Kultur #0: Væk

Til den, der er træt af den summende menneskeverden, dens blinkende produkt-propaganda, larmende byer og osende biler, travlhed og trivialitet, til det menneske der en dag går ud i naturen og væk.

Hvad finder dette menneske?

En verden der er indifferent overfor livets krav og konkurrencer. En verden hvor alt det, der - når dette menneske er blandt andre mennesker - virker så umådeligt vigtigt for dette menneske, fordi de andre mennesker bestandigt siger til dette menneske og hinanden, at dette er vigtigt -en verden hvor det er væk.

Se her. Hør her. Det her er vigtigt.

Hvordan kan dette menneske, hvis hele eksistens er låst fast i andre menneskers tanker og ord, hvis overlevelse findes i et digitalt tal, dette menneske og selve dets selv, hvordan kan dette menneske være her?

Her hvor fuglene flyver og gør hvad fugle gør. Her hvor vandet løber men ingen steder hen. Her hvor vinden taler med sig selv igennem træerne. Her hvor insekter bider sig fast, og et dådyr mistroisk flygter fra et blik.

Hvordan kan dette menneske stadig være dette menneske - det, der tidligere stod og så på rødvin i Kvickley? Hvordan kan dette menneske stadig være dette menneske, der døsigt fragtes med den offentlige transport?

For hvor kørte den hen, den offentlige transport? Til et vigtigt sted. Men nu er dette menneske her.

Her hvor græsset ikke er slået ned eller nedtrådt, men bare står og passer sig selv. Hvordan kan dette menneske være her hvor intet er nedtrådt men bare sådan står eller flyver, flyder og passer sig selv?

Hvordan kunne dette menneske glemme fødselsdagsgaven, som blev eftersøgt men aldrig fundet i formiddag? Den skulle være der, men så var den der ikke. Hvordan kan dette menneske glemme den?

Var det ikke en fold i moderens kjole som dette menneske så på vej til skole dengang? Så var den der, men så var den der ikke, i takt med moderens gang med dette menneske i hånden. Hen til skolen og de andre.

Skolen hvor de andre var og med flammende tunger fortalte dette menneske om sig selv. Oplysende som flammer af naturen jo er.

Hvordan kan dette menneske være her, hvor bålpladsen har været væk i firetusinde år.

Hvordan kan dette menneske være dette her, hvor verden altid har været.

Hvordan, menneske, kan det være det?

Det er det heller ikke, men det er det. For det er det, som det er.

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun