Kultur #4: 13 skikkelser fra den kulturelle kanon

Helle Thorning-Schmidt: Statsminister som et punkt på en karrierekvindes CV.

-

Lars Løkke: Opposition forklædt som undskyldning - eller omvendt?

-

Rune Lykkeberg: Pluralismens varme luft in carne.

-

Bo Lidegaard: Har vi lært noget af historien? Kan man overhovedet det? Måske én ting - så længe de andre taler grimt er det ikke din skyld.

-

Milena Penkowa: Videnskabelig objektivitet som feminint image.

-

Johanne Schmidt-Nielsen: Indigneret small-talk søger mage.

-

Ahmed Akkari: Den kulturelle tilpasnings ædle kunst - at vende på en tallerken.

-

Clement Kjersgaard: Gå hårdt til de andre, men aldrig til dig selv - det er godt TV.

-

Villy Søvndal: Solidaritet er en blodprop i ministerbilen.

-

Nik: Den søgende kunstner - drengen fra Værløse der bare gerne ville være sort.

-

Sidney Lee: AKA det post-moderne universal-geni.

-

Pia Kjærsgaard: Velfærdsstaten Danmark - national identitet som forbitret hjemmehjælper.

-

Stein Bagger: Den moderne mand som 68'er-opfindelse: Uendelig anger i det ydre - uforbederlig svindler i det indre.

Kultur #4: Innovation

Vi lever i et samfund, der går højt op i, at vi kollektivt og individuelt skal tænke innovativt. Vi skal gøre tingene på nye måder og vi skal tænke verden på nye måder. Vi skal lære at se udfordringer og potentiale, der hvor vi tidligere har set begrænsninger.

Udbyder man innovation vil man møde grænseløs efterspørgsel i dag, får vi at vide. Verden er grådig efter denne nytænkning, og vil betale alt for den.

At tænke nyt implicerer som bekendt, at man tænker anderledes. Man tænker unikt. Man tænker kreativt. Alle disse ting - får vi at vide - er kendetegnende for disse vidunderlige nytænkere og deres fantastiske produkter: Nytænkning. Kreativitet. Individualitet. Anderledeshed. Innovationens glæder kender ingen grænser.

Derfor kunne man forledes til at tro, at verden også efterspurgte selvstændig tænkning. For synes denne kreativitet, denne aldeles unikke individualitet, denne spraglede anderledeshed ikke netop at kræve selvstændig tænkning? Er innovationen ikke fuldstændig umulig, hvis der ikke eksisterer selvstændigt tænkende mennesker?

'Naturligvis!' får vi at vide. 'Dyrk selvstændigheden!' Think different som et af verdens allermest kendte, udbredte og - ironisk nok - folkelige slogans lyder.

Men i den virkelige verden forholder tingene sig nu engang anderledes. Dvs den verden vi lever i.

Vi lever nemlig i et samfund, der på alle måder regeres af majoriteten. Det gode produkt er det som sælger - ikke nødvendigvis det, der virker. Vores politiske styreform er demokratiet - hvor pointen er at flertallet udpeger regeringen.

Om vi kan lide det eller ej, er det den folkelige popularitet der diktere, hvilke produkter vi kan købe i butikkerne, og hvilke politikere der regerer landet.

Når man siger at vi desperat efterspørger innovation, mener man i virkeligheden noget meget mere specifikt: Man efterspørger nye, kreative måder at få penge eller magt på. En idé, en tankegang eller en opfindelse kan altså være nok så innovativ - men hvis den ikke kan bruges til at vinde profit eller indflydelse, så er den ubrugelig.

Og hvem skal man så indrette sin tænkning efter, hvis man gerne vil udbyde noget, der både er innovativt og populært? Efter majoriteten naturligvis. Efter flertallet.

Ikke at man behøver at være innovativ på hele folkets vegne, hele tiden. Det vigtigste er, at man kan specificere en indflydelsesrig eller købekraftig målgruppe. Man må med andre ord altid gå efter et bestemt segment, hvis man skal have en køberskare til sin innovation.

Du må aldrig tænke på vegne af den i sandhed unikke ener. Det ville være en forfærdelig fejltagelse. Eneren er nemlig altid en undtagelse. Udbyder du én eller anden innovativ tanke med den unikke ener som målgruppe, så har du i realiteten ingen målgruppe overhovedet. Der er derfor ingen som vil tro på dit produkt. Din innovation er ikke efterspurgt.

Nej - man skal sigte bredt, bredere bredest-

Hvad sker der, når man først begynder at tilpasse sine tanker og sine idéer én eller anden specifik målgruppe? Jo, produktet bliver uundgåeligt influeret af en flertalsovervejelse. Vil de fleste i målgruppen fange idéen i alt dens innovative stråleglans? Eller vil de forkaste den, fordi de ikke forstår den?

Den innovative tænker bliver nødt til at gøre sig sådanne overvejelser, hvis han ønsker at udbyde noget som ultimativt er interessant for samfundet. Tænkningen må altså tage hensyn til en vis strømning - og strømninger er nu engang aldrig individuelle men kollektive.

Skal din innovation være brugbar, må den altså ramme et vist segment - en skare. Og den mest magtfulde og succesfulde innovation er den, der rammer det bredeste flertal.

Ægte eksempler på moderne innovation er de amerikanske brands Coca Cola og McDonalds. De repræsenterer i sandhed en ny måde at tænke verden på: Som ét stort fællesskab bundet sammen af markedet.

McDonalds og Coca Cola er gode eksempler på innovation, fordi tankegangen bag disse brands er så anderledes, så unik og så kreativ: Ikke så meget på grund af produkterne-, de konkrete burgere og sodavand de to korporationer udbyder. Nej, på grund af den bagvedliggende vision.

Og hvad er denne vision så? Jo, at den største tænkelige målgruppe er individet. Det er visionen der på alle måder har været- og er definerende for vores tid.

Individet findes nemlig overalt og er på præcis samme måde i samtlige kulturer over hele kloden. Overalt er individerne bare så utroligt mangfoldige.

Men hvem eller hvad er dette individ? Er det den sande ener, som naturen aldrig har produceret magen til? Nej - det er præcis det modsatte. Det er standardmennesket. Den bredest tænkelige idé om, hvad der forener alle, og i sandhed gør mennesket til en masse, snare end unikke enkelteksemplarer.

Individet er ham/hende (hen), der nogle gange snupper en burger i farten. Individet er hen, der gerne drikker en sodavand i ny og næ. Men det er ikke noget, som individet tænker nærmere over. Det sker bare ind imellem - enhver kan jo få lyst til en burger eller en sodavand.

Det virker måske som en kedelig konstatering: At der findes mennesker over hele jorden, som er til falds for fast-food og en perlende læskedrik med jævne mellemrum. Disse fuldstændig almindelige individer bliver imidlertid til en enorm købeskare - og derfor en enorm magt - når de tages- og tænkes i samlet flok. For dette forener individerne på trods af alle forskelle: At man nogle gange får lyst til fedtet mad og søde, kulsyreholdige drikke. Det gør man over hele jorden. Bortset måske fra i Nordkorea...

Man kunne måske tale om kulturkraft. Et civilisatorisk sidestykke til en naturkraft.

Individet repræsenterer ikke det unikke menneske men derimod alle mennesker - der potentielt kunne få lyst til en burger eller en cola. Det er hvad individet er - hverken mere eller mindre: Det store menneskelige fællesskab.

Men hvorfor er det, at så mange mennesker alligevel tager et vist anstød af disse brands, når Coca Cola og McDonalds nu har været så innovative og så inkluderende? De har jo om noget været med til at definere den globale solidaritet... Og ikke i en eller anden abstrakt idealistisk forstand. Nej, igennem deres handlinger. Deres markedsføring. Deres forretningsstrategier.

Ja - McDonalds og Coca-Cola har trofast tjent det bredest tænkelige fællesskab igennem mange år efterhånden. Og netop derfor tager flere og flere med god grund anstød af den enorme ensretning, der er fulgt i kølvandet på denne innovative indsigt i individets købekraft.

Ensretningen har nemlig manifesteret sig selv i en enorm mængde enerverende og uniforme reklamer: Billeder og film der fokuserer strengt på det-unikke-individ-som-købekraft. Individet, der er selvsikkert, unikt, smukt og bare helt igennem okay - og som selvfølgelig også lige snupper en burger ind imellem.

Afbildningen af det købekraftige individ er utrolig éns, selvom den kan optræde i mange forskellige kulturelle sammenhænge, der måske ellers ikke har det store til fælles. Vi kender nemlig alle individet når vi ser det. Det er hen, der både er 100% selvstændig - og 100% normal. Hen er nemlig altid omgivet af andre smukke, købekraftige individer - som bare lige har lyst til en cola.

Sådan lever individet sin helt egen 100% perfekte og 100% normale tilværelse i en skinnende reklameverden, som essentielt er fuldstændig identisk, om man så møder den i Indien, Danmark eller i USA. Idéen er altid den samme, og der appelleres altid til de samme ting.

Hvorfor er disse reklameindivider designet som de er? Fordi de først og fremmest skal sælge tankegangen, visionen - og dernæst også sælge produktet. Først kommunikerer reklamen synet af den innovative ungdom - og derefter leverer den muligheden for liiige at købe en burger eller en sodavand. Muligheden for hurtigt, nemt og tilfredsstillende at få stillet sin sult eller tørst, som det sultne og tørstige individ man jo er.

Og hvem er ikke en del af det store menneskelige fællesskab? Jeg kunne da godt drikke en cola...

Sulten og tørsten er jo de basale behov, der forbinder os alle. At have mad og drikke er nemlig det samme som at overleve - sådan har det været siden tidernes morgen. På den måde er hverken McDonalds eller Coca Cola altså særligt innovative. Der er de faktisk så stokkonservative som det overhovedet er muligt at være. De udbyder mad og drikke, som i basal forstand er det allermest værdifulde for os mennesker.

Nej, det innovative ligger som sagt ikke i produkterne, men i måden de er tænkt på. Produkterne er på mange måder bare en undskyldning for visionen, som er det virkeligt innovative. Det vigtige. Det efterspurgte.

Hvad er det individer verden over efterspørger, og som disse innovative brands leverer? Overlevelse med et twist - ikke andet. Innovationen er selve twistet. Det er den målrettede markedsføring imod den individualistiske forbruger. Hen der er 100% normal - med et lille twist, der samtidig gør hen 100% unik.

Individet efterspørger ikke så meget produktet, som det efterspørger twistet. Det efterspørger ikke det 100% normale - mad og drikke - men det 100% unikke - visionen. At overleve er normalt - men at overleve med et twist er unikt.

Ser vi på den faktiske overlevelse, som Coca Cola og McDonalds kan tilbyde os, da er den ernæringsmæssigt uforsvarlig. Hvis vi kun spiser McDonalds-mad og drikker Coca Cola, så dør vi i en meget ung alder.

Ser vi derimod på det image som disse brands sælger os, så kan vi derimod leve evigt. Vi individer er nemlig evigt unge, evigt smukke, evigt perfekte og evigt normale. Der er intet galt. Vi er lykkelige, selvstændige, kreative mennesker, der lever på farten med en burger i hånden.

Sådan er den indivualistiske vision: Den er det perfekte billede af menneskeheden. Det billede som det størst tænkelige fællesskab kan lide at spejle sig i. Men i virkeligheden er den vanvittigt usund.

Verdens individer eksisterer som én enorm homogen gruppe af perfekte forbrugere. Intet enkelt menneske er imidlertid et individ i den kommercielle forstand. Individet er snarere den bredest tænkelige kollektive idé om, hvordan vi alle godt kunne tænke os at vi var. Individet er et tankevæsen. En slags fabeldyr ligesom kentaueren eller bjergtrolden.

At tænke selvstændigt betyder at man som enkelt menneske tager afstand fra denne idé om det på én og samme tid 100% unikke og 100% normale menneske. Enhver der overhovedet kan tænke vil jo vide at idéen er en absurd selvmodsigelse. Absolut normalitet og absolut selvstændighed er uforenelige.

Reklamerne taler til vores ønsker og drømme - og hvem drømmer ikke om både at være noget særligt og at andre accepterer én betingelsesløst?

Individualismen er en form for kollektiv drøm. Det er visionen. Det er det, som vi alle kan være enige om:

"I have a dream that one day every valley shall be exalted, and every hill and mountain shall be made low, the rough places will be made plain, and the crooked places will be made straight; 'and the glory of the Lord shall be revealed and all flesh shall see it together.'"

-Martin Luther King jr

Det er visionen i en nøddeskal: Hvis bare alting var, som det ikke er.

Det er nye versioner af denne individualistiske vision der bliver efterspurgt. Det er det, som vi i dag kalder for innovation. Vi efterspørger variationer over den kollektive drøm. Ægte selvstændig tankegang går imidlertid den modsatte vej - mod det i sandhed unikke, der imidlertid kun appellerer til få mennesker, og som alle umuligt kan forstå lige godt.

Ægte selvstændighed er nemlig ikke bare noget vi leger. Det er ikke et harmløst twist til vores personlighed. Der er derimod tale om det, der gør at alle ikke kan acceptere os betingelsesløst - ligesom vi heller ikke acceptere alle andre betingelsesløst, men foretrækker at se dem som vi elsker, i stedet for at hænge på Mac'en dagen lang og tale med fremmede.

Ægte selvstændig tankegang går imod den virkelighed vi lever i - ikke imod det, som vi ville ønske at virkeligheden var. Virkeligheden er det, der er der. Ikke det der måske kunne være... hvis man bare lige twistede den lidt. Hvad samfundet i virkeligheden efterspørger er altså nye drømme. Hvad der ikke efterspørges er opvågning. At tænke selv er at vågne op - men at være innovative er at sove videre, og drømme søde, fede drømme.

Drømme der peger imod lighed. Drømme der peger imod frihed. Drømme der peger imod den nærmeste McDonalds og den næste Coca Cola automat - og hinsides! Til fremtidens nye fastfood og nye læskedrikke. Nye produkter der kan forene os alle som mennesker.

Forbrugerisme er det eneste ubetingede fællesskab. Nye dimser og dingenoter, iPatter, porno, fastfood og facebukkake. Det er vores fremtid. Og hvem ønsker at falde udenfor?

Måske dem der forstår, at denne fremtid er uforenelig med enhver rigtig selvstændig tænkning. Altså: Den er med garanti innovativ, fremtiden... og det er med garanti det næste, som samfundet efterspørger lige nu:

Fremtiden - ligesom i dag, bare bedre.

Så er spørgsmålet bare om samfundet selv ved hvad der er bedst. Om masserne af uniforme individer med et twist ved hvad de gerne vil have. Eller om den faktiske ener alligevel regner den bedre ud til sidst.

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun

Kultur #3: Tag afstand fra dem der tager afstand

Som bekendt er der nu igen sket noget, som ikke burde være sket. Ikke ligefrem det utænkelige - men forholdsvis tæt på: Jeg tænker naturligvis på sidste uges mislykkede attentatsforsøg på den kendte - men ikke i alle kredse elskede - Lars Hedegaard, der på et hængende hår undslap skæbnen, og fik udskudt døden på ubestemt tid. Det var tæt på, men han lever endnu.

Når jeg siger at dette ikke burde være sket, så er det implicit, at jeg ikke mener at det forkerte i hændelsen er, at mordforsøget mislykkedes. Det var nemlig det bedste ved attentatet - ja, det eneste gode: At det slog fejl. For hvorfor i alverden skulle jeg personligt have ønsket noget andet?

Jeg nærer jo ingen hadske følelser overfor Lars Hedegaard - tværtimod: Jeg fatter stor sympati for manden, som jeg fatter sympati for alle med sans for det provokerende og politisk ukorrekte - han virker nemlig til at være optændt af den karakteristiske ild, der brænder i øjnene på den, der har fundet ind til en form for sandhed. Manden har en sag, og er ikke bange for at sige hvordan han ser på tingene. Yderligere virker han intelligent - selv når han argumenterer for pointer som det gennemsnitlige politisk korrekte nokkefår, der fuldstændig mangler evnen til at tænke- og mene noget i det hele taget, finder usmagelige, groteske og dybt forargende.

De politiske korrekte horder beskylder ham for at være vanvittig - men han ved, at de er de virkelige vanvittige. Det er en overbevisning, der kendetegner alle oprigtige debatører - alle dem, der ikke blot søger den overfladisk popularitet, de rosende kommentarer og det hyklerisk rygklapperi. Sådanne ærlige mennesker er desværre en sørgelig mangelvare i vor demokratiske mainstream-diskurs, hvilket blot ville have gjort tabet af Hedegaard så meget desto mere tragisk.

Jeg nærer med andre ord sympati for Lars Hedegaard af nogenlunde de samme årsager, som jeg nærer stor sympati for Hizb ut-Tahrir: Jeg respekterer nemlig alle, hvis hjerter slår for en virkelig sandhed - for man kan altid se i deres øjne, at de - i modsætning til f.eks. den almindelige politiker - lever i en sand virkelighed. De har ikke solgt deres sjæl til den bovlamme politiske korrekthed - idéen om at den laveste fællesnævner for socialt acceptabel small-talk er universets styrende princip - og har derfor formået at bevare den fundamentale menneskelighed, der er en så udtalt sjældenhed i vort nutidige samfund (i hvert fald på overfladen...) Der er tale om mennesker der har opretholdt deres principper - principper, som ikke er til forhandling. Her er kompromis ikke en mulighed, for sandheden vil altid være kompromisløs. De har med andre ord bevaret deres sjæl. De har bevaret troen på, at man ikke bør benægte det, der for én selv står som fuldstændig åbenlyst, bare fordi den vulgære majoritet kollektivt har besluttet sig for at tie virkeligheden ihjel.

De kæmper - også når oddsene går imod.

Sandt etos er nemlig ikke bare et arbejde, men en fundamental livsindstilling. Etikken kan ikke læses ud fra en meningsmåling - og den, der i sandhed, i hjertet stræber efter at handle ret, vil ikke tøve med at sige alverdens meningsmålinger imod, hvis meningsmålingerne og majoritetens stemme nu engang definitivt tager fejl. En sådan indstilling synes jeg at se i Lars Hedegaard. Det er hvad han udstråler - ikke 'had', ikke 'racisme' og ikke 'vanvid' - men en oprigtig vilje til retfærdighed. Og det synes jeg er agtværdigt i sig selv - fuldstændig uafhængigt af, hvad manden så ellers måtte mene - og hvad jeg måtte men om det.

Ligesom nordmændene efter Anders Breiviks by-bombning og ø-massakre den 22. juli, 2011 oplevede en umiddelbar bølge af forening og politisk samhørighed oven på de forfærdelige hændelser, således oplever vi også nu - omend i meget mindre skala - hvordan politikere, kommentatorer og alskens vigtige personer står sammen og tager entydigt afstand fra attentatet på Hedegaard. For en kort stund bliver uenigheder suspenderede, og i et par dage, timer eller minutter lader man sin politiske højre-venstre-orientering hænge i garderoben. For nu-, ovenpå en sådan forfærdelig begivenhed, skal der først og fremmest tages afstand. Lige meget hvad man ellers måtte mene - om Hedegaard og hans trykkefrihedsselskab, om islam, om indvandring og om multikulturalisme - så er det ikke nu, man skal bruge sin tid på at skændes. En mands liv har været i overhængende fare - vi fornemmer næsten vreden, frygten og chokket i os selv. Den slags er utilladeligt - så nu skal vi først og fremmest koncentrere os om at cementere denne utilladelighed.

Og så skal jeg ellers love for at der bliver taget afstand. Ja, hvis du kan drømme om en måde at tage afstand på - så garanterer jeg dig for, at den allerede er blevet implementeret. For afstanden tages på alle tænkelige måder. Hele verden skal vide, at gerningsmanden og hans motiv - man ved for øvrigt ikke hvem og hvad i skrivende stund - at denne uhyrlige gerning og den vilje der lå bag på alle måder ligger så fjernt som overhovedet tænkeligt fra éns egne holdninger: Éns egne motiver og éns egen vilje.

Men vent - er der alligevel ikke noget, som er en smule underligt? Noget der ikke helt er, som det burde være?

Altså... nu vil jeg selvfølgelig ikke ødelægge den gode demokratiske stemning, hvor vi alle i fællesskab sådan kan hygge os med at tage afstand fra den entydigt utilladelige ondskab. Jeg ved jo at den slags muligheder for reelt politisk sammenhold er sjældne og værdifulde, og vi må skatte dem højt mens vi har dem. For der skal tilsyneladende ske et eller andet forfærdeligt før vi demokrater sådan for alvor kan stå sammen - bare spørg nordmændene, eller amerikanerne.

Men alligevel... hvad skal alt denne insisterende afstandstagen nytte? Vi kommer jo ingenlunde en fredeligere verden uden sådanne attentater nærmere, ved at råbe i kor, at vi ikke accepterer at de finder sted. Nej, faktisk har vi et udtalt behov for at der sker forfærdelige ting, hvis vi et øjeblik skal kunne begrave den politiske stridsøkse, og sammen forsikre hinanden om, at den slags er uacceptabelt. Ellers er vi jo rygende uenige med hinanden på alle mulige leder og kanter - ja, vi tøver ikke med at skyde skylden på hinanden for alverdens politiske dårligdomme, og pege fingre fra venstre mod højre og tilbage igen, når vi - alt efter vort individuelle politiske synspunkt - skal finde syndebukke: Dem, der bærer ansvaret for samfundets uheldige tendenser. Skal vi altså finde sammen i en form for grundlæggende harmoni - så kræver vi en skinger dissonans som vi sammen kan definere os selv i modsætning til.

Og her bliver attentatet på Lars Hedegaard særligt tankevækkende. For netop Hedegaard har i vid udstrækning selv spillet rollen som en sådan disharmoni i debatten. Han har været manden med så 'ekstreme holdninger', at langt de fleste har set sig nødsagede til at tage afstand fra hans 'vanvittige' udtalelser, hvis de selv måtte nære noget håb om at blive taget seriøst. Han er således blevet typecastet som en typisk racist - selvom man umuligt kan kalde islam for en race, hvilket samtlige oprigtige muslimer også må være enige i.

Ingen - vel end ikke den mest verdensfjerne Politiken-skribent - vil sige, at de nogensinde har bekæmpet Lars Hedegaards ret til at udtale sig. Alle dem, der så travlt tager afstand i disse dage, vil derimod forfægte, hvordan de selv nærmest er villige til at gå i døden for denne ret. Hvad de derimod har bekæmpet hjerteligt, er det offentlige billede af Lars Hedegaard som person og som intellektuel - hvilket smukt blev eksemplificeret i den debat, der fulgte i kølvandet på den æreløse skjult kamera-optagelse af Hedegaard, der talte om voldtægt inden for muslimske familier. Hvor mange såkaldte 'meningsdannere' øjnede ikke øjeblikkeligt muligheden for at tage afstand fra den 'vanvittige' historiker, og samtidig - indirekte - fremhæve deres egen frelsthed? Og hvor få opponerede imod det indiskutable faktum, at manden blev narret med overlæg?

For hvad er det som vi husker fra netop denne særligt berømte hedengangne debat? Hvad blev vi - borgerne i det demokratiske Danmark - primært forargede over? At Hedegaard med overlæg blev narret til at komme med udtalelser, der efterfølgende blev offentliggjort med det ene, slet skjulte formål at hænge ham ud? Eller korsede vi os alle over det faktum, at en mand overhovedet kunne nære så forfærdelige holdninger - selvom kun et ekstremt fåtal besværede sig med at undersøge hans påstande nærmere, da det at tage sådanne udtalelser alvorligt bliver set som første skridt imod at legitimisere dem...

Der er ingen tvivl: Vi valgte at svælge i forargelsen over, hvad en mand kan finde på at sige og mene privat - selvom dette i sagens natur ikke kommer os ved. Men når først en sådan bølge af forargelse er pisket op og ruller lystigt, så kan et mere subtilt, underliggende, principielt hykleri - med langt værre langsigtede implikationer - få lov at stå upåtalt. Vi valgte nemlig gabestokken og den offentlige latterliggørelse, fremfor påtalen af det åbenlyst udemokratiske: At manden var blevet optaget på video uden sit eget vidende, og at optagelsen blev offentliggjort udelukkende fordi man ville have ham i gabestokken.

Og hvorfor? Fordi gabestokken var bekvem for os andre. Når først Lars Hedgaard sad der, var det jo ingen sag selvhøjtideligt at proklamere, at man aldrig selv ville have sagt eller ment noget så forfærdeligt. Ved således at tage afstand fra Hedegaard mente man at gøre noget godt for landets muslimer... og ved samme lejlighed kunne man så også gøre opmærksom på sin egen overlegne menneskelighed: At man ikke selv var 'racist'. En såkaldt win-win-situation, der kunne udnyttes af alle, om blot man var villige til at se igennem fingre med den urimelige behandling af Hedegaard. For han var jo bare skurken... og skulle skurken fortjene samme retfærdige behandling, som vi andre rigtige mennesker har krav på? Er det ikke tilladeligt at være urimelig, når det nu drejer sig om at bekæmpe en så åbenlys diskrimination - dvs. ondskab?

'Jo, naturligvis...' siger man. 'Vi diskriminerer kun dem, der diskriminerer - for de fortjener diskrimination!'

I mainstream-medierne - ja, i medierne som sådan - har næsten alle arbejdet ud fra en utvetydig udgangsposition, der hedder, at netop Hedegaards idéer er så groteske, så hadske og så 'farlige' at man på ingen måde kan- eller bør tage dem alvorligt. Han har altså repræsenteret et uønskværdigt ekstrem, en uheldig tendens, en afskyelige fordomsfuldhed - og denne stigmatisering havde han bare at leve med.

I hvert fald indtil nu, hvor et endnu mere forfærdeligt ekstrem har meldt sig på banen. For så skal jeg ellers love for, at alle dem, der tidligere har haft så umådeligt travlt med at marginalisere og delegitimisere Hedegaards holdninger og person - og måske endog mere eller mindre direkte har provokeret ham personligt til at skærpe tonen - kommer løbende, og spontant kaster sig ud i patetisk forlæsninger om, at et sådan attentat bør fordømmes ud over alle grænser. At man sætter ytringsfriheden over alt hvad der ellers måtte være helligt her på jorden-

Nu udnytter man altså igen Hedegaard til at tage afstand fra politisk og religiøs ekstremisme. Og sådan mener man nu at gøre noget godt for ytringsfriheden... man fremhæver altså igen sin egen overlegne moral - at man ikke går på kompromis med de basale rettigheder - og Hedegaard er igen en anledning, blot med omvendt fortegn.

Man begynder at ane et mønster.

Der tages nemlig så livligt afstand fra attentatsforsøget på Hedegaard af præcis samme årsag, som man tidligere har taget så voldsomt afstand fra Hedegaard selv. De 'moralske' meningsdannere og politikere vil nemlig udnytte enhver lejlighed til at udstille deres egen humanitet - og har tilsyneladende intet problem med, herved at forvandle debatten til et udstillingsvindue-, en sand catwalk-demonstration af seneste sexede mode inden for den ekstremt efterspurgte selvhøjtidelig hellighed. En hellighed der stort set altid fører sig frem på andres bekostning - hvorfor alle disse gode demokrater er nogenlunde lige så forsigtige med selv at sige noget kontroversielt, som de er ivrige efter at agere bedrevidende, når folk som Lars Hedegaard inviterer til at blive trukket gennem sølet ved faktisk at mene noget markant.

Disse gode demokrater vil altså gerne blæse og have mel i munden samtidig - ikke fordi de ikke selv er klar over, at det er umuligt (det har de næppe skænket en tanke), men fordi de gerne vil fremstå på en bestemt måde i debatten: Som de kultiverede humanister, der altid mener det rigtige, uden nogensinde selv at sætte noget på spil for sandheden og retfærdighedens skyld.

Og hvordan spiller man mest bedst denne rolle? Hvordan virker man allermest overbevisende i sin humanisme? Jo, ved at snakke om alt det i vores samfund og verden, der ikke burde være sket. Alt det, der burde være anderledes. Attentater burde jo selvsagt ikke finde sted - men Hedegaard burde nu heller ikke mene det, som han mener. Ja, faktisk burde verden være et lyserødt paradis, hvor alle elskede hinanden, og sad i rundkreds og sang Kumbaya... og det ville den selvfølgelig (implicit) være, hvis alle mente som os - og ingen mente noget andet.

Problemet er bare, at 'vi' ikke mener noget i virkeligheden.

Ved at excellere i ønsketænkningens retorik ændrer man jo ikke det fjerneste ved verden. Faktisk er man omvendt afhængig af en verden, der konstant giver én anledning til at tage afstand - for ellers måtte man jo selv vove at mene noget - og ville således hurtigt blive afsløret som den charlatan, man inderst inde er. Som professionel meningsdanner eller politiker i dag kan man derfor ikke ønske sig noget bedre end et samfund, hvor alting burde være anderledes - for så er der rig mulighed for at fremhæve sig selv.

Sådan bibeholdes status quo: Man giver udtryk for at forholde sig til problemerne, uden faktisk at gøre noget ved dem - for det vigtigste er ikke hvad man gør, men hvad man giver udtryk for. At gøre noget ville da også være direkte umuligt for størstedelen af de ivrige afstandstagere, da problemerne selv netop vokser ud af denne status quo: Den sande hjemmebane for alle dem, der mener at tingene nu engang burde være anderledes. Den status quo som de populære politikere og meningsdannere har gjort sig en karriere ud af at repræsentere og perpetuere.

Her klapper man gerne ytringsfriheden kærligt på hovedet med den ene hånd, og kvæler den hadsk med den anden - fordi man generelt er for selvoptaget til at se, at man er havnet i en principiel selvmodsigelse. Hvis man f.eks. gerne vil blande oplyst humanisme med Islam, så får man uundgåeligt noget, som ikke minder om nogle af delene, og som alle oprigtige parter - om de så er humanister eller muslimer - er utilfredse med. Ja, de eneste der ikke er utilfredse er dem, der formår at udnytte situationen til at promovere sig selv, ved at tage entydigt afstand fra den virkelighed, der stadigt mere insisterende proklamere at projektet ikke lader sig gøre.

Derfor opfordrer jeg alle til, at tage afstand fra dem, der tager afstand. Selvfølgelig skal Hedegaard have støtte - men det skal han nok få fra sine faktiske støtter. Til resten af det politiske og journalistiske Danmark bør vi i stedet sige: Det er ikke et spørgsmål om, at attentatet ikke burde have været forsøgt - men derimod et spørgsmål om, at det rent faktisk blev forsøgt. Jeres afstandstagen nytter altså intet... ja, den er ikke bare nyttesløs, men udtryk for åbenlyst hykleri. For hver eneste gang i siger: 'Dette burde ikke...' da drejer I debatten væk fra den faktiske problemstilling - som jeg medgiver, at I måske ikke engang forstår - og over på jeres egen selvretfærdighed.

Spørgsmålet er hvorfor det skete - ikke hvorfor I mener at det ikke burde være sket. Jo mere I insisterer på at snakke om det sidste, desto tydeligere bliver svaret på det første.

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun

Kultur #2: Irrationel almagt

Menneskeheden ser på alle punkter ud til at være evolutionens heldige kartoffel: For grundet vores arts suveræne fordel - nemlig evnen til refleksiv tænkning som muliggør langsigtet planlægning og brug af værktøjer - har vi over de sidste mange tusinde år gradvist-, med fortræffelig success formået at forvandle verden til vores verden. Hvor andre arter må tilpasse sig naturens nådesløse rammebetingelser, da har vi mennesker - via ufatteligt mange generationers akkumulerede arbejdsindsats - i alle væsentligheder formået at vende dette forhold på hovedet: Vi behøver ikke længere at tilpasse os naturen, men forventer omvendt at naturen tilpasser sig os.

Måske var det uundgåeligt: At naturen i sidste ende måtte frembringe en skabning, hvis tilpasningsdygtighed udviste et sådant raffinement-, en sådan genial spidsfindighed at jorden selv, med hele dens ufattelige rigdom af planter, dyr og umådelige afstande ikke havde andet valg end at adlyde. Endelig måtte naturen - der jo på en måde har skabt alt - bøje sig, træde i baggrunden og trælle for sin egen skabning, præcis ligesom den ellers tidligere så umådeligt magtfulde Gud - Herren der giver- og tager liv - til sidst selv måtte lade livet og dø ved menneskehånd: Fordi mennesket tænker længere, mere spidsfindigt, mere sindrigt og systematisk end naturen og Gud til sammen. I kraft af vores tænkning - det organiske redskab som sætter os i stand til at planlægge og systematisere - igennem denne besynderlige og effektive tænkeevne, som vi i mere primitive tider betragtede som en gave fra Gud, men som i dag snarere må anskues som en naturlige tilfældighed-, ja, igennem selve det, at vi kan abstrahere og rationalisere, har vi overvundet Gud og underlagt os naturen.

Vi mennesker ved nemlig både hvad naturen og Gud er - hvilket hverken er naturen eller Gud forundt at vide. Derfor er mennesket på en måde dem begge overlegne - fordi vi har gennemskuet vores verden og verdens betingelser: Altså har vi mestret både den verden som vi lever i- og af-, nemlig naturen, såvel som den verden vi forstiller os og som vi kun har oppe i hovedet - den tankeverden som Gud tidligere regerede mildt og strengt. Vi ved nemlig at Gud er skabt af mennesket - ikke omvendt. Ligeledes ved vi at mennesket er skabt af naturen... og at naturen ikke er skabt af Gud.

Tidligere var Gud symbolet på den højeste tænkelige mening - med mennesket, med verden og med alting derudover. Gud var Ham med stort H, som vi var skabt til at tjene suverænt. Men efterhånden indså vi, at noget sådan som 'mening' - et abstrakt koncept - kun var muligt for os mennesker i kraft af evnen til at tænke og reflektere. Var Gud altså 'den endelige sandhed' - meningen med alting - da var han ikke andet end det allermest menneskelige - noget som kun mennesker kunne tænke sig til-, og som kun kunne give mening for mennesker... dvs. en løgn.

En løgn er nemlig hverken mere eller mindre end: Noget der kun kan eksistere i sproget og i vores hoveder, men umuligt kan påpeges eller bevises i virkeligheden. Tænker man først 'Gud' har man tænkt noget grundlæggende om virkeligheden, som umuligt kan påvises på nogen utvetydig måde inden for rammerne af virkeligheden selv. Gud tænkes som verdens ophav, og som sådan må Han overskride verden - Gud må altså tages for en realitet, der per definition ligger hinsides alle grænser for erfaringen. Han er et ubeviseligt postulat der tages for absolut virkeligt - og som sådan kan Gud ikke på nogen fornuftig måde skelnes fra den absolutte løgn.

Nu kom alle vores idéer om naturen imidlertid også fra Gud, sammen med idéen om, at Han havde skabt os. Gud lod os nemlig vide i sin hellige bog - en bog, som vi først senere måtte regne for stærkt utroværdig, altså som én stor løgn - nemlig i den såkaldte Bibel, at... (jeg citerer):

"Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem; og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: "Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!" Gud sagde fremdeles: "Jeg giver eder alle urter på hele jorden, som bærer frø, og alle træer som bærer frugt med kerne; de skal være eder til føde; men alle jordens dyr og alle himmelens fugle og alt, hvad der kryber på jorden, og som har livsånde, giver jeg alle grønne urter til føde" Og således skete det."

Første Mosebog 1,27-30

Gud skabte med andre ord naturen i sin helhed til at tjene mennesket: Mennesket skulle herske over alle dyr og planter, men omvendt skulle ingen dyr eller planter herske over mennesket. Mennesket skulle nemlig kun tjene Gud - skaberen - og lyde Ham, ligesom et barn skal lyde sine forældre, fordi barnet i princippet skylder forældrene alt: De er jo betingelsen for barnets eksistens og overlevelse i den første tid. Sådan var Gud det også for os: Han var den ene Fader og der holdt hånden over mennesket - Hans myriader af sønner og døtre, der alle i én eller anden forstand bar deres suveræne skabers præg.

Naturen derimod havde intet med menneskets skabelse at gøre - den var der bare, som et uendeligt, uudtømmeligt forrådskammer. Som en gave fra Gud, som skabt af Gud, men samtidig som noget uendeligt fjernt fra Gud.

Fordi mennesket kunne se sig selv som adskilt fra naturen - som det eneste dyr udstyret med refleksiv tænkning - kunne mennesket også forstå sig selv som Guds udvalgte, altså som 'skabt i Guds billede'. Og fordi mennesket således kunne se sig selv som Guds yndling, kunne det også forstå naturen som et - ja, undskyld min pleonasme - domæne for dominans. Intet i den naturlige verden - hverken planterne, dyrene eller insekterne, bjergene eller havene, eller jordens mineraler og råstoffer - var nemlig udstyrede med den tænkeevne, der satte mennesket i stand til at opdigte en løgn så spektakulær som Gud. Kun mennesket kunne jo tænke Gud - og Gud kunne kun eksistere- og begribes såfremt Han kunne tænkes. Heste, hunde, kameler og grise kan jo umuligt have en Gud på samme måde, som mennesket havde én - for slet ikke at tale om græsset eller havet. Selve tanken virker latterlig og absurd...

Derfor siger det sig selv, at Gud måtte have et særligt forhold til mennesket, ligesom løgnen altid tjener et ganske særligt formål for den, der lyver (særligt hvis løgneren - som det f.eks. ses hos mennesker med psykopatiske træk - formår at overbevise sig selv om sandheden af sin løgn). Fordi mennesket som det eneste dyr kunne bilde sig ind at se hinsides naturen, til en anden verden - den guddommelige virkelighed - kunne mennesket forstå sig selv som stående imellem de to verdener - imellem naturen og det hinsides, eller imellem det umælende bæst og de overjordiske engle.

Sådan lærte mennesket at se- og forstå sig selv som noget helt andet end natur. Naturen havde jo ikke mulighed for et Gudsforhold, så længe den ikke var menneske - og netop 'menneske' var det eneste, som naturen aldrig kunne blive. Som 'skabt i Guds billede' var mennesket jo afgørende forskelligt fra alle grønne urter og træer, og fra fiskene i havet, kvæget, jordens krybende kryb og de flaksende fugle på himmelhvælvet. Naturen i sin helhed var jo tankeløs - ergo var den fjernere fra Gud. Og tankeløsheden var netop det, der gjorde naturen til natur, i modsætning til det tænkende menneske.

Selvom mennesket i vore dage for længst er holdt op med at tro på Gud, så er den koloniserede natur - vores osende storbyer, det industrialiserede landbrug, og det altomfattende globale handelsnetværk, hvor enorme mængder ressourcer transporteres tusindvis af kilometer på kryds og tværs, i overensstemmelse med en indre-, abstrakt- og strengt økonomisk logik - en mere omfattende realitet i dag end nogensinde før: For selvom vi ikke længere kan tro på, at naturen er skabt af en algod Gud for menneskets skyld, så har vi alligevel bygget en verden, hvor naturen spiller netop denne underdanige rolle. Ja, faktisk har vores arts store arbejde med at kolonisere naturen og bringe civilisation til verden været den ultimative betingelse for, at mennesket til sidst ikke længere kunne tro på Gud: For den moderne verden - globaliseringens verden - er i så høj grad præget af mennesket, med alt dens fornuft og grusomhed, at civilisationen umuligt kan ses som et produkt af en overnaturlig skabergud. Nej - dette monstrøse tekniske mesterværk må være menneskeskabt. Det bærer alle menneskets kendetegn.

Civilisationen i fuld flor er således menneskets bevis imod Gud. Civilisationen er nemlig mennesket der aflægger vidnesbyrd om sin egen almagt. Den er menneskets levende ord. Et monument over vores tænknings utrolige ydeevne: Bundet sammen af biler, flyvemaskiner, internet, medicin, handel og alverdens geniale resultater af den refleksive tænkning... alt sammen ting, der kun er mulige- og nyttige for menneskeheden, i kraft af en rationalitet, der er blevet så almægtig, at den i stort og småt får vores verden til at dreje rundt: Fra telefoner og ure til lufthavnens internationale afgange, eller den pulserende strøm af handlende på strøget. Det hele er gennemsyret af en systematisk almagt - en almagt der vel at mærke kan påvises og som er åbenbar for enhver, i modsætning til den guddommelige ditto, der allerhøjest kan postuleres, men som ikke har nogen direkte demonstrerbar virkning.

Vores civilisation er produktet af den refleksive tænkning, der til sidst er blevet så mægtig i sin systematiske fornuft, at den umuligt kan tro på en Gud længere. Men civilisationen er samtidig den reneste manifestation af tanken om den fundamentale forskel imellem menneske og natur - en forskel der trækker rødder tilbage til en menneskehed, der mente at kunne se hinsides den naturlige verden, selvom de på mange måder stadig levede i den.

Mennesket kunne kun påbegynde det civilisatoriske arbejde fordi det kunne tænke sig en Gud, og dermed tænke sig selv som noget ganske andet og mere end den resterende natur. Vores evne til refleksiv tænkning satte os på én og samme tid både i stand til abstrakt at tænke noget sådan som 'Gud' såvel som til den konkrete systematisering af vores overlevelse: At tænde ild og bruge værktøjer, at udvikle, at høste og at så.

Fordi det civilisatoriske arbejde har været en så bragende success-, der på alle måder har ladet menneskearten triumfere over alt på jorden - ja, som endog har bragt mennesket til månen - altså fordi den reflekterende tænknings civilisation har 'sejret af helvedet til' - derfor kan vi ikke længere tolerere den sidste rest af irrationalitet, som trods alt er påkrævet, om man som moderne menneske stadig skal tro på en Gud. Mennesket har nemlig triumferet igennem sin rationalitet - hvilket altid har været ensbetydende med, at mennesket har gennemskuet og mestret naturens tilsyneladende irrationalitet. Når civilisationen som sådan er det allermest åbenlyse bevis på rationalitetens almagt, da virker det latterligt at klynge sig til noget så arkaisk, primitivt og ufornuftigt som en almægtig skabergud. En sådan regnes nu i stedet for en irrationalitet - en fejltagelse - i den refleksive tænkning selv. Gud bliver til intet andet end et strålende eksempel på den risiko, der er forbundet med alt tænkning: At man kan blive vildledt.

For hvem var Han da også i udgangspunktet, denne Gud? Hvem var Han Gud for? Et primitivt nomadefolk... En uciviliseret menneskehed, der endnu ikke vidste bedre. En menneskehed der endnu ikke vidste, hvad den selv var i stand til af egen kraft.

Og dog er idéen om skaberguden stadig det ultimative bevis på menneskets fundamentale forskellighed fra naturen. Gud er nemlig et rent produkt af den refleksive tænkning, som i en mere jordnær forstand rent faktisk er det, der adskiller mennesket fra andre arter, ligesom snablen udmærker elefanten og spindet gør edderkoppen til sin egen. I kraft af vores tænkning og vores sprog kan vi nemlig lyve - og det er umuligt at forestille sig en løgn der er mere spektakulær end den om Gud: Den almægtige løgn.

Hvis man - som vi gør i dag - ser Gud som noget grundlæggende irrationelt (en tro i modsætning til en viden), så er betingelsen for vores altomfattende, stadigt ekspanderende menneskelige civilisation blevet meningsløs. Vi lever jo som aldrig før i en adskillelse fra den øvrige natur - selvom naturen er menneskets eneste rationelt forsvarlige hjemsted og ophav. Ja, naturen er det eneste sted vi på nogen 'videnskabelig' måde - altså i overensstemmelse med den rationelle tænkning - kan påvise menneskets rødder. Hvis mennesket altså på nogen måde skulle siges ikke at høre hjemme i naturen... ja, så har det brug for en Gud.

Nu kunne det selvfølgelig indvendes at civilisationen i sig selv er et glimrende bevis på, at mennesket rent faktisk er fundamentalt anderledes end alle andre dyr... ja, at menneskets civilisatoriske virke med alt ønskelig tydelighed viser, at vi umuligt kan regnes som værende en del af naturen, på samme måde som vandet, myggene, liljerne, eller skyerne er det... og det er jo på en måde også fuldstændig korrekt. Den vigtigste problemstilling - som denne indvending let og elegant sniger sig uden om - er imidlertid, at vi ikke længere har nogen meningsfuld grund til at stille vores art udenfor den naturlige sammenhæng. Vi kan altså godt konstatere at mennesket har omskabt verden i sit eget billede, at vi har barrikaderet os i storbyer langt fra den øvrige natur, og at dette faktum i sig selv gør mennesket til en naturlig undtagelse - men vi kan umuligt forsvare, at det skal være sådan, altså at der findes en fornuftig grund til vores strenge dualisme, kultur og natur imellem. Hvis vi på denne måde begynder at tale om at vores art skulle have et særligt formål, én retning som vi nødvendigvis må bevæge os i, da vover vi os faretruende nær irrationalitetens tynde is.

Den sejrende fornuft tillader os altså ikke længere at regne med et 'hinsides', et 'guddommeligt' eller et 'evigt'. Alle disse koncepter er nemlig unaturlige. Alligevel er den eneste begrundelse for vores nuværende radikale fremmedhed fra naturen, at vi som mennesker på en eller anden måde er dømte til at stå udenfor. Vi kan simpelthen ikke tænke- og opføre os som om, at vi er en del af den naturlige sammenhæng, selvom det er os tilsvarende umuligt at benægte, at den irrationelle og tilfældige natur er vores eneste egentlige ophav - at vi altså ikke er skabt af en antropomorf guddom, der har givet mennesket en særlige tilladelse til at isolere sig og være sig selv nok.

Når troen på Gud først begynder at forsvinde, begynder troen på civilisationen derfor også at forsvinde. De to ting har nemlig en fælles grund, om vi vil det eller ej. Udraderer vi Gud - og det kan vi kun ved at udradere grunden til Gud - så udraderer vi også menneskets særlige status i forhold til naturen. Troen på Gud er nemlig intet andet end menneskets tro på en højere mening - og kun ved en fælles tro på en højere mening kan det store civilisatoriske - dvs. kulturelle - arbejde overhovedet gennemføres. Den højeste mening er nemlig det ekstraordinære, der driver mennesket ud i sin anderledeshed, i sin rastløse omskabelse af verden... for hvorfor forandre noget overhovedet, hvis der ikke er en mening med det? Hvorfor prøve at være noget andet end natur, hvis man ikke i én eller anden forstand har forstået, at naturen ikke er alt? For at handle bliver man nødt til at have et motiv - om det så er det mest abstrakte.

Så længe mennesket ikke ser en mening i det hinsides, har det intet motiv for at forlade det dennesidige - og det dennesidige kan aldrig-, i en helt fundamental forstand være andet end naturen... og så selvfølgelig den altomfattende civilisation, der har mistet troen på sig selv, og således bliver den manifeste løgn. En civilisation hvis hele livskraft ligger i, at mennesket bliver ved med at lyve for sig selv, fordi det eneste der binder civilisationens mennesker sammen er, at ingen længere tror på den, samtidig med at ingen længere tror på noget alternativ - fordi ethvert alternativ er præcis ligeså umuligt, dvs. rationelt uforsvarligt.

Vi begynder således at se en vis systematik i vores fjernelse fra naturen. Vi har bevæget os ud i anderledesheden således:

-Naturen skabte mennesket med de anlæg, der på sigt udviklede sig til den instrumentelle, refleksive fornuft (tænkning).

-I kraft af tænkningen blev mennesket i stand til at handle civilisatorisk: At organisere naturen i overensstemmelse med sine egne formål.

-Civilisationens ledestjerne var troen på en guddommelig orden - en 'mening' - der i én eller anden forstand var noget andet, højere, sandere end den naturlige orden.

-Med troen på denne højere mening kunne mennesket arbejde kulturelt hen imod en opfattet 'guddommelig orden'. Mennesket kunne arbejde på baggrund af idealer for mening med kulturen/menneskelivet - dvs. væk fra den naturlige verdens kaotiske og spontane væren-i-øjeblikket.

-Den altomfattende nuværende menneskelige civilisation er opstået gradvist som følge af en stadig fjernelse fra naturen, manifesteret i menneskets viden om naturlige sammenhænge, der løbende er blevet sat i system og udnyttet til at arbejde for mennesket og dets civilisation.

-Civilisationen selv bivirker at mennesket taber troen på den guddommelige orden, da en sådan umuligt lader sig påvise som noget kontinuerligt med naturens iboende systematik. Sidstnævnte er nemlig den eneste betingelse for civilisationens triumf, manifesteret i det teknologiske fremskridt. I modsætning til Guds almagt er den menneskelige almagt nemlig et ubetvivleligt faktum.

-Da mennesket endelig overvinder sin egen sidste irrationalitet - dvs. den sidste rest af kaotisk naturlighed i sit væsen - ved ikke længere at tro på en Gud, havner den civilisation, som ultimativt er funderet på samme grundantagelse som Gud, i en krisetilstand.

Mennesket har med andre ord mistet sin ledestjerne: Den guddommelige orden som mennesket qua sin særlige plads i skaberværket har forsøgt at tilnærme sig i det civilisatoriske arbejde, afsløres ultimativt som den største løgn. En løgn som mennesket imidlertid kun har kunnet nærme sig ved at tro på den - dvs. tage den for en absolut sandhed. Når Gud - og med Ham, menneskets særligt priviligerede plads som noget ud over natur - først er blevet 'afsløret' som en fejltagelse, da bliver sandheden naturligvis det, som vi over så ufatteligt mange generationer gradvist har fjernet os mere og mere fra: Nemlig naturen.

Jo mere man lyver, desto mindre taler man jo i sagens natur sandt...

Vi befinder os altså i den bizarre situation, at mennesket - via sin naturgivne evne til at tage fejl - har lukket sig selv definitivt ude fra den eneste sandhed, der faktisk eksisterer og stadig ubetinget kan anerkendes som sådan: At mennesket hører definitivt hjemme i den naturlige verden, med dens grønne planter, summende insekter, syngende fugle og strømmende vandløb. I vores tro på Gud - altså i vores tro på en højere mening - har vi forskanset os fra den eneste mening, som rent faktisk griber ud over mennesket og kan opleves som noget mere omfattende-, ja mystisk og 'spirituelt': Nemlig vores naturlige ophav - det eneste hinsides-, den eneste 'anden verden' der kan påvises. En verden som vi altid vil være en del af, lige meget hvor meget vi opfører os som om, at vi ikke er det.

Når menneskets skadelig indvirkning på jordens økosystemer i dag diskuteres så livligt, så giver videnskaben os kun den halve sandhed om debattens berettigelse, ved sine nøgterne påvisninger af, at jorden som sådan lider skade under den utrolige belastning, som en altomfattende menneskelige civilisation pådrager den. At mennesket ved at optage meget plads og mange ressourcer på denne måde efterlader mindre til den naturlige verden af dyr og planter er jo selvindlysende. I den civilisatoriske systematik udnytter- og slavebinder vi effektivt naturen, hvilket også ses reflekteret i den almindelige sprogbrug om, at man i sin tid behandlede menneskelige slaver 'som dyr'. Vores nådesløse slavebinding af naturen er imidlertid ikke den eneste årsag til den ængstelige og apokalyptiske debat om problematikkens implikationer. Langt fra.

Hvis vi for alvor kunne tro på, at vores nuværende civilisation i en fundamental forstand var meningen - at den var sanktioneret af Gud eller et andet metafysisk og suverænt meningsgivende princip - da ville menneskets forhold til naturen nemlig ikke være et spørgsmål, som overhovedet var værd at tage alvorligt. I så fald ville vi nemlig ikke være det fjerneste i tvivl om, at vi var på rette spor. At naturen lider under menneskets stadig ekspansion bliver først et problem, når meningen med selve ekspansionen begynder at fremstå tvivlsom - og det gør den naturligt, når vi ikke længere kan regne med, at en frelsende Gud i sidste ende altid vil rede menneskeheden fra sig selv.

Når først Gud er død bliver tanken bag den hæmningsløse civilisatoriske ekspansion derfor stærkt tvivlsom - for hvert eneste successive skridt væk fra naturen er i sagens natur et skridt nærmere det, der nu er blevet åbenbaret som en løgn.

Ligesom vi ikke bør dømme- og latterliggøre børn for at tro på julemanden, bør vi imidlertid heller ikke dømme vores forfædre for at have troet på Gud. Barnet tror jo på julemanden af gode grunde: Det nærer et håb om at få mange gaver til jul, og bestræber sig derfor på at leve i overensstemmelse med julemandens strenge krav om ret opførsel. Ja, på en måde kan det endog forsvares, at barnets tro på julemanden er rationel. Men hvis mennesket bliver ved at tro på julemanden langt ind i sit voksenliv, på trods af alle beviser på det modsatte, fordi den voksne stadig lever i den barnlige forventning om mange julegaver... så vidner det om et dybereliggende problem, og vi gør ret i at sende vedkommende til en terapeut.

Dem, der bliver ved at tro på civilisationens ubetingede berettigelse over naturen minder om den forstyrrede julemandsdicipel - for alle begrundelser for, at vi bevæger os 'den rigtige vej' er forsvundet som dug for solen, altså er der heller ingen grund til at tro, at den civilisatoriske ekspansion rummer nogen som helst form for belønning. Ingen har autoriteten til at love os en happy ending.

Hvordan kan man bevæge sig den rigtige vej, hvis ingen vej er mere rigtig end andre? Hvis intet ultimativt giver mere mening? I bund og grund er det simpelt - det drejer sig om et valg: Enten kan man se situationen i øjnene, og oprigtigt spørge sig selv: "Hvad nu?" Eller man kan benægte at problemet overhovedet eksisterer, og dermed forvilde sig ud i en stadigt mere neurotisk kognitiv dissonans... man ved at man lyver for sig selv, men samtidig ved man, at løgnen er den eneste sandhed man har.

Menneskets status af evolutionær vinder er altså ambivalent i sin grundvold: Fordi vi tidligere kunne tænke os til en hypotetisk 'højere mening', har vi koloniseret- og forandret vores omgivelser, og arrangeret dem til at bekræfte den 'højere mening' - og følgelig skabt en verden af overflod for os selv. 'Den højere menings' forudsætning var imidlertid menneskets absolutte forskellighed fra de naturlige omgivelser - en forskellighed som vi nu har bekræftet, men som vi samtidig - i og med denne bekræftelse - er nødt til at anerkende som ultimativt meningsløs: Bare fordi vi kan tænke en Gud - en 'højere mening' - betyder det ikke, at Gud eksisterer. Vi kan altså stadig opføre os som om at vores civilisation har et formål, for at vi kan tænke i formål er det, der gør mennesket anderledes. I bund og grund skylder vi hele vores nuværende civilisation til det faktum, at vi kan konceptualisere noget sådant som et 'formål' overhovedet. Men bare fordi vi kan tro på et formål betyder det ingenlunde at der er et formål.

Meningsløsheden - den manifeste manglende tro på et større formål - omgiver nu mennesket i absolut forstand, i form af en stadigt mere monstrøs, stupid og ureflekteret civilisation. En civilisation hvor de blinde neurotikere, der nægter at se problemerne i øjnene samtidig bliver stadigt mere magtfulde og indflydelsesrige - fordi de er de eneste, der er dumme nok til at ønske sig denne magt og indflydelse. Mange almindelige, fornuftige mennesker forsvinder derimod sporløst i den moderne Bermudatrekant angst, eskapisme og desillusion - vor tids hellige treenighed.

Menneskets triumf synes altså at implicere det ultimative nederlag. Vi har etableret en orden, hvor vrangforestillinger trives, og almindelig samvittighed og eftertænksomhed - manifesteret som eksistentiel tvivl - bliver diagnosticeret som manglende karakter eller psykisk sygdom.

Det eneste håb for en meningsfuld eksistens bliver således stadig mere uforeneligt med den menneskelige civilisation - for jo mere den skrider fremad, desto mere åbenlys og altomfattende bliver civilisationens tvivlsomme grundantagelse. Men hvor skal mennesket finde styrken til at rulle en civilisation tilbage, som på alle måder er blevet så omfattende, at hele vort menneskelige væsen er opslugt af den? Hvordan skal vi som mennesker gøre op med den tænkning, som på alle måder er vores eget væsens uudslettelige kendetegn? Kan det overhovedet lade sig gøre? Er det overhovedet nødvendigt? Ønskværdigt?

Er disse spørgsmål overhovedet de rigtige at stille sig?

Man kunne jo omvendte spørge sig selv: Forestillede den første stenaldermand sig, efter at have erobret ilden og fået den under kontrol, mens han sad om aftenen og fortryllet betragtede de dansende flammer, der bragte varme og en nærmest overnaturlig tilstedeværelse ind i hjertet af stammen, at denne dansende ild, der nu var hans og deres, kun var første skridt imod den totale udryddelse af skoven - den skov som han var en del af og som han kendte som sit eneste hjem? Skuede han - som i en vision - en verden af cement og supermarkeder og osende biler og endeløse kontorlandskaber for sig, da han sad og varmede sig ved det buldrende lys, der nu omfavnede stammen midt i den mørke og endeløse nat? Forstillede han sig, hvordan TV- og computerskærmens blålige glød på sigt ville affødes af de gul-røde flammer, og tusindevis af år senere tjene den samme rolle for mennesket, som den levende ild tjente for ham nu - som et nærmest magisk redskab, der ikke bare var praktisk, men tillige lod mennesket vriste sig fri af tid og sted, og satte tanken fri, og lod den svæve bort til fjerne mulige- og umulige verdener? Kunne han overhovedet tænke det, denne simple stenaldermand? Kunne han overhovedet forestille sig noget så komplekst og fjernt?

Kan det moderne menneske omvendt overhovedet tænke sig tilbage til naturen? Er vejen ikke for lang-, for besværlig og for usikker? Og: Er vi ikke alt for komplekse væsener i dag, til overhovedet at forestille os noget så simpelt som en naturlig orden? Måske... men det betyder intet for den, der har fundet sin ild, og drømmer sig bort - for troen må lede vejen, og troen går forud for enhver viden.

Den flammende, dansende, magiske tro.

Den længste rejse begynder med et enkelt skridt.

Ilden oplyser vejen.

"Jeg besværger jer mine brødre, forbliv tro mod jorden"
-Friedrich Nietzsche / Zarathustra

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun