Kultur #3: Tag afstand fra dem der tager afstand

Som bekendt er der nu igen sket noget, som ikke burde være sket. Ikke ligefrem det utænkelige - men forholdsvis tæt på: Jeg tænker naturligvis på sidste uges mislykkede attentatsforsøg på den kendte - men ikke i alle kredse elskede - Lars Hedegaard, der på et hængende hår undslap skæbnen, og fik udskudt døden på ubestemt tid. Det var tæt på, men han lever endnu.

Når jeg siger at dette ikke burde være sket, så er det implicit, at jeg ikke mener at det forkerte i hændelsen er, at mordforsøget mislykkedes. Det var nemlig det bedste ved attentatet - ja, det eneste gode: At det slog fejl. For hvorfor i alverden skulle jeg personligt have ønsket noget andet?

Jeg nærer jo ingen hadske følelser overfor Lars Hedegaard - tværtimod: Jeg fatter stor sympati for manden, som jeg fatter sympati for alle med sans for det provokerende og politisk ukorrekte - han virker nemlig til at være optændt af den karakteristiske ild, der brænder i øjnene på den, der har fundet ind til en form for sandhed. Manden har en sag, og er ikke bange for at sige hvordan han ser på tingene. Yderligere virker han intelligent - selv når han argumenterer for pointer som det gennemsnitlige politisk korrekte nokkefår, der fuldstændig mangler evnen til at tænke- og mene noget i det hele taget, finder usmagelige, groteske og dybt forargende.

De politiske korrekte horder beskylder ham for at være vanvittig - men han ved, at de er de virkelige vanvittige. Det er en overbevisning, der kendetegner alle oprigtige debatører - alle dem, der ikke blot søger den overfladisk popularitet, de rosende kommentarer og det hyklerisk rygklapperi. Sådanne ærlige mennesker er desværre en sørgelig mangelvare i vor demokratiske mainstream-diskurs, hvilket blot ville have gjort tabet af Hedegaard så meget desto mere tragisk.

Jeg nærer med andre ord sympati for Lars Hedegaard af nogenlunde de samme årsager, som jeg nærer stor sympati for Hizb ut-Tahrir: Jeg respekterer nemlig alle, hvis hjerter slår for en virkelig sandhed - for man kan altid se i deres øjne, at de - i modsætning til f.eks. den almindelige politiker - lever i en sand virkelighed. De har ikke solgt deres sjæl til den bovlamme politiske korrekthed - idéen om at den laveste fællesnævner for socialt acceptabel small-talk er universets styrende princip - og har derfor formået at bevare den fundamentale menneskelighed, der er en så udtalt sjældenhed i vort nutidige samfund (i hvert fald på overfladen...) Der er tale om mennesker der har opretholdt deres principper - principper, som ikke er til forhandling. Her er kompromis ikke en mulighed, for sandheden vil altid være kompromisløs. De har med andre ord bevaret deres sjæl. De har bevaret troen på, at man ikke bør benægte det, der for én selv står som fuldstændig åbenlyst, bare fordi den vulgære majoritet kollektivt har besluttet sig for at tie virkeligheden ihjel.

De kæmper - også når oddsene går imod.

Sandt etos er nemlig ikke bare et arbejde, men en fundamental livsindstilling. Etikken kan ikke læses ud fra en meningsmåling - og den, der i sandhed, i hjertet stræber efter at handle ret, vil ikke tøve med at sige alverdens meningsmålinger imod, hvis meningsmålingerne og majoritetens stemme nu engang definitivt tager fejl. En sådan indstilling synes jeg at se i Lars Hedegaard. Det er hvad han udstråler - ikke 'had', ikke 'racisme' og ikke 'vanvid' - men en oprigtig vilje til retfærdighed. Og det synes jeg er agtværdigt i sig selv - fuldstændig uafhængigt af, hvad manden så ellers måtte mene - og hvad jeg måtte men om det.

Ligesom nordmændene efter Anders Breiviks by-bombning og ø-massakre den 22. juli, 2011 oplevede en umiddelbar bølge af forening og politisk samhørighed oven på de forfærdelige hændelser, således oplever vi også nu - omend i meget mindre skala - hvordan politikere, kommentatorer og alskens vigtige personer står sammen og tager entydigt afstand fra attentatet på Hedegaard. For en kort stund bliver uenigheder suspenderede, og i et par dage, timer eller minutter lader man sin politiske højre-venstre-orientering hænge i garderoben. For nu-, ovenpå en sådan forfærdelig begivenhed, skal der først og fremmest tages afstand. Lige meget hvad man ellers måtte mene - om Hedegaard og hans trykkefrihedsselskab, om islam, om indvandring og om multikulturalisme - så er det ikke nu, man skal bruge sin tid på at skændes. En mands liv har været i overhængende fare - vi fornemmer næsten vreden, frygten og chokket i os selv. Den slags er utilladeligt - så nu skal vi først og fremmest koncentrere os om at cementere denne utilladelighed.

Og så skal jeg ellers love for at der bliver taget afstand. Ja, hvis du kan drømme om en måde at tage afstand på - så garanterer jeg dig for, at den allerede er blevet implementeret. For afstanden tages på alle tænkelige måder. Hele verden skal vide, at gerningsmanden og hans motiv - man ved for øvrigt ikke hvem og hvad i skrivende stund - at denne uhyrlige gerning og den vilje der lå bag på alle måder ligger så fjernt som overhovedet tænkeligt fra éns egne holdninger: Éns egne motiver og éns egen vilje.

Men vent - er der alligevel ikke noget, som er en smule underligt? Noget der ikke helt er, som det burde være?

Altså... nu vil jeg selvfølgelig ikke ødelægge den gode demokratiske stemning, hvor vi alle i fællesskab sådan kan hygge os med at tage afstand fra den entydigt utilladelige ondskab. Jeg ved jo at den slags muligheder for reelt politisk sammenhold er sjældne og værdifulde, og vi må skatte dem højt mens vi har dem. For der skal tilsyneladende ske et eller andet forfærdeligt før vi demokrater sådan for alvor kan stå sammen - bare spørg nordmændene, eller amerikanerne.

Men alligevel... hvad skal alt denne insisterende afstandstagen nytte? Vi kommer jo ingenlunde en fredeligere verden uden sådanne attentater nærmere, ved at råbe i kor, at vi ikke accepterer at de finder sted. Nej, faktisk har vi et udtalt behov for at der sker forfærdelige ting, hvis vi et øjeblik skal kunne begrave den politiske stridsøkse, og sammen forsikre hinanden om, at den slags er uacceptabelt. Ellers er vi jo rygende uenige med hinanden på alle mulige leder og kanter - ja, vi tøver ikke med at skyde skylden på hinanden for alverdens politiske dårligdomme, og pege fingre fra venstre mod højre og tilbage igen, når vi - alt efter vort individuelle politiske synspunkt - skal finde syndebukke: Dem, der bærer ansvaret for samfundets uheldige tendenser. Skal vi altså finde sammen i en form for grundlæggende harmoni - så kræver vi en skinger dissonans som vi sammen kan definere os selv i modsætning til.

Og her bliver attentatet på Lars Hedegaard særligt tankevækkende. For netop Hedegaard har i vid udstrækning selv spillet rollen som en sådan disharmoni i debatten. Han har været manden med så 'ekstreme holdninger', at langt de fleste har set sig nødsagede til at tage afstand fra hans 'vanvittige' udtalelser, hvis de selv måtte nære noget håb om at blive taget seriøst. Han er således blevet typecastet som en typisk racist - selvom man umuligt kan kalde islam for en race, hvilket samtlige oprigtige muslimer også må være enige i.

Ingen - vel end ikke den mest verdensfjerne Politiken-skribent - vil sige, at de nogensinde har bekæmpet Lars Hedegaards ret til at udtale sig. Alle dem, der så travlt tager afstand i disse dage, vil derimod forfægte, hvordan de selv nærmest er villige til at gå i døden for denne ret. Hvad de derimod har bekæmpet hjerteligt, er det offentlige billede af Lars Hedegaard som person og som intellektuel - hvilket smukt blev eksemplificeret i den debat, der fulgte i kølvandet på den æreløse skjult kamera-optagelse af Hedegaard, der talte om voldtægt inden for muslimske familier. Hvor mange såkaldte 'meningsdannere' øjnede ikke øjeblikkeligt muligheden for at tage afstand fra den 'vanvittige' historiker, og samtidig - indirekte - fremhæve deres egen frelsthed? Og hvor få opponerede imod det indiskutable faktum, at manden blev narret med overlæg?

For hvad er det som vi husker fra netop denne særligt berømte hedengangne debat? Hvad blev vi - borgerne i det demokratiske Danmark - primært forargede over? At Hedegaard med overlæg blev narret til at komme med udtalelser, der efterfølgende blev offentliggjort med det ene, slet skjulte formål at hænge ham ud? Eller korsede vi os alle over det faktum, at en mand overhovedet kunne nære så forfærdelige holdninger - selvom kun et ekstremt fåtal besværede sig med at undersøge hans påstande nærmere, da det at tage sådanne udtalelser alvorligt bliver set som første skridt imod at legitimisere dem...

Der er ingen tvivl: Vi valgte at svælge i forargelsen over, hvad en mand kan finde på at sige og mene privat - selvom dette i sagens natur ikke kommer os ved. Men når først en sådan bølge af forargelse er pisket op og ruller lystigt, så kan et mere subtilt, underliggende, principielt hykleri - med langt værre langsigtede implikationer - få lov at stå upåtalt. Vi valgte nemlig gabestokken og den offentlige latterliggørelse, fremfor påtalen af det åbenlyst udemokratiske: At manden var blevet optaget på video uden sit eget vidende, og at optagelsen blev offentliggjort udelukkende fordi man ville have ham i gabestokken.

Og hvorfor? Fordi gabestokken var bekvem for os andre. Når først Lars Hedgaard sad der, var det jo ingen sag selvhøjtideligt at proklamere, at man aldrig selv ville have sagt eller ment noget så forfærdeligt. Ved således at tage afstand fra Hedegaard mente man at gøre noget godt for landets muslimer... og ved samme lejlighed kunne man så også gøre opmærksom på sin egen overlegne menneskelighed: At man ikke selv var 'racist'. En såkaldt win-win-situation, der kunne udnyttes af alle, om blot man var villige til at se igennem fingre med den urimelige behandling af Hedegaard. For han var jo bare skurken... og skulle skurken fortjene samme retfærdige behandling, som vi andre rigtige mennesker har krav på? Er det ikke tilladeligt at være urimelig, når det nu drejer sig om at bekæmpe en så åbenlys diskrimination - dvs. ondskab?

'Jo, naturligvis...' siger man. 'Vi diskriminerer kun dem, der diskriminerer - for de fortjener diskrimination!'

I mainstream-medierne - ja, i medierne som sådan - har næsten alle arbejdet ud fra en utvetydig udgangsposition, der hedder, at netop Hedegaards idéer er så groteske, så hadske og så 'farlige' at man på ingen måde kan- eller bør tage dem alvorligt. Han har altså repræsenteret et uønskværdigt ekstrem, en uheldig tendens, en afskyelige fordomsfuldhed - og denne stigmatisering havde han bare at leve med.

I hvert fald indtil nu, hvor et endnu mere forfærdeligt ekstrem har meldt sig på banen. For så skal jeg ellers love for, at alle dem, der tidligere har haft så umådeligt travlt med at marginalisere og delegitimisere Hedegaards holdninger og person - og måske endog mere eller mindre direkte har provokeret ham personligt til at skærpe tonen - kommer løbende, og spontant kaster sig ud i patetisk forlæsninger om, at et sådan attentat bør fordømmes ud over alle grænser. At man sætter ytringsfriheden over alt hvad der ellers måtte være helligt her på jorden-

Nu udnytter man altså igen Hedegaard til at tage afstand fra politisk og religiøs ekstremisme. Og sådan mener man nu at gøre noget godt for ytringsfriheden... man fremhæver altså igen sin egen overlegne moral - at man ikke går på kompromis med de basale rettigheder - og Hedegaard er igen en anledning, blot med omvendt fortegn.

Man begynder at ane et mønster.

Der tages nemlig så livligt afstand fra attentatsforsøget på Hedegaard af præcis samme årsag, som man tidligere har taget så voldsomt afstand fra Hedegaard selv. De 'moralske' meningsdannere og politikere vil nemlig udnytte enhver lejlighed til at udstille deres egen humanitet - og har tilsyneladende intet problem med, herved at forvandle debatten til et udstillingsvindue-, en sand catwalk-demonstration af seneste sexede mode inden for den ekstremt efterspurgte selvhøjtidelig hellighed. En hellighed der stort set altid fører sig frem på andres bekostning - hvorfor alle disse gode demokrater er nogenlunde lige så forsigtige med selv at sige noget kontroversielt, som de er ivrige efter at agere bedrevidende, når folk som Lars Hedegaard inviterer til at blive trukket gennem sølet ved faktisk at mene noget markant.

Disse gode demokrater vil altså gerne blæse og have mel i munden samtidig - ikke fordi de ikke selv er klar over, at det er umuligt (det har de næppe skænket en tanke), men fordi de gerne vil fremstå på en bestemt måde i debatten: Som de kultiverede humanister, der altid mener det rigtige, uden nogensinde selv at sætte noget på spil for sandheden og retfærdighedens skyld.

Og hvordan spiller man mest bedst denne rolle? Hvordan virker man allermest overbevisende i sin humanisme? Jo, ved at snakke om alt det i vores samfund og verden, der ikke burde være sket. Alt det, der burde være anderledes. Attentater burde jo selvsagt ikke finde sted - men Hedegaard burde nu heller ikke mene det, som han mener. Ja, faktisk burde verden være et lyserødt paradis, hvor alle elskede hinanden, og sad i rundkreds og sang Kumbaya... og det ville den selvfølgelig (implicit) være, hvis alle mente som os - og ingen mente noget andet.

Problemet er bare, at 'vi' ikke mener noget i virkeligheden.

Ved at excellere i ønsketænkningens retorik ændrer man jo ikke det fjerneste ved verden. Faktisk er man omvendt afhængig af en verden, der konstant giver én anledning til at tage afstand - for ellers måtte man jo selv vove at mene noget - og ville således hurtigt blive afsløret som den charlatan, man inderst inde er. Som professionel meningsdanner eller politiker i dag kan man derfor ikke ønske sig noget bedre end et samfund, hvor alting burde være anderledes - for så er der rig mulighed for at fremhæve sig selv.

Sådan bibeholdes status quo: Man giver udtryk for at forholde sig til problemerne, uden faktisk at gøre noget ved dem - for det vigtigste er ikke hvad man gør, men hvad man giver udtryk for. At gøre noget ville da også være direkte umuligt for størstedelen af de ivrige afstandstagere, da problemerne selv netop vokser ud af denne status quo: Den sande hjemmebane for alle dem, der mener at tingene nu engang burde være anderledes. Den status quo som de populære politikere og meningsdannere har gjort sig en karriere ud af at repræsentere og perpetuere.

Her klapper man gerne ytringsfriheden kærligt på hovedet med den ene hånd, og kvæler den hadsk med den anden - fordi man generelt er for selvoptaget til at se, at man er havnet i en principiel selvmodsigelse. Hvis man f.eks. gerne vil blande oplyst humanisme med Islam, så får man uundgåeligt noget, som ikke minder om nogle af delene, og som alle oprigtige parter - om de så er humanister eller muslimer - er utilfredse med. Ja, de eneste der ikke er utilfredse er dem, der formår at udnytte situationen til at promovere sig selv, ved at tage entydigt afstand fra den virkelighed, der stadigt mere insisterende proklamere at projektet ikke lader sig gøre.

Derfor opfordrer jeg alle til, at tage afstand fra dem, der tager afstand. Selvfølgelig skal Hedegaard have støtte - men det skal han nok få fra sine faktiske støtter. Til resten af det politiske og journalistiske Danmark bør vi i stedet sige: Det er ikke et spørgsmål om, at attentatet ikke burde have været forsøgt - men derimod et spørgsmål om, at det rent faktisk blev forsøgt. Jeres afstandstagen nytter altså intet... ja, den er ikke bare nyttesløs, men udtryk for åbenlyst hykleri. For hver eneste gang i siger: 'Dette burde ikke...' da drejer I debatten væk fra den faktiske problemstilling - som jeg medgiver, at I måske ikke engang forstår - og over på jeres egen selvretfærdighed.

Spørgsmålet er hvorfor det skete - ikke hvorfor I mener at det ikke burde være sket. Jo mere I insisterer på at snakke om det sidste, desto tydeligere bliver svaret på det første.

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun