Den faktiske robuste standard er nemlig blevet fuldstændig glemt, da vi hele tiden vil sætte en ny. Vores nye standard er nemlig ikke andet, end at den gamle skal afskaffes.

Dem, der gerne bare vil være normale tvinges således ud i en hård og konkurrencepræget verden, hvor man er tvunget til konstant at reflektere over sig selv og sine egne kompetencer. Som de siger på de private jobcentre: 'Hvad er det du kan tilbyde, som ingen andre kan? Hvad er dit specielle talent?' Det er ikke længere nok bare at kunne noget - at lære sig et håndværk og udføre det så godt som man nu kan. Nej, du skal brænde for det, og være villig til at lægge dit liv og din sjæl i arbejdet.

Den, der omvendt føler sig udenfor det almindelige er tvunget til konstant at normalisere sig selv og sine 'kompetencer' - at retfærdiggøre sine egne valg i det absurde kompetence-sprog, der forudsætter at man altid ved præcis hvor man vil hen. Man kan ikke tillade sig at være faret vild - det er ikke en mulighed. Hvis man altså rent faktisk er faret vild, må man for Guds skyld ikke sige det. Nej, så kan det kun betale sig at lade som om at man altid ved præcis hvad man har gang i.

Dem, der gerne vil være normale føler altså at de bliver tvunget ud i en labyrint, mens dem, der føler eventyrlysten og den indre iver til at søge labyrintiske veje føler, at de ikke kan komme væk fra landevejen. Normaliteten er over det hele - og derfor er den samtidig ingen steder.



Hvem drager fordelen af denne orden? Selvsagt dem, der hverken er motiveret af det normale eller den unikke vision. Dem, der ikke er motiveret af ønsket om at stifte familie, og udsigten til et stille, trygt og tilfredsstillende liv, men heller ikke er drevet af et personligt- og svært definerbart ideal. Med andre ord: Dem, der primært er drevet af udsigten til materielle goder, penge og magt. Dem, der gerne giver stort set alt deres tid og opmærksomhed til at forfølge disse ting, og som ikke plages af den stress, tomhed eller eksistentielle angst, der forvandler så mange almindelige menneskers liv til en prøvelse.

Nu er der selvfølgelig også mange normale mennesker, der delvist drives af begæret efter 'at blive til noget'. Et bredt gennemsnit af befolkningen higer efter netop penge, magt og materielle goder i større eller mindre grad - og det er der naturligvis også mange såkaldte idealister som gør. Problemet med disse 'hverken-eller'-idealer er bare, at de kun kan forfølges ved at den unikke enkelte bliver nødt til at gøre sig mere normal, mens den fuldstændig normale er tvunget til at blive mere unik. Penge og magt besidder ikke den samme renhed som tidligere tiders idealer gjorde, og følgelig kan få mennesker heller ikke identificerer sig rent med de moderne idealer. Samfundet er altså slået ind på en vej, hvor stort set alle i større eller mindre grad bliver nødt til at forandre sig, og 'blive til noget' som de ikke er, om man måtte ønske at leve op til billedet af den gode samfundsborger.

Herved eleverer vi beklageligvis dem, der i højeste grad excellerer i at være alt muligt andet end sig selv til de mest magtfulde positioner, for det er dem der besidder kompetencerne til at mestre samfundsspillet.

Overvej f.eks. hvad Stein Bagger, Helle Thorning-Schmidt, Milena Penkowa og Anders Fogh Rasmussen har til fælles: De deler en form for hulhed i deres fremtoning og ord. Det er som om de konstant spiller en rolle. Desto mere troværdige, faste og pålidelige de forsøger at fremstå, desto mere føler man som tilskuer, at det er så godt som umuligt at gennemskue hvad de i virkeligheden tænker. Man fornemmer med andre ord en afgrundsdyb kløft imellem deres ydre fremtoning og deres indre motivation. En manglende forbindelse som disse rollespillere enten ikke selv er klar over, eller som de måske bare har accepteret betingelsesløst som et eksistentielt vilkår. Det er som om at de enten er dømt til eller bevidst har valgt en vej, hvor de for evigt må give udtryk for alt muligt andet end deres faktiske tanker.

Selvom mange benægter det (fordi de 'bare lever som de har lyst til') går der en lige linje fra samfundets idealer til det socialt acceptable, og i nogen grad moralsk tvingende billede af, hvordan man som menneske bør leve sit liv. Når et samfunds idealer konsekvent omregnes til penge eller magt bliver den ideelle borger derfor selvsagt den, der i største grad evner at sælge sig selv og betvinge sine egne behov. Det er en uholdbar situation, fordi disse idealer ikke levner plads for noget substantielt fælles mål.

Det individuelle begær dør jo som bekendt med kroppen, og når begæret - efter penge eller efter magt - er samfundets dyd nummer et, er der ingen større motivation for at handle for andres skyld end sin egen. Det er 'get rich or die trying' som den ikoniske titel på den amerikanske gangster-rapper 50 Cents første plade lød. Herved gjorde denne vanvittigt overfladiske og intetsigende musicerende foretningsmand sig til talsmand for hele vores vestlige kultur, hvilket da også kan ses direkte i hans enorme rigdom og almindeligt kendte tilstedeværelse i mediebilledet.

Sådan er vores fællesskab blevet til et kaos af atomistiske individer. Vi kører ud af hver vores private landeveje med halsbrækkende hastighed, under løftet om at den evige frelse ligger i at være alt muligt andet end sig selv. Vi skal nemlig fremad.

Vil man i sandhed kende sig selv, så må man imidlertid kigge bagud og spørge sig selv: Hvordan er du kommet til hvor du er? Et spørgsmål der for den alvorligt søgende alle dage har været intimt forbundet med dette: Hvordan er vi endt her?

Og vi bliver jo nødt til at stoppe op på et tidspunkt - ellers løber vi tør for land at lægge vej på. Bliver vi alligevel ved, vil alle veje til sidste lede til havet, hvilket de efterhånden gør: Mange vil naturligvis ræse frygtløst videre under paroler om, at druknedøden er den uundgåelige vej til økonomisk vækst, fremskridt og personlig lykke. De opererer altså ud fra idéen om, at vi som samfund bliver nødt til at køre os selv i sænk, fordi det nu engang er den naturlige udvikling - og det ser vi så rigeligt i dag, hvor netop den personlige lykke, fremskridtet og væksten stadig bruges som uforbeholdne plusord i den offentlige debat, under antagelsen af, at disse tre ting besidder en nødvendig iboende harmoni, og altså umuligt kan være i uoverensstemmelse med hinanden. Til dem kan vi kun sige: Bon voyage! Vi ses på den anden side.

Men for os der omvendt forstår, at et samfunds selvforståelse godt kan være uforenelig med den åbenlyse virkelighed, vil behovet for at stoppe op og genoverveje det moderne liv og den moderne tankegang nødvendigvis melde sig på et tidspunkt. Os der forstår, at man ikke død og pine behøver at køre i havet, bare fordi vejen til sidst ende der, må på et tidspunkt begribe det formålsløse i at se fremad uden løbende at orientere sig bagud.

Stopper vi rent faktisk op og kaster et blik tilbage, vil vi således skue landevejslabyrinten: Det er normalitetens irgange - eksistensens største gåde. Uimodståeligt tillokkende for nogle, angstprovokerende frygtelig for andre - og fuldstændig usynlig for de fleste. Men den er der, denne paradoksale labyrint af det 'lige ud landevejen' - og den, der ikke stiller sig tilfreds med et 'hverken eller'-liv, altså ikke er blændet af sine egne umiddelbare begær, men omvendt ønsker at træde i karakter ved rent faktisk at vælge enten landevejens normer eller labyrintens eventyr vil komme til at erfare de to størrelsers gensidige afhængighed. For landevejen er blevet til labyrinten og omvendt.

Den, der således træffer valget at reflekterer over livet må uundgåeligt konfronteres med kløften imellem sit eget væsens simpelhed, og samfundets monstrøse kompleksitet - eller omvendt alt efter hvordan vi individuelt måtte anskue virkeligheden. Kun ved at følge den simple almindelighed nøje, skridt for skridt tilbage, vil den kunstige kompleksitet gradvist opløses, oplyses og blive forståelig som én lang snoet afstikker fra den bredeste vej - som nu ligger affolket hen, og således har rigelig plads til fri udfoldelse for den, der finder den.

Vi har nemlig alle forvildet os ud af labyrintiske afveje og tabt os selv under løftet om det selvstændige liv - som individer og som samfund. Men hvordan skal vi nogensinde nå vores mål, når vi har glemt hvor vi kommer fra og hvorfor vi rejste afsted til at begynde med?

Der er ingen rejse uden mål - og vejen er kun et middel. Men hvordan skal vi få øje på målet, når vi tilsyneladende har glemt hvor vi begyndte? Kun ved at vi bringes til at huske.

Stil dig ud i mørket på en skyfri nat, langt fra mennesker og byens lys, f.eks. på en eng eller i en skovlysning hvor der ingen veje er, glem dig selv og vend blikket mod himlen. Så skal du nok finde vejen. For mælken flyder stadig fra eksistensens yver som en evig påmindelse til dem, der higer efter mere end sig selv. Sådan har det været siden begyndelsen og sådan er det endnu - ligemeget hvad man så ellers siger.



Med venlig hilsen
Jakob-Jeshurun

tirsdag den 5. marts 2013

Paria-konservatisme #5: Et øjebliks oprigtighed




Nu hvor vinteren går på hæld og foråret usikkert, men med barnets standhaftighed træder sine første skridt, virker det passende at markere dagen - Paria-konservatismens tre-måneders fødselsdag - ved at stoppe op et øjeblik, og kort reflektere over tiden der er gået, og hvad den er gået med. For hvad har jeg egentlig gang i? Hvad handler det alt sammen om? Svaret på disse spørgsmål har - trods den astronomiske tekstmængde på nærværende side - langt fra altid været lige klart for mig selv... og det er stadig ikke fuldstændig tydeligt.

Alligevel ved jeg trods alt mere nu end jeg gjorde i starten af december, hvor projektet så dagens mørke for første gang. Så hvad er jeg blevet klogere på? Og hvad er jeg stadig håbløst uvidende om? Disse spørgsmål fortjener alvorlig overvejelse i forhold til Paria-konservatismens mening - om projektet så er alvorligt eller meningsfuldt i sig selv vil jeg undlade at kommentere på.

Lad mig derfor kort overveje hvad jeg har lært om Paria-konservatismen, og fæstne det i en håndfuld ord. Uden for mange svinkeærinder. Uden alenlange sætninger, med det ene indskud efter det andet (som jeg ellers holder meget af). Uden ironi og uigennemskuelighed. Med andre ord: Uden alt for meget af mig selv - for måske i fugleperspektiv at skue mig selv og mine skriblerier ovenfra, og danne mig et overblik, hvor fragmenteret dette så end måtte være.

Men hvor skal jeg starte? Et oplagt sted ville være: Hvordan jeg - jeres ydmyg forfatter - på ny er blevet mødt af dem, der måske først nu igennem mine ord føler, at de har mødt mig. De kender mig måske i virkeligheden - med hud, hår og tavshed. Men her møder de mig uden min krops- og min tavsheds forstyrrende tilstedeværelse, i en endeløs strøm af tanker og ord. De møder altså min såkaldte sjæl... eller min sjæls aftryk, mine skriverier, som i virkeligheden kun er en lille del af hvem jeg er. Dog stadig en betydelig del: Nok den del, som jeg er tilbageholdende med at blotlægge for så mange andre end mig selv - fordi de fleste finder den uudholdelig, hvilket jeg ikke kan bebrejde dem i.

Tit og ofte holder jeg jo knap mig selv ud - dvs. mit Paria-konservative selv - hvorfor jeg her, i min formulering af Paria-konservatismen forsøger at holde dette selv ud i strakt arm. Ikke så meget for at føle det - men mere for at undersøge det. For at kontemplere, meditere, masturbere... Vælg selv.

Paria-konservatismen er et potræt af mig som tankevæsen. Min tanke kan potentielt berøre alt hvad jeg, du og vi kan tænke os. Tanken gør således sig selv til en del af verden i det den - ind imellem i afmagt - forsøger at gennemtrænge verden, og noterer sig alt hvad den støder på. Hvad min tanke møder i virkeligheden havner til sidst her i disse ord, som du læser nu. Men jeg eksisterer i virkeligheden på mange andre måder end som tænkende, og mine tanker kan i og for sig ikke være isolerede fra det liv, der har avlet dem. De bør derfor ikke tænkes uden mit hjerte og mine tånegle, mine omgivelser og - måske vigtigst af alt - min tavshed in mente. Overalt må man holde sig for øje, at der er meget jeg overhovedet ikke tænker på - og at der følgelig er meget, som jeg overhovedet ikke nævner med et eneste ord.



Denne blog er blot mine tankers fodspor. Det er en fortegnelse over, hvor min tanke har været. Ordene kommer af tankerne og tankerne kommer af mit liv - og sidstnævnte er uadskilleligt fra den virkelighed, der alle dage har været så meget mere end bare mit liv. For hvorledes skulle livet i denne tid, på dette sted, blandt dette folk, med dette sprog være mit alene? Nej, sproget, folket, stedet og tiden er noget delt - noget fælles. Og jeg taler måske nok kun på vegne af mig selv, men mit selv er nu engang - som alle selv ved - tilstede her og nu, og kan ikke i sig selv abstraheres fra 'de andre' og deres sprog.

Ingen ejer jo her og nu. Nej, her og nu ejer os, og vi er alle et mikrokosmos i egen ret.

Der er tale om en form for destillering med denne Paria-konservatisme. Her udtrækkes mit selv - en del af vores virkelighed - i ord, just som man vrider vandet ud af en snavset gulvklud. Der er kun én grund til at jeg gør det: Når jeg sådan holder mig selv ud i strakt arm, kan jeg betragte mit sind uden følelser, uden medlidenhed: Og kun derfor udholder jeg min Jeshurun, min Jakob-som-ikke-er-Jakob... For følelser og medlidenhed forsøger altid at bløde tankens skarpe kanter op og iklæde den en sympatisk form, ligesom barberbladet der presses ind i et rødt æble, og gives videre til den uskyldige. Det er jeg ikke interesseret i.

Mere konkret: Jeg er ikke interesseret i, at fremstå sympatisk eller venlig eller kærlig. For præsenterede jeg mig selv sådan, så ville jeg i hjertet føle mig som en hykler. Og jeg, der jo skriver så meget om hykleri og om falskhed her, på disse sider - kun ved at gøre det i en bramfri og fordømmende tone føler jeg, at jeg ikke forsøger at narre andre til at tro, at jeg ikke selv er en hykler, eller et forfærdeligt menneske. For vi er jo alle forfærdelige mennesker - ligesom vi alle er fantastiske. Vi hader og vi elsker - men tit er vi mere ærlige overfor os selv i vores had.

Det er jeg i hvert fald... men almindelig god opførsel og hensyn til andre forhindrer mig i, at bære den maske til daglig. Derfor tager jeg den på her.

Det perfekte had - og den perfekte kærlighed - er nemlig kun en mulighed for tanken. Verden er derimod altid blandet op. I virkeligheden eksistere der kun én følelse. Denne følelse er altid én selv i forskellige former og farver, i relationen til alt hvad man nu engang selv oplever: Og vi oplever altid-, i hvert eneste levende øjeblik, uendeligt meget, omend vi kun lægger mærke til det, der taler til os på den stærkeste måde, og så at sige erobrer vores opmærksomhed.

Kærlighed og had er en fuldstændig erobring af opmærksomheden. Er vi fyldt af det ene ser vi overhovedet ikke det andet... og dog ved vi, at alle ikke ser som vi, og at virkeligheden kan anskues på begge måder. Had og kærlighed er vores masker - og trækker man først den ene på, ser det grangiveligt ud som om, at det er verden der er hadefuld eller kærlig. Masken forbliver imidlertid éns egen, og den dækker kun éns eget ansigt.

Min elskede bliver så smuk, at jeg ikke kan huske hendes ansigt - og min fjende bliver så foragtelig, at han kun kan være en dæmon...



Jeg ville forgøgle min kærlighed, hvis jeg hyklede hadet væk. Derfor har jeg ryddet en lille plads for min skyggeside her, i en fjern afkrog af internettet, slået græsset ned, jævnet jorden og rejst en primitiv hytte. Og hver gang en tanke kommer vandrende forbi, så inviterer jeg den indenfor, og afholder en lille højtidelighed i dens ære: Via min facebook-profil - der, som alle andre facebook-profiler også kun er en illusion om hvem jeg i virkeligheden er - inviterer jeg så dem, der måske kunne være interesserede i at slutte sig til festen, med ind i den Paria-konservative hybel.

Og jeg ved at det ikke er mange. Ja, jeg prøver endog at skræmme alle, der ikke er tilstrækkeligt nysgerrige væk.

Derfor tænker jeg heller intet ondt om dem, der synes mit projekt er latterligt eller forrykt. For jeg forstår dem godt. Dem, der kommer og vælger at læse med til gengæld... Dem kan jeg ikke være lige så sikre på. Taler vi overhovedet samme sprog?

I hvert fald ikke altid: I virkeligheden - væk fra internettet - er jeg således blevet mødt med en vis bekymring: Om jeg nu var okay? Om jeg var deprimeret? Paranoid? Og så måtte jeg forklare at, nej - jeg er ikke deprimeret eller paranoid - men en del af mig er det måske, om man betragter den isoleret. Og Paria-konservatismen er netop en excorsisme af den del. Et forsøg på at leve i fred med den mørke side, så den ikke griber ind hvor den ikke er ønsket - dvs. ikke griber ublandet ind i virkeligheden.

Af samme årsag tillader jeg heller ingen blødsødenhed her: For skal mit had respektere min kærlighed, og ikke spolere kærlighedens harmoni - ja, så må kærligheden respektere mit had, og lade hadet gøre sine ting. Derfor har jeg ingen skrupler ved, at fordømme dem, der ikke forstår, til helvedets evige pinsler - for jeg ved at jeg selv bliver straffet, den dag jeg ikke forstår. Om jeg bliver hovmodig, og tror at jeg kan elske alle, da kunne jeg ligeså vel hade alle og vice versa. Da ville mit liv blive til et helvede af det, der burde være anderledes... men mit liv er ikke dette helvede, fordi jeg ikke forsøger at realisere himmerige på jord.

Som det allerede blev udbasuneret i første postering, så er Paria-konservatismen pro mening. Og hvor asocialt Paria-konservatismen end kan tage sig ud, er den først og fremmest et forsøg på at dele denne mening med dem, der tør- og har tålmodighed til at lytte. Dvs. dem der ikke synes, at jeg er en pseudo-intellektuel klaphat (hvilket dem, der kender mig i virkeligheden, dog vil vide, at jeg også er... eller i hvert fald kan være, hvis man beder mig om det).

Meningen er den kærlighed jeg hælder ind i mine ord, og jeg vedkender mig, at den måske kan være svær at få øje på for dem, der ikke har mine øjne. Dog er den der. Den manifesterer sig i hver eneste distinktion og hver eneste på-den-ene-og-på-den-anden-side.

Således taler jeg heller ikke i vrede, eller bitterhed, omend vrede og bitre mennesker med garanti vil læse mig sådan. Nej, jeg taler til dem der forstår - og det bliver først muligt for andre at forstå mine ord, såfremt jeg selv skriver en selvforståelse frem. En selvforståelse, der rummer mange sider, kærlighed og had i alle skygger, farver og former - præcis ligesom mit sted har højre, venstre, op, ned, frem og tilbage, og min tid har før- og efter nu.

Men fokuserer jeg da ikke meget entydigt på det 'negative' - hvad det så end er? Jeg foretrækker at se det på denne måde: Jeg fokuserer på, hvad der er present. Paria-konservatismen er et vinterbarn, og om vinteren er der nu engang mere mørke end lys. Dog bevæger vi os hastigt - Herren eller hvad vi nu kalder det være lovet - hastigt ind i foråret, og jeg bevæger mig med: Således også min tanke og således også mine ord.

Det er mit bedste bud på, hvad Paria-konservatismen er: En refleksion af min tid og mit sted - et sted og en tid der ikke bare er mit og min. Som året forandrer sig forandrer virkeligheden sig, og således også min refleksion af virkeligheden. Men at reflektere - det forbliver det samme, det uforanderlige, uanset hvad.



Derfor: Lad solen skinne og fuglene synge! I dag er det min tankes genfødselsdag. Tre måneder er gået med ét, og tre måneder vil gå med noget andet. Men hvad end det er, må vi altid huske på, at det går. Sådan har det altid været - og det er ikke 'negativt', med mindre man mener at livet selv er en plage, et endeløst helvede af burde-være-anderledes, et hav af 'lad os nu tænke postitivt'. Men det er der jo ingen der oprigtigt mener - i mere end et bittert eller bekymret øjeblik.

Til dem siger jeg her og nu: Bare rolig! Livet er kun et øjeblik.

Tiden og stedet er nemlig til oprigtighed. Det er det eneste jeg forsøger at sige.

Med venlig hilsen
Jakob-Jeshurun