Filosofi/tænkning #1: Vejen til helvedet... Om det moralske spørgsmål

Der er ingen umiddelbar forskel på, hvad- og hvordan vi tænker, og hvem vi selv er.

Tanken melder sig nemlig altid direkte, uden omsvøb eller hensyn - ligeså umiddelbart som åndedrættet eller hjerterytmen. Den er vores bevidstheds primære ytring. Det der gør os selvbevidste og hermed adskiller os mennesker fra alle andre kendte dyrearter: For mennesket er verden nemlig ikke bare noget, som sanses, men tillige noget som tænkes, og ikke så sjældent er den tilsyneladende luftige og spøgelsesagtige tankeverden mere afgørende for vores adfærd, end den håndfaste materielle sanseverden - også selvom vi som regel mener at sidstnævnte er mere virkelig.

Alle kender til at tænke tanker, som man klogeligt holder for sig selv. Ikke fordi at man ikke mener hvad man tænker, men fordi man frygter hvordan andre mennesker ville opfatte én, hvis man faktisk sagde hvad man tænkte. Nietzsche - der altid gjorde en dyd ud af at være ærlig, hvorfor hans tanker da også var tæt på ubegribelige for samtiden - siger et sted noget i retning af: Mennesker frygter i højere grad at andre skal tro at de er onde, end de frygter rent faktisk at være onde. Derfor tænker de fleste af os ofte og gerne ondt uden skrupler, men udviser samtidig den yderste omhyggelighed med, ikke at lade vores medmennesker vide mere om vores tanker, end hvad der er gavnligt for vores omdømme. I stedet holder vi vores ondskab tæt ind til kroppen. Vi gemmer den bort i kraniets mørkeste afkroge, og værner om den som en højtidelig hemmelighed. De onde tanker er nemlig tusinde gange mere skamfulde end de ædleste af vores ædlere dele.

Når snakken så ind imellem falder på moralske spørgsmål, er vi derfor altid tilbøjelige til at orientere os efter hvad andre mener, før vi giver vores eget standpunkt til kende - hvis vi da overhovedet har et selvstændigt standpunkt i denne henseende. Har man først forstået, hvad ens samtalepartnere mener er godt og rigtigt, falder det nemlig lynhurtigt én naturligt selv at mene præcis det samme, og dette selvfølgelig fordi, at man ikke ønsker at de andre skal opfatte én som et dårligt menneske.

Netop her - i de alvorlige snakke om rigtigt og forkert - er vi særligt varsomme med, ikke at lade vores ondskab sive igennem, eller komme uforvarende til udtryk mellem linjerne. Vi gør os tværtimod de yderste anstrengelser for at fremstå så gode og retfærdige som muligt - hvilket i ni ud af ti tilfælde vil sige, at vi ihærdigt forsøger at forfægte en holdning, som vi forstiller os, at de andre nødvendigvis må anerkende som et godt og retfærdigt standpunkt. Vi forsøger kort og godt at sige det rigtige - dvs. vi forsøger at sige noget, som ingen af de andre kan mene er fuldstændig forkert.

Dette er nemlig hvad der almindeligvis går for at være moralsk: Kun at sige det, som ingen kan mene er fuldstændig forkert. Det fuldstændigt forkerte er jo sammenfaldende med vores ondeste tanker - og dem kunne vi aldrig finde på at røbe, da vi for alt i verden ikke ønsker, at andre måtte tro om os, at vi overhovedet kan tænke noget så forfærdeligt, grusomt og ufølsomt.

Vi tænker jo heller ikke om de andre at de er dårlige mennesker. Deres ord afslører jo umiddelbart en retfærdig og korrekt indstilling til tingene - og fordi de andre er gode mennesker, bør vi naturligvis også selv stræbe efter at være gode mennesker, og på det bestemteste mene det, som gode mennesker nu engang mener er rigtigt at mene. Hvis vi ind imellem - når vi finder os selv i et ondskabsfuldt lune - så måtte få lyst til at sige noget modsat, må vi for alt i verden holde det for os selv. Ellers ville vi jo signalere, at vi ikke var som de andre - og så ville vi blive ekskluderede fra fællesskabet.

Man må jo som bekendt hyle med de ulve, som man er iblandt. Men glæden ved at hyle består nu ikke i, at hylet udtrykker én eller anden moralsk sandhed - snarere i følelsen af at man hyler det gode hyl sammen. Det ved enhver ulv naturligvis, men mennesker er ikke altid lige så kloge...

Når først en moralsk konsensus er dannet, og der er opnået en form for enighed om, hvad der er godt og hvad der er ondt, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert i forhold til én eller anden sag, da har vi indstiftet en tryllekreds som er næsten umulig at bryde: Der er blevet etableret normer for, hvordan vi taler om tingene, og disse normer bivirker at vi alle konstant bekræfter hinanden i, at vi hver især mener det rigtige. Denne gensidige bekræftelse bibeholdes delvist via, hvordan vi snakker om de moralske spørgsmål, men i mindst lige så høj grad igennem hvad vi stiltiende er nået til enighed om ikke at snakke om.

Vi ved måske godt et eller andet sted, at vi alle kan komme til at tænke anderledes og ondt ind imellem, men dette er ikke et problem, så længe vi lader tanken passere i stilhed. Ved at holde de mere perfide impulser for os selv opretholder vi nemlig en civiliseret tone. I bund og grund er ingen jo i tvivl om, hvad der er det rigtige at mene - det er jo det, som alle de andre mener. For 'hvis dette ikke var tilfældet, hvorfor i alverden er der så ikke nogen, der siger noget andet?' er, når alt kommer til alt, kernen i den almindelige, sociale konsensusmoral.

Sådan bekræfter vi f.eks. ofte hinanden i, at det er synd for de sultende masser i den tredje verden, at den globale ulighed er forfærdelig, og at vi som rige, hvide vesterlændinge har en moralsk forpligtelse til at købe aflad, og sende penge sydpå - men med til dette moralske standpunkt hører det naturligt, at vi ikke så meget som antydningsvis argumenterer for, at den tredje verdens elendighed måske - bare delvist - skyldes befolkningens lavere gennemsnitlige IQ. For selvom sidstnævnte forhold er et veldokumenteret faktum, er vi alle stiltiende nået til enighed om ikke at nævne det med et ord, når snakken falder på den globale fattigdom: Ikke fordi at der ikke kan argumenteres for, at dette faktum er relevant, måske endog vigtigt i forhold til problemet, men fordi at vi individuelt ikke ønsker at andre skal tro at vi er intolerante racister, eller på anden måde slette og fordærvede mennesker.

Når vi snakker om den tredje verdens problemer er det nemlig implicit, at vi vesterlændinge i én eller anden forstand bør have dårlig samvittighed over, at være heldigere stillede end dem, og denne selvfølgelige implikation former således naturligt hvordan vi taler om emnet: Vi understreger derfor hellere end gerne vore egen aktie i problemerne (global udbytning) og i forlængelse heraf taler vi medrivende og rørstrømsk om den moralske forpligtelse til at støtte de fattige lande økonomisk - men inkorporeret i denne måde at begribe den tredje verden som et moralsk problem ligger, at vi undlader at påtale forhold, der løfter skylden fra vores egne skuldre. At u-landene selv skulle være skyld i deres problemer - igen: om ikke andet så delvist - er kort og godt ikke den vedtagede historie, og derfor taler vi kun nødigt om forhold, der kunne pege i den retning.

Hvordan kan det egentlig være? Jo, ganske simpelt fordi det almindeligvis - på det fuldstændig overordnede plan - anses for mere moralsk at hjælpe andre mennesker, frem for at lade dem klare sig selv. Yderligere agter vi det som en fornem egenskab at kunne skue indad, og at kunne vedkende sig sin egen andel og skyld i et problem. Og sidst men ikke mindst er det jo universelt anerkendt, at det er forkert give andre skylden for noget, som man selv kunne være (delvist) skyldig i.

Disse tre moralske principper - at man bør hjælpe andre, at man bør være selvransagende og at man ikke bør skyde skylden på andre for sine egne fejl - passer aldeles glimrende på profilen af standpunkter, som ingen kan mene er fuldstændig forkerte. Hvis vi altså forsvarer disse principper helhjertet i en moralsk diskussion, risikere vi ikke at fremstå som dårlige mennesker i andres øjne - så skulle vi da i hvert fald blamerer os voldsomt! Det eneste vi reelt gør ved at give personligt udtryk for disse strålende moralske indsigter, er nemlig at svinge en fane med den tydelige påskrift: "Jeg er ikke et dumt svin" insisterende og længe nok, til alle har fattet pointen.

Nu er det naturligvis nemt at forsvare disse fine moralske principper i en diskussion - præcis ligesom det er nemt at skue tilbage på besættelsestiden, og postulere at 'hvis jeg havde levet dengang, så tror jeg bestemt at jeg havde været modstandsmand. Jeg har jo set Star Wars op til flere gange - jeg kan identificere et ondskabsfuldt imperium på lang afstand... og når man ved at det, der forgår omkring én er forkert, så er det ens pligt at kæmpe for det gode, hvor farligt det end måtte være!' Situationen havde jo måske taget sig noget anderledes ud, om man faktisk havde levet under besættelsestiden, og man faktisk skulle handle på baggrund af de moralske overbevisninger, som man her fra den post-nazistiske tidsalder kan forsvare så heroisk og bekvemt. Men pyt... i den moralske diskussion er det jo egentlig ikke det som sagen drejer om. Det handler ikke om at handle retfærdigt men om at fremstå retfærdig - at mene det, som et godt menneske nødvendigvis må mene, og hermed ikke risikere at blive fordømt som et dårligt menneske.

Moral er imidlertid ikke udelukkende noget, der kommer til udtryk i éns holdning til de såkaldte store spørgsmål såsom besættelsestiden eller Afrikas fattigdom. Nej, beklageligvis gør moral sig også gældende i situationer, hvor vi ikke taler om den. Tag f.eks. de ovennævnte moralske standpunkter: At man bør hjælpe andre, at man bør kigge indad og at man bør undlade at dømme andre for noget, som man selv bærer sin del af skylden for. Dette er kun fattige ord, om vi ikke praktiserer hvad vi prædiker i hverdagen, hvor de svulmende patetiske vendinger kun har ringe indflydelse, i forhold til faktiske gerninger og deres konsekvenser.

I hverdagen er kun ekseptionelt få mennesker konfronterede med de store spørgsmål som konkrete moralske problemstillinger, der faktisk kan ageres i forhold til. Besættelsestiden er fortid. Verdens fattigdom er for fjern, for overvældende, for uoverskuelig - ja, man kan faktisk argumentere for, at ingen overhovedet kan handle direkte i forhold til noget så enormt omfattende som 'global fattigdom', hvorfor det er tvivlsomt om denne nogensinde bliver andet end et aldeles abstrakt moralsk problem. På samme måde er og bliver besættelsestiden også en moralsk abstraktion - i hvert fald ind til tidsmaskinen bliver opfundet. Og jeg er sikker på, at læseren kan tænke på flere eksempler i denne dur: Emner, der bliver diskuteret under alvorlige og uendeligt selvhøjtidelige miner som de største af vores moralske problemer, selvom de i det store hele er fuldstændig dissocierede fra vores egen handlingssfære, hvor vi egentlig kan tale om - på et individuelt plan - at gøre tingene på en mere eller mindre rigtig måde - at være mere eller mindre moralske mennesker.

Her i den almindelige handlingssfære bliver ondskaben - vores egen private perfiditet - relevant på en ganske anden måde, end det er tilfældet i sociale sammenhænge, hvor verdensdommen skødesløst afsiges fra caféernes vinduespladser over et glas rødvin. For i den socialiserede morals domæne - hvor vi først og fremmest kerer os om os selv, og hvordan vi selv fremstår - kunne ondskaben, vores morbide og uhøflige tanker lige såvel være ikke-eksisterende, da alle jo vægrer sig omhyggeligt for at fremstå forkert.

Men ak... handlinger taler tydeligere end tusinde ord.

Således bevidner vi ofte det ironiske faktum, at et menneske hjerteligt taler de svages sag, at et menneske verbalt, med hvidglødende indlevelse kæmper de gode kræfters kamp på global skala, og dog i sine handlinger, i sin faktiske omgang med andre, ja i de allermest nære og ubetydelige petitesser opfører sig hysterisk, urimeligt, navlebeskuende og egocentreret. At vedkommende altså inkarnerer præcis det modsatte af de dyder, som han besynger så højmodigt i den socialiserede samtales spot-lys. Ja, at mennesker mestrer at tale og fremstå moralsk, og alligevel kommer ynkeligt til kort, når man betragter deres faktiske handlinger - det synes i langt højre grad at være normen end undtagelsen.

Et tænkt eksempel - som jeg imidlertid er sikker på kan opspores i virkeligheden - ville være den selvopofrende altruist, der arbejder så heftigt og så hårdt i én af disse utallige feel-good organisationer dedikeret til børns vilkår, at hun fuldstændig overser og forsømmer sine egne børn. I jagten på at modvirke et eller andet abstrakt globalt omsorgssvigt bidrager hun således selv til problemet på det lokale plan, ved at arbejde 80 timer om ugen, og hjemvendt møde sine egne børn med træthed og ugidelighed. Hendes sparsomme fritid er nemlig klogere forvaltet med en gin og tonic i hånden - og omsorgssvigt er jo alligevel kun en realitet for de børn, hvis forældre ikke har råd til at købe en playstation...

Et andet oplagt eksempel kunne være den politisk korrekte avis-redaktør, der i sin stålsatte stræben efter at rette op på den 'grimme tone' i den offentlige debat, herved selv gør sig skyldig i de groveste stigmatiseringer og mest nedladende insinuationer. Alle der er skyldige i den forfærdelige tone skal jo belæres om, hvorfor vi bør tale ordentligt, synes denne - lad os bare være ærlige - ganske ubegavede redaktør at tænke. Som alle der er blevet udsat for den slags ved, er en overmåde belærende tone imidlertid noget af det mest provokerende og nedladende man kan tænke sig. Denne tåbe er således selv med til at skærpe den tone, som han så gerne hørte mildere.

Fællesnævneren i disse to eksempler er, at synderen formår at fremstå moralsk. Både den kvindelige altruist og den mandlige redaktør vil kunne tale længe og med stor overbevisning om, hvor moralske de selv er, i hvor høj grad de tager de store problemer på sig som deres egne (hvilket vi jo implicit alle burde gøre)... og hvis de er blevet desillusionerede og ikke længere gider at tale om- og tænke på sig selv som særligt gode mennesker, så kan de alligevel begge være sikre på, at der er andre der vil forsvare dem, og se op til dem som moralske pragteksemplarer. De kæmper jo begge for en sag, som fra et socialt synspunkt umuligt kan være fuldstændig forkert: For hvem vil argumenterer imod at det er forfærdeligt at børn sulter? Hvem kan være uenig i, at vi bør tale pænt til hinanden?

Hvis én nu indtog det modsatte synspunkt, og entusiatisk proklamerede at 'jeg mener at det er fantastisk at disse børn i den tredje verden sulter! Oh ja, hvor jeg godter mig hver gang én af disse små negerbørn med udspilede maver toner frem på fjernsynet - for så ved jeg jo at de ligger og dør! Åh ja, hvor de dør de små børn - og det er såre godt!' Eller om man til en reception, med et glas sur hvidvin i hånden henkastet bemærkede at 'jeg mener nu at vi bør tale så grimt som overhovedet muligt, din fede ko', så ville vi hurtigt erfare, at sådanne udmeldinger kun ville være til skade for os selv. Ja, sådanne bemærkninger er så socialt uacceptable, at tanken om dem alene virker komisk og absurd.

Det i sandhed absurde er imidlertid, at praktisk talt ingen mennesker oprigtigt besidder disse aldeles asociale og uacceptable holdninger, mens der findes hundrede-, tusinde-, millionvis af mennesker, der indtager den socialt acceptable position, og faktisk mener at de herved tager moralsk stilling til noget som helst overhovedet. De iklæder sig altså en skinmoral, der udelukkende er god, retfærdig og rigtig forstået i opposition til en idé om det onde, uretfærdige og forkerte - som imidlertid ikke findes sådan for alvor i virkeligheden.

Den almindelig moralist vover altså intet ved at sige 'de rigtige ting', og således fremstå god. Allerhøjest risikerer vedkommende ikke at fremstå god nok. For at fremstå god er jo den socialiserede moralitets hele raison d'etre. Den berører på ingen måde vores gerninger - hvorfor de fleste moralister da også er fuldstændige ligeglade med, om de faktisk behandler andre ordentligt. De skrotter så at sige den rigtige moral og dennes irriterende gråzoner og usikkerhed, til fordel for en legemoral, hvor der kun er én regel: Hvis man siger det rigtige, er man selv rigtig.

Der findes jo masser af mennesker der mener, at statsfinansieret u-landsbistand, eller den såkaldte 'gode tone', eller noget tredje irrelevant faktisk vedrøre moral. Her tager de naturligvis fejl: Moral skal - om der ikke skal være tale om hykleri - dreje sig om- og have indflydelse på éns private adfærd. Moralen må med andre ord tages alvorligt.

At hjælpe andre implicerer f.eks. at man overvejer, hvordan andre bedst bliver hjulpet i forhold til et bestemt problem. At man overvejer den komplekse situation, som andres problemer tit og ofte er, og konstant holder sig for øje, at virkeligheden ikke altid er præcis som den fremstår. Éns egne idéer om hvordan man bedst hjælper andre er jo ikke nødvendigvis det samme som den bedste hjælp -den realistiske løsning.

Selvransagelsen er nemlig en essentiel del af alle virkelige moralske overvejelser. Bliver man f.eks. vred eller ophidset på andres vegne - og får en brændende lyst til at hjælpe dem fri for noget, der umiddelbart virker som et uretfærdigt overgreb - kan disse voldsomme følelser tit blænde én overfor sagens sande natur. Man kan kort og godt ikke tænke klart hvis man er voldsomt indigneret, og tænker man først uklart er der så meget desto større sandsynlighed for, at man fejlvurderer en situation, og træffer forhastede beslutninger om, at hjælpe på en helt bestemt måde. Man kommer til at handle således, at man øjeblikkeligt viser at man ønsker at hjælpe. Men herved bliver hjælpen en handling, som ikke nødvendigvis hjælper - ja, i de værste tilfælde kan hjælpen måske endog gøre situationen værre end den er. Der er nemlig slet ikke tale om velovervejet hjælp, men om en forhastet reaktion - en affekt.

Har man først rodet sig ud i en sådan heftig, følelsesladdet situation bliver det så meget desto sværere at indse, at man selv har andel i problemet - at det måske ville have været bedre, om man bare havde blandet sig uden om. Dette bliver kun sværere at erkende, når man selv føler at have handlet med de bedste intentioner. Ja, det kan være svært at forstå at man opfører sig forfærdeligt, når man nu selv synes at man bare gør det rigtige. Men hvad er - når alt kommer til alt - det moralsk rigtige: At man selv føler sig god, eller om man rent faktisk bivirker noget godt?

Er man f.eks. overdrevet tilbøjelig til at prøve at redde andre, og føler man en stærk moralsk indignation hver eneste gang man ser andre i nød, da er der så meget desto større risiko for, at man glemmer eftertanken: Man glemmer den altafgørende alvorlige overvejelse om, hvorvidt éns hjælp faktisk vil være en hjælp. Mange gerninger kan jo umiddelbart virke gode, selvom de har forfærdelige konsekvenser på længere sigt.

En stiknarkoman vil eksempelvis altid føle et fix som den bedste umiddelbare løsning på sine problemer. Når han først står med de begyndende abstinenser - abstinenser der manifesterer sig lige nu og her - toner det større problem - afhængigheden - fuldstændig i baggrunden. Som udenforstående kan hans ynkværdige tilstand vække medlidenhed, og ved synet af dette rystende skravl af en mandsling føler man en umiddelbar, overvældende trang til at hjælpe... men hvordan? Jo, på kort sigt er det meget simpelt at hjælpe ham, og vælger man denne mulighed kan man tillige være sikker på hans fulde taknemlighed: Giv ham penge til heroin.

Men hvad om éns medlidenhed var mere omfattende end som så? Om man tænkte: Jamen, han nuværende lille problem er jo en direkte konsekvens af det store problem: Afhængigheden. Hvad kan man gøre for at afhjælpe et andet menneskes afhængighed?

Og se... det kommer jo an på tusindvis af andre ting end pengene i éns pung. For det første om narkomanen overhovedet ønsker éns hjælp. For det andet hvad éns egen motivation for at hjælpe er: Er det bare noget man gør, for at dulme sin egen samvittighed? I så fald er der øget risiko for, at man, blændet af sine egne følelser, fuldstændig glemmer den andens faktiske problem. Er der en reel mulighed for at hjælpe? Og sidst men ikke mindst må man gøre sig klart, om man overhovedet har en forpligtelse til at hjælpe: Er narkomanens problem virkelig éns eget?

Få mennesker ønsker imidlertid at bevæge sig over i den alvorlige moralske spekulation, da denne altid åbenbarer en virkelighed fyldt af skygger og gråzoner. Ingenting er nemlig så simpelt som det binære valg ja/nej, penge/ikke-penge, godt/ondt. Alverden er fyldt med alverdens komplikationer, og kun ekstremt få problemer er fuldstændig entydige.

For den, der er vant til den skødesløse socialiserings-moral kommer virkelighedens dybe og alvorlige problemstillinger næsten altid som en ubehagelig overraskelse. For hvad sker der, når man for alvor begynder at overveje hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert? Jo, virkeligheden vil uundgåeligt afsløre, at den karikerede ondskab - hvor man mener at sult og grimt sprog er gode ting i sig selv - dvs. den ondskab, som man i sin moralske snak altid vil positionerer sig i opposition til, i det at man forsikrer andre om, at man er et godt menneske, at denne berygtede grusomhed i verden ikke eksisterer på en så entydig måde i virkeligheden. Den er derimod en karikatur - en illusion.

Nu skulle man jo tro, at dette ville være en glædelig nyhed for dem, der entydigt tager patent på det gode, og konsekvent taler den gode sag. For den ondskab som de var så indignerede over, og som de tog så meget afstand fra viser sig nu som en kimære. En luftspejling. En forvrængning af virkeligheden. Og skulle disse almindelige moralske mennesker ikke finde det glædeligt, at den ondskab som de sådan hader og foragter nu viser sig at være ingenting?

Nej, meget langt fra. I reglen finder mennesket nemlig konfrontationen med virkelighedens moralske ambivalens stærkt angstprovokerende, og derfor udviser de fleste da også en voldsom modvilje imod den egentlige moral. I sidste ende tager man altså sjældent moralen synderligt alvorligt, selvom man glædeligt giver udtryk for at ville det bedste - for afrikanerne, for udlændingene, for de handikappede, ja, for alle som det på nogen tænkelig måde kan være synd for.

Dette skyldes kort og godt, at en karikeret sort-hvid opfattelse af verdens moralske dimension er langt mere bekvem end den ubehagelige og vedvarende grublen, den stadige selvransagelse, og den utrolige usikkerhed om éns egne handlingers moralske værd, som en egentlig moralsk indstilling kræver. Nej, så er det bedre ikke at tænke dybere over hvordan man handler - og begynder man at føle den mindste smule tvivl, skal man blot opsøge de andre gode mennesker, som straks er villige til at bekræfte én i at man er god, sålænge man gør dem den samme tjeneste. (Man bør dog altid huske at donere lidt penge til en godgørende organisation først, så man har en anledning til at tale om, hvordan vi alle burde gøre noget mere for verdens fattige, de hjemløse eller de spastisk lammede brevduer).

At være moralsk i egentlig forstand er derimod noget, der stiller krav til vores virkelighedsopfattelse - hvorfor det da heller ikke er tilrådeligt at kaste sig ud i moralen for de fleste mennesker. Ser man først virkelighedens flyde ud i en myriade af nuanceringer, når de bekvemme, skarpe afgræsninger imellem rigtigt og forkert, som vi kender fra vores hellige moralske socialisering - en socialisering, der nu til dags forgår i høj grad gennem medierne og som også lever i hjertet af moderne politik... ja, ser man først de almindelige kategorier godt og ondt åbenbaret i utallige blandingsforhold, i alle mulige og umulige konstellationer på virkelighedens scene - fjernt fra alverdens tomme ord - så begynder man hurtigt at betvivle sin egen plads- og sin egen identitet i en verden, der pludselig er som forvandlet til en gigantisk moralsk cirkusforestilling. For hvad er rigtigt og forkert? Og handler jeg godt eller ondt?

Både og eller hverken eller? Det kan være svært at sige... men hvad der uundgåeligt kommer til at virke forkert, forkasteligt, ja, umoralsk når først man sådan for alvor har kastet sig ud i moralske grublerier, er den almindelige selskabsmoral. Denne bliver nemlig hurtigt fuldstændig transparent, og umulig at regne for andet end, hvad den i aller dybeste forstand er: Hykleri. Den lever sit liv imellem- og i kraft af mennesker, der ikke har den fjerneste interesse i at overveje den virkelige forskel imellem rigtige og forkerte handlinger, men tværtimod har nok i deres illusioner - deres lyserøde forestillinger om det entydigt gode, og tilsvarende absurde skræmmebillede af ondskabens - fordi de i fundamental forstand er mere optagede af, hvordan de selv fremstår, end hvorledes virkeligheden hænger sammen.

Godt og ondt er nemlig ikke adskilte, men danser en uendelig og uendeligt velkoordineret vals igennem virkeligheden: Godt tager aldrig et skridt, laver aldrig én eneste bevægelse, uden at ondt øjeblikkeligt følger med, og dansen selv er den had og kærlighed der strømmer gennem livet, og gør verden så vidunderligt levende. Men godt - det er intet menneske. Og ondt - det er heller intet menneske. Nej, mennesket er på én gang ondt og godt, om man er i fred med dette faktum eller ej... og når man danser - så danser man. Det gode trin fører det onde med sig, og det onde trin det gode. Sådan er det og sådan har det altid været - og sådan har det menneskelige flertal, den socialiserede morals tro disciple, altid forsøgt at benægte at det er.

For hvem ønsker ikke at være blandt de gode mennesker? Hvem ønsker at risikerer at blive sat i bås med dårlige mennesker? Det sidste er jo en ren en image-katastrofe, mens det første er nemt og bekvemt - så hvorfor bruge tid på at overveje sagen nærmere?

Selskabsmoralens repræsentanter vil gå meget langt for at ignorere den angstprovokerende virkeligheds ambivalens, og holder således konsekvent fast i deres vrangforestillinger om moralitetens væsen. De vil have deres overfladiske snak, og deres umoralske 'mærkesager' - og de vil have en verden, der ikke gør dem opmærksomme på, at denne såkaldte 'etiske stillingstagen' blot er et ynkværdigt selvbedrag. De vil med andre ord have en verden, hvor god samvittighed er noget, der kan købes for penge, - eller i tilfældet u-landsbistand: At moralen bliver ordnet over skatten. Dette er naturligvis hverken mere eller mindre foragteligt, end dengang den katolske kirke solgte afladsbreve til den brede masse af købekraftige syndere. En praksis, som den almindelige moral i dag ironisk nok ynder at latterliggøre, da afladsbrevene netop tages som udtryk for en lidt primitiv overtro, selvom de i al væsentlighed tjente præcis det samme behov, som man i dag kan få opfyldt ved at betale til Amnesty International, Red Barnet, Røde Kors eller andre virksomheder, der udbyder god samvittighed for et beskedent beløb.

Hvor det egentligt moralske menneske altid tjener en virkelighed der er større, vigtigere og ufatteligt meget dybere end individet selv, kender dagligdagens moralister intet der er dybere end deres egen navle, og intet mere forunderligt end deres egen navlefnuller. De forstår kort og godt ikke, at etiske overvejelser overhovedet kan række udover den tomme forfængelighed - altså at et moralsk kald kan være vigtigere end dette, at man passer ind med de andre. Deres eneste målestok for moralsk ageren bliver således, hvordan man taler. Alle der bevidstløst kan gentage de centrale slogans, der på et givent tidspunkt er hippe blandt den moralske majoritet - i dag er det ting som ligestilling, solidaritet, velfærd, den gode tone, anti-racisme, tolerance og andre rungende hule begreber - alle der altså kan lære en dogmatik uden ad, er en del af klubben, af 'det gode selskab' og kan tælle sig selv blandt de gode mennesker.

Nu er den, der tager moralen alvorligt, imidlertid dømt til at gennemskue alt denne indholdsløse snak som et åbenlyst hykleri, der blot er så meget desto mere utilgiveligt, jo tydeligere den afgrundsdybe kløft imellem ord og virkelighed er. En uoverensstemmelse, som de evigt konverserende selskabsmoralister tilsyneladende ikke selv kan se, og under alle omstændigheder aldrig kunne drømme om at gøre noget ved. Hykleriet er jo for majoriteten som vandet er for fiskene - det eneste element de kan overleve i. At tage afstand fra hykleriet - og altså pludselig begynde at handle moralsk i en egentlig forstand - vil således være socialt selvmord. I hvert fald hvis man socialiserer blandt mennesker, der for alt i verden kræver anerkendelse for at kunne håndtere deres egen dårlige samvittighed - mennesker der opsøger de andre for at få bekræftet en tryg, men ultimativt neurotisk sort-hvid virkelighedsopfattelse, ligesom stiknarkomanen opsøger kanylen, stoffet og den euforiske indifferens. Altså som sagt: Majoriteten.

Flertallets moral er den, der glædeligt ignorerer negative konsekvenser på bekostning af gode intentioner. Et godt menneske er altså det, der mener det godt - og i socialiseringens navn vil man gå uendeligt langt for at undskylde enhver handling, der i sidste ende kan ledes tilbage til én eller anden god intention. Den ydre virkelighed betyder altså intet, mens den indre følelse betyder alt.

Nu har vi imidlertid ingen magisk nøgle-, intet særligt udsigtspunkt til at skue ind i andres indre, og vores eneste kilde til at afkode den gode intention bliver derfor, hvad et menneske selv siger: 'Jeg vil det gode. Jeg mener det rigtige.' Jo mere troværdigt et menneske formår at fremstå overfor andre, desto flere åndssvage konsekvenser kan vedkommendes handlinger have, uden at andre af den grund fordømmer dem. Oveni kommer, at jo bedre en persons moralske ry er blandt majoriteten, desto mere betyder det, hvem vedkommende selv anerkender som tilsvarende gode mennesker. Det gode menneske bliver på denne måde en vigtig person, et forbillede for andre, der selv aspirerer til at blive gode.

Men hvordan fremstår man bedst som et godt og moralsk menneske? Ved i allerhøjeste grad at kunne gemme sin ondskab væk, og med yderste omhyggelighed sørge for, at flertallet ikke får indblik i éns egentlige tanker - for slet ikke at tale om éns handlinger. Som filantrop kan du altså godt tillade dig at tæske din kone eller at misbruge en håndfuld børn, sålænge du kan holde det hemmeligt - og siver historien om den ægteskabelige bokseklub eller de asociale lyster alligevel ud, virker det bare så meget desto mere utroværdig, som et simpelt ondskabsfuldt rygte, desto mere overbevisende du har givet udtryk for din egen fortræffelighed.

Som oprigtigt moralsk søgende og spørgende begynder denne konstante opmærksomhed på, at fremstå så respektabel og så god som alle andre imidlertid langsomt men sikkert at træde i baggrunden, for til sidst at blive fuldstændig irrelevant. Ultimativt åbenbarer virkeligheden sig nemlig som værende hinsides godt og ondt, rigtigt og forkert i den forstand, at disse modsætningsforhold kun for alvor udtrykker den personlige dømmekraft og det individuelle perspektiv. Man forstår altså uundgåeligt noget som godt og noget som ondt, for siger man først dette er godt, siger man altid indirekte, imellem linjerne at noget andet er ondt. Er skoven altså god, så er skovbranden selvsagt ond. Den gode kærlighed står overfor det onde had. Ja, er venstre godt, så er højre ondt. Det er såre simpelt.

Når man nu - som inden for rammerne af den socialiserede moral - så hjerteligt ønsker at sige: 'Jeg er god', og man for at opnå den private følelse af moralsk tilfredsstillelse ligeså medgiver andre, at de også er gode, og derfor udvikler et kodesprog, hvor enhver der f.eks. kan sige 'demokratisk samtale', 'ligestilling', 'rumlighed' eller andet i den dur indgår i 'det gode selskab', så glemmer man imidlertid hurtigt, at man samtidig - midt i denne uskyldige socialisering - er i fuld sving med at producere fjendebilleder. For skal følelsen af, at 'vi er gode' have et reelt indhold, bliver man trods alt nødt til at afgrænse den lyserøde godhed, som man selv repræsenterer, og sætte den op overfor noget mørkt, grumt, slimet, afskyeligt, ulækkert ondskabsfuldt andet. Fordi de almindelige moralister altså ønsker at fremstille et overdrevet, endog latterligt karikeret billede af sig selv som gode mennesker, kommer de uforvarende til at male et forfærdeligt billede af de andre, og skaber således deres private anti-krist.

At male fjendebilleder anskues imidlertid ikke som en ond handling, når blot det sker indirekte - altså imellem linjerne. Så er der jo bare tale om et uheldigt biprodukt af éns gode intentioner, som man umuligt kan fordømmes for. Man ønskede jo bare at fremstå som et godt menneske, og at forsvare en moralsk position, som andre gode mennesker også anerkendte som den rigtige...

Ironisk nok elsker den dominerende flertalsmoral imidlertid også at distancerer sig fra andre, der opererer med fjendebilleder. Man hører således ofte 'tolerante' og 'oplyste' humaniora-studerende der fordømmer Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti der fordømmer 'systemet Politiken'. Politiken der fordømmer liberalisterne. Liberalisterne der fordømmer socialisterne. Socialisterne der fordømmer 'de rige'. 'De rige' der fordømmer janteloven. Og Janteloven der fordømmer 'de andre'... Det er en evig cirkel, hvor alle peger fingre af nogle, som igen peger fingre af nogle andre.

Før man ved af det, er de andre, de onde blevet gjort til virkelighedens ubestridte herskere imellem linjerne, alene fordi man ikke ønsker at skue indad, og korrigere sin egen forfejlede opfattelse af sig selv som den gode. Nej, så vil man heller regne verden som sådan for ond, og beholde sin behagelige vrangforstilling.

Nu er det ikke en bestemt gruppering af 'gode mennesker' der falder den oprigtigt moralsk søgende for brystet, men snarer det, som de alle har til fælles: At de er så optagede af at fremstå gode, og forbande det onde - en tendens som den moralske grubler må finde dybt absurd, da vedkommende i sig selv, i sit eget indre hurtigt og nemt kan få øje på såvel godt som ondt. Den, der for alvor har forsøgt at være god, altså at handle godt, vil nemlig have erfaret, hvor umuligt dette er, så længe man opererer med en streng adskillelse af det gode og det onde. Vi mennesker kender nemlig i reglen os selv meget dårligt, og den, der bevidst sætter alt ind på, at reflekterer en éndimensionel karikatur af det gode må før eller siden erfare, at virkeligheden - inklusiv vedkommendes eget virkelige væsen - er langt mere kompleks end som så.

Dette ved den moralsk oprigtige imidlertid kun, fordi vedkommende for alvor har følt sig kaldet til at reflekterer over godt og ondt - et kald, der altid oprinder i et stærkt ønske om rent faktisk at gøre det gode - for hvis man ønsker at handle godt, må man selvsagt gøre sig nogle overvejelser om, hvad 'det gode' overhovedet vil sige, og altså lære det gode at kende. Har man først reflekteret over dette spørgsmål - med alt dets tvetydighed og ambivalens - bliver det almindelige moralske hykleri før eller siden så tydeligt, at det er svært, ja umuligt at ignorere det. Man ved jo nu, at intet moralsk menneske oprigtigt ville kunne sige om sig selv: 'Jeg repræsenterer det gode, sammen med alle de andre, der siger præcis det samme som mig. Tænkte alle som jeg, ville verden være et bedre sted.' Dette ville være åbenlys hybris - det ville være idioti.

Hybris er dog i langt højere grad reglen end undtagelsen. Ikke fordi at flertallet er ubetinget onde mennesker (en tilsvarende absurd påstand), men snarere fordi at der er en så massiv tvivl, en så gennemgribende usikkerhed tilknyttet de moralske spørgsmål - en form for eksistentiel angst som de fleste bare gerne vil undgå for alt i verden. Derfor socialiserer man sig almindeligvis ud af komplikationen, og finder trøst i, at andre også har et tilsvarende simplificeret billede af virkeligheden. Man skaber altså en surrogatvirkelighed i tanken, som herefter behandles som mere virkelig end virkeligheden selv.

Men igen og igen ak! Herved kommer man til at fordømme virkeligheden selv som det eneste onde, det eneste umoralske, da denne kort og godt ikke er så entydig, så simpel og så sort-hvid, som man bliver nødt til at forstille sig at den er, hvis man vil bibeholde et billede af sig selv som et ubetinget godt menneske. Ved at tænke virkeligheden forkert, vil man før eller senere blive nødt til at møde den ansigt til ansigt - og dette vil være det samme, som éns fantasiverdens ubetingede undergang.

Vejen til helvedet er jo som bekendt brolagt med gode intentioner. Men skulle det nu være mere moralsk at fordømme destinationen, helvedet, som noget der er de andres skyld, end at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor vi overhovedet er så godt på vej derhen?

Konsensus siger: Gør blot verden til et helvede af tåbelige uforudsete konsekvenser - bare du tænker og taler rigtigt. Men jeg siger: Tænk og tal så ondt du vil - men gør ikke min verden til et helvede. Gør ikke vores verden, vores virkelighed til fjenden, bare fordi du ikke magter at kigge ind i dig selv.

Dette mener jeg er det eneste moralsk forsvarlige, så det siger jeg til mig selv - og til alle andre der har ører og en vilje til at høre.

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun