Konservativt #3: Konservatismen i grundtræk (3/5)

(Dette er tredje del af en lang artikel om konservatisme. Indledningen finder du her: 'A. Om konservatismen generelt: Politik og verdensanskuelse'. Anden del finder du her: 'B. Konservatismen som -isme: Samfund og individ'. Fjerde del finder du her: 'D. Konservatismen og staten: Tabu og norm'. Det sidste afsnit 'E. Konkluderende bemærkninger' følger inden for en nær fremtid).

C. Konservatismen som konservativ -isme: Værdier og valg

I.

Hvis vi sammenfattende generaliserer betragtningerne i ovenstående ser vi, at den konservative tanke har en bestemt struktur som -isme. Lad os igen kaste et blik på den første, centrale definition af -isme med dens to underbetydninger, for at se om vi kan 'genfinde' konservatismen i den:

---
1. betegner en retning eller bevægelse inden for fx kunst, politik eller videnskab. (fx konservatisme, kubisme)
1a. betegner en bestemt social struktur, samfundstype el.lign. (fx kapitalisme, feudalisme)
1b. betegner en grundholdning eller tilbøjelighed. (fx egoisme, sadisme)
---

Den bestemte retning eller bevægelse er selvsagt konservatismen (1): Konservatismen er bestemt som den politisk idé om forholdet imellem samfundsorganismen på den ene side og det individuelle valg på den anden.

Underdefinition 1a rammer den 'bestemte sociale struktur, samfundstype el. lign.' Konservatisme på dette plan udmønter sig i en idé om samfundet som en organisk, levende enhed.

Underdefinition 1b rammer den 'grundholdning eller tilbøjelighed' som vi generelt har bestemt som individets måde at vælge på - at den enkelte lever sit liv. Nærmere bestemt: At den konservative er grundlæggende tilbøjelig til at forstå sit eget liv og sine egne valg i lyset af idéen om det fælles samfund som en organisk enhed.

I jo højere grad individet begriber 1a som retningsgivende for 1b, dvs. begriber samfundet som noget godt, ønskværdigt og værdigt til bevarelse (det modsatte er at ønske sig væk fra sig selv og sine omgivelser), desto mere nærmer vi os en eksistentiel konservatisme, dvs. konservatismen som et individuelt valg: At samfundet er værd at vælge til og ikke fra.

På samme måde vil et samfund, hvor en mere eller mindre bevidst eksistentiel konservatisme præger den almindelige livsindstilling og hævdvundne visdom, være et konservativt samfund. Det konservative samfund er altså det, hvor borgerne stoler på den fælles 'ånd', 'den harmoniske samfundsorden' (eller hvad vi nu ønsker at kalde det) som den bedste vejleder i spørgsmålet om det gode og meningsfulde liv.

Går vi nu tilbage og genovervejer den overordnede definition, bliver konservatisme således til idéen om, at det verdenssyn, der begriber sig selv som betinget af- og rettet imod idéen om det fælles samfund som den suveræne betingelse for- og målet med det individuelle valg, har krav på politisk repræsentation.

Hermed kommer vi til konservatismens konkrete indhold. Hvad implicerer det konservative verdenssyn nærmere bestemt?

II.

Konservatisme betyder først og fremmest en strengt hierarkisk ordning af de to 'underidéer': På den ene side har vi den eksistentielle konservatisme, der vedrører den enkeltes valg og liv. Denne aktivitet, siger vi, må altid svare til-, dvs. 'adlyde' idéen om samfundsorganismen som sådan. Det personlige må altså underordnes det fælles, da samfundet i et og alt står over individets bestræbelser. Jo mere konservativ man altså bliver på det individuelle eksistentielle plan, i desto højere grad begriber man samfundets fælles liv som det i sandhed meningsfulde og agtværdige.

Dette ligger i selve den konservative forståelse af det personlige: At det enkelte liv blot er en specifik ytring af det mere generelle liv, og at den konservative først og fremmest forstår sig selv som en repræsentant for samfundsorganismen i større eller mindre grad. Den enkelte bør konservativt talt aldrig begribes som sui generis ('sin egen klasse', 'det eneste eksemplar').

Som konservative mener vi derfor altid, at samfundsorganismen er vigtigere end vi selv, noget andet enkeltstående menneske, eller nogen enkeltstående gruppe af mennesker inden for samfundet kan være. Et menneske eller en gruppe af mennesker vil nemlig altid kun være en del af helheden - men helheden bør altid herske over delen.

Helheden må altså anses som noget irreducerbart. Samfundets liv kan ikke reduceres til f.eks. økonomiske- eller sociale forhold. Konservativt talt er samfundet nemlig aldrig 'bare' et udtryk for noget andet, mere grundlæggende end sig selv. Nej, samfundet er det primære. Samfundet er udgangspunktet for enhver forståelse af verden, af politik og af praktisk talt alt andet, og dette fordi at samfundet først og fremmest giver individet rammebetingelserne for at vælge i form af visse muligheder.

Dette forhold er igen analogt med den kropslig sundhed (jf. afsnit B, II): Det sunde legeme er det, hvor alle organer tjener deres funktion optimalt, og altså på bedst tænkelige viis arbejder for det fælles liv, som de alle er afhængige af individuelt. Den sunde krop er idealet. Omvendt kan vi se - f.eks. ved kræft - at en specifik type celler underlægger sig kroppens energetiske kredsløb fuldstændig og beslaglægger det øvrige legemes ressourcer til eget formål og vækst. Er sygdommen først meget fremskreden bliver det uundgåelige følge, at legemet til sidst må dø - og når legemet dør, så dør svulsten også. Er legemet omvendt sundt og velfungerende, da vil alle celler på hver sin måde tjene det højere formål, og så kan vi forvente et langt liv uden nævneværdige komplikationer. Sidstnævnte implicerer at potentielle kræftceller har så dårlige vækstbetingelser som muligt.

Den konservative anskuer på den ene side samfundets sundhed som vigtigere end sin egen - men på den anden side forstår han tillige, at vigtigheden af samfundets sundhed fordrer, at han selv lever et (moralsk) sundt liv. De to ting lader sig ikke skille ad. Men overalt er det centralt, at samfundet er retningsgivende for individet - ikke omvendt.

Det konservative valg er altså den bevidste underordning under en ekstern magt, der på alle planer må begribes som betingelsen for- og målet med det enkelte liv. Sådan indrammer vi den eksistentielle konservatisme. Bliver vi i billedet, bør den enkelte celletype altid tjene legemet som målet - mens legemet omvendt kun opretholder den enkelte celle som et middel. Samfundet er ikke til for individernes skyld, præcis ligesom det enkelte menneskeliv ikke er til for hjertet, leverens, hjernens eller et andet specifikt organs skyld.

Jeg kan jo meget vel have et sundt hjerte selvom jeg har en svulmende hjernesvulst, ligesom min hjerne kan have det fint selvom jeg har skrumpelever - men jeg vil altid foretrække et liv, hvor alle mine organer er forholdsvis velfungerende, frem for et liv hvor min hjerne måske er mere ydedygtig end pt. til gengæld for en alvorlig hjertefejl. I et og alt er helhedens harmoni nemlig det afgørende. At det forholder sig på lignende viis med samfundet i forhold til samfundets elementer er aksiomatisk for den konservative.

Som konservative vælger vi altså at tjene vores samfund, og overalt anerkende det som noget mere betydningsfuldt end os selv som individer. Vi søger aldrig at elevere vores egen eller bestemte gruppers status i samfundet på bekostning af den overordnede harmoni. Dette gør vi på den ene side ud fra agtelse for samfundet, og på den anden side ud fra en forståelse af, at denne agtelse er hvad der giver vort eget liv værdi: Ikke bare for andre men tillige for os selv.

Endnu et billede: Vi priser jo heller ikke ham som en dygtig violinist, der pludselig bryder ud af en symfonis velorganiserede struktur, for at kaste sig ud i en ekvilibristisk solo - hvor teknisk imponerende, og endog sjælfuld denne violinsolo så end måtte være. For violinistens plads er nu engang at spille sin del i den store fortælling som symfonien er, og gøre det så godt som muligt inden for de overordnede rammer. At han er teknisk dygtig og sjælfuld i sit spil er i den sammenhæng selvsagt ikke et minus - men der er tale om sjæl og teknik, som er mobiliseret i en højere sags tjeneste, nemlig symfoniens. Så snart violinistens teknik og sjæl ikke arbejder for-, men imod den symfoniske struktur bliver både sjæl og teknik imidlertid til værktøjer for det destruktive, kortsigtede og irriterende. Vi gør følgelig ret i at degradere ham til gademusikant. At spille i et symfoniorkester handler nemlig ikke om at udtrykke sig selv, men om at vie sin egen indsats til det ene overordnede mål, som kun fællesskabet på nærmest mirakuløs viis kan frembringe. Denne sammenhæng giver også den enkelte plads til at skinne, men hver i sin egen funktion. Det eneste den ikke tillader er, at den enkelte kan hævde sig selv på fællesskabets bekostning - hvor stort et 'indre behov' for noget sådan der end er tale om.

Vi begynder nu at ane konturene af den egentlige mening med det berømte konservative slogan om, at forandre for at bevare. At forandre noget-, altså at handle med forandring for øje og aktivt vælge forandring i en bestemt sammenhæng, må altid søge sin begrundelse i bevaringen af den store, fælles organisme. Den konservative politiske forandring må således altid være begrundet i, at vi søger at fremme et verdenssyn som generelt er fælles, forpligtende og godt i denne specifikke forstand: At individet underordnes en organisk, levende enhed, der i et og alt betinger den individuelle handlingssfære, og giver individet muligheder for at handle.

Således kan den enkelte musiker altid finjustere sin egen indsats, og raffinere den med symfoniens overordnede virkning for øje. Hun må bare aldrig forkaste helheden og forfalde til narcisistiske excesser, da hun således ved at 'udtrykke sig selv' samtidig formår at ødelægge fornøjelsen for alle andre (selvfølgelig bortset fra dem, der nyder at se andre få ødelagt deres muligheder).

Det er med andre ord centralt for konservatismen, at fokus ligger på noget større uden for det enkelte menneske selv: At det ikke drejer sig om at styrke individet, men om at styrke det, der giver individet de bedste muligheder for at handle. Sidstnævnte vil sige: De bedste muligheder for at handle i samklang med andre for et større mål. Lykkes dette vil individet i tråd med den konservative idé bekræfte og styrke samfundet igennem sine egne handlinger. Individet træder altså i samfundsorganismens tjeneste, og sidstnævnte reproducerer og regenererer således sig selv igennem de individuelle handlinger.

III.

Den centrale idé om et gensidigt forhold imellem det enkelte menneske og en 'højere mening' gør i høj grad konservatismen umoderne. Konservatismen kræver nemlig af den enkelte, at vedkommende forstår verden som noget andet og mere end sin egen verden og sit eget begrænsede perspektiv - og tillige at individet finder en større mening, dvs. en indre motivation til at arbejde for noget højere og mere betydningsfuldt end sig selv. For igen at vende tilbage til billedet af den fødende kvinde (afsnit B, III): Den konservative må altid have for øje, at han eller hun hverken har undfanget eller født sig selv; at eksistensens betingelser stammer fra noget ganske andet end det individuelle perspektiv; og at en sand meningsfuld eksistens kun kan komme af aktivt at vælge det fælles frem for det individuelle ud fra erkendelsen af, at førstnævnte altid er vigtigere, sandere og mere virkeligt end det sidste.

Konservatisme er altså en fordring om at vælge sit eget liv fra til fordel for noget større. Men samtidig er det lovningen om, at individet ved at bringe dette offer får noget mere meningsfuldt igen. Altså at individet i yderste forstand også gør sig selv en tjeneste, såfremt hun eller han vælger at tjene noget højere: At man i bytte for sit eget liv får livet. Den konservative søger nemlig at blive delagtige i samfundets fælles liv ud fra erkendelsen af, at det fælles liv ultimativt er mere meningsfuldt end det individuelle, der altid er begrænset af fødsel og død - for samfundet var der jo før man blev født, og vil være der efter éns død. Således retter den konservative sit eget liv mod noget, der i omfang og betydning overstiger det individuelle og bliver på denne måde delagtig i noget, der rækker hinsides det enkelte menneske både i fortid og i fremtid.

Konservatismen fordrer altså i første omgang af den enkelte, at han kan tro på at der eksistere et mere virkeligt verdensbillede end det individualistiske, der i sidste ende altid peger tilbage på egoet som eksistensens suveræne formål. Troen på at der findes 'noget større' tjener nemlig til, at individet kan hæve blikket over sine egne timelige ønsker og begær, og således få øjnene op for en eksistens, der i højere grad nærmer sig det evige. At man i første omgang vover at tro på, at noget sådan overhovedet er muligt er essentielt for etableringen af en konservativ verdensanskuelse. Denne verdensanskuelse vil imidlertid altid på sigt blive bekræftet af erfaringen, da livet rent faktisk rummer uendeligt meget mere end det individuelle - hvilket man imidlertid forbliver blind for, så længe man sidder fast i idéen om sig selv som verdens navle. Vrister man sig først fri af sig selv, vil man imidlertid få løn for sine anstrengelser i en sådan grad, at det tidligere individualistiske verdenssyn kommer til at fremstå absurd og livsfornægtende.

Livet er nemlig ikke bare éns eget. Livet tilhører ikke én selv. Nej, det er langt mere meningsfuldt, sammenhængende og endog fornuftigt at tænke det omvendte: At man selv tilhører livet. Livet er ikke min ejendom - jeg er livets ejendom. Og livet er fælles, mens jeg er individuel.

Men som sagt: For at tage springet 'ud over sig selv' kræves det i første omgang at man tror på at det overhovedet er en mulighed. Ja, troen er her så essentiel at jeg ligefrem fristes til at citere Jesus-ordet: "Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det." (Matthæus 10,39) Troen er nemlig det første skridt væk fra den egocentriske verdensopfattelse, der vender alting på hovedet, og anskuer verden som et middel til éns egne mål. Først ved at tro at den større virkelighed også kan være et mål, og man selv blot et middel til dette større mål, kan man erkende konservatismen som en reel mulighed.

Som individualistisk ideologi er konservatismen nemlig fuldstændig meningsløs. En strengt individualistisk verdensforståelse vil således heller aldrig kunne rumme det, som konservatismen i sandhed drejer sig om: At livet er så meget mere end éns eget liv, og at der således er en mening med at tjene det fælles og en pligt til at bevare det, som tidligere tiders fællesskab har overleveret.

Enhver vil naturligvis være ulige i sin formåen, og det er også som det skal være: Alle kan i sagens natur ikke give sig selv fuldstændig væk til det fælles. Vi er trods alt også alle begrænsede af vort individuelt perspektiv - men i større eller mindre grad. Den konservative må således altid medgive, at den, der i højeste grad overgiver sig til den fælles sandhed, og finder sin mening i at tjene fællesskabet, også vil være den, der i højeste grad bør lede et samfund. For vedkommende vil være den, der i allerhøjeste grad giver sit liv for at tjene andre. Og hvem er bedre at tjene end den, der i sandhed tjener én selv og éns egne muligheder?

Den, der tjener samfundet, vil jo omvendt være forpligtet på, at give samfundets organer de bedste betingelser for at udfolde deres egne respektive funktioner. Hendes egen livsmening vil nemlig - eksistentielt set - stå og falde med, hvor godt samfundet har det. Den dårlige tjener er jo den, der er til gene for sin herre - og den, der bevidst har valgt at tjene og finder sin mening her, vil, i fald herren mistrives, være til gene for sig selv.

IV.

Dette lyder jo alt sammen meget flot og højtragende, men man kunne indvende at jeg hidtil har bevæget mig på et meget abstrakt, luftigt plan - at jeg udelukkende snakker 'i teorien'. For hvad med den praktiske konservatisme? Hvordan udfolder konservatismen sig på det jordnære plan?

For først at få én ting definitivt på plads: At jeg har insisteret på den abstrakte redegørelse først er ingen tilfældighed. Konservatismen griber som sagt i indledningen altid tilbage til den overordnede forståelse. Det må derfor slås fast én gang for alle, at ethvert overordnet konservativt verdenssyn altid er præget af denne dybere forståelse af forholdet mellem menneske og samfund. Alle ægte konservative idéer vil nemlig udvise den samme grundlæggende struktur: At det kollektive liv er mere vigtigt end det enkelte, og at den enkelte er bedst stillet ved at orientere sig efter det fælles.

'Det fælles liv' - dvs. de primære livstegn fra samfundsorganismen - viser sig ikke i form af valg, men i form af værdier - at nogle valgmuligheder byder sig til som bedre end andre. Den enkelte orientere sig efter de rammebetingelser, der bliver overleveret med samfundet, og indkodet i denne overlevering finder vi bestemte generelle idéer om det gode liv. Et menneske begynder for alvor at blive konservativt, såfremt det i stigende grad orientere sig efter de overleverede værdier og mindre efter sine egne ønsker - hvilket egentlig ikke betyder andet, end at der ikke længere eksisterer et definitivt skel imellem hvad man selv måtte ønske sig, og hvad de kollektive værdier foreskriver.

Dette forekommer i reglen også ganske organisk eller naturligt i den enkeltes liv. F.eks. når vi stifter familie.

At stifte familie er et fremragende eksempel på, hvad vi som konservative snakker om, når vi snakker om at gøre det gode, dvs. tjene det fælles: Familien er nemlig et utroligt konkret eksempel på, hvorledes man individuelt vælger at 'gå op i en højere enhed' ved at knytte et bånd imellem sig selv og en anden - og måske endog give livet videre ud fra denne enhed. I familiestiftelsen vælger den enkelte nemlig at modellere sine handlinger efter et mønster som både:

1. Inkorporerer andres liv og ikke udelukkende berører individet selv.
2. Ikke er 'opfundet' af de implicerede parter mand, kvinde eller barn, men snarere er noget andet: Et 'arketypisk' mønster, som er overleveret via samfundet - og i yderste instans, naturen - som en værdi og en mulighed, der anbefaler sig selv.

1. repræsenterer det eksistentielle valg, og 2. repræsentere den organisme som de implicerede parter vælger at tjene: Familieorganismen lader samtlige implicerede parter tjene hver deres funktion i forhold til opretholdelsen det overordnede mønster, der på sin viis tages for noget vigtigere og mere værdifuldt end summen af de enkelte individer. Familien er nemlig en videreformidling af det fælles liv, der i en vis forstand altid er mere meningsfuldt end den enkeltes liv taget for sig.

Når en mand og en kvinde vælger at indgå i ægteskab vælger de hver især hinanden frem for at vælge sig selv. De opgiver altså begge en del af deres autonomi i en fælles tro på hinanden, dvs. en fælles tro på det kærlighedsbånd, der binder dem sammen og gør ægteskabet til noget andet og mere end summen af to fundamentalt uafhængige livsorganismer, der 'tilfældigvis' vandrer hånd i hånd. (Jeg ser naturligvis bort fra fornuftsægteskaber og andre anomaliteter - det essentielle i det fremstillede kærlighedsægteskab er nemlig, at det repræsentere normen, dvs. det, som alle anomaliteter er anomale i forhold til).

Her træffer vi konservatismens fundamentale indhold: Den hierarkiske underordning af delen under helheden, som blev udarbejdet i afsnit B. er nemlig kun den tomme form: Den er et skelet. Selve bindingen imellem del og helhed er imidlertid konservatismens egentlige liv. Det er de organer, der må pryde ethvert skelet, som med nogen ret kan kaldes levende. Organerne er de egentlige værdier - det som den konservative sætter en dyd- og en mening i at bevare.

I denne forbindelse er det på sin plads med en kort bemærkning om ægteskabet som en repræsentativ værdi: På grund af moderne vildfarelser skydes den konservative nemlig ofte i skoene, at han qua hierarkisk tænkning ønsker et familiemønster, hvor kvinden er underordnet manden - og som med alle moderne vildfarelser er der tale om en halv sandhed, der, filtreret igennem talrige misfortolkninger, til sidst ender som en komplet løgn: For på den ene side er det rigtigt at kvinden bør tjene manden, og at der således opstår en naturlig rollefordeling i familien. At de ægteskabelige kønsroller i sig selv skulle være undertrykkende grænser imidlertid til det absurde. Den ægteskabelige struktur opstår nemlig kun, såfremt manden i lige så høj grad tjener kvinden. Kønnene tjener nemlig hinanden ved i fællesskab at tjene kærligheden (det fælles), og ægteskabet er på sin side blot en cementering af, at de begge anerkender kærlighedens bindende kraft som noget vigtigere, mere magtfuldt og bevaringsværdigt end deres respektive selvstændighed.

Et ægteskab, der ikke baserer sig på en fælles tro på kærligheden (og kærlighed taler med tusinde tunger) er naturligvis dømt til at fejle, uagtet hvor strengt man bibeholder den formelle rollefordeling mellem kønnene udadtil. Men ligesådan er en fuldstændig 'ligestillet' ægtestand dømt til at falde fra hinanden, hvis der ikke eksistere en fælles tro på kærligheden. Kvinde og mand kan nemlig kun respektere hinanden, såfremt de faktisk ser hinanden som andet end midler til egocentrerede mål. Er det fælles mål kærligheden vil målet for kvinden være manden og omvendt, og de vil hver især anskue sig selv som midler i kærlighedens tjeneste. Således vil der naturligt opstå forskelle og underordninger gensidigt i dette og hiint, fordi de hver især tjener hinanden og således begge tjener noget eksternt fra deres eget ego. De kan altså hver især sige: 'Den anden er vigtigere end jeg', fordi de i fællesskab kan sige: 'Kærligheden er vigtigere end os begge'. Dette er et mønstereksempel på konservativ tankegang.

Ovenstående er naturligvis et ideal og hver eneste specifikke ægteskab vil være mere eller mindre idéelt. Det centrale er imidlertid dette 'mere eller mindre': Fordi vi i fællesskab tror på idealet kan vi meningsfuldt snakke om at være mere eller mindre tæt på det, og det er naturligvis bedre at være tæt på end at være langt fra. Dvs. at et ægteskab med en stærk fælles tro på den gensidige kærligheds magt må regnes for et bedre ægteskab end det, hvor manden tager kvinden for sex og kvinden manden for penge (eller omvendt) og de i øvrigt ikke kan fordrage hinanden. At dette er tilfældet burde de fleste kunne blive enige om - hvor 'ligestillede' vi så end måtte være.

Konservatismen lader alle værdier udvise den samme grundstruktur, dvs. 'hænge på det samme skelet'. Alle værdier repræsentere idealer for den personlige underordning af det eksterne, og alle sande idealer vil altid være i overensstemmelse med hinanden, da samfundets helhed er præget af harmoni, og ikke konflikt. Besidder et samfund omvendt flere normer, der er i uoverensstemmelse med hinanden, er der tale om en værdimæssig dissonans - en normkonflikt - der kræver et ideologisk opgør.

(I virkeligheden er der kun tale om én 'værdi' der per definition vil være i konflikt med alle andre, virkelige værdier, nemlig ligheden - og dette på en stærkt tvetydig måde. Dette er imidlertid hverken tiden eller stedet til at afdække det komplicerede lighedsproblem).

V.

Tager vi skridtet videre fra familien når vi lokalsamfundet. Ligesom individet i den velfungerende familie underordner sig familiens interesser, dvs. begriber de større familiære interesser som sammenfaldende med sine egne interesser, og således begriber familien som en struktur, hvor helheden står i centrum frem for hvert enkelt delkomponent, da ser vi, at lokalsamfundet kan begribes analogt: Lokalsamfundet bør som helhed ikke tjene én enkelt familie frem for de øvrige, men må snarere bestå i den harmoniske samordning af de familieenheder, der her, i det større perspektiv, tjener som organer i lokalsamfundets større sammenhæng.

Ligesom individet overgiver sig selv til kærlighedsbåndet i familien, må den enkelte familie også underordne sig et bånd, der lader de øvrige familier eksistere i en mere eller mindre gensidig harmoni inden for det umiddelbare nærområde. Vi kan således tale om det gode naboskab som værdi på det lokale plan: Det gode naboskab er idealet i den enkelte by - eller hvis vi taler om storbyer, hvor mange lokalsamfund eksisterer side om side, i det enkelte kvarter - præcis ligesom kærligheden er idealet inden for ægteskabet.

Dette er hvad jeg mener, når jeg siger at konservatismen lader alle værdier udvise den samme grundstruktur: På den ene side at familien og lokalsamfundet (f.eks.) taget for sig udviser den samme orden af det enkelte, der underordnes det fælles. Men på den anden side, at denne ideale enshed også betyder, at en konservativt harmonisk familie nødvendigvis vil være i samklang med det konservativt harmoniske lokalsamfund. Præcis ligesom det harmoniske individ, med orden i prioriteterne og et realistisk syn på tingene, vil være i samklang med det andet individ i ægteskabet.

Den konservative logik løber nemlig som følger: Det individ der stifter familie ud fra den rette moralske indstilling - dvs. ud fra den rette opfattelse af, at den fælles kærlighed, og ikke egenkærligheden er den sammenknyttende værdi i familieenheden - vil allerede i kraft af denne personlige underordning have lagt fundamentet for en familie, der kan eksistere i godt naboskab med andre familier.

Dette manifesterer sig i, at den enkelte familie under hensyn til familiens bedste, vælger at bosætte sig i et område, som er godt for børnene (f.eks.). Den gode familieenhed gravitere altså naturligt imod et lokalsamfund, der tiltrækker andre lignende familier, dvs. familieenheder der på lignende viis griber de samme muligheder. Ligesom den enkelte i det fælles kærlighedsbånd vil give sig selv for, at enheden trives så godt som muligt, vil familierne i det gode lokalsamfund arbejde for, at nærområdet forbliver sundt - dvs. at lokalsamfundet bevarer den gode orden, der i første omgang gør det ønskværdigt at bo der.

Først nu, i det tredje led væk fra individet, støder vi på konservatismens egentlige politiske implikationer. Den rent politiske sfære gør sig nemlig først gældende der, hvor de mange lokalsamfund skal svare til det ene, overordnede samfund, og dettes administrative organ: Staten.

Nu, hvor vi i grove træk har såvel form af- som indhold i den konservative verdensanskuelse på plads, kan vi således endelig vende blikket imod konservatismens politiske implikationer.

-