onsdag den 23. oktober 2013

Paria-konservatisme #6: OPROP!

Til Danmarks Soldater og Danmarks Folk!















I - Danmarks besættelse

Den 9. april, 1940, smed tyskerne en mængde flyvesedler ned over adskillige danske byer med budskabet om, at Danmark af storpolitiske årsager var blevet besat.

Den populære historie lyder, at Danmark blev befriet igen fem år senere, den 5. maj, 1945.

Den populære historie er imidlertid ikke præcis. Godt nok har de tyske soldater forladt vores gader, og Hitlers nationalsocialistiske styre er for længst blevet knust. Men Danmark er stadig besat. Besættelsen hørte op på ét plan, men fortsatte på et andet.

Væk er den åbenlyse tilstedeværelse af en fysisk fremmed magt. Væk er våbnene, uniformerne og symbolerne. Væk er bevidstheden om en utilregnelig enerådende diktator, hvis vilkårlige vilje dikterer vores livsvilkår.

Men besættelsen varer ved, og besættelsesmagten er en del af vores hverdag på en anden, men mindst ligeså virkelig måde i nutiden som den var dengang.
















II -Overbevisningsmagten

Danmark er åndeligt besat. Vores besættere har aldrig forladt os. De har blot antaget en ny form.

Våben er ingenting i forhold til overbevisninger.

Med våben kan man tvinge et folk til at handle imod dets vilje, under trusler om død eller fængsel. Det er en primitiv magt. Våbenmagten er ligeglad med hvad vi måtte tænke - så længe vi bare gør som våbenmagten vil. Om vi selv vil det samme er underordnet.

Danmark er imidlertid ikke besat af en våbenmagt. Danmark er besat af en overbevisningsmagt.

Med overbevisninger tvinges vi til at handle imod vores vilje, under truslen om social eksklusion. Det er en raffineret, spidsfindig og intellektuel magt. Den er ikke rå og primitiv som våbenmagten. Til gengæld er den langt mindre ærlig.

Overbevisningsmagten er ligeglad med hvad den konkret, fysisk kan tvinge os til at gøre. Den er udelukkende optaget af hvad vi mener- og tror at den kan tvinge os til. Den er udelukkende optaget af at overbevise os om sin egen magt. Overbevise os om, at vi selv vil det, som i virkeligheden er imod vores vilje, fordi vi frygter konsekvenserne af, at sige eller tænke overbevisningsmagten imod.

Overbevisningsmagten virker ikke ved fysisk tvang, fordi den fysiske tvang er mindre effektiv end den psykologiske.

Overbevisningsmagten er derfor heller ikke interesseret i, hvordan den kan straffe dem, der gør oprør imod den. Den er udelukkende interesseret i, hvordan vi selv tror at vi bliver straffet, hvis vi vover at gøre oprør imod den.

Overbevisningsmagten er nemlig selve troen på, at vi bliver straffet hvis vi gør oprør imod den. Nærmere bestemt er det troen på, at visse overbevisninger ikke kan omstyrtes eller fornægtes, uden at et sådan oprør vil få enorme personlige konsekvenser for den oprørske.








¨







III -Illusionen

Overbevisningsmagten besidder ét våben, nemlig illusionen. Illusionen om den sociale tvang.

Illusion kan formuleres som følger:

Hvis vi mener noget andet end overbevisningsmagten vil at vi skal mene, så eksisterer der ikke længere noget 'vi'.

Denne illusion er overbevisningsmagtens eneste våben. Men det er et meget effektivt våben - for det er et våben der spiller på individets angst for ikke at høre til.

Overbevisningsmagten vender individet imod sig selv. I det øjeblik individet føler eller tænker noget, der ikke er i overensstemmelse med overbevisningsmagten, da oplever han eller hun øjeblikkeligt en følelse af, at have forbrudt sig imod et tabu. Individet føler sig i uoverensstemmelse med fællesskabet, og ængstes derfor. Denne angst-følelse er overbevisningsmagtens våben.

Hvor kommer angsten fra?

Angsten for ikke at høre til er oldgammel og derfor dybt rodfæstet i menneskets psykologi. Oplever vi først følelsen kan vi ikke skjule os for den, som man kan skjule sig for en fysisk fjende.

Individets overlevelse har i reglen altid været afhængigt af fællesskabet. Vi sætter derfor automatisk lighedstegn imellem fællesskab og overlevelse. Det er sjældent noget vi tænker over.

Denne regel går hele vejen tilbage til den præ-historiske tid, der som bekendt rummer størstedelen af den menneskelige udviklingshistorie. I et jæger-samler-samfund var der absolut kun overlevelse, såfremt fællesskabet var én organisk størrelse, hvor hver enkelte gjorde deres for alles skyld. Hvis individet ville noget andet end fællesskabet, ville det således bringe alles overlevelse i fare.

Fordi individets afhængighed af fællesskabet har været med os så godt som altid, er angsten for eksklusion derfor én af menneskets allermest grundlæggende psykologiske funktioner.

Det er denne psykologiske funktion, som overbevisningsmagten bruger som et våben.

Overbevisningsmagten sammenkæder systematisk den primale angst for social eksklusion med alle følelser, idéer, indsigter og impulser, der går imod overbevisningsmagten, dvs. imod de konkrete overbevisninger, som har besat Danmark og danskerne.

Det er denne sammenkædning af angst med bestemte følelser, idéer, indsigter og impulser der der udgør besættelsesmagten. Denne sammenkædning er overbevisningsmagten.

Ved at spille på den primale angst kan overbevisningsmagten nemlig definere sig selv som værende selve den sociale inklusion. Ved konsekvent at bringe individets angst for eksklusion op til overfladen kan overbevisningsmagten fremhæve sig selv som værende det modsatte af denne angst.

Vil man ikke ekskluderes fra fællesskabet bør man ikke gå imod overbevisningsmagten. Sådan får overbevisningsmagten os til at tænke.

Overbevisningsmagten overbeviser med andre ord ved tryghed. Hvis individet bare mener det samme som overbevisningsmagten vil at det skal mene, så føler individet sig sikret imod social eksklusion. Så er individet en del af fællesskabet.

Overbevisningsmagten er imidlertid ikke tryghed - og det, der går imod overbevisningsmagten er ikke angst. Overbevisningsmagten repræsenterer med andre ord ikke fællesskabet.

Overbevisningsmagten er alene illusionen om fællesskabet. Det er en illusion om tryghed, der defineres ud fra angsten for eksklusion.

Og så er det illusionen om, at angst og eksklusion er en retfærdig straf for dem, der vover at gå imod overbevisningsmagten.












IV -Dissociationen

Menneskets angst for social eksklusion har som sagt altid været sammenkædet med overlevelse. Overbevisningsmagten frakobler imidlertid denne forbindelse. Denne dissociation, eller adskillelse af fællesskab og overlevelse er det, som overbevisningsmagten kæmper for. Det er overbevisningsmagtens mål.

Illusionen om social eksklusion er altså midlet. Adskillelsen af fællesskab og overlevelse er målet.

Ved at adskille fællesskabet fra overlevelsen søger overbevisningsmagten at installere et nyt begreb om forholdet imellem individ og fællesskab. Individet er ikke længere afhængigt af fællesskabet pga. overlevelsen. Individet er alene afhængigt af fællesskabet, fordi individet higer efter tryghed.

Følelsen af tryghed har altid været forbundet med en vished om at overleve. Den, der var tryg, var den, hvis overlevelse var sikret for en stund. Den, der var tryg, kunne hvile og slappe af for en tid, i visheden om, at ingen ydre farer truede.

Sådan vil overbevisningsmagten ikke at vi forstår trygheden.

For overbevisningsmagten er tryghed udelukkende et spørgsmål om at høre til. Trygheden ligger altså ikke i individets vished om foreløbig overlevelse. Trygheden ligger udelukkende i at føle sig accepteret.

Hermed erstattes individets overlevelse med den tomme følelse af accept. Fællesskabet er ikke længere bestemt som en nødvendighed for den individuelle overlevelse. Fællesskabet er udelukkende bestemt som betingelsen for individets følelse af tryghed.

Individet har således ikke længere nogen grund til at være en del af fællesskabet, andet end den blotte angst for ikke at være det. Den faktiske overlevelse spiller ikke længere nogen rolle. Det er kun individets følelse af tryghed og angst for at falde udenfor, der betyder noget. Alt andet er irrelevant. Overlevelsen selv er irrelevant for overbevisningsmagten.

Dette er overbevisningsmagtens primære funktion: At adskille fællesskabet fra dets egentlige mening. Fællesskabet er ikke længere en betingelse for overlevelse, men udelukkende et middel til individets følelse af tryghed.

Fællesskabet er følelsen af at overleve - men det er ikke overlevelsen selv. Denne dissociation ligger i hjertet af overbevisningsmagten og de overbevisninger, som magten knytter sig til: At følelsen er vigtigere end virkeligheden.
















V -De tre konkrete overbevisninger som Danmark er besat af.

Med denne dissociation af overlevelse og fællesskab bliver fællesskabet til et mål i sig selv. Socialiseringen, eller den blotte følelse af at være en del af en gruppe bliver på denne måde gjort til en form for 'sandhed'. Overbevisningsmagten virker ved at tabuisere alle følelser, idéer, indsigter og impulser der siger denne 'sandhed' imod.

'Sandheden' er, at den tomme følelse af at høre til er identisk med fællesskabet.

Dette kommer til udtryk i en række overbevisninger, der påberåber sig 'sandheden' alene i kraft af, at individet kan føle sig som en del af fællesskabet ved at erklære sig enig i dem. Er individet enig i disse 'sandheder', så kan han eller hun automatisk føle sig tryg og accepteret.

Det eneste som overbevisningsmagten kræver af individet for at 'bidrage' til fællesskabet er nemlig, at disse tre overbevisninger ikke bliver modsagt. Når de ikke bliver sagt imod, kan overbevisningerne leve videre, og Danmark forblive besat.

De tre konkrete overbevisninger er:

1. Alle mennesker er lige.

2. Der findes ingen menneskelig natur.

3. Demokratiet er den eneste legitime styreform.

Disse overbevisningers magt ligger helt konkret i følgende kendsgerning:

Enhver der vover at sige dem imod offentligt gør sig selv til et legitimt offer for social eksklusion. Derfor bliver de i reglen ikke modsagt, men accepteret.

Dengang tyskerne var en konkret, fysisk tilstedeværelse i Danmark undlod man også at protestere imod nazismen offentligt. Man talte måske nok privat om sine antipatier, men kun til mennesker man kendte og stolede på. Enhver organiseret modstand foregik i undergrunden, fjernt fra offentlighedens rampelys.

Det forholder sig på lignende viis med overbevisningsmagten. Mange er ikke enige i overbevisningerne. Men kun meget få vover at sige dem imod. Mange vover ikke engang at tænke dem imod, fordi tanken alene giver dem dårlig samvittighed.

At kun få vover at sige disse tre overbevisninger imod anføres ofte som et 'bevis' på overbevisningsmagtens legitimitet. Man påstår at de ikke bliver offentligt tilbagevist, fordi de er 'sande'. Det er imidlertid ikke sandheden. Den eneste grund at stort set ingen vover at sige dem imod, er nemlig angsten for den sociale eksklusion.












VI -Den konkrete magt der knytter sig til de tre overbevisninger

1.
Overbevisningsmagten besidder en indre logik. Dette er magtens konkrete udfoldelse. Det er sådan at de tre overbevisninger cementeres som dogmatiske 'sandheder', og det er sådan alle følelser, idéer, indsigter og impulser der går imod disse overbevisninger effektivt bliver isoleret bag en mur af tabu.

I modsætning til den fysik-agressive våbenmagt er overbevisningsmagten primært psykologisk-passiv. Overbevisningernes konkrete magt-logik udspiller sig på en passivt-aggressiv måde.

Overbevisningsmagtens passivt-agressive logik udfolder sig som følger:

A. De tre overbevisninger holdes stiltiende for det 'naturlige' fundament for et 'sandt' fællesskab.

B. Enhver der føler, tænker, indser eller agerer på en måde, der byder det 'naturlige', 'sande' fællesskab imod angriber fundamentet for det 'naturlige', 'sande' fællesskab.

C. Den der føler, tænker, indser og agerer i opposition til overbevisningerne bestemmes således som værende i opposition til det 'naturlige', 'sande' fællesskab. Han eller hun bør derfor ekskluderes fra fællesskabet.

Logikken er med andre ord meget simpel, banal og 'moralsk': De tre overbevisninger accepteres ukritisk som det gode, og alle der er imod det gode er selvsagt onde.

På denne subtile måde dehumainseres alle, der kritiserer de tre overbevisninger.

2.
Dehumaniseringen af alle, der føler, tænker, indser eller gør noget, der går imod overbevisningsmagten sker på følgende specifikke måde.

Siges den første overbevisning

Alle mennesker er lige

imod, tolkes udsagnet kategorisk som følger: Den, der ikke mener at alle mennesker er lige anser sig selv for at være mere værd end andre. Dermed anser hun andre for at være mindre værd end sig selv. Derved retfærdiggør hun at nogle mennesker bliver marginaliseret. Derfor fortjener hun selv at blive marginaliseret.

Siges den anden overbevisning

Der findes ingen menneskelig natur

imod, tolkes udsagnet kategorisk som følger: Den, der mener at der findes en menneskelig natur mener, at nogle er mere i overensstemmelse med denne natur end andre. Dermed anser han nogle grupper af mennesker (defineret ved livsstil, seksuel orientering, tro, eller andet) for at være mindre naturlige end andre. Derved retfærdigør han at disse grupper marginaliseres. Derfor fortjener han selv at blive marginaliseret.

Siges den tredje overbevisning

Demokratiet er den eneste legitime styreform

imod, tolkes udsagnet kategorisk som følger: Den, der mener at der findes mere legitime styreformer end den demokratiske mener, at nogle (grupper eller enkelte mennesker) bør overdrages den politiske magt på bekostning af folket. Dermed anser hun nogle (grupper eller enkelte mennesker) for at være hævet over folket. Derved retfærdiggør hun at nogle (grupper eller enkelte mennesker) undertrykker folket. Derfor fortjener hun selv at blive undertrykt.

Disse rationaliseringskæder bliver selvsagt ikke gennemløbet, hver eneste gang overbevisningerne bliver sagt imod. Overbevisningsmagten består derimod i, at alle følelser, indsigter, idéer eller impulser der går imod de tre overbevisninger instinktivt kædes sammen med

A. Billedet af en person, der dybest set ikke ønsker andet end at undertrykke og marginalisere andre.

og

B. Retfærdiggørelsen af, at denne person selv bliver undertrykt og marginaliseret.

Overbevisningsmagtens magt ligger med andre ord i, at enhver der gør oprør imod overbevisningerne nødvendigvis vil blive opfattet som ond - fordi vedkommende ytrer sig imod selve det, som man almindeligvis ukritisk antager for at være det gode.

Om de tre overbevisninger rent faktisk er konstituerende for fællesskabet (hvilket de ikke er) er irrelevant for overbevisningsmagten. Det eneste der betyder noget er, at de ikke bliver sagt imod.

Det spiller ingen større rolle om man selv, individuelt, faktisk mener, at alle der taler overbevisninsmagten imod er onde. Individuelt kan man som sagt mene hvad man vil om de tre overbevisninger.

Det centrale er, at kun meget få vover at sige overbevisningerne imod offentligt. For ved at sige dem imod offentligt stiller man sig selv i skudlinien for at blive stemplet som ond af andre.

Derfor undgår de fleste mennesker helst at tale 1. imod ligheden 2. for at mennesket skulle have en natur eller 3. imod demokratiet på den offentlige arena. For man frygter at blive stigmatiseret som værende imod fællesskabet som sådan, og dermed blive dømt som ond, hvis man gør det.

Ingen ønsker jo at blive ekskluderet. Og det er denne frygt for eksklusion, som overbevisningsmagten søger at vende til sin egen fordel.














VII -Offentlig erklæring af oprør mod overbevisningsmagten

Overbevisningsmagtens besættelse af Danmark hører ikke op, så længe vi accepterer illusionen om, at vi bliver ekskluderet fra fællesskabet ved at sige de tre overbevisninger imod.

Vi bliver nemlig ikke ekskluderet fra fællesskabet ved at gøre oprør mod overbevisningsmagten - vi bliver kun ekskluderet fra den tomme følelse af fællesskab. Det er kun denne følelse, som overbevisningerne har magt over. Intet andet.

Som sådan risikerer man kun individuelt at blive ekskluderet fra fællesskaber, der er funderet på denne tomme følelse af tryghed. Det er imidlertid intet stort tab, da det eneste sådanne 'fællesskaber' alligevel har til fælles er, at de ikke vover at sige overbevisningsmagten imod.

Den tomme følelse af et fællesskab er jo som sagt et fællesskab, der er dissocieret fra enhver idé om overlevelse, og udelukkende lever på, at de implicerede individer føler sig accepterede. Enhver, der er mere interesseret i at overleve end i at føle sig accepteret gør derfor ret i at frasige overbevisningsmagtens 'sandhed' offentligt. Det er nemlig ikke så farligt som overbevisningsmagten ønsker at vi skal tro eller mene.

Der behøver ikke at være tale om nogen bombastisk udmelding. Udmeldingen behøver ikke at blive læst, hørt eller endog forstået af mange. Den bør blot være til rådighed i offentligheden, så den der leder efter den kan finde den, og føle glæde ved, at andre ønsker at kaste besættelsen åg af sine skuldre, og gøre sig fri af det tomme 'fællesskab', der i dag går for at være fællesskabet i Danmark.

Det er ikke et fysisk oprør, som at skyde en politiker eller sprænge en bro i luften. Det er et psykologisk opgør med en magt og nogle overbevisninger, der går det sande fællesskab imod. Det er en rituel handling - ikke en politisk.

Besættelsesmagten er nemlig illusorisk - og den virker kun så længe at vi ligger under for dens illusioner. En rituel offentlig proklamation er således blot en psykisk renselsesproces, hvor individet vender sig væk fra den illusoriske idé om et 'følelsesfællesskab' og derimod proklamerer, at han eller hun ønsker det ægte.

Når dette er sagt erklærer jeg, Jakob-Jeshurun derfor højt, tydeligt og offentligt:

Alle mennesker er ikke lige!

Der findes en menneskelig natur!

Demokratiet er ikke den eneste legitime styreform.

Samtidig opfordrer jeg alle til, på deres egen måde, at gøre det samme.

Dette er kun et beskedent bidrag til et oprør mod den fremmede magt der har besat Danmark og danskerne. Men ethvert bidrag er vigtigt. For først når overbevisningsmagten er fordrevet fra vores hjemstavn kan vi igen håbe på og arbejde for, at et legitimt og overlevelsesdygtigt fællesskab vil erstatte vores nuværende tomme fællesskab, der kun handler om at føle sig inkluderet og accepteret, uagtet enhver dybere indsigt i fællesskabets faktiske funktion.

Følelser betyder nemlig intet. Kun virkeligheden betyder noget. Dette gælder i alle sammenhænge - også for fællesskabet.

I hvert fald for den, der ønsker at leve frit blandt ligemænd og ikke som et gidsel fanget i et selvmorderisk samfund.

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun