Kunst #1: Fra en teenage-piges dagbog

Ind imellem glemmer jeg, at jeg ikke er ældre end tiden selv, men derimod forholdsvis ung: Sølle 27 år gammel. Ja, dette er kun mit 27. forår, og de øvrige årstider har jeg kun været igennem 26 gange i skrivende stund. En god del af dem kan jeg endog overhovedet ikke genkalde mig - så i en vis forstand er min bevidsthed stadig en umulig teenager.

Så meget for den tidløse visdom. Måske om disse ord blot er replikker fra en usikker ungdom jeg engang vil kigge tilbage på med overbærende hovedrysten?

Lige meget hvad: Jeg kæmper pt. med en sejlivet ængstelighed omkring min fremtid, der fra mit eget perspektiv ser forholdsvis usikker ud. Den slags kunne tyde på vokseværk. Men hvad ved jeg om det?

Ja, det er faktisk problemet: Hvad ved jeg om noget? Jeg kan ikke rigtig finde hoved og hale på mig selv, fordi jeg ikke rigtig kan finde hoved og hale på verden. 

Godt nok fortæller mennesker omkring mig, at 'sådan én' som mig altid vil finde noget meningsfuldt at lave i sidste ende. Altså beroliges jeg med, at verden i større eller mindre grad nok skal få brug for mig når alt kommer til alt... hvad det så end betyder. Jeg ved det ikke - men alle andre gør tilsyneladende.

Fra mit eget perspektiv minder jeg mest af alt om endnu en doven-didrik, der mere eller mindre bevidst styrer uden om alt, hvad der kunne gøre mig brugbar for samfundet i fremtiden. - Ikke så meget om én, der i så høj grad har fat i den lange ende, at samfundet bliver nødt til at indfinde sig efter mine private luner. Ja, jeg har ligefrem læst filosofi på universitetet: Studiet af den ældeste, mest tidløse, og af samme årsag også mest ubrugelige visdom set fra det moderne perspektiv. Eftertænksomhed er nemlig noget som vores nuværende samfund ikke har brug for. Og da slet ikke noget som man vil give penge for.

Beder man ikke selv om at blive opslugt af bekymring for fremtiden, når man nu går stålsat efter det ubrugelige? Jeg vælger jo på en måde at utilpasse mig selv. Så jo - fra mit perspektiv gør man. Og jeg bebrejder da heller ikke andre end mig selv for min fremtidsangst, da den er naturligt følge af den vej jeg foreløbig har valgt at gå.

Det frustrerende er dog, at jeg trods alt indsigt i mine egne fejltrin ikke rigtig ser mig i stand til at ændre på mig selv, og gøre min karakter mere karriere- og samfunds-rettet. Også selvom en stor del af mig higer efter den økonomiske tryghed, der muliggør stiftelse af familie og et levet liv i almindelighed. Jeg vil nemlig gerne stifte familie og tjene faste penge - men helst uden samtidig at befinde mig i en form for fundamental dissociation fra min omverden. Alligevel synes jeg at opsøge en sådan dissociation af mig selv - hvorefter jeg naturligvis ængstes for dens konsekvenser.

Sandheden er f.eks., at jeg valgte det ubrugelige studium filosofi ud fra ren personlig interesse - uden hensyn til brugbarhed. Men selv på mit interesse-studium er jeg uforanderligt ugidelig i forhold til at opfylde universitetets krav. Med andre ord: Jeg elsker at læse filosofi - men jeg hader 'at læse' filosofi. Jeg vil bare gerne fordybe mig i bøgerne - jeg gider ikke at skrive opgaver, gå til eksamen, ja, bare at gå til forelæsninger. Hele den akademiske superstruktur interesserer mig ikke det fjerneste. Min uddannelse er altså bare en undskyldning for at jeg kan læse de bøger som jeg synes er interessante - og bøgerne giver mig så 'tilfældigvis' den viden, som jeg kan bruge til at bestå mine eksamener.

I mit eget perspektiv har jeg altså ikke rigtig taget mig en uddannelse. Min såkaldte bachelor er kun noget, der findes på et stykke papir.

Jeg kan kun hidse mig op til at sætte mig ind i noget, såfremt det taler dybt og personligt til mig - hvilket guderne skal vide, at kun meget få ting gør. Studiet er ikke en af dem. Men (nogle af) de bøger man læser på studiet interesserer mig vanvittigt meget. Ind imellem er mit studium altså tilfældigvis interessant - men det har intet med selve studiet at gøre.

Derfor er jeg ængstelig for min fremtid, og derfor ved jeg ikke hvad jeg egentlig vil: For det eneste jeg faktisk vil falder fuldstændig uden for de almindelige overvejelser om, hvad man som god samfundsborger bør gøre med sit liv. Jeg burde f.eks. have taget en uddannelse for at 'blive til noget' - men fundamentalt set ønsker jeg ikke at 'blive til noget'. At jeg så er 'blevet BA i filosofi' betragter jeg som en form for hændeligt uheld. Alt hvad min uddannelse har givet mig, som ikke interesserer mig, har jeg nemlig glemt igen. Og (næsten) alt hvad min uddannelse har givet mig af godt kunne jeg have optjent bedre af mig selv uden uddannelsens hjælp: For havde jeg bare læst bøger for mig selv, uden samtidig at 'gå på uni' ville jeg have brugt alt min tid på de store-, gode- og først og fremmest rigtige filosoffer: Platon, Aristoteles, Plotin, Augustin, Thomas, Cusanus, Bruno, Descartes, Spinoza, Kant, Schopenhauer, Hegel, Nietzsche og Heidegger. Jeg ville med andre ord ikke have spildt så meget tid på moderne sofisterier.

Men så ville jeg jo ikke have kunnet få SU... For pengenes og tryghedens skyld stiftede jeg altså bekendtskab med sofisten Habermas. Hvem fanden ville læse Habermas, hvis de ikke fik penge for det?

Jeg læser filosofi på universitetet, fordi det er det studium jeg i højeste grad kan affinde mig med. Det er det studium hvor jeg kan tillade mig at 'studere' så lidt som muligt.

Det er langt fra fordi at jeg ikke ønsker at bidrage til samfundet og fællesskabet. Tværtimod. Jeg ønsker bare ikke at bidrage til det samfund og det fællesskab som vi har i dag. Alt hvad jeg holder helligt er nemlig fuldstændig ligegyldigt for dette samfund. Skulle jeg eksempelvis være 'blevet til noget' inden for akademisk filosofi ville jeg være tvunget til at beskæftige mig med alt det, som jeg finder så hamrende uinteressant ved at læse filosofi - og stort set ikke have tid til det andet, det faktisk interessante.

Min fremtidsangst er altså baseret i konflikten imellem hvad jeg føler at jeg bliver nødt til på den ene side, og hvad jeg føler som reelle handlingsmotiver, der faktisk virker, på den anden: Jeg bliver nødt til at placere mig et sted i samfundets pengestrøm på et tidspunkt, så jeg kan opnå den finansielle sikkerhed til at fundere en familie, og leve et normalt liv. Men at placerer mig i pengestrømmen synes at implicere at jeg sælger ud af mine idealer for, hvad der er godt og rigtigt. Derfor føler jeg mig handlingslammet.

Konflikten udmønter sig nemlig i en form for deprimerende apati, der har været en forholdsvis hyppig, omend ikke konstant bosiddende gæst i mit liv de sidste to års tid. Og tro mig: Det er en kedelig gæst at have boende i sit hoved. Derfor vil jeg heller ikke kede læseren ved at snakke mere om den.

Jeg vil i stedet tale om noget lidt andet: Nemlig hvad jeg i forlængelse af min 'on-off'-fremtidskrise har genopdaget som en form for symptom-behandling af nævnte apati. En behandling, der faktisk er ret effektiv.

Nu kommer det til at lyde som om at jeg har 'fundet på noget at tage mig til', hvilket jeg imidlertid ikke har. Det er ikke 'produktivt' som sådan. Det er som sagt ren symptom-behandling. Det eneste jeg har opdaget er nemlig en almindelig aktivitet, som hele menneskeheden (særligt kvindekønnet, siger mit 'sexistiske' jeg) bruger som standardbehandling for snart sagt alle typer ængstelighed og psykisk ubehag.

Jeg taler naturligvis om shopping.

Mere specifikt er jeg begyndt at købe CD'er igen. (Jeg er aldrig hoppet med på mp3-bølgen). Det praktiserede jeg i meget stor stil da jeg var yngre. Selvom jeg på mine senere år har ført en nådesløs udrensningspolitik i forhold til min CD-samling, og solgt alt hvad jeg alligevel aldrig lyttede til, har jeg vel stadig godt og vel 400 CD'er. Det lyder af meget, men antallet er faktisk skrumpet en hel del. Nu er jeg imidlertid begyndt at øge det igen. Først og fremmest ved at købe nogle af de ekstrem-metal udgivelser, som jeg egentlig længe har ønsket mig, men som jeg bare aldrig har fået taget mig sammen til at købe.

Jeg holder nemlig utrolig meget af ekstrem-metal, hvilket jeg har gjort i godt og vel 13 år efterhånden. De ekstrem-metalliske genrer tiltaler mig, altså taler til mig. Det er 'min' musik. Grundtonen er nemlig anderledes end i alt andet moderne musik: Den er apokalyptisk. Det er lyden af en nært forestående katastrofe.

At lytte til ekstrem-metal er min måde at selvmedicinere imod fremtidsangst, dissociation og fremmedgørelse fra samfundet. Disse 'asociale' følelser er nemlig en hovedingrediens i den ekstrem-metalliske verden, i kombination med ting som eventyrlyst, fascination af mørket og ondskaben, og en ben-hård realisme. Sidstnævnte vil sige, at musikken ikke kerer sig om det enkelte menneske og menneskets følelser, som alt andet populær-musik gør. Det enkelte menneskes følelser er nemlig intet i forhold til den altomfattende virkelighed, der i sin grusomhed ofte er fuldstændig indifferent overfor, hvordan vi som mennesker forholder os til den. 

Grusomheden er det egentlige bevis imod at vores såre menneskelige følelser skulle være så vigtige igen. Og metallen lovsynger grusomheden.

Ja, denne særlige type ekstremistisk undergrundsmusik fokuserer nærmest manisk på anti-menneskelige temaer som krig, sygdom, død, alle typer konflikt, forrådnelse og så fremdeles. Ikke bare lyrisk, men også musikalsk, da det ekstrem-metalliske lydbillede er bevidst asocialt. Det lyder kort og godt som ubehagelig larm i de fleste menneskers ører. Og det skal lyde som larm for dem, der ikke forstår musikken og dens bevæggrunde.

For dem, der ikke forstår musikken, er den uudholdelig. Men for mig og andre ligesindede er den uundværlig.

Ekstrem-metallens fokus på livets knap så ønskværdige sider fortolket via rå lyd er nemlig en enorm befrielse for sådan én som mig, der langt hen af vejen kan føle sig fuldstændig alene om sine bekymringer. Musikken eleverer nemlig angsten til et plan, hvor vi kan forholde os til den som noget almen-menneskeligt, i stedet for noget strengt subjektivt - noget ikke-virkeligt. Musikken bekræfter livets ubehag, i stedet for at flygte fra det. På en måde er den gode metal anti-ekskapistisk.

Sandheden er jo at vi alle er konfronterede med livets forfærdelige sider - men få vælger aktivt at forholde sig til dem. Hvor lidt vi end vælger at forholde os til det, og hvor meget vi end tænker på noget andet, så skal vi jo alle dø.

'Only death is real' som det ikoniske slogan for de Schweisiske undergrundslegender Hellhammer lød.

Min eksitentielle vej synes at tvinge mig til i abnorm grad at se- og forholde mig til disse mørke aspekter af verden - og deraf kommer min indædte trang til at gøre opmærksom på dem, selvom de fleste helst lod som om de ikke eksisterede. (Nærværende blog er bl.a. et levende eksempel på dette).

Ikke fordi at livet er ren pestilens - men når det er, kan jeg ikke vende ansigtet bort og tænke på noget andet. Tværtimod byder min karakter mig at tænke over ulyksaligheden i utrolig høj grad. Til tider så høj grad, at jeg har svært ved at fokusere på andet.

Dette manifesterer sig så i min private fremtidsangst og indre splittelse. I musikken behandles denne imidlertid ikke som noget privat. At menneskeheden som sådan er splittet, forvirret og magtesløse overfor eksistensens til tider grusomme vilkår er nemlig den skinbarlige virkelighed. På samfundsplan vælger vi godt nok at lukke os inde med en strengt privat angst, da det ikke er god tone at fremhæve, at vi mennesker i bund og grund ikke kontrollerer eksistensen. Ja, at mennesket ikke kan kontrollere eksistensens vilkår er det moderne tabu par excellence.

Jeg er altså i færd med at genoptage min kontakt med kunsten som et alment-menneskeligt udtryk. Ekstrem-metallen besidder nemlig samme maniske fokus på livets ubehagelige realiteter som min bevidsthed gør. Samtidig besidder den bedste metal en indædt vilje til at acceptere mørket, leve med det, ja, endog gøre noget godt, kreativt, ud af det onde og destruktive. At skabe et univers ud af intetheden så at sige. Creatio ex nihilo.

Orden ud af kaos - og kaos ud af orden.

Kaos får sit æstetiske udtryk i forvrængede guitarer og bas, umenneskelige vokaler (growl), og trommer der kan piske som en monsun, eller slæbe sig afsted som de teutoniske plader - men kun sjældent finder ro i den populær-musiske synkroni med den menneskelige puls (60-120 bpm). Metallen peger mod et andet tempo end det, der definerer menneskekroppens inderlighed: Det intense kaotiske øjeblik eller verdenshistoriens almægtigt langsommelige bevægelser 'overruler' individet. 

Orden viser sig derimod i musikkens komposition. 'Hemmeligheden' bag ekstrem-metal er, at det ikke er æstetikken (alene) som bærer den kunstneriske oplevelse. Det er derimod organisationen af de æstetiske elementer. Larm er altså godt nok larm - men larm kan være meget andet end bare larm.

Det meste - nej, vent, alt - almindelige pop- og rock-musik baserer sig på velkendte akkordgange, og forudsigelige sang-strukturer: Vers - omkvæd - vers - omkvæd - C-stykke - omkvæd - omkvæd. 99,9% af det musik man hører i radioen er fuldstændigt identisk i denne henseende, og kun de strengt æstetiske elementer varierer. Der er måske noget rap, eller en kælen r'n'b sanger, eller en håndfuld tordnende power-akkorder i omkvædet - men det er så også den variation som man får. Variationen er iørefaldende og pang-farvet men ekstremt overfladisk.

Denne trend gør den bedste ekstrem-metal op med. Selvom musikken for den uindviede stort set altid lyder éns - som sagt: Larm - er der enorm variation og kreativitet i måden, som gode bands bruger denne larmende lyd på. Der bliver konstant fortalt nye historier igennem velkendte virkemidler. Sangstrukturer varieres og raffineres - til tider til enorm kompleksitet (death metal som oftest: Suffocation, Morbid Angel, Gorguts, Atheist og Demilich er personlige favoritter), til andre tider til minimalistiske-, nærmest trance-inducerende gentagelser (black metal: Særligt holder jeg af de norske bands som Burzum, Darkthrone og den første plade fra Enslaved, men også grupper som de amerikanske Havohej/Profanatica og Krieg, eller finske Beherit). Ikke så sjældent kombineres de to, eller en helt tredje vej bliver udforsket. Mulighederne er uendelige.

Populær-musikken fortæller omvendt den samme historie igen og igen, og variere kun på overfladen, præcis ligesom romantiske Hollywood-komedier, der kun kan skelnes fra hinanden, fordi det er forskellige stjerner der spiller hovedrollerne.

Hvor den uindviede er dømt til at opleve ekstrem-metal som én lang, monoton strøm af udifferentieret larm, vil den indviede derimod fæstne sig ved myriader af små detaljer og variationer, som fuldstændig går over hovedet på den, der er blændet af æstetikkens voldsomhed. På denne måde rummer ekstrem-metallen sand poesi: For i virkeligheden handler musikken om at se hinsides overfladen og ned i de bundløse dybder, der gemmer sig bagved det mondæne. Musikken handler om at skue ind i det uendelige mørke rum, hvor absolut frihed eksisterer side om side med den største angst.

På lignende viis med de negative følelser her i livet: For dem, der ikke ønsker andet end at komme væk fra dem - og det er et instinktivt og normalt reaktionsmønster, som jeg ofte også selv falder i, når jeg gribes af en deprimeret eller ængstelig sindstilstand - virker de som noget, der bare er ubehageligt og uønskværdigt. Men undersøger man disse følelser nærmere, og går mere filosofisk til dem, opdager man at de rummer mangt og meget, som det kort og godt er umuligt at slippe væk fra. De negative følelser minder nemlig én om, at livet i bund og grund er hinsides éns egen kontrol. Grusomheden vil altid være der - og vi vil alle blive konfronteret med den, fordi den i bund og grund tilhører virkeligheden... ikke 'bare' os selv.

Jeg slipper naturligvis ikke af med min fremtidsangst, mine deprime teenage-tendenser og alverdens mørke ved at købe en plade med Brutal Truth eller Napalm Death ind imellem. Shopping-kicket - den umiddelbare glæde ved at købe noget nyt - er som alle ved kortvarig og overfladisk. Til gengæld giver musikken en indfaldsvinkel til mørket, der ikke isolerer mig i den narcisistiske tanke - selv-medlidenheden - men tvinger mig til at kigge hinsides mig selv - hvilket på forunderligvis altid sker, når en god metal-plade 'klikker' og jeg begynder at sådan for alvor at forstå den. Musikken åbner op overfor mig - fordi jeg åbner mig selv op i forhold til musikken. Og før jeg ved af det er den indistinkte larm forvandlet til den smukkeste tonedigtning om livet, mørket og ondskabens uudgrundelige sandhed.

Det minder mig om at være på vandreture i Norge med mine forældre som lille. Det var hårdt at gå opad og slide sig gennem sten og sne, men pludselig åbenbarede der sig en udsigt over et majæstatisk bjerglandskab, der øjeblikkeligt bragte enhver tanke på mig selv til ophør. For hvad jeg så var så meget større end mine vabler. 

Sådan fungerede ekstrem-metal også for mig for 13 år siden. Jeg indrømmer: Jeg 'fangede' ikke musikken med det samme. Ja, faktisk fandt jeg den tit skræmmende og ubehagelig. Alligevel var der noget ved den, der gjorde at jeg ikke kunne lægge den fra mig, men blev ved med at vende tilbage til den.

Gradvist men sikkert sled jeg mig til en position, hvor jeg pludselig skuede den skønhed, som jeg instinktivt må have fornemmet.

Dengang i slutningen af folkeskolen følte jeg mig også fremmed for verden - men i dag kan jeg ikke huske hvorfor. Jeg husker kun musikkens enorme betydning. Måske er den ekstreme metal kommet tilbage til mig, for at jeg igen kan begynde det hårde arbejde med at glemme mig selv. Hvem ved?

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun

Eksistentielt #6: Mennesker...

(Følgende er et længere indlæg jeg har postet på et debatforum).

Til en vis morskab for mig selv må jeg konstatere, at jeg i løbet af mine tre posts på dette forum allerede har gjort mig skyldig i en tilsyneladende selvmodsigelse. En selvmodsigelse som jeg ved er definerende for selve min måde at tænke på. Jeg bliver i hvert fald ved med at støde ind i den forskellige sammenhænge. Tilsyneladende tilfældigt.

Det handler om mennesker...

I én tråd argumenterede jeg for noget i retning af en individuel enhed med verdens lidelser: At den 'store lidelse' i verden må forstås som en kontinuerlig del af den 'lille lidelse' som vi alle kan tumle med fra tid til anden. At man som menneske har tilbøjelighed til at spejle sig selv og sine egne følelser i omverdenen. At man bliver særlig opmærksom på den store lidelse når man selv lider i det små. - I større og mindre grad naturligvis.

Efterfølgende gik jeg med på at opmærksomhed på verdens lidelse kan bidrage til opløsningen af den personlige lidelse. Og at den personlige lidelses ophør så på sin side kan medvirke til, at man i mindre grad bidrager til den 'store' lidelse i verden. Fordi 'den lille lidelse' i sidste ende skaber 'den store lidelse', mens 'den store lidelse' på sin side bidrager med en højnet opmærksomhed på, hvordan vi får 'den lille lidelse' til at høre op.

I en anden tråd som jeg besvarede umiddelbart forinden argumenterede jeg for at menneskeheden langt hen af vejen har et uhelbredeligt sygt forhold til verden. At man som individ gør bedst i at acceptere at majoriteten af andre mennesker aldrig vil fatte nogle 'dybere aspekter' af livet.

'At fatte noget dybere' betyder i min ordbog: At forstå hvad verdens lidelse kan lære os, så vi selv kan bidrage til lidelsens ophør. Omvendt betyder 'majoritet': Den mængde mennesker, der fundamentalt frygter hvad verden kan lære os i det hele taget, og som derfor aldrig kommer ud af deres egen lille lidelse.

Jeg mener altså kort og godt at majoriteten af alle mennesker altid vil bidrage til lidelsen, og frygte de indsigter, som kan bidrage til lidelsens ophør. Men på den anden side mener jeg, at det personligt er gavnligt at stræbe efter en indsigt i lidelsen ved fuldt og helt at gøre sig bevidst om, hvor omfattende og ubegribelig verdens lidelse er. Med det ultimative formål at man selv, personligt, 'jeg' kan bidrage til 'den store lidelses' ophør.

Er det ikke selvmodsigende? På den ene side mener jeg at mennesket i det store hele er udueligt. At menneskeheden er dømt til selv at lide og skabe lidelse for hinanden i evighed. Men på den anden side mener jeg, at verdens lidelse må erkendes fuldt og helt - for at jeg selv kan bidrage til at bringe den til ophør. Er det ikke en pointeløs opgave, når nu erkendelsen af lidelsen betyder erkendelsen af, at den aldrig i alt evighed vil høre op?

Hvem kan finde tilfredsstillelse i en så meningsløs aktivitet? Er det ikke danaidernes kar og Sisyfos om igen?

Svaret afhænger af, hvad man selv måtte tro på. Hvad drejer det sig i sidste ende om? At 'den lille lidelse' i éns eget liv kan høre op? Eller at verdens 'store lidelse' hører op?

Et af de befriende aspekter ved at tage verdens lidelse på sig som sin egen er, at man til sidst bliver nødt til at indse, at lidelsen er mægtigere end man selv er. Verdens lidelse er hinsides éns egen kontrol - for den frembringes af så mange faktorer, at et enkelt menneske aldrig nogensinde kan forandre noget væsentligt selv, af egne kræfter. Intet menneske har magt over verden på den måde. Verden er mere magtfuld.

Det lyder desillusionerende - men i virkeligheden er det det præcis modsatte. At verdens lidelse er evig er nemlig kun et deprimerende faktum så længe man gør sig illusioner om, at verden ikke burde være lidelse. For verden er lidelse (blandt meget andet) - hvad end vi så personlig måtte mene at den burde være i stedet for (peace-love-unity).

Hermed får man sat sin egen lidelse i perspektiv. 'Den lille lidelse' er som regel baseret i en privat form for magtesløshed, som gør 'den store lidelse' så meget desto mere uoverskuelig. Når man lider i det små synes verdens større katastrofer så meget desto mere deprimerende. Ethvert jordskælv i Pakistan bliver et argument imod livet. Enhver atom-katastrofe i Japan bliver en tilbagevisning af eksistensens berettigelse. Det er ganske forfærdeligt. Derfor forsøger man så vidt muligt at ignorere 'den store lidelse' når man lider selv. Verdens lidelse synes nemlig blot at gøre éns egen lidelse værre.

I virkeligheden sætter verdens lidelse imidlertid blot éns egen i perspektiv. Omfavner man først 'den store lidelse' drukner 'den lille lidelse' i dette hav. Et hav der ikke direkte har noget at gøre med én selv. Et hav der er hinsides éns egen kontrol. En lidelse der er mere omfattende end nogen individuel lidelse nogensinde kan være. Var man bombastisk anlagt kunne man måske tale om en universal strøm af sorg eller andet i den dur.

Erkendes denne lidelse optager man den ikke så meget i sig selv, som man omvendt selv bliver optaget af den. Sådan bliver éns egen lidelse mindre i egen bevidsthed. Til sidst forsvinder den helt. Men kun fordi man giver rum for en transcendental lidelse, så at sige. Den personlige lidelse transformeres til et fragment og en refleksion af en mørk energi, der ikke tilhører én selv, men eksistensen som sådan.

Når man forstår hvad det vil sige at se sin egen lidelse i det store billede, så forstår man også at det ikke er éns ansvar at fjerne 'den store lidelse'. 'Den store lidelse' er snarere et uomgængeligt faktum. Alligevel finder man sin glæde i ikke at bidrage til den.

Den der kan glæde sig selv ved ikke at lide, kan også glæde andre og være en hjælpende hånd mod deres lidelse. Men den, der selv lider ved ikke at kunne glæde sig over verden, kan også bibringe andre lidelse og gøre deres verden til et mindre glædeligt sted.

Forskellen er: Bidrager jeg selv til lidelsen? Eller bidrager lidelsen til mig? Er jeg en integreret del af det store hav af lidelse, der optager alle små, personlige lidelser i én kontinuitet? Eller er jeg en lille lidende individuel sjæl, der i angst og depression er ved at blive opslugt og drukne i verdens lidelser? Forskellen er subtil.

Det hele står og falder med hvor meget betydning man tilskriver sin egen lidelse i forhold til verdens. Størstedelen af menneskeheden vil altid tænke på deres egen lidelse, og derfor aktiv undvige at se verdens lidelse i øjnene. For dem er det nemlig vigtigere at de selv lider end at verden lider. Alligevel kan det godt betale sig at bibringe mennesker glæde. For ved at tilskrive verdens lidelse (og dermed sine medmenneskers lidelse) en større betydning end man tilskriver sin egen, så gør man både sin egen- og sine medmenneskers verden til et mere glædeligt sted.

Der findes nemlig også en 'stor glæde'. Og ligesom man kun for alvor lader sig mærke af verdens 'store lidelse' såfremt man selv lider i det små, således lægger man også først mærke til verdens enorme glæde såfremt man selv kan glæde sig i det små.

At kunne glæde sig for alvor i det små er det modsatte af at være deprimeret. For at forstå forbindelsen imellem 'den lille-' og 'den store glæde' må man imidlertid også acceptere forbindelsen imellem lidelsens forskellige niveauer: Man må forstå at 'den store lidelse' ikke kan overvindes, men at den derimod udgør en harmonisk komplimentær del af livet.

Det er svært at acceptere lidelsen og integrere den i bevidstheden som en uomgængelig del af verden. Det er svært at holde op med at drømme om en verden uden 'den store lidelse'. For sådanne drømme er sjælen i de flygtige eskapistiske glæder, som man af frygt og fortvivlelse opsøger når éns egen- og verdens lidelse bliver én for meget.

Derfor kender majoriteten til verdens lidelse, men kun få kender til verdens glæde. De bliver nemlig ved med at tro, at glæden først kan realiseres for alvor, når 'den store' eksterne lidelse bringes til ophør - hvilket aldrig kommer til at ske. De længes imod en uvirkelighed af altomfattende glæde - og derfor forfølges de af den store sorg, der gemmer sig i skyggerne bag alle deres små glæder. Små glæder der kun tjener til at glemme sorgen (underholdning, rusmidler, konstant aktivitet).

Majoriteten kan altså aldrig frelses - men både du og dine omgivelser bliver gladere og mere glædelige, såfremt du træder ud af majoriteten og glæder dig, på trods af verdens forfærdelige realiteter.

Eller på grund af?

Hvem kan kende forskel? Verdens store glæde og verdens store lidelse er ikke adskilt - kun så længe man holder fast i, at de burde være det.

Med venlig hilsen
Jakob-Jeshurun

Diverse #4: Tåbelig visdom 1

Virkeligheden er kompleks,
men sandheden er simpel.

Når det siges, at virkeligheden er kompleks,
vil det sige, at verden ikke er et spørgsmål om rigtigt og forkert.
Når det siges, at sandheden er simpel,
vil det sige, at rigtigt og forkert altid er i balance.

Den der søger at gøre alting rigtigt,
vil til sidst have gjort alting forkert,
mens den der søger at gøre alting forkert,
til sidst vil have gjort alting rigtigt.

Intet er altså så rigtigt,
at det i sidste ende ikke kan vise sig at være forkert,
men intet er ej heller så forkert,
at det i sidste ende ikke kan vise sig at være rigtigt.

Blandt mennesker søger alle at gøre det rigtige,
derfor vil alle til sidst tage fejl,
mens ingen søger at gøre det forkerte,
hvorfor ingen til sidst vil have gjort det korrekte.

Det rigtige som alle søger, vil ingen finde,
men det forkerte som ingen søger, vil alle møde til sidst.

Alle vil sige: 'Tåben gør alting forkert.
Tåben ved ikke bedre.
Derfor er tåben en tåbe.
Derfor er tåben ikke ligesom os.'

Alle ved jo bedre end tåben,
og derfor kalder alle tåben for en tåbe,
for tåben ved ikke bedre end nogen.

Alle skal sige: 'Jeg ved bedre, end tåben ved,
for jeg vælger mere rigtigt, end tåben vælger'.

Men sådan taler tåben ikke,
da tåben ikke vælger mere rigtigt, end tåben vælger,
og tåben ikke ved bedre, end tåben ved.

For hvem ved bedre end sig selv?
Hvem vælger bedre end sine egne valg?

Tåben gør ikke,
men alle vælger, og ved bedre end tåben.

Sådan ved alle det rigtige,
sådan vælger alle det rigtige,
ved at vælge og vide bedre end tåben
der ikke vælger og ved bedre end sig selv.

Ingen søger at gøre som tåben,
og derfor vil alle finde til sidst,
at de selv var tåber,
der gjorde det forkerte.

Tåben søger ikke efter noget andet,
hverken efter noget rigtigt eller noget forkert,
og derfor vil tåben til sidst finde
noget andet end sig selv.

Alle skal finde tåben i sig selv,
mens tåben skal finde sig selv i alle.

Alle skal finde sandheden
i simpel balance:
For hvert rigtigt er der et forkert.

Men tåben skal finde virkeligheden,
at det simple er kompliceret
- ikke rigtig eller forkert:

'At alle er som jeg, og
at jeg er ligesom ingen, og
at ingen gør det rigtige, og
at alle gør det forkerte,

og

at en enkelt solstråle er mere værd end alverdens penge og magt.'

Det er så sandt, som det er simpelt,
og så virkeligt som det er komplekst.

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun

[Æsel-menneske]