Kultur #4: 13 skikkelser fra den kulturelle kanon

Helle Thorning-Schmidt: Statsminister som et punkt på en karrierekvindes CV.

-

Lars Løkke: Opposition forklædt som undskyldning - eller omvendt?

-

Rune Lykkeberg: Pluralismens varme luft in carne.

-

Bo Lidegaard: Har vi lært noget af historien? Kan man overhovedet det? Måske én ting - så længe de andre taler grimt er det ikke din skyld.

-

Milena Penkowa: Videnskabelig objektivitet som feminint image.

-

Johanne Schmidt-Nielsen: Indigneret small-talk søger mage.

-

Ahmed Akkari: Den kulturelle tilpasnings ædle kunst - at vende på en tallerken.

-

Clement Kjersgaard: Gå hårdt til de andre, men aldrig til dig selv - det er godt TV.

-

Villy Søvndal: Solidaritet er en blodprop i ministerbilen.

-

Nik: Den søgende kunstner - drengen fra Værløse der bare gerne ville være sort.

-

Sidney Lee: AKA det post-moderne universal-geni.

-

Pia Kjærsgaard: Velfærdsstaten Danmark - national identitet som forbitret hjemmehjælper.

-

Stein Bagger: Den moderne mand som 68'er-opfindelse: Uendelig anger i det ydre - uforbederlig svindler i det indre.

Paria-konservatisme #6: OPROP!

Til Danmarks Soldater og Danmarks Folk!

 

I - Danmarks besættelse

Den 9. april 1940 smed tyskerne en mængde flyvesedler ned over adskillige danske byer med budskabet om, at Danmark af storpolitiske årsager var blevet besat.

Den populære historie lyder, at Danmark blev befriet igen godt fem år senere den 5. maj 1945.

Den populære historie er imidlertid ikke præcis. Godt nok har de tyske soldater forladt vores gader, og Hitlers nationalsocialistiske styre er for længst blevet knust - men Danmark er stadig besat.

Besættelsen hørte op på ét plan, men fortsatte på et andet.

Væk er den åbenlyse tilstedeværelse af en fysisk fremmed magt. Væk er våbnene, uniformerne og symbolerne. Væk er bevidstheden om en utilregnelig enerådende diktator, hvis vilkårlige vilje dikterer vores livsvilkår.

Men besættelsen varer ved, og besættelsesmagten er en del af vores hverdag på en anden men mindst ligeså virkelig måde i nutiden, som den var dengang.

 

 

 

 

II -Overbevisningsmagten

Danmark er åndeligt besat. Vores besættere har aldrig forladt os. De har blot antaget en ny form.

Våben er nemlig ingenting i forhold til overbevisninger.

Med våben kan man tvinge et folk til at handle imod dets vilje under trusler om død eller fængsel. Det er en primitiv magt. Våbenmagten er ligeglad med hvad vi måtte tænke om den - så længe vi bare gør som våbenmagten vil. Om vi selv vil det samme, er underordnet.

Danmark er imidlertid ikke besat af en våbenmagt. Danmark er besat af en overbevisningsmagt.

Med overbevisninger tvinges vi til at handle imod vores vilje under truslen om social eksklusion. Det er en raffineret, spidsfindig og intellektuel magt. Den er ikke rå og primitiv som våbenmagten. Til gengæld er den langt mindre ærlig.

Overbevisningsmagten er ligeglad med, hvad den konkret og fysisk kan tvinge os til at gøre. Den er udelukkende optaget af, hvad vi mener, og hvad vi tror, at den kan tvinge os til. Den er med andre ord kun optaget af at overbevise os om sin egen magt: At overbevise os om at vi selv vil det, som i virkeligheden er imod vores vilje, fordi vi frygter konsekvenserne af at sige eller tænke overbevisningsmagten imod.

Overbevisningsmagten virker ikke ved fysisk tvang, fordi den fysiske tvang er mindre effektiv end den psykologiske. Overbevisningsmagten er derfor heller ikke interesseret i, hvordan den kan straffe dem, der gør oprør imod den. Den er udelukkende interesseret i, hvordan vi selv tror at vi bliver straffet, hvis vi vover at sige den imod.

Overbevisningsmagten er nemlig selve troen på, at vi bliver straffet, hvis vi gør oprør imod den. Nærmere bestemt er det troen på, at visse overbevisninger ikke kan omstyrtes eller fornægtes, uden at et sådan oprør vil få enorme personlige konsekvenser for den oprørske.

¨

  

III -Illusionen

Overbevisningsmagten besidder således kun ét våben - nemlig illusionen. Nærmere bestemt illusionen om den sociale tvang.

Illusionen kan formuleres, som følger:

Hvis vi mener noget andet, end overbevisningsmagten vil, at vi skal mene, så eksisterer der ikke længere noget 'vi'.

 

Denne illusion er godt nok overbevisningsmagtens eneste våben, men det er til gengæld et meget effektivt ét - for det er et våben, der spiller på individets angst for ikke at høre til (dvs. frygten for at gå fortabt).

Sådan vender overbevisningsmagten individet imod sig selv. I samme øjeblik individet føler eller tænker noget, der ikke er i overensstemmelse med overbevisningsmagten, da oplever han eller hun øjeblikkeligt en følelse af, at have forbrudt sig imod et tabu. Individet føler sig i uoverensstemmelse med fællesskabet, og ængstes derfor. Denne angst er overbevisningsmagtens våben i aktion.

Hvor kommer angsten fra?

Angsten for eksklusion er oldgammel og derfor dybt rodfæstet i menneskets psykologi. Oplever vi først følelsen, kan vi ikke skjule os for den, som man kan skjule sig for en fysisk fjende, for angsten kommer ikke udefra men fra individet selv.

Individets overlevelse har i reglen altid været afhængigt af fællesskabet. Vi sætter derfor et automatisk lighedstegn imellem tilhørsforholdet til fællesskabet og overlevelse. Det er sjældent noget vi tænker aktivt over. Det er en kobling, der fungerer på instinktivt plan.

Dette instinkt strækker sig hele vejen tilbage til præ-historisk tid, der som bekendt rummer størstedelen af vor arts udviklingshistorie. I et jæger-samler-samfund var der absolut kun overlevelse, såfremt fællesskabet var én organisk størrelse, hvor hver enkelte gjorde deres for alles skyld. Hvis individet ville noget andet end fællesskabet, ville det således bringe alles overlevelse i fare inklusiv dets egen, og i en vis forstand har der derfor slet ikke været nogen modsætning mellem individets og fællesskabets vilje, da disse i sidste ende var to sider af samme sag.

Fordi individets afhængighed af fællesskabet har været med os så godt som altid, er angsten for eksklusion derfor én af menneskets allermest grundlæggende psykologiske funktioner. Og det er så denne psykologiske funktion, som overbevisningsmagten bruger som et våben.

Overbevisningsmagten sammenkæder systematisk den primale angst for social eksklusion med alle følelser, idéer, indsigter og impulser, der går imod overbevisningsmagten, dvs. imod de konkrete overbevisninger som har besat Danmark og danskerne.

Det er denne sammenkædning af angst med bestemte følelser, idéer, indsigter og impulser, der udgør besættelsesmagten. Denne sammenkædning er overbevisningsmagten.

Ved at spille på den primale angst kan overbevisningsmagten nemlig definere sig selv som værende selve den sociale inklusion. Ved konsekvent at bringe individets angst for eksklusion op til overfladen kan overbevisningsmagten iscenesætte sig selv som værende det modsatte af denne angst ved at byde sig til som det eneste værn imod den.

Vil man ikke ekskluderes fra fællesskabet bør man ikke gå imod overbevisningsmagten. Sådan får overbevisningsmagten os til at tænke.

Overbevisningsmagten overbeviser med andre ord ved tryghed. Hvis individet blot mener det samme, som overbevisningsmagten vil at det skal mene, så føler individet sig sikret imod social eksklusion. Så er individet en del af fællesskabet.

Overbevisningsmagten er imidlertid ikke tryghed - og det der går imod overbevisningsmagten, er ikke angst. Overbevisningsmagten repræsenterer med andre ord ikke fællesskabet i nogen reel forstand.

Overbevisningsmagten er alene illusionen om fællesskabet. Det er en illusion om tryghed, der defineres ud fra angsten for eksklusion. Dertil er det illusionen om, at angst og eksklusion er en retfærdig straf for dem, der vover at gå overbevisningsmagten imod.

IV -Dissociationen

Menneskets angst for social eksklusion har som sagt altid været sammenkædet med overlevelse. Overbevisningsmagten frakobler imidlertid denne forbindelse. Denne fundamentale dissociation eller adskillelse af fællesskab og overlevelse er det, som overbevisningsmagten kæmper for.

Illusionen om social eksklusion er altså midlet. Adskillelsen af fællesskab og overlevelse er målet.

Ved at adskille fællesskabet fra overlevelsen søger overbevisningsmagten at installere et nyt begreb om forholdet imellem individ og fællesskab i den kollektive bevidsthed: Individet er alene afhængigt af fællesskabet, fordi individet higer efter tryghed, og overlevelsen spiller ingen navnværdig rolle.

Følelsen af tryghed kan ultimativt ledes tilbage til visheden om at overleve. Den der var tryg, var den, hvis overlevelse var sikret for en stund. Den der var tryg, kunne hvile og slappe af for en tid, i visheden om, at ingen ydre farer truede.

Men sådan vil overbevisningsmagten ikke, at vi forstår trygheden.

For overbevisningsmagten er tryghed udelukkende et spørgsmål om at høre til. Trygheden ligger altså ikke i individets vished om foreløbig overlevelse, men udelukkende i at den enkelte føler sig accepteret.

Hermed erstattes individets og ultimativt fællesskabets overlevelse med den i sig selv tomme følelse af accept. Fællesskabet er ikke længere bestemt som en nødvendighed for overlevelsen men udelukkende som betingelsen for den individuelle følelse af tryghed (dvs. angstens fravær).

Individet har således ikke længere nogen substantiel grund til at være en del af fællesskabet (fraset den blotte angst for ikke at være det). Den faktiske overlevelse spiller ikke længere nogen rolle. Det er kun individets følelse af tryghed og angsten for at falde udenfor, der betyder noget. Alt andet er irrelevant. Overlevelsen selv er irrelevant for overbevisningsmagten.

Dette er overbevisningsmagtens primære funktion: At adskille fællesskabet fra dets egentlige mening. Fællesskabet er ikke længere en betingelse for overlevelse, men udelukkende et middel til den individuelle følelse.

Det er denne dissociation, der ligger i hjertet af overbevisningsmagten og de overbevisninger, som magten knytter sig til: At følelsen er vigtigere end virkeligheden, og at sidstnævnte både kan og bør negligeres for førstnævntes skyld.

 

V -De tre konkrete overbevisninger som Danmark er besat af.

Ved denne dissociation af overlevelse og fællesskab bliver fællesskabet således til et mål i sig selv. Socialiseringen eller den blotte følelse af at være en del af en gruppe bliver på denne måde gjort til en form for 'sandhed'. Overbevisningsmagten virker ved at tabuisere alle følelser, idéer, indsigter og impulser, der siger denne 'sandhed' imod.

'Sandheden' under besættelsen er, at den tomme følelse af at høre til er identisk med fællesskabet.

Dette kommer til udtryk i en række overbevisninger, der påberåber sig 'sandhed' alene i kraft af, at individet kan føle sig som en del af fællesskabet ved at erklære sig enig i dem. Er individet enig i disse 'sandheder', så kan han eller hun automatisk føle sig tryg og accepteret.

Det eneste som overbevisningsmagten kræver af individet for at 'bidrage' til fællesskabet, er nemlig, at disse tre overbevisninger ikke bliver modsagt. Når de ikke bliver sagt imod, kan overbevisningerne leve videre, og Danmark forblive besat.

De tre konkrete overbevisninger er:

1. Alle mennesker er lige.

2. Der findes ingen menneskelig natur.

3. Demokratiet er den eneste legitime styreform.

Disse overbevisningers magt ligger helt konkret i følgende kendsgerning:

Enhver der vover at sige dem imod offentligt, gør sig selv til et ’legitimt’ offer for social eksklusion. Derfor bliver de i reglen ikke modsagt men accepteret.

Dengang tyskerne var en konkret, fysisk tilstedeværelse i Danmark, undlod man i almindelighed også at protestere imod nazismen offentligt. Man talte (og tænkte) måske nok privat om sine antipatier, men kun til mennesker man kendte og stolede på. Enhver organiseret modstand foregik i undergrunden fjernt fra offentlighedens rampelys.

Det forholder sig på lignende vis under overbevisningsmagtens åg: Mange er ikke enige i overbevisningerne, men kun meget få vover at sige dem imod. Mange vover end ikke at tænke dem imod, fordi tanken alene giver dem ængstelige symptomer.

At kun få vover at sige disse tre overbevisninger imod anføres ofte som et 'bevis' på overbevisningsmagtens legitimitet. Man påstår at de ikke bliver offentligt tilbagevist, fordi de er 'sande'. Det er imidlertid ikke sandheden. Den eneste grund til at stort set ingen vover at sige dem imod, er nemlig angsten for den sociale eksklusion, og overbevisningernes magt hviler udelukkende på, at dette forhold bestandigt holdes under overfladen via den instinktive offentlige og private selvcensur, der forbyder at lade overbevisningsmagtens sande natur blotlægges for den individuelle og kollektive bevidsthed.

Overbevisningerne lever altså ved tabuets magt og ikke ved sandhedens.

 

VI -Den konkrete magt der knytter sig til de tre overbevisninger


1.

Overbevisningsmagten besidder en indre logik. Dette er magtens konkrete udfoldelse. Det er sådan de tre overbevisninger cementeres som dogmatiske 'sandheder', og det er sådan alle følelser, idéer, indsigter og impulser, der går imod disse overbevisninger, effektivt bliver isoleret bag en tabuiseringens mur.

I modsætning til den fysik-aggressive våbenmagt er overbevisningsmagten primært psykologisk-passiv. Overbevisningernes konkrete magt-logik udspiller sig på en passivt-aggressiv måde.

Overbevisningsmagtens passivt-aggressive logik udfolder sig som følger:

A. De tre overbevisninger holdes stiltiende for det 'naturlige' fundament for et 'sandt' fællesskab.

B. Enhver der føler, tænker, indser eller agerer på en måde, der byder det 'naturlige', 'sande' fællesskab imod, angriber fundamentet for det 'naturlige', 'sande' fællesskab.

C. Den der føler, tænker, indser og agerer i opposition til overbevisningerne, bestemmes således som værende i opposition til det 'naturlige', 'sande' fællesskab. Han eller hun bør derfor ekskluderes fra fællesskabet.

Logikken er med andre ord meget simpel, banal og 'moralsk': De tre overbevisninger accepteres ukritisk som det gode, og alle der er imod det gode er selvsagt onde.


På denne subtile måde dehumaniseres alle, der kritiserer de tre overbevisninger.

2.

Dehumaniseringen af alle, der føler, tænker, indser eller gør noget, der går imod overbevisningsmagten, sker på følgende specifikke måde.

Siges den første overbevisning

alle mennesker er lige

imod, tolkes udsagnet kategorisk som følger: Den der ikke mener at alle mennesker er lige, anser sig selv for at være mere værd end andre. Dermed anser hun andre for at være mindre værd end sig selv. Derved retfærdiggør hun, at nogle mennesker bliver marginaliseret. Derfor fortjener hun selv at blive marginaliseret.

Siges den anden overbevisning

der findes ingen menneskelig natur

imod, tolkes udsagnet kategorisk som følger: Den der mener, at der findes en menneskelig natur, mener at nogle er mere i overensstemmelse med denne natur end andre. Dermed anser han nogle grupper af mennesker (defineret ved livsstil, seksuel orientering, tro, eller andet) for at være mindre naturlige end andre. Derved retfærdigør han at disse grupper marginaliseres. Derfor fortjener han selv at blive marginaliseret.

Siges den tredje overbevisning

demokratiet er den eneste legitime styreform

imod, tolkes udsagnet kategorisk som følger: Den der mener, at der findes mere legitime styreformer end den demokratiske, mener, at nogle (grupper eller enkelte mennesker) bør overdrages den politiske magt på bekostning af folket. Dermed anser hun nogle (grupper eller enkelte mennesker) for at være hævet over folket. Derved retfærdiggør hun at nogle (grupper eller enkelte mennesker) undertrykker folket. Derfor fortjener hun selv at blive undertrykt.

Disse rationaliseringskæder bliver selvsagt ikke gennemløbet bevidst, hver eneste gang overbevisningerne siges (eller tænkes) imod. Overbevisningsmagten består derimod i, at alle følelser, indsigter, idéer eller impulser der går imod de tre overbevisninger instinktivt kædes sammen med:

A. Billedet af en person der dybest set ikke ønsker andet end at undertrykke og marginalisere andre.

Og

B. Retfærdiggørelsen af at denne person selv bliver undertrykt og marginaliseret.

Overbevisningsmagtens magt ligger med andre ord i, at enhver der gør oprør imod overbevisningerne, nødvendigvis vil blive opfattet som ond - fordi vedkommende ytrer sig imod selve det, som man almindeligvis ukritisk antager for at være det gode.

Om de tre overbevisninger rent faktisk er konstituerende for fællesskabet (hvilket de ikke er), er således irrelevant for overbevisningsmagten. Det eneste der betyder noget er, at de ukritisk bliver opfattet sådan.

Det spiller heller ingen rolle, om man individuelt faktisk mener, at alle der taler overbevisningsmagten imod er onde. Individuelt kan man som sagt mene, hvad man vil om de tre overbevisninger.

Det centrale er, at kun meget få vover at sige overbevisningerne imod offentligt. For ved at sige dem imod offentligt stiller man sig selv i skudlinjen for at blive stemplet som ond af andre.

Derfor undgår de fleste mennesker helst at tale 1. imod ligheden 2. for at mennesket skulle have en natur eller 3. imod demokratiet på den offentlige arena. For man frygter at blive stigmatiseret som værende imod fællesskabet som sådan, og dermed blive dømt som ond, hvis man gør det.

Ingen ønsker jo at blive ekskluderet. Og det er denne frygt for eksklusion, som overbevisningsmagten søger at vende til sin egen fordel.

 

VII -Offentlig erklæring af oprør mod overbevisningsmagten 

Overbevisningsmagtens besættelse af Danmark hører ikke op, så længe vi accepterer illusionen om, at vi bliver ekskluderet fra fællesskabet ved at sige de tre overbevisninger imod.

Vi bliver nemlig ikke ekskluderet fra fællesskabet ved at gøre oprør mod overbevisningsmagten - vi bliver kun ekskluderet fra den tomme følelse af fællesskab. Det er kun denne følelse, som overbevisningerne har magt over. Intet andet.

Som sådan risikerer man kun individuelt at blive ekskluderet fra fællesskaber, der er funderet på denne tomme følelse af tryghed. Det er imidlertid intet stort tab, da det eneste sådanne 'fællesskaber' alligevel har til fælles er, at de ikke vover at sige overbevisningsmagten imod.

Den tomme følelse af et fællesskab er som sagt et fællesskab, der er dissocieret fra enhver idé om overlevelse, og udelukkende lever på, at de implicerede individer føler sig accepterede. Enhver der er mere interesseret i at overleve end i at føle sig accepteret, gør derfor ret i at frasige overbevisningsmagtens 'sandhed' offentligt. Det er nemlig ikke så farligt, som overbevisningsmagten ønsker at vi skal tro eller mene.

Der behøver ikke at være tale om nogen bombastisk udmelding. Udmeldingen behøver ikke at blive læst, hørt, eller endog forstået af mange. Den bør blot være til rådighed i offentligheden, så den der leder efter den, kan finde den, og føle glæde ved at andre ønsker at kaste besættelsen åg af sine skuldre, og gøre sig fri af det tomme 'fællesskab', der i dag går for at være fællesskabet i Danmark.

Det er ikke et fysisk oprør som at skyde en politiker eller sprænge en bro i luften. Det er et psykologisk opgør med en magt og nogle overbevisninger, der går det sande fællesskab imod. Det er en rituel handling - ikke en politisk.

Besættelsesmagten er nemlig illusorisk - og den virker kun, så længe vi ligger under for dens illusioner. En rituel offentlig proklamation er således blot en psykisk renselsesproces, hvor individet vender sig væk fra den illusoriske idé om et 'følelsesfællesskab' og derimod proklamerer, at han eller hun ønsker det ægte.

Når dette er sagt erklærer jeg, Jakob-Jeshurun derfor højt, tydeligt og offentligt:

Alle mennesker er ikke lige!

Der findes en menneskelig natur!

Demokratiet er ikke den eneste legitime styreform.

Samtidig opfordrer jeg alle til på deres egen måde at gøre det samme.

Dette er kun et beskedent bidrag til et oprør mod den fremmede magt, der har besat Danmark og danskerne. Men ethvert bidrag er vigtigt. For først når overbevisningsmagten er fordrevet fra vores hjemstavn, kan vi igen håbe på og arbejde for, at et legitimt og overlevelsesdygtigt fællesskab vil erstatte vores nuværende tomme fællesskab, der kun handler om at føle sig inkluderet og accepteret, uagtet enhver dybere indsigt i fællesskabets faktiske funktion.

Følelser betyder nemlig intet. Kun virkeligheden betyder noget. Dette gælder i alle sammenhænge - også for fællesskabet.

I hvert fald for den, der ønsker at leve frit blandt ligemænd og ikke som et gidsel fanget i et selvmorderisk samfund.

 Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun

Diverse #6: Den selvstændige tanke

Normalt priser man selvstændig tænkning. Men i virkeligheden er sand selvstændig tankegang forhadt.

Dette er fordi man priser den tankegang, der ser ud som om, den er selvstændig, i langt højere grad end man værdsætter de tanker, der faktisk er det.

Alle har deres egen idé om, hvordan selvstændigheden ser ud - men det er blot deres idéer. Kun exceptionelt få kan genkende den ægte selvstændige tanke, når de møder den.

Hvorfor det? Fordi den ægte selvstændige tanke aldrig ser ud, som vi tror at den ser ud, og aldrig taler, som vi mener, at den burde tale. Selvstændigheden er nemlig ligeglad med, hvad vi mener om den. Den er-, og vil for evigt være det, som den er, uden det mindste hensyn til hvordan man så måtte mene, at den burde være.

Den selvstændige tanke tænker kun sig selv, og henter intet udefra. Den kender sig selv. Den har nok i sig selv. Om du eller jeg måtte tænke anderledes, berører ikke den selvstændige tanke. Og ligesom den selvstændige tænkning er ligeglad med, hvad vi tænker for os selv om dette og hiint, og fuldt tilfreds med sin egen tænkning, således er den også indifferent overfor, hvad vi måtte tænke, at den selvstændige tanke er.

Hvad vi måtte tænke, spiller ingen rolle i forhold til, hvad den selvstændige tanke egentlig er.

For dem der måtte mene, at selvstændigheden er en dyd, vil den derfor ofte tage sig ud som en synd, mens den for dem der mener, at selvstændighed er en synd, kan vise sig som den højeste dyd. For dem der mener, at den er god, vil den ofte vise sig som ond og vice versa. Ikke fordi den selvstændige tanke er hverken dyd eller synd, god eller ond - men fordi den i hovedreglen er noget andet end det, som vi tænker og mener om den.

Det er en banal konstatering, og dog er der næsten ingen der forstår den. I hjertet tror den enorme majoritet af mennesket nemlig, at selvstændigheden tænker, som de selv tænker. Intet kunne imidlertid være mere forkert. Den selvstændige tanke tænker, som den selv gør - og ikke på nogen som helst anden måde. Den ved, hvad den ved, og er uvidende om det, som den er uvidende om. Ønsker den at lære noget, så lærer den det, og ønsker den at lære noget fra sig, så gør den det.

Men hvis det ikke er det, som den selvstændige tanke ønsker, så lader den være, og verden kan hverken gøre til eller fra.

Selvstændighed er nemlig frihed, og friheden er ubundet. Den kan ikke tvinges af nogen eller noget - end ikke af sig selv.

Bare fordi hele verden siger, at det her er rigtigt, og at det der er forkert, betyder det jo ingenlunde, at den selvstændige tanke mener det samme. Men det betyder heller ikke, at den mener det modsatte. Det betyder udelukkende, at den mener, hvad den mener.

Den selvstændige tanke tænker kun det, der er rigtigt for den selvstændige tanke selv. Kan tanken ikke tænke noget som virkeligt, så er det altså uvirkeligt. Det er bare sådan det er for selvstændigheden - uagtet af at de fleste kalder det uvirkelige for det virkelige. Den selvstændige tanke tager intet for gode varer, alene fordi at andre siger, at det forholder sig sådan, at denne eller hiin vare er god. Men kan den selv tænke og tage en vare for god, så vil den være god for den selvstændige tanke, uagtet at hele verden kalder den for noget andet, for ond, forfærdelig eller dum.

Hvad den selvstændige tanke kender som sit eget, tager den nemlig alvorligt, og respekterer som i allerhøjeste grad virkeligt. Denne virkelighed er den eneste alvor, der findes for den selvstændige tanke.

Mindst af alt tager den selvstændige tanke denne tanke alvorligt: 'Jeg tænker selvstændigt'. Den tanke er for selvstændigheden noget af det latterligste, da 'jeg tænker selvstændigt' i reglen er det mest uvirkelige bedrag, der kan opdrives. Som oftest når denne tanke melder sig, har den absolut intet på sig. Den kommer nemlig fra alt muligt andet end sig selv. Derfor kan den selvstændige tanke sjældent heller dy sig for at le af denne dårskab. For det er netop hvad det er: Dumt og intet andet.

Jeg tænker selvstændigt...

Dette er grunden til, at majoriteten altid vil hade og frygte den selvstændige tanke: For den selvstændige tanke minder dem, der i særlig grad mener at de tænker selv, om, at de for det meste ikke gør det - og aldrig kommer til det. I hvert fald ikke så længe at de insisterer på at have ret i deres påstand. For hvordan kan de vide det?

At tænke selv har jo intet at gøre med at ønske at tænke selv At tænke selv er noget ganske andet end at mene, at man tænker selv. Den selvstændige tanke er netop det: Selvstændig. Den tilhører ingen ud over sig selv. Den anerkender ingen autoritet ud over sin egen. Den oprinder i sig selv, og vender tilbage til sig selv. Den giver intet af sig selv uden at tage det tilbage, og den tager intet uden at give igen. Den træller ikke for nogen eller noget, og intet træller for den. Den har intet mål ud over sig selv og intet middel uden for sig selv.

Hvad man måtte ønske eller håbe eller mene at den selvstændige tanke er, det spiller ingen rolle. Ligesom man kan kalde virkeligheden for fantasi og fantasien for virkelighed, uden at dette gør nogen virkelig forskel, er den selvstændige tanke uberørt af, hvad vi mener at den burde være.

Om noget menneske måtte tænke selv, da er det menneske ikke adskilt fra den selvstændige tanke. I så fald er friheden og mennesket ét - men friheden tilhører på ingen måde mennesket. Friheden er mennesket - og mennesket er friheden. Sådan forholder det sig for det frie menneske, der vandrer med den selvstændige tanke, uafhængigt af hvad mennesket selv eller andre måtte mene og tro. Det er bare sådan, som det er.

Er det frit, så er det frit, og er det ikke, så er det ikke.

At møde det frie menneske er en utrolig sjældenhed. Få oplever det i deres livstid, og de fleste af dem der gør, lægger slet ikke mærke til det, da selvstændigheden lægger ligeså lidt vægt på at overbevise andre om sin egen eksistens, som en ko, eller en sky, eller et græsstrå gør det. Ligesom koen, græsstrået og skyen er, hvad de er, uden at skrive afhandlinger eller opstille beviser for at de er det, sådan er den selvstændige tanke også bare, hvad den er. Vi kan opstille et internationalt forskersamfund der enigt konkluderer, at der ikke eksisterer køer, og vi kan bygge et samfund på tanken om, at grænsstrået er en myte, men dette gør hverken til eller fra for koen eller græsstrået. Den samme indifferens er, hvad der gør det frie menneske så ulig andre mennesker: Han gør ikke sig selv til noget andet, end han er. Hverken bedre eller værre, smukkere eller grimmere, klogere eller dummere. Og hvis én kalder ham klogere end han er, tøver han ikke med at kalde sig selv for dum, ligesom han ej heller ser sig selv som mindre smuk, alene fordi andre mener at han er grim.

Hvis et menneske endelig lægger mærke til selvstændigheden i et andet, så er det som regel fordi det frie menneske truer det ufrie menneskes illusioner om, hvad selvstændig tænkning og frihed i virkeligheden er. Intet behager nemlig den ufrie som at tro, og at tænke, og at mene at han selv er fri, eller selvstændig, men den sande selvstændige tanke og det virkeligt frie menneske bryder sig ikke om at tage hensyn til, hvad andre måtte mene om hverken det ene eller det andet eller det tredje.

Det frie menneske der vandrer med den selvstændige tanke, ved hvad det ved, og er uvidende om det, som det er uvidende om. Det ufrie menneske mener derimod at vide, hvad det ikke ved, og ikke at vide det, som det rent faktisk ved.

Derfor er det frie menneske altid til glæde for det frie menneske: For i det frie menneske genkender det frie menneske sig selv. Og af samme årsag er det frie menneske til stor gene for det ufrie menneske, da den frie er alt det, som den ufrie i allerhøjeste grad ønsker og mener, at han selv er, og dog på alle leder og kanter er fuldstændig anderledes.

Den ufrie mener derfor at den frie er ufri. Ligesom den frie genkender sig selv i den frie, og ser et frit menneske, genkender den ufrie også sig selv, i det han ser en vanskabning, et uhyre, eller en mand i lænker. Forskellen er, at den frie ved, at han blot ser sig selv og ikke postulerer andet, mens den ufrie til sin dødsdag vil holde fast i, at den frie er noget ganske andet end ham selv - også selvom han inderst inde ved, at det er ham selv, den er gal med.

Den selvstændige tankes blotte eksistens minder det ufrie menneske om det, som det ved, selvom det ikke selv tror, at det ved det: Nemlig at det, som det ved, ikke er noget som det ved, men blot noget, som det tror, at det ved. Og det ved den ufrie egentlig godt, selvom han af frygt for sandheden gemmer det bort, og kalder sin tro for viden, og sin viden for tro.

At hele verden kalder noget for sandt, betyder ikke, at det ikke er falskt.

At hele verden kalder noget for falskt, betyder ikke, at det ikke er sandt.

Hvad du har hørt, er hvad du har hørt.

Hvad du tror, er hvad du tror.

Hvad du mener, er det du mener.

Sådan er det.

Det har intet med dig at gøre.

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun 

Konservativt #4: Konservatismen i grundtræk (4/5)

(Dette er fjerde del af en lang artikel om konservatisme. Indledningen finder du her: 'A. Om konservatismen generelt: Politik og verdensanskuelse'. Anden del finder du her: 'B. Konservatismen som -isme: Samfund og individ'. Tredje del her: 'C. Konservatismen som konservativ -isme: Værdier og valg'. Det afsluttende afsnit 'E. Konkluderende bemærkninger' følger inden for en nær fremtid).

D. Konservatismen og staten: Tabu og norm

I.

I tråd med den hidtidige karakteristik af den konservative ideologi og dennes rødder i et konservativt verdenssyn har vi nu, hvor staten (langt om længe vil nogle nok mene) begynder at blive synlig som et problem, en rammeforståelse at modellere statsopfattelsen efter.

Staten er samfundets administration - hverken mere eller mindre. Vi kan sige at staten leverer de formelle rammebetingelser for menneskerne i samfundet, hvilket vil sige: Loven.

Loven er et samfundets form, ligesom samfundet er lovens indhold - dvs. at loven qua lov altid gælder for et faktisk eksisterende fællesskab. Det er således umuligt at forestille sig et samfund uden stat og vice versa, da stat og samfund er to sider af samme sag. Derfor er det i sagens natur også umuligt at opspore et samfund uden lov, da lovmæssigheden for rigtig og forkert opførsel er en integreret del af selv den mest primitive kultur.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi finder bureaukratiske administrationer eller nedskrevne love hos indianerstammer i den sydamerikanske regnskov, eller andre isolerede levninger fra den uciviliserede menneskehed. Hvad vi imidlertid altid vil finde i selv det mest tilbagestående samfund er idéen om tabu. Tabu er lovens ånd, og denne er tilstede i alle menneskesamfund, da tabu på linje med valg, sprog og normer er noget af det, der på afgørende viis adskiller mennesket fra de øvrige dyr.

'Stat' er blot ordet vi bruger i et samfund, hvor samfundets lovgivende instans har udviklet sig til en mere eller mindre selvstændig administrativ enhed. Og nøglekonceptet for en sammenhængende konservativ idé om staten - altså en idé om staten som en integral størrelse i et større verdensbillede - er 'tabu'. Håndhævelse af tabu er nemlig det basale kollektive behov, som staten slår sine rødder i og suger sin næring fra. Uden tabu er ingen stat altså mulig.

Jeg vil igen inddrage ordbogens definitioner for at sikre klarheden i fremstillingen, og så at sige tvinge læseren til at dvæle ved ordets betydning.

Tabu kan enten være et substantiv:

---

1. RELIGION forbud mod at omtale eller have kontakt med bestemte personer, dyr eller fænomener som i visse kulturer menes at besidde særlig stor kraft eller at være urene.

1a. område eller emne som man i en kultur ikke beskæftiger sig med fordi det vækker stærke følelser, fx af skam eller blufærdighed

Kilde: http://ordnet.dk/ddo/ordbog?select=tabu,1&query=tabu

---

Eller det kan være et adjektiv:

---

som man undgår at tale om eller beskæftige sig med af sociale eller religiøse årsager.

Kilde: http://ordnet.dk/ddo/ordbog?select=tabu,2&query=tabu

---

Når vi taler om staten som samfundets administration og således taler om loven som samfundets form taler vi om strukturen af et samfunds tabuer. Lov vil altså i denne forstand ikke sige andet end et højt udviklet systematiseret håndtering af tabubelagt adfærd, dvs. adfærd der over en bred kam både må og skal forkastes som udtryk for noget forkert.

Tabu grunder konservativt talt i det fælles liv, dvs. at intet enkelt menneske og ingen gruppe af mennesker er herrer over samfundets tabuer. Et tabu er snarere en direkte ytring af samfundsorganismen selv, præcis ligesom de værdibærende normer er det. Tabuer er altså ikke noget, som det enkelte individ vælger til eller fra, men snarere noget der i en væsentlig forstand altid er der i forvejen - præcis ligesom normerne er det.

Individets muligheder for at udfolde (vælge) sit liv vil altid tage retning i forhold til de overleverede retningslinjer for rigtig og forkert opførsel, dvs. i forhold til hhv. norm og tabu.

II.

Norm og tabu udgør to ekstremer (poler) for det individuelle valg.

Normer udtrykker et fælles idealbillede af det gode valg. Tabu er omvendt vrangsiden eller det negative spejlbillede af normerne: Tabu repræsenterer altså det dårlige, onde og forfærdelige i et samfund, symmetrisk med normernes fremstilling af det rigtige, gode og fortræffelige. De to koncepter lader sig ikke adskille, ligesom vi heller ikke kan tale om op uden at have en idé om ned - eller om en himmel uden et helvede for den sags skyld.

Det er selvfølgelig ikke alle tabuer, der direkte berører statens virke: Meget er kun uacceptabelt i social sammenhæng, som ikke nødvendigvis er en sag for loven. Loven håndtere kun de store tabuer, dvs. den officielle fordømmelse. Den repræsentere den suveræne ret til at isolere- og ekskludere samfundsskadelige elementer, nemlig individer der vælger absolut forkert. Disse 'store tabuer' vil imidlertid altid ligge i forlængelse af 'det lille tabu' der reguleres gennem den almindelige socialitet i et samfund, nemlig normerne for acceptabel adfærd.

Statens gebet er altså først og fremmest den officielle udmåling af straf for samfundsskadelig adfærd. Staten repræsenterer det eksklusive monopol på isolering af samfundsfjendtlige elementer, dvs. afstraffelsen af dem, der obstruere mulighederne for at leve i fælles harmoni. Sidstnævnte er altid repræsenteret ved normerne - og den definitive krænkelse af normerne er den ultimative tabubelagte-, altså kriminelle adfærd

Spørger man som konservativ sig selv: Hvordan bør staten tjene sit formål? da tvinges man således til en dobbelt konklusion: På den ene side skal staten sikre straffen i forbindelse med alvorlige tabubrud, men på den anden side kan staten aldrig i sig selv definere hvad der konstituere et tabu. Staten kan nemlig kun handle i forhold til et indhold, der ikke kommer fra staten selv - og som på sin side er langt mere betydningsfuldt end den 'tomme' formelle statsvirksomhed alene.

Hvad er dette indhold? Jo, det må nødvendigvis være samfundsorganismen og os, de individuelle mennesker, der igennem vores valg enten nærmer os eller fjerner os fra en eksistentiel konservatisme, dvs. en større eller mindre forståelse af os selv ud fra en forståelse af det fælles liv og samfundets rammebetingelser. Nærmer vi os normerne lever vi som gode samfundsborgere, men fjerner vi os omvendt fra normerne via vores valg dissonerer vi med den overordnede harmoni.

Her render vi panden mod den problemstilling, som i så udtalt grad er definerende for konservatismens nuværende ideologiske krise. Det altoverskyggende problem for den moderne konservatisme er nemlig, at tanken om samfundet som en organisk enhed selv er blevet tabu. Det fælles liv regnes som noget vilkårligt-, hvis da ikke ligefrem som en gene for individet. Individualismen er omvendt blevet selve grunddogmet for vores tid, hvor den egocentriske, selvhævdende opførsel tidligere blev anskuet som det anstødelige og forkerte.

Denne 'tabuomvending' viser sig i dag kulturelt i det vi hylder det handlekraftige individ - eller den handlekraftige gruppe af individer - som den samfundsbærende kraft, hvor tidligere tiders kunst og moral vendte sig imod abstrakte idealer såsom Gud, det gode eller det skønne: Værdier der åbenlyst repræsenterede fælles bindende normer, der stod over den enkelte og var hinsides menneskets kontrol. Tidligere var det største individ altså ham eller hende, der i højeste grad underkastede sig selv de større magters tjeneste, mens man i dag omvendt hylder den, der lever efter sin egen lov - med den paradoksale krølle, at vedkommende imidlertid aldrig i sin uudgrundelige selvstændighed må krænke andres ret til at leve efter deres egen lov i processen.

Det suveræne moderne tabu er altså den ydre begrænsning af det frie individs - eller gruppen af frie individers virke.

Alle har nemlig lov til at leve som de 'har lyst' (som det med en rammende vending lyder: Det er overalt lysten der driver værket). Hvad vi individuelt måtte have lyst til betragtes som noget, der er isoleret fra selve statens virksomhed. Loven tjener altså i dag at værne om den individuelle lyst, fordi individets lyst konsekvent udlægges som samfundets primus motor. Om dette så fortolkes som den enkeltes ret til frihed eller velfærd er i sagens natur underordnet. Det vigtigste - den moderne grundoverbevisning - er nemlig, at individet i så vidt muligt omfang skal have lov til at leve efter sine egne ønsker. Striden står så om, hvordan vi i videst mulig forstand sikrer at individet har mulighed for at lyde sine ønsker.

Den larmende uenighed mellem socialister og liberalister består altså egentlig ikke i andet end bestemmelsen af, hvor undertrykkelsen af det frie individs ønsker kommer fra: Kommer den fra staten (liberalisme) eller fra samfundet (socialisme)? Som liberal mener man således at statens primære virke består (eller burde bestå) i at begrænse sig selv til at værne om en række få, klare principper (individuelle rettigheder) mens socialisten omvendt mener at staten bør (eller burde) opdrage på samfundet, og aktivt lovgive imod alt adfærd og alle normer, som man mener gør nogle individer mere/mindre frie end andre.

Den moderne diskussion om staten baserer sig altså på en konsensus om det 'frie, lige' individ. Individet er ultimativt statens mål - og alle normer, der i en eller anden forstand fornægter individet bør tabuiseres. Derfor fører liberalister vendetta mod allehænde stats-sponserede bureaukratier, mens socialister omvendt bekriger det private erhvervsliv som den store Satan. Begge grupperinger kæmper nemlig for at nedbryde bestemte normer: Liberalisten kæmper mod den almene idé om omfordeling, mens socialisten kæmper mod egennytten.

Kampen mellem socialister og liberalister er evig, og der vil aldrig findes en vinder. De to politiske retninger forudsætter nemlig hinanden, i den forstand at de repræsentere to modsatrettede-, men lige legitime tolkninger af et og samme ideal, nemlig idealet om det frigjorte individ (omend liberalismen utvivlsomt er mere fornuftig). Dette er også kendt som ligheden: Den nye tids- og Det nye samfunds ideal par excellence.

Så længe vi som samfund har et lighedsideal, vil vi have liberalister og socialister. Ligheden har vi imidlertid kun, fordi samfundsorganismen giver ligheden som en norm: Dvs. at langt størstedelen af vort nuværende samfund instinktivt vil være enige i udsagnet om, at lighed i sig selv betegner noget positivt, vigtigt og attråværdigt - også selvom de færreste har nogen klar idé om, hvad 'lighed' egentlig betyder.

Dette efterlader konservatismen i en akavet ideologisk position, da den per definition er ekskluderet fra at gøre ligheden til et ideal: Ligheden består nemlig i en omvending af alle tidligere idéer om magten som det, individet bør tjene - og som individet får sin individuelle karakter af at tjene. Normerne i dag fordrer nemlig at magten skal tilstrømme det enkelte menneske, og at den magt der ikke er rettet mod den enkelte per definition er undertrykkende, hvorfor den bør omstyrtes.

Den oprigtigt konservative, der taler for et konsistent verdensbillede med rod i troen på det fælles liv - samfundsorganismen - vil altså uundgåeligt tale de moderne normer lodret imod. Dette er selvsagt politisk selvmorderisk i et demokratisk samfund, hvor den brede masse i sidste instans bestemmer alt.

III.

Dermed har vi effektivt ikke lov til at leve som vi har lyst til, hvis vores lyst måtte gå i retning af tidligere tiders idé om at tjene det fælles liv politisk. For det moderne tabu, som vores stat håndhæver, er, at der enten ikke findes noget fælles liv overhovedet, eller at det fælles liv altid må være underordnet idéen om individet. Alle værdier (som vi i dag mener oprinder i individet eller i individerne) er nemlig ligestillede. Vi kan således ikke tillade os officielle anbefalinger af nogle værdier frem for andre igennem vores lovgivning, da en sådan type 'diskrimination' er dybt tabuiseret.

At lovgivning per definition er diskriminerende er således heller ikke noget vi taler om, eller anerkender. Dette skyldes igen den kollektive lighedsnorm, der byder os at fortie eller ignorere enhver idé om, at lighed på den ene eller anden måde kan opfattes som et undertrykkende ideal. Altså italesætter vi ikke problemstillingen, at vi som samfund kollektivt har accepteret en norm, der måske kunne være skadelig og undertrykkende i sig selv. Lighedsnormen er nemlig, at der ikke burde være nogle skadelige og undertrykkende normer. Stiller vi først spørgsmålstegn ved ligheden, bliver vi derfor i udgangspunktet opfattet som mennesker, der ønsker at undertrykke og marginalisere andre - lige meget hvor fjernt sådanne impulser så end måtte ligge fra vores egentlige intentioner.

Det falder os med andre ord ikke ind, kollektivt, at lighedsnormen overhovedet kunne være noget andet end ønskværdig og retfærdig. Ligheden er kort og godt blevet vores mest almene udtryk for det gode, på det overordnede samfundsplan. Ergo er standardopfattelsen af staten, at den så vidt muligt bør kæmpe- og lovgive imod ulighed. Om ulighedstruslen så måtte komme fra staten eller fra samfundet er i denne sammenhæng underordnet.

Denne opfattelse gør selvsagt den frivillige underkastelse til tabu. På det individuelle plan ser vi f.eks. skævt til kvinder, der vælger at leve efter det traditionelle familiemønster, ligesom vi håner de stærkt troende (kristne) - og i almindelighed, alle dem, der tror, at vi alle ikke er lige i udgangspunktet (det er her det berømte argumentum ad Hitlerum kommer på bordet gang på gang).

Alligevel kan vi - desværre, vil de venstrorienterede nok mene - ikke lovgive imod individuelle, frie valg, omend vi altid betragter sådanne valg af underkastelse med ekstrem mistænksomhed. Kvinden der vælger at gå hjemme må være blevet hjernevasket, den kristne må være for dum til at forstå naturvidenskabens nådegave - og dem, der siger at mennesker per definition er ulige, de må i én eller anden forstand være onde.

(Her ser jeg naturligvis bort fra den altid kontroversielle debat om Islam - en blind vinkel for den moderne lighedsdiskurs, der ikke besidder et tilstrækkeligt 'forståelsesspænd' til overhovedet at begribe hvad Islam er).

Når vi lovgiver gennem staten i dag er det primært for at tjene 'normen' lighed, hvilket betyder tabuiseringen af enhver ulighedstankegang. Derfor beskylder liberalister altid socialister for at være totalitære, mens socialister omvendt beskylder liberalister for at være selviske og umenneskelige. For at hver fløj kan kæmpe for sin egen lighedsvision har de nemlig behov for et potent fjendebillede at kæmpe imod.

Men hvor stiller det den konservative? Han er fanget som en hund i et spil kegler. Dagens såkaldte 'politiske spil' kører nemlig efter et regelsæt som den konservative umuligt kan anerkende som sit eget, da hele 'spillets' legitimitet forudsætter en betingelsesløs accept af den ukonservative norm par exellence: At samfundet som en organisk enhed fornægtes som en faktisk størrelse, men derimod altid kan reduceres til de involverede individer.

IV.

I den lighedsideologiske hanekamp falder konservatismen altså naturligt udenfor.

Konservativt talt er det gode samfund gennemsyret af den tjenende indstilling, fra individet og op til staten og hinsides. Individet vier sit liv til at tjene det, der er kommet før individet selv, i samklang med andre, og statens ultimative mål bliver derfor at tjene og opretholde den orden på makroplan, som på det individuelle mikroplan er alpha og omega for det gode liv.

Lighedsidealet fordrer omvendt en profiterende indstilling: I lighedstænkningen er der nemlig altid nogle, der skal have mere, ved i højere grad at blive ligestillede: Om det så er de fattige og minoriteterne, der skal have særlige rettigheder og få flere midler via statslig omfordeling, eller om det er de rige, der ikke burde tvinges til at betale højere skat end os andre. Der må altid være nogle, der burde være mere lige end det faktisk er tilfældet. Hvis det ikke var fordi at uligheden var et faktum ville lighedstænkerne (egalitaristerne) ikke have noget at kæmpe for.

Denne politiske diskurs er som sagt en refleksion af en samfundsmæssig norm: Nemlig den almindelig opfattelse af, at de bedste muligheder for at leve sit eget liv er dem, som man i højeste grad selv profitterer på, på den ene eller den anden måde. I sidste ende er det altid 'all about me'. På den ene side har vi eksempelvis en kollektiv besættelse af materiel velstand, og på den anden side et ideal om selvrealisering. Vi mener følgelig at de bedste muligheder for os selv som enkelte mennesker, og i forlængelse heraf, for os alle som samfund, er dem, der på lige viis sætter os alle i stand til at opnå én eller anden form for personlig profit, om denne så forstås i form af penge eller selvstændighed.

Vores kollektiv almindelig indstilling til livet er med andre ord: Tag hvad du kan få.

En ægte konservativ indstilling er derimod: Giv hvad du kan.

Konservatismens ideal om det gode liv og det gode samfund er med andre ord i fundamental opposition til den politiske mainstream. Konservatismen er derfor blevet ideologisk isoleret bag en mur af tabu, da alt hvad der peger imod en konservativ indstilling som alt andet end et strengt personligt valg er alt det, som vi ikke taler om politisk set. At begribe konservatisme som noget 'bare personligt' er imidlertid imod hele den konservative grundidé - og derfor kommer konservatismen til at fremstå som noget ideologisk tomt og arbitrært.

V.

Ægte konservatisme forudsætter en større individuel modenhed end vi gennemsnitligt (kollektivt) kan præstere i dag. At modellere sit liv og sin lykke ud fra den tjenende, underkastende indstilling til livet er imidlertid også sværere i dag, end det nogensinde har været tilfældet før.

Tidligere var de ydre begrænsninger for, hvad man som individ kunne 'opnå' her i livet nemlig betydeligt mere udtalte end i dag. Normen var med andre ord, at man kunne råbe og skrige så meget som man havde lyst: Det ændrede ikke på det fundamentale forhold, at samfundets hierarkiske struktur nu engang var som den var. Det individuelle valg stod altså primært imellem, om man accepterede sin omverden og sin virkelighed, og forsøgte at opnå sin tilfredshed ved at virke i harmoni med de ydre uforanderlige rammer - eller om man ville forblive i en infantil utilfredshed med tingenes tilstand, og insistere på at de burde være anderledes. En position som naturligt ville isolere én fra det øvrige samfund.

I dag glorificerer vi omvendt individet/gruppen af individer, der kan forandre de ydre rammer, og i højeste grad tvinge virkeligheden til at lyde sig selv. Det kan på den ene side betyde, at man som individ overgiver sig til en nådesløs alles kamp mod alle, og med rundsave på albuerne forsøger at komme til tops. - Eller at man slutter sig sammen med andre, utilfredse individer i den fælles kamp mod den store ydre Satan, der undertrykker 'alle os almindelige ualmindelige individer'.

I begge tilfælde bliver den konservative idé om samfundsorganismen - som den konservative anerkender som noget på alle måder virkeligt - til den store taber. Man tror nemlig i almindelighed ikke på, at samfundsorganismen kan være noget andet og mere end en basalt set arbitrær orden, der både kunne- og i de fleste tilfælde burde være anderledes end den er. Det er nemlig den individuelle virkekraft - om den så kommer fra individet alene, eller fra en sammenslutning af enige individer - der overalt betragtes som samfundets primus motor.

At ville underkaste sig den moderne idé om et samfund er derfor populært at regne for en absurditet. Vi besidder nemlig ikke længere en almen forståelse af samfundet som noget virkeligt og magtfuldt, andet end i en afledt forstand.

Derfor er den moderne mainstreamopfattelse af staten bundet op på en forpligtende idé om individet, i form af den berømte lighed. Og derfor synes den konservative ikke længere at have noget at bidrage med politisk, da den normgivende majoritet ikke har forståelse for, at samfundet kan opfattes som noget mere magtfuldt, agtværdigt og ærefrygtsindgydende end de individer, der nu 'tilfældigvis' bor i det. Den konservative mener nemlig ikke bare, at staten bør opfattes anderledes end den i almindelighed bliver opfattet - han eller hun mener at verden i bund og grund er anderledes end den almindeligvis bliver opfattet.

Samfundsorganismen er konservativt talt kommet i uoverensstemmelse med sig selv. Vi lever i et samfund der ikke længere kender sig selv, så at sige. Og da den oprigtigt konservative primært må tale på vegne af samfundsorganismen, synes konservatismen selv derfor i dag at være en overflødighed.

Det tager sig nemlig ud som om konservatismen er i uoverensstemmelse med sig selv - omend konservatismen bare er det almindelige udtryk for, hvordan tingene nu engang er.

VI.

Men hvad er da det ultimative udtryk for, at ægte konservatisme politisk set er blevet tabu? Jo, at vi som samfund nærer instinktiv og uforbederlig mistillid til enhver idé om oplyst lederskab.

Vores nuværende samfund er struktureret rundt om et princip der hedder, at magt nødvendigvis korrumperer, såfremt den placeres hos et enkelt menneske, eller en gruppe af mennesker - selvom statsmagten jo nødvendigvis må være i hænderne på nogle. I forlængelse heraf har vi effektueret et system, hvor lederskab konstant er i flux og snart tilfalder nogle, for herefter at tilfalde nogle andre, i overensstemmelse med folkets skøn om rigtigt og forkert, som vi ser det i vort nuværende repræsentative demokrati.

Dette system er en konsekvens af den bagvedliggende lighedsnorm, der diktere at individets lyst er samfundets primus motor. Via den demokratiske beslutningsproces holder vi magthavernes egen lyst til mere magt i skak, ved at sikrer at ingen nogensinde tilraner sig absolut magt, og dermed undertrykker det brede samfund - massen af individers - lyst til fordel for deres egen.

Nu bliver spørgsmålet imidlertid, om denne idé overhovedet er i overensstemmelse med samfundets faktiske virkningsmekanismer. Stemmer den overens med virkeligheden?

Det er tabu at sige idéen imod. Men hvad om det er det rigtige?

-