Kultur #4: Innovation

Vi lever i et samfund, der går højt op i, at vi kollektivt og individuelt skal tænke innovativt. Vi skal gøre tingene på nye måder og vi skal tænke verden på nye måder. Vi skal lære at se udfordringer og potentiale, der hvor vi tidligere har set begrænsninger.

Udbyder man innovation vil man møde grænseløs efterspørgsel i dag, får vi at vide. Verden er grådig efter denne nytænkning, og vil betale alt for den.

At tænke nyt implicerer som bekendt, at man tænker anderledes. Man tænker unikt. Man tænker kreativt. Alle disse ting - får vi at vide - er kendetegnende for disse vidunderlige nytænkere og deres fantastiske produkter: Nytænkning. Kreativitet. Individualitet. Anderledeshed. Innovationens glæder kender ingen grænser.

Derfor kunne man forledes til at tro, at verden også efterspurgte selvstændig tænkning. For synes denne kreativitet, denne aldeles unikke individualitet, denne spraglede anderledeshed ikke netop at kræve selvstændig tænkning? Er innovationen ikke fuldstændig umulig, hvis der ikke eksisterer selvstændigt tænkende mennesker?

'Naturligvis!' får vi at vide. 'Dyrk selvstændigheden!' Think different som et af verdens allermest kendte, udbredte og - ironisk nok - folkelige slogans lyder.

Men i den virkelige verden forholder tingene sig nu engang anderledes. Dvs den verden vi lever i.

Vi lever nemlig i et samfund, der på alle måder regeres af majoriteten. Det gode produkt er det som sælger - ikke nødvendigvis det, der virker. Vores politiske styreform er demokratiet - hvor pointen er at flertallet udpeger regeringen.

Om vi kan lide det eller ej, er det den folkelige popularitet der diktere, hvilke produkter vi kan købe i butikkerne, og hvilke politikere der regerer landet.

Når man siger at vi desperat efterspørger innovation, mener man i virkeligheden noget meget mere specifikt: Man efterspørger nye, kreative måder at få penge eller magt på. En idé, en tankegang eller en opfindelse kan altså være nok så innovativ - men hvis den ikke kan bruges til at vinde profit eller indflydelse, så er den ubrugelig.

Og hvem skal man så indrette sin tænkning efter, hvis man gerne vil udbyde noget, der både er innovativt og populært? Efter majoriteten naturligvis. Efter flertallet.

Ikke at man behøver at være innovativ på hele folkets vegne, hele tiden. Det vigtigste er, at man kan specificere en indflydelsesrig eller købekraftig målgruppe. Man må med andre ord altid gå efter et bestemt segment, hvis man skal have en køberskare til sin innovation.

Du må aldrig tænke på vegne af den i sandhed unikke ener. Det ville være en forfærdelig fejltagelse. Eneren er nemlig altid en undtagelse. Udbyder du én eller anden innovativ tanke med den unikke ener som målgruppe, så har du i realiteten ingen målgruppe overhovedet. Der er derfor ingen som vil tro på dit produkt. Din innovation er ikke efterspurgt.

Nej - man skal sigte bredt, bredere bredest-

Hvad sker der, når man først begynder at tilpasse sine tanker og sine idéer én eller anden specifik målgruppe? Jo, produktet bliver uundgåeligt influeret af en flertalsovervejelse. Vil de fleste i målgruppen fange idéen i alt dens innovative stråleglans? Eller vil de forkaste den, fordi de ikke forstår den?

Den innovative tænker bliver nødt til at gøre sig sådanne overvejelser, hvis han ønsker at udbyde noget som ultimativt er interessant for samfundet. Tænkningen må altså tage hensyn til en vis strømning - og strømninger er nu engang aldrig individuelle men kollektive.

Skal din innovation være brugbar, må den altså ramme et vist segment - en skare. Og den mest magtfulde og succesfulde innovation er den, der rammer det bredeste flertal.

Ægte eksempler på moderne innovation er de amerikanske brands Coca Cola og McDonalds. De repræsenterer i sandhed en ny måde at tænke verden på: Som ét stort fællesskab bundet sammen af markedet.

McDonalds og Coca Cola er gode eksempler på innovation, fordi tankegangen bag disse brands er så anderledes, så unik og så kreativ: Ikke så meget på grund af produkterne-, de konkrete burgere og sodavand de to korporationer udbyder. Nej, på grund af den bagvedliggende vision.

Og hvad er denne vision så? Jo, at den største tænkelige målgruppe er individet. Det er visionen der på alle måder har været- og er definerende for vores tid.

Individet findes nemlig overalt og er på præcis samme måde i samtlige kulturer over hele kloden. Overalt er individerne bare så utroligt mangfoldige.

Men hvem eller hvad er dette individ? Er det den sande ener, som naturen aldrig har produceret magen til? Nej - det er præcis det modsatte. Det er standardmennesket. Den bredest tænkelige idé om, hvad der forener alle, og i sandhed gør mennesket til en masse, snare end unikke enkelteksemplarer.

Individet er ham/hende (hen), der nogle gange snupper en burger i farten. Individet er hen, der gerne drikker en sodavand i ny og næ. Men det er ikke noget, som individet tænker nærmere over. Det sker bare ind imellem - enhver kan jo få lyst til en burger eller en sodavand.

Det virker måske som en kedelig konstatering: At der findes mennesker over hele jorden, som er til falds for fast-food og en perlende læskedrik med jævne mellemrum. Disse fuldstændig almindelige individer bliver imidlertid til en enorm købeskare - og derfor en enorm magt - når de tages- og tænkes i samlet flok. For dette forener individerne på trods af alle forskelle: At man nogle gange får lyst til fedtet mad og søde, kulsyreholdige drikke. Det gør man over hele jorden. Bortset måske fra i Nordkorea...

Man kunne måske tale om kulturkraft. Et civilisatorisk sidestykke til en naturkraft.

Individet repræsenterer ikke det unikke menneske men derimod alle mennesker - der potentielt kunne få lyst til en burger eller en cola. Det er hvad individet er - hverken mere eller mindre: Det store menneskelige fællesskab.

Men hvorfor er det, at så mange mennesker alligevel tager et vist anstød af disse brands, når Coca Cola og McDonalds nu har været så innovative og så inkluderende? De har jo om noget været med til at definere den globale solidaritet... Og ikke i en eller anden abstrakt idealistisk forstand. Nej, igennem deres handlinger. Deres markedsføring. Deres forretningsstrategier.

Ja - McDonalds og Coca-Cola har trofast tjent det bredest tænkelige fællesskab igennem mange år efterhånden. Og netop derfor tager flere og flere med god grund anstød af den enorme ensretning, der er fulgt i kølvandet på denne innovative indsigt i individets købekraft.

Ensretningen har nemlig manifesteret sig selv i en enorm mængde enerverende og uniforme reklamer: Billeder og film der fokuserer strengt på det-unikke-individ-som-købekraft. Individet, der er selvsikkert, unikt, smukt og bare helt igennem okay - og som selvfølgelig også lige snupper en burger ind imellem.

Afbildningen af det købekraftige individ er utrolig éns, selvom den kan optræde i mange forskellige kulturelle sammenhænge, der måske ellers ikke har det store til fælles. Vi kender nemlig alle individet når vi ser det. Det er hen, der både er 100% selvstændig - og 100% normal. Hen er nemlig altid omgivet af andre smukke, købekraftige individer - som bare lige har lyst til en cola.

Sådan lever individet sin helt egen 100% perfekte og 100% normale tilværelse i en skinnende reklameverden, som essentielt er fuldstændig identisk, om man så møder den i Indien, Danmark eller i USA. Idéen er altid den samme, og der appelleres altid til de samme ting.

Hvorfor er disse reklameindivider designet som de er? Fordi de først og fremmest skal sælge tankegangen, visionen - og dernæst også sælge produktet. Først kommunikerer reklamen synet af den innovative ungdom - og derefter leverer den muligheden for liiige at købe en burger eller en sodavand. Muligheden for hurtigt, nemt og tilfredsstillende at få stillet sin sult eller tørst, som det sultne og tørstige individ man jo er.

Og hvem er ikke en del af det store menneskelige fællesskab? Jeg kunne da godt drikke en cola...

Sulten og tørsten er jo de basale behov, der forbinder os alle. At have mad og drikke er nemlig det samme som at overleve - sådan har det været siden tidernes morgen. På den måde er hverken McDonalds eller Coca Cola altså særligt innovative. Der er de faktisk så stokkonservative som det overhovedet er muligt at være. De udbyder mad og drikke, som i basal forstand er det allermest værdifulde for os mennesker.

Nej, det innovative ligger som sagt ikke i produkterne, men i måden de er tænkt på. Produkterne er på mange måder bare en undskyldning for visionen, som er det virkeligt innovative. Det vigtige. Det efterspurgte.

Hvad er det individer verden over efterspørger, og som disse innovative brands leverer? Overlevelse med et twist - ikke andet. Innovationen er selve twistet. Det er den målrettede markedsføring imod den individualistiske forbruger. Hen der er 100% normal - med et lille twist, der samtidig gør hen 100% unik.

Individet efterspørger ikke så meget produktet, som det efterspørger twistet. Det efterspørger ikke det 100% normale - mad og drikke - men det 100% unikke - visionen. At overleve er normalt - men at overleve med et twist er unikt.

Ser vi på den faktiske overlevelse, som Coca Cola og McDonalds kan tilbyde os, da er den ernæringsmæssigt uforsvarlig. Hvis vi kun spiser McDonalds-mad og drikker Coca Cola, så dør vi i en meget ung alder.

Ser vi derimod på det image som disse brands sælger os, så kan vi derimod leve evigt. Vi individer er nemlig evigt unge, evigt smukke, evigt perfekte og evigt normale. Der er intet galt. Vi er lykkelige, selvstændige, kreative mennesker, der lever på farten med en burger i hånden.

Sådan er den indivualistiske vision: Den er det perfekte billede af menneskeheden. Det billede som det størst tænkelige fællesskab kan lide at spejle sig i. Men i virkeligheden er den vanvittigt usund.

Verdens individer eksisterer som én enorm homogen gruppe af perfekte forbrugere. Intet enkelt menneske er imidlertid et individ i den kommercielle forstand. Individet er snarere den bredest tænkelige kollektive idé om, hvordan vi alle godt kunne tænke os at vi var. Individet er et tankevæsen. En slags fabeldyr ligesom kentaueren eller bjergtrolden.

At tænke selvstændigt betyder at man som enkelt menneske tager afstand fra denne idé om det på én og samme tid 100% unikke og 100% normale menneske. Enhver der overhovedet kan tænke vil jo vide at idéen er en absurd selvmodsigelse. Absolut normalitet og absolut selvstændighed er uforenelige.

Reklamerne taler til vores ønsker og drømme - og hvem drømmer ikke om både at være noget særligt og at andre accepterer én betingelsesløst?

Individualismen er en form for kollektiv drøm. Det er visionen. Det er det, som vi alle kan være enige om:

"I have a dream that one day every valley shall be exalted, and every hill and mountain shall be made low, the rough places will be made plain, and the crooked places will be made straight; 'and the glory of the Lord shall be revealed and all flesh shall see it together.'"

-Martin Luther King jr

Det er visionen i en nøddeskal: Hvis bare alting var, som det ikke er.

Det er nye versioner af denne individualistiske vision der bliver efterspurgt. Det er det, som vi i dag kalder for innovation. Vi efterspørger variationer over den kollektive drøm. Ægte selvstændig tankegang går imidlertid den modsatte vej - mod det i sandhed unikke, der imidlertid kun appellerer til få mennesker, og som alle umuligt kan forstå lige godt.

Ægte selvstændighed er nemlig ikke bare noget vi leger. Det er ikke et harmløst twist til vores personlighed. Der er derimod tale om det, der gør at alle ikke kan acceptere os betingelsesløst - ligesom vi heller ikke acceptere alle andre betingelsesløst, men foretrækker at se dem som vi elsker, i stedet for at hænge på Mac'en dagen lang og tale med fremmede.

Ægte selvstændig tankegang går imod den virkelighed vi lever i - ikke imod det, som vi ville ønske at virkeligheden var. Virkeligheden er det, der er der. Ikke det der måske kunne være... hvis man bare lige twistede den lidt. Hvad samfundet i virkeligheden efterspørger er altså nye drømme. Hvad der ikke efterspørges er opvågning. At tænke selv er at vågne op - men at være innovative er at sove videre, og drømme søde, fede drømme.

Drømme der peger imod lighed. Drømme der peger imod frihed. Drømme der peger imod den nærmeste McDonalds og den næste Coca Cola automat - og hinsides! Til fremtidens nye fastfood og nye læskedrikke. Nye produkter der kan forene os alle som mennesker.

Forbrugerisme er det eneste ubetingede fællesskab. Nye dimser og dingenoter, iPatter, porno, fastfood og facebukkake. Det er vores fremtid. Og hvem ønsker at falde udenfor?

Måske dem der forstår, at denne fremtid er uforenelig med enhver rigtig selvstændig tænkning. Altså: Den er med garanti innovativ, fremtiden... og det er med garanti det næste, som samfundet efterspørger lige nu:

Fremtiden - ligesom i dag, bare bedre.

Så er spørgsmålet bare om samfundet selv ved hvad der er bedst. Om masserne af uniforme individer med et twist ved hvad de gerne vil have. Eller om den faktiske ener alligevel regner den bedre ud til sidst.

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun

Filosofi/tænkning #2: Virkelighed og visdom

På nærværende sider vil den opmærksomme læser - hvis den slags stadig findes - finde, at jeg tit og ofte bruger tre ord, som mildt sagt er kontroversielle. Ikke fordi at de udtrykker noget hadsk, eller fjendtligt, eller samfundsundergravende i nogen direkte forstand. Måske indirekte - men det er allerhøjest. Hvis nogle måtte mene at ordene er forargende, da skyldes det nemlig i høj grad måden som de selv forstår dem - og ikke måden som jeg bruger dem på.

Men det er et faktum: Alene det at ordene bliver brugt, kan virke stødende på nogle. De kan forlede mange til at afvise mine betragtninger og tankeeksperimenter i udgangspunktet, uden at give dem en egentlig chance. Jeg føler derfor at det er nødvendigt at komme med en lille afklaring om disse ord og deres brug.

De tre ord er: Visdom og virkelighed.

Hvorfor forestiller jeg mig, at mange vil føle at de ikke kan tage mig seriøst, alene fordi jeg bruger disse ord? Jo, fordi at virkelighed og visdom i dag går for at være noget, der i så høj grad er subjektivt at man end ikke kan tillade sig at tage dem i munden - for slet ikke at tale om at spytte dem i øret på uforvarende andre. Her tager jeg dem selvfølgelig - qua skrift frem for tale - snarere på fingerspidserne, og stikker dem i øjnene på læseren. Men det er vel en irrelevant forskel.

Hvorfor tages disse ord for noget så subjektivt, at det grænser til dårlig tone at bruge dem overfor andre mennesker? Fordi de i reglen går for at repræsentere noget fuldstændig objektivt. Virkeligheden og visdommen signalere nemlig - alene i kraft af de ord som de nu engang er - at der er tale om noget der gælder for alle - ikke bare for én selv. Derfor nærer man i reglen mistro overfor dem, der personligt mener at de kan udbrede sig om, hvad visdom og virkelighed er. Man mener nemlig at der er tale om noget, der er så objektivt at intet subjektivt subjekt - intet 'jeg' - kan tillade sig at tale på vegne af hverken det ene, det andet eller det tredje. I så fald foregiver vedkommende jo at tale ikke bare på sine egne-, men på andres-, ja alles vegne. Og det er noget, som i sandhed er utilgiveligt i dag.

Det mener jeg imidlertid er uretfærdigt og uheldigt. Herved dømmer man nemlig alle i udgangspunktet, som kunne ønske at få disse omfattende begreber - virkelighed og visdom - i tale og få andre til at tænke over dem. Ja, man dømmer mig i udgangspunktet - for når alt kommer til alt drejer Paria-konservatismen sig ikke om andet, end at få sat ord på netop disse så-objektive-at-de-kun-kan-være-subjektive ting.

Lad mig derfor afklare hvad jeg rent faktisk mener, når jeg taler om visdom og virkelighed.

Der findes et Zen-buddhistisk billede som jeg holder meget af. Det er utrolig simpelt, utroligt banalt, men tillige så ufatteligt dybt som kun det allermest simple og banale kan være. Og billedet er dette: Vi må ikke forveksle fingeren der peger mod månen med månen selv.

Hvad skal det nu betyde? Eventuelt at der er en forskel imellem det, der viser hen til noget og det, der henvises til. Vi forveksler jo heller ikke et kort over en by med de faktiske gader, stræder, bygninger og torve, ligesom få heller er så dumme at tro, at en globus rent faktisk er den samme jordklode som den man befinder sig på. Når en finger peger mod månen, da er det ikke fingeren men månen der er pointen. Hvis jeg peger mod nattehimlen og siger 'se månen' da vil kun den største tåbe tro, at jeg mener at vedkommende skal se på min finger - og at jeg samtidig postulerer at min finger er månen.

Alligevel er det det, som flertallet rent faktisk tror, hver eneste gang én eller anden naivt formaster sig til at ville tale om virkeligheden og visdommen. Dvs. de tror ikke på, at de selv er ude af stand til at kende forskel på det andet menneskes ord og så det, som ordene peger hen imod. Derimod går de automatisk ud fra, at den talende eller skrivende ikke selv kan kende forskel på sine egne ord og den visdom og virkelighed som han taler om.

Man tager sig altså den noget nedladende frihed at gå ud fra, at enhver der tager ordene visdom og virkelighed i brug er en tåbe. At kun idioter - eller måske manipulatorer - kunne finde på at skænke virkeligheden og visdommen et eneste ord, en eneste tanke, et eneste blik. Derfor mener man i reglen ikke, at man overhovedet er forpligtet til at læse hvad der rent faktisk står, når først visdom og virkelighed er bragt på banen. Man ved jo i udgangspunktet at den anden er så dum at vedkommende ikke er værd at tage seriøs. For hvis vedkommende ikke var dum - ja, så ville hun naturligvis være nået frem til samme indsigt som én selv, nemlig at visdom og virkelighed ikke er noget som man kan eller bør tale om. Der er nemlig tale om naive ord.

Men så er der som nævnt også den anden grund til at man ikke udholder at høre og læse om visdommen og virkeligheden. Hvis den talende ikke umiddelbart slår én som dum, da er der nemlig mange der hopper over i den modsatte grøft, og antager at der må være tale om en ondskabsfuld og manipulerende person. For hvorfor i alverden skulle noget intelligent menneske begynde at tale om virkelighed og visdom, hvis det ikke var for at narre én til at godtage noget, som i sidste ende måske overhovedet ikke var i éns interesse? Hvorfor skulle én overhovedet tale om disse ting, hvis formålet ikke var at snyde den anden - at pådutte den anden sine egne tanker.

Den slags er jo farligt. Den anden kunne jo være en ny Adolf Hitler eller Charles Manson. Hvis man altså først begynder rent faktisk at lytte og læse - så kunne det jo ske at man - før man ved af det - pludselig står med en kniv boret ind i en højgravid skuespillerinde, eller er i færd med at lede en koncentrationslejer, og gasse jøder på livet løs.

Tillad mig at tale bramfrit: Den slags antagelser - både den ene som den anden - er direkte idiotiske. Man går jo ud fra at alle andre er idioter - naturligvis bortset fra én selv, der er klog nok til ikke at læse- eller lytte med, så snart visdommen og virkeligheden gør deres entré. Dette skyldes en total misforståelse af virkeligheden og visdommens ord.

Så okay - lad os da bare tage den én gang til for prins Knud... ord for ord for ord.

Jeg bruger ofte ordet virkelighed. 

Både når jeg taler og skriver bruger jeg ofte vendingen i virkeligheden - særligt hvis der skal gøres op med én eller anden tåbelig illusion, som mange mennesker tager for virkelig. F.eks. illusionen om at sproget og virkeligheden er det samme - som man tror på inde på Politikens redaktion. Eller at moral er at mene det rigtige - som man snart sagt tror overalt (omend denne vrangforestilling er specielt udbredt blandt venstreorienterede. Hvis du - dig der læser nu - er venstreorienteret, og ikke mener at lægge under for denne illusion må jeg bare sige ganske oprigtigt: Godt for dig! Illusioner gør ingen lykkelige. Men af samme årsag er der heller ingen grund til at lade som om, at størstedelen af venstrefløjen ikke er uudholdeligt selvhøjtidelig og dømmende overfor alle, der ikke mener det samme som de selv gør).

Den virkelighed som jeg peger på, hver gang jeg bruger ordet, tilhører ikke kun mig men også dig. 

Hvis jeg f.eks. siger: 'Mennesker kan ikke flyve, og du er et menneske, så derfor ville jeg ikke anbefale dig at hoppe ud fra 13. sal', og du så svarer: 'Hold dine snæversynede fordomme for dig selv, mand... Tror du at du har patent på virkeligheden eller hvad?! Jeg kan sgu da flyve. Du skal sgu ikke dømme mig med din småborgerlige og konforme tyngdelov. Kors i røven!' Så har jeg jo ikke rigtigt noget andet valg end at sige: 'Okay, fint, godt for dig. Gør som du selv vil'. Men når du så hopper ud og erfare at du ikke kan flyve, så er det heller ikke min skyld - og jeg gider ikke at gøre fortovet rent. Men omvendt ville det heller ikke være min skyld om mine manipulerende ord overtalte dig til ikke at hoppe ud. Så ville det blot være et vidnesbyrd om at du ikke var idiot, og kunne se fornuften i min påstand. Men det betyder som sagt ikke, at tyngdeloven, faldet og fortovet  - virkeligheden - tilhører mig, eller at det er mig der har defineret den.

Vi er en del af en virkelig orden der er større end os selv, om vi vil det eller ej. Men denne orden kan ikke pakkes sammen og serveres fuldstændig-, i sin helhed i ord alene. 

Hvis du kan nikke genkendende til din egen virkelighed ud fra det, som jeg skriver, så er det fordi at jeg peger på noget fælles. Jeg skriver ofte langt og komplekst fordi jeg ved, at mennesker altid tænker- og lægger mærke til vidt forskellige ting i virkeligheden... og ikke mindst fordi at en virkelig tankerække altid er uendelig lang og kan lede alverdens steder hen, som enhver der selv tænker også må vide. Derfor forsøger jeg at male et billede så bredt, og højt og dybt at mange forskellige vil kunne bide mærke i noget forskelligt. Fæstne sig ved deres egen detalje: Et eller andet der falder den enkelte i øjnene, men som ikke nødvendigvis bliver set af alle.

Jeg gør mig med andre ord visse anstrengelser for - nej vent, det kommer egentlig ganske naturligt - ikke at skrive noget fuldstændig entydigt. Virkeligheden er nemlig ikke selv noget entydigt - som de mennesker jo mener, der mener at man overhovedet ikke bør snakke om virkeligheden. For der er som bekendt kun én måde ikke at snakke om ting på...

Visdom betegner derimod en korrekt eller sammenhængende idé om, hvordan virkeligheden i grove træk hænger sammen. Visdommen er fingeren der peger mod månen - og virkeligheden er månen selv. Paria-konservatismen er et - ydmygt og langt hen af vejen også utilstrækkeligt - forsøg på at sammenfatte mine erfaringer om virkeligheden. Altså at udforske min egen visdom. Min egen finger.

Jeg mener alt hvad jeg skriver - men jeg mener det også på præcis den måde som det er skrevet på. Og da indholdet som sagt ikke er entydigt, da er fremstillingen det heller ikke. Hvordan jeg vælger mine ord er langt fra altid gennemsigtigt for mig selv, og jeg forsøger så vidt muligt at skrive intuitivt. På den måde kan jeg løbende se nye sammenhænge i det, som der kommer ud af hovedet- og gennem nakken, skuldrene, armene, hænderne og fingrene på mig, ind på min computer, derefter ud på internettet og ind i dit hoved igennem dine øjne. Jeg forsøger at skrive hvordan jeg selv ser tingene på en måde, så du måske kan se hvad jeg mener - ud fra hvad du selv ser.

Jeg bekymrer mig ikke rigtigt om at tage fejl - for det at tage fejl er nu engang en uundgåelig del af det, at eksistere i virkeligheden. Der er mange fejl i virkeligheden - for fejl er bare perfektionens vrangside. Så på en måde bestræber jeg mig på at lave så mange fejl som muligt.

Hvis du ikke kan se, at jeg peger mod månen med mine ord, og at månen i allerhøjeste grad er virkelig, så skyldes det ikke nødvendigvis at månen bare er noget jeg 'bilder mig ind' eller at jeg ikke kan finde ud af at identificere- og udpege den. Nok er jeg en tåbe, men jeg er ingen idiot. Hvis du altså ikke kan se-, eller sætte dig ind i hvad jeg snakker om, så er det fordi at du ikke kan sætte mig ind i mit perspektiv. Du ser altså min finger-pegende visdom fra en vinkel, hvor den ser ud til at pege ud i ingenting. Og hvis jeg peger ud i ingenting for dig - så peger du med stor sikkerhed også ud i ingenting for mig. I så fald er det ikke dig jeg spørger, når jeg engang imellem selv har behov for at få anvist månens plads. 

Fred være med det. Så kan jeg jo altid spørge dig, hvis jeg har behov for at få ingenting at vide. Det er der jo også brug for engang imellem.

Dog er min erfaring, at dem der opponere imod min visdom og virkelighed ofte gør det, fordi min visdom peger mod en virkelighed som man ikke har lyst til at indse eller tage alvorligt. Ikke fordi jeg og den 'ikke siger dem noget'. Men fordi man ikke ønsker at få noget at vide. Man vedkender sig overhovedet ikke virkeligheden og visdommen. Derfor siger man: Det kan du ikke sige

Det er også fint nok - hvis andre skyder mig i skoene at være naiv eller en manipulator så¨vil jeg højest sandsynlig også mene, at de er naive og/eller manipulerende. Og igen: Fred være med det. Hvis det er den leg de selv har lyst til at lege... Jeg forbeholder mig dog retten til ikke at regne dem som en synderlig betydelig del af min virkelighed - hvorfor jeg også aktivt forsøger at formulere mig, så jeg så vidt muligt skræmmer dem væk, som ikke er på samme side som jeg. Jeg vil nemlig helst have læsere der læser mine ord og mener noget - andet end 'det kan du ikke mene'.  Både for min og for deres egen skyld.

Men misforstå mig ikke. Jeg forsøger heller ikke at være uvenlig. Alle er velkomne, og i virkeligheden kan jeg egentlig ret godt lide de fleste mennesker. I hvert fald alle dem, som er en del af min verden og mere-eller-mindre-hverdag. (Men det er, indrømmet, stadig et ekstremt mindretal - jeg undlader bare at kende resten). Jeg bærer absolut intet nag overfor nogensomhelst overhovedet. Jeg gider bare heller ikke at formulere mig under hensyn til, at der hypotetisk set ikke burde være nogle, der kunne tage anstød af mine ord. Der findes nemlig intet i hele denne verden, som overhovedet ikke forarger nogen på én eller anden måde.

Altså alt i alt: Visdommen er min måne - sådan som jeg beskriver månen i ord. Og månen er vores virkelighed.

Hermed kommer jeg til det tredje og sidste ord. Ordet der står i midten af det hele: Og.

Er og ikke et lille og ubetydeligt ord, som det overhovedet ikke er værd at hæfte sig ved? For mange er det - men ikke for mig.

Man siger at den tyske filosof - og filosof var han, omend han yndede at kalde sig selv for tænker (hvad det så end er) - Martin Heidegger engang spurgte sine studerende, da han forlæste over sit eget værk Væren og Tid (Sein und Zeit): 'Hvad er det vigtigste ord i denne titel, 'Væren og Tid'?' Efter et øjebliks rungende tom og dybt forståelig tavshed besvarede han selv spørgsmålet: 'Det er ordet 'og''. Hvad mente han med det? Når nu hele bogen handlede om hhv. væren og tid, men ikke åbenlyst om noget og?

Jo, at og er det lille ord, der binder disse to store, tunge, svære begreber tid og væren sammen, og sætter dem i en relation til hinanden. Relationen er imidlertid ikke eksplicit... Eller dvs. det er den jo rent faktisk, da ordet bliver brugt meget igennem hele bogen - som ordet og bruges meget i alle bøger. Det er bare så småt og tilsyneladende ubetydeligt at man ikke rigtig bider mærke i det. Man er for vant til det - men og'et og dets relationer er der hele tiden.

Ordet og tages i brug, hver eneste gang vi ønsker at sidestille forskellige ting, og indikere én eller anden forbindelse. En forbindelse der i én eller anden begribelig forstand må være der, før vi overhovedet kan tale eller skrive om den.

Hvor er og henne i billedet? Og er jo hverken finger eller måne. Nej, og er det, der i én eller anden forstand indikere en forbindelse imellem fingeren og månen, selvom en pegende finger og en hængende måne næppe ellers kan siges at have så meget til fælles. Men selvom månen ikke er min finger, og min finger ikke er månen, så er det alligevel muligt at pege på månen og sige noget med sin handling. At månen er der - på himlen. Ikke her - på min fingerspids.

Og er hele det implicitte hav af betydninger, relationer og alskens sub- og supertiliteter, der gør at vi forstår at fingeren og månen kan have et eller andet med hinanden at gøre alle forskelle til trods. Det er det lille ord, der sætte mig i stand til at tro på, at der rent faktisk er en forbindelse imellem min visdom og vores virkelighed. At der eksistere en glidende overgang imellem mit og vores - og hver eneste gang jeg skriver så meget som et enkelt ord her, så er det fordi jeg tror på at denne relation er der.

Jeg tror - for hvordan i alverden skulle man kunne vide at den er der? Og dog ved jeg, at nogle læser hvad jeg skriver, og endog har udtrykt tilfredshed med det - blandt meget andet... 

At sølle lille ubetydelige jeg kan røre noget i et andet menneske - hvad det så end måtte være - kan kun skyldes, at vi tror at vi forstår hinanden: At du tror at du forstår mig, og at jeg tror at jeg forstår dig.

Men den fælles forståelse - den kan aldrig bevises.

Nu er det umådeligt besværlig at omtale denne vigtige - ja, fundamentale - tro konsekvent som og. For skulle jeg kommentere og eksplicitere hvert eneste og, og skrive og både i sin funktion af almindeligt sprogbrugs-og og i sin relations-dybde-betydning - så ville det hele blive umådeligt kompliceret. For selvom og-relationen er både simpel og betydningsfuld, så er den også så uudgrundelig at man aldrig når til bunds i den. Den kan ikke forklares - men den er nødvendig, hvis vi skal snakke sammen. Ikke bare om virkelighed og visdom - men om alt muligt andet.

Derfor bruger jeg i stedet ordet sandhed. Og sandhed er måske det mest kontroversielle koncept man kan tænke sig i dag - for tror vi stadig på den? Det kan være svært at sige med sikkerhed - men jeg prøver alligevel.

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun

Diverse #3: Artsspørgsmålet

"You gotta serve somebody"

-Bob Dylan

I en tid hvor den politiske og naturvidenskabelige diskurs om herreracen er fortrængt til de fjerneste afkroge af den mere ekstremistiske undergrund, da må vi undre os over, at der stadig hersker en lang række ubegrundede fordomme og fortielser vedrørende spørgsmålet om herrearten. Hvor man mht. det såkaldte racespørgsmål i første omgang var umådeligt ivrig for at etablere beviser- og argumenter for, at 'herreracen - det er os', for sidenhen at vende på en tallerken, og mindst ligeså energisk etablere den sandhed, der dagen i dag lyder, at den eneste underlødige race er minoriteten af fortrinsvis hvide europæere, der stadig tror på at der overhovedet findes 'racer', da er spørgsmålet om den overlegne art stadig så tabuiseret, at få endog er klar over hvor grove og uoplyste fordomme de selv bærer i brystet. Det må og skal høre op - men ingen er tilsyneladende villige til at påbegynde det hårde, måske endog smertefulde arbejde.

Hvorfor vil vi ikke røre artsspørgsmålet med en ildtang? Problemstillingen bliver jo behandlet som praktisk taget ikke-eksisterende, og dette på trods af, at art langtfra er et lige så kontroversielt koncept som race. Dyr tager som bekendt ikke anstød af at blive omtalt på en bestemt måde - det er kun os mennesker der gør det. Men måske er det netop derfor, at spørgsmålet ikke adresseres: Ingen råber op om uretfærdigheden, fordi de eneste der kan råbe op, tilhører én specifik art, dvs. vores egen. Og vi er jo ikke ligefrem dem, der primært lider under den nuværende artstænkning, vort nuværende artsparadigme. Tværtimod.

Hvor alt racetænkning inden for vores-, den menneskelige art efterhånden er blevet dekonstrueret til et punkt, hvor flertallet ikke længere tror på iboende forskelligheder imellem de menneskelige 'racer' - for slet ikke at tale om over- og undermennesker - da forholder det sig diametralt modsat med spørgsmålet om arterne: For selvom menneskearten er udstyret med en levende fantasi og en raffineret tænkeevne, der har sat os i stand til problematisere racespørgsmålet til et punkt, hvor vi i dag almindeligvis betragter 'race' som værende en form for social konstruktion - et produkt af den menneskelige indbildning - da er vi trods alt endnu ikke så fantasifulde og intelligente, at vi har formået at dekonstruere arterne: Vi regner det kort og godt stadig for noget naturligt at der er forskel på mennesker, og eksempelvis køer, grise og kyllinger.

En sådan tankegang er ikke bare uetisk og uvidenskabelig - den er også farlig. Og faren bliver så meget desto mere overhængende af, at ingen bider mærke i artstænkningens altomfattende tilstedeværelse. Det burde være klart for enhver - men det er det ikke, for vi er i almindelighed så vante med at tænke i arter, at mange har svært ved at se ud over deres fordomme, hvor ubegrundede disse så ellers er.

Ligesom den nazistiske ideologi måtte munde ud i KZ-lejre og folkemord - og det har vi jo alle læst at den nødvendigvis måtte gøre - fordi den regnede med et racehierarki, og således naturligt medførte en dehumanisering af de 'lavere racer', således ser vi i dag, at vores strengt artsbaserede fordomme medfører et sandt holocaust, et massemord af værste skuffe. Men dette er ikke - som det trods alt var tilfældet under krigen - en ugerning der gemmes væk. Nej, den udspiller sig lige for øjnene af os... ja, de lemlæstede kadavere ender endog i vores eget køleskab, og beviserne afskaffes ved opløsning i mavesyre. Jeg taler naturligvis om det industrialiserede landbrug, der iskoldt og systematisk likviderer millionvis af uskyldige dyr om året, på en facon der i sin kalkulerende ondskab får Auschwitz til at ligne et børnehavepuderum. Vi acceptere det - men kun fordi der er tale om visse arter, og ikke andre.

Bevares... Et mindretal protestere. Men de gør det af stort set alle af de forkerte årsager.

Nogle forfægter eksempelvis, at dyrene har krav på rettigheder. De mener altså - paradoksalt nok - at landbruget behandler dyrene umenneskeligt. Selvom denne indvending måske nok er velmenende, overser disse dyrerettighedsaktivister, at de stadig køber- og anerkender den bagvedliggende artstænkning, som er den egentligt udslagsgivende faktor - undskyldningen for den egentlige grusomhed. De anerkender nemlig implicit, at der er én eller anden 'naturlig' forskel på mennesker og dyr. Når de siger at 'dyr også skal have rettigheder' er det jo klart, at der ikke er tale om menneskerettigheder. Dyrene skal derimod have deres egne rettigheder, så de kan blive behandlet lidt bedre - men de bliver stadig anset som noget fundamentalt anderledes-, som noget det er okay at slå ihjel, alene i kraft af deres art. Massemordet skal bare 'humaniseres'.

At formulere og implementere dyrerettigheder svarer i sagens natur fuldkommen til at indføre særlove for sorte, jøder eller en anden 'etnisk minoritet' under påskud af, at de hermed vil få det 'lidt bedre', end de har det i forvejen. En tankegang der tydeligvis er racistisk i sin grundvold, alene i kraft af, at den undertrykkende 'race'-kategori bibeholdes. Sådanne 'særlige rettigheder' - omend velmenende - cementerer altså bare, at der er en uudslettelig forskel imellem 'os og dem' - og så længe denne forskel overhovedet tænkes, leder det uundgåeligt til marginalisering og undertrykkelse.

Dyrerettighedsaktivisterne lever i en blåøjet fantasi om, at dette ikke vil være tilfældet med arterne. Mekanismerne er imidlertid væsentligt de samme, og der er derfor ingen grund til at tro, at artsundertrykkelsen vil stoppe, bare fordi der oprettes særlove. Tværtimod. Den bliver bare legitim.

Andre argumenterer for, at vores massive landbrug har skadelige implikationer for miljøet. Sådanne indvendinger grunder - igen fraset alle gode intentioner - ligeledes i den samme dybt perverterede tankegang. Indvendingen går nemlig på, at menneskearten i fremtiden vil lide under de miljøskader, som er et uundgåeligt følge af det monstrøse landbrug. Derfor bør vi behandle dyrene bedre, siger miljøforkæmperne. Igen ser vi altså at der gøres enorme anstrengelser og krumspring for at undvige det smertefulde artsspørgsmål.

Ved en simpel analogi bliver det hurtigt tydeligt, hvor absurd det er at opponere imod artsdiskrimination under henvisning til de miljømæssige konsekvenser: Det svarer nemlig fuldstændig til, at argumenterer for slaveriets ophør - ikke på grund af slavernes menneskelige ligeværd - men fordi der er mindre sandsynlighed for opstande, om slaverne 'frigives' til at tage det elendige lavestelønsarbejde, som ingen hvid mand alligevel ville ønske over sin værste fjende. Man ønsker med andre ord at behandle de øvrige arter 'bedre' af hensyn til vores egen art - ikke et opgør med artsspørgsmålet. Miljøovervejelserne er jo ikke for dyrenes skyld - men givet vores ikke bare historiske, men i høj grad nuværende undertrykkelse af andre arter, er deres ve og vel, deres væren-formål-i-sig-selv det eneste vi burde tænke på. Alt andet er i sagens natur irrelevant og intolerant.

Hvordan er vi kommet så vidt i vores ondskab? Hvordan kan vi mennesker - på vort nuværende højt civiliserede stade - stadig opererer med en etik og en naturvidenskab, der fuldstændig ukritisk tager en kategorisk adskillelse af arterne for givet? Er vi virkelig ikke blevet klogere? Har vi intet lært af holocaust og slaveriet, af hip-hop og jazz-musikken - ja, alle de unævnelige rædsler, der opstod som en naturlige følge af den barbariske racetænkning? Åbenbart ikke, for vi perpetuerer til stadighed de gamle undertrykkelsesmønstre, i det vi stædigt nægter at se artsspørgsmålet i øjnene.

Den britiske psykolog Richard D. Ryder diagnosticerede i 1970 vores berøringsangst overfor artsspørgsmålet som speciesisme, og sidestillede hermed artsdiskrimination med køns- og racediskrimination (sexisme og racisme). Ligesom sexisme betyder at ét køn (det mandlige) regnes for overlegent, og racisme implicere at én 'race' (den hvide europæer) tages for højere udviklet end de øvrige, er speciesisme den irrationelle tro på, at én art (den menneskelige) er kronen på evolutionens værk. De øvrige arter anskues således som blotte midler til et eneste mål - og målet er altid mennesket.

Det er én måde at anskue problematikken på: At vi mennesker bare er primitive og intolerante - speciesistiske - når det kommer til andre arter end vores egen. Men den, der for alvor får øjnene op for artsspørgsmålets dybere implikationer må på et tidspunkt - som ved alle rystende opdagelser af, at verden på en fundamental måde ikke er som den burde være - spørge sig selv: Quo bono? Hvem drager fordelen af, at det ellers så åbenlyse artsspørgsmål aldrig bliver draget i tvivl?

Og her vil de fleste naturligt svare: Det gør mennesket. Det industrialiserede landbrug arbejder jo for os, og den dybtliggende - måske endog ubevidste - speciesisme er vores arts måde at retfærdiggøre, at alverdens dyr må lide, for at vi kan leve i overflod.

Men vent nu lige lidt... alverdens dyr? Er alle dyr nu også dømt på forhånd som laverestående i forhold til mennesket? Landbruget myrder jo kun ganske få arter systematisk: Grise, køer, kyllinger... og så har vi selvfølgelig også det omfattende fiskeri, som bringer lidelser til alle havets skabninger. Men alligevel er der jo langt fra tale om at alle dyr, alle arter lægger under for menneskets umenneskelige dominans.

Og her har vi fat i det virkeligt diabolske ved artsspørgsmålet: Ikke bare at det i vid udstrækning ignoreres, men tillige at vi automatisk går ud fra - når vi en sjælden gang imellem beslutter os for at tage spørgsmålet seriøst - at mennesket naturligvis er den ondskabsfulde speciesistiske herreart, der undertrykker alle de øvrige. For er vores art virkelig den, der i videst udstrækning drager fordel af, at artsproblematikken ikke bliver adresseret og diskuteret seriøst?

Se f.eks. bare på kattene... Og her taler jeg naturligvis ikke om de beskidte vildkatte, der strejfer om på må og få, og lever fra poten til munden, men om den højt skattede huskat, der elskes så inderligt af mennesket. Se bare på den. Skulle vi mennesker virkelig være bedre stillet end katten fra et strengt artsperspektiv?

Få mennesker vil - hvis de for alvor tænker over det - forfægte, at livet som medlem af vores art virkelig er bedre end det, der leves af den almindelige huskat. Men før vi ser nærmere på dette forhold, må vi lige gøre os én ting klart om det industrialiserede landbrug, dette strålende eksempel på vores ignorance overfor artsspørgsmålet, for at sikre det rette perspektiv:

Landbrugets artsundertrykkelse er selvsagt meget iøjnefaldende som noget menneskeskabt. Men vi må ikke se bort fra, at vi selv-, dvs. vores art konstant træller for midlerne - penge - der sætter os i stand til at nyde godt af landbrugets produkter. Dette gør vi endog i en sådan grad, at vi ikke skelner imellem arbejdet og vores arts sande natur (Hegel, Marx). Således er store dele af menneskets tid og energi dedikeret til at smøre samfundets maskineri - og hele dette maskineri, ja, hele samfundet som sådan er den suveræne betingelse for, at landbruget er blevet så omfattende som det er. Det er altså alene i kraft af vores arts hårde arbejde at det artsdiskriminerende landbrugssystem er kommet op at køre - og landbruget kører således kun på bekostning af, at vi har slavebundet os selv til den orden, der understøtter den enorme kødproduktion og de blodige slagterier.

Det industrialiserede landbrug er altså del af et større system, som menneskeheden på den ene side har arbejdet- og stadig arbejder hårdt for at holde kørende, og som så - på den anden side - har givet os mennesker en luksuriøs levestandard, bl.a. i form af lettilgængeligt og billigt kød. Men selvom vi - menneskearten - har givet vores liv til dette system for den højere levestandards skyld, er vi alligevel ikke den eneste art, der drager nytte af systemet.

Og så vender vi igen tilbage til huskatten - som ikke arbejder 'for systemet', men derimod lever et liv i uhørt frihed og luksus, med tag over hovedet og mad i maven... Takket være mennesket.

Katten strækker sig dovent, strejfer om i kvarteret, spinder og lader sig kæle af mennesket - når den selv vil. Den udslidte familiefar køber den dyreste luksuskattemad med hummer, kaviar og makrel på vej hjem fra kontoret, og på en hård dag med arbejde, madlavning, og børneafhentning får moderen alligevel altid tid til trofast at servere den for katten. Men katten - den spiser når den selv vil. Børnene kommer udmattede og gennemmobbede hjem fra skole, og higer kun efter kattens bekræftende kærlighed. Og den giver katten da også - når den selv vil.

Men når katten ikke vil... Når den ikke gider mennesket... Så har mennesket bare at indpasse sig, for katten lever efter sin egen lov.

Huskatten ter sig med andre ord som fortidens dekadente herremænd, uden de mindste kvababbelser ved at lade sine undersåtter slide sig halvt ihjel, for selvisk at kunne leve efter egne lyster. Hvor mennesket har etableret- og aktivt vedligeholder de mekanismer, der understøtter et morderisk system - landbruget, hvor nogle arter kynisk ofres for andres skyld - og delvist nyder godt af denne orden, da mennesket allernådigst får lov til at overleve, såfremt det viger sig selv og sit liv til systemet... ja, da høster huskatten samtlige fordele ved menneskets gigantiske arbejdsindsats. Katten lever nemlig i menneskets hus som sit eget, den spiser på menneskets regning, og den tager menneskets ubetingede kærlighed for givet, uden nødvendigvis selv at føle sig forpligtet til at give igen.

Ude er mennesket altså en slave af systemet - og hjemme er det en slave af huskatten. Og alligevel går vi automatisk ud fra, at vi skulle være herrearten...

Men hvorfor er der intet opgør med denne dæmoniske herreartstænkning, som falder så naturligt for katten, at den ikke engang tænker over det? Er vi mennesker virkelig tilfredse med denne åbenlyse uretfærdighed? Tør man spørge: Hvor bliver revolutionen af?

Men ak... vi kender jo svaret allerede inden spørgsmålet er stillet færdigt: Revolutionen bliver væk, fordi katte simpelthen er for søde og seje i vores-, den slavebundne menneskeheds hoveder. Vi ville aldrig kunne gøre oprør mod katten - for vi vil have vores huskatte, og vi vil have at de opfører sig på denne dekadente måde. Ja, faktisk er kattenes dovne, forfængelige hovmodighed den primære grund til, at vi synes at de er så seje og søde som vi rent faktisk synes at de er.

Vi er altså ofre for det, der i klassisk marxistisk terminologi kaldes for falsk bevidsthed: Ikke bare er vi - som art - undertrykte, men vi elsker tillige vores undertrykkere. Og fordi vi elsker vores undertrykkende herreart, så falder det os naturligt selv at undertrykke andre arter, og betragte dem som underlødige - som kød. Opgøret med artsspørgsmålet er altså ikke alene et spørgsmål om det problematiske i, at vi ser vores egen art som overlegen, men tillige at vi velvilligt opfører os som om, at katten faktisk er os overlegen.

For katten bestemmer - det er der ingen tvivl om. Hvis noget enkelt menneske greb til væbnet kamp mod kvarterets huskatte, så vil han med sikkerhed blive lynchet - af andre mennesker, hans artsfæller, som han måske nok mente at handle på vegne af, men som trofast står i kattenes tjeneste. Og de fleste vil mene, at det er retfærdighed. At en sådan galning må stoppes.

Nu kunne det argumenteres, at dette ikke er tingenes tilstand på globalt plan. Vi kender jo trods alt til kulturer, hvor katte ikke nyder den særstatus, som de gør herhjemme. Kulturer hvor mennesket står ubestridt højere end katten i arternes hierarki (f.eks. Kina). Og det er selvfølgelig også rigtigt: Mennesket er måske nok den suverænt dominerende art på det globale, dvs. abstrakte og universale plan. Men ingen af os lever jo overalt på jorden på én og samme tid - det gør kun vores art. Nej, alle os enkelte mennesker er begrænsede i tid og rum til et lokalområde, der mere eller mindre udgør hele vores individuelle verden - præcis ligesom huskatten er det.

Og denne begrænsede individuelle verden - den regeres med samme sikkerhed af den dekadente herreart, som den globale domineres af mennesket. Hvor mennesket altså dominerer kloden, dominerer katten Danmark (eller koen Indien, for den sags skyld - eller en tredje art et tredje konkret sted). Mennesket er altså herre over den store verden - men træller for andre arter i den lille. Sidstnævnte er imidlertid den mere virkelige verden, da 'kloden' og 'det globale samfund' ikke eksisterer for andre arter end vores, mens den lille verden deles af alle arter.

Hvor vi mennesker altså tenderer imod at tænke abstrakt og universalt, og derfor i reglen handler på motiver der retter sig imod (den evt. fjerne) fremtid, tager kattene i stedet magten lige her og nu: De kender deres nærområde og deres menneskers særheder - og de drager den optimale fordel af denne viden. Katten, der finder sig selv i de optimale omstændigheder griber eksistensen umiddelbart, og gør sig selv til Herre over livet og lykken.

Mennesket derimod - vi træller altid for noget andet og noget større end den umiddelbare virkelighed. Vi griber ikke livet, men skyder den lille verden til side for den store. Vi bliver altså aldrig herrearten, selvom vi umiddelbart forestiller os at vi rent faktisk er det. Vi har nemlig for travlt med at overveje- og handle på baggrund af abstraktioner

Abstraktioner såsom artsspørgsmålet. Det må vi gøre op med.

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun

Kultur #3: Tag afstand fra dem der tager afstand

Som bekendt er der nu igen sket noget, som ikke burde være sket. Ikke ligefrem det utænkelige - men forholdsvis tæt på: Jeg tænker naturligvis på sidste uges mislykkede attentatsforsøg på den kendte - men ikke i alle kredse elskede - Lars Hedegaard, der på et hængende hår undslap skæbnen, og fik udskudt døden på ubestemt tid. Det var tæt på, men han lever endnu.

Når jeg siger at dette ikke burde være sket, så er det implicit, at jeg ikke mener at det forkerte i hændelsen er, at mordforsøget mislykkedes. Det var nemlig det bedste ved attentatet - ja, det eneste gode: At det slog fejl. For hvorfor i alverden skulle jeg personligt have ønsket noget andet?

Jeg nærer jo ingen hadske følelser overfor Lars Hedegaard - tværtimod: Jeg fatter stor sympati for manden, som jeg fatter sympati for alle med sans for det provokerende og politisk ukorrekte - han virker nemlig til at være optændt af den karakteristiske ild, der brænder i øjnene på den, der har fundet ind til en form for sandhed. Manden har en sag, og er ikke bange for at sige hvordan han ser på tingene. Yderligere virker han intelligent - selv når han argumenterer for pointer som det gennemsnitlige politisk korrekte nokkefår, der fuldstændig mangler evnen til at tænke- og mene noget i det hele taget, finder usmagelige, groteske og dybt forargende.

De politiske korrekte horder beskylder ham for at være vanvittig - men han ved, at de er de virkelige vanvittige. Det er en overbevisning, der kendetegner alle oprigtige debatører - alle dem, der ikke blot søger den overfladisk popularitet, de rosende kommentarer og det hyklerisk rygklapperi. Sådanne ærlige mennesker er desværre en sørgelig mangelvare i vor demokratiske mainstream-diskurs, hvilket blot ville have gjort tabet af Hedegaard så meget desto mere tragisk.

Jeg nærer med andre ord sympati for Lars Hedegaard af nogenlunde de samme årsager, som jeg nærer stor sympati for Hizb ut-Tahrir: Jeg respekterer nemlig alle, hvis hjerter slår for en virkelig sandhed - for man kan altid se i deres øjne, at de - i modsætning til f.eks. den almindelige politiker - lever i en sand virkelighed. De har ikke solgt deres sjæl til den bovlamme politiske korrekthed - idéen om at den laveste fællesnævner for socialt acceptabel small-talk er universets styrende princip - og har derfor formået at bevare den fundamentale menneskelighed, der er en så udtalt sjældenhed i vort nutidige samfund (i hvert fald på overfladen...) Der er tale om mennesker der har opretholdt deres principper - principper, som ikke er til forhandling. Her er kompromis ikke en mulighed, for sandheden vil altid være kompromisløs. De har med andre ord bevaret deres sjæl. De har bevaret troen på, at man ikke bør benægte det, der for én selv står som fuldstændig åbenlyst, bare fordi den vulgære majoritet kollektivt har besluttet sig for at tie virkeligheden ihjel.

De kæmper - også når oddsene går imod.

Sandt etos er nemlig ikke bare et arbejde, men en fundamental livsindstilling. Etikken kan ikke læses ud fra en meningsmåling - og den, der i sandhed, i hjertet stræber efter at handle ret, vil ikke tøve med at sige alverdens meningsmålinger imod, hvis meningsmålingerne og majoritetens stemme nu engang definitivt tager fejl. En sådan indstilling synes jeg at se i Lars Hedegaard. Det er hvad han udstråler - ikke 'had', ikke 'racisme' og ikke 'vanvid' - men en oprigtig vilje til retfærdighed. Og det synes jeg er agtværdigt i sig selv - fuldstændig uafhængigt af, hvad manden så ellers måtte mene - og hvad jeg måtte men om det.

Ligesom nordmændene efter Anders Breiviks by-bombning og ø-massakre den 22. juli, 2011 oplevede en umiddelbar bølge af forening og politisk samhørighed oven på de forfærdelige hændelser, således oplever vi også nu - omend i meget mindre skala - hvordan politikere, kommentatorer og alskens vigtige personer står sammen og tager entydigt afstand fra attentatet på Hedegaard. For en kort stund bliver uenigheder suspenderede, og i et par dage, timer eller minutter lader man sin politiske højre-venstre-orientering hænge i garderoben. For nu-, ovenpå en sådan forfærdelig begivenhed, skal der først og fremmest tages afstand. Lige meget hvad man ellers måtte mene - om Hedegaard og hans trykkefrihedsselskab, om islam, om indvandring og om multikulturalisme - så er det ikke nu, man skal bruge sin tid på at skændes. En mands liv har været i overhængende fare - vi fornemmer næsten vreden, frygten og chokket i os selv. Den slags er utilladeligt - så nu skal vi først og fremmest koncentrere os om at cementere denne utilladelighed.

Og så skal jeg ellers love for at der bliver taget afstand. Ja, hvis du kan drømme om en måde at tage afstand på - så garanterer jeg dig for, at den allerede er blevet implementeret. For afstanden tages på alle tænkelige måder. Hele verden skal vide, at gerningsmanden og hans motiv - man ved for øvrigt ikke hvem og hvad i skrivende stund - at denne uhyrlige gerning og den vilje der lå bag på alle måder ligger så fjernt som overhovedet tænkeligt fra éns egne holdninger: Éns egne motiver og éns egen vilje.

Men vent - er der alligevel ikke noget, som er en smule underligt? Noget der ikke helt er, som det burde være?

Altså... nu vil jeg selvfølgelig ikke ødelægge den gode demokratiske stemning, hvor vi alle i fællesskab sådan kan hygge os med at tage afstand fra den entydigt utilladelige ondskab. Jeg ved jo at den slags muligheder for reelt politisk sammenhold er sjældne og værdifulde, og vi må skatte dem højt mens vi har dem. For der skal tilsyneladende ske et eller andet forfærdeligt før vi demokrater sådan for alvor kan stå sammen - bare spørg nordmændene, eller amerikanerne.

Men alligevel... hvad skal alt denne insisterende afstandstagen nytte? Vi kommer jo ingenlunde en fredeligere verden uden sådanne attentater nærmere, ved at råbe i kor, at vi ikke accepterer at de finder sted. Nej, faktisk har vi et udtalt behov for at der sker forfærdelige ting, hvis vi et øjeblik skal kunne begrave den politiske stridsøkse, og sammen forsikre hinanden om, at den slags er uacceptabelt. Ellers er vi jo rygende uenige med hinanden på alle mulige leder og kanter - ja, vi tøver ikke med at skyde skylden på hinanden for alverdens politiske dårligdomme, og pege fingre fra venstre mod højre og tilbage igen, når vi - alt efter vort individuelle politiske synspunkt - skal finde syndebukke: Dem, der bærer ansvaret for samfundets uheldige tendenser. Skal vi altså finde sammen i en form for grundlæggende harmoni - så kræver vi en skinger dissonans som vi sammen kan definere os selv i modsætning til.

Og her bliver attentatet på Lars Hedegaard særligt tankevækkende. For netop Hedegaard har i vid udstrækning selv spillet rollen som en sådan disharmoni i debatten. Han har været manden med så 'ekstreme holdninger', at langt de fleste har set sig nødsagede til at tage afstand fra hans 'vanvittige' udtalelser, hvis de selv måtte nære noget håb om at blive taget seriøst. Han er således blevet typecastet som en typisk racist - selvom man umuligt kan kalde islam for en race, hvilket samtlige oprigtige muslimer også må være enige i.

Ingen - vel end ikke den mest verdensfjerne Politiken-skribent - vil sige, at de nogensinde har bekæmpet Lars Hedegaards ret til at udtale sig. Alle dem, der så travlt tager afstand i disse dage, vil derimod forfægte, hvordan de selv nærmest er villige til at gå i døden for denne ret. Hvad de derimod har bekæmpet hjerteligt, er det offentlige billede af Lars Hedegaard som person og som intellektuel - hvilket smukt blev eksemplificeret i den debat, der fulgte i kølvandet på den æreløse skjult kamera-optagelse af Hedegaard, der talte om voldtægt inden for muslimske familier. Hvor mange såkaldte 'meningsdannere' øjnede ikke øjeblikkeligt muligheden for at tage afstand fra den 'vanvittige' historiker, og samtidig - indirekte - fremhæve deres egen frelsthed? Og hvor få opponerede imod det indiskutable faktum, at manden blev narret med overlæg?

For hvad er det som vi husker fra netop denne særligt berømte hedengangne debat? Hvad blev vi - borgerne i det demokratiske Danmark - primært forargede over? At Hedegaard med overlæg blev narret til at komme med udtalelser, der efterfølgende blev offentliggjort med det ene, slet skjulte formål at hænge ham ud? Eller korsede vi os alle over det faktum, at en mand overhovedet kunne nære så forfærdelige holdninger - selvom kun et ekstremt fåtal besværede sig med at undersøge hans påstande nærmere, da det at tage sådanne udtalelser alvorligt bliver set som første skridt imod at legitimisere dem...

Der er ingen tvivl: Vi valgte at svælge i forargelsen over, hvad en mand kan finde på at sige og mene privat - selvom dette i sagens natur ikke kommer os ved. Men når først en sådan bølge af forargelse er pisket op og ruller lystigt, så kan et mere subtilt, underliggende, principielt hykleri - med langt værre langsigtede implikationer - få lov at stå upåtalt. Vi valgte nemlig gabestokken og den offentlige latterliggørelse, fremfor påtalen af det åbenlyst udemokratiske: At manden var blevet optaget på video uden sit eget vidende, og at optagelsen blev offentliggjort udelukkende fordi man ville have ham i gabestokken.

Og hvorfor? Fordi gabestokken var bekvem for os andre. Når først Lars Hedgaard sad der, var det jo ingen sag selvhøjtideligt at proklamere, at man aldrig selv ville have sagt eller ment noget så forfærdeligt. Ved således at tage afstand fra Hedegaard mente man at gøre noget godt for landets muslimer... og ved samme lejlighed kunne man så også gøre opmærksom på sin egen overlegne menneskelighed: At man ikke selv var 'racist'. En såkaldt win-win-situation, der kunne udnyttes af alle, om blot man var villige til at se igennem fingre med den urimelige behandling af Hedegaard. For han var jo bare skurken... og skulle skurken fortjene samme retfærdige behandling, som vi andre rigtige mennesker har krav på? Er det ikke tilladeligt at være urimelig, når det nu drejer sig om at bekæmpe en så åbenlys diskrimination - dvs. ondskab?

'Jo, naturligvis...' siger man. 'Vi diskriminerer kun dem, der diskriminerer - for de fortjener diskrimination!'

I mainstream-medierne - ja, i medierne som sådan - har næsten alle arbejdet ud fra en utvetydig udgangsposition, der hedder, at netop Hedegaards idéer er så groteske, så hadske og så 'farlige' at man på ingen måde kan- eller bør tage dem alvorligt. Han har altså repræsenteret et uønskværdigt ekstrem, en uheldig tendens, en afskyelige fordomsfuldhed - og denne stigmatisering havde han bare at leve med.

I hvert fald indtil nu, hvor et endnu mere forfærdeligt ekstrem har meldt sig på banen. For så skal jeg ellers love for, at alle dem, der tidligere har haft så umådeligt travlt med at marginalisere og delegitimisere Hedegaards holdninger og person - og måske endog mere eller mindre direkte har provokeret ham personligt til at skærpe tonen - kommer løbende, og spontant kaster sig ud i patetisk forlæsninger om, at et sådan attentat bør fordømmes ud over alle grænser. At man sætter ytringsfriheden over alt hvad der ellers måtte være helligt her på jorden-

Nu udnytter man altså igen Hedegaard til at tage afstand fra politisk og religiøs ekstremisme. Og sådan mener man nu at gøre noget godt for ytringsfriheden... man fremhæver altså igen sin egen overlegne moral - at man ikke går på kompromis med de basale rettigheder - og Hedegaard er igen en anledning, blot med omvendt fortegn.

Man begynder at ane et mønster.

Der tages nemlig så livligt afstand fra attentatsforsøget på Hedegaard af præcis samme årsag, som man tidligere har taget så voldsomt afstand fra Hedegaard selv. De 'moralske' meningsdannere og politikere vil nemlig udnytte enhver lejlighed til at udstille deres egen humanitet - og har tilsyneladende intet problem med, herved at forvandle debatten til et udstillingsvindue-, en sand catwalk-demonstration af seneste sexede mode inden for den ekstremt efterspurgte selvhøjtidelig hellighed. En hellighed der stort set altid fører sig frem på andres bekostning - hvorfor alle disse gode demokrater er nogenlunde lige så forsigtige med selv at sige noget kontroversielt, som de er ivrige efter at agere bedrevidende, når folk som Lars Hedegaard inviterer til at blive trukket gennem sølet ved faktisk at mene noget markant.

Disse gode demokrater vil altså gerne blæse og have mel i munden samtidig - ikke fordi de ikke selv er klar over, at det er umuligt (det har de næppe skænket en tanke), men fordi de gerne vil fremstå på en bestemt måde i debatten: Som de kultiverede humanister, der altid mener det rigtige, uden nogensinde selv at sætte noget på spil for sandheden og retfærdighedens skyld.

Og hvordan spiller man mest bedst denne rolle? Hvordan virker man allermest overbevisende i sin humanisme? Jo, ved at snakke om alt det i vores samfund og verden, der ikke burde være sket. Alt det, der burde være anderledes. Attentater burde jo selvsagt ikke finde sted - men Hedegaard burde nu heller ikke mene det, som han mener. Ja, faktisk burde verden være et lyserødt paradis, hvor alle elskede hinanden, og sad i rundkreds og sang Kumbaya... og det ville den selvfølgelig (implicit) være, hvis alle mente som os - og ingen mente noget andet.

Problemet er bare, at 'vi' ikke mener noget i virkeligheden.

Ved at excellere i ønsketænkningens retorik ændrer man jo ikke det fjerneste ved verden. Faktisk er man omvendt afhængig af en verden, der konstant giver én anledning til at tage afstand - for ellers måtte man jo selv vove at mene noget - og ville således hurtigt blive afsløret som den charlatan, man inderst inde er. Som professionel meningsdanner eller politiker i dag kan man derfor ikke ønske sig noget bedre end et samfund, hvor alting burde være anderledes - for så er der rig mulighed for at fremhæve sig selv.

Sådan bibeholdes status quo: Man giver udtryk for at forholde sig til problemerne, uden faktisk at gøre noget ved dem - for det vigtigste er ikke hvad man gør, men hvad man giver udtryk for. At gøre noget ville da også være direkte umuligt for størstedelen af de ivrige afstandstagere, da problemerne selv netop vokser ud af denne status quo: Den sande hjemmebane for alle dem, der mener at tingene nu engang burde være anderledes. Den status quo som de populære politikere og meningsdannere har gjort sig en karriere ud af at repræsentere og perpetuere.

Her klapper man gerne ytringsfriheden kærligt på hovedet med den ene hånd, og kvæler den hadsk med den anden - fordi man generelt er for selvoptaget til at se, at man er havnet i en principiel selvmodsigelse. Hvis man f.eks. gerne vil blande oplyst humanisme med Islam, så får man uundgåeligt noget, som ikke minder om nogle af delene, og som alle oprigtige parter - om de så er humanister eller muslimer - er utilfredse med. Ja, de eneste der ikke er utilfredse er dem, der formår at udnytte situationen til at promovere sig selv, ved at tage entydigt afstand fra den virkelighed, der stadigt mere insisterende proklamere at projektet ikke lader sig gøre.

Derfor opfordrer jeg alle til, at tage afstand fra dem, der tager afstand. Selvfølgelig skal Hedegaard have støtte - men det skal han nok få fra sine faktiske støtter. Til resten af det politiske og journalistiske Danmark bør vi i stedet sige: Det er ikke et spørgsmål om, at attentatet ikke burde have været forsøgt - men derimod et spørgsmål om, at det rent faktisk blev forsøgt. Jeres afstandstagen nytter altså intet... ja, den er ikke bare nyttesløs, men udtryk for åbenlyst hykleri. For hver eneste gang i siger: 'Dette burde ikke...' da drejer I debatten væk fra den faktiske problemstilling - som jeg medgiver, at I måske ikke engang forstår - og over på jeres egen selvretfærdighed.

Spørgsmålet er hvorfor det skete - ikke hvorfor I mener at det ikke burde være sket. Jo mere I insisterer på at snakke om det sidste, desto tydeligere bliver svaret på det første.

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun

Kultur #2: Irrationel almagt

Menneskeheden ser på alle punkter ud til at være evolutionens heldige kartoffel: For grundet vores arts suveræne fordel - nemlig evnen til refleksiv tænkning som muliggør langsigtet planlægning og brug af værktøjer - har vi over de sidste mange tusinde år gradvist-, med fortræffelig success formået at forvandle verden til vores verden. Hvor andre arter må tilpasse sig naturens nådesløse rammebetingelser, da har vi mennesker - via ufatteligt mange generationers akkumulerede arbejdsindsats - i alle væsentligheder formået at vende dette forhold på hovedet: Vi behøver ikke længere at tilpasse os naturen, men forventer omvendt at naturen tilpasser sig os.

Måske var det uundgåeligt: At naturen i sidste ende måtte frembringe en skabning, hvis tilpasningsdygtighed udviste et sådant raffinement-, en sådan genial spidsfindighed at jorden selv, med hele dens ufattelige rigdom af planter, dyr og umådelige afstande ikke havde andet valg end at adlyde. Endelig måtte naturen - der jo på en måde har skabt alt - bøje sig, træde i baggrunden og trælle for sin egen skabning, præcis ligesom den ellers tidligere så umådeligt magtfulde Gud - Herren der giver- og tager liv - til sidst selv måtte lade livet og dø ved menneskehånd: Fordi mennesket tænker længere, mere spidsfindigt, mere sindrigt og systematisk end naturen og Gud til sammen. I kraft af vores tænkning - det organiske redskab som sætter os i stand til at planlægge og systematisere - igennem denne besynderlige og effektive tænkeevne, som vi i mere primitive tider betragtede som en gave fra Gud, men som i dag snarere må anskues som en naturlige tilfældighed-, ja, igennem selve det, at vi kan abstrahere og rationalisere, har vi overvundet Gud og underlagt os naturen.

Vi mennesker ved nemlig både hvad naturen og Gud er - hvilket hverken er naturen eller Gud forundt at vide. Derfor er mennesket på en måde dem begge overlegne - fordi vi har gennemskuet vores verden og verdens betingelser: Altså har vi mestret både den verden som vi lever i- og af-, nemlig naturen, såvel som den verden vi forstiller os og som vi kun har oppe i hovedet - den tankeverden som Gud tidligere regerede mildt og strengt. Vi ved nemlig at Gud er skabt af mennesket - ikke omvendt. Ligeledes ved vi at mennesket er skabt af naturen... og at naturen ikke er skabt af Gud.

Tidligere var Gud symbolet på den højeste tænkelige mening - med mennesket, med verden og med alting derudover. Gud var Ham med stort H, som vi var skabt til at tjene suverænt. Men efterhånden indså vi, at noget sådan som 'mening' - et abstrakt koncept - kun var muligt for os mennesker i kraft af evnen til at tænke og reflektere. Var Gud altså 'den endelige sandhed' - meningen med alting - da var han ikke andet end det allermest menneskelige - noget som kun mennesker kunne tænke sig til-, og som kun kunne give mening for mennesker... dvs. en løgn.

En løgn er nemlig hverken mere eller mindre end: Noget der kun kan eksistere i sproget og i vores hoveder, men umuligt kan påpeges eller bevises i virkeligheden. Tænker man først 'Gud' har man tænkt noget grundlæggende om virkeligheden, som umuligt kan påvises på nogen utvetydig måde inden for rammerne af virkeligheden selv. Gud tænkes som verdens ophav, og som sådan må Han overskride verden - Gud må altså tages for en realitet, der per definition ligger hinsides alle grænser for erfaringen. Han er et ubeviseligt postulat der tages for absolut virkeligt - og som sådan kan Gud ikke på nogen fornuftig måde skelnes fra den absolutte løgn.

Nu kom alle vores idéer om naturen imidlertid også fra Gud, sammen med idéen om, at Han havde skabt os. Gud lod os nemlig vide i sin hellige bog - en bog, som vi først senere måtte regne for stærkt utroværdig, altså som én stor løgn - nemlig i den såkaldte Bibel, at... (jeg citerer):

"Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem; og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: "Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!" Gud sagde fremdeles: "Jeg giver eder alle urter på hele jorden, som bærer frø, og alle træer som bærer frugt med kerne; de skal være eder til føde; men alle jordens dyr og alle himmelens fugle og alt, hvad der kryber på jorden, og som har livsånde, giver jeg alle grønne urter til føde" Og således skete det."

Første Mosebog 1,27-30

Gud skabte med andre ord naturen i sin helhed til at tjene mennesket: Mennesket skulle herske over alle dyr og planter, men omvendt skulle ingen dyr eller planter herske over mennesket. Mennesket skulle nemlig kun tjene Gud - skaberen - og lyde Ham, ligesom et barn skal lyde sine forældre, fordi barnet i princippet skylder forældrene alt: De er jo betingelsen for barnets eksistens og overlevelse i den første tid. Sådan var Gud det også for os: Han var den ene Fader og der holdt hånden over mennesket - Hans myriader af sønner og døtre, der alle i én eller anden forstand bar deres suveræne skabers præg.

Naturen derimod havde intet med menneskets skabelse at gøre - den var der bare, som et uendeligt, uudtømmeligt forrådskammer. Som en gave fra Gud, som skabt af Gud, men samtidig som noget uendeligt fjernt fra Gud.

Fordi mennesket kunne se sig selv som adskilt fra naturen - som det eneste dyr udstyret med refleksiv tænkning - kunne mennesket også forstå sig selv som Guds udvalgte, altså som 'skabt i Guds billede'. Og fordi mennesket således kunne se sig selv som Guds yndling, kunne det også forstå naturen som et - ja, undskyld min pleonasme - domæne for dominans. Intet i den naturlige verden - hverken planterne, dyrene eller insekterne, bjergene eller havene, eller jordens mineraler og råstoffer - var nemlig udstyrede med den tænkeevne, der satte mennesket i stand til at opdigte en løgn så spektakulær som Gud. Kun mennesket kunne jo tænke Gud - og Gud kunne kun eksistere- og begribes såfremt Han kunne tænkes. Heste, hunde, kameler og grise kan jo umuligt have en Gud på samme måde, som mennesket havde én - for slet ikke at tale om græsset eller havet. Selve tanken virker latterlig og absurd...

Derfor siger det sig selv, at Gud måtte have et særligt forhold til mennesket, ligesom løgnen altid tjener et ganske særligt formål for den, der lyver (særligt hvis løgneren - som det f.eks. ses hos mennesker med psykopatiske træk - formår at overbevise sig selv om sandheden af sin løgn). Fordi mennesket som det eneste dyr kunne bilde sig ind at se hinsides naturen, til en anden verden - den guddommelige virkelighed - kunne mennesket forstå sig selv som stående imellem de to verdener - imellem naturen og det hinsides, eller imellem det umælende bæst og de overjordiske engle.

Sådan lærte mennesket at se- og forstå sig selv som noget helt andet end natur. Naturen havde jo ikke mulighed for et Gudsforhold, så længe den ikke var menneske - og netop 'menneske' var det eneste, som naturen aldrig kunne blive. Som 'skabt i Guds billede' var mennesket jo afgørende forskelligt fra alle grønne urter og træer, og fra fiskene i havet, kvæget, jordens krybende kryb og de flaksende fugle på himmelhvælvet. Naturen i sin helhed var jo tankeløs - ergo var den fjernere fra Gud. Og tankeløsheden var netop det, der gjorde naturen til natur, i modsætning til det tænkende menneske.

Selvom mennesket i vore dage for længst er holdt op med at tro på Gud, så er den koloniserede natur - vores osende storbyer, det industrialiserede landbrug, og det altomfattende globale handelsnetværk, hvor enorme mængder ressourcer transporteres tusindvis af kilometer på kryds og tværs, i overensstemmelse med en indre-, abstrakt- og strengt økonomisk logik - en mere omfattende realitet i dag end nogensinde før: For selvom vi ikke længere kan tro på, at naturen er skabt af en algod Gud for menneskets skyld, så har vi alligevel bygget en verden, hvor naturen spiller netop denne underdanige rolle. Ja, faktisk har vores arts store arbejde med at kolonisere naturen og bringe civilisation til verden været den ultimative betingelse for, at mennesket til sidst ikke længere kunne tro på Gud: For den moderne verden - globaliseringens verden - er i så høj grad præget af mennesket, med alt dens fornuft og grusomhed, at civilisationen umuligt kan ses som et produkt af en overnaturlig skabergud. Nej - dette monstrøse tekniske mesterværk må være menneskeskabt. Det bærer alle menneskets kendetegn.

Civilisationen i fuld flor er således menneskets bevis imod Gud. Civilisationen er nemlig mennesket der aflægger vidnesbyrd om sin egen almagt. Den er menneskets levende ord. Et monument over vores tænknings utrolige ydeevne: Bundet sammen af biler, flyvemaskiner, internet, medicin, handel og alverdens geniale resultater af den refleksive tænkning... alt sammen ting, der kun er mulige- og nyttige for menneskeheden, i kraft af en rationalitet, der er blevet så almægtig, at den i stort og småt får vores verden til at dreje rundt: Fra telefoner og ure til lufthavnens internationale afgange, eller den pulserende strøm af handlende på strøget. Det hele er gennemsyret af en systematisk almagt - en almagt der vel at mærke kan påvises og som er åbenbar for enhver, i modsætning til den guddommelige ditto, der allerhøjest kan postuleres, men som ikke har nogen direkte demonstrerbar virkning.

Vores civilisation er produktet af den refleksive tænkning, der til sidst er blevet så mægtig i sin systematiske fornuft, at den umuligt kan tro på en Gud længere. Men civilisationen er samtidig den reneste manifestation af tanken om den fundamentale forskel imellem menneske og natur - en forskel der trækker rødder tilbage til en menneskehed, der mente at kunne se hinsides den naturlige verden, selvom de på mange måder stadig levede i den.

Mennesket kunne kun påbegynde det civilisatoriske arbejde fordi det kunne tænke sig en Gud, og dermed tænke sig selv som noget ganske andet og mere end den resterende natur. Vores evne til refleksiv tænkning satte os på én og samme tid både i stand til abstrakt at tænke noget sådan som 'Gud' såvel som til den konkrete systematisering af vores overlevelse: At tænde ild og bruge værktøjer, at udvikle, at høste og at så.

Fordi det civilisatoriske arbejde har været en så bragende success-, der på alle måder har ladet menneskearten triumfere over alt på jorden - ja, som endog har bragt mennesket til månen - altså fordi den reflekterende tænknings civilisation har 'sejret af helvedet til' - derfor kan vi ikke længere tolerere den sidste rest af irrationalitet, som trods alt er påkrævet, om man som moderne menneske stadig skal tro på en Gud. Mennesket har nemlig triumferet igennem sin rationalitet - hvilket altid har været ensbetydende med, at mennesket har gennemskuet og mestret naturens tilsyneladende irrationalitet. Når civilisationen som sådan er det allermest åbenlyse bevis på rationalitetens almagt, da virker det latterligt at klynge sig til noget så arkaisk, primitivt og ufornuftigt som en almægtig skabergud. En sådan regnes nu i stedet for en irrationalitet - en fejltagelse - i den refleksive tænkning selv. Gud bliver til intet andet end et strålende eksempel på den risiko, der er forbundet med alt tænkning: At man kan blive vildledt.

For hvem var Han da også i udgangspunktet, denne Gud? Hvem var Han Gud for? Et primitivt nomadefolk... En uciviliseret menneskehed, der endnu ikke vidste bedre. En menneskehed der endnu ikke vidste, hvad den selv var i stand til af egen kraft.

Og dog er idéen om skaberguden stadig det ultimative bevis på menneskets fundamentale forskellighed fra naturen. Gud er nemlig et rent produkt af den refleksive tænkning, som i en mere jordnær forstand rent faktisk er det, der adskiller mennesket fra andre arter, ligesom snablen udmærker elefanten og spindet gør edderkoppen til sin egen. I kraft af vores tænkning og vores sprog kan vi nemlig lyve - og det er umuligt at forestille sig en løgn der er mere spektakulær end den om Gud: Den almægtige løgn.

Hvis man - som vi gør i dag - ser Gud som noget grundlæggende irrationelt (en tro i modsætning til en viden), så er betingelsen for vores altomfattende, stadigt ekspanderende menneskelige civilisation blevet meningsløs. Vi lever jo som aldrig før i en adskillelse fra den øvrige natur - selvom naturen er menneskets eneste rationelt forsvarlige hjemsted og ophav. Ja, naturen er det eneste sted vi på nogen 'videnskabelig' måde - altså i overensstemmelse med den rationelle tænkning - kan påvise menneskets rødder. Hvis mennesket altså på nogen måde skulle siges ikke at høre hjemme i naturen... ja, så har det brug for en Gud.

Nu kunne det selvfølgelig indvendes at civilisationen i sig selv er et glimrende bevis på, at mennesket rent faktisk er fundamentalt anderledes end alle andre dyr... ja, at menneskets civilisatoriske virke med alt ønskelig tydelighed viser, at vi umuligt kan regnes som værende en del af naturen, på samme måde som vandet, myggene, liljerne, eller skyerne er det... og det er jo på en måde også fuldstændig korrekt. Den vigtigste problemstilling - som denne indvending let og elegant sniger sig uden om - er imidlertid, at vi ikke længere har nogen meningsfuld grund til at stille vores art udenfor den naturlige sammenhæng. Vi kan altså godt konstatere at mennesket har omskabt verden i sit eget billede, at vi har barrikaderet os i storbyer langt fra den øvrige natur, og at dette faktum i sig selv gør mennesket til en naturlig undtagelse - men vi kan umuligt forsvare, at det skal være sådan, altså at der findes en fornuftig grund til vores strenge dualisme, kultur og natur imellem. Hvis vi på denne måde begynder at tale om at vores art skulle have et særligt formål, én retning som vi nødvendigvis må bevæge os i, da vover vi os faretruende nær irrationalitetens tynde is.

Den sejrende fornuft tillader os altså ikke længere at regne med et 'hinsides', et 'guddommeligt' eller et 'evigt'. Alle disse koncepter er nemlig unaturlige. Alligevel er den eneste begrundelse for vores nuværende radikale fremmedhed fra naturen, at vi som mennesker på en eller anden måde er dømte til at stå udenfor. Vi kan simpelthen ikke tænke- og opføre os som om, at vi er en del af den naturlige sammenhæng, selvom det er os tilsvarende umuligt at benægte, at den irrationelle og tilfældige natur er vores eneste egentlige ophav - at vi altså ikke er skabt af en antropomorf guddom, der har givet mennesket en særlige tilladelse til at isolere sig og være sig selv nok.

Når troen på Gud først begynder at forsvinde, begynder troen på civilisationen derfor også at forsvinde. De to ting har nemlig en fælles grund, om vi vil det eller ej. Udraderer vi Gud - og det kan vi kun ved at udradere grunden til Gud - så udraderer vi også menneskets særlige status i forhold til naturen. Troen på Gud er nemlig intet andet end menneskets tro på en højere mening - og kun ved en fælles tro på en højere mening kan det store civilisatoriske - dvs. kulturelle - arbejde overhovedet gennemføres. Den højeste mening er nemlig det ekstraordinære, der driver mennesket ud i sin anderledeshed, i sin rastløse omskabelse af verden... for hvorfor forandre noget overhovedet, hvis der ikke er en mening med det? Hvorfor prøve at være noget andet end natur, hvis man ikke i én eller anden forstand har forstået, at naturen ikke er alt? For at handle bliver man nødt til at have et motiv - om det så er det mest abstrakte.

Så længe mennesket ikke ser en mening i det hinsides, har det intet motiv for at forlade det dennesidige - og det dennesidige kan aldrig-, i en helt fundamental forstand være andet end naturen... og så selvfølgelig den altomfattende civilisation, der har mistet troen på sig selv, og således bliver den manifeste løgn. En civilisation hvis hele livskraft ligger i, at mennesket bliver ved med at lyve for sig selv, fordi det eneste der binder civilisationens mennesker sammen er, at ingen længere tror på den, samtidig med at ingen længere tror på noget alternativ - fordi ethvert alternativ er præcis ligeså umuligt, dvs. rationelt uforsvarligt.

Vi begynder således at se en vis systematik i vores fjernelse fra naturen. Vi har bevæget os ud i anderledesheden således:

-Naturen skabte mennesket med de anlæg, der på sigt udviklede sig til den instrumentelle, refleksive fornuft (tænkning).

-I kraft af tænkningen blev mennesket i stand til at handle civilisatorisk: At organisere naturen i overensstemmelse med sine egne formål.

-Civilisationens ledestjerne var troen på en guddommelig orden - en 'mening' - der i én eller anden forstand var noget andet, højere, sandere end den naturlige orden.

-Med troen på denne højere mening kunne mennesket arbejde kulturelt hen imod en opfattet 'guddommelig orden'. Mennesket kunne arbejde på baggrund af idealer for mening med kulturen/menneskelivet - dvs. væk fra den naturlige verdens kaotiske og spontane væren-i-øjeblikket.

-Den altomfattende nuværende menneskelige civilisation er opstået gradvist som følge af en stadig fjernelse fra naturen, manifesteret i menneskets viden om naturlige sammenhænge, der løbende er blevet sat i system og udnyttet til at arbejde for mennesket og dets civilisation.

-Civilisationen selv bivirker at mennesket taber troen på den guddommelige orden, da en sådan umuligt lader sig påvise som noget kontinuerligt med naturens iboende systematik. Sidstnævnte er nemlig den eneste betingelse for civilisationens triumf, manifesteret i det teknologiske fremskridt. I modsætning til Guds almagt er den menneskelige almagt nemlig et ubetvivleligt faktum.

-Da mennesket endelig overvinder sin egen sidste irrationalitet - dvs. den sidste rest af kaotisk naturlighed i sit væsen - ved ikke længere at tro på en Gud, havner den civilisation, som ultimativt er funderet på samme grundantagelse som Gud, i en krisetilstand.

Mennesket har med andre ord mistet sin ledestjerne: Den guddommelige orden som mennesket qua sin særlige plads i skaberværket har forsøgt at tilnærme sig i det civilisatoriske arbejde, afsløres ultimativt som den største løgn. En løgn som mennesket imidlertid kun har kunnet nærme sig ved at tro på den - dvs. tage den for en absolut sandhed. Når Gud - og med Ham, menneskets særligt priviligerede plads som noget ud over natur - først er blevet 'afsløret' som en fejltagelse, da bliver sandheden naturligvis det, som vi over så ufatteligt mange generationer gradvist har fjernet os mere og mere fra: Nemlig naturen.

Jo mere man lyver, desto mindre taler man jo i sagens natur sandt...

Vi befinder os altså i den bizarre situation, at mennesket - via sin naturgivne evne til at tage fejl - har lukket sig selv definitivt ude fra den eneste sandhed, der faktisk eksisterer og stadig ubetinget kan anerkendes som sådan: At mennesket hører definitivt hjemme i den naturlige verden, med dens grønne planter, summende insekter, syngende fugle og strømmende vandløb. I vores tro på Gud - altså i vores tro på en højere mening - har vi forskanset os fra den eneste mening, som rent faktisk griber ud over mennesket og kan opleves som noget mere omfattende-, ja mystisk og 'spirituelt': Nemlig vores naturlige ophav - det eneste hinsides-, den eneste 'anden verden' der kan påvises. En verden som vi altid vil være en del af, lige meget hvor meget vi opfører os som om, at vi ikke er det.

Når menneskets skadelig indvirkning på jordens økosystemer i dag diskuteres så livligt, så giver videnskaben os kun den halve sandhed om debattens berettigelse, ved sine nøgterne påvisninger af, at jorden som sådan lider skade under den utrolige belastning, som en altomfattende menneskelige civilisation pådrager den. At mennesket ved at optage meget plads og mange ressourcer på denne måde efterlader mindre til den naturlige verden af dyr og planter er jo selvindlysende. I den civilisatoriske systematik udnytter- og slavebinder vi effektivt naturen, hvilket også ses reflekteret i den almindelige sprogbrug om, at man i sin tid behandlede menneskelige slaver 'som dyr'. Vores nådesløse slavebinding af naturen er imidlertid ikke den eneste årsag til den ængstelige og apokalyptiske debat om problematikkens implikationer. Langt fra.

Hvis vi for alvor kunne tro på, at vores nuværende civilisation i en fundamental forstand var meningen - at den var sanktioneret af Gud eller et andet metafysisk og suverænt meningsgivende princip - da ville menneskets forhold til naturen nemlig ikke være et spørgsmål, som overhovedet var værd at tage alvorligt. I så fald ville vi nemlig ikke være det fjerneste i tvivl om, at vi var på rette spor. At naturen lider under menneskets stadig ekspansion bliver først et problem, når meningen med selve ekspansionen begynder at fremstå tvivlsom - og det gør den naturligt, når vi ikke længere kan regne med, at en frelsende Gud i sidste ende altid vil rede menneskeheden fra sig selv.

Når først Gud er død bliver tanken bag den hæmningsløse civilisatoriske ekspansion derfor stærkt tvivlsom - for hvert eneste successive skridt væk fra naturen er i sagens natur et skridt nærmere det, der nu er blevet åbenbaret som en løgn.

Ligesom vi ikke bør dømme- og latterliggøre børn for at tro på julemanden, bør vi imidlertid heller ikke dømme vores forfædre for at have troet på Gud. Barnet tror jo på julemanden af gode grunde: Det nærer et håb om at få mange gaver til jul, og bestræber sig derfor på at leve i overensstemmelse med julemandens strenge krav om ret opførsel. Ja, på en måde kan det endog forsvares, at barnets tro på julemanden er rationel. Men hvis mennesket bliver ved at tro på julemanden langt ind i sit voksenliv, på trods af alle beviser på det modsatte, fordi den voksne stadig lever i den barnlige forventning om mange julegaver... så vidner det om et dybereliggende problem, og vi gør ret i at sende vedkommende til en terapeut.

Dem, der bliver ved at tro på civilisationens ubetingede berettigelse over naturen minder om den forstyrrede julemandsdicipel - for alle begrundelser for, at vi bevæger os 'den rigtige vej' er forsvundet som dug for solen, altså er der heller ingen grund til at tro, at den civilisatoriske ekspansion rummer nogen som helst form for belønning. Ingen har autoriteten til at love os en happy ending.

Hvordan kan man bevæge sig den rigtige vej, hvis ingen vej er mere rigtig end andre? Hvis intet ultimativt giver mere mening? I bund og grund er det simpelt - det drejer sig om et valg: Enten kan man se situationen i øjnene, og oprigtigt spørge sig selv: "Hvad nu?" Eller man kan benægte at problemet overhovedet eksisterer, og dermed forvilde sig ud i en stadigt mere neurotisk kognitiv dissonans... man ved at man lyver for sig selv, men samtidig ved man, at løgnen er den eneste sandhed man har.

Menneskets status af evolutionær vinder er altså ambivalent i sin grundvold: Fordi vi tidligere kunne tænke os til en hypotetisk 'højere mening', har vi koloniseret- og forandret vores omgivelser, og arrangeret dem til at bekræfte den 'højere mening' - og følgelig skabt en verden af overflod for os selv. 'Den højere menings' forudsætning var imidlertid menneskets absolutte forskellighed fra de naturlige omgivelser - en forskellighed som vi nu har bekræftet, men som vi samtidig - i og med denne bekræftelse - er nødt til at anerkende som ultimativt meningsløs: Bare fordi vi kan tænke en Gud - en 'højere mening' - betyder det ikke, at Gud eksisterer. Vi kan altså stadig opføre os som om at vores civilisation har et formål, for at vi kan tænke i formål er det, der gør mennesket anderledes. I bund og grund skylder vi hele vores nuværende civilisation til det faktum, at vi kan konceptualisere noget sådant som et 'formål' overhovedet. Men bare fordi vi kan tro på et formål betyder det ingenlunde at der er et formål.

Meningsløsheden - den manifeste manglende tro på et større formål - omgiver nu mennesket i absolut forstand, i form af en stadigt mere monstrøs, stupid og ureflekteret civilisation. En civilisation hvor de blinde neurotikere, der nægter at se problemerne i øjnene samtidig bliver stadigt mere magtfulde og indflydelsesrige - fordi de er de eneste, der er dumme nok til at ønske sig denne magt og indflydelse. Mange almindelige, fornuftige mennesker forsvinder derimod sporløst i den moderne Bermudatrekant angst, eskapisme og desillusion - vor tids hellige treenighed.

Menneskets triumf synes altså at implicere det ultimative nederlag. Vi har etableret en orden, hvor vrangforestillinger trives, og almindelig samvittighed og eftertænksomhed - manifesteret som eksistentiel tvivl - bliver diagnosticeret som manglende karakter eller psykisk sygdom.

Det eneste håb for en meningsfuld eksistens bliver således stadig mere uforeneligt med den menneskelige civilisation - for jo mere den skrider fremad, desto mere åbenlys og altomfattende bliver civilisationens tvivlsomme grundantagelse. Men hvor skal mennesket finde styrken til at rulle en civilisation tilbage, som på alle måder er blevet så omfattende, at hele vort menneskelige væsen er opslugt af den? Hvordan skal vi som mennesker gøre op med den tænkning, som på alle måder er vores eget væsens uudslettelige kendetegn? Kan det overhovedet lade sig gøre? Er det overhovedet nødvendigt? Ønskværdigt?

Er disse spørgsmål overhovedet de rigtige at stille sig?

Man kunne jo omvendte spørge sig selv: Forestillede den første stenaldermand sig, efter at have erobret ilden og fået den under kontrol, mens han sad om aftenen og fortryllet betragtede de dansende flammer, der bragte varme og en nærmest overnaturlig tilstedeværelse ind i hjertet af stammen, at denne dansende ild, der nu var hans og deres, kun var første skridt imod den totale udryddelse af skoven - den skov som han var en del af og som han kendte som sit eneste hjem? Skuede han - som i en vision - en verden af cement og supermarkeder og osende biler og endeløse kontorlandskaber for sig, da han sad og varmede sig ved det buldrende lys, der nu omfavnede stammen midt i den mørke og endeløse nat? Forstillede han sig, hvordan TV- og computerskærmens blålige glød på sigt ville affødes af de gul-røde flammer, og tusindevis af år senere tjene den samme rolle for mennesket, som den levende ild tjente for ham nu - som et nærmest magisk redskab, der ikke bare var praktisk, men tillige lod mennesket vriste sig fri af tid og sted, og satte tanken fri, og lod den svæve bort til fjerne mulige- og umulige verdener? Kunne han overhovedet tænke det, denne simple stenaldermand? Kunne han overhovedet forestille sig noget så komplekst og fjernt?

Kan det moderne menneske omvendt overhovedet tænke sig tilbage til naturen? Er vejen ikke for lang-, for besværlig og for usikker? Og: Er vi ikke alt for komplekse væsener i dag, til overhovedet at forestille os noget så simpelt som en naturlig orden? Måske... men det betyder intet for den, der har fundet sin ild, og drømmer sig bort - for troen må lede vejen, og troen går forud for enhver viden.

Den flammende, dansende, magiske tro.

Den længste rejse begynder med et enkelt skridt.

Ilden oplyser vejen.

"Jeg besværger jer mine brødre, forbliv tro mod jorden"
-Friedrich Nietzsche / Zarathustra

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun