På en solskinsdag sad tåben
ved en sø, og tyggede på et strå, mens han
tomhjernet betragtede skyerne drive dovent forbi. Langsomt, langsomt
tyggede tåben på sit strå, så spidsen af
strået tegnede ujævne cirkler i luften ud for tåbens
næse og hage. Han havde glemt sig selv. Tabt sin tanke i de
drivende skyer, hvide og uformeligt uldne, som himmelske vanskabte
lam, der uden så meget som en enkelt tanke græssede på
himmelens dybblå marker, og åd af den susende vind. Og
spidsen af strået i tåbens mund tegnede ujævne
cirkler i luften, langsomt, langsomt, mens en brise strøg over
græsset og trak en drapering af rynker over søens spejl.
En svagt blafrende flade hvor mange mønstre ville vise sig for
én, om man ikke havde andet at se på. Mønstrer ligesom furene i den brune bark på stammen af træet som tåben
sad op af, mens han så op af. Op mod en sky der lignede en
brandbil, betydeligt mindre rød, men med samme form - i hvert
fald i tåbens øjne. Måske var den på vej hen
for at slukke den rasende ildebrand, der rasende rasede på den
anden side af himlen, og som nogen vist nok kalder solen? At få
slukket den ild ville nok være bedst, for selv tåber
vidste at den slags spreder sig, og før man ved af det er
himlen brændt ned. Men hvorfor havde brandbilen ikke sirene på,
når ilden nu brændte, og opgaven hastede? Og en due
kurrede
KUR --- KUR --- KUR --- KUR
og tåben tyggede langsomt på
sit strå, og tegnede ujævne cirkler i luften. Der var alligevel styr på det hele.
Vær som tåben HER
Dette er KUR mod tanker
SØEN af skæve cirkler
Med venlig hilsen
Jakob-Jeshurun
Ingen kommentarer:
Send en kommentar