Kultur #1: Den kulturelle hypotese

Hvad kunne være mere prætentiøst og latterligt opstyltet end at nedfælde- og påberåbe sig en entydig definition af, hvad kultur er? For er noget efterhånden accepteret som en almen sandhed om kulturen, da er det netop, at en definition i sagens natur er umulig. Der er kort og godt tale om en alt for omfattende og kompleks størrelse med denne kultur. En definition synes derfor per definition for snæver og kraftesløs til at kunne rumme kulturen og gøre den retfærdighed.

At kulturen er kompleks viser sig i umuligheden af at udpege og fastholde et enkelt fænomen som kulturens primære udtryk. Ligeså lidt kan en enkelt menneskelig aktivitet - individuel eller kollektiv - isoleres og undersøges som et særligt udmærket eksempel på kulturel ageren. Hver eneste kulturelle del-element synes nemlig sammenfiltret med de øvrige i en gensidig afhængighed, der uundgåeligt berøver helheden sin fulde betydning, om man dedikere for meget opmærksomhed til dette men ikke hiint. Tager vi med andre ord vores udgangspunkt ét sted, i ét specifikt noget, som vi af den ene eller anden grund bestemmer som 'noget særligt kulturelt', så mister vi som konsekvens kulturen som helhed af syne. Følgelig fortaber vi os til sidst i detaljer, der gøres mere vigtige end de er, på bekostning af væsentligheder, der uopmærksomt glemmes, fordi de ligger fjernt fra det valgte udgangspunkt. Kunsten ligger f.eks. fjernt fra gastronomien som igen er noget helt andet end omgangstonen eller humoren eller sproget som sådan - men alle disse ting er jo elementer i kulturen på lige fod.

Det synes altså at forholde sig med kulturen som med den gamle gåde om stilheden: Sig mit navn og jeg forsvinder...

Og dog er ingen i tvivl om at kultur eksisterer; at kultur er noget i allerhøjeste grad virkeligt. Alle ved da også hvad vi mener, når vi taler om kultur - men kun til en vis grænse. Man taler derfor i regelen cirka så længe om kultur, som man formår at undgå at specificere hvad man egentlig snakker om - for her kommer man hurtigt i forlegenhed. Dette skyldes kulturens enorme omfang. Den er ganske enkelt for uoverskuelig til at vi ligesom kan holde den ud i strakt arm, vende og dreje den i vores hænder, registrere dens former og farver, dens små finesser og spidsfindigheder, optegne et par skitser og notere de vigtigste detaljer, for herefter at trække os tilbage til det sproglige værksted og nøjsomt konstruere en testmodel ud fra vores observationer, en prototype hvis bæredygtighed og funktionalitet vi så kan sammenligne med originalen, og herved afgøre vort designs autencitet. Vi forstår kulturen fordi den er overalt omkring os, og fordi vi selv er en del af den, men af selvsamme årsag er det umuligt for os at få fast greb om den, på samme måde som det er umuligt at se sin egen optiske nerve.

Disse to forhold gør kulturens begreb særligt spidsfindigt, særligt lumskt og særligt paradoksalt: For på den ene side har vi at gøre med noget, der er så omfattende og åbenlyst at alle ved hvad vi snakker om - men på den anden side synes det umuligt at finde en indfaldsvinkel til en mere grundlæggende forklaring. Vi ved altså godt - men samtidig ved vi intet. Vi kan give hundrede-, måske endog tusindvis af eksempler på kulturelle 'ting', og dog synes det en umulig opgave at specificere, hvordan alle disse er forbundne, og på lige fod tilhører den størrelse, skikkelse, kasse, kategori, eller hvad vi nu skal kalde det, som vi almindeligvis kalder for kultur.

Men hvordan ved vi at vi intet ved? Ganske enkelt fordi alle forsøg på at definere kultur-, alle tilløb til en simpel og let-fattelig forklaring, der træffer alt det, som vi almindeligvis subsumere under begrebet, og samtidig ikke fortaber sig i akademisk tvetydigt ordgøgl, på den ene eller anden måde har vist sig utilstrækkelige. Men også fordi at spørgsmålet om kulturen langt hen af vejen er et moderne spørgsmål, der ikke altid har været aktuelt på samme måde, som det er i dag. Meget af det, som vi i dag kalder for 'kulturelt betinget' ville nemlig traditionelt være at regne for noget naturligt - altså at regne blandt livets selvfølgeligheder, og derfor selvfølgelig heller ikke noget, som man behøvede at snakke om, eller reflektere over. Tidligere var kulturen i højere grad at betragte som en solid manifestation af 'hvordan tingene nu engang er'. Dvs. som noget definitivt givet - ikke som noget i udgangspunkt uforklarligt.

Men som hiin forgangne reklamedrengs ord lød, der overraskede sin far ved at bede om en Riesen Chewy Chocolate Caramel covered in Rich European Chocolate - et produkt hvis robuste og kraftige smag ellers ikke appellerede til børn: "Det var dengang..."

Vi lever med andre ord i nye tider. I dag tillader vi ikke os selv den tankeløse luksus at antage, at verden skulle være et simpelt sted, og at noget sådan som 'kultur' skulle være en uproblematisk størrelse. Så naive er vi ikke længere, siger vi til os selv - og hermed mener vi at være blevet klogere af erfaring.

I vor tid ved vi nemlig at ingen kultur er uforanderlig - det siger alt erfaring jo - ergo kan en kultur umuligt være udtryk for noget naturligt eller fast. Men selv denne indsigt i kulturens væsen kan vi ej heller tage for noget givet, for vi ved jo også, at man til andre tider har forstået tingene anderledes. Vi sidder derfor uhjælpeligt fast i en rille, der igen og igen skrattende proklamere, at enhver tænkelig kulturopfattelse uundgåeligt vil være 'kulturelt betinget' - inklusiv vor egen.

Hermed siger vi imidlertid ikke andet, end at vores nuværende opfattelse af kultur er betinget af kulturen selv. Og kulturen er jo nødvendigvis historisk betinget - men vi opfatter kun vores kultur som historisk betinget, fordi vi ved at kulturopfattelsen tidligere har været anderledes. Vi mener altså på den ene side at være nået til indsigt i, at kultur i udgangspunktet er noget udefinerbart og foranderligt - det ved vi nemlig på baggrund erfaringen, der fortæller os, at ingen tidligere kultur har vist sig at være evig. Men på den anden side mener vi samtidig at have fat om en kulturopfattelse, som er mindre naiv og mere realistisk end tidligere - hvilket vil sige det samme som, at den er mere alment gyldig, som igen betyder, at den på én eller anden måde alligevel er mere evig.

For er dette ikke det eneste, der binder samtlige kulturer sammen på tværs af historien, fra de mest primitive potteskår til Babylon, og fra Romerriget til det tredje, 'tusindårsrige' og videre til i dag? At ingen tidligere kulturer har vist sig som evige, og at vi derfor ikke naivt bør tro, at vores egen er det?

Den eneste evighed - det eneste naturligt givne - i vores nuværende kulturopfattelse består altså i, at selve opfattelsen - og dermed kulturen selv - altid vil være genstand for forandring. Vi kan med andre ord ikke tillade os at proklamere noget definitivt om kulturen, uden samtidig at være pinligt bevidste om, at selvsamme proklamation slår sine rødder i historiske betingelser, som er foranderlige. Der er altså tale om lidt af et paradoks: I dag mener vi at vide om kulturen, at den definitivt ikke er definitiv. Kun derfor kan vi så hastigt konstatere, at ethvert forsøg på at definere kulturen nødvendigvis må være problematisk.

Dette er selvsagt skruen uden ende. For hver eneste gang vores nuværende kulturopfattelse bringer os frem til noget, der kunne minde om en definitiv indsigt i kulturens væsen, da er vi tvunget til at vende på hælene og relativisere vores udgangspunkt og den undersøgelsesmetode, der bragte os frem til resultatet i første ombæring - "resultatet" var nemlig altid kun tilsyneladende og i virkeligheden slet intet resultat. Det var et smeltende snefnug, en dråbe i havet, en omskiftelig skygge eller et bortkastet kakaoskin... i virkeligheden var det ingenting, og vi har ikke fjernet os en tøddel fra startpositionen.

Således bliver alt indsigt i kulturen relativ - men denne relativisme har paradoksalt nok rødder i en opfattelse af absolut kulturel betingethed: Intet er oprindeligt, fordi alting er betinget.

Intet er altså evigt - sådan har det altid været. Dette er det tætteste vi kommer et kulturelt universale i dag. Herved anerkender vi - igen paradoksalt - at alle kulturopfattelser i sagens natur er lige gode, men at den kulturopfattelse der i højeste grad regner kulturen som en omskiftelig og flydende størrelse alligevel på sin vis er den bedste. I hvert fald så længe man er en del af vores nuværende kultur - den, der i bred forstand kan tilskrives hele den vestlige civilisation. Selve indsigten er jo vokset ud af en bestemt kulturel sammenhæng, og kan derfor kun være for alvor gældende for dem, der befinder sig inden for denne, den vestlige kultur.

I vesten er vi altså ikke bare kulturelle relativister men tillige absolutister. Som repræsentanter for denne kultur vil vi således altid mene at det moderne demokratiske forbrugssamfund i højere grad repræsentere en form for kulturel sandhed end et strengt teokrati f.eks. ville gøre det. Den demokratiske forbrugsstat er nemlig langt mere kompatibel med et helt og holdent relativistisk kultursyn end teokratiet, alene fordi vi i den demokratiske forbrugerisme ikke mener at pådutte andre et bestemt kultursyn. Jo mindre vi foregiver at ligge inde med en sand kultur, desto mere mener vi ironisk nok at repræsentere et sandt syn på kulturen som sådan.

Derfor kvier vi os også ved at tale om nogen egentlig sandhed inden for vores kultur. Vi taler snarere om normer for sandhed. Sandheden - f.eks. repræsenteret ved vores idéer om rigtigt og forkert opførsel - er betinget af de kulturelle normer, siger vi. Dette er påfaldende nok totalt omvendt af et klassisk kultursyn, hvor man snarere ville tale om, at kulturens normer er givet ud fra den sandhed, som kulturen er funderet på. Tager vi igen et strengt teokrati som eksempel, da vil det officielle kultursyn i det teokratiske samfund være, at normerne er givet af Gud, der som den ultimative sandhed er suverænt hævet over kulturen. I vores kultur - i det moderne oplyste forbrugsdemokrati - vil vi derimod sige, at Gud godt kunne være vores sandhed - hypotetisk set - hvis bare vi havde levet inden for et teokrati. Det gør vi som bekendt bare ikke. Gud er altså ikke vores sandhed - fordi vi har andre normer. Tidligere ville man derimod sige om andre kulturer: De har andre normer fordi de ikke har vores sandhed. Vi tænker altså vores sandhed indlejret i normer, hvor andre kulturer må tænke normerne som et produkt-, en konsekvens af sandheden, der i sig selv overskrider enhver bundethed.

Det absolutte (sandheden) er altså givet af det relative (normerne) på en absolut måde for os, der lever inden for disse normer - men ikke nødvendigvis for mennesker der tilhører andre kulturer.

Når vi i dag så gerne taler om kulturelle normer, og herved mener at tale om noget historisk betinget og i denne forstand kontingent, da taler vi om kulturen på en måde, som der ikke er præcedens for, længere tilbage end måske til oplysningstiden. Når Rousseau åbner sit berømte pædagogiske værk Emile med linjen: "Tout est bien sortant des mains de l'Auteur des choses, tout dégénére entre les mains de l'homme" [Alt er godt som det forlader skaberens hænder, alt forfalder i menneskets hænder], da ser vi et skarpt skel imellem tingene som de fra Guds (eller naturens) hånd er, og hvordan disse perfekte ting bliver fejlagtigt håndteret af mennesker. Menneskets evne til at korrumpere sandheden og tingenes naturlige perfektion bliver herved sidestillet med selve sandheden - ja, korruptionen bliver en uomgængelig del af sandheden. Mennesket er kort og godt ikke nogen troværdig formidler af den perfektion, som er overgivet det. Sådan er det.

Der er altså noget grundlæggende korrumperet og korrumperende ved dette menneske og dets samfund, som kommer til udtryk i, at vi behandler vores omgivelser, vores børn og os selv forkert. Naturen er god og Gud er god - men kulturen burde være bedre.

De kulturelle normer betinger vores samfund. Et uretfærdigt samfund - en korrumperet kultur - er således at betragte som en direkte refleksion af uretfærdige normer, altså af menneskelig korruption. Når først vi som mennesker er nået til indsigt i vores slette tilbøjeligheder - at vi ofte behandler hinanden uretfærdigt - og at mange undskylder denne uretfærdighed under henvisningen til kontingente kulturelle normer, der forfægtes som evige sandheder, da bliver det magtpåliggende at handle for at omstøde normerne, i fald vi måtte føle os særligt kaldede til at handle moralsk: I intellektuel sammenhæng bliver dette til, at man relativisere og problematisere de såkaldte "evige sandheder", og i stedet indskærper dem som historisk betingede - altså som primitive produkter af en rå og uciviliseret fortid. En fortid som vi nu må arbejde på at lægge bag os.

Hvad der bør være bedre, har man jo naturligvis en etisk forpligtelse til rent faktisk at forsøge at gøre bedre. Er mennesket i bund og grund skabt godt - og det er jo godt som barn, altså som natur, før det konfronteres med den korrumperende kultur, for barnet er uskyldigt - da fortjener det jo et godt samfund. Med udgangspunkt i denne gryende opfattelse begyndte man således i oplysningstiden på projektet om, at give mennesket den kultur som man mente - ja, stadig mener den dag i dag at det fortjener.

Hvor det tidligere kultursyn tog samfundets strenge hierarki som en afspejling af den sandhed, der lå i hjertet af kulturen, og således havde hierarkiske normer til at bevare sandheden, da begynder man i stigende grad at mistænkeliggøre denne såkaldte 'sandhed' i oplysningstiden. Fra at se de gamle 'evige sandheder' som den urokkelige hjørnesten i et fundamentalt retfærdigt samfund, så man dem nu som bekvemme løgne og beddrag, designet til at tjene de magtfuldes interesser. Løgne der virkede ved kynisk at undertrykke og brutalisere de uskyldige masser.

Hvad der før blev betragtet som naturens og Guds gode orden videreført i kulturen, blev altså nu anskuet som gennemråddent og korrumperet. Magthaverne promoverede den kulturelle 'sandhed' udelukkende i egeninteresse - for at kunne blive siddende på flæsket. Masserne blev derimod holdt for nar med løfter om en himmel, hvor de efter denne korte og kvalfulde eksistens endelig kunne få evig fred, frihed og lykke - og hvis de ikke forblev som gode tjenere, ja så fik de det modsatte, nemlig helvedets berømte evige ild.

Alt dette var noget naturligt og selvfølgeligt før hen - at samfundet havde en top og en bund, at efterlivet havde en himmel og et helvede, og at dette nu engang var som det skulle være. Men netop det at denne skævhed blev betragtet som noget givet, var det mest dæmoniske aspekt ved den korrumperede kultur. For både herremanden og bonden troede jo på denne orden, selvom det i virkeligheden kun var i det ekstreme mindretals-, de rige og de priviligeredes interesse at bevare denne tro. Masserne af fattige bønder havde derimod en klar interesse i at frigøre sig fra denne undertrykkelse, der var inkorporeret i de kulturelle normer, retfærdiggjort at tvivlsomme bagvedliggende sandheder - men dette kunne de umuligt indse af egen kraft, da de sad uhjælpeligt fast i troen på, at tingene nu engang var som de skulle være.

Derfor følte oplysningstidens bedste hoveder - de tilsvarende priviligerede, men dog samvittighedsfulde oplysningsmænd - sig kaldede til at omstøde disse arkaiske normer, og deres latterlige grundlæggende sandheder - med god hjælp fra tidens gryende naturvidenskab, en dekadent og uduelig adel og en voksende utilfredshed i samfundets lavete stænder.

De gamle sandheder var intellektuelt uholdbare, og fungerede tillige som dårlige undskyldninger for en uretfærdig og gennemkorrumperet kultur. Derfor måtte de omstødes, masserne frigøres og den dekadente adel straffes.

I denne ædle sags tjeneste var det selvsagt utilladeligt at tage kulturen for noget givet, altså som noget evigt eller sandt. Alle fastgroede normer, der på den ene eller anden måde lod det oprindelige, gode menneske forfalde- og fastlåse i samfundet, måtte betragtes som værende af det onde. Menneskets tendenser mod ondskab og uretfærdighed ytrede sig altså ifølge denne opfattelse primært i skabelsen- og håndhævelsen af forkastelige kulturelle normer, på baggrund af transparente men altomfattende løgne, der gav sig ud for sandhed.

Troen på disse sandheder var altså definitivt i uoverensstemmelse med det moralsk rigtige - respekten for menneskets værdighed over alt andet. For mennesket var jo trods alt skabt godt. Ingen var i udgangspunktet bedre end andre. Alle mennesker var med andre ord skabt lige - og kun den korrumperende kultur og dens diktatoriske og irrationelle 'sande normer' bragte den ulykkesbringende ulighed ind i verden.

Nu findes der beklageligvis ingen kulturelle normer, der i yderste konsekvens ikke er undertrykkende og uretfærdige over for nogen overhovedet. Enhver norm er jo trods alt til fordel for nogle - og af samme årsag en hæmsko for dem, der falder udenfor. Kulturen synes altså at producere uretfærdighed og lige meget hvad, vil vi altid finde os selv inden for kredsen af visse overleverede normer. Vi har altså en masse løse idéer om, hvad vi burde kunne forvente af en retfærdig og definitiv kultur - en kultur, der respekterer mennesket som værende i bund og grund godt - men på den anden side er vi uundgåeligt betingede af en kulturel virkelighed, der i sit væsen synes at modarbejde vores mål.

Når alt kommer til alt kan vi nemlig ikke slippe uden om vores egen kulturelle bundethed. Hvis betingelsen for, at vi overhovedet kan problematiserer den 'gammeldags' og 'naive' opfattelse af kulturen som udtryk for én eller anden oprindelig sandhed er, at vores kultur i sig selv har bragt os hen foran dette problem (en indsigt som er uundgåelig), så bliver den ultimative problemstilling spørgsmålet om, hvorfor vi overhovedet skal betragte kulturen som problematisk i udgangspunktet - og det har vi ingen begrundelse for. For problemet er netop, at kulturen ikke lader sig fastholde som noget entydigt. Derfor er det præcis ligeså ubegrundet at betragte kulturen som en udefinerbar og problematisk størrelse, som det er, at betragte den som et umiddelbart udtryk for Guds vilje.

Problemet bliver altså til, at vi er dømt til at betragte kulturen som et problem. Selve dette at vores normer forskriver at kulturen burde være anderledes - dvs. ikke undertrykkende og ikke uretfærdig, men derimod burde respektere alle mennesker som lige - betyder, at vi er dømt til at drømme om en ideal-kultur, som vi per definition aldrig nogensinde vil opnå, da idealet forudsætter, at mennesket kan frigøre sig fra alt kultur: Altså komme hinsides enhver normbundethed, der arbejder til nogles-, men ikke alles fordel. Vi drømmer om en menneskehed løsrevet fra historien - den selv samme historie som vi samtidig-, inden for 'de samme normer' anerkender som den ultimative betingelse for enhver tænkelig kultur. 

Vores grundlæggende kultursyn er nemlig, som før nævnt, paradoksalt og absurd - følgelig bliver vi kulturelle pessimister. 

Når jeg siger at vores nuværende kulturopfattelse ikke går længere tilbage end oplysningstiden, vil den skarpsindige læser måske indvende, at der her er tale om lidt af en tilsnigelse - måske endog en grov forsimpling: Han eller hun - jeg behøver vel ikke at sige, at en hen næppe besidder åndelig kapacitet til at have læst med så langt? -vil måske indvende, at sådanne tendenser imod kulturel pessimisme allerede er at spore hos Platon, i hinduernes forestilling om Kali Yuga, hos taoisterne og deres idylliske fremstilling af den simple fortid og den naturlige vismand... for slet ikke at tale om Genesis og syndefaldet - en forestilling, der også står i centrum i Johannes Åbenbaring og den kristne apokalypse - ja, i hele Kristendommen som sådan (og Islam ej at forglemme).

Altså at vores såkaldte 'nuværende kultur-opfattelse' i virkeligheden ikke er noget nyt, men at vi blot er nået til en klarere indsigt i, hvordan kulturens destruktive kræfter udfolder sig, og at vi derfor - trods alt - er mere forsigtige i dag. At vi i nutiden bare tager os vores forbehold, og ikke så lemfældigt som tidligere udbreder os om vores egen kulturs absolutte berettigelse. At vi i stedet forsøger at tage hensyn til andre kulturelle opfattelser og tage dem alvorligt. At vi bestræber os på større interkulturel ligevægt end tidligere. Alt dette kunne den vågne læser indvende, om vedkommende var nævenyttig nok.

Og jo: Jeg vedkender mig til dels skyld i denne anklage om syndig forsimpling, bøjer mig ydmygt for vedkommende lærde læsers indvendinger - og tager mig mine forbehold:

Når jeg siger at denne opfattelse ikke går længere tilbage end oplysningstiden, da mener jeg ikke at kulturel pessimisme som sådan har sin oprindelse her. Nej, pessimismen har sandsynligvis altid været til stede, hvor end der har været tale om menneskelig civilisation - som en undertone. For selvom det gamle testamente (f.eks.) har en stadigt voksende menneskelig syndighed som et centralt tema - ja, på mange måder har menneskets umulig- og uduelighed som sin ultimative forudsætning - da er fortællingerne om de retfærdige mænd stadig at regne for hovedindholdet - og minsandten om der ikke også er enkelte kvinder iblandt...

Forestillingen om sådanne reelt ædle og retfærdige mennesker ydede en nødvendige modvægt til den dunkle, opgivende understrøm af sortsyn. Tidligere eksisterede optimismen nemlig side om side med pessimismen - ja de var på en måde indlejrede i hinanden. Kulturen kunne i og for sig gå begge veje: Mørket var en forudsætning for lysets fremkomst, og lysets uddøen var mørkets mulighed - retfærdigheden blev naturligvis regnet for den bedre mulighed, men uretfærdigheden var nu engang også et faktum: Den var imidlertid ingen undskyldning for ikke at handle retfærdigt. Mennesket kunne realisere såvel det retfærdige som uretfærdige samfund. Læs f.eks. blot det Gamle Testamentes Kongebøger...

Hvad der skete i oplysningstiden var imidlertid højest mærkværdigt: En ny menneskeopfattelse fik tag i tidens bedste hjerner. En menneskeopfattelse, der siden har bredt- og spredt sig stille og roligt, fra datidens (rige og priviligerede) oplysningmænd til hele den vestlige verden. I dag er den ligefrem blevet standardopfattelsen af mennesket hos mand som kvinde, høj som lav, tyk som tynd, og klog som dum, i hele den vestlige civilisation. Denne nye menneskeopfattelse kunne vi kalde idéen om det nye menneske.

Hvad er da dette nye menneske? Jo, det er svært at sige præcist, da det nye menneskes forudsætning er det nye samfund - et samfund der i sagens natur ikke eksisterer endnu. Det nye samfund er nemlig den hypotetiske retfærdige orden, der ikke er præget af hierakier, magtstrukturer og andet undertrykkende kulturgods, der levner nogle ringere udfoldelsesmuligheder end andre.

I oplysningstiden var de tidligere tiders institutioner, religionen, adelen, ja hele samfundsstrukturen som sagt allerede begyndt at vakle. Det gamle samfund var allerede begyndt at falde fra hinanden, og herudfra sluttede man så: Fordi det gamle samfund er i opløsning, så må det nye samfund være på vej - og med det, det nye menneske. Ingen ved endnu hvordan det bliver, kun én ting er sikkert: At det nye samfunds nye menneske bliver noget helt andet end det gamle samfunds gamle menneske.

Det gamle menneske var nemlig et produkt af sin tid: Det tilhørte en samfundsorden, der bestod af lutter skranker for mennesket. Det gamle menneske levede i en verden af ydre begrænsninger, og var i et og alt determineret af sine omgivelser: En bonde kunne lige så lidt blive konge, som en konge kunne blive bonde - selvom den hypotetiske virkelighed var, at bonden måske kunne have været en bedre konge end kongen, og kongen en bedre bonde end bonden. Denne fundamentale bundethed - grundlæggende: At man var determineret af sin fødsel - reflekterede sig i alle aspekter af det gamle menneskes verden, samfund og hverdag: F.eks. i religionen: Den overtroiske undskyldning for, at det enkelte menneske var nødt til at affinde sig med sin fasttømrede plads i verden; eller i statsformen: Et monarki og en adel der var baseret på arveret, og altså var hermetisk aflukket for alle, der ikke tilfældigvis var født ind i det priviligerede selskab - uanset hvor storslåede og dygtige disse upriviligerede mennesker så ellers hypotetisk set måtte være.

Hele den gamle samfundsstruktur var således møntet på en fastgroet kulturopfattelse, der ikke tillod social mobilitet, under henvisning til samfundets absolut givne naturlige- og guddommelige orden. Det var denne strengt hierakiske samfundsstruktur, der i oplysningstiden begyndt at vakle faretruende, og udvise alvorlige svaghedstegn.

Ingen af disse arkaiske fortidslevn skulle binde det nye menneske: Mennesket, der var et mål i sig selv. Mennesket, der med fornuftens myndighed kunne kaste fortidens åg af sin nakke. Mennesket, hvis højeste mål var en verden, hvor alle mennesker var nye mennesker, og hvor ingen længere var fastlåste af den dystre fortids uretfærdige samfunds- og verdensorden. Alle skulle være frie og lige borgere i det nye samfund.

Hvor det gamle menneskes mål altid havde været at tjene sit gamle samfund, og trælle for en uretfærdig samfundsorden, der var fuldstændig hinsides den enkeltes kontrol og indflydelse, skulle det nye samfund i stedet tjene det nye menneske, og være til for det nye menneskes skyld. Nu skulle samfundet altså trælle for individet - ikke omvendt.

Idéen om det nye menneske der bliver respekteret i sig selv er væsentligt den, som bliver defineret i den paradoksale menneskerettighedserklæring - et dokument der (næsten) uforbeholdent hyldes som en af vor kulturs største frembringelser. Dokumentets bærende idé er - bag ved alle teknikaliteterne - at mennesket nu endelig kan respekteres som en autonom størrelse (som et individ) - og at kulturen, så længe vi utrætteligt arbejder for lighed for alle, naturligt vil bevæge sig imod højere retfærdighed, da alt uretfærdighed stammer fra det gamle samfund, de gamle normer og det gamle menneske. Det nye menneske er nemlig en vision om, hvordan mennesket i bund og grund er - på trods af, at der umuligt kan opstøves nogle historiske fortilfælde, pga. kulturens allestedsnærværende korrumperende indflydelse. "[U]videnhed om, forglemmelse af og foragt for menneskerettighederne er den eneste grund til landenes ulykker og regeringernes fordærvelse", som det pompøst hedder i erklæringens indledning.

Ved idéen om den fundamentale menneskelige lighed opstillede man imidlertid blot et nyt ideal, en ny sandhed, der var præcis lige så ubegrundet som de gamle - men med én væsentlig forskel. Hvor de gamle sandheder havde én eller anden form for selvstændigt positivt indhold - f.eks. hos jøderne og deres lov, eller hos de kristne og deres tro, eller hos Romerne og deres fædrelandskærlighed - havde idealet om det nye menneske og det nye samfund udelukkende et negativt indhold. Idéen om det nye menneske afspejlede nemlig i udgangspunktet ikke hvordan tingene nu engang var - andet end i en abstrakt og strengt ideel forstand. Nej, den reflekterede udelukkende en vision om, hvordan tingene burde være. Hvor tidligere kulturer altid fungerede på baggrund af en idealiseret fremstilling af noget allerede værende, drives den nye kultur - som vi er en del af den dag i dag - af idealiseret forestilling om, hvordan tingene burde være. Visionen om den hypotetiske ideal-tilstand, hvor alle i sandhed respekteres som ligeværdige.

Vi mener stadig at kulturen burde være bedre, og dette funderer den eneste kerneværdi, som vi på trods af alle forskelle stadig deler i hele den vestlige verden - at der er et eller andet galt. Det eneste vi er uenige om er så, hvad det er vi mere specifikt burde gøre anderledes.

Men hvad er det jeg hører? Minsandten om det ikke er den kritiske læser, der nu igen har problemer med at tilbageholde sin skepsis! Jamen hvad siger du, kære læser? Tal højere!

"Jo tak! Det var på høje tid at du også anerkendte min eksistens, i stedet for bare at snakke derudaf...

For alt denne snak om nye og gamle mennesker, hvor vil du hen med den? Jeg troede at teksten skulle handle om kultur... og nu havde jeg lige sat mig til rette med et tæppe og en kop te, og var parat til at lade mig oplyse - men så begynder du på det der?!

Altså, jeg er med så langt, at vi taler om kultur på en anden måde i dag end tidligere. -Det er jeg helt med på. Og at du sætter skellet imellem før og efter ved oplysningstiden, det er også fint nok: Det kan vel være et lige så godt sted som så mange andre. Men jeg forstår ikke, hvad kulturel pessimisme har med dit såkaldte 'nye menneske' at gøre. Er det ikke netop et udtryk for optimisme, at man forsøger at omskabe verden til noget nyt og bedre for mennesket? Og hvad har det i bund og grund med en manglende definition af kultur at gøre? Jeg er forvirret..."

Jamen jeg forstår så udmærket din forvirring! Og vær ikke i tvivl: Alt dette gør også mig helt rundtosset. Men jeg er sikker på at forvirringen udelukkende skyldes, at vi lever i forvirrede tider, hvor mennesker i almindelighed ikke kender hoved fra hale, Å fra A og munden fra hvad det modsatte af munden nu er... Og hvordan skal man da også forklare og forstå en så omfattende og kompleks forvirring uden selv at blive ganske forvirret? Hvordan skal man overhovedet forstå forvirringen uden selv at være grundlæggende forvirret?

Jeg tror nu at det hele giver god mening alligevel... Vi må bare være tålmodige, og tage det stille og roligt, én ting af gangen - så tror jeg nok at vi kan få sammenflikket en nydelig mosaik af alle de mange fragmenter.

Og jo: Læseren har naturligvis helt ret - for lever vi ikke i en tid, hvor køberen altid har ret? Er dette altså at regne for 'idéernes markedsplads', da har jeg bare indfinde mig med, at læseren altid har ret... Så jeg medgiver: Det nye menneske og det nye samfund var naturligvis optimistiske opfindelser. Tanken bag oplysningen var jo at mennesket skulle dele- og gradvist udvide sin viden, til sit eget og fællesskabets bedste (som vi blandt andet ser reflekteret i idéen om den store encyklopædi - det arketypiske oplysningsprojekt). På denne måde mente man, at vi efterhånden ville bevæge os langsomt men sikkert nærmere en verden, hvor der er plads til alle, og ingen længere skal leve som ofre for en uretfærdig samfundsorden: Et samfund hvor ingen bør leve som undertrykte.

Derfor satte man sig det langsigtede mål om at undgå det gamle samfunds undertrykkelse for enhver pris, og aldrig igen at havne som det gamle menneske. For at sikre dette mål forfægtede man en lang række af de ting, som vi kender og elsker fra i dag: Menneskerettigheder (som nævnt), demokrati, ytringsfrihed osv. Alle disse abstrakte størrelser regnes for absolutte goder i nutidens bevidsthed af én eneste årsag: Vi forbinder dem med ikke at være undertrykte.

Undertrykkelse var jo loven i det gamle samfund og den gamle kultur - og denne undertrykkelse var en naturlig konsekvens af den naive antagelse, at kulturen faktisk skulle rumme en form for absolutisme i sig selv. Det primære våben mod undertrykkelsen blev altså, at problematisere enhver sådan 'sandhed' - der i sidste ende altid kunne påvises at foranledige én eller anden form for undertrykkelse. En sådan omfattende problematisering bliver imidlertid selv problematisk i sidste ende, fordi den indirekte - under det fundamentale opgør med de gamle sandheder - bivirker, at der stilles urimelige-, ja umulige krav til enhver sandhed. Ethvert forsøg på at formulere en substantiel sandhed i hjertet af kulturen bliver følgelig mistænkeliggjort i udgangspunktet: Alting kan jo være en potentiel undskyldning for undertrykkelse - og ved man ét, da er det, at undertrykkende og marginaliserende normer må bekæmpes for enhver pris.

Således har vi som sagt fået et kultursyn, der er grundlæggende og fundamentalt relativistisk - fordi vi hader, frygter og foragter enhver kultur med et egentligt positivt indhold. En sådan vil nemlig altid virke på os som en slet skjult undskyldning for undertrykkelse. Ikke fordi vi mener at vores egen kultur er perfekt - nej, langt fra. Vores egen kultur er også fyldt med undertrykte mennesker som det er synd for, præcis ligesom verden bugner med uskyldige ofre for indsnævret tankegang.

For hvad får man ud af at problematisere samtlige positive værdier, andet end et menneskesyn, hvor det højeste ideal bliver at solidarisere med dem, for hvem samtlige positive værdier er et problem? Vores kultur er overalt omkring os...

At vores kultursyn er negativt ses ved, at vi indtager en absurd udgangsposition, og holder den for en selv-evident sandhed: At alle mennesker er lige. Fordi der ikke kan etableres nogen substantiel enighed om, hvad denne lighed mere konkret betyder, og fordi enhver idé om universel menneskelig lighed er i så åbenlys uoverensstemmelse med virkelighedens faktiske forhold, er vores eneste fælles kulturelle udgangspunkt derfor at vi er uenige om hvordan tingene burde være. Herudfra slutter vi - fra denne 'sandhed, der (endnu) ikke er en sandhed' - at vi alle er berettigede til hver vores idé om, hvordan verden er og hvordan den burde være - fordi der sub specie aeternitatis ikke er nogen fast og naturlig sandhed. Vores kultursyn er altså, at vi alle har lov til at tro på- og kæmpe for præcis hvad vi selv har lyst til - uanset hvor tåbeligt eller destruktivt det er - så længe vi ikke tvinger andre til at mene det samme. Kultur, mener vi, er så det, der opstår, når alle disse forskellige idealer og ønsker bliver blandet sammen. Kulturen er altså alene den store kaotisk rodebunke af atomistiske og grundlæggende uenige individer - og et sådant kaos er naturligvis umuligt at definere, for der vil altid være nogle der er uenige...

Det eneste der binder vores kultur sammen bliver således frygten for undertrykkelse - en undertrykkelse der kommer fra de monstrøse 'store sandheder' (tænk blot på det løbende opgør med de såkaldte -ismer). Nu er faren for undertrykkelse imidlertid kun reel for den enkelte, hvis undertrykkelsens bagvedliggende undskyldning - sandheden og de deraf følgende normer - er i uoverensstemmelse med éns egne, individuelle visioner og idealer. Disse vil nemlig altid være forstået som ikke undertrykkende, da enhver jo i sagens natur mener at have defineret sine egne værdier så fjernt fra det gamle samfund som overhovedet muligt (der findes selvfølgelig undtagelser, men disse bliver i udgangspunktet ignoreret og latterliggjort). Enhver mener kort og godt at besidde holdninger, der i videst muligt omfang respektere alle som lige mennesker - og vedkommende har således intet at frygte fra dem, der måtte mene det samme.

I stedet vender frygten sig derfor imod de andre - som er den udefinerbare uformelige masse af mennesker, der i én eller anden forstand besidder farlige holdninger. 'De andre' kan have mange navne, men nogle af de mest påfaldende er: Neo-liberalister, pladderhumanister, halal-hippier, betonkommunister, racister, islamister, nazister, eliten, masserne/pøblen og progressivister (de to sidste bruger jeg selv hyppigt). Fælles for disse betegnelser er, at der stort set ikke findes nogen mennesker der selv ville kalde sig nogle af disse ting. Alligevel findes der masser af mennesker, der er mere end villige til at kalde andre ved disse ord. Der er altså tale om fjendebilleder: Stigmatiseringer, der lokaliserer fjenden i samfundet - dvs. dem, der ud fra éns eget synspunkt nærer holdninger, som i deres logiske konsekvens vil være groft undertrykkende. Dem, der dybt inderst inde ikke respekterer éns egne værdier - og som man derfor heller ikke selv, dybt inderst inde kan respektere.

Fordi vi er absolutte relativister i vores overordnede kultursyn i dag mener vi, at der ideelt set bør 'være plads til alle'. Men fordi alle i et eller andet omfang besidder en privat form for sandhed (bevidst eller ubevidst), der i den hypotetiske yderste konsekvens kunne medføre grov undertrykkelse for nogle, bliver alle en hypotetisk fjende for dem, der mener noget andet end alle andre - hvilket vi jo alle gør.

Jo mere mangfoldig en kultur bliver - og under vores nuværende kultursyn er der intet øvre loft for, hvor mange 'små' kulturer der kan rummes i den store - desto større mulighed for radikal uenighed, og følgelig større tendens til at frygte de andre og masseproduktion af fjendebilleder. Følgelig ser vi også et større behov for centraliseret kontrol - noget der for alvor har udfoldet sig over det sidste årti efter det berømte angreb på World Trade Center i 2001.

Og nej - det er ikke sådan det burde være. Men det er nu engang sådan som det er.

Selvom denne udlægning kan virke voldsomt pessimistisk og deprimerende, er der imidlertid stadig håb: Vi anerkender jo, at vores nuværende kultursyn er rodfæstet i historiske-, og derfor foranderlige betingelser. En større sandhed - et positivt kulturelt fundament - vil således uundgåeligt vise sig, når vi i vesten modnes-, ja måske endog tvinges til at indse og begribe en dybere fælles drivkraft, end den individuelle frygt for at ende som stavnsbundet bonde, eller at blive sendt i Gulag eller i KZ-lejer, eller at blive nægtet en iPhone.

Men alting må jo komme til sin gode tid. Det drejer sig om tidens betingelser, og tiderne skifter jo som bekendt altid før eller siden.

Præcis ligesom dengang man var i puberteten, og verden virkede så forvirrende og angstprovokerende, mens hormonerne rasede i éns krop, man fik uskønne bumser og éns stemme gik i overgang. Pludselig var den trygge barndom væk, og alting virkede underligt og anderledes. Man kunne ikke finde sig til rette i sin voksende krop, bevægede sig underligt og akavet -ja, man følte sig underlig og akavet helt ind i sit inderste væsen, og intet var mere forfærdeligt end tanken om, at ingen kunne lide én og at ingen piger ville så meget som at anerkende éns eksistens. En på alle måder afskyelig og usikker tid... for selvom man ikke var decideret truet af nogen virkelig ydre fjende, da virkede alting alligevel så voldsomt og håbløst og farligt - fordi éns indre var i oprør og forandring. Men før man vidste af det var det overstået - og så var det heller ikke værre. Ikke fordi det ikke var slemt - men det glemte man hurtigt, som mulighederne i éns nye, mere voksne situation så småt begyndte at åbenbare sig.

Som med menneskekroppen som med kulturen - enhver forandring starter og slutter på et tidspunkt. Alting kommer til sin gode tid.

Det er min kulturelle hypotese.

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun