torsdag den 15. oktober 2015

Filosofi/tænkning #6: Om mænd og kvinder


I

I en tid som den vi for nuværende kalder for nutiden, med dens maniske fokus på ekstremt generelle størrelser som menneskelighed - og alle typer lighed mellem mennesker i det hele taget - er perspektivet på kønnene som fundamentalt uforenelige modsætninger blevet tabu (dvs. henvist til det unævnelige) i den brede offentlighed. Alligevel - eller måske netop derfor - er det dette modsætningsforhold som jeg vil forsøge at indramme her... Ikke fordi jeg ønsker at præsentere et storslået ideologisk statement med vidtrækkende sociale og politiske implikationer men ud fra en mere beskeden ambition om at tale sandhed, og fordi det nu engang er sådan jeg har erfaret det: At mænd og kvinder på mange måder står i et modsatrettet forhold - til hinanden, og til livet som sådan. En erfaring som den kollektive tabuisering ikke har formået at holde nede, trods den allestedsnærværende trussel om at blive stemplet som skabsmisogyn, intolerant og fordomsfuld, og dermed værdig til udstødelse af det altid tolerante og accepterende fællesskab, såfremt man - blot forsigtigt - drister sig til at antyde, at den altdominerende lighedsdiskurs har sine åbenlyse begrænsninger.

Ikke fordi at det fælles begreb om 'menneskelighed' er uden realitet overhovedet - det er ikke tilfældet. Fra en nøgtern betragtning er det jo uimodsigeligt sandt at mænd og kvinder alle som én er mennesker på lige fod, og som sådan har flere ting til fælles, end ting der skiller dem ad: Begge køn går f.eks. på to ben, ånder ud, ind og ud igen med lungerne, begge har hjerter der slår rytmisk og pumper blodet rundt i kroppen, har tanker, følelser og oplevelser af at være i live, begge har fysiske og psykiske behov, der i det store hele er éns, begge er udstyret med den for vor art så karakteristiske selvbevidsthed - hvem kan benægte at det er sandt?

Men: Alligevel er der et betydningsfuldt men - og det er dette men som jeg altså vil fokusere på i denne lille skrivelse. For fra samme perspektiv - perspektivet om at mænd og kvinder først og fremmest altid vil være mennesker på lige fod - og med samme logik kunne vi tillige spørge os selv: Hvorfor stoppe der? Hvorfor stoppe ved kønnenes menneskelighed - når vi nu taler om lighed? Har menneskeheden som sådan ikke også flere ligheder med de øvrige pattedyr end forskelligheder? Disse dyr har jo også, alle som én, en krop, de oplever også livet gennem sanserne og har behov for mad og drikke. Hvorfor nu skelne mennesket fra dem? Er det ikke også arbitrært? Man har godt nok for vane at udskille mennesket fra de øvrige arter som noget ganske særligt under henvisning til den førnævnte selvbevidsthed, og det er da også rigtigt, at evnen til refleksiv tænkning i og for sig er noget specielt og for menneskedyret særegent... Men hvorfor er det, at vi mennesker lever i selvbevidsthed, en større, mere definitiv forskel end eksempelvis forskellen mellem fisken - der lever i vandet - og fuglen - der lever i luften?

Med andre ord: Hvorfor er den selvbevidsthed, der gør mænd og kvinder til lige mennesker - og dette kun såfremt vi 'glemmer', at den menneskelige selvbevidsthed ytrer sig på ganske forskellig viis, om den nu er bevidst om et mandligt eller et kvindeligt selv (hvilket jeg vil vende tilbage til om lidt) - hvorfor er netop den, selvbevidstheden, en faktor, der 'selvevident' retfærdiggør at vi først og fremmest regner alle mennesker, mand som kvinde, for 'lige', og samtidig regner mennesket som sådan som forskelligt fra alle øvrige arter - i kraft af selvsamme selvbevidsthed? Eller med andre ord igen: Hvorfor trumfer denne selvbevidsthed den enorme mængde af ting, der gør mennesket og dyret éns, og hvorfor regner vi selvbevidstheden for en forskel, der gør 'mennesket' til Noget på den ene side, og 'dyret' til Noget definitivt andet på den anden, selvom dyrene - fugl, fisk, gnaver, kvæg, reptil etc. - i og for sig er mindst lige så forskellige indbyrdes, som mennesket er forskelligt fra dem? Hvorfor har de øvrige dyr én fælles kategori ('dyr') der gør dem mere lige indbyrdes end de åbenbart er lige med os? Og mest interessant: Hvorfor er det på alle måder ukontroversielt at udpege og specificere forskelle indenfor den ikke-menneskelige dyre-kategori, både mellem arterne som sådan, internt i hvert enkelt art (som når vi snakker om de mangfoldige hunderacer og deres særegne kvaliteter) og imellem han- og hun-køn fra én og samme art - f.eks. tyren og koen - mens det omvendt er en årsag til 'legitim' mistænkeliggørelse hvis én vover at tale på samme måde om mennesket (som da professor Helmuth Nyborg eksempelvis blev udsat for national heksejagt i medierne, og på alle måder blev søgt undermineret som forsker, fordi hans forskning kom for skade at påvise gennemsnitlige IQ-forskelle mænd og kvinder imellem)?

Det virker logisk med en sådan diskursiv modstilling af 'menneske' og 'dyr' - det er sandt... men det betyder ikke, at det er logisk. Mest af alt betyder selvfølgeligheden i distinktionen blot, at vi sjældent anstrenger os med at stille spørgsmålstegn ved den. For hvad er det egentlig ved selvbevidstheden, der gør mennesket til mindre dyr end alle andre, når vores kroppe og vitale behov nu engang i det store hele er identiske med de øvrige arters? At vi kan forestille os, at vi er noget fundamentalt anderledes, er jo langt fra en garant for, at vi faktisk er det på et så grundlæggende plan, at det ligefrem er nødvendigt at tabuisere alle ikke-menneskelige, ikke-egalitære perspektiver på vor adfærd og væren, ved ligefrem at stemple dem som et udtryk for latent eller manifest umenneskelighed - og alligevel er det intet andet end det, at vi netop har evnen til at forestille os distinktionen qua selvbevidst refleksiv tænkning, der tjener som det eneste 'bevis' på, at distinktionen er retfærdiggjort. Dvs. det - og så selvfølgelig det illusoriske skin af åbenlys fornuft der opstår automatisk, når alle bekræfter en bestemt diskurs, og ureflekteret taler den officielle dogmatik efter munden, alene fordi alle andre også gør det, og ingen vover (eller har fantasi til) at tale diskursen imod i et større selskab: Et fænomen der på sin side vidner om menneskets store lighed med papegøjen, men også om en for vor art ofte foruroligende, nærmest patologisk besættelse af at 'passe ind', der manifesterer sig symbolsk via ubetinget lydighed imod den herskende ideologi, der konsekvent udlægges som et troværdigt udslag af den almindelige gode moral for ikke at sige sandheden selv.

At ligheden per definition skulle trumfe enhver forskel imellem mand og kvinde, og sætte sådanne i parentes som i det store hele irrelevante i forhold til ligheden qua fælles tilhørsforhold til den overordnede kategori 'menneske', som mand og kvinde bebor på lige fod, er imidlertid ingenlunde mere 'logisk' eller selvevident end at den endnu mere generelle kategori 'dyr' skulle trumfe enhver distinktion imellem mennesket, og eksempelvis koen eller ørnen, og således i sig selv retfærdiggøre at enhver snak om, at der faktisk skulle være forskelle - ja, uforenelige forskelle - menneske, ko og ørn imellem i sidste ende altid måtte regnes som noget underordnet og irrelevant i forhold til de ufatteligt mange faktorer, der gør ko, menneske og ørn éns. Forfægtedes en sådan 'trans-speciel total-egalitarisme' ville der nemlig i alt væsentlighed være tale om det samme ræsonnement (såfremt der overhovedet er tale om et 'ræsonnement') der overalt retfærdiggør den nuværende lighedsdiskurs, omend blot i en større, mere konsekvent skala: At ligheden principielt må tales frem og hævdes på bekostning af forskellen. Den eneste reelle forskel på de to eksempler er, at den principielle lighed regnes for en åbenlys selvfølgelighed når vi taler om forholdet mellem mænd og kvinder, mens det modsatte - den principielle forskel - bliver regnet for tilsvarende selvfølgelig såfremt vi taler menneske og dyr.

Går vi endnu videre, og tager den antydede lighedslogik til sin ultimative konklusion, når vi til sidst frem til et punkt, hvor ikke bare mænd og kvinder, dyr og mennesker, men alt eksisterende som sådan - planter, mineraler, elementer og alt hvad vi ellers kan tænke os - er forenet i det, at det netop eksisterer, i modsætning til ikke at eksisterer. Fra dette endepunkt betragtet er eksistensen som sådan én uadskillelig enhed, der qua netop eksistens er forenet og éns ved netop ikke at være ikke-eksisterende - og det bliver således absurd at udskille ét fra noget andet overhovedet, såfremt den generelle lighed imellem tingene, der binder dem sammen, altid må og skal trumfe de mere eller mindre partikulære forskelle, der skiller dem ad og gør dem til selvstændige, afgrænsede ting. Dette var punktet som den gamle Parmenides nåede frem til, med en tænkning der var så konsekvent, at den tenderede galskab (for nu at låne Aristoteles' ord): Der eksisterer ingen virkelig forskel, for den eneste egentlige forskel er forskellen mellem væren og ikke-væren - og det, der ikke er, eksisterer jo ikke. Ergo er alting uforanderligt ét, og forskellen som sådan ikke-eksisterende - noget blot tilsyneladende. En illusion.

Selvom en sådan endelige konklusion kan synes ekstrem, så er den ikke uden fornuft - fordi den rent faktisk er konsekvent: Det er nemlig umuligt at afgrænse en enkelt faktor, eller en bestemt mængde af faktorer og fastholde disse som de afgørende forskelle, der for alvor gør det ene og det andet forskelligt, og modsatrettet i deres grundvold, såfremt vi rent faktisk undersøger ligheden mellem tingene uden hensyn til noget andet - for hvor forskellige to (eller flere) modsatrettede begreber end kan synes, så vil der altid - fra et sådant perspektiv - være noget der forener dem, i det at de netop kan stilles op som modsatrettede (på den ene eller den anden måde). Der vil med andre ord altid være noget som de modsatrettede begreber forholder sig til i fællesskab som modsatrettede, og som ultimativt muliggør at begreberne stilles op overfor hinanden. Begreberne ville jo ikke kunne 'sige hinanden noget' hvis de ikke i én eller anden forstand forholdt sig til det samme, dvs. var integrerede og internt relaterede elementer i én og samme virkelighed - for hvis dette ikke var tilfældet ville de ikke kunne eksisterer som begreber side om side i ét og samme sprog. I sandhedens vanlige paradoksale form kan vi således sige, at alting er identisk i det, at det netop er forskelligt.

Alligevel er der nuancer og variationer i det værende, og de færreste vil hævde et principielt standpunkt, hvor det fælles og forenende konsekvent må respekteres som det vigtigste, mens alle forskelle og variationer kategoriske afvises som noget underordnet, illusorisk og/eller (moralsk) suspekt. Noget er jo stort, hvor andet er småt, noget er hvidt hvor andet er sort, noget er behageligt og andet ubehageligt og så videre og så videre - men det betyder jo ikke at det i alle tænkelige sammenhæng er irrelevant, hvad der er stort og småt ('der er jo tale om størrelse på lige fod'), hvad der hvidt og sort ('det er jo bare yderpunkterne på én og samme lys- eller farveskala'), eller hvad der er behageligt og ubehageligt ('det er jo bare oplevelser på lige fod')... Tværtimod. Modsatrettede begreber spiller en absolut central og irreducerbar rolle i den almindelige forståelse og sprogbrug: Ikke fordi at modsætningerne (dvs. distinktionerne) - som var der tale om den jødiske lov - ultimativt tjener at splitte verden op i uforenelige hierarkiske ordnede moralske modsætninger, dvs. i 'det rene' og 'det urene', 'det høje' og 'det lave', 'det gode' og 'det onde' osv.: Modsætninger som på ingen måde må- eller kan bringes i gensidig kontakt, uden at der er tale om en synd. Derimod er der tale om at vi via betjening af modsætningerne som sprogbrugere sættes i stand til at sondre i det, som på mange - måske endog de fleste - måder er éns, og således får adgang til at udtrykke, begribe og forstå de forhold, hvor ligheden ikke er absolut men kvalificeret og relativ. (Og strengt taget er ligheden aldrig absolut såfremt vi overhovedet kan begribe en forskel - da den absolutte lighed implicerer en absolut identitet, der i sagens natur ville gøre enhver tænkelig skelnen umulig qua total ensartethed fra alle tænkelige perspektiver).

I en vis forstand kan vi altså sagtens sige, at alle livets - og dermed sprogets - tilsyneladende modsætninger er ét, da de altid forudsætter eksistensen af noget fælles, og at det er i kraft af denne gensidige forholden sig til det fælles at modsætningerne tjener deres tilsyneladende uforenelige forskel, i det at de er forskellige instanser af det samme (på det allermest overordnede, generelle plan). Men det betyder på ingen måde, at det partikulære og specifikke derfor i en fundamental forstand er det samme, og at enhver specifik forskel er noget tilfældigt og arbitrært - tværtimod. Det er fordi at det generelt talt 'samme' netop specifikt kommer os i møde på forskellig og mangfoldig viis, at vi overhovedet kan generalisere og tale i overordnede kategorier, i det vi sætter parentes om det partikulære og fokuserer på det fælles, dvs. i det at vi abstraherer. Og i det at vi abstraherer generaliserende - dvs. tænker i ligheder - bekræfter vi samtidig forskellen. Vi udsletter den ikke - for havde vi ikke forskellen in mente havde den deraf abstraherede lighed ingen betydning. Det ville ikke give mening at udtale den, eller blot at opfatte den. Uden forskel ingen lighed og vice versa. De to begreber forudsætter hinanden, og derfor er det i og for sig meningsløst at hævde det ene på bekostning af det andet - da det ene overhovedet ikke kan hævdes, uden at det andet hævdes indirekte.

Dette tager vi da også for noget ganske åbenlyst og selvfølgeligt i den forstand, at vi anvender sproget i det hele taget: Den kategoriske benægtelse af forskellen (eller mere specifikt: Den relevante forskel) ville nemlig føre til et totalt kategorialt sammenbrud, da den konsekvente binære benægtelse/forfremmelse ultimativt tjener at gøre 'det forfremmede' (eks. ligheden mellem mand og kvinde) fuldstændig meningsløst via selve benægtelsen af det benægtede (eks. den uforenelige forskel mellem kønnene) - da benægtelsen altid rummer en irreducerbar del af det forfremmedes mening, nemlig som det det forfremmede forfremmes på bekostning af. Der ville i sagens natur være tale om en benægtelse af sproget som sådan, da det som bekendt er umuligt at sige Noget uden dermed at undlade at sige Noget andet ('Noget andet' der vel at mærke altid lader sig sige som en mulighed): Sådan sætter den sproglige handling en forskel i sig selv:

Hvis vi ex hypothesi fik gennemtrumfet, at vi om et givent emne kun siger Noget (A) og altid bekræfter (A) konsekvent, mens vi omvendt aldrig siger Noget andet (B), fordi det er i uforenelig 'moralsk' modstrid med (A) - så negligere vi således kategorisk først at forholde os til (B)s mulighed overhovedet, for dermed ultimativt at gøre (B) uforståeligt - hvorved (A) uundgåeligt, i sidste ende bliver meningsløst, da vi ikke længere har noget funktionelt begreb om, hvad alternativet til (A) overhovedet er, eller betyder - og dermed heller ikke længere aner, hvorfor vi overhovedet siger (A) ud over, at det at sige (A) instinktivt 'føles rigtigt', mens det at sige (B) 'føles forkert'.


II

Denne generelle betragtning gør sig selvsagt også gældende, når vi taler om det mere specifikke forhold mellem kønnene: Nogle mennesker er mænd, mens andre er kvinder, og selvom det er en umulig opgave at afgrænse manden og kvinden som noget helt og aldeles ontologisk forskelligt - da de qua den fælles menneskelighed har enormt meget til fælles - så er forskellene på ingen måde noget tilfældigt og irrelevant af den grund. Der er derimod tale om selve betingelsen for, at vi overhovedet kan snakke om, at begge køn også er mennesker derudover.

Dette vil end ikke den tåbeligste feminist da heller benægte (eller vil hun?... jeg mener han?... nej, jeg mener hen?): For hvis der ikke var begribelige variationer imellem kønnene, så ville det i sagens natur være umuligt at skelne imellem dem på nogensomhelst måde, og der ville således heller ikke være noget feminint at være -istisk omkring. I så fald ville hele begrebet om 'køn' ikke bare være meningsløst, men noget som vi overhovedet ikke ville kunne forestille os, og forholde os til via sproget. Der ville altså ikke bare være tale om en 'konstruktion', men om noget i retning af et fuldstændig arbitrært og indholdsløst spekulativt postulat. 'Køn' ville være sammenfaldende med den totale og ubegribelige intethed. Skellet mellem mandlige og kvindelige mennesker ville være en distinktion som var umuligt at udtale og at forstå, fordi vi overhovedet ikke var i stand til at begribe den eller anvende den sprogligt, og enhver bestemmelse af ét menneske som 'mand' og et andet som 'kvinde' ville være 100% arbitrær.

Ingen ville med andre ord kunne begribe eller forstå kategorierne 'mand' og 'kvinde', hvis der ikke rent faktisk eksisterede varierende karakteristika inden for den fælles kategori, 'menneske', som begreberne kunne hænges op på... og med netop mand og kvinde har vi endog at gøre med begreber, som ligger uendeligt langt fra spidsfindige intellektuelle distinktioner, som hvis vi f.eks. talte om forskellen mellem socialisme og kommunisme, eller om forskellen mellem demokrati og populisme - dvs. om forskelle som måske nok kan tænkes, men som umuligt lader sig udpege i praksis. Nej, med mand og kvinde er der tværtimod tale om begreber, der er så umiddelbare og naturlige, at man må have en doktorgrad i kønsstudier for at kunne overbevise sig selv om, at man ikke forstår forskellen, og ikke forstår hvorfor denne forskel manifesterer sig på forskellige måder i menneskers sociale omgang med hinanden. Kønnet springer nemlig mennesket i øjnene på en såre selvfølgelig og uundgåelig måde før eller siden - om vi så måtte 'ville' det eller ej. (Og tør man tilføje: Det er ikke kun øjnene, der kender forskellen...)

Dette skyldes først og fremmest, at den overvældende majoritet af menneskeheden er umiskendeligt kønsligt farvede i deres væren, hvilket ikke vil sige andet end at vi (stort set) alle fødes med ét bestemt køn - enten som piger eller som drenge. Hertil kommer naturligvis minoriteten af hermafroditter, som imidlertid er sjældne undtagelser, der bekræfter reglen snarere end de giver os grund til at betvivle den. Den tvekønnede er anomal - dette er ikke en værdidom, men en ren og skær konstatering - og enhver anomalitet er i sidste ende en bekræftelse af det almene... Ikke en tilbagevisning. Undtagelsen bekræfter reglen, da undtagelsen kun er begribelig som en sådan, i og med at reglen er forudsat.

Det forholder sig selvsagt på præcis samme måde med de såkaldte 'transpersoner', selvom det er frygteligt moderne at køre netop disse stakler i stilling som en art 'bevis' på, at mand-kvinde-skellet er 'kunstigt' eller 'konstrueret': Her er der tale om en overfladisk indvending mod kønsopdelingens fundamentale rimelighed, som et sekunds semi-dyb tænkning kan udslette for bestandigt. Den transkønnede 'kategori' eksisterer nemlig udelukkende fordi, at et givent subjekt oplever en uoverensstemmelse imellem det fysiske og det psykiske køn - dvs. en mere eller mindre udtalt uoverensstemmelse mellem den faktiske objektive krop og den subjektive idé om egen identitet. En uoverensstemmelse der igen netop bekræfter rimeligheden af den naturlige kønsopdeling snarere end at stille spørgsmålstegn ved den, da uoverensstemmelsen netop opleves i kraft af kønsopdelingen - og ikke på trods: For hvis der ikke eksisterede noget sådan som et naturligt køn, hvordan skulle det så være muligt at opleve, at det naturlige køn var forkert?

Samtidig hviler den ekstremt spidsfindige skelnen imellem fysisk og psykologisk kønslighed på en abstraktion i tanken, som er titusinde gange mere 'kunstig' end den umiddelbare, banale konstatering af, at jeg - 'subjektet', øjnene der ser, eller den specifikke instans af den generelle menneskelige selvbevidsthed inkarneret i en specifik krop - altid er enten det ene eller det andet, mand eller kvinde, pige eller dreng. En konstatering som ethvert barn da også lærer sig langt hurtigere end det lærer at skelne imellem 'fysisk' og 'psykisk' - igen med forbehold for de anomale. Sidstnævnte er imidlertid - jeg gentager - sjældne afvigelser, der bekræfter den temmelig urokkelige norm... ikke tilbagevisninger af normalen og den dertilhørende sprogbrugs rimelighed (og tør man tilføje: Slet ikke 'beviser' på at den almindelige kønsopdeling er 'diskriminerende'). At eftersøge og fremhæve sjældne undtagelser som entydige 'tilbagevisninger' af reglen afslører en ureflekteret tænkning, der ignorerer det faktum, at konstateringen af en arbitrær forskel kun er mulig på forudsætning af den grundlæggende uniformitet i de veletablerede kønskategorier, da undtagelsen slet ikke ville kunne begribes hvis det ikke var for sidstnævntes i udgangspunktet selvfølgeligt anerkendte eksistens.

Der kan med andre ord ikke være noget principielt at indvende imod, at 'mand' og 'kvinde' eksisterer som sproglige kategorier, der benævner én af de mest almene og let-identificerbare variationer inden for menneskearten (og mange andre arter) som sådan. Dette er måske nok, indrømmet, lidt af en stråmand, da der som nævnt ikke findes mange, der fuldstændig benægter den fundamentale rimelighed af denne opdeling (selvom nogle feminister og 'queer-teoretikere' bevæger sig dette latterlige standpunkt faretruende nær - om ikke direkte, så indirekte via implikationer) - men det er stadig et vigtigt udgangspunkt at holde sig in mente: At kønsopdelingen på det mest basale niveau afspejler et forhold som er absolut normalt, let genkendeligt og absurd at betvivle rimeligheden af.

Det er gudskelov kun fundamentalistiske feminister og svenskere der decideret benægter eksistensen af enhver relevant forskel mellem mand og kvinde, og eksempelvis forsøger øve sproglig tankekontrol gennem promovering det kønsneutrale pronomen hen - et projekt der kun kan betragtes som sindssygt i sin absurde virkelighedsfornægtelse. Langt størstedelen anerkender med andre ord de fysiologiske forskelle på mænd og kvinder, uden at indtage den ekstreme position - som jeg her vil kalde svensker-position: At det fysiologiske er noget accidentielt og totalt underordnet det psykologiske, og at den psykologiske normalitet - at langt størstedelen af menneskeheden identificerer sig umiddelbart og uproblematisk med deres eget køn (dvs. ikke oplever nogen væsentlig dissociation mellem egne tanker og egen krop i en kønslige sammenhæng) - er en katastrofal fejl, der udelukkende skyldes arkaiske, arbitrære og kategorisk undertrykkende normer. Nej, langt de fleste anerkender at der er forskelle på mænd og kvinder, og at opretholdelsen af skellet altså er retfærdiggjort, og under alle omstændigheder bedre og mere rimeligt end den aggressive promovering af det grå, køns- og historieløse hen-menneske, som vores egalitaristiske brødre og søstre hinsidan har en sådan uforklarlig kærlighed til.

Alligevel har dette absurde, anti-kønslige standpunkt vundet en del i popularitet og anerkendelse over det sidste halve århundrede, omend det som sagt stadig kun er de færreste, der indtager standpunktet som deres eget. Stigningen i popularitet skyldes da heller ikke at det kønsneutrale perspektiv er intellektuelt eller intuitivt overbevisende på nogen måde, så meget som der er tale om en blot konsekvens af den generelle samfunds-narrative bevægelse imod en mere og mere omfattende lighedsdiskurs, der i stadigt stigende omfang har tabuiseret perspektivet på manden og kvinden som modsætninger, og gjort påtale af denne side af kønsforholdet til 'dårlig tone' (ligesom påtalen af alle andre kategoriske forskelle inden for menneskearten i øvrigt). Dermed er det indirekte kommet i stand således, at et aggressivt, kønsbenægtende symbolsprog blandt visse mennesker (neurotiske akademikere og kunstner-typer, monstro?) har optjent en mærkværdig status af moralsk markør: Den almindelige udvikling i den narrative mainstream har skabt rum for en eksistensen af en sådan lille, men uforholdsmæssig indflydelsesrig kønslig 'avant-garde' (der i reglen ikke tror på andet end en ekstremt radikal fortolkning af den almindelige egalitarisme - der 'tilfældigvis' også giver 'avant-garden' et spændende image i form af radikale normbrydere oven i hatten...)

Selvom den diskursive udvikling fordrer, at den maniske fokus på ligheden mellem mænd og kvinder må- og skal udlægges som en konsekvens af 'fornuften', eller 'retfærdigheden', eller - mest latterligt af alt - som en konsekvens af 'fremskridtet' (hvilket er særligt latterligt, da naturvidenskaben - det nødvendige korrelat til enhver seriøs progressivisme - kun under enorme anstrengelser, med talrige retorisk-sofistiske krumspring og et veritabelt univers af vanvittige efterrationaliseringer, koblet med en krampagtig crypto-fascistisk selvcensur, kan foregive at understøtte lighedsdiskursen i netop denne sammenhæng, da enhver bekræftelse af den diskursivt dominerende lighed mellem kønnene og den dermed følgende konsekvente benægtelse af enhver relevant forskel imellem kønnene, i praksis betyder en total fornægtelse af den videnskabelige attitude som sådan - da sidstnævnte fordrer at mennesket betragtes som naturvæsen), dvs. selvom den diskursive udvikling postulerer at afspejle noget virkeligt og sandt og mest af alt moralsk - så er der egentlig 'bare' tale om en politisk udvikling. Lighedsdiskursen er magtens sprog, og det er kun i kraft af den nuværende vestlige politiske selvforståelse at ligheden mellem kønnene overhovedet er interessant eller relevant at diskutere.

Det er først og fremmest derfor at vi kun fokuserer på 'lighed', såfremt vi snakker om kategorien menneske, men ikke kerer os det mindste om ligheden imellem tyren og koen, drøvtyggeren og fisken, og fuglen, fisken og mennesket, eller livet og planeten: Lighedsdiskursen handler om hvordan mennesker - og kun mennesker - forholder sig sprogligt til hinanden, og hvordan det fra den almene moralske betragtning er 'rigtigt' og 'forkert' at forstå vores art. Dette har selvsagt intet med hverken 'fornuft' eller 'videnskab' at gøre (selvom man som sagt altid forsøger at iscenesætte ligheden igennem netop fornuften og videnskaben), da diskursen kun opretholdes på baggrund af den selvfølgelige-, principielt ubegrundede- og indiskutable forudsætning, at vi altid må forstå mennesker som værende først og fremmest 'lige' i udgangspunktet. Omvendt tabuiseres forskelsperspektivet i det, at det altid betragtes som problematisk at snakke om de mangfoldige uligheder mennesker imellem (deriblandt de åbenlyse kønslige forskelle), uden den konstante hævdelse af den principielle lighed som det i sidste ende afgørende element ('det ordentlige menneskesyn') - mens ligheden omvendt kan hævdes frit og uproblematisk, selv når den bevæger sig hinsides grænserne for enhver rimelighed og erfaring.

Ligheden mellem kønnene er med andre ord et dogme: En troens sandhed. Og troen består i den kategoriske benægtelse af enhver relevant forskel, der i udgangspunktet affejes som irrelevant og ufornuftig. Ikke fordi den nødvendigvis er det (for det er den på ingen måde), men fordi den egalitære narrativ udøver sin magt ved den kategoriske undertrykkelse forskelsperspektivet netop via den selvfølgelige konstatering af sidstnævntes 'ufornuft'.

...men derigennem bliver ligheden og ligestillingen selv - som begreber med en faktisk betydning - kun mere og mere meningsløse qua tabuiseringen af påtalen af ethvert alternativ - og egalitarismen bliver således mere og mere transparent som et rent magtsprog, og intet andet.


III

Nu skrev jeg indledningsvis at netop modsætningsforholdet imellem mand og kvinde var min erfaring, og den erfaring vil jeg nu - efter disse indledende begrebslige krumspring - vende tilbage til, og uddybe med hjælp fra følgende tre-delte påstand:

At jeg har erfaret mand og kvinde som modsætninger skyldes de følgende tre forhold som - og det er mit 'ekstreme' og 'umoralske' postulat - ikke bare er et udtryk for min personlige mærkværdighed, men som derimod er fuldstændig normale, og derfor med alt rimelighed burde gælde som en håndfuld selvfølgelige faktorer i forhold til en sund og normal opfattelse- og italesættekse af forholdet mellem kønnene - også selvom jeg altså først og fremmest har erfaret disse forhold ud fra mig selv. Selvom der med andre ord er tale om erfaringer, som den enkelte, 'jeg', i en vis forstand altid er 'alene' og 'subjektiv' om at gøre sig, så er der samtidig tale om erfaringer der er kollektive, dvs. erfaringer som den enorme majoritet af mennesker gør sig hver for sig, og som derfor efterfølgende (eller måske endog simultant) på ganske naturlig viis bliver til en selvfølgelig genstand for gensidig social refleksion, igennem sprogbrug og perciperede kønslige normer. Min påstand er med andre ord, at der med de følgende tre forhold ikke er tale om 'tilfældige' subjektive oplevelser, men derimod om grundlæggende erfaringer, som langt størstedelen af menneskeheden gør sig, også selvom disse erfaringer nødvendigvis - som erfaringer altid gør - i første ombæring melder sig på en subjektiv, personlig måde, og ikke igennem noget 'objektivt' og 'målbart'... hvilket imidlertid ingenlunde gør forholdende mindre virkelige.

De tre forhold er som følger:

1. At jeg - ligesom den enorme majoritet af menneskeheden i øvrigt - oplever og forstår mig selv som kønsligt farvet i min væren. Dvs. at jeg blev født med ét bestemt køn, som dreng, præcis ligesom du med alt sandsynlighed også blev født som enten dreng eller pige - og ikke som ingen af delene, begge dele på samme tid, eller noget tredje. Dette går i reglen op for ethvert menneske før eller siden (for det meste 'før'), og selvom der hypotetisk set altid kan være problemer forbundet med at gøre sig denne erfaring - ligesom der altid kan være vanskeligheder for nogle forbundet med visse aspekter af det at vokse op og at være i live i det hele taget - så udmønter denne erfaring sig i den overvældende mængde af alle tilfælde i en forholdsvis uproblematisk selvidentifikation med eget køn (inklusiv selvidentifikation med størstedelen (men ikke nødvendigvis alle) af de sociale aspekter af kønsidentiteten - da sidstnævnte i og for sig kun kan eksisterer på forudsætning af førstnævnte uproblematiske selvidentifikation).

2. At min kønsidentitet har spillet en alt-afgørende rolle i min måde at opfatte, opleve, og pleje omgang med mennesker af både det modsatte- og mit eget køn, på godt og ondt, gennem hele mit selv-bevidste liv (hvilket i det store hele korrespondere med den del af mit liv, hvor jeg har været bevidst om mit eget køn) - og måske endog også før det. Dette gør sig med alt sandsynlighed også gældende for dig, om du så måtte være mand eller kvinde.

3. At min opfattelse- og oplevelse af pigen/kvinden (dvs. det modsatte køn) i væsentlige træk har været en opfattelse og en oplevelse af et menneske, der var uomtvisteligt anderledes end mig i kraft af sit køn - og dermed også, indirekte, i kraft af mit. Hermed siger jeg ikke at jeg udelukkende har opfattet de piger og kvinder som jeg har kendt som kvinder og piger - de har nemlig alle som én været unikke mennesker, været éns med mig på nogle punkter og forskellige på andre, nogle har været fantastiske, andre har været forfærdelige, og de fleste har været et sted derimellem. Hvad de imidlertid alle har været, har været hunkøn - og i dette aspekt har de alle været 100% uimodsigeligt forskellige fra mig.

Jeg ekspliciterer disse forhold for at understrege at 'jeg' altid - hvad end det så måtte være for en kvinde jeg har stående overfor mig - vil opfatte hende som en kvinde, dermed ikke som en mand, og dermed som et væsen der godt nok er et menneske ligesom jeg, men som i sin kønslighed - dvs. ved et bestemt, uforanderligt træk ved sin væsentlige kropslige og psykologiske væren - er uforeneligt forskelligt, og altså modsat det, som jeg selv er. 'Jeg' er nemlig et menneske der blev født som dreng... men det samme forhold ville naturligvis også gøre sig gældende, om 'jeg' så hypotetisk var blevet født som pige - blot med omvendte fortegn. Hvis 'jeg' var en kvinde, så ville jeg opfatte manden som forskellig fra mig - ikke i ét og alt, men under alle omstændigheder i det kønslige aspekt, som ikke lader sig reducere til noget hverken 'kunstigt' eller irrelevant, men tværtimod er et forholdsvis uproblematisk aspekt ved min selvidentifikation, rodfæstet i min egen konkrete erfaring af mig selv og andre - ligesom det for øvrigt er tilfældet for stort set alle andre.



IV

Da vi lever i passivt-aggressive og tungnemme tider, ser jeg mig nu nødsaget til at understrege følgende, før vi bevæger os videre: At ovenstående betragtning på ingen måde er udtryk for, at det omtalte 'almindelige jeg' har nedvurderet de kvinder som jeg kender og har kendt, eller at jeg har 'stemplet dem' eller 'tvunget dem ind i bestemte roller', hverken bevidst eller ubevidst - eller at 'jeg' omvendt har opvurderet manden. Det er udelukkende en konstatering af, at jeg har mødt alle kvinder som kvinder - på en måde som har været umiskendeligt farvet af, at jeg selv er en mand. På lignende vis har jeg også mødt alle drenge og mænd som drenge og mænd: Dvs. som kønnede væsener, der i det kønslige aspekt var ligesom mig, altså éns med mig. Dermed ikke sagt at alle mænd er præcis ligesom jeg er, for selvfølgelig er der forskelle - bare ikke i det kønslige. Dette skyldes selvsagt også at jeg er en mand. Og det samme forhold ville - igen - naturligvis have gjort sig gældende hvis jeg hypotetisk set var kommet til verden som hunkøn - omend som sagt med omvendte fortegn... hvilket selvsagt heller ikke ville være ensbetydende med, at jeg med nødvendighed ville have set hverken op til- eller ned på manden qua hans køn, ligesom jeg heller ikke ville have op- eller nedvurderet mine medsøstre af den grund. Nej, det eneste som jeg siger er: Jeg oplever kønnet - både mit eget og andres - og jeg oplever andre som kønnede væsener i forlængelse af, hvordan jeg oplever mig selv... Og det gør stort set alle andre (med obligatorisk forbehold for diverse anomalier) også.

Selvom jeg på ingen måde mener at have været kategorisk nedvurderende overfor de mange kvinder jeg er stødt på i mit liv, skal det samtidig siges, at jeg heller ikke har mødt kvinden på en kategorisk neutral måde. Jeg har tit og ofte både set op til- og ned på kvinder netop i kraft af deres kvindelighed (eller mere præcist: I kraft af deres væren-menneske og deres væren-kvinde i kombination), ligesom de fleste kvinder har oplevet det samme mht. mænd, alt efter sindsstemning, situation og individuel vurdering af det enkelte menneske. Hvis jeg f.eks. har været forelsket i en kvinde (et fænomenologisk ekstrem), da har hendes kvindelighed - dvs. min fundamentale, 'kønnede' oplevelse af hende som kvinde - været en umådelig kilde til fascination, og jeg har ophøjet og idealiseret hende i kraft af netop de kvindelige aspekter, som jeg ikke genkendte som mine egne, men netop som noget forskelligt fra mig. Her har den kønnede forskel givet anledning til en uomtvistelig opvurdering af kvinden qua kvindelighed. Omvendt har jeg ofte også - f.eks. i mere 'intellektuelle' diskussioner med kvinder - nedvurderet kvinden f.eks. i irritation over hendes ofte alt for følelsesbetonede udlægning af virkeligheden og dennes sammenhænge, og hendes udtalte mangel på forståelse for vigtigheden af principielle overvejelser på bekostning af anekdotisk 'bevisførelse': En generel 'nedvurdering' af kvinden, som imidlertid ingenlunde har gjort sig gældende ved samtlige kvinder som jeg har diskuteret med af den grund. Kvinder er jo forskellige, og at erfare hver enkelt kvinde (eller mand) individuelt er ingenlunde uforeneligt med brede generaliseringer af kønnet som sådan. Der er tale om generelle erfarings-mønstre, og ikke om absolutte gud-givne lovmæssigheder, der dikterer mine kønnede oplevelser dogmatisk, og tvinger mig til at op- eller nedvurderer alle kvinder uden undtagelse, fuldstændigt fraset hvilket menneske den enkelte kvinde ellers måtte være - hvilket imidlertid ikke gør mine erfaringsmønstrer illegitime af den grund.

Her er det fuldstændig irrelevant om denne, 'min' kønslige ned- eller opvurdering har været rimelig: Den har sikkert været rimeligt i nogle tilfælde og urimeligt i andre... men det er ikke det, som er pointen. Nej, målet er blot at påpege det faktum, at jeg som mand ofte bedømmer kvinden - både gunstigt og ugunstigt - via hendes kvindelighed, koblet med det intuitive postulat, at dette ikke 'bare' er tilfældet for mig, men at den slags derimod forekommer fuldstændig automatisk for langt de fleste, dvs. både for mænd og kvinder i mange sammenhænge, og meget hyppigt (under alle omstændigheder for majoriteten, der falder inden for normen af uproblematisk selvidentifikation med egen krop og eget køn). Selv den mest ubamhjertige svensker-feminist burde sådan set kunne nikke genkendende til denne grunderfaring, da det i og for sig er umuligt at kategorisere nogen som helst type 'kønslig opførsel' (f.eks. den berygtede mandschauvinisme) uden at dette grundkompleks er på plads, dvs. uden om konstateringen af at både mænd og kvinder har for vane at behandle og forstå deres medmennesker som mænd og kvinder, og at mænd som regel forstår mænd som mænd og kvinder som kvinder på en anden måde end kvinder gør det samme - simpelthen fordi kønnet er et normalt, accepteret og uproblematisk aspekt af langt de fleste menneskers selvforståelse.

At naturen altså har givet mig et bestemt køn påvirker uundgåeligt min opfattelse af andre mennesker og deres køn... Præcis ligesom det, at jeg er født som et menneske påvirker min oplevelse af kaniner, dådyr, fugle og fisk, og bestemmer at jeg ser dem som noget der i et væsentligt aspekt er forskelligt fra mig, og modsat mig, i det at jeg er et menneske, og dermed ikke en kanin, et dådyr, en fugl eller en fisk. Der er ikke tale om andet end den fuldstændigt almene konstatering af en forskel, der er åbenlyst givet for bevidstheden.

Dette kan umuligt 'kun' være en fysiologisk konstatering, men må nødvendigvis også være en psykologisk, da den fysiologiske identificering med- og konstatering af sig selv som værende ét bestemt køn er fuldstændig simultan med den psykologiske konstatering (og dermed konkrete oplevelse) af, at andre mennesker er enten hankøn (dvs. ligesom 'mig') eller hunkøn (dvs. ikke ligesom 'mig'). - En konstatering der på godt og ondt altid vil farve oplevelsen af det andet menneske, da den anden (om vedkommende så måtte være en mand eller en kvinde) aldrig bare er 'den anden' i sig selv, men derimod altid vil være 'den anden' for netop mig. At opleve at andre mennesker har et køn er altså væsentligt det samme som at opleve sig selv som værende af et bestemt køn, ligesom det at være sammen med andre mennesker aldrig foregår uden at man selv er indblandet, og altså opfatter de andre igennem sig selv (og sig selv igennem de andre).

Vi kan selvfølgelig abstrahere fra dette faktum individuelt, i større eller mindre grad alt efter situationen, og det menneske som vi helt konkret måtte stå overfor, men det gør hverken til eller fra i forhold til erfaringen af den generelle forskellighed kønnene imellem, som er temmelig urokkelig og almenmenneskelig. Sandheden er nemlig, at vi aldrig kan gennemføre andre menneskers abstraheringer for dem: Jeg kan altså snildt vælge at se- og betegne mig selv (eller enhver anden) som et 'kønsneutralt hen-væsen (selvom jeg i så fald ville lyve for mig selv) - men om jeg valgte at se mig selv eller andre som sådan ville absolut intet betyde i forhold til hvordan andre ser sig selv eller hinanden - eller ser mig, for den sags skyld. Af selvsamme årsag vil den 'transkønnede' person altid blive opfattet som enten værende mand eller kvinde i almindelighed, hvordan vedkommende så ellers måtte ønske at se sig selv (det afgørende spørgsmål er: Hvad blev vedkommende født som?) - præcis ligesom en kvinde altid vil blive opfattet som en kvinde, og en mand som en mand i almindelighed, uafhængigt af individets specifikke præferencer. Samtidig vil opfattelsen af, hvad det nærmere bestemt betyder at en mand er en mand, og at en kvinde er en kvinde uundgåeligt være farvet af, hvem det er, der står overfor hhv. manden og kvinden - ikke 'kun' individuelt men tillige kønsligt: Dvs. at en kvinde almindeligvis opfatter en kvinde på en anden måde end en mand opfatter hende, ligesom en mand opfatter en mand på en anden måde end en kvinde. Kvinde opfatter kvinde som lig sig selv og mand som ulig sig selv, og vice versa - om ikke andet, så under alle omstændigheder mht. kønnet (i en fuldstændig generel forstand).

(Dette er principielt den samme mekanisme som gør, at en mand og en kvinde der står overfor en flok køer (f.eks.) temmelig uproblematisk vil regne hinanden for mennesker - og som sådan lig hinanden - og køerne for køer - og som sådan ulig dem selv. Der er i realiteten tale om to tilfælde af én og samme logik (el. 'natur') i tænkningen af lighed og forskel som sådan... for lighed og forskel er intet andet end redskaber for tænkningen, og har som sådan ingen selvstændig virkelighed ud over hvad de mere specifikt tænkes i forhold til - hvilket da også gør egalitarismen til det ultimative 'rene' ideologiske magtsprog, da lighed i og for sig kan betyde hvad som helst, alt efter hvordan ligheden italesættes i hvert enkelt situation, og således i princippet kan forvandle ethvert udslag af en arbitrær vilje til et 'objektivt' moralsk imperativ via en rent sproglig omformatering af virkeligheden).

Denne almindelige forskelsbehandling skyldes naturligvis mange ting: Seksualitet, kammerateri, fysisk og mental formåen og meget andet - ja, faktisk alt det, som vi i almindelighed kalder for vores menneskelighed, dvs. alt det der kan komme til udtryk via selvbevidstheden. Intet af vores menneskelighed kan nemlig abstraheres fra den almindelige kønslighed, ligesom kønnet ej heller kan abstraheres og isoleres fra vores menneskelighed. Vi er ikke mennesker på trods af vores køn, men derimod igennem det, og i samspil med det. At være enten mand eller kvinde er med andre ord en fuldstændig normal, naturlig og uproblematisk integreret del af det at være et menneske for den generelle menneskehed som sådan - og det er forceret at forsøge at abstrahere kønnet fra menneskeligheden, og behandle de to ting som noget, der ikke væsentligt har noget med hinanden at gøre. Kønnet er ikke noget, som vi hverken kan 'lægge til' eller 'trække fra' en abstrakt 'væren menneske' som går forud for kønnet, og er 'mere naturlig' (eller 'moralsk') end kønnet - det enkelte menneske er nemlig sit køn i samme åndedrag som det er et menneske som sådan. Det naturlige er med andre ord, at mænd og kvinder - som mænd og kvinder - forholder sig til hinanden som modsætninger, selvom de måske nok som mennesker betragtet er éns, for det at være lige som mennesker er på ingen måde i uoverensstemmelse med det at være ulige som køn... og der er da heller ingen, der anfører kønsligheden som en indvending imod kategorien 'menneskes' berettigelse, selvom det i og for sig ville være lige så konsistent som at kritisere kønskategoriernes rimelighed på baggrund af menneskets lighed, som det ville være at kritisere begrebet om 'menneskelighed' under henvisning til kønnenes åbenlyse forskellighed. Manden erfarer kvinden som kvinde i kraft af, at han erfarer hende som menneske og vice versa - og dette er som sagt en fuldstændig normal erfaring, der er integreret i subjektets egen menneskeværen og kønsidentifikation på en ganske åbenlys og selvfølgelig måde.

Det anomale - ret forstået - er derimod at behandle kønsforholdet som et kategorisk problem - for selvom det indrømmet kan opfattes som sådan af den enkelte, så er det på ingen måde givet at det skal opfattes sådan... bare fordi det nu engang er sådan at der findes menneskekvinder og menneskemænd. Mindre kringlet sagt er der intet i kønsforholdet som sådan der inviterer til kritik, da der væsentligt er tale om et forhold, som vi hverken kan- eller almindeligvis ønsker at gøre noget ved. Alligevel har den politisk-diskursive udvikling gjort kønskritikken til noget obligatorisk qua propaganderingen af den egalitære dogmatisme, og den deraf følgende endeløse ligestillings-diskussion, der i stigende grad tabuiserer menneskets grundlæggende erfaringsverden, og gør vedkendelsen af den naturlige, egentligt uproblematiske og under alle omstændigheder eksisterende forskelsbehandling mennesker imellem til en moralsk forbrydelse.

Det er med andre ord blevet til noget selvfølgeligt, og endog moralsk at benægte, fordømme og dermed fremmedgøre sig fra sig selv og sine umiddelbare menneskelige erfaringer - under henvisning til den dominerende magtideologi (egalitarismen), og ideologiens løfte om det meningsfulde tilhørsforhold til et tolerant og accepterende fællesskab, der ikke kender til forskelle som andet end små individualistiske image-variationer i én stor, egalitær og universal menneskemængde-



V

Hvorfor er alle disse ting overhovedet værd at eksplicitere? De er som sagt selvfølgelige og åbenlyse for alle der går til emnet uden fordomme (dvs. tillader sig selv at opleve virkeligheden som den gives, uden at filtrere den ideologisk først)... og alligevel eksisterer der i dag en udbredt tendens til at problematisere og kritisere selv dette, jordens mest åbenlyse modsætningsforhold. Ja, problematiseringen af dette forhold (og andre, der ligner det) er den moderne ideologi som sådan, og alene derfor er det nødvendigt at sige højt, hvad alle egentlig burde have anerkendt og forstået af egen kraft ud fra deres egen erfaringsverden. Det er med andre ord værd at eksplicitere, fordi vi i dag i vesten har gjort systematisk virkelighedsfornægtelse til en integreret del af den herskende magtideologi.

Som led i denne eksplicitering af det åbenlyse er det værd at kaste et blik på dem, der promoverer den basalt virkeligheds- og erfaringsbenægtende ideologi på bekostning af ethvert umiddelbart og uproblematisk accepterende forhold til et væsentligt træk ved den menneskelige væren, både individuelt og kollektivt, i håb om at vinde en smule indsigt i, hvorledes vi som samfund har bevæget os til et punkt, hvor det erfaringsmæssigt selvfølgelige negeres i udgangspunktet, på bekostning af en internaliseret magtideologi. Jeg taler naturligvis om dem, der mere eller mindre åbenlyst identificerer sig selv som feminister (eller en variation derover ('queer-teoretikere') - men for nemhedens skyld vil jeg her bruge nævnte betegnelse, da der i bund og grund ikke er nogen væsentlig forskel på dem, der går kritisk til køn som begreb over en bred kam).

Hvad er nu en feminist? Jo - ikke nødvendigvis én, der benægter eksistensen af enhver forskel mellem mand og kvinde... men nødvendigvis én, der ser sig kaldet til at kritisere og problematisere forholdet i en uendelighed, ud fra en bestemt én-øjet opfattelse af, hvad denne iboende menneskelige ulighed fører med sig - som regel koblet med en stærk opfattelse af, at der i én eller anden forstand burde være 'mere lighed' imellem kønnene, og at den almindeligt opfattede forskel mand og kvinde imellem altså går et moralsk 'burde' imod (i mere eller mindre alvorlig grad). Feministen tror altså både på, at den normale opfattelse af kønsforholdet er forkert, og at der er tale om noget, som man i en dybere forstand kan 'gøre noget ved' - hvis bare man 'vil'.

Udgangspunktet for enhver feministisk kritik af det ulige forhold mand og kvinde imellem er en præ-konceptuel kønsforståelse, der væsentligt udlægger forholdet mellem kønnene som et magtforhold. Dette er ikke nødvendigvis problematisk i sig selv, da noget sådan som 'magt' i og for sig kan læses ind i ethvert dynamisk forhold mellem to eller flere mere eller mindre modsatrettede størrelser: Begrebet om magt er nemlig bare et begreb om en kraft, der 'ordner' begreberne (og dermed tingene) i forhold til hinanden - og derigennem 'ordner' den sociale virkelighed, som begreberne selv er en integreret del af qua sprogbrug, forståelse, og handling i forlængelse deraf. Så længe vi har et sprog, og vi bruger dette sprog til koordinere- og redigere i den sociale virkelighed kan vi altså tale om mange forskellige niveauer af magt, da magten således 'følger med' ethvert begreb om forskelligheder og relationer imellem tingene som sådan. (Tænk på Nietzsches brug af begrebet...) Således betragtet er magten in abstracto neutral, dvs. hverken for eller imod noget som helst i sig selv... Det bliver den først in concreto, i den specifikke sproglige- og handlingsorienterede magtudfoldelse. Feministen bliver - som allerede sagt - ikke stående ved den neutrale bestemmelse af kønsforholdet som et magtforhold (en bestemmelse der ikke nødvendigvis er feministisk), men ser sig tillige kaldet til at gå kategorisk kritisk til forholdet, ud fra mere eller mindre veldefinerede og bevidste 'moralske' motiver. Denne kritiske grundindstilling oversættes feministisk talt til en manglende vilje til at forstå forholdet mellem kønnene som noget naturligt eller uproblematisk sådan helt generelt. For feministen er forholdet mellem kønnene omvendt altid perverteret, dvs. at der er tale om en grundlæggende uretfærdig-, og derfor umoralsk- og usund relation, og feministen vægrer sig i reglen for at forstå kønsforholdet på anden viis, med mindre at de gode aspekter af mænd og kvinders forskelligheder medgives at være sekundære i forhold til de omfattende negative virkninger af samme forhold. Den feministiske forforståelse af kønsrelationen kommer således til udtryk i en generel kritik af et magtforhold, der altid forstås som værende først og fremmes diskriminatorisk: At den almindelige kønsforståelse er et udtryk for en forfordeling af kvinden, og at den feministiske kritik i sig selv er et middel til at rette op på den uretfærdighed, som kvinden lider under qua sin væren kvinde. Det er den feministiske position i grundtræk.

Ikke alle feminister går - som allerede antydet - lige vidt i deres kritik, og det er således kun de mest ekstreme der benægter enhver naturlighed i kønsforholdet som sådan. Alligevel er alle feminister forenede i den generelle antagelse af, at der er noget der er 'skævt', dvs. uretfærdigt i den almindelige kønnede opfattelse af menneskeheden, at denne skævhed skal rettes op og at feminismen selv er et middel - ja, selveste middelet - til at korrigere den fundamentale uretfærdighed. (Og her bør det igen bemærkes at feminismen er et indgroet element i mainstream-ideologien qua ligestillingsdiskursen - og altså som sådan et eksempel på magtudfoldelse in concreto).

Således er feminismen moraliserende-aktivistisk i sin grundvold. Det handler ikke om erkendelse, men om handling. Selvom feministen ofte hævder at ville nuancere de almindelige begreber om køn og kønsidentitet, så er dette kun i meget sjældne tilfælde sandt (og hvis det er, er der reelt set ikke tale om feminisme overhovedet), da feminismen som 'retning' altid-allerede har besluttet sig for, hvad den almindelige kønsopfattelse 'nødvendigvis' fører med sig - hvilket i sidste ende altid vil sige én eller anden form for undertrykkelse eller kategorisk nedvurdering af kvinden, der begribes som umoralsk, og som feminismen samtidig iscenesætter sig selv som et værn imod. Feministen går altså kun kritisk-problematiserende til spørgsmålet om kønsforholdet i den forstand, at vedkommende altid-allerede har besluttet sig for, hvad kritikken i sidste ende må munde ud i: Nemlig en (relativ eller total) offergørelse af kvinden og kvindekønnet som sådan, koblet med en moraliserende reprimande om, at der skal gøres noget ved denne 'åbenlyse' uretfærdighed - og at første skridt altid er, at man accepterer den feministiske grundfortælling om kønsforholdet uden at stille spørgsmål (for gør man det, er man - implicit - selv en del af problemet).

Det er dette forhold, der gør feminismen til intellektuel aktivisme snarere end egentlig tænkning: Feministen kan nemlig ikke tillade sig at droppe den altid forudindtagede moraliserende-ynkende konklusion om det kvindelige offer, uden at miste enhver retning på sin kønslige kritik, og den såkaldte 'feministiske kritiske tænkning' er derfor kun tænkning så langt, at den ønsker at overbevise sig selv og andre om den forudindtagede konklusions ultimative berettigelse. Den grundlæggende feministiske kønsopfattelse er således temmelig urokkelig og dogmatisk, hvilket er noget ironisk og mystificerende, da det netop er det, som feministen i udgangspunktet anklager den almindelige, uproblematiske kønsopfattelse for at være.

Den feministiske konklusion munder som sagt altid ud i påpegningen af en uretfærdighed, som 'der skal (eller i hvert fald burde) gøres noget ved'. Dette er et af feminismens særlige kendetegn. Den enkelte feminists ultimative bud på, hvad den endelige handling bør dreje sig om, kan imidlertid variere voldsomt, både når der snakkes om kvindeundertrykkelse helt generelt, såvel som når der er tale om enkeltsager - hvilket netop er forholdet, der gør feminismen som sådan notorisk svær at kritisere: For selvom feminismen er uimodsigeligt aktivistisk, dvs. drejer sig om at påpege samfundsmæssige forhold, som fra feministiske perspektiv skal og bør forandres, og feminismen derfor også nødvendigvis er politisk (da politik er handling på samfundsplan), så hersker der ingen store, forenende feministiske idéer om, hvad det ultimative mål er, ud over den ekstremt generelle og dermed tomme idé om 'ligestilling'. Som skitseret indledningsvis er ligheden noget helt og holdent abstrakt i sig selv - dvs. at begrebet altid er relativt - og derfor er ligheden også et problematisk ideal, da der ikke findes nogen principiel grænse for, hvornår 'nok er nok', og den ønskede ligestilling faktisk er opnået. Ligheden er jo altid generel, mens handlinger og resultater omvendt er specifikke og konkrete. Dette spidsfindige forhold imellem et abstrakt ideal og en reel verden af forskelle og allehånde uligheder mellem kønnene udmønter sig så i en forvirret feministisk pluralisme, hvor man abstrakt talt er rørende enige om at det overordnede mål er 'lighed mellem kønnene', men helt konkret aldrig kan definere, hvad denne 'ligestilling' egentlig betyder, hvilket da også ofte - på pinlig vis - kommer til udtryk i, at én feminists opfattelse af lighed er i direkte modstrid med en andens. Nogle mener nemlig, at det er ét bestemt udslag af 'forskelsbehandlingen' af mænd og kvinder der er det store problem, mens andre mener at det er et andet, og såfremt forskellen mellem kønnene overhovedet anerkendes, er det principielt umuligt at etablere feministisk konsensus om, hvori den består, hvilke aspekter der er problematiske og hvilke der ikke er - og derfor hænger der en konstant tyk og uigennemskuelig tåge omkring feministens intentioner og konkrete opfattelser af, hvad det egentlig er som der skal- eller bør 'gøres ved det'. Ultimativt er det nemlig altid uligheden som er skandaløs - men ulighed kan i sagens natur betyde nærmest hvad som helst.

Således ser vi f.eks., at nogle feminister (det ene ekstrem) kæmper for komplet kvalitativ lighed imellem kønnene, dvs. kæmper for at udslette enhver perciperet forskel imellem kategorierne 'mand' og 'kvinde', mens andre, de såkaldte kvote-feminister (det andet ekstrem) først og fremmest kæmper for en kvantitativ lighed, f.eks. i form af et lige antal mænd og kvinder blandt vores politikere, topledere eller på andre poster, der opfattes som samfundsmæssigt magtfulde. Kvalitativ og kvantitativ lighed er dog ingenlunde det samme, og der er ingen garanti for, at dem der ønsker det ene tillige ønsker det andet (selvom der naturligvis findes feminister, der ønsker både det første og det sidste) - og når vi yderligere tager hensyn til, at den enorme majoritet af alle selverklærede feminister er at finde på spektret imellem det ene og det andet ekstrem, ligesom der også er mange der blot ønsker 'mere' kvalitativ eller kvantitativ lighed imellem kønnene, uden nødvendigvis at argumentere for den totale lighed, så bliver feminismen som overordnet orientering så umådeligt omfattende, at det i sagens natur er så godt som umuligt at kritisere den, uden at få at vide at éns kritik rammer fuldstændig ved siden af, og intet har at gøre med 'den rigtige' feminisme - som altid er sammenfaldende med netop den idé om feminismen, der appellerer til den enkelte feminist, som man står overfor på det givne tidspunkt: En idé der altså er sammenfaldende med den individuelle opfattelse af det tomme lighedsideal, og dermed i meget høj grad afhænger af fantasien og følelsen, og i meget ringe grad har noget med fornuften - og dermed konsistensen - at gøre.

At det er et komplekst projekt er imidlertid ingen indvending imod nødvendigheden af en generel kritik af feminismen, men snarere den grundlæggende årsag til, at en sådan kritik er nødvendig: Feminismen repræsenterer en generel opstand imod en perciperet uretfærdighed - undertrykkelsen af kvinder - uden noget egentligt funktionelt begreb om det ønskværdige alternativ. Af samme årsag ejer feminismen heller intet klart begreb om, hvori den perciperede krænkelse faktisk består, hvad der forårsager den og hvad 'krænkelse' i det hele taget er, da den generelle 'krænkelse' af kvindekønnet, dvs. den generelt uretfærdige behandling af kvinden qua kvinde, udelukkende er uretfærdig i kraft af forulempelsen af en uspecificeret og uspecificerbar norm for, hvordan kvinder 'burde' behandles. Hvad den krænkede norm er, er altså i sagens natur vilkårligt bestemt af den enkelte feminist eller gruppe af feminister. 'Krænkelsen' skal blot leve op til to generelle krav for at kvalificerer sig til begrebet:

1. Krænkelsen kan opleves - og hvad én feminist oplever som en krænkelse af kvindeligheden er ikke nødvendigvis noget, som en anden feminist vil opleve som noget tilsvarende - og da slet ikke enhver anden kvinde (omend feminister ofte tager sig frihed til at føle sig krænkede på andre kvinders vegne, om disse så selv oplever krænkelsen eller ej).

2. Den krænkende oplevelse kan formuleres som et udtryk for manglende ligestilling mellem kønnene - og da forskellen mellem kønnene i sig selv er en oplevelse, som den enorme majoritet af menneskeheden har på jævnlig basis, i forlængelse af den umiddelbare erfaring af subjektets, 'mit' eget køn, og derigennem også 'den andens' køn, kan enhver mellem-kønslig oplevelse i princippet konstituere en krænkelse af kravet om 'ligestilling', udelukkende i kraft af at den enkelte oplever hændelsen som krænkende (eller alternativt: Har en interesse i at påberåbe sig krænkelsen i en bestemt sammenhæng), og tolker denne krænkelse som et udslag af en mere generel diskrimination.

Hvad en krænkelse nærmere bestemt er, er altså feministisk talt helt og holdent vilkårligt. Samtidig er feminismen i sig selv imidlertid - og som sagt - grundlæggende aktivistisk indstillet, i den forstand at enhver perciperet krænkelse opfattes som en instans af noget, som der bør/skal 'gøres noget ved'. Derfor er feminismen også altid politisk. Enhver perciperet krænkelse af kvindekønnet 'oversættes' prompte til et samfundsmæssigt problem, der som sådan kalder på en samfundsmæssig løsning - men da kvindeundertrykkelsen i sig selv er umulig at definere, samtidig med at kønsforskellene er uimodsigeligt virkelige, kan det feministiske perspektiv i princippet generere en uendelig mængde politiske problemer, der aldrig nogensinde kan løses på tilfredsstillende, definitiv vis. Intet politisk tiltag har nemlig magt til at berøve mennesket den grundlæggende oplevelse af sit eget og andres køn, og kan følgelig heller aldrig forhindre muligheden af at opleve forholdet mellem kønnene som krænkende og/eller undertrykkende i én eller anden forstand. Forskelsbehandlingen er nemlig - som beskrevet ovenfor - indlejret i kønsforholdet som sådan - og feminismen i sig selv forpligter ikke til en bestemt principiel enighed om, hvad der for alvor gør én type forskelsbehandling krænkende frem for andre. Den nøjes med at opfordre til generel opmærksomhed på krænkelser, og promoverer altså et kønssyn hvor kvinden i realiteten altid må og skal regnes for mindre værd end manden, hvilket i næste led så stimulerer feministen til at kræve politisk handling i retning af at opnå en hypotetisk ligestilling, der ikke eksisterer andre steder end i feministens eget hoved - og her ikke som andet end en vag forestilling uden reelt indhold.



VI

Af samme årsag vil feministen også altid opfatte feminismen som en nødvendighed, der kun bliver mere og mere nødvendig, desto større indflydelse det feministiske perspektiv vinder på såvel den enkelte feminists kønsopfattelse, som på den almindelige kønsopfattelse i et samfund som helhed: For jo flere feminister der findes, desto flere forskellige perspektiver på hvad der konstituere en krænkelse findes der, desto mere vag, udvisket og generel bliver idéen om, hvad 'kvindeundertrykkelse' egentlig er, desto tydeligere bliver undertrykkelsens tilstedeværelse overalt hvor der er mænd og kvinder, der forholder sig til hinanden som mænd og kvinder, og desto flere politiske tiltag vil der blive brug for, i forhold til at bekæmpe undertrykkelsen, og arbejde sig frem imod en idé om det 'ligestillede' samfund - en idé som også kun bliver mere vag, fantastisk og uopnåelig, desto større den feministiske indflydelse er. Feminismen har ingen tydeligt definerede grænser, da den ikke har- eller kan have noget klart defineret mål, og derfor kan den også gribe uhæmmet om sig (som vi f.eks. ser det i Sverige, hvor godt og vel alle politiske partier definerer sig selv som feministiske).

Dette paradoks er iboende i den feministiske grundantagelse: At der i ét og alt burde herske lighed imellem kønnene, og at den moralsk-aktivistiske handling på samfundsbasis - dvs. den kollektive politiske 'vilje til lighed' manifesteret i diverse tiltag, såsom kvoter, 'oplysningskampagner', støtte til feministisk orienterede underholdningsprodukter, undervisningsmaterialer, lighedsorienterede medier, 'kvindegrupper' osv. - derfor bør rettes imod et endeligt mål om 'kønsretfærdighed', samtidig med at den efterstræbte lighed i sagens natur kun bliver mere og mere abstrakt, luftig og selvmodsigende desto større anstrengelser et samfund gør sig for at nå den. Da feminismen ikke kan forblive hvad den er, med mindre at alt selvransagelse, dvs. kritisk refleksion over den grundlæggende antagelse af et kategorisk skævt magtforhold mellem kønnene, er bandlyst og tabuiseret, bliver den ulighed som feministen hævder at bekæmpe således kun mere omfattende, magtfuld og altgennemtrængende, desto mere man søger at udslette den fra politisk hold. Den øgede 'krænkelsesbevidsthed' som feminismen promoverer er nemlig - pr. definition - både hinsides kritik og principiel definition, dvs. uden den indre overensstemmelse, der ville muliggør en egentlig sondring mellem krænkende og ikke-krænkende forskelsbehandling, og uligheden (forstået som noget umoralsk) som man hævder at bekæmpe bliver derfor også mere og mere omfattende, desto mere den respekteres som et ubetvivleligt faktum. Dette kommer så til direkte udtryk i stadigt mere fantastiske teorier om, hvor den uønskede ulighed 'i virkeligheden' kommer fra, og hvad det er, som bliver ved med at skabe den, på trods af alle indsatser for at bekæmpe den... men 'kønsdiskriminationens' tilstedeværelse er de facto umulig at skille fra feminismens tilstedeværelse, og desto mere feministisk 'bevidstgjort' man er, i desto højere grad vil man se diskriminationens mange ansigter overalt, som et direkte følge af den præ-konceptuelle forståelse af kønsmagt koblet med den principielt udefinerbare idé om 'krænkelsen', som altid skal udbedres. Ironisk nok vil den samfundsmæssige positive særbehandling af kvinder samtidig blive mere og mere markant, omend denne er en ringe trøst, da sådanne - nøgternt set diskriminerende - tiltag kun opstår i forlængelse af en allestedsnærværende bevidsthed om, at kvinder per definition stadig ikke behandles godt nok (dvs. overalt betragtes som underlødige).

Dette modner sig med tiden til idéen om den såkaldte 'strukturelle ulighed', der kort og godt går ud på, at stort set hele samfundet er diskriminerende i sin grundvold: Institutionerne er diskriminerende, videnskaben er diskriminerende, undervisningssystemet er diskriminerende, kunsten er diskriminerende, sproget er diskriminerende, humoren er diskriminerende, forretningslivet er diskriminerende osv. osv. Ja, faktisk er alting, som ikke selv er eksplicit feministisk, potentielt diskriminerende. Feminismen bliver ideologisk paranoid og megaloman i den forstand, at alle samfundsytringer som ikke er eksplicit feministisk orienterede, for det første tolkes kategorisk som potentielt kønsdiskriminerende, og, for det andet, at alle tiltag der kan forsvares som feministiske er gode per definition, og derfor hinsides kritik, da de jo er direkte følger af feminismen selv, der som bekendt også altid er hinsides kritik.



VII

Som sådan udviser den moderne, højt udviklede feminisme en del kollektivt-psykologiske ligheder med det, som Freud i sin tid bestemte som én af de hyppigt forekommende individuelt-psykologisk forsvarsmekanismer blandt neurotikere - nemlig den såkaldte splitting: At alverdens fænomener deles op i to entydige kasser - sort og hvid, godt og ondt - for således at komme alle virkelighedens foruroligende gråtoner, og moralsk ambivalente fænomener til livs. Efter således at have gjort virkeligheden til en moralsk håndterbar størrelse identificerer neurotikeren sig nu entydigt med de gode ting i verden, der alle opfattes som hinsides kritik, og tager dernæst afstand fra alle de onde ting, der omvendt er kategorisk kritisable, og uden forsonende træk overhovedet. Udskifter vi godt og ondt med lighed og ulighed mellem kønnene, og erstatter den individuelle psyke med den kollektive psykologi (dvs. den almene indstilling der altid gemmer sig bag ved ideologiske samfundsfænomener), så har vi et rimelig simpelt og præcist billede på feminismens indre dynamik og logik.

Den splittede neurotikers ulykke er, at den selvsamme forsvarsmekanisme som vedkommende stiller op for at beskytte sin skrøbelige mentale verden imod den truende ambivalente virkelighed, i sidste ende er et rent udslag af det selvsamme, der gør neurotikeren til en stadig mere dysfunktionel belastning for sig selv og sine omgivelser på sigt: Vedkommende søger at bevare en tryg og kontrollerbar verden og et problemfrit liv ved hjælp af en simplificeret virkelighedsopfattelse, der konsekvent omfortolker verden til en eventyragtigt binær fortælling om et modsætningsforhold af entydigt gode kræfter på den ene side og ditto onde på den anden - for således at gøre det personlige moralske ansvar (og dermed det positive selvbillede) til et såre banalt spørgsmål om, 'bare' at vælge 'det gode' frem for 'det onde'... og det er da også alt sammen fint og godt - så længe neurotikeren altså kan bevæge sig indenfor en trygt afgrænset sfære af virkeligheden, hvor alle fænomener der kunne udfordre den grundlæggende sort-hvid-opdeling holdes på sikker afstand, og bortcensureres af de hensynsfulde omgivelser... Men da virkeligheden ikke lader sig tæmme og tvinge ned i kasser, der er for snævre til at rumme den, og da virkeligheden i bund og grund er temmelig indifferent overfor, hvad den enkelte måtte tænke om den, er det uundgåeligt, at neurotikeren før eller siden konfronteres med fænomener, der ikke lader sig bestemme entydigt, fordi de har træk af både det gode og det onde i sig.

Neurosen tager nu sin egentlige begyndelse, når den enkelte af den ene eller anden grund ser sig nødsaget til at klamre sig til den mentale verden af sort og hvidt, og holde denne for mere virkelig end virkeligheden selv, på trods af alle tegn på, at den mentale forestillingsverden med alt dens perciperede ukomplicerede tryghed er illusorisk. Således sætter neurotikeren himmel og jord i bevægelse for - via sine handlinger - ubevidst at kontrollere sine omgivelser på en måde, så de ikke truer illusionens eksistens, da alt dobbelttydighed og kompleksitet opleves forfærdeligt angstprovokerende, og dermed som noget af det onde. Det neurotiske 'gode' bliver således identisk med alt, hvad der holder visse uudslettelige aspekter af virkeligheden selv væk fra erkendelsen - men da virkeligheden ikke lader sig tænke bort, og ingen forsvarsmekanismer, foranstaltninger og forsikringer i sidste ende kan gøre den til noget andet end det, som den er, så vil det 'onde' altid være med neurotikeren qua selve virkelighedsopfattelsen: En opfattelse der i bund og grund ønsker at udslette den virkelige verden til fordel for en simplificeret og upræcis mental model, der af den ene eller den anden årsag er blevet forsynet med kryptoreligiøse, nærmest metafysiske entydigt 'gode' egenskaber.

Jeg siger naturligvis ikke, at alle feminister er neurotikere, eller bare at nogle af dem er det (selvom det uomtvisteligt også er tilfældet...) Jeg siger derimod at det bagvedliggende 'rationale' for de feministiske handlingsmønstrer, der søger manifestation via politisk aktivisme, er strukturelt identisk med måden, som den splittede neurotiker forholder sig til sine omgivelser, og virkeligheden som sådan: Kvinden bestemmes som offer for en uretfærdig kønsmagt, og det feministisk talt gode bliver nu at bekæmpe denne magt, mens det onde omvendt bliver alt, der bekræfter den uretfærdige herskende orden ('patriarkatet'). At den kønslige magt primært er karakteriseret ved uretfærdighed tages for et selvfølge, da feminismen i egen selvforståelse er at betragte som et nødvendigt ideologisk korrektiv, der først og fremmest tjener at rette op på uretfærdigheden ved at sikre 'ligestillingen' - og alt 'ægte' feminisme må således forstås som retfærdig dvs. god, da ingen vælger at identificere sig selv som feminister uden én eller anden forståelse af, at det at være feminist i og for sig er det moralsk rigtige. Denne bestemmelse er en præ-konceptuel nødvendighed i forhold til den feministiske indstillings mulighed som sådan, og den må per definition trumfe enhver anden forestilling om uligheden imellem kønnene: Dvs. at ingen naturlig kønslig ulighed kan retfærdiggøre den grundlæggende og 'selvfølgelige' moralske skævvridning, der konsekvent 'giver' manden magten, og 'tager' magten fra kvinden. Følgelig kan alle hypotetiske eller konstaterbare uligheder imellem kønnene udlægges som mere eller mindre bidragende til uligheden og dermed uretfærdigheden, og alt ulighed er således et legitimt mål for kritik og ideologisk ødelæggelse... naturligvis fraset den ene, 'selvfølgelige', 'uomtvisteligt eksisterende' ulighed som feministen altid anerkender ubetinget, nemlig at manden jo er mere magtfuld end kvinden. Det eneste kønsforhold som feministen principielt aldrig kan tillade sig at problematisere bliver således det, som er hele bevæggrunden for at forstå sig selv som feminist, nemlig at kvinden per definition er undertrykt, og dermed sat i en underlødig position af dunkle eksterne kræfter. Den eneste kønslige ulighed der feministisk talt eksisterer med nødvendighed er med andre ord den, som det er feministens erklærede mål at afskaffe - og samtidig tabuisere feminismen enhver alternativ udlægning i udgangspunktet, ved at tillægge enhver der tillader sig at stille spørgsmålstegn ved den grundlæggende fortælling urene motiver - dvs. ved at affeje vedkommende som kvindefjendsk. Det feministiske mål er således en verden, hvor feminismen ikke selv er en nødvendighed - og den eneste måde feministen kan forestille sig at arbejde frem imod en sådan verden er, at gennemtvinge stadig mere feminisme, hvorved det endelige mål kun bliver mere dunkelt og abstrakt, samtidig med at kvindefjendskheden bliver stadigt mere magtfuld og evident overalt.

Det er dette forhold man med jævne mellemrum hører komme til udtryk i vendingen: "Vi er nået langt, men der er lang vej endnu": En anden måde at retfærdiggøre den ideologiske ækvivalent til at drikke saltvand, for at slukke sin tørst: Desto mere man drikker, desto tørstigere bliver man, og desto mere tørstig man er, desto mere føler man trang til at drikke.



VIII

Vi er også nået langt - men nu er vi efterhånden ved vejs ende: Og vejs ende er intet andet end udgangspunktet, som vi egentlig ikke har rykket os fra - nemlig den uskyldige og umiddelbare erfaringen af det kønslige modsætningsforhold, der gudskelov ikke implicerer den uendeligt komplicerede labyrint af undertrykkelse og kvindelig fornedrelse som feminismen dogmatisk tillægger den, som en mere eller mindre bevidst undskyldning for at bekrige virkeligheden og gennemtvinge sig selv. Vi kunne naturligvis have bevæget os videre med det feministiske logos - guderne skal vide at det fortsætter i evigheden - og eksempelvis have undersøgt den uhyre omfattende idé om patriarkatet, men selvom dette da nok kunne være interessant og underholdende nok, ville der udelukkende være tale om uddybninger af pointer, der allerede er blevet introduceret, og vi ville således ikke støde på noget nyt - blot stadigt mere ekstreme modifikationer af de samme monomane fortolkningsmønstre appliceret i stadigt mere omfattende skala. Derfor er det nok bedst at holde her.

I stedet for at bevæge mig længere ud af specificiteternes vej vil jeg runde nærværende lille skrivelse af med to helt overordnede og generelle betragtninger om forholdet mellem mænd og kvinder, der forhåbentlig vil gøre det tydeligt for læseren, at den kønslige ulighed som vedkommende med alt sandsynlighed selv har erfaret på egen (og andres) krop(pe) ikke nødvendigvis er noget moralsk betragtet godt eller dårligt i sig selv, men derimod et træk ved virkeligheden og menneskets plads i denne, som godt nok er uimodsigeligt tilstede, men som ikke af den grund tvinger os ned af hverken den ene eller den anden ideologiske vej (som feminister, og andre egalitarister synes at mene). Kønsrelationen er derimod - som virkeligheden selv - noget der blot findes, og som den enkelte så kan være mere eller mindre ude af trit med dvs. mere eller mindre følsom og realistisk overfor.

Den første betragtning er i og for sig accidentiel- (dvs. knytter sig ikke nødvendigvis specifikt-) til mand-kvinde-forholdet som sådan, men er alligevel værd at hæfte sig ved på baggrund af den ovenstående diskussion af feminismen: Det drejer sig snarere om et generelt træk ved den særegne ideologisk-patologiske tilstand, som jeg her på bloggen har for vane at kalde for progressivismen, som her illustreres på fornem vis af feminismen, og som sådan kan tjene at kaste lys over en mere generel ideologisk tendens via det specifikke eksempel, som den feministiske forholdsmåde til mand-kvinde-relationen illustrerer så eksemplarisk. Jeg taler naturligvis om idéen om ideologi som en moralsk korrektion af virkeligheden - i dette tilfælde som indigneret oprør imod naturens rimelighed.

Nu skal det retfærdigvis siges, at de færreste progressivister overhovedet anerkender virkeligheden som sådan... og dette siger jeg skam ikke som en ironisk spydighed, men som en konstatering af den faktiske progressivistiske måde at forholde sig på: At noget - hvad end det så måtte være - er som det er (bare delvist) uafhængigt af menneskelig begrebsdannelse og individuelle perspektiver på samme, er et 'koncept' som progressivisten har for vane at benægte i udgangspunktet. Selvom progressivisten altså fra den afbalancerede bevidstheds perspektiv uundgåeligt tager sig ud som én, der kæmper en håbløs kamp imod realiteter som vedkommende - ligesom alle andre mennesker - ikke har nogen indflydelse på overhovedet, og at vedkommende derfor kun bliver mere frustreret, afmægtig, fanatisk og bitter som tiden skrider frem grundet opgavens uladesiggørlighed, så er dette tilsyneladende, fra det progressivistiske perspektiv, kun en art 'bevis' på, at han har ret, og at hans endeløse ideologiske krigsførsel er retfærdiggjort. Progressivisten forstår nemlig ikke, at han er gået i krig mod virkeligheden selv, og vil derfor kategorisk tolke sit eget håbløse foretagende som en heroisk kamp imod nærmest almægtige 'magtstrukturer', som brutalt og arbitrært er blevet tvunget ned over 'virkeligheden' af andre mennesker (bevidst eller ubevidst). Mere præcist formuleret: Magtstrukturene er egentlig ikke - progressivistisk tænkt - blevet påført virkeligheden 'udefra' (for virkeligheden eksisterer jo ikke...), men er derimod blevet effektuerede 'som virkelighed' af en mere eller mindre bevidst konspiration af bagvedliggende menneskelige viljer, der diktatorisk gennemtvinger én bestemt fortolkning af et givent forhold som normal.

Det er nu i kraft af denne særegne antroprocentrisk-mentale konstruktion, at progressivisten kan projicere umoralske motiver ind i naturen selv, som vedkommende så kan gå i krig for at ændre - for fra det progressivistiske perspektiv findes der jo ingen natur: Kun forskellige fortolkninger, og dermed kun en menneskelig vilje til at definere noget i sig selv arbitrært som 'natur' ud fra mere eller mindre bevidste selviske motiver. Progressivisten er med andre ord en megaloman moralist, der forudsætter at alle med nødvendighed ser verden som han selv gør, dvs. at alle andre også anskuer alting som ideologi, dvs. som menneskelige konstruktioner - og ja, ikke bare det: Han anskuer ikke bare verden sådan, men tager det for absolut sandhed at den er sådan, hvorfor han da heller ikke kan anerkende idéen om en udenoms-menneskelig virkelighed overhovedet. Alt må og skal progressivistisk talt forstås som menneskelige konstruktioner - og menneskelige konstruktioner er jo per definition noget foranderligt. Dermed anskues alting også som noget, der kan korrigeres og 'forbedres' via implementeringen af en alternativ ideologisk forståelse af samme... og i sin endeløse beskedenhed ophæver progressivisten nu sig selv til mennesket med den overlegne moralske vision, der ex hypothesi altid ville evne at gøre verden til et 'bedre sted', såfremt alle blot medgav, at progressivisten naturligvis har ret - dvs. at progressivisten i egne øjne gør verden til et bedre sted, alene ved at overbevise andre om, at han har ret.

Feminismen er blot et enkeltstående eksempel på den progressivistiske patologi in action, omend et meget illustrativt et: Det naturlige kønsforhold fejlfortolkes kategorisk som en uheldig konsekvens af menneskelig ideologisk stræben, og tages derfor som noget der kan redigeres frit i, som var der tale om en Wikipedia-artikel - hvorved 'sandheden' ifølge progressivisten automatisk vil følge med, og gøre den nye ideologiske opfattelse ligeså 'virkelig' som den gamle var, simpelthen fordi at mennesker ledes til at tro på den 'nye sandhed', og intet andet. Alle der påpeger den temmeligt åbenlyse (og med hensyn til Ockhams ragekniv eneste retfærdiggjorte) alternative forklaring, at forholdet mellem kønnene (alle detaljer fraset) i en basal forstand er som det er, nemlig et forhold imellem komplementære ulige modsætninger, analogt til de magnetiske modpoler, og at progressivisten blot er en opblæst fantast, der lyver for sig selv for sit eget selvbilledes skyld, udråbes i udgangspunktet til ideologiske fjender, og umoralske mennesker, da de således benægter ligestillingen - som i sidste ende er idéen om, at kønnene først og fremmest er éns, og at det er en tankeforbrydelse af første orden at indrømme - overfor sig selv og andre - at have erfaret det anderledes.. At der overhovedet eksisterer kønslige begreber som 'mand' og 'kvinde', og at sådanne begreber hviler på en fuldstændig almen og (skulle man mene) ukontroversiel menneskelig erfaring er forhåbentlig blevet illustreret tilstrækkeligt i ovenstående (hvilket vil sige det samme som: Læseren har forhåbentlig erfaret kønsforholdet selv, i sit eget liv) - men alt almindelig erfaring til trods insisterer den progressivistiske feminist stadig på, at det rent faktisk forholder sig omvendt: At den kønslige erfaring er et resultat af en konkret magtideologi - nemlig den 'undertrykkende' konstatering af uligheden mellem kønnene - og at ideologien lige så godt kunne lyde, at kønnene først og fremmest er lige, selvom ingen i sagens natur nogensinde har opfattet det modsatte køn som først og fremmest lig sig selv (da vedkommende i så fald ikke ville have nogen forståelse - ikke engang den mest elementære - af ordene 'mand' og 'kvinde' overhovedet: Hen ville jo ikke erfare nogen forskel, der kunne retfærdiggøre de to forskellige ord). Feministen mener med andre ord at den almene menneskelige erfaringsverden bliver dikteret af ideologi, og ikke - som den almindelige erfaring og undertegnede gør sig til talsmand for - at størrelser som 'ideologi' og dermed 'politik' er forholdsvis spinkle overbygninger på en righoldig og naturlig menneskelig erfaringsverden, der er primær frem for den abstrakte teori-dannelsen om samme.

Dette leder nu til min anden og sidste betragtning, som går direkte på kønsforholdet, og som samtidig er en påpegning af den - i denne sammenhæng - ultimative progressivistiske synd: Nemlig at den naturlige forskel imellem mand og kvinde er en dybt integreret faktor i det enkelte menneskes relative værdi og værdighed, og at ligestillingen ret forstået gør mennesket værdiløst i sit tomme oprør mod den naturlige væren. Denne betragtning falder i forlængelse af observationen ovenfor, at mennesker ikke er mennesker på trods af kønnet, men i samspil med det.
Når feministen går i krig for 'ligestillingen' - selv i dens tilsyneladende mest uskyldige variationer - går vedkommende i krig for en ideologi, der, selvom den postulerer det modsatte, reelt set er ikke bare kvindefornedrende men også mandefornedrende i det at den er generelt kritisk overfor kønsbegreberne (da feminismen ikke evner at opstille principielle grænser for sit kritiske scope, qua afhængigheden af den strengt subjektive krænkelses-kategori). Der er altså ultimativt tale om en menneskefornedrende ideologi, der markedsfører sig selv som garant for den menneskelige værdighed, via sin insisterende appel til menneskets mere narcissistiske sider - og 'ligestilling' er reelt set intet andet end et catchy slogan, der søger at lede os til at købe et dårligt produkt via appel til den enkeltes selvbillede. Et moraliserende (selv)had iscenesat som retfærdighed, og en dermed følgende 'ret' til at forstå sig selv som et moralsk individ.

Feminismen - og dermed hele konceptet om 'ligestilling' - underminerer systematisk menneskets værdighed, via mistænkeliggørelse et af de væsentlige træk ved det at være menneske som sådan: Nemlig det naturlige faktum at 'menneske' ikke er noget, som den enkelte er alene og for sig, men derimod en kvalitet som er 'spredt' ud over to komplementære halvdele, der umuligt ville kunne eksistere uafhængigt af hinanden. At mennesket både er mand og kvinde, er ét af de mest basale faktorer, der knytter mennesket sammen i et naturligt fællesskab, der er mere oprindeligt- og stikker langt dybere end det, som vi har for vane at kalde for individet, eller det enkelte menneske isoleret. Intet enkeltstående menneske har jo magt til at opretholde arten som sådan, for nu at tage én af de mest påfaldende (og igen: Åbenlyse) kvaliteter ved menneskets opdeling i køn: Den enkeltes oprindelse er altså - qua artens opretholdelse - en funktion af den dynamiske vekselvirkning mellem menneskets to poler, hhv. den maskuline og den feminine, og disse bestemmes nu engang kvalitativt som modsætninger. Når ligheden systematisk opvurderes som en mere moralsk måde at anskue mennesket på, tales den individualistiske menneskeopfattelse - der lader enhver være selvdefineret centrum i sit eget univers - altså samtidig op, på bekostning af den mere ydmyg, naturlige og realistiske anskuelse, at mennesket altid er indlejret i en større sammenhæng, der transcenderer den enkelte instans af relativt afgrænset bevidsthed: Bl.a. via kønnet som er en fysisk og psykologisk retningsgivende instans, der er med til at give hvert enkelt sin plads i det store samfundsmæssige- og naturlige billede.

Individualismen er kendetegnet ved den hæmningsløse drift imod at frigøre mennesket fra alle ydre bånd, såvel naturlige som sociale, fraset enhver erfaring af, at noget sådant både er umuligt og i reglen gør mennesket ulykkeligt og fremmedgjort når det forsøges. Feminismen er en specifik modifikation af den progressivistiske fremskridtsidé, der udelukkende tjener at dissociere den enkelte fra sin egen krop og eget sind (to sider af samme sag) under løftet om, at der venter noget 'bedre' på den anden side - dvs. når den kimæriske ligestilling er fuldbragt - selvom der i den såkaldte emancipations-proces egentlig ikke venter mennesket andet end psykofarmaka, en endeløs række af one night stands, ensomhed og Sex and the City... og så selvfølgelig den uendeligt moralistiske selvretfærdigheds kolde glæde ved at latterliggøre enhver 'ideologisk' modstander, der finder det svært at give slip på sin umiddelbare erfaringsverden til fordel for billige point i fredagsbaren på KUA eller RUC, eller spalteplads i Politikens debat-sektion.

At mænd er mænd, og kvinder er kvinder, er nemlig ingen konstruktion, men en endeløs kilde til fascination og mystik for den, der har øjnene åbne - mand såvel som kvinde. Men at værdsætte dette ufatteligt meningsgivende aspekt af tilværelsen, implicerer erkendelsen af, at man altid som menneske er begrænset af faktorer, der er hinsides éns egen kontrol: Og når progressivismen, egalitarismen og feminismen - der reelt set er tre modifikationer af det samme underliggende kompleks - er så populære og magtfulde i dag, skyldes det i bund og grund ikke andet, end at det moderne menneske har så uendeligt svært ved at acceptere begrænsninger, og i reglen hellere vil dø ulykkeligt end at give slip på sit eget selvbillede af, at være én almægtig individuel bevidsthed.

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun