Kultur #1: Den kulturelle hypotese

Hvad kunne være mere prætentiøst og latterligt opstyltet end at nedfælde- og påberåbe sig en entydig definition af, hvad kultur er? For er noget efterhånden accepteret som en almen sandhed om kulturen, da er det netop, at en definition i sagens natur er umulig. Der er kort og godt tale om en alt for omfattende og kompleks størrelse med denne kultur. En definition synes derfor per definition for snæver og kraftesløs til at kunne rumme kulturen og gøre den retfærdighed.

At kulturen er kompleks viser sig i umuligheden af at udpege og fastholde et enkelt fænomen som kulturens primære udtryk. Ligeså lidt kan en enkelt menneskelig aktivitet - individuel eller kollektiv - isoleres og undersøges som et særligt udmærket eksempel på kulturel ageren. Hver eneste kulturelle del-element synes nemlig sammenfiltret med de øvrige i en gensidig afhængighed, der uundgåeligt berøver helheden sin fulde betydning, om man dedikere for meget opmærksomhed til dette men ikke hiint. Tager vi med andre ord vores udgangspunkt ét sted, i ét specifikt noget, som vi af den ene eller anden grund bestemmer som 'noget særligt kulturelt', så mister vi som konsekvens kulturen som helhed af syne. Følgelig fortaber vi os til sidst i detaljer, der gøres mere vigtige end de er, på bekostning af væsentligheder, der uopmærksomt glemmes, fordi de ligger fjernt fra det valgte udgangspunkt. Kunsten ligger f.eks. fjernt fra gastronomien som igen er noget helt andet end omgangstonen eller humoren eller sproget som sådan - men alle disse ting er jo elementer i kulturen på lige fod.

Det synes altså at forholde sig med kulturen som med den gamle gåde om stilheden: Sig mit navn og jeg forsvinder...

Og dog er ingen i tvivl om at kultur eksisterer; at kultur er noget i allerhøjeste grad virkeligt. Alle ved da også hvad vi mener, når vi taler om kultur - men kun til en vis grænse. Man taler derfor i regelen cirka så længe om kultur, som man formår at undgå at specificere hvad man egentlig snakker om - for her kommer man hurtigt i forlegenhed. Dette skyldes kulturens enorme omfang. Den er ganske enkelt for uoverskuelig til at vi ligesom kan holde den ud i strakt arm, vende og dreje den i vores hænder, registrere dens former og farver, dens små finesser og spidsfindigheder, optegne et par skitser og notere de vigtigste detaljer, for herefter at trække os tilbage til det sproglige værksted og nøjsomt konstruere en testmodel ud fra vores observationer, en prototype hvis bæredygtighed og funktionalitet vi så kan sammenligne med originalen, og herved afgøre vort designs autencitet. Vi forstår kulturen fordi den er overalt omkring os, og fordi vi selv er en del af den, men af selvsamme årsag er det umuligt for os at få fast greb om den, på samme måde som det er umuligt at se sin egen optiske nerve.

Disse to forhold gør kulturens begreb særligt spidsfindigt, særligt lumskt og særligt paradoksalt: For på den ene side har vi at gøre med noget, der er så omfattende og åbenlyst at alle ved hvad vi snakker om - men på den anden side synes det umuligt at finde en indfaldsvinkel til en mere grundlæggende forklaring. Vi ved altså godt - men samtidig ved vi intet. Vi kan give hundrede-, måske endog tusindvis af eksempler på kulturelle 'ting', og dog synes det en umulig opgave at specificere, hvordan alle disse er forbundne, og på lige fod tilhører den størrelse, skikkelse, kasse, kategori, eller hvad vi nu skal kalde det, som vi almindeligvis kalder for kultur.

Men hvordan ved vi at vi intet ved? Ganske enkelt fordi alle forsøg på at definere kultur-, alle tilløb til en simpel og let-fattelig forklaring, der træffer alt det, som vi almindeligvis subsumere under begrebet, og samtidig ikke fortaber sig i akademisk tvetydigt ordgøgl, på den ene eller anden måde har vist sig utilstrækkelige. Men også fordi at spørgsmålet om kulturen langt hen af vejen er et moderne spørgsmål, der ikke altid har været aktuelt på samme måde, som det er i dag. Meget af det, som vi i dag kalder for 'kulturelt betinget' ville nemlig traditionelt være at regne for noget naturligt - altså at regne blandt livets selvfølgeligheder, og derfor selvfølgelig heller ikke noget, som man behøvede at snakke om, eller reflektere over. Tidligere var kulturen i højere grad at betragte som en solid manifestation af 'hvordan tingene nu engang er'. Dvs. som noget definitivt givet - ikke som noget i udgangspunkt uforklarligt.

Men som hiin forgangne reklamedrengs ord lød, der overraskede sin far ved at bede om en Riesen Chewy Chocolate Caramel covered in Rich European Chocolate - et produkt hvis robuste og kraftige smag ellers ikke appellerede til børn: "Det var dengang..."

Vi lever med andre ord i nye tider. I dag tillader vi ikke os selv den tankeløse luksus at antage, at verden skulle være et simpelt sted, og at noget sådan som 'kultur' skulle være en uproblematisk størrelse. Så naive er vi ikke længere, siger vi til os selv - og hermed mener vi at være blevet klogere af erfaring.

I vor tid ved vi nemlig at ingen kultur er uforanderlig - det siger alt erfaring jo - ergo kan en kultur umuligt være udtryk for noget naturligt eller fast. Men selv denne indsigt i kulturens væsen kan vi ej heller tage for noget givet, for vi ved jo også, at man til andre tider har forstået tingene anderledes. Vi sidder derfor uhjælpeligt fast i en rille, der igen og igen skrattende proklamere, at enhver tænkelig kulturopfattelse uundgåeligt vil være 'kulturelt betinget' - inklusiv vor egen.

Hermed siger vi imidlertid ikke andet, end at vores nuværende opfattelse af kultur er betinget af kulturen selv. Og kulturen er jo nødvendigvis historisk betinget - men vi opfatter kun vores kultur som historisk betinget, fordi vi ved at kulturopfattelsen tidligere har været anderledes. Vi mener altså på den ene side at være nået til indsigt i, at kultur i udgangspunktet er noget udefinerbart og foranderligt - det ved vi nemlig på baggrund erfaringen, der fortæller os, at ingen tidligere kultur har vist sig at være evig. Men på den anden side mener vi samtidig at have fat om en kulturopfattelse, som er mindre naiv og mere realistisk end tidligere - hvilket vil sige det samme som, at den er mere alment gyldig, som igen betyder, at den på én eller anden måde alligevel er mere evig.

For er dette ikke det eneste, der binder samtlige kulturer sammen på tværs af historien, fra de mest primitive potteskår til Babylon, og fra Romerriget til det tredje, 'tusindårsrige' og videre til i dag? At ingen tidligere kulturer har vist sig som evige, og at vi derfor ikke naivt bør tro, at vores egen er det?

Den eneste evighed - det eneste naturligt givne - i vores nuværende kulturopfattelse består altså i, at selve opfattelsen - og dermed kulturen selv - altid vil være genstand for forandring. Vi kan med andre ord ikke tillade os at proklamere noget definitivt om kulturen, uden samtidig at være pinligt bevidste om, at selvsamme proklamation slår sine rødder i historiske betingelser, som er foranderlige. Der er altså tale om lidt af et paradoks: I dag mener vi at vide om kulturen, at den definitivt ikke er definitiv. Kun derfor kan vi så hastigt konstatere, at ethvert forsøg på at definere kulturen nødvendigvis må være problematisk.

Dette er selvsagt skruen uden ende. For hver eneste gang vores nuværende kulturopfattelse bringer os frem til noget, der kunne minde om en definitiv indsigt i kulturens væsen, da er vi tvunget til at vende på hælene og relativisere vores udgangspunkt og den undersøgelsesmetode, der bragte os frem til resultatet i første ombæring - "resultatet" var nemlig altid kun tilsyneladende og i virkeligheden slet intet resultat. Det var et smeltende snefnug, en dråbe i havet, en omskiftelig skygge eller et bortkastet kakaoskin... i virkeligheden var det ingenting, og vi har ikke fjernet os en tøddel fra startpositionen.

Således bliver alt indsigt i kulturen relativ - men denne relativisme har paradoksalt nok rødder i en opfattelse af absolut kulturel betingethed: Intet er oprindeligt, fordi alting er betinget.

Intet er altså evigt - sådan har det altid været. Dette er det tætteste vi kommer et kulturelt universale i dag. Herved anerkender vi - igen paradoksalt - at alle kulturopfattelser i sagens natur er lige gode, men at den kulturopfattelse der i højeste grad regner kulturen som en omskiftelig og flydende størrelse alligevel på sin vis er den bedste. I hvert fald så længe man er en del af vores nuværende kultur - den, der i bred forstand kan tilskrives hele den vestlige civilisation. Selve indsigten er jo vokset ud af en bestemt kulturel sammenhæng, og kan derfor kun være for alvor gældende for dem, der befinder sig inden for denne, den vestlige kultur.

I vesten er vi altså ikke bare kulturelle relativister men tillige absolutister. Som repræsentanter for denne kultur vil vi således altid mene at det moderne demokratiske forbrugssamfund i højere grad repræsentere en form for kulturel sandhed end et strengt teokrati f.eks. ville gøre det. Den demokratiske forbrugsstat er nemlig langt mere kompatibel med et helt og holdent relativistisk kultursyn end teokratiet, alene fordi vi i den demokratiske forbrugerisme ikke mener at pådutte andre et bestemt kultursyn. Jo mindre vi foregiver at ligge inde med en sand kultur, desto mere mener vi ironisk nok at repræsentere et sandt syn på kulturen som sådan.

Derfor kvier vi os også ved at tale om nogen egentlig sandhed inden for vores kultur. Vi taler snarere om normer for sandhed. Sandheden - f.eks. repræsenteret ved vores idéer om rigtigt og forkert opførsel - er betinget af de kulturelle normer, siger vi. Dette er påfaldende nok totalt omvendt af et klassisk kultursyn, hvor man snarere ville tale om, at kulturens normer er givet ud fra den sandhed, som kulturen er funderet på. Tager vi igen et strengt teokrati som eksempel, da vil det officielle kultursyn i det teokratiske samfund være, at normerne er givet af Gud, der som den ultimative sandhed er suverænt hævet over kulturen. I vores kultur - i det moderne oplyste forbrugsdemokrati - vil vi derimod sige, at Gud godt kunne være vores sandhed - hypotetisk set - hvis bare vi havde levet inden for et teokrati. Det gør vi som bekendt bare ikke. Gud er altså ikke vores sandhed - fordi vi har andre normer. Tidligere ville man derimod sige om andre kulturer: De har andre normer fordi de ikke har vores sandhed. Vi tænker altså vores sandhed indlejret i normer, hvor andre kulturer må tænke normerne som et produkt-, en konsekvens af sandheden, der i sig selv overskrider enhver bundethed.

Det absolutte (sandheden) er altså givet af det relative (normerne) på en absolut måde for os, der lever inden for disse normer - men ikke nødvendigvis for mennesker der tilhører andre kulturer.

Når vi i dag så gerne taler om kulturelle normer, og herved mener at tale om noget historisk betinget og i denne forstand kontingent, da taler vi om kulturen på en måde, som der ikke er præcedens for, længere tilbage end måske til oplysningstiden. Når Rousseau åbner sit berømte pædagogiske værk Emile med linjen: "Tout est bien sortant des mains de l'Auteur des choses, tout dégénére entre les mains de l'homme" [Alt er godt som det forlader skaberens hænder, alt forfalder i menneskets hænder], da ser vi et skarpt skel imellem tingene som de fra Guds (eller naturens) hånd er, og hvordan disse perfekte ting bliver fejlagtigt håndteret af mennesker. Menneskets evne til at korrumpere sandheden og tingenes naturlige perfektion bliver herved sidestillet med selve sandheden - ja, korruptionen bliver en uomgængelig del af sandheden. Mennesket er kort og godt ikke nogen troværdig formidler af den perfektion, som er overgivet det. Sådan er det.

Der er altså noget grundlæggende korrumperet og korrumperende ved dette menneske og dets samfund, som kommer til udtryk i, at vi behandler vores omgivelser, vores børn og os selv forkert. Naturen er god og Gud er god - men kulturen burde være bedre.

De kulturelle normer betinger vores samfund. Et uretfærdigt samfund - en korrumperet kultur - er således at betragte som en direkte refleksion af uretfærdige normer, altså af menneskelig korruption. Når først vi som mennesker er nået til indsigt i vores slette tilbøjeligheder - at vi ofte behandler hinanden uretfærdigt - og at mange undskylder denne uretfærdighed under henvisningen til kontingente kulturelle normer, der forfægtes som evige sandheder, da bliver det magtpåliggende at handle for at omstøde normerne, i fald vi måtte føle os særligt kaldede til at handle moralsk: I intellektuel sammenhæng bliver dette til, at man relativisere og problematisere de såkaldte "evige sandheder", og i stedet indskærper dem som historisk betingede - altså som primitive produkter af en rå og uciviliseret fortid. En fortid som vi nu må arbejde på at lægge bag os.

Hvad der bør være bedre, har man jo naturligvis en etisk forpligtelse til rent faktisk at forsøge at gøre bedre. Er mennesket i bund og grund skabt godt - og det er jo godt som barn, altså som natur, før det konfronteres med den korrumperende kultur, for barnet er uskyldigt - da fortjener det jo et godt samfund. Med udgangspunkt i denne gryende opfattelse begyndte man således i oplysningstiden på projektet om, at give mennesket den kultur som man mente - ja, stadig mener den dag i dag at det fortjener.

Hvor det tidligere kultursyn tog samfundets strenge hierarki som en afspejling af den sandhed, der lå i hjertet af kulturen, og således havde hierarkiske normer til at bevare sandheden, da begynder man i stigende grad at mistænkeliggøre denne såkaldte 'sandhed' i oplysningstiden. Fra at se de gamle 'evige sandheder' som den urokkelige hjørnesten i et fundamentalt retfærdigt samfund, så man dem nu som bekvemme løgne og beddrag, designet til at tjene de magtfuldes interesser. Løgne der virkede ved kynisk at undertrykke og brutalisere de uskyldige masser.

Hvad der før blev betragtet som naturens og Guds gode orden videreført i kulturen, blev altså nu anskuet som gennemråddent og korrumperet. Magthaverne promoverede den kulturelle 'sandhed' udelukkende i egeninteresse - for at kunne blive siddende på flæsket. Masserne blev derimod holdt for nar med løfter om en himmel, hvor de efter denne korte og kvalfulde eksistens endelig kunne få evig fred, frihed og lykke - og hvis de ikke forblev som gode tjenere, ja så fik de det modsatte, nemlig helvedets berømte evige ild.

Alt dette var noget naturligt og selvfølgeligt før hen - at samfundet havde en top og en bund, at efterlivet havde en himmel og et helvede, og at dette nu engang var som det skulle være. Men netop det at denne skævhed blev betragtet som noget givet, var det mest dæmoniske aspekt ved den korrumperede kultur. For både herremanden og bonden troede jo på denne orden, selvom det i virkeligheden kun var i det ekstreme mindretals-, de rige og de priviligeredes interesse at bevare denne tro. Masserne af fattige bønder havde derimod en klar interesse i at frigøre sig fra denne undertrykkelse, der var inkorporeret i de kulturelle normer, retfærdiggjort at tvivlsomme bagvedliggende sandheder - men dette kunne de umuligt indse af egen kraft, da de sad uhjælpeligt fast i troen på, at tingene nu engang var som de skulle være.

Derfor følte oplysningstidens bedste hoveder - de tilsvarende priviligerede, men dog samvittighedsfulde oplysningsmænd - sig kaldede til at omstøde disse arkaiske normer, og deres latterlige grundlæggende sandheder - med god hjælp fra tidens gryende naturvidenskab, en dekadent og uduelig adel og en voksende utilfredshed i samfundets lavete stænder.

De gamle sandheder var intellektuelt uholdbare, og fungerede tillige som dårlige undskyldninger for en uretfærdig og gennemkorrumperet kultur. Derfor måtte de omstødes, masserne frigøres og den dekadente adel straffes.

I denne ædle sags tjeneste var det selvsagt utilladeligt at tage kulturen for noget givet, altså som noget evigt eller sandt. Alle fastgroede normer, der på den ene eller anden måde lod det oprindelige, gode menneske forfalde- og fastlåse i samfundet, måtte betragtes som værende af det onde. Menneskets tendenser mod ondskab og uretfærdighed ytrede sig altså ifølge denne opfattelse primært i skabelsen- og håndhævelsen af forkastelige kulturelle normer, på baggrund af transparente men altomfattende løgne, der gav sig ud for sandhed.

Troen på disse sandheder var altså definitivt i uoverensstemmelse med det moralsk rigtige - respekten for menneskets værdighed over alt andet. For mennesket var jo trods alt skabt godt. Ingen var i udgangspunktet bedre end andre. Alle mennesker var med andre ord skabt lige - og kun den korrumperende kultur og dens diktatoriske og irrationelle 'sande normer' bragte den ulykkesbringende ulighed ind i verden.

Nu findes der beklageligvis ingen kulturelle normer, der i yderste konsekvens ikke er undertrykkende og uretfærdige over for nogen overhovedet. Enhver norm er jo trods alt til fordel for nogle - og af samme årsag en hæmsko for dem, der falder udenfor. Kulturen synes altså at producere uretfærdighed og lige meget hvad, vil vi altid finde os selv inden for kredsen af visse overleverede normer. Vi har altså en masse løse idéer om, hvad vi burde kunne forvente af en retfærdig og definitiv kultur - en kultur, der respekterer mennesket som værende i bund og grund godt - men på den anden side er vi uundgåeligt betingede af en kulturel virkelighed, der i sit væsen synes at modarbejde vores mål.

Når alt kommer til alt kan vi nemlig ikke slippe uden om vores egen kulturelle bundethed. Hvis betingelsen for, at vi overhovedet kan problematiserer den 'gammeldags' og 'naive' opfattelse af kulturen som udtryk for én eller anden oprindelig sandhed er, at vores kultur i sig selv har bragt os hen foran dette problem (en indsigt som er uundgåelig), så bliver den ultimative problemstilling spørgsmålet om, hvorfor vi overhovedet skal betragte kulturen som problematisk i udgangspunktet - og det har vi ingen begrundelse for. For problemet er netop, at kulturen ikke lader sig fastholde som noget entydigt. Derfor er det præcis ligeså ubegrundet at betragte kulturen som en udefinerbar og problematisk størrelse, som det er, at betragte den som et umiddelbart udtryk for Guds vilje.

Problemet bliver altså til, at vi er dømt til at betragte kulturen som et problem. Selve dette at vores normer forskriver at kulturen burde være anderledes - dvs. ikke undertrykkende og ikke uretfærdig, men derimod burde respektere alle mennesker som lige - betyder, at vi er dømt til at drømme om en ideal-kultur, som vi per definition aldrig nogensinde vil opnå, da idealet forudsætter, at mennesket kan frigøre sig fra alt kultur: Altså komme hinsides enhver normbundethed, der arbejder til nogles-, men ikke alles fordel. Vi drømmer om en menneskehed løsrevet fra historien - den selv samme historie som vi samtidig-, inden for 'de samme normer' anerkender som den ultimative betingelse for enhver tænkelig kultur. 

Vores grundlæggende kultursyn er nemlig, som før nævnt, paradoksalt og absurd - følgelig bliver vi kulturelle pessimister. 

Når jeg siger at vores nuværende kulturopfattelse ikke går længere tilbage end oplysningstiden, vil den skarpsindige læser måske indvende, at der her er tale om lidt af en tilsnigelse - måske endog en grov forsimpling: Han eller hun - jeg behøver vel ikke at sige, at en hen næppe besidder åndelig kapacitet til at have læst med så langt? -vil måske indvende, at sådanne tendenser imod kulturel pessimisme allerede er at spore hos Platon, i hinduernes forestilling om Kali Yuga, hos taoisterne og deres idylliske fremstilling af den simple fortid og den naturlige vismand... for slet ikke at tale om Genesis og syndefaldet - en forestilling, der også står i centrum i Johannes Åbenbaring og den kristne apokalypse - ja, i hele Kristendommen som sådan (og Islam ej at forglemme).

Altså at vores såkaldte 'nuværende kultur-opfattelse' i virkeligheden ikke er noget nyt, men at vi blot er nået til en klarere indsigt i, hvordan kulturens destruktive kræfter udfolder sig, og at vi derfor - trods alt - er mere forsigtige i dag. At vi i nutiden bare tager os vores forbehold, og ikke så lemfældigt som tidligere udbreder os om vores egen kulturs absolutte berettigelse. At vi i stedet forsøger at tage hensyn til andre kulturelle opfattelser og tage dem alvorligt. At vi bestræber os på større interkulturel ligevægt end tidligere. Alt dette kunne den vågne læser indvende, om vedkommende var nævenyttig nok.

Og jo: Jeg vedkender mig til dels skyld i denne anklage om syndig forsimpling, bøjer mig ydmygt for vedkommende lærde læsers indvendinger - og tager mig mine forbehold:

Når jeg siger at denne opfattelse ikke går længere tilbage end oplysningstiden, da mener jeg ikke at kulturel pessimisme som sådan har sin oprindelse her. Nej, pessimismen har sandsynligvis altid været til stede, hvor end der har været tale om menneskelig civilisation - som en undertone. For selvom det gamle testamente (f.eks.) har en stadigt voksende menneskelig syndighed som et centralt tema - ja, på mange måder har menneskets umulig- og uduelighed som sin ultimative forudsætning - da er fortællingerne om de retfærdige mænd stadig at regne for hovedindholdet - og minsandten om der ikke også er enkelte kvinder iblandt...

Forestillingen om sådanne reelt ædle og retfærdige mennesker ydede en nødvendige modvægt til den dunkle, opgivende understrøm af sortsyn. Tidligere eksisterede optimismen nemlig side om side med pessimismen - ja de var på en måde indlejrede i hinanden. Kulturen kunne i og for sig gå begge veje: Mørket var en forudsætning for lysets fremkomst, og lysets uddøen var mørkets mulighed - retfærdigheden blev naturligvis regnet for den bedre mulighed, men uretfærdigheden var nu engang også et faktum: Den var imidlertid ingen undskyldning for ikke at handle retfærdigt. Mennesket kunne realisere såvel det retfærdige som uretfærdige samfund. Læs f.eks. blot det Gamle Testamentes Kongebøger...

Hvad der skete i oplysningstiden var imidlertid højest mærkværdigt: En ny menneskeopfattelse fik tag i tidens bedste hjerner. En menneskeopfattelse, der siden har bredt- og spredt sig stille og roligt, fra datidens (rige og priviligerede) oplysningmænd til hele den vestlige verden. I dag er den ligefrem blevet standardopfattelsen af mennesket hos mand som kvinde, høj som lav, tyk som tynd, og klog som dum, i hele den vestlige civilisation. Denne nye menneskeopfattelse kunne vi kalde idéen om det nye menneske.

Hvad er da dette nye menneske? Jo, det er svært at sige præcist, da det nye menneskes forudsætning er det nye samfund - et samfund der i sagens natur ikke eksisterer endnu. Det nye samfund er nemlig den hypotetiske retfærdige orden, der ikke er præget af hierakier, magtstrukturer og andet undertrykkende kulturgods, der levner nogle ringere udfoldelsesmuligheder end andre.

I oplysningstiden var de tidligere tiders institutioner, religionen, adelen, ja hele samfundsstrukturen som sagt allerede begyndt at vakle. Det gamle samfund var allerede begyndt at falde fra hinanden, og herudfra sluttede man så: Fordi det gamle samfund er i opløsning, så må det nye samfund være på vej - og med det, det nye menneske. Ingen ved endnu hvordan det bliver, kun én ting er sikkert: At det nye samfunds nye menneske bliver noget helt andet end det gamle samfunds gamle menneske.

Det gamle menneske var nemlig et produkt af sin tid: Det tilhørte en samfundsorden, der bestod af lutter skranker for mennesket. Det gamle menneske levede i en verden af ydre begrænsninger, og var i et og alt determineret af sine omgivelser: En bonde kunne lige så lidt blive konge, som en konge kunne blive bonde - selvom den hypotetiske virkelighed var, at bonden måske kunne have været en bedre konge end kongen, og kongen en bedre bonde end bonden. Denne fundamentale bundethed - grundlæggende: At man var determineret af sin fødsel - reflekterede sig i alle aspekter af det gamle menneskes verden, samfund og hverdag: F.eks. i religionen: Den overtroiske undskyldning for, at det enkelte menneske var nødt til at affinde sig med sin fasttømrede plads i verden; eller i statsformen: Et monarki og en adel der var baseret på arveret, og altså var hermetisk aflukket for alle, der ikke tilfældigvis var født ind i det priviligerede selskab - uanset hvor storslåede og dygtige disse upriviligerede mennesker så ellers hypotetisk set måtte være.

Hele den gamle samfundsstruktur var således møntet på en fastgroet kulturopfattelse, der ikke tillod social mobilitet, under henvisning til samfundets absolut givne naturlige- og guddommelige orden. Det var denne strengt hierakiske samfundsstruktur, der i oplysningstiden begyndt at vakle faretruende, og udvise alvorlige svaghedstegn.

Ingen af disse arkaiske fortidslevn skulle binde det nye menneske: Mennesket, der var et mål i sig selv. Mennesket, der med fornuftens myndighed kunne kaste fortidens åg af sin nakke. Mennesket, hvis højeste mål var en verden, hvor alle mennesker var nye mennesker, og hvor ingen længere var fastlåste af den dystre fortids uretfærdige samfunds- og verdensorden. Alle skulle være frie og lige borgere i det nye samfund.

Hvor det gamle menneskes mål altid havde været at tjene sit gamle samfund, og trælle for en uretfærdig samfundsorden, der var fuldstændig hinsides den enkeltes kontrol og indflydelse, skulle det nye samfund i stedet tjene det nye menneske, og være til for det nye menneskes skyld. Nu skulle samfundet altså trælle for individet - ikke omvendt.

Idéen om det nye menneske der bliver respekteret i sig selv er væsentligt den, som bliver defineret i den paradoksale menneskerettighedserklæring - et dokument der (næsten) uforbeholdent hyldes som en af vor kulturs største frembringelser. Dokumentets bærende idé er - bag ved alle teknikaliteterne - at mennesket nu endelig kan respekteres som en autonom størrelse (som et individ) - og at kulturen, så længe vi utrætteligt arbejder for lighed for alle, naturligt vil bevæge sig imod højere retfærdighed, da alt uretfærdighed stammer fra det gamle samfund, de gamle normer og det gamle menneske. Det nye menneske er nemlig en vision om, hvordan mennesket i bund og grund er - på trods af, at der umuligt kan opstøves nogle historiske fortilfælde, pga. kulturens allestedsnærværende korrumperende indflydelse. "[U]videnhed om, forglemmelse af og foragt for menneskerettighederne er den eneste grund til landenes ulykker og regeringernes fordærvelse", som det pompøst hedder i erklæringens indledning.

Ved idéen om den fundamentale menneskelige lighed opstillede man imidlertid blot et nyt ideal, en ny sandhed, der var præcis lige så ubegrundet som de gamle - men med én væsentlig forskel. Hvor de gamle sandheder havde én eller anden form for selvstændigt positivt indhold - f.eks. hos jøderne og deres lov, eller hos de kristne og deres tro, eller hos Romerne og deres fædrelandskærlighed - havde idealet om det nye menneske og det nye samfund udelukkende et negativt indhold. Idéen om det nye menneske afspejlede nemlig i udgangspunktet ikke hvordan tingene nu engang var - andet end i en abstrakt og strengt ideel forstand. Nej, den reflekterede udelukkende en vision om, hvordan tingene burde være. Hvor tidligere kulturer altid fungerede på baggrund af en idealiseret fremstilling af noget allerede værende, drives den nye kultur - som vi er en del af den dag i dag - af idealiseret forestilling om, hvordan tingene burde være. Visionen om den hypotetiske ideal-tilstand, hvor alle i sandhed respekteres som ligeværdige.

Vi mener stadig at kulturen burde være bedre, og dette funderer den eneste kerneværdi, som vi på trods af alle forskelle stadig deler i hele den vestlige verden - at der er et eller andet galt. Det eneste vi er uenige om er så, hvad det er vi mere specifikt burde gøre anderledes.

Men hvad er det jeg hører? Minsandten om det ikke er den kritiske læser, der nu igen har problemer med at tilbageholde sin skepsis! Jamen hvad siger du, kære læser? Tal højere!

"Jo tak! Det var på høje tid at du også anerkendte min eksistens, i stedet for bare at snakke derudaf...

For alt denne snak om nye og gamle mennesker, hvor vil du hen med den? Jeg troede at teksten skulle handle om kultur... og nu havde jeg lige sat mig til rette med et tæppe og en kop te, og var parat til at lade mig oplyse - men så begynder du på det der?!

Altså, jeg er med så langt, at vi taler om kultur på en anden måde i dag end tidligere. -Det er jeg helt med på. Og at du sætter skellet imellem før og efter ved oplysningstiden, det er også fint nok: Det kan vel være et lige så godt sted som så mange andre. Men jeg forstår ikke, hvad kulturel pessimisme har med dit såkaldte 'nye menneske' at gøre. Er det ikke netop et udtryk for optimisme, at man forsøger at omskabe verden til noget nyt og bedre for mennesket? Og hvad har det i bund og grund med en manglende definition af kultur at gøre? Jeg er forvirret..."

Jamen jeg forstår så udmærket din forvirring! Og vær ikke i tvivl: Alt dette gør også mig helt rundtosset. Men jeg er sikker på at forvirringen udelukkende skyldes, at vi lever i forvirrede tider, hvor mennesker i almindelighed ikke kender hoved fra hale, Å fra A og munden fra hvad det modsatte af munden nu er... Og hvordan skal man da også forklare og forstå en så omfattende og kompleks forvirring uden selv at blive ganske forvirret? Hvordan skal man overhovedet forstå forvirringen uden selv at være grundlæggende forvirret?

Jeg tror nu at det hele giver god mening alligevel... Vi må bare være tålmodige, og tage det stille og roligt, én ting af gangen - så tror jeg nok at vi kan få sammenflikket en nydelig mosaik af alle de mange fragmenter.

Og jo: Læseren har naturligvis helt ret - for lever vi ikke i en tid, hvor køberen altid har ret? Er dette altså at regne for 'idéernes markedsplads', da har jeg bare indfinde mig med, at læseren altid har ret... Så jeg medgiver: Det nye menneske og det nye samfund var naturligvis optimistiske opfindelser. Tanken bag oplysningen var jo at mennesket skulle dele- og gradvist udvide sin viden, til sit eget og fællesskabets bedste (som vi blandt andet ser reflekteret i idéen om den store encyklopædi - det arketypiske oplysningsprojekt). På denne måde mente man, at vi efterhånden ville bevæge os langsomt men sikkert nærmere en verden, hvor der er plads til alle, og ingen længere skal leve som ofre for en uretfærdig samfundsorden: Et samfund hvor ingen bør leve som undertrykte.

Derfor satte man sig det langsigtede mål om at undgå det gamle samfunds undertrykkelse for enhver pris, og aldrig igen at havne som det gamle menneske. For at sikre dette mål forfægtede man en lang række af de ting, som vi kender og elsker fra i dag: Menneskerettigheder (som nævnt), demokrati, ytringsfrihed osv. Alle disse abstrakte størrelser regnes for absolutte goder i nutidens bevidsthed af én eneste årsag: Vi forbinder dem med ikke at være undertrykte.

Undertrykkelse var jo loven i det gamle samfund og den gamle kultur - og denne undertrykkelse var en naturlig konsekvens af den naive antagelse, at kulturen faktisk skulle rumme en form for absolutisme i sig selv. Det primære våben mod undertrykkelsen blev altså, at problematisere enhver sådan 'sandhed' - der i sidste ende altid kunne påvises at foranledige én eller anden form for undertrykkelse. En sådan omfattende problematisering bliver imidlertid selv problematisk i sidste ende, fordi den indirekte - under det fundamentale opgør med de gamle sandheder - bivirker, at der stilles urimelige-, ja umulige krav til enhver sandhed. Ethvert forsøg på at formulere en substantiel sandhed i hjertet af kulturen bliver følgelig mistænkeliggjort i udgangspunktet: Alting kan jo være en potentiel undskyldning for undertrykkelse - og ved man ét, da er det, at undertrykkende og marginaliserende normer må bekæmpes for enhver pris.

Således har vi som sagt fået et kultursyn, der er grundlæggende og fundamentalt relativistisk - fordi vi hader, frygter og foragter enhver kultur med et egentligt positivt indhold. En sådan vil nemlig altid virke på os som en slet skjult undskyldning for undertrykkelse. Ikke fordi vi mener at vores egen kultur er perfekt - nej, langt fra. Vores egen kultur er også fyldt med undertrykte mennesker som det er synd for, præcis ligesom verden bugner med uskyldige ofre for indsnævret tankegang.

For hvad får man ud af at problematisere samtlige positive værdier, andet end et menneskesyn, hvor det højeste ideal bliver at solidarisere med dem, for hvem samtlige positive værdier er et problem? Vores kultur er overalt omkring os...

At vores kultursyn er negativt ses ved, at vi indtager en absurd udgangsposition, og holder den for en selv-evident sandhed: At alle mennesker er lige. Fordi der ikke kan etableres nogen substantiel enighed om, hvad denne lighed mere konkret betyder, og fordi enhver idé om universel menneskelig lighed er i så åbenlys uoverensstemmelse med virkelighedens faktiske forhold, er vores eneste fælles kulturelle udgangspunkt derfor at vi er uenige om hvordan tingene burde være. Herudfra slutter vi - fra denne 'sandhed, der (endnu) ikke er en sandhed' - at vi alle er berettigede til hver vores idé om, hvordan verden er og hvordan den burde være - fordi der sub specie aeternitatis ikke er nogen fast og naturlig sandhed. Vores kultursyn er altså, at vi alle har lov til at tro på- og kæmpe for præcis hvad vi selv har lyst til - uanset hvor tåbeligt eller destruktivt det er - så længe vi ikke tvinger andre til at mene det samme. Kultur, mener vi, er så det, der opstår, når alle disse forskellige idealer og ønsker bliver blandet sammen. Kulturen er altså alene den store kaotisk rodebunke af atomistiske og grundlæggende uenige individer - og et sådant kaos er naturligvis umuligt at definere, for der vil altid være nogle der er uenige...

Det eneste der binder vores kultur sammen bliver således frygten for undertrykkelse - en undertrykkelse der kommer fra de monstrøse 'store sandheder' (tænk blot på det løbende opgør med de såkaldte -ismer). Nu er faren for undertrykkelse imidlertid kun reel for den enkelte, hvis undertrykkelsens bagvedliggende undskyldning - sandheden og de deraf følgende normer - er i uoverensstemmelse med éns egne, individuelle visioner og idealer. Disse vil nemlig altid være forstået som ikke undertrykkende, da enhver jo i sagens natur mener at have defineret sine egne værdier så fjernt fra det gamle samfund som overhovedet muligt (der findes selvfølgelig undtagelser, men disse bliver i udgangspunktet ignoreret og latterliggjort). Enhver mener kort og godt at besidde holdninger, der i videst muligt omfang respektere alle som lige mennesker - og vedkommende har således intet at frygte fra dem, der måtte mene det samme.

I stedet vender frygten sig derfor imod de andre - som er den udefinerbare uformelige masse af mennesker, der i én eller anden forstand besidder farlige holdninger. 'De andre' kan have mange navne, men nogle af de mest påfaldende er: Neo-liberalister, pladderhumanister, halal-hippier, betonkommunister, racister, islamister, nazister, eliten, masserne/pøblen og progressivister (de to sidste bruger jeg selv hyppigt). Fælles for disse betegnelser er, at der stort set ikke findes nogen mennesker der selv ville kalde sig nogle af disse ting. Alligevel findes der masser af mennesker, der er mere end villige til at kalde andre ved disse ord. Der er altså tale om fjendebilleder: Stigmatiseringer, der lokaliserer fjenden i samfundet - dvs. dem, der ud fra éns eget synspunkt nærer holdninger, som i deres logiske konsekvens vil være groft undertrykkende. Dem, der dybt inderst inde ikke respekterer éns egne værdier - og som man derfor heller ikke selv, dybt inderst inde kan respektere.

Fordi vi er absolutte relativister i vores overordnede kultursyn i dag mener vi, at der ideelt set bør 'være plads til alle'. Men fordi alle i et eller andet omfang besidder en privat form for sandhed (bevidst eller ubevidst), der i den hypotetiske yderste konsekvens kunne medføre grov undertrykkelse for nogle, bliver alle en hypotetisk fjende for dem, der mener noget andet end alle andre - hvilket vi jo alle gør.

Jo mere mangfoldig en kultur bliver - og under vores nuværende kultursyn er der intet øvre loft for, hvor mange 'små' kulturer der kan rummes i den store - desto større mulighed for radikal uenighed, og følgelig større tendens til at frygte de andre og masseproduktion af fjendebilleder. Følgelig ser vi også et større behov for centraliseret kontrol - noget der for alvor har udfoldet sig over det sidste årti efter det berømte angreb på World Trade Center i 2001.

Og nej - det er ikke sådan det burde være. Men det er nu engang sådan som det er.

Selvom denne udlægning kan virke voldsomt pessimistisk og deprimerende, er der imidlertid stadig håb: Vi anerkender jo, at vores nuværende kultursyn er rodfæstet i historiske-, og derfor foranderlige betingelser. En større sandhed - et positivt kulturelt fundament - vil således uundgåeligt vise sig, når vi i vesten modnes-, ja måske endog tvinges til at indse og begribe en dybere fælles drivkraft, end den individuelle frygt for at ende som stavnsbundet bonde, eller at blive sendt i Gulag eller i KZ-lejer, eller at blive nægtet en iPhone.

Men alting må jo komme til sin gode tid. Det drejer sig om tidens betingelser, og tiderne skifter jo som bekendt altid før eller siden.

Præcis ligesom dengang man var i puberteten, og verden virkede så forvirrende og angstprovokerende, mens hormonerne rasede i éns krop, man fik uskønne bumser og éns stemme gik i overgang. Pludselig var den trygge barndom væk, og alting virkede underligt og anderledes. Man kunne ikke finde sig til rette i sin voksende krop, bevægede sig underligt og akavet -ja, man følte sig underlig og akavet helt ind i sit inderste væsen, og intet var mere forfærdeligt end tanken om, at ingen kunne lide én og at ingen piger ville så meget som at anerkende éns eksistens. En på alle måder afskyelig og usikker tid... for selvom man ikke var decideret truet af nogen virkelig ydre fjende, da virkede alting alligevel så voldsomt og håbløst og farligt - fordi éns indre var i oprør og forandring. Men før man vidste af det var det overstået - og så var det heller ikke værre. Ikke fordi det ikke var slemt - men det glemte man hurtigt, som mulighederne i éns nye, mere voksne situation så småt begyndte at åbenbare sig.

Som med menneskekroppen som med kulturen - enhver forandring starter og slutter på et tidspunkt. Alting kommer til sin gode tid.

Det er min kulturelle hypotese.

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun

Konservativt #0: Tvetydig essens

 

Tillad mig at ofre et mulddyr på et tveægget alter, og stænke blodet til fordel og frelse for alle syndere. For jeg er selv en synder, en ikke-indviet, en ikke-forstående. Til fordel for mig selv. Altså...

Hvor mange ord må vi ikke tegne, der trækker streger mellem stjernerne, og udstiller en tyr eller en jomfru, en vædder eller en krebs, en vægt eller en skytte, en vandmand eller en tvilling, en fisk eller en stenbuk, en skorpion eller en løve i sært kantet form? Vi snakker jo. Vi skriver. Vi bruger sproget.

Ord trækker linjer rundt om idéer - som ikke er ord. Hvem ejer idéerne, dig eller mig? Hvor kommer de fra? Er de faldet ned fra himlen? Er de vokset op fra jorden? Eller er det bare noget, som 'vi finder på'?

Jeg forsøger at sige det hele - men formår jeg det halve? Men om evigheden er det hele, er en halv evighed så ikke stadig en evighed, omend en forholdsvis mindre? Så selv om jeg end ikke formår en halv - måske kun en tiendedel, hundrededel, tusindedel evighed, forbliver en evighed så ikke en evighed?

Spørgsmål... jeg beklager. Jeg burde komme med svar. Men hvad skal jeg sige? Hvad skal jeg skrive?

Når jeg står foran mit vindue, og betragter min egen udsigt og rammes af en forunderlig vished om, at dette er alt hvad der er - alt hvad der kan være, og jeg fyldes af livets lykke og en trang til at give. Når jeg så sætter mig til tastaturet, når jeg prøver at trække linjer rundt om min lykkelige udsigt, og opridse den i ord. Når jeg prøver at tegne mit indre, og disse idéer, som jeg skuer så klart fra mit vindue...

Så bliver idéerne kantede og knap så levende som de føles. Jeg bliver derfor nødt til at stole blindt på, at den der læser min kantede asymmetri har en vis idé i forvejen - en vilje til at se det, som jeg prøver at tegne op, og som ikke lader sig kommunikere i sin helhed. Ordene er ikke alt.

Ligesom når man står under stjernehimlen og peger mod tegnet: "Det er krebsen". Og den anden så siger: "Det ligner sgu da overhovedet ikke en krebs". Og man så spørger: "Jamen hvad synes du det ligner?"

"Jeg synes det ligner det uendelige rum. Det ligner en kuppel. Det ligner et fremmed element. Det ligner et hav. Og på havet flyder små øer af lys, og øerne lyser evigt, ligesom havet strækker sig evigt. Det ligner evigheden. Den uudgrundelige evighed."

Og efter en kort pause: "Men det ligner sgu da ikke nogen krebs".

Hvad kan man sige til det andet end: "Jo, prøv at se det lille udsnit af evigheden der. Forestil dig, at der er linjer imellem stjernerne, og brug din fantasi. Kan du ikke se, at det måske godt kunne ligne en krebs lidt?"

"Måske..."

Jeg griber ind i dette måske. Jeg vokser ud af dette måske. Jeg beder til det. Jeg giver mit alt til det. Men hvem ved om jeg overhovedet kommer igennem?

Måske kommer der kun en karikatur. Et spejlbillede af læseren, der læser hvad læseren selv vil læse. Læser sin egen evighed, selvom jeg ihærdigt prøver at opridse min - og ikke ønsker eller forsøger at skrive om andet end netop min evighed.

Den kan være tåbelig, denne evighed - for mange er tåber, og jeg er også selv lidt en tåbe. Det medgiver jeg gerne.

Den kan være genial - men det må man ikke sige. Og dem der ved, at de ikke må sige genial om sig selv, ved at jeg aldrig kunne drømme om at kalde mig selv det (jeg respekterer janteloven på linje med tyngdeloven). Altså kan genialiteten umuligt være min - eller læserens, for den sags skyld.

Men... mest af alt kan evigheden være fabulerende, flyvsk, fluktuerende - for mange er flyvske, og jeg er også selv lidt... nej, se en løve!

Her går den, løven, imellem forrige linje og den næste. Kan du se den? Den vandrer dovent og stolt rundt, kæmper for sit territorium, æder mange kilo kød og sover dagen lang. Løvens mage jager. Hun-løven er forsørgeren - han er bare stolt, doven og majestætisk. Sådan er der forskel på han og hun. Her.

Den er også på himlen, løven. Idéen er ikke min og den er heller ikke din.

Hvor mange mennesker vil ikke stemple mig som en galning, en himmelråbende fantast når jeg siger, at dette i bund og grund er hvad konservatismen drejer sig om? At bevare verdens uudgrundelighed, og lade den have et ord i politik. At lade politik være dens ord og lade den sige hvad den siger - for den siger det allerede nu, omend få hører det... At lade dybderne tale fra deres dybder uden at afbryde dem. At tale uden at gøre for evigt til andet end hvad det er - det som altid har været (og altid vil være).

Og dog regnes dette for mange som det mest mondæne af det mondæne. Det banale. Derfor lægger ingen mærke til det - derfor lytter kun få til for evigt.

Det aller mærkeligste, aller mystiske, aller mest overnaturlige er det naturliges uudgrundelighed, som er med os hele tiden, og som vi glemmer at tænke over. Men få tænker over for evigt - det har man nemlig ikke tid til.

Hjertet slår også. Det tænker vi heller ikke over - men holdt det op faldt vi døde om.

Åndedrættet... Nyrerne... Maven... Leveren...

Det er konservativt. Conservare. At vedligeholde. At bevare. Hvordan skulle vi klare os uden?

Men folk vil gudhjælpemig snakke økonomi, retssikkerhed og alt muligt andet. Og det... det er de sande banaliteter. 'Politik' som vi kender det i dag er banalt. Banalt som ind i helvedet. Banalt på jeg er vigtig-måden. Men enhver der har tænkt sig om ved, at denne 'jeg' aldrig er synderligt vigtigt - selvom vi selvfølgelig kan lade som om, fra nu til graven. Men ikke hinsides...

Nej - giv mig heller en stat, et folk, en vilje der er informeret af det evige: Visdom. Virkelighed. Vidunder.

Så er jeg ligeglad med det materielle - det kan resten af verden få. Så længe der er overlevelse - så har vi mere end rigeligt. Så har vi det eneste, som ubetinget er værd at dø for. For når det gælder overlevelsen, hvem sætter så ikke gerne sit liv, sit ry og sit rygte på spil?

Jeg dør altså med glæde for det ægte. Det, som vi lever af. Livet selv. Det virkelige liv bør informere politik. Det eneste der er værd at dø for - det bør informere politik. Livet før alt det, som ingen vil dø for: Velfærd, penge, vækst, ligestilling - for alt det er symptomer på, at vi allerede er ved at dø. At vi ikke har nok - selvom vi i virkeligheden har mere end rigeligt.

Jeg er i grunden pisseligeglad om det er konkret eller ej. Om jeg er konkret. Hjertestop er konkret. Gaderøveri med kniv er konkret. At skulle røve mennesker med kniv for struben er konkret. Er konkret det vi ønsker?

Stjernerne hænger indifferente. De er der stadig, selvom ingen drømmer om dem længere. Vi har jo svaret. Det hænger lige der. Kan du ikke se det? 'Jeres drømme er en biokemisk reaktion...' - det såkaldte svar. Den lykkelige modernisme, hvor det eneste vi savner er det, som vi aldrig nogensinde kan få tilbage, fordi vi død og pine skal videre. Væk fra meningen. VI flygter fra vores eget hjerteslag.

Mit svar... Mit slag for hjertet - det kæmper kun den, der kender min udsigt, min lykke, min kærlighed, min evighed, for evigt for evigt... Måske er jeg et vi i virkeligheden?

Hvem kan vide det?

Kun den med viljen, hjertet, øjet til at se. Til at læse imellem linjerne. Med blodet til at bevæge sig ind i- og hinsides tvetydigheden - og rejse tilbage ind i den igen. Til ham eller hende giver jeg verden.

Den der giver sig selv bort får verden... der er intet andet i det. Den der dør skal leve. (Kristus sagde det for 2000 år siden - og fordi vi stadig forstår det, var det sandt dengang som nu. Derfor er Kristendom konservativt - det er den eneste grund).

Den der giver sig selv til mine ord-, og giver ordene tilbage - vil få sig selv igen - og mig med. Jeg giver mig selv, for at få dig med. Og jeg giver med glæde min ligevægt, min normalitet, min verden, mit liv, min evighed...

Fuck et omdømme eller blive 'respekteret'... hvad har det med livet-, med virkeligheden at gøre?

Det er essensen af konservatisme.

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun

Eksistentielt #4: Vinterdepression

"Endeløs tomhed, sagde Prædikeren, endeløs tomhed, alt er tomhed! Hvad vinding har mennesket af al den flid, han gør sig under solen?"

-Prædikerens Bog 1,1-3

Som yngre led jeg som så mange andre under den cykliske ugidelighed, der populært kaldes for vinterdepression. En interessant tilstand, om man da ikke lige døjer med den - for i så fald er den selvsagt ulidelig. Som et ondskabsfuldt legende barn bemægtiger årstiden sig éns humør, og gør det til middel for sine egne mål: Mørke og kulde i verden og mørke og kulde i sindet.

Det minder lidt om dengang man som lille fik stuearrest, eller blev sendt i seng selvom man ikke var træt - når først de voksne havde talt, havde du intet at skulle have sagt. Ligesom dine protester intet nyttede dengang, således nytter de intet nu. Du er prisgivet en uretfærdig dom hinsides enhver appel. Der findes intet andet valg end at affinde sig med årstiden.

Hvornår indtræffer en vinterdepression? Om vinteren selvfølgelig - men hvornår er det præcis at vinteren ankommer? Første december? På papiret ja - december er den første vintermåned. Dit sind præsterer dog intet pludseligt kvantespring, hvor du én dag er glad og fro, for den næste at vågne op som en hængt kat. Nej, vinterdepressionen kommer krybende på indersiden af mørket og breder sig langsomt som en tæt og klam tåge. Du ser den på lang afstand og jo længere væk den er, desto mere distinkt og afgrænset fremstår den - men jo nærmere I nærmer jer hinanden, vinterdepressionen og dig, desto mindre ser du den. Hvad du snarere ser er, hvor lidt du pludselig ser alt det andet. Alt det, der plejer at være der og som plejer at stå så strålende og glimrende i lyset. Det, der som regel er så klart som dagen, er forduftet i den kølige luft.

Lyset - som er betingelsen for at kunne se og skelne imellem tingene, for at kunne overskue- og navigere i verden omkring os - det fortager sig langsomt. Når solen falmer synker farver, former og alle spraglede distinktioner ned i et mørke som en uniform ursuppe af hverken det ene eller det andet. Tingene er der bare på lige fod, og det eneste man sådan rigtig ser og rigtig bider mærke i er det, der er lige foran næsen på én - det som man altså bare skal undgå at gå ind i.

Tilsvarende lader det vinterundertrykte indre lys kun de umiddelbare behov tilbage som motiverende livskræfter, men forstørrer eller formindsker dem til gengæld til det groteske. Søvnen bliver en uimodståeligt tillokkende narkose og appetiten svigter. Alt hvad der røre på sig udtrykker en form for opgivende kedsomhed, der ville være trist, hvis man bare kunne hidse sig op til at danne en holdning.

Du lægger naturligvis mærke til at vinterdepressionen indtræffer, for hvordan skulle du kunne andet? Den omfatter jo alting. Men der er aldrig tale om en enkeltstående begivenhed, når alting sådan forandrer sig. Det er mere som at falde bagover i slowmotion, og så gribes af en dybtfølt ligegyldighed. Du falder og du gribes - men faldet er så langsomt, at det er svært at sige hvornår det begynder. Måske lægger du ikke engang mærke til, at du falder, før du bliver grebet.

Men så kommer grebet, akkorden bølger ud, og du hører igen denne klang af livstræt lede, som i én eller anden forstand hele tiden har været til stede - du har bare ikke været synderligt opmærksom på den før nu, distraheret som du var af alskens glæder og livlighed. Men nu er den her, og hele verden klinger med. Alting bliver vinterens unison.

Og dagen? Hvor bliver den af?

Dagen er jo almindeligvis det, der sker imellem at solen står op, og at den går ned igen. Sådan kender vi den ene dag fra den anden - fordi der er mørke imellem dem, og at mørket altså eksisterer som en form for grænseland. Her sover vi, eller slapper af, og lader op til den kommende dags strabadser - eller måske beruser vi os, morer os og glemmer dagligdagen for en stund.

Men hvis en grænse ikke længere afgrænser andet end mere grænseland, hvad er så grænsens mening? "Hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det da saltes med?" Når lyset kun gæster dagen kort, og for en stund ligesom nødigt afbleger et omnipotent mørke, da kommer lyset selv til at synes som en ynkelig indrømmelse af sin egen afmagt. Solen - denne mægtige, livgivende stjerne - reduceret til en selvudslettende ironisk kommentar, et deprimerende faktum, en hvid plet mug på et indtørret stykke rugbrød. Farveskalaen strækker sig fra sort til en hvidligt skiden grå - og dagen er denne skidne hvidgrå ø, der flyder dvask på et hav af ugidelighed.

Jeg husker en vinter hvor jeg selv var særligt ramt. Lammet. Jeg lavede ikke andet i løbet af en dag, end at stå op, tage i skole, komme hjem, sove... og se Venner i fjernsynet. To afsnit dagligt, som blev sendt fra 17 til 18.

Af den ene eller anden grund var der noget trygt ved at vende dagligt tilbage til mine TV-Venner, der ligesom jeg syntes fanget i en evig bevidstløs gentagelse, ude af stand til at undslippe sine egne reaktionsmønstrer i konfrontationen med den evindelige trivialitet. Om dommedag så indtraf titusinde gange, så ville Chandler stadig være sarkastisk, Monica stadig neurotisk, Ross stadig nørdet, Phoebe stadig underlig, Rachel stadig selvoptaget og Joey stadig sulten og liderlig. Og alle disse gode venner ville blive ved med at træffes og producere de samme bovlamme punchlines igen og igen, stadig drikke kaffe og diskutere kærlighedsforviklinger på deres stamcafé, ubevidste om enhver virkelighed hinsides det glødende fjernsyns fire vægge, uberørte af universets gang og ude af stand til at tage stilling til noget hinsides den næste halve time. Præcis ligesom jeg, når jeg først havde smidt skoletasken, ikke orkede at se længere end min seng, falde i søvn, og forsvinde ind i den samme sorte drøm som i går - for lyset var allerede væk. I hvert fald indtil kl 17 hvor fjernsynet kunne bade min dag i sit blålige skær. To gange en halv time, med en reklamepause i midten.

I min vinterdepression forstod jeg virkelig Venner. Jeg var en del af målgruppen. Disse Venner med stort V, var mine venner - altså, når jeg var vågen og for en stund ønskede lidt afveksling fra at sove tungt og drømmeløst. Og så krævede de endog intet af mig, som den virkelige variant ville have gjort. De var der bare som et dagligt ritual, og opfyldte mit største behov: At slå tiden og dagen ihjel. De hjalp mig med at tåle vinteren, og spurgte ikke om noget til gengæld. 'I'll be there for you', som det lyder i seriens temamelodi.

Men så indtraf den mest fantastiske dag i mit liv - som den indtræffer hvert år, båret af en ekstremt distinkt, men ubeskrivelig duft i luften. Ligesom vintersindet indtræder langsomt og listigt, for til sidst at holde én i et jerngreb, sådan går det nemlig også når pendulet svinger den modsatte vej, og foråret kommer rullende. En dag er denne særegne lugt der, luften er måske en grad lunere og det føles som om en dæmning er brudt sammen, og solskinnet sprøjter ud i kroppen.

Jeg var fri. Fri for vinteren. Fri for min vinterdepressionen.

Nu føltes det helt euforisk at føle igen. Som noget helt andet end ikke at føle. Som om en ny verden var blevet født: En verden, der inviterede mig udenfor, i stedet for slet skjult at antyde, at den egentlig helst så at jeg bare gik hjem og burede mig inde med mit TV. En verden der sagde mig noget i stedet for intet. Men hvad sagde verden nu, som den ikke sagde før? Forår, sagde den.

Til forår siger verden: Vær du blot euforisk! Men min eufori er ikke noget andet, end solen der står på himlen, fuglene der synger og luftens temperatur, der er steget en håndfuld grader. Før var verden bare mørket omkring mig og de frosne vandpytter. Om vinteren er der ingenting og livet er dødt, men om foråret må jeg igen og igen - lige overrasket år for år - konstatere at livet kan genfødes ud mørket og kulden. At jeg selv kan genopstå, og være andet end en skygge.

Det er årets store hjul der knirkende drejer rundt. Og alt efter hvor vores nu og vores her hænger fast på drejeskiven, trækkes vi opad eller nedad mod noget eller mod intet, mod varme eller mod kulde, mod lyset eller mod mørket. Året fyldes og tømmes for mening: Fyldes for at blive tømt, og tømmes for at fyldes som en blæsebælg. Rundt og rundt som et vandmøllehjul. År ud og år ind.

Og vinterdepressionen... den er essensen af meningsløshed. Den er den inderlige ugidelighed in carne.

Vinteren er tiden og stedet, hvor året og og du selv er længst fra at være, hvad du ville ønske at I var. Hvad du ved at I kunne være, men som ingen af jer er. Du ved at det kunne være anderledes. Du ved måske endog, at det uundgåeligt bliver anderledes. Men det gør ingen forskel nu. Når intet har en mening, gør det jo ingen forskel at vide, at noget godt kunne være meningsfuldt, hypotetisk set. Det er som at sige til en døende kræftpatient: 'Bare tænk på at du godt kunne være rask. Altså, hypotetisk set.'

Behøver jeg at sige, at foråret og dets varsel om sommer derimod giver mening? Her er alt jo liv og glade dage, fjernt fra den tunge, triste vinter. Imellem udspringende træer og blomster, svævende på en euforisk sky blandt syngende fugle under en dybblå, skyfri himmel - det var der, man burde være.

...men ikke der hvor man rent faktisk er.

Sådan påvirker året din mørke og din kulde, dit lys og din varme. Dit år spiller på din indre følelses klaviatur, og stemmer din sanseligheds ydre strenge. Det bestemmer hvad for noget tøj du tager på - om det skal være let, eller tykt og tungt. Det fortæller dig hvor varsomt eller hvor selvsikkert du kan gå uden at falde (for året lægger is på fortovet). Ja, det kan endog styre hvilke venner du har lyst til at se: De levende af kød og blod, eller de flimrende blålige skygger på fjernsynet.

Men depressionen er ikke et nødvendigt følge af vinteren, selvom det altid føles sådan, når man lider under den. Det føles som om at årstiden forgriber sig på én - som om éns dårlige humør er direkte forårsaget af en større, ondskabsfuld magt. Det føles som om at vinteren alene i kraft af sit væsen er en hån mod alt, hvad der hedder meningsfuld eksistens. Men nogle gange udebliver dette overgreb, eller optræder kun i mindre grad - ja, nogle mennesker mærker det endog aldrig, selvom vinteren stadig er der, og opfører sig præcis som den plejer.

Selvom mol jo også altid vil være den tunge, skæbnesvangre toneart, er der intet der forhindrer, at Mozarts Requiem eller Beethovens femte kan opleves som opløftende, om end ikke deciderede muntre stykker musik. Det er et spørgsmål om, hvilket øre der hører - og hvilken krop og hvilken sjæl dette øre og dets lytten vokser ud af.

Selvom jeg stadig teknisk set undergår det samme fald i humør og engagement i vinterperioden, betragter jeg det ikke længere som at jeg lider under vinterens deprimerende indflydelse. Som skrevet indledningsvis: 'Som yngre led jeg...' Men jeg tænker ikke længere at vinteren hensynsløst undertrykker mig ved - som en ydre magt - at nedtrykke mig. Jeg kan ikke længere med god samvittighed kalde mig 'vinterdeprimeret', fordi ordet antyder at det er årstidens skyld, hvis jeg ikke er lige så glad nu, som jeg er om foråret.

For at vinteren aldrig bliver euforisk - det er nu engang et faktum. Men skulle den også være det? Skulle jeg være lige glad året rundt - eller ville jeg i så fald ikke blive ligeglad, og først for alvor kandidere til den officielle titel af 'deprimeret'? Skulle min lille lykke være noget, som året - dette almægtige indifferente bæst - burde nedlade sig til at tage alvorligt? Skulle jeg med andre ord sige til vinteren: "Mon du vil gøre min ret til intet, dømme mig, for at du selv kan få ret?" (Jobs bog 40,3)

Eller ville jeg i så fald fremstå som et pompøst røvhul, der raser mod det, som jeg intet kan gøre ved? Jo, det ville jeg nok...

I stedet vælger jeg derfor i dag at betragte mig selv som en uadskillelig del af året - og året som en del af mig. For har alle mine tidligere vinterdepressioner ikke netop båret vidne om, at det er sådan det faktisk forholder sig: At året og jeg går 'op i en højere enhed'? At min indre bevægelse aldrig er uberørt at den store cirkulation uden for mig selv? For året synes jo aldrig at tage et eneste skridt, uden at min sjæl og mit humør følger med - om jeg så selv vil det eller ej.

Men hvis årstiden er ligeså meget indeni som udenfor... er det så ikke det samme, som at mit indre er reflekteret i det ydre? Eller er det bare mig, som er ude af mig selv?

Se det... er sådan set ligegyldigt, for tanken følger således: Da året ikke er dikteret af noget uden for sig selv, og jeg ikke længere står uden for året, da kan årstiden med alt dens kulde og mørke derfor ikke længere gøre mig noget, som jeg ikke i en vis forstand allerede gør mod mig selv.

'År' er jo bare et ord for tiden der går: Ikke fremad, ikke imod noget 'nyt' - men op og ned, gennem bakke og dal, lys og mørke, varme og kulde, rundt og rundt og rundt. Sådan har det altid været. Året er nemlig et vanedyr, der spadserer den samme tur igen og igen - og jeg går turen med årstiden, ser hvad tiden ser og føler hvad tiden føler. Året rundt går jeg den samme tur igen og igen, og mærker de små forandringer i luften, temperaturen, lyset og mig selv. Det har jeg sådan set også altid gjort - men nu til dags finder jeg en form for fascination i mørket, en uudgrundelighed, noget mystisk og på sin viis tillokkende, hvor jeg tidligere bare fandt dræbende depression.

Fra amager ind til byen og tilbage til amager igen. Fra vinter til forår til sommer til efterår. Selvom turen i al væsentlighed er den samme, så er der naturligvis intet der forhindre mig i at tænke lidt nyt på vejen, ligesom året også variere og ikke to år er éns. Jeg når til nye indsigter i min egen tilstand, og reflektere over hvorfor jeg bliver ved med at gå denne tur, ligesom årstiden går sin egen.

En vinterdag gik jeg f.eks. og tænkte for mig selv:

'Det er koldt. Det er mørkt. Alting virker ligegyldigt. Men på den anden side kommer foråret på et tidspunkt. Så skærer lyset igennem mørket og verden er som genfødt. Jeg glæder mig. Det bliver dejligt. Men foråret ville ikke føles så vidunderligt, hvis vinteren ikke var så hård. Jo tungere vinter, jo større lettelse, når fuglene begynder at synge og når luften bliver lunere. Men på den anden side: På et tidspunkt bliver det jo efterår, og så vinter igen. Og jo lykkeligere den varme tid har været, desto værre føles efteråret og den kommende vinter. Men det er man jo ligeglad med, når solen skinner. Nu er det imidlertid vinter, og der er lang tid til...'

Og da jeg næsten var hjemme: 'Men hvorfor hænge sig for meget i disse ørkesløse spekulationer? Forårets glæde er stærkere, des mørkere vinteren er - mere er der ikke i det. Og jeg er jo bare et lille væsen, der går min egen tur i midten af den evigt roterende tid. Men nu er jeg også ved at være lidt træt i benene, så det er godt jeg snart er hjemme.'

Så var jeg hjemme, lyset var tændt og lejligheden var varm.

Med venlig hilsen
Jakob-Jeshurun

Filosofi/tænkning #1: Vejen til helvedet... Om det moralske spørgsmål

Der er ingen umiddelbar forskel på, hvad- og hvordan vi tænker, og hvem vi selv er.

Tanken melder sig nemlig altid direkte, uden omsvøb eller hensyn - ligeså umiddelbart som åndedrættet eller hjerterytmen. Den er vores bevidstheds primære ytring. Det der gør os selvbevidste og hermed adskiller os mennesker fra alle andre kendte dyrearter: For mennesket er verden nemlig ikke bare noget, som sanses, men tillige noget som tænkes, og ikke så sjældent er den tilsyneladende luftige og spøgelsesagtige tankeverden mere afgørende for vores adfærd, end den håndfaste materielle sanseverden - også selvom vi som regel mener at sidstnævnte er mere virkelig.

Alle kender til at tænke tanker, som man klogeligt holder for sig selv. Ikke fordi at man ikke mener hvad man tænker, men fordi man frygter hvordan andre mennesker ville opfatte én, hvis man faktisk sagde hvad man tænkte. Nietzsche - der altid gjorde en dyd ud af at være ærlig, hvorfor hans tanker da også var tæt på ubegribelige for samtiden - siger et sted noget i retning af: Mennesker frygter i højere grad at andre skal tro at de er onde, end de frygter rent faktisk at være onde. Derfor tænker de fleste af os ofte og gerne ondt uden skrupler, men udviser samtidig den yderste omhyggelighed med, ikke at lade vores medmennesker vide mere om vores tanker, end hvad der er gavnligt for vores omdømme. I stedet holder vi vores ondskab tæt ind til kroppen. Vi gemmer den bort i kraniets mørkeste afkroge, og værner om den som en højtidelig hemmelighed. De onde tanker er nemlig tusinde gange mere skamfulde end de ædleste af vores ædlere dele.

Når snakken så ind imellem falder på moralske spørgsmål, er vi derfor altid tilbøjelige til at orientere os efter hvad andre mener, før vi giver vores eget standpunkt til kende - hvis vi da overhovedet har et selvstændigt standpunkt i denne henseende. Har man først forstået, hvad ens samtalepartnere mener er godt og rigtigt, falder det nemlig lynhurtigt én naturligt selv at mene præcis det samme, og dette selvfølgelig fordi, at man ikke ønsker at de andre skal opfatte én som et dårligt menneske.

Netop her - i de alvorlige snakke om rigtigt og forkert - er vi særligt varsomme med, ikke at lade vores ondskab sive igennem, eller komme uforvarende til udtryk mellem linjerne. Vi gør os tværtimod de yderste anstrengelser for at fremstå så gode og retfærdige som muligt - hvilket i ni ud af ti tilfælde vil sige, at vi ihærdigt forsøger at forfægte en holdning, som vi forstiller os, at de andre nødvendigvis må anerkende som et godt og retfærdigt standpunkt. Vi forsøger kort og godt at sige det rigtige - dvs. vi forsøger at sige noget, som ingen af de andre kan mene er fuldstændig forkert.

Dette er nemlig hvad der almindeligvis går for at være moralsk: Kun at sige det, som ingen kan mene er fuldstændig forkert. Det fuldstændigt forkerte er jo sammenfaldende med vores ondeste tanker - og dem kunne vi aldrig finde på at røbe, da vi for alt i verden ikke ønsker, at andre måtte tro om os, at vi overhovedet kan tænke noget så forfærdeligt, grusomt og ufølsomt.

Vi tænker jo heller ikke om de andre at de er dårlige mennesker. Deres ord afslører jo umiddelbart en retfærdig og korrekt indstilling til tingene - og fordi de andre er gode mennesker, bør vi naturligvis også selv stræbe efter at være gode mennesker, og på det bestemteste mene det, som gode mennesker nu engang mener er rigtigt at mene. Hvis vi ind imellem - når vi finder os selv i et ondskabsfuldt lune - så måtte få lyst til at sige noget modsat, må vi for alt i verden holde det for os selv. Ellers ville vi jo signalere, at vi ikke var som de andre - og så ville vi blive ekskluderede fra fællesskabet.

Man må jo som bekendt hyle med de ulve, som man er iblandt. Men glæden ved at hyle består nu ikke i, at hylet udtrykker én eller anden moralsk sandhed - snarere i følelsen af at man hyler det gode hyl sammen. Det ved enhver ulv naturligvis, men mennesker er ikke altid lige så kloge...

Når først en moralsk konsensus er dannet, og der er opnået en form for enighed om, hvad der er godt og hvad der er ondt, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert i forhold til én eller anden sag, da har vi indstiftet en tryllekreds som er næsten umulig at bryde: Der er blevet etableret normer for, hvordan vi taler om tingene, og disse normer bivirker at vi alle konstant bekræfter hinanden i, at vi hver især mener det rigtige. Denne gensidige bekræftelse bibeholdes delvist via, hvordan vi snakker om de moralske spørgsmål, men i mindst lige så høj grad igennem hvad vi stiltiende er nået til enighed om ikke at snakke om.

Vi ved måske godt et eller andet sted, at vi alle kan komme til at tænke anderledes og ondt ind imellem, men dette er ikke et problem, så længe vi lader tanken passere i stilhed. Ved at holde de mere perfide impulser for os selv opretholder vi nemlig en civiliseret tone. I bund og grund er ingen jo i tvivl om, hvad der er det rigtige at mene - det er jo det, som alle de andre mener. For 'hvis dette ikke var tilfældet, hvorfor i alverden er der så ikke nogen, der siger noget andet?' er, når alt kommer til alt, kernen i den almindelige, sociale konsensusmoral.

Sådan bekræfter vi f.eks. ofte hinanden i, at det er synd for de sultende masser i den tredje verden, at den globale ulighed er forfærdelig, og at vi som rige, hvide vesterlændinge har en moralsk forpligtelse til at købe aflad, og sende penge sydpå - men med til dette moralske standpunkt hører det naturligt, at vi ikke så meget som antydningsvis argumenterer for, at den tredje verdens elendighed måske - bare delvist - skyldes befolkningens lavere gennemsnitlige IQ. For selvom sidstnævnte forhold er et veldokumenteret faktum, er vi alle stiltiende nået til enighed om ikke at nævne det med et ord, når snakken falder på den globale fattigdom: Ikke fordi at der ikke kan argumenteres for, at dette faktum er relevant, måske endog vigtigt i forhold til problemet, men fordi at vi individuelt ikke ønsker at andre skal tro at vi er intolerante racister, eller på anden måde slette og fordærvede mennesker.

Når vi snakker om den tredje verdens problemer er det nemlig implicit, at vi vesterlændinge i én eller anden forstand bør have dårlig samvittighed over, at være heldigere stillede end dem, og denne selvfølgelige implikation former således naturligt hvordan vi taler om emnet: Vi understreger derfor hellere end gerne vore egen aktie i problemerne (global udbytning) og i forlængelse heraf taler vi medrivende og rørstrømsk om den moralske forpligtelse til at støtte de fattige lande økonomisk - men inkorporeret i denne måde at begribe den tredje verden som et moralsk problem ligger, at vi undlader at påtale forhold, der løfter skylden fra vores egne skuldre. At u-landene selv skulle være skyld i deres problemer - igen: om ikke andet så delvist - er kort og godt ikke den vedtagede historie, og derfor taler vi kun nødigt om forhold, der kunne pege i den retning.

Hvordan kan det egentlig være? Jo, ganske simpelt fordi det almindeligvis - på det fuldstændig overordnede plan - anses for mere moralsk at hjælpe andre mennesker, frem for at lade dem klare sig selv. Yderligere agter vi det som en fornem egenskab at kunne skue indad, og at kunne vedkende sig sin egen andel og skyld i et problem. Og sidst men ikke mindst er det jo universelt anerkendt, at det er forkert give andre skylden for noget, som man selv kunne være (delvist) skyldig i.

Disse tre moralske principper - at man bør hjælpe andre, at man bør være selvransagende og at man ikke bør skyde skylden på andre for sine egne fejl - passer aldeles glimrende på profilen af standpunkter, som ingen kan mene er fuldstændig forkerte. Hvis vi altså forsvarer disse principper helhjertet i en moralsk diskussion, risikere vi ikke at fremstå som dårlige mennesker i andres øjne - så skulle vi da i hvert fald blamerer os voldsomt! Det eneste vi reelt gør ved at give personligt udtryk for disse strålende moralske indsigter, er nemlig at svinge en fane med den tydelige påskrift: "Jeg er ikke et dumt svin" insisterende og længe nok, til alle har fattet pointen.

Nu er det naturligvis nemt at forsvare disse fine moralske principper i en diskussion - præcis ligesom det er nemt at skue tilbage på besættelsestiden, og postulere at 'hvis jeg havde levet dengang, så tror jeg bestemt at jeg havde været modstandsmand. Jeg har jo set Star Wars op til flere gange - jeg kan identificere et ondskabsfuldt imperium på lang afstand... og når man ved at det, der forgår omkring én er forkert, så er det ens pligt at kæmpe for det gode, hvor farligt det end måtte være!' Situationen havde jo måske taget sig noget anderledes ud, om man faktisk havde levet under besættelsestiden, og man faktisk skulle handle på baggrund af de moralske overbevisninger, som man her fra den post-nazistiske tidsalder kan forsvare så heroisk og bekvemt. Men pyt... i den moralske diskussion er det jo egentlig ikke det som sagen drejer om. Det handler ikke om at handle retfærdigt men om at fremstå retfærdig - at mene det, som et godt menneske nødvendigvis må mene, og hermed ikke risikere at blive fordømt som et dårligt menneske.

Moral er imidlertid ikke udelukkende noget, der kommer til udtryk i éns holdning til de såkaldte store spørgsmål såsom besættelsestiden eller Afrikas fattigdom. Nej, beklageligvis gør moral sig også gældende i situationer, hvor vi ikke taler om den. Tag f.eks. de ovennævnte moralske standpunkter: At man bør hjælpe andre, at man bør kigge indad og at man bør undlade at dømme andre for noget, som man selv bærer sin del af skylden for. Dette er kun fattige ord, om vi ikke praktiserer hvad vi prædiker i hverdagen, hvor de svulmende patetiske vendinger kun har ringe indflydelse, i forhold til faktiske gerninger og deres konsekvenser.

I hverdagen er kun ekseptionelt få mennesker konfronterede med de store spørgsmål som konkrete moralske problemstillinger, der faktisk kan ageres i forhold til. Besættelsestiden er fortid. Verdens fattigdom er for fjern, for overvældende, for uoverskuelig - ja, man kan faktisk argumentere for, at ingen overhovedet kan handle direkte i forhold til noget så enormt omfattende som 'global fattigdom', hvorfor det er tvivlsomt om denne nogensinde bliver andet end et aldeles abstrakt moralsk problem. På samme måde er og bliver besættelsestiden også en moralsk abstraktion - i hvert fald ind til tidsmaskinen bliver opfundet. Og jeg er sikker på, at læseren kan tænke på flere eksempler i denne dur: Emner, der bliver diskuteret under alvorlige og uendeligt selvhøjtidelige miner som de største af vores moralske problemer, selvom de i det store hele er fuldstændig dissocierede fra vores egen handlingssfære, hvor vi egentlig kan tale om - på et individuelt plan - at gøre tingene på en mere eller mindre rigtig måde - at være mere eller mindre moralske mennesker.

Her i den almindelige handlingssfære bliver ondskaben - vores egen private perfiditet - relevant på en ganske anden måde, end det er tilfældet i sociale sammenhænge, hvor verdensdommen skødesløst afsiges fra caféernes vinduespladser over et glas rødvin. For i den socialiserede morals domæne - hvor vi først og fremmest kerer os om os selv, og hvordan vi selv fremstår - kunne ondskaben, vores morbide og uhøflige tanker lige såvel være ikke-eksisterende, da alle jo vægrer sig omhyggeligt for at fremstå forkert.

Men ak... handlinger taler tydeligere end tusinde ord.

Således bevidner vi ofte det ironiske faktum, at et menneske hjerteligt taler de svages sag, at et menneske verbalt, med hvidglødende indlevelse kæmper de gode kræfters kamp på global skala, og dog i sine handlinger, i sin faktiske omgang med andre, ja i de allermest nære og ubetydelige petitesser opfører sig hysterisk, urimeligt, navlebeskuende og egocentreret. At vedkommende altså inkarnerer præcis det modsatte af de dyder, som han besynger så højmodigt i den socialiserede samtales spot-lys. Ja, at mennesker mestrer at tale og fremstå moralsk, og alligevel kommer ynkeligt til kort, når man betragter deres faktiske handlinger - det synes i langt højre grad at være normen end undtagelsen.

Et tænkt eksempel - som jeg imidlertid er sikker på kan opspores i virkeligheden - ville være den selvopofrende altruist, der arbejder så heftigt og så hårdt i én af disse utallige feel-good organisationer dedikeret til børns vilkår, at hun fuldstændig overser og forsømmer sine egne børn. I jagten på at modvirke et eller andet abstrakt globalt omsorgssvigt bidrager hun således selv til problemet på det lokale plan, ved at arbejde 80 timer om ugen, og hjemvendt møde sine egne børn med træthed og ugidelighed. Hendes sparsomme fritid er nemlig klogere forvaltet med en gin og tonic i hånden - og omsorgssvigt er jo alligevel kun en realitet for de børn, hvis forældre ikke har råd til at købe en playstation...

Et andet oplagt eksempel kunne være den politisk korrekte avis-redaktør, der i sin stålsatte stræben efter at rette op på den 'grimme tone' i den offentlige debat, herved selv gør sig skyldig i de groveste stigmatiseringer og mest nedladende insinuationer. Alle der er skyldige i den forfærdelige tone skal jo belæres om, hvorfor vi bør tale ordentligt, synes denne - lad os bare være ærlige - ganske ubegavede redaktør at tænke. Som alle der er blevet udsat for den slags ved, er en overmåde belærende tone imidlertid noget af det mest provokerende og nedladende man kan tænke sig. Denne tåbe er således selv med til at skærpe den tone, som han så gerne hørte mildere.

Fællesnævneren i disse to eksempler er, at synderen formår at fremstå moralsk. Både den kvindelige altruist og den mandlige redaktør vil kunne tale længe og med stor overbevisning om, hvor moralske de selv er, i hvor høj grad de tager de store problemer på sig som deres egne (hvilket vi jo implicit alle burde gøre)... og hvis de er blevet desillusionerede og ikke længere gider at tale om- og tænke på sig selv som særligt gode mennesker, så kan de alligevel begge være sikre på, at der er andre der vil forsvare dem, og se op til dem som moralske pragteksemplarer. De kæmper jo begge for en sag, som fra et socialt synspunkt umuligt kan være fuldstændig forkert: For hvem vil argumenterer imod at det er forfærdeligt at børn sulter? Hvem kan være uenig i, at vi bør tale pænt til hinanden?

Hvis én nu indtog det modsatte synspunkt, og entusiatisk proklamerede at 'jeg mener at det er fantastisk at disse børn i den tredje verden sulter! Oh ja, hvor jeg godter mig hver gang én af disse små negerbørn med udspilede maver toner frem på fjernsynet - for så ved jeg jo at de ligger og dør! Åh ja, hvor de dør de små børn - og det er såre godt!' Eller om man til en reception, med et glas sur hvidvin i hånden henkastet bemærkede at 'jeg mener nu at vi bør tale så grimt som overhovedet muligt, din fede ko', så ville vi hurtigt erfare, at sådanne udmeldinger kun ville være til skade for os selv. Ja, sådanne bemærkninger er så socialt uacceptable, at tanken om dem alene virker komisk og absurd.

Det i sandhed absurde er imidlertid, at praktisk talt ingen mennesker oprigtigt besidder disse aldeles asociale og uacceptable holdninger, mens der findes hundrede-, tusinde-, millionvis af mennesker, der indtager den socialt acceptable position, og faktisk mener at de herved tager moralsk stilling til noget som helst overhovedet. De iklæder sig altså en skinmoral, der udelukkende er god, retfærdig og rigtig forstået i opposition til en idé om det onde, uretfærdige og forkerte - som imidlertid ikke findes sådan for alvor i virkeligheden.

Den almindelig moralist vover altså intet ved at sige 'de rigtige ting', og således fremstå god. Allerhøjest risikerer vedkommende ikke at fremstå god nok. For at fremstå god er jo den socialiserede moralitets hele raison d'etre. Den berører på ingen måde vores gerninger - hvorfor de fleste moralister da også er fuldstændige ligeglade med, om de faktisk behandler andre ordentligt. De skrotter så at sige den rigtige moral og dennes irriterende gråzoner og usikkerhed, til fordel for en legemoral, hvor der kun er én regel: Hvis man siger det rigtige, er man selv rigtig.

Der findes jo masser af mennesker der mener, at statsfinansieret u-landsbistand, eller den såkaldte 'gode tone', eller noget tredje irrelevant faktisk vedrøre moral. Her tager de naturligvis fejl: Moral skal - om der ikke skal være tale om hykleri - dreje sig om- og have indflydelse på éns private adfærd. Moralen må med andre ord tages alvorligt.

At hjælpe andre implicerer f.eks. at man overvejer, hvordan andre bedst bliver hjulpet i forhold til et bestemt problem. At man overvejer den komplekse situation, som andres problemer tit og ofte er, og konstant holder sig for øje, at virkeligheden ikke altid er præcis som den fremstår. Éns egne idéer om hvordan man bedst hjælper andre er jo ikke nødvendigvis det samme som den bedste hjælp -den realistiske løsning.

Selvransagelsen er nemlig en essentiel del af alle virkelige moralske overvejelser. Bliver man f.eks. vred eller ophidset på andres vegne - og får en brændende lyst til at hjælpe dem fri for noget, der umiddelbart virker som et uretfærdigt overgreb - kan disse voldsomme følelser tit blænde én overfor sagens sande natur. Man kan kort og godt ikke tænke klart hvis man er voldsomt indigneret, og tænker man først uklart er der så meget desto større sandsynlighed for, at man fejlvurderer en situation, og træffer forhastede beslutninger om, at hjælpe på en helt bestemt måde. Man kommer til at handle således, at man øjeblikkeligt viser at man ønsker at hjælpe. Men herved bliver hjælpen en handling, som ikke nødvendigvis hjælper - ja, i de værste tilfælde kan hjælpen måske endog gøre situationen værre end den er. Der er nemlig slet ikke tale om velovervejet hjælp, men om en forhastet reaktion - en affekt.

Har man først rodet sig ud i en sådan heftig, følelsesladdet situation bliver det så meget desto sværere at indse, at man selv har andel i problemet - at det måske ville have været bedre, om man bare havde blandet sig uden om. Dette bliver kun sværere at erkende, når man selv føler at have handlet med de bedste intentioner. Ja, det kan være svært at forstå at man opfører sig forfærdeligt, når man nu selv synes at man bare gør det rigtige. Men hvad er - når alt kommer til alt - det moralsk rigtige: At man selv føler sig god, eller om man rent faktisk bivirker noget godt?

Er man f.eks. overdrevet tilbøjelig til at prøve at redde andre, og føler man en stærk moralsk indignation hver eneste gang man ser andre i nød, da er der så meget desto større risiko for, at man glemmer eftertanken: Man glemmer den altafgørende alvorlige overvejelse om, hvorvidt éns hjælp faktisk vil være en hjælp. Mange gerninger kan jo umiddelbart virke gode, selvom de har forfærdelige konsekvenser på længere sigt.

En stiknarkoman vil eksempelvis altid føle et fix som den bedste umiddelbare løsning på sine problemer. Når han først står med de begyndende abstinenser - abstinenser der manifesterer sig lige nu og her - toner det større problem - afhængigheden - fuldstændig i baggrunden. Som udenforstående kan hans ynkværdige tilstand vække medlidenhed, og ved synet af dette rystende skravl af en mandsling føler man en umiddelbar, overvældende trang til at hjælpe... men hvordan? Jo, på kort sigt er det meget simpelt at hjælpe ham, og vælger man denne mulighed kan man tillige være sikker på hans fulde taknemlighed: Giv ham penge til heroin.

Men hvad om éns medlidenhed var mere omfattende end som så? Om man tænkte: Jamen, han nuværende lille problem er jo en direkte konsekvens af det store problem: Afhængigheden. Hvad kan man gøre for at afhjælpe et andet menneskes afhængighed?

Og se... det kommer jo an på tusindvis af andre ting end pengene i éns pung. For det første om narkomanen overhovedet ønsker éns hjælp. For det andet hvad éns egen motivation for at hjælpe er: Er det bare noget man gør, for at dulme sin egen samvittighed? I så fald er der øget risiko for, at man, blændet af sine egne følelser, fuldstændig glemmer den andens faktiske problem. Er der en reel mulighed for at hjælpe? Og sidst men ikke mindst må man gøre sig klart, om man overhovedet har en forpligtelse til at hjælpe: Er narkomanens problem virkelig éns eget?

Få mennesker ønsker imidlertid at bevæge sig over i den alvorlige moralske spekulation, da denne altid åbenbarer en virkelighed fyldt af skygger og gråzoner. Ingenting er nemlig så simpelt som det binære valg ja/nej, penge/ikke-penge, godt/ondt. Alverden er fyldt med alverdens komplikationer, og kun ekstremt få problemer er fuldstændig entydige.

For den, der er vant til den skødesløse socialiserings-moral kommer virkelighedens dybe og alvorlige problemstillinger næsten altid som en ubehagelig overraskelse. For hvad sker der, når man for alvor begynder at overveje hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert? Jo, virkeligheden vil uundgåeligt afsløre, at den karikerede ondskab - hvor man mener at sult og grimt sprog er gode ting i sig selv - dvs. den ondskab, som man i sin moralske snak altid vil positionerer sig i opposition til, i det at man forsikrer andre om, at man er et godt menneske, at denne berygtede grusomhed i verden ikke eksisterer på en så entydig måde i virkeligheden. Den er derimod en karikatur - en illusion.

Nu skulle man jo tro, at dette ville være en glædelig nyhed for dem, der entydigt tager patent på det gode, og konsekvent taler den gode sag. For den ondskab som de var så indignerede over, og som de tog så meget afstand fra viser sig nu som en kimære. En luftspejling. En forvrængning af virkeligheden. Og skulle disse almindelige moralske mennesker ikke finde det glædeligt, at den ondskab som de sådan hader og foragter nu viser sig at være ingenting?

Nej, meget langt fra. I reglen finder mennesket nemlig konfrontationen med virkelighedens moralske ambivalens stærkt angstprovokerende, og derfor udviser de fleste da også en voldsom modvilje imod den egentlige moral. I sidste ende tager man altså sjældent moralen synderligt alvorligt, selvom man glædeligt giver udtryk for at ville det bedste - for afrikanerne, for udlændingene, for de handikappede, ja, for alle som det på nogen tænkelig måde kan være synd for.

Dette skyldes kort og godt, at en karikeret sort-hvid opfattelse af verdens moralske dimension er langt mere bekvem end den ubehagelige og vedvarende grublen, den stadige selvransagelse, og den utrolige usikkerhed om éns egne handlingers moralske værd, som en egentlig moralsk indstilling kræver. Nej, så er det bedre ikke at tænke dybere over hvordan man handler - og begynder man at føle den mindste smule tvivl, skal man blot opsøge de andre gode mennesker, som straks er villige til at bekræfte én i at man er god, sålænge man gør dem den samme tjeneste. (Man bør dog altid huske at donere lidt penge til en godgørende organisation først, så man har en anledning til at tale om, hvordan vi alle burde gøre noget mere for verdens fattige, de hjemløse eller de spastisk lammede brevduer).

At være moralsk i egentlig forstand er derimod noget, der stiller krav til vores virkelighedsopfattelse - hvorfor det da heller ikke er tilrådeligt at kaste sig ud i moralen for de fleste mennesker. Ser man først virkelighedens flyde ud i en myriade af nuanceringer, når de bekvemme, skarpe afgræsninger imellem rigtigt og forkert, som vi kender fra vores hellige moralske socialisering - en socialisering, der nu til dags forgår i høj grad gennem medierne og som også lever i hjertet af moderne politik... ja, ser man først de almindelige kategorier godt og ondt åbenbaret i utallige blandingsforhold, i alle mulige og umulige konstellationer på virkelighedens scene - fjernt fra alverdens tomme ord - så begynder man hurtigt at betvivle sin egen plads- og sin egen identitet i en verden, der pludselig er som forvandlet til en gigantisk moralsk cirkusforestilling. For hvad er rigtigt og forkert? Og handler jeg godt eller ondt?

Både og eller hverken eller? Det kan være svært at sige... men hvad der uundgåeligt kommer til at virke forkert, forkasteligt, ja, umoralsk når først man sådan for alvor har kastet sig ud i moralske grublerier, er den almindelige selskabsmoral. Denne bliver nemlig hurtigt fuldstændig transparent, og umulig at regne for andet end, hvad den i aller dybeste forstand er: Hykleri. Den lever sit liv imellem- og i kraft af mennesker, der ikke har den fjerneste interesse i at overveje den virkelige forskel imellem rigtige og forkerte handlinger, men tværtimod har nok i deres illusioner - deres lyserøde forestillinger om det entydigt gode, og tilsvarende absurde skræmmebillede af ondskabens - fordi de i fundamental forstand er mere optagede af, hvordan de selv fremstår, end hvorledes virkeligheden hænger sammen.

Godt og ondt er nemlig ikke adskilte, men danser en uendelig og uendeligt velkoordineret vals igennem virkeligheden: Godt tager aldrig et skridt, laver aldrig én eneste bevægelse, uden at ondt øjeblikkeligt følger med, og dansen selv er den had og kærlighed der strømmer gennem livet, og gør verden så vidunderligt levende. Men godt - det er intet menneske. Og ondt - det er heller intet menneske. Nej, mennesket er på én gang ondt og godt, om man er i fred med dette faktum eller ej... og når man danser - så danser man. Det gode trin fører det onde med sig, og det onde trin det gode. Sådan er det og sådan har det altid været - og sådan har det menneskelige flertal, den socialiserede morals tro disciple, altid forsøgt at benægte at det er.

For hvem ønsker ikke at være blandt de gode mennesker? Hvem ønsker at risikerer at blive sat i bås med dårlige mennesker? Det sidste er jo en ren en image-katastrofe, mens det første er nemt og bekvemt - så hvorfor bruge tid på at overveje sagen nærmere?

Selskabsmoralens repræsentanter vil gå meget langt for at ignorere den angstprovokerende virkeligheds ambivalens, og holder således konsekvent fast i deres vrangforestillinger om moralitetens væsen. De vil have deres overfladiske snak, og deres umoralske 'mærkesager' - og de vil have en verden, der ikke gør dem opmærksomme på, at denne såkaldte 'etiske stillingstagen' blot er et ynkværdigt selvbedrag. De vil med andre ord have en verden, hvor god samvittighed er noget, der kan købes for penge, - eller i tilfældet u-landsbistand: At moralen bliver ordnet over skatten. Dette er naturligvis hverken mere eller mindre foragteligt, end dengang den katolske kirke solgte afladsbreve til den brede masse af købekraftige syndere. En praksis, som den almindelige moral i dag ironisk nok ynder at latterliggøre, da afladsbrevene netop tages som udtryk for en lidt primitiv overtro, selvom de i al væsentlighed tjente præcis det samme behov, som man i dag kan få opfyldt ved at betale til Amnesty International, Red Barnet, Røde Kors eller andre virksomheder, der udbyder god samvittighed for et beskedent beløb.

Hvor det egentligt moralske menneske altid tjener en virkelighed der er større, vigtigere og ufatteligt meget dybere end individet selv, kender dagligdagens moralister intet der er dybere end deres egen navle, og intet mere forunderligt end deres egen navlefnuller. De forstår kort og godt ikke, at etiske overvejelser overhovedet kan række udover den tomme forfængelighed - altså at et moralsk kald kan være vigtigere end dette, at man passer ind med de andre. Deres eneste målestok for moralsk ageren bliver således, hvordan man taler. Alle der bevidstløst kan gentage de centrale slogans, der på et givent tidspunkt er hippe blandt den moralske majoritet - i dag er det ting som ligestilling, solidaritet, velfærd, den gode tone, anti-racisme, tolerance og andre rungende hule begreber - alle der altså kan lære en dogmatik uden ad, er en del af klubben, af 'det gode selskab' og kan tælle sig selv blandt de gode mennesker.

Nu er den, der tager moralen alvorligt, imidlertid dømt til at gennemskue alt denne indholdsløse snak som et åbenlyst hykleri, der blot er så meget desto mere utilgiveligt, jo tydeligere den afgrundsdybe kløft imellem ord og virkelighed er. En uoverensstemmelse, som de evigt konverserende selskabsmoralister tilsyneladende ikke selv kan se, og under alle omstændigheder aldrig kunne drømme om at gøre noget ved. Hykleriet er jo for majoriteten som vandet er for fiskene - det eneste element de kan overleve i. At tage afstand fra hykleriet - og altså pludselig begynde at handle moralsk i en egentlig forstand - vil således være socialt selvmord. I hvert fald hvis man socialiserer blandt mennesker, der for alt i verden kræver anerkendelse for at kunne håndtere deres egen dårlige samvittighed - mennesker der opsøger de andre for at få bekræftet en tryg, men ultimativt neurotisk sort-hvid virkelighedsopfattelse, ligesom stiknarkomanen opsøger kanylen, stoffet og den euforiske indifferens. Altså som sagt: Majoriteten.

Flertallets moral er den, der glædeligt ignorerer negative konsekvenser på bekostning af gode intentioner. Et godt menneske er altså det, der mener det godt - og i socialiseringens navn vil man gå uendeligt langt for at undskylde enhver handling, der i sidste ende kan ledes tilbage til én eller anden god intention. Den ydre virkelighed betyder altså intet, mens den indre følelse betyder alt.

Nu har vi imidlertid ingen magisk nøgle-, intet særligt udsigtspunkt til at skue ind i andres indre, og vores eneste kilde til at afkode den gode intention bliver derfor, hvad et menneske selv siger: 'Jeg vil det gode. Jeg mener det rigtige.' Jo mere troværdigt et menneske formår at fremstå overfor andre, desto flere åndssvage konsekvenser kan vedkommendes handlinger have, uden at andre af den grund fordømmer dem. Oveni kommer, at jo bedre en persons moralske ry er blandt majoriteten, desto mere betyder det, hvem vedkommende selv anerkender som tilsvarende gode mennesker. Det gode menneske bliver på denne måde en vigtig person, et forbillede for andre, der selv aspirerer til at blive gode.

Men hvordan fremstår man bedst som et godt og moralsk menneske? Ved i allerhøjeste grad at kunne gemme sin ondskab væk, og med yderste omhyggelighed sørge for, at flertallet ikke får indblik i éns egentlige tanker - for slet ikke at tale om éns handlinger. Som filantrop kan du altså godt tillade dig at tæske din kone eller at misbruge en håndfuld børn, sålænge du kan holde det hemmeligt - og siver historien om den ægteskabelige bokseklub eller de asociale lyster alligevel ud, virker det bare så meget desto mere utroværdig, som et simpelt ondskabsfuldt rygte, desto mere overbevisende du har givet udtryk for din egen fortræffelighed.

Som oprigtigt moralsk søgende og spørgende begynder denne konstante opmærksomhed på, at fremstå så respektabel og så god som alle andre imidlertid langsomt men sikkert at træde i baggrunden, for til sidst at blive fuldstændig irrelevant. Ultimativt åbenbarer virkeligheden sig nemlig som værende hinsides godt og ondt, rigtigt og forkert i den forstand, at disse modsætningsforhold kun for alvor udtrykker den personlige dømmekraft og det individuelle perspektiv. Man forstår altså uundgåeligt noget som godt og noget som ondt, for siger man først dette er godt, siger man altid indirekte, imellem linjerne at noget andet er ondt. Er skoven altså god, så er skovbranden selvsagt ond. Den gode kærlighed står overfor det onde had. Ja, er venstre godt, så er højre ondt. Det er såre simpelt.

Når man nu - som inden for rammerne af den socialiserede moral - så hjerteligt ønsker at sige: 'Jeg er god', og man for at opnå den private følelse af moralsk tilfredsstillelse ligeså medgiver andre, at de også er gode, og derfor udvikler et kodesprog, hvor enhver der f.eks. kan sige 'demokratisk samtale', 'ligestilling', 'rumlighed' eller andet i den dur indgår i 'det gode selskab', så glemmer man imidlertid hurtigt, at man samtidig - midt i denne uskyldige socialisering - er i fuld sving med at producere fjendebilleder. For skal følelsen af, at 'vi er gode' have et reelt indhold, bliver man trods alt nødt til at afgrænse den lyserøde godhed, som man selv repræsenterer, og sætte den op overfor noget mørkt, grumt, slimet, afskyeligt, ulækkert ondskabsfuldt andet. Fordi de almindelige moralister altså ønsker at fremstille et overdrevet, endog latterligt karikeret billede af sig selv som gode mennesker, kommer de uforvarende til at male et forfærdeligt billede af de andre, og skaber således deres private anti-krist.

At male fjendebilleder anskues imidlertid ikke som en ond handling, når blot det sker indirekte - altså imellem linjerne. Så er der jo bare tale om et uheldigt biprodukt af éns gode intentioner, som man umuligt kan fordømmes for. Man ønskede jo bare at fremstå som et godt menneske, og at forsvare en moralsk position, som andre gode mennesker også anerkendte som den rigtige...

Ironisk nok elsker den dominerende flertalsmoral imidlertid også at distancerer sig fra andre, der opererer med fjendebilleder. Man hører således ofte 'tolerante' og 'oplyste' humaniora-studerende der fordømmer Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti der fordømmer 'systemet Politiken'. Politiken der fordømmer liberalisterne. Liberalisterne der fordømmer socialisterne. Socialisterne der fordømmer 'de rige'. 'De rige' der fordømmer janteloven. Og Janteloven der fordømmer 'de andre'... Det er en evig cirkel, hvor alle peger fingre af nogle, som igen peger fingre af nogle andre.

Før man ved af det, er de andre, de onde blevet gjort til virkelighedens ubestridte herskere imellem linjerne, alene fordi man ikke ønsker at skue indad, og korrigere sin egen forfejlede opfattelse af sig selv som den gode. Nej, så vil man heller regne verden som sådan for ond, og beholde sin behagelige vrangforstilling.

Nu er det ikke en bestemt gruppering af 'gode mennesker' der falder den oprigtigt moralsk søgende for brystet, men snarer det, som de alle har til fælles: At de er så optagede af at fremstå gode, og forbande det onde - en tendens som den moralske grubler må finde dybt absurd, da vedkommende i sig selv, i sit eget indre hurtigt og nemt kan få øje på såvel godt som ondt. Den, der for alvor har forsøgt at være god, altså at handle godt, vil nemlig have erfaret, hvor umuligt dette er, så længe man opererer med en streng adskillelse af det gode og det onde. Vi mennesker kender nemlig i reglen os selv meget dårligt, og den, der bevidst sætter alt ind på, at reflekterer en éndimensionel karikatur af det gode må før eller siden erfare, at virkeligheden - inklusiv vedkommendes eget virkelige væsen - er langt mere kompleks end som så.

Dette ved den moralsk oprigtige imidlertid kun, fordi vedkommende for alvor har følt sig kaldet til at reflekterer over godt og ondt - et kald, der altid oprinder i et stærkt ønske om rent faktisk at gøre det gode - for hvis man ønsker at handle godt, må man selvsagt gøre sig nogle overvejelser om, hvad 'det gode' overhovedet vil sige, og altså lære det gode at kende. Har man først reflekteret over dette spørgsmål - med alt dets tvetydighed og ambivalens - bliver det almindelige moralske hykleri før eller siden så tydeligt, at det er svært, ja umuligt at ignorere det. Man ved jo nu, at intet moralsk menneske oprigtigt ville kunne sige om sig selv: 'Jeg repræsenterer det gode, sammen med alle de andre, der siger præcis det samme som mig. Tænkte alle som jeg, ville verden være et bedre sted.' Dette ville være åbenlys hybris - det ville være idioti.

Hybris er dog i langt højere grad reglen end undtagelsen. Ikke fordi at flertallet er ubetinget onde mennesker (en tilsvarende absurd påstand), men snarere fordi at der er en så massiv tvivl, en så gennemgribende usikkerhed tilknyttet de moralske spørgsmål - en form for eksistentiel angst som de fleste bare gerne vil undgå for alt i verden. Derfor socialiserer man sig almindeligvis ud af komplikationen, og finder trøst i, at andre også har et tilsvarende simplificeret billede af virkeligheden. Man skaber altså en surrogatvirkelighed i tanken, som herefter behandles som mere virkelig end virkeligheden selv.

Men igen og igen ak! Herved kommer man til at fordømme virkeligheden selv som det eneste onde, det eneste umoralske, da denne kort og godt ikke er så entydig, så simpel og så sort-hvid, som man bliver nødt til at forstille sig at den er, hvis man vil bibeholde et billede af sig selv som et ubetinget godt menneske. Ved at tænke virkeligheden forkert, vil man før eller senere blive nødt til at møde den ansigt til ansigt - og dette vil være det samme, som éns fantasiverdens ubetingede undergang.

Vejen til helvedet er jo som bekendt brolagt med gode intentioner. Men skulle det nu være mere moralsk at fordømme destinationen, helvedet, som noget der er de andres skyld, end at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor vi overhovedet er så godt på vej derhen?

Konsensus siger: Gør blot verden til et helvede af tåbelige uforudsete konsekvenser - bare du tænker og taler rigtigt. Men jeg siger: Tænk og tal så ondt du vil - men gør ikke min verden til et helvede. Gør ikke vores verden, vores virkelighed til fjenden, bare fordi du ikke magter at kigge ind i dig selv.

Dette mener jeg er det eneste moralsk forsvarlige, så det siger jeg til mig selv - og til alle andre der har ører og en vilje til at høre.

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun