Konservativt #2: Konservatismen i grundtræk (2/5)

(Dette er anden del af en lang artikel om konservatisme. Indledningen finder du her: 'A. Om konservatismen generelt: Politik og verdensanskuelse'. Tredje afsnit finder du her: 'C. Konservatismen som konservativ -isme: Værdier og valg'. Fjerde afsnit finder du her: 'D. Konservatismen og staten: Tabu og norm'. Det sidste afsnit 'E. Konkluderende bemærkninger' følger inden for en nær fremtid).

B. Konservatismen som -isme: Samfund og individ

I.

Den offentlige debat er rig på henvisninger til- og diskussioner af de såkaldte -ismer, men hvad betyder dette karakteristiske suffiks egentlig?

Den altid nyttige ordbog.dk angiver fem definitioner på -isme. Jeg gengiver dem alle her, for at eksplicitere den enorme spændevidde af fænomener, der på den ene eller anden måde kan kaldes -istiske. Således får vi en idé om den fælles forståelsesmæssige grund for alle -ismer, på baggrund af hvilken jeg nærmere vil udforske, hvad der særligt karakterisere den konservative type.

Onlineordbogen giver følgende fem beskrivelser af -isme:

---

1. betegner en retning eller bevægelse inden for fx kunst, politik eller videnskab. (fx konservatisme, kubisme)
1a. betegner en bestemt social struktur, samfundstype el.lign. (fx kapitalisme, feudalisme)
1b. betegner en grundholdning eller tilbøjelighed. (fx egoisme, sadisme)

2. betegner en enhed med bestemte egenskaber eller funktioner. (fx organisme, mekanisme)

3. betegner udøvelse af en bestemt aktivitet. (fx bilisme, turisme)
3a. betegner brug eller misbrug af noget. (fx alkoholisme, morfinisme)

4. betegner et naturvidenskabeligt fænomen (fx magnetisme, metabolisme)
4a. betegner en sygdom (fx mongolisme, parkinsonisme)

5. Sprog: betegner et ord eller udtryk som er overtaget fra et bestemt sprog, som har bestemte stilistiske træk el.lign (fx svecisme, arkaisme)

Kilde
---

Det siger sig selv, at fokuspunktet i nærværende vil være konservatisme som en retning inden for politik, dvs. definition 1. Dog bør det bemærkes, at konservatismen som politisk ideologi trækker tråde til -istiske fænomener svarende til definition 2. og 3. De hhv. naturvidenskabeligt og sprogligt karakteriserede -ismer i den 4. og 5. definition har derimod intet at skulle have sagt i denne sammenhæng, så lad os glemme dem for nu.

Den bedste beskrivelse af konservatismen som politisk -isme er nemlig denne, at politik tænkes som bindeled imellem to øvrige -ismer, der hhv. rammes af den 2. og 3. definition. Den politiske konservatisme er altså at forstå som en forbindelse imellem 'en enhed med bestemte egenskaber eller funktioner' (def. 2) og 'udøvelse af en bestemt aktivitet' (def. 3).

Enheden med bestemte egenskaber eller funktioner er det, som vi kalder for samfundet. Samfundet er som bekendt altid kollektivt, og betegner en gruppe mennesker, der er fælles om at bebo et givent afgrænset geografisk område, deler en bestemt kultur og/eller er underkastet det samme politiske styre.

Ind imellem støder man på en mere mudret brug af ordet, f.eks. i betegnelsen det internationale samfund. Da konservatismen imidlertid altid slår sine rødder i- og understreger vigtigheden af et bestemt område, og altid tager dette konkrete samfund som udgangspunkt, vil jeg her se bort fra enhver divergerende idé om hvad 'samfund' ellers kunne betyde. Her henviser samfund altså udelukkende til den geografiske/kulturelle/politiske enhed - i vores tilfælde det danske samfund.Udøvelsen af en bestemt aktivitet betegner omvendt det enkelte menneskes liv. Hvert menneske, der er del af et givent samfund, udfolder sin primære aktivitet, dvs. lever sit liv inden for dette samfund. Denne aktivitet vil på det mest abstrakte og generelle plan være rummet i et begreb om valg. Individet lever sit liv i et samfund, og denne aktivitet kommer direkte og umiddelbart til udtryk i hvorledes individet vælger.

II.

Skal vi forstå konservatismen som det politiske bindeled imellem den enkeltes specifikke liv og det overordnede samfund, som vedkommende er en del af, da må vi forstå, at den rette opfattelse af konservatismen er betinget af en forståelse af, hvad vi nærmere bestemt mener med et konservativt samfund og et konservativt liv. Spørger vi altså: Hvad er konservatisme? da bliver vi nødt til at raffinere spørgsmålet og udvide det til: Hvad er et konservativt koncept om hhv. samfundet og det enkelte menneske, og hvordan formidles der imellem de to politisk? For hvis vi ikke besidder et passende begreb om, hvad vi mener, når vi taler om mennesket og samfundet, så mister vi fuldstændig konservatismens substans af syne.

Konservatismen selv kan nemlig kun begribes, såfremt vi som sagt forstår den som bindeled imellem samfundet på den ene side og mennesket på den anden. Selve essensen i konservatismen er nemlig, at mennesket og samfundet er forbundet i en fundamental forstand. Denne forbindelse lader sig overhovedet ikke begribe, om vi ikke dvæler en stund ved, hvad vi overhovedet forstår ved et menneske og et samfund - og dermed forstår, at det er umuligt at begribe det ene om man ikke samtidig begriber det andet.

Vi har allerede specificeret samfundet som en enhed. At se samfundet som en enhed kan naturligvis problematiseres - men som konservative vil vi altid arbejde ud fra overbevisningen om, at dette nu engang er den rette måde at forstå samfundet på. Dog ikke som en hvilken som helst type enhed: Som citeret ovenfor giver ordbogen to interessante eksempler på denne brug af -isme som et 'enhedssuffiks', hvor én er rammende for den konservative samfundsopfattelse, mens den anden fuldstændigt træffer det modsatte: Nemlig hhv. organisme og mekanisme.

Som konservative forpligter vi os på en idé om, at samfundet er ret forstået som en organisme, dvs. som noget levende og animeret ('besjælet') kontra den formalistiske ('systematiske') mekanisme.

Hermed har vi den første vigtige, konservative distinktion på plads: At samfundet forstås som en organisk enhed, hvilket vi primært forstår i kontrast til en mekanisk eller en fragmentarisk samfundsidé (sidstnævnte betegner enhver idé om, at samfundet som sådan ikke kan betegnes som én definitiv størrelse).

Hermed har vi allerede sagt meget om den konservative opfattelse af det enkelte menneskes liv: Ethvert individ er at forstå som en integral del af den overordnede samfundsorganisme. 'Individ' betyder altså konservativt talt 'et organ i organismen'.

Det enkeltstående organ udfolder som sagt sin aktivitet igennem sine valg. At vælge er basalt set den funktion, som det enkelte menneske praktisere for- og i samfundet, i det at vedkommende lever sit liv på en bestemt måde. Den overordnede samfundsorganismes tilstand og sundhed vil således - ligesom kroppens forhold til sine organer - være afhængig af, hvorvidt de enkelte organer er sunde og velfungerende. Det sunde samfund bliver altså (konservativt talt) samfundet hvor de vitale organer - dvs. de samfundsbærende kræfter, eller de vigtigste mennesker og institutioner - i særlig grad træffer gode og sunde valg. Valg, der ikke bare er til gavn for dem selv, eller for bestemte grupper, men for hele samfundet, under respekt for helhedens liv og forståelse af hvert enkelt del-elements funktion.

Kun hvis samfundets repræsentanter, der på den ene eller anden måde tjener en central funktion for vedligeholdelsen af samfundsorganismens sundhed, træffer gode valg, baseret på en passende, mere eller mindre intuitiv indsigt i samfundets orden, kan vi tale om et egentligt konservativt samfund.

Konservatismen er nemlig fundamentalt set troen på, at et virkeligt verdenssyn er muligt, at individet kan tilnærme sig dette verdenssyn og at verdenssynet således i højere og højere grad vil influere individets valg. Et samfund er altså konservativt, såfremt den herskende magt vælger (og evt. vælges) ud fra et konservativt verdenssyn, og det i sandhed konservative verdenssyn er det, der i højeste grad begriber samfundet som noget levende og organisk - dvs. som noget kontinuerligt med individet.

Vi konservative betragter hverken samfundet som noget, individet er underlagt (socialisme) eller som noget, der principielt set bør være underlagt individet (liberalisme). Vi forstår derimod samfund og individ som to sider af samme sag.

Den konservative tror derfor også på, at det, der er til gavn for helheden, også er til gavn for delen - men at hvert enkelt del kun har det godt i den balance, der kommer af at respektere helheden som det vigtigste. En helhed hvor hver del har sin egen plads, og tjener sin egen funktion i samordning med de øvrige. Det gensidige balanceforhold imellem samfundets delelementer i en afstemt helhed er det centrale, og derfor bør intet enkelt element betragtes i isolation, men altid jævnføres det store billede.

Vi kan sige, at vi som konservative ønsker at dette grundlæggende verdenssyn får politisk indflydelse. Som konservativ tror vi ikke på, at en magthaver kan vælge konsistent og korrekt, med mindre at vedkommende har en passende forståelse af sit samfund, reflekteret i en sammenhængende virkelighedsopfattelse. En virkelighedsopfattelse, som vi i en eller anden forstand også anerkender som vores egen - og hjørnestenen i den konservative virkelighedsopfattelse er og bliver den mere eller mindre intuitive begribelse af samfundet som en organisk enhed.

I denne grundopfattelse er alle konservative i samklang.

Som konservativ anerkender jeg andre som konservative, såfremt jeg registrerer et overlap imellem deres og min virkelighedsopfattelse. Det følger altså naturligt at jeg forstår mig selv som fundamentalt forbundet med andre konservative, da der eksistere en fælles overbevisning om en samfundsorganisme, som vi i fællesskab er en del af-, og hvis sundhed er i vores fælles interesse. Vi er forbundne såfremt vi i fællesskab er en integral del af sagen selv. Konservatismen er altså ikke en ideologi man 'tager på sig', eller 'har' såfremt man er konservativ. Den, der først har forstået sig selv som konservativ, må tillige forstå konservatismen som uadskilleligt fra livet selv, da konservatismen udtrykker en fundamental forbindelse mellem selv og samfund.

En kritisk indvending imod konservatismen lyder ofte, at den konservative bare ønsker sin egen (strengt subjektive) virkelighedsopfattelse trumfet igennem. Dette er imidlertid en misforståelse, da nøglen i konservatismen netop er det intersubjektive, dvs. det fælles i verdenssynet, som konservative mennesker - alle indbyrdes forskelle til trods - alligevel deler. Det er strengt taget utænkeligt at have et konservativt verdenssyn, hvis man ikke genkender sine overbevisninger i verden. Dette forekommer i særlig grad, når man finder at éns virkelighedsopfattelse vækker genklang i andre og vice versa. Den mellemmenneskelige samhørighed er i en vis forstand konservatismens substantielle indhold (se næste afsnit). Vil man forstå konservatismen må man altså forstå, at det er den intersubjektive verdensanskuelse der overhovedet gør ideologien mulig.

Som konservative anerkender vi hinanden som tjenere af den samme idé: Samfundsorganismen. Men i denne anerkendelse ligger tillige overbevisningen om, at det er samfundsorganismen der er det vigtigste - at det er agtelsen for samfundet som et formål i sig selv vi genkender i hinanden. Et konservativt fællesskab er altså et fællesskab om at tjene: Ikke sig selv eller hinanden, men den idé og den virkelighedsopfattelse som vi er fælles om.

Den konservative vælger altså et verdenssyn, der for vedkommende selv står som det rigtige - ikke på trods af-, men netop fordi at andre deler det samme verdenssyn i mere eller mindre grove træk. Det ligger nemlig indlejret i et konservativt verdenssyn, at det ikke handler om de implicerede mennesker, men om det fællesskab der nødvendigvis er til stede som det primære, såfremt vi taler om at vi lever i et fælles samfund - ja, såfremt vi kan snakke om et samfund overhovedet. Man forsøger altså at samle sig om en idé om et fællesskab, der i en fundamental forstand allerede er til stede. Det er nemlig fællesskabet der formulerer konservatismens mening - ikke én selv.

III.

Ovennævnte meningsfællesskab vil jeg løbende vende tilbage til. Først vil jeg imidlertid spole tilbage til det individuelle liv og bestemmelsen af dette som en aktivitet, hvis primære udtryk er valget. Herved bliver det mere tydeligt hvad der særligt kendetegner konservatismen som et individuelt ideologisk valg.

Det skal bemærkes, at jeg ved brugen af ordet valg vælger at se fuldstændig bort fra den filosofiske diskussion af, hvorvidt individets ageren grunder i frihed eller i en determineret orden. Om den enkelte er fri i sine handlinger eller ej spiller altså ingen rolle for nærværende: Her henviser ordet valg udelukkende til det faktum, at den enkelte altid er aktiv på den ene eller anden måde, i det vedkommende udfolder sit liv inden for rammerne af et givent samfund. Det er denne livsaktivitet jeg gerne vil gøre opmærksom på.

Som konservative mener vi, at det enkelte menneskes liv kun er rigtigt forstået under hensyn til individets egen idé om sine rammebetingelser, og at kvaliteten af det individuelle valg således er uadskillelig for kvaliteten af individets samfunds- og verdenssyn. En dårlig idé om hvorledes 'tingene hænger sammen' udmønter sig altså generelt i dårlige valg. Dette mener jeg kan forsvares, om man så måtte mene at valget er frit, eller determineret.

Bestemmelsen af begrebet valg er det centrale problem for den filosofiske retning, der er blevet døbt eksistentialisme. Hvis vi undlader at dykke ned i den egentligt filosofiske diskussion af valget, men bevarer betegnelsen 'eksistentialisme' som en overskrift for 'enhver forståelse af valget', så kan vi snildt tale om en art eksistentiel konservatisme.

Eksistentiel konservatisme siger intet om det at vælge i sig selv, men sigter snarere efter en bestemt opfattelse af, hvordan det enkelte menneske forholder sig til- og forstår rammebetingelserne for sine valg, dvs. sin aktivitet/ageren. Dette rammebetingelsesforhold er i sagens natur analogt til, hvordan den konservative anskuer individet - sig selv og andre - i forhold til samfundet: Den individuelle aktivitet må slå sine rødder i- og betragtes fuldt og helt som betinget af den samfundsmæssige organisme.

At organismen handler igennem den enkelte og at den enkelte handler på vegne af organismen er absolut centralt for den konservative forståelse, dvs. det konservative verdenssyn. Samfundet betragtes altså ikke som et produkt af et eller flere individer. Samfundet er ikke noget vi har skabt. Samfundet selv er nemlig ikke noget vi vælger til- eller fra. Samfundet er snarere betingelsen for at vi kan vælge overhovedet, og denne betingelse viser sig konkret i vores muligheder for at vælge det ene eller det andet, og således leve vores liv på den ene eller den anden måde.

En idé om et 'skabt' eller et tilvalgt samfund svarer derimod til idéen om en kvinde, der føder sin egne forældre. Vi kan forestille os situationen - men så snart vi tænker nærmere over den, kommer den til at fremstå stadig mere absurd. Ligesom kvindens forældre kommer samfundet nemlig altid først, og leverer de rammer, som individet efterfølgende må forstå sig selv og sine egne valgmuligheder ud fra. Kvinden kan altså først føde såfremt hun selv er blevet født - og forældrene er den suveræne betingelse for, at kvinden er blevet født, ligesom vores samfund betinger hvilket valg vi kan træffe, og hvilket liv vi kan leve. Samfundet giver os nemlig vores muligheder for at vælge - og et valg uden muligheder er i sagens natur intet valg.

Vi mennesker lever og vælger altså altid ud fra en overleveret forståelse. Det er vores måde at forstå samfundet og verden på, der afslører vores muligheder for at leve og vælge i samfundet og verden. Essensen af den overleverede forståelse er den, man som konservativ forsøger at bevare i min verdensanskuelse. Det er den forståelse vi anerkender som betingelsen for vores egne valg, og det er en lignende forståelse vi anerkender, når vi anerkender andre som konservative. Konservativ er altså den, der individuelt vælger at arbejde for de fælles rammebetingelser.

Konservatismen baserer sig derfor på idéen om en grundlæggende harmoni i den fælles forståelse. At man er mange der er enige om, at samfundets kerneværdier er bevaringsværdige, dvs. at den overleverede verdensanskuelse er værd at bevare og give videre. Overalt er det nemlig verdensanskuelsen - anerkendelsen af at samfundet giver gode muligheder til individet - som er centralt. Dvs. ikke det enkelte individs valg, men det forhold at individet kan vælge på den måde, som samfundet tillader.

Som konservativ afviser jeg derfor, at samfundet i en grundlæggende forstand skulle være noget sekundært i forhold til individet. Konservatismen implicerer nemlig at individet altid hhv. er i- og agerer ud fra den kontekst vi kalder samfundet. Samfundet er som tidligere nævnt aldrig noget individuelt, og kan umuligt reduceres til noget sådant. Det er derimod fælles.

IV.

Konservatismen er altså væsentligt en kollektivistisk ideologi. Kollektivisme-begrebet er imidlertid blevet misbrugt i en sådan grad (af socialister), at vi bør dvæle et øjeblik ved ordet, for at sikre os mod misforståelser.

Bid først og fremmest mærke i, at jeg endnu bevæger mig på det beskrivende plan. Konservatismen er kollektivistisk i sit grundlæggende menneskesyn: Konservatisme implicerer en opfattelse af, at samfundet (ej at forveksle med staten, jf. afsnit D.) er den vigtigste faktor i forhold til det enkelte menneskes forståelse af sig selv og andre, dvs. begribelsen af sine egne muligheder for at vælge sit liv. En konservativ menneskeopfattelse vil således være at kultur, sprog, geografi, folk og samfundets generelle indretning i stort og småt er et uomgængeligt udgangspunkt for den passende forståelse af, hvad det enkelte menneske som sådan er.

Hermed er konservatismen i opposition til den universalistiske menneskeopfattelse, hvor man altid tænker mennesket som noget i sig selv, uafhængigt af hvilket samfund den enkelte så 'tilfældigvis' måtte være en del af. Dette betyder ikke, at den konservative nødvendigvis finder det meningsløst at tale om, at vi som mennesker alle er fælles om visse ting, og at en overordnet idé om menneskehed ikke kan være gavnlig. Nej, det betyder udelukkende at den konservative ikke acceptere at mennesket reduceres til den abstrakte universelle idé. En absolut idé om mennesket som noget, der skal tænkes uden samfund er og bliver altså en ukonservativ tanke. Mennesket er altid indviklet i sin konkrete verden, og enhver universalistisk kollektivisme - der taler om luftige ikke-ting såsom det menneskelige fællesskab - forbliver per definition ukonservativ.

Konservatismen er med andre ord en kollektivistisk ideologi, der tænker menneskets muligheder for at leve (at vælge) kontinuerligt med idéen om samfundsorganismen. Sidstnævnte betegner altid dette konkrete samfund. Et 'konservativt liv' er således det samme som at vælge at tro på- og at leve for det større og vigtigere liv end éns eget - og det 'store' liv vil altid på den ene eller anden måde være dette samfunds liv. Den konservative vælger altså aktivt at bevare det, der konkret er blevet overleveret: At give de muligheder videre, som samfundets 'store' liv har givet én selv, og således at vie det personlige 'lille' liv til den store idé om det fælles, det lokale, det forenende og det levende.

Den sande konservative arbejder altså for samfundet ud fra en grundlæggende forståelse af, at samfundet også arbejder for ham eller hende - og samfundet har allerede gjort noget for én, såfremt man overhovedet begriber, at man har visse muligheder for at handle. Det individuelle menneske er nemlig intet uden sit fællesskab og fællesskabets betingelser. Det er disse, der overleverer enhver mulighed for at leve og vælge - og såfremt man indser disse muligheder for gode, vælger man at leve for at bevare dem. Dette vil imidlertid altid være at leve for- og vælge på baggrund af idéen om noget højere, noget større og noget mere betydningsfuldt end én selv.

Det er sådanne store, fælles idéer der formidles i verdensanskuelsen.

V.

Når individet først frem til en sådan verdensanskuelse, anser den for god, og vælger at handle aktivt for at bevare den - så er individet et konservativt individ. Det konservative individ handler imidlertid ikke kun som individ, men tillige som repræsentant for den store, fælles verdensanskuelse.

Den konservative har med andre ord valgt at tro på noget større end sig selv. Men denne tro er ikke bare noget personligt. Den er derimod rodfæstet i den fælles samfundsorden, som individet altid allerede er en integreret del af.

I næste afsnit kigger vi nærmere på, hvordan det gode kan vise sig i det konkrete samfund som en overleveret mulighed, der anbefaler sig som særligt bevarinsgsværdig.

-