Konservativt #4: Konservatismen i grundtræk (4/5)

(Dette er fjerde del af en lang artikel om konservatisme. Indledningen finder du her: 'A. Om konservatismen generelt: Politik og verdensanskuelse'. Anden del finder du her: 'B. Konservatismen som -isme: Samfund og individ'. Tredje del her: 'C. Konservatismen som konservativ -isme: Værdier og valg'. Det afsluttende afsnit 'E. Konkluderende bemærkninger' følger inden for en nær fremtid).

D. Konservatismen og staten: Tabu og norm

I.

I tråd med den hidtidige karakteristik af den konservative ideologi og dennes rødder i et konservativt verdenssyn har vi nu, hvor staten (langt om længe vil nogle nok mene) begynder at blive synlig som et problem, en rammeforståelse at modellere statsopfattelsen efter.

Staten er samfundets administration - hverken mere eller mindre. Vi kan sige at staten leverer de formelle rammebetingelser for menneskerne i samfundet, hvilket vil sige: Loven.

Loven er et samfundets form, ligesom samfundet er lovens indhold - dvs. at loven qua lov altid gælder for et faktisk eksisterende fællesskab. Det er således umuligt at forestille sig et samfund uden stat og vice versa, da stat og samfund er to sider af samme sag. Derfor er det i sagens natur også umuligt at opspore et samfund uden lov, da lovmæssigheden for rigtig og forkert opførsel er en integreret del af selv den mest primitive kultur.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi finder bureaukratiske administrationer eller nedskrevne love hos indianerstammer i den sydamerikanske regnskov, eller andre isolerede levninger fra den uciviliserede menneskehed. Hvad vi imidlertid altid vil finde i selv det mest tilbagestående samfund er idéen om tabu. Tabu er lovens ånd, og denne er tilstede i alle menneskesamfund, da tabu på linje med valg, sprog og normer er noget af det, der på afgørende viis adskiller mennesket fra de øvrige dyr.

'Stat' er blot ordet vi bruger i et samfund, hvor samfundets lovgivende instans har udviklet sig til en mere eller mindre selvstændig administrativ enhed. Og nøglekonceptet for en sammenhængende konservativ idé om staten - altså en idé om staten som en integral størrelse i et større verdensbillede - er 'tabu'. Håndhævelse af tabu er nemlig det basale kollektive behov, som staten slår sine rødder i og suger sin næring fra. Uden tabu er ingen stat altså mulig.

Jeg vil igen inddrage ordbogens definitioner for at sikre klarheden i fremstillingen, og så at sige tvinge læseren til at dvæle ved ordets betydning.

Tabu kan enten være et substantiv:

---

1. RELIGION forbud mod at omtale eller have kontakt med bestemte personer, dyr eller fænomener som i visse kulturer menes at besidde særlig stor kraft eller at være urene.

1a. område eller emne som man i en kultur ikke beskæftiger sig med fordi det vækker stærke følelser, fx af skam eller blufærdighed

Kilde: http://ordnet.dk/ddo/ordbog?select=tabu,1&query=tabu

---

Eller det kan være et adjektiv:

---

som man undgår at tale om eller beskæftige sig med af sociale eller religiøse årsager.

Kilde: http://ordnet.dk/ddo/ordbog?select=tabu,2&query=tabu

---

Når vi taler om staten som samfundets administration og således taler om loven som samfundets form taler vi om strukturen af et samfunds tabuer. Lov vil altså i denne forstand ikke sige andet end et højt udviklet systematiseret håndtering af tabubelagt adfærd, dvs. adfærd der over en bred kam både må og skal forkastes som udtryk for noget forkert.

Tabu grunder konservativt talt i det fælles liv, dvs. at intet enkelt menneske og ingen gruppe af mennesker er herrer over samfundets tabuer. Et tabu er snarere en direkte ytring af samfundsorganismen selv, præcis ligesom de værdibærende normer er det. Tabuer er altså ikke noget, som det enkelte individ vælger til eller fra, men snarere noget der i en væsentlig forstand altid er der i forvejen - præcis ligesom normerne er det.

Individets muligheder for at udfolde (vælge) sit liv vil altid tage retning i forhold til de overleverede retningslinjer for rigtig og forkert opførsel, dvs. i forhold til hhv. norm og tabu.

II.

Norm og tabu udgør to ekstremer (poler) for det individuelle valg.

Normer udtrykker et fælles idealbillede af det gode valg. Tabu er omvendt vrangsiden eller det negative spejlbillede af normerne: Tabu repræsenterer altså det dårlige, onde og forfærdelige i et samfund, symmetrisk med normernes fremstilling af det rigtige, gode og fortræffelige. De to koncepter lader sig ikke adskille, ligesom vi heller ikke kan tale om op uden at have en idé om ned - eller om en himmel uden et helvede for den sags skyld.

Det er selvfølgelig ikke alle tabuer, der direkte berører statens virke: Meget er kun uacceptabelt i social sammenhæng, som ikke nødvendigvis er en sag for loven. Loven håndtere kun de store tabuer, dvs. den officielle fordømmelse. Den repræsentere den suveræne ret til at isolere- og ekskludere samfundsskadelige elementer, nemlig individer der vælger absolut forkert. Disse 'store tabuer' vil imidlertid altid ligge i forlængelse af 'det lille tabu' der reguleres gennem den almindelige socialitet i et samfund, nemlig normerne for acceptabel adfærd.

Statens gebet er altså først og fremmest den officielle udmåling af straf for samfundsskadelig adfærd. Staten repræsenterer det eksklusive monopol på isolering af samfundsfjendtlige elementer, dvs. afstraffelsen af dem, der obstruere mulighederne for at leve i fælles harmoni. Sidstnævnte er altid repræsenteret ved normerne - og den definitive krænkelse af normerne er den ultimative tabubelagte-, altså kriminelle adfærd

Spørger man som konservativ sig selv: Hvordan bør staten tjene sit formål? da tvinges man således til en dobbelt konklusion: På den ene side skal staten sikre straffen i forbindelse med alvorlige tabubrud, men på den anden side kan staten aldrig i sig selv definere hvad der konstituere et tabu. Staten kan nemlig kun handle i forhold til et indhold, der ikke kommer fra staten selv - og som på sin side er langt mere betydningsfuldt end den 'tomme' formelle statsvirksomhed alene.

Hvad er dette indhold? Jo, det må nødvendigvis være samfundsorganismen og os, de individuelle mennesker, der igennem vores valg enten nærmer os eller fjerner os fra en eksistentiel konservatisme, dvs. en større eller mindre forståelse af os selv ud fra en forståelse af det fælles liv og samfundets rammebetingelser. Nærmer vi os normerne lever vi som gode samfundsborgere, men fjerner vi os omvendt fra normerne via vores valg dissonerer vi med den overordnede harmoni.

Her render vi panden mod den problemstilling, som i så udtalt grad er definerende for konservatismens nuværende ideologiske krise. Det altoverskyggende problem for den moderne konservatisme er nemlig, at tanken om samfundet som en organisk enhed selv er blevet tabu. Det fælles liv regnes som noget vilkårligt-, hvis da ikke ligefrem som en gene for individet. Individualismen er omvendt blevet selve grunddogmet for vores tid, hvor den egocentriske, selvhævdende opførsel tidligere blev anskuet som det anstødelige og forkerte.

Denne 'tabuomvending' viser sig i dag kulturelt i det vi hylder det handlekraftige individ - eller den handlekraftige gruppe af individer - som den samfundsbærende kraft, hvor tidligere tiders kunst og moral vendte sig imod abstrakte idealer såsom Gud, det gode eller det skønne: Værdier der åbenlyst repræsenterede fælles bindende normer, der stod over den enkelte og var hinsides menneskets kontrol. Tidligere var det største individ altså ham eller hende, der i højeste grad underkastede sig selv de større magters tjeneste, mens man i dag omvendt hylder den, der lever efter sin egen lov - med den paradoksale krølle, at vedkommende imidlertid aldrig i sin uudgrundelige selvstændighed må krænke andres ret til at leve efter deres egen lov i processen.

Det suveræne moderne tabu er altså den ydre begrænsning af det frie individs - eller gruppen af frie individers virke.

Alle har nemlig lov til at leve som de 'har lyst' (som det med en rammende vending lyder: Det er overalt lysten der driver værket). Hvad vi individuelt måtte have lyst til betragtes som noget, der er isoleret fra selve statens virksomhed. Loven tjener altså i dag at værne om den individuelle lyst, fordi individets lyst konsekvent udlægges som samfundets primus motor. Om dette så fortolkes som den enkeltes ret til frihed eller velfærd er i sagens natur underordnet. Det vigtigste - den moderne grundoverbevisning - er nemlig, at individet i så vidt muligt omfang skal have lov til at leve efter sine egne ønsker. Striden står så om, hvordan vi i videst mulig forstand sikrer at individet har mulighed for at lyde sine ønsker.

Den larmende uenighed mellem socialister og liberalister består altså egentlig ikke i andet end bestemmelsen af, hvor undertrykkelsen af det frie individs ønsker kommer fra: Kommer den fra staten (liberalisme) eller fra samfundet (socialisme)? Som liberal mener man således at statens primære virke består (eller burde bestå) i at begrænse sig selv til at værne om en række få, klare principper (individuelle rettigheder) mens socialisten omvendt mener at staten bør (eller burde) opdrage på samfundet, og aktivt lovgive imod alt adfærd og alle normer, som man mener gør nogle individer mere/mindre frie end andre.

Den moderne diskussion om staten baserer sig altså på en konsensus om det 'frie, lige' individ. Individet er ultimativt statens mål - og alle normer, der i en eller anden forstand fornægter individet bør tabuiseres. Derfor fører liberalister vendetta mod allehænde stats-sponserede bureaukratier, mens socialister omvendt bekriger det private erhvervsliv som den store Satan. Begge grupperinger kæmper nemlig for at nedbryde bestemte normer: Liberalisten kæmper mod den almene idé om omfordeling, mens socialisten kæmper mod egennytten.

Kampen mellem socialister og liberalister er evig, og der vil aldrig findes en vinder. De to politiske retninger forudsætter nemlig hinanden, i den forstand at de repræsentere to modsatrettede-, men lige legitime tolkninger af et og samme ideal, nemlig idealet om det frigjorte individ (omend liberalismen utvivlsomt er mere fornuftig). Dette er også kendt som ligheden: Den nye tids- og Det nye samfunds ideal par excellence.

Så længe vi som samfund har et lighedsideal, vil vi have liberalister og socialister. Ligheden har vi imidlertid kun, fordi samfundsorganismen giver ligheden som en norm: Dvs. at langt størstedelen af vort nuværende samfund instinktivt vil være enige i udsagnet om, at lighed i sig selv betegner noget positivt, vigtigt og attråværdigt - også selvom de færreste har nogen klar idé om, hvad 'lighed' egentlig betyder.

Dette efterlader konservatismen i en akavet ideologisk position, da den per definition er ekskluderet fra at gøre ligheden til et ideal: Ligheden består nemlig i en omvending af alle tidligere idéer om magten som det, individet bør tjene - og som individet får sin individuelle karakter af at tjene. Normerne i dag fordrer nemlig at magten skal tilstrømme det enkelte menneske, og at den magt der ikke er rettet mod den enkelte per definition er undertrykkende, hvorfor den bør omstyrtes.

Den oprigtigt konservative, der taler for et konsistent verdensbillede med rod i troen på det fælles liv - samfundsorganismen - vil altså uundgåeligt tale de moderne normer lodret imod. Dette er selvsagt politisk selvmorderisk i et demokratisk samfund, hvor den brede masse i sidste instans bestemmer alt.

III.

Dermed har vi effektivt ikke lov til at leve som vi har lyst til, hvis vores lyst måtte gå i retning af tidligere tiders idé om at tjene det fælles liv politisk. For det moderne tabu, som vores stat håndhæver, er, at der enten ikke findes noget fælles liv overhovedet, eller at det fælles liv altid må være underordnet idéen om individet. Alle værdier (som vi i dag mener oprinder i individet eller i individerne) er nemlig ligestillede. Vi kan således ikke tillade os officielle anbefalinger af nogle værdier frem for andre igennem vores lovgivning, da en sådan type 'diskrimination' er dybt tabuiseret.

At lovgivning per definition er diskriminerende er således heller ikke noget vi taler om, eller anerkender. Dette skyldes igen den kollektive lighedsnorm, der byder os at fortie eller ignorere enhver idé om, at lighed på den ene eller anden måde kan opfattes som et undertrykkende ideal. Altså italesætter vi ikke problemstillingen, at vi som samfund kollektivt har accepteret en norm, der måske kunne være skadelig og undertrykkende i sig selv. Lighedsnormen er nemlig, at der ikke burde være nogle skadelige og undertrykkende normer. Stiller vi først spørgsmålstegn ved ligheden, bliver vi derfor i udgangspunktet opfattet som mennesker, der ønsker at undertrykke og marginalisere andre - lige meget hvor fjernt sådanne impulser så end måtte ligge fra vores egentlige intentioner.

Det falder os med andre ord ikke ind, kollektivt, at lighedsnormen overhovedet kunne være noget andet end ønskværdig og retfærdig. Ligheden er kort og godt blevet vores mest almene udtryk for det gode, på det overordnede samfundsplan. Ergo er standardopfattelsen af staten, at den så vidt muligt bør kæmpe- og lovgive imod ulighed. Om ulighedstruslen så måtte komme fra staten eller fra samfundet er i denne sammenhæng underordnet.

Denne opfattelse gør selvsagt den frivillige underkastelse til tabu. På det individuelle plan ser vi f.eks. skævt til kvinder, der vælger at leve efter det traditionelle familiemønster, ligesom vi håner de stærkt troende (kristne) - og i almindelighed, alle dem, der tror, at vi alle ikke er lige i udgangspunktet (det er her det berømte argumentum ad Hitlerum kommer på bordet gang på gang).

Alligevel kan vi - desværre, vil de venstrorienterede nok mene - ikke lovgive imod individuelle, frie valg, omend vi altid betragter sådanne valg af underkastelse med ekstrem mistænksomhed. Kvinden der vælger at gå hjemme må være blevet hjernevasket, den kristne må være for dum til at forstå naturvidenskabens nådegave - og dem, der siger at mennesker per definition er ulige, de må i én eller anden forstand være onde.

(Her ser jeg naturligvis bort fra den altid kontroversielle debat om Islam - en blind vinkel for den moderne lighedsdiskurs, der ikke besidder et tilstrækkeligt 'forståelsesspænd' til overhovedet at begribe hvad Islam er).

Når vi lovgiver gennem staten i dag er det primært for at tjene 'normen' lighed, hvilket betyder tabuiseringen af enhver ulighedstankegang. Derfor beskylder liberalister altid socialister for at være totalitære, mens socialister omvendt beskylder liberalister for at være selviske og umenneskelige. For at hver fløj kan kæmpe for sin egen lighedsvision har de nemlig behov for et potent fjendebillede at kæmpe imod.

Men hvor stiller det den konservative? Han er fanget som en hund i et spil kegler. Dagens såkaldte 'politiske spil' kører nemlig efter et regelsæt som den konservative umuligt kan anerkende som sit eget, da hele 'spillets' legitimitet forudsætter en betingelsesløs accept af den ukonservative norm par exellence: At samfundet som en organisk enhed fornægtes som en faktisk størrelse, men derimod altid kan reduceres til de involverede individer.

IV.

I den lighedsideologiske hanekamp falder konservatismen altså naturligt udenfor.

Konservativt talt er det gode samfund gennemsyret af den tjenende indstilling, fra individet og op til staten og hinsides. Individet vier sit liv til at tjene det, der er kommet før individet selv, i samklang med andre, og statens ultimative mål bliver derfor at tjene og opretholde den orden på makroplan, som på det individuelle mikroplan er alpha og omega for det gode liv.

Lighedsidealet fordrer omvendt en profiterende indstilling: I lighedstænkningen er der nemlig altid nogle, der skal have mere, ved i højere grad at blive ligestillede: Om det så er de fattige og minoriteterne, der skal have særlige rettigheder og få flere midler via statslig omfordeling, eller om det er de rige, der ikke burde tvinges til at betale højere skat end os andre. Der må altid være nogle, der burde være mere lige end det faktisk er tilfældet. Hvis det ikke var fordi at uligheden var et faktum ville lighedstænkerne (egalitaristerne) ikke have noget at kæmpe for.

Denne politiske diskurs er som sagt en refleksion af en samfundsmæssig norm: Nemlig den almindelig opfattelse af, at de bedste muligheder for at leve sit eget liv er dem, som man i højeste grad selv profitterer på, på den ene eller den anden måde. I sidste ende er det altid 'all about me'. På den ene side har vi eksempelvis en kollektiv besættelse af materiel velstand, og på den anden side et ideal om selvrealisering. Vi mener følgelig at de bedste muligheder for os selv som enkelte mennesker, og i forlængelse heraf, for os alle som samfund, er dem, der på lige viis sætter os alle i stand til at opnå én eller anden form for personlig profit, om denne så forstås i form af penge eller selvstændighed.

Vores kollektiv almindelig indstilling til livet er med andre ord: Tag hvad du kan få.

En ægte konservativ indstilling er derimod: Giv hvad du kan.

Konservatismens ideal om det gode liv og det gode samfund er med andre ord i fundamental opposition til den politiske mainstream. Konservatismen er derfor blevet ideologisk isoleret bag en mur af tabu, da alt hvad der peger imod en konservativ indstilling som alt andet end et strengt personligt valg er alt det, som vi ikke taler om politisk set. At begribe konservatisme som noget 'bare personligt' er imidlertid imod hele den konservative grundidé - og derfor kommer konservatismen til at fremstå som noget ideologisk tomt og arbitrært.

V.

Ægte konservatisme forudsætter en større individuel modenhed end vi gennemsnitligt (kollektivt) kan præstere i dag. At modellere sit liv og sin lykke ud fra den tjenende, underkastende indstilling til livet er imidlertid også sværere i dag, end det nogensinde har været tilfældet før.

Tidligere var de ydre begrænsninger for, hvad man som individ kunne 'opnå' her i livet nemlig betydeligt mere udtalte end i dag. Normen var med andre ord, at man kunne råbe og skrige så meget som man havde lyst: Det ændrede ikke på det fundamentale forhold, at samfundets hierarkiske struktur nu engang var som den var. Det individuelle valg stod altså primært imellem, om man accepterede sin omverden og sin virkelighed, og forsøgte at opnå sin tilfredshed ved at virke i harmoni med de ydre uforanderlige rammer - eller om man ville forblive i en infantil utilfredshed med tingenes tilstand, og insistere på at de burde være anderledes. En position som naturligt ville isolere én fra det øvrige samfund.

I dag glorificerer vi omvendt individet/gruppen af individer, der kan forandre de ydre rammer, og i højeste grad tvinge virkeligheden til at lyde sig selv. Det kan på den ene side betyde, at man som individ overgiver sig til en nådesløs alles kamp mod alle, og med rundsave på albuerne forsøger at komme til tops. - Eller at man slutter sig sammen med andre, utilfredse individer i den fælles kamp mod den store ydre Satan, der undertrykker 'alle os almindelige ualmindelige individer'.

I begge tilfælde bliver den konservative idé om samfundsorganismen - som den konservative anerkender som noget på alle måder virkeligt - til den store taber. Man tror nemlig i almindelighed ikke på, at samfundsorganismen kan være noget andet og mere end en basalt set arbitrær orden, der både kunne- og i de fleste tilfælde burde være anderledes end den er. Det er nemlig den individuelle virkekraft - om den så kommer fra individet alene, eller fra en sammenslutning af enige individer - der overalt betragtes som samfundets primus motor.

At ville underkaste sig den moderne idé om et samfund er derfor populært at regne for en absurditet. Vi besidder nemlig ikke længere en almen forståelse af samfundet som noget virkeligt og magtfuldt, andet end i en afledt forstand.

Derfor er den moderne mainstreamopfattelse af staten bundet op på en forpligtende idé om individet, i form af den berømte lighed. Og derfor synes den konservative ikke længere at have noget at bidrage med politisk, da den normgivende majoritet ikke har forståelse for, at samfundet kan opfattes som noget mere magtfuldt, agtværdigt og ærefrygtsindgydende end de individer, der nu 'tilfældigvis' bor i det. Den konservative mener nemlig ikke bare, at staten bør opfattes anderledes end den i almindelighed bliver opfattet - han eller hun mener at verden i bund og grund er anderledes end den almindeligvis bliver opfattet.

Samfundsorganismen er konservativt talt kommet i uoverensstemmelse med sig selv. Vi lever i et samfund der ikke længere kender sig selv, så at sige. Og da den oprigtigt konservative primært må tale på vegne af samfundsorganismen, synes konservatismen selv derfor i dag at være en overflødighed.

Det tager sig nemlig ud som om konservatismen er i uoverensstemmelse med sig selv - omend konservatismen bare er det almindelige udtryk for, hvordan tingene nu engang er.

VI.

Men hvad er da det ultimative udtryk for, at ægte konservatisme politisk set er blevet tabu? Jo, at vi som samfund nærer instinktiv og uforbederlig mistillid til enhver idé om oplyst lederskab.

Vores nuværende samfund er struktureret rundt om et princip der hedder, at magt nødvendigvis korrumperer, såfremt den placeres hos et enkelt menneske, eller en gruppe af mennesker - selvom statsmagten jo nødvendigvis må være i hænderne på nogle. I forlængelse heraf har vi effektueret et system, hvor lederskab konstant er i flux og snart tilfalder nogle, for herefter at tilfalde nogle andre, i overensstemmelse med folkets skøn om rigtigt og forkert, som vi ser det i vort nuværende repræsentative demokrati.

Dette system er en konsekvens af den bagvedliggende lighedsnorm, der diktere at individets lyst er samfundets primus motor. Via den demokratiske beslutningsproces holder vi magthavernes egen lyst til mere magt i skak, ved at sikrer at ingen nogensinde tilraner sig absolut magt, og dermed undertrykker det brede samfund - massen af individers - lyst til fordel for deres egen.

Nu bliver spørgsmålet imidlertid, om denne idé overhovedet er i overensstemmelse med samfundets faktiske virkningsmekanismer. Stemmer den overens med virkeligheden?

Det er tabu at sige idéen imod. Men hvad om det er det rigtige?

-