Konservativt #1: Konservatismen i grundtræk (1/5)

(Dette er første del af en lang artikel om konservatisme. Anden del findes her: 'B. Konservatismen som -isme: Samfund og individ'. Tredje del finder du her: 'C. Konservatismen som konservativ -isme: Værdier og valg'. Fjerde afsnit finder du her: 'D. Konservatismen og staten: Tabu og norm'. Sidste afsnit 'E. Konkluderende bemærkninger' følger inden for en nær fremtid).

"Plus ça change, plus c'est la même chose"

-Ordsprog

A. Om konservatismen generelt: Politik og verdensanskuelse

Konservatisme er en bestemt type politisk ideologi på linje med eksempelvis socialisme og liberalisme. Men samtidig er konservatisme noget ganske andet end de øvrige mainstreamideologier - både i form og i indhold. Dette gør konservatismen til en svært begribelig, hvis da ikke direkte uforståelig størrelse for mange. Det er denne forvirring jeg her vil forsøge at gøre op med - hvilket imidlertid kræver, at vi starter helt fra bunden.

Det karakteristiske suffiks -isme indikerer en form for enhed af sammenknyttede tanker, medens tillægsordet/navneordet konservativ har politiske konnotationer - selvom man i sagens natur kan kalde mangt og meget for konservativt, uden nødvendigvis at mene noget politisk med det.

I følgende tekst vil jeg primært beskæftige mig med konservatismen som et politisk fænomen. Dette fænomen lader sig imidlertid ikke undersøge som noget 'rent', da en konservativ politisk forståelse netop implicerer, at der ikke eksistere et entydigt skel imellem det, der er politik og det, der ikke er.

Hermed ikke sagt at 'alting er politik' for den konservativt sindede. Det drejer sig snarere om, at den politiske anskuelse hviler på overbevisninger, som ikke kun begrunder den konservatives politiske standpunkter, men tillige meget andet. Der er altså tale om en generel konservativ verdensanskuelse. Verdensanskuelsen følger ikke af den politiske overbevisning men vice versa.

Som konservative opererer vi altså stadig med et skel imellem politikken og verdensanskuelsen. Der er bare ikke tale om et entydigt skel såfremt vi snakker politik: Som konservative kan vi derfor ikke tale om politik uden konstant at trække linjer tilbage til den mere generelle virkelighedsopfattelse. Omvendt kan vi imidlertid snildt tale om verdensanskuelsen uden at inddrage politik.

Verdensanskuelsen er med andre ord det centrale. Verdensanskuelsen er det fundament, som politikken hviler på, og som politikken har sin hele mening i kraft af.

Der er altså tale om et klart ideologisk ('idé-mæssigt') hierarki: Verdensanskuelsen er det vigtigste. Overalt hvor vi som konservative taler om politik må politikken jævnføres, begrundes i- og retfærdiggøres ud fra verdensanskuelsen, mens det omvendte aldrig er tilfældet.

Konservativt talt er politikken nemlig tjeneren, mens verdensanskuelsen er herren. Så snart de to størrelser bliver ligestillede eller endog vendt på hovedet, da er der ikke længere tale om konservatisme. Hjørnestenen i enhver sand politisk konservatisme er nemlig, at politikken anskues som et underordnet del-element i den helhed, som her kaldes for verdensanskuelse.

Dette er et helt grundlæggende forhold, som ikke kan gentages nok, da det i et og alt rummer hvad der karakterisere konservatismen som politisk ideologi: Sand konservativ politik er altid begrundet i en verdensanskuelse. Dvs. at en autentisk konservativ politik kun kan forstås og føres ud i livet, såfremt vi besidder et passende indblik i den verdensanskuelse, der overalt må begrunde såvel den konservatives politik som vedkommendes generelle indstilling til livet.

Derfor er alting ikke politik for den konservative. Den konservative reducerer nemlig ikke verden til politik, men begrunder omvendt den førte politik i termer, der altid må og skal vise tilbage til verden. Politikken må altid følge af den bagvedliggende idé om verden, mens det politiske på sin side ikke har nogen magt over det generelle syn på virkeligheden.

Således tænker den konservative politikken kontinuerligt med virkeligheden og politikken forholder sig som sagt til verden som delen forholder sig til helheden. Helheden består af mange forskellige dele, dvs. meget ud over politik. Enhver del - heriblandt politikken - kan i og for sig godt betragtes i isolation, men i sidste ende har delen kun en mening, såfremt den jævnføres det store billede.

Dette forhold er på én og samme tid, hvad der særligt udmærker konservatismen som værende fundamentalt anderledes end tidens øvrige stridende -ismer (socialisme og liberalisme), og grunden til konservatismens nuværende krise, symboliseret ved det ynkværdige og anakronistiske Konservative Folkeparti: At konservativ politik altid må finde sin legitimitet uden for den strengt politiske sfære. Derfor befinder konservatismen sig ilde i den nuværende diskurs, der bølger imellem de ekstreme standpunkter, at politik enten er alt (socialisme) eller intet (liberalisme) - sat på spidsen, naturligvis. Denne ideologiske strid har affødt det relativistiske social-liberale mainstreamsynspunkt, at politik er alt og intet på én og samme tid (symboliseret ved det forholdsvis lille og uforholdsvis magtfulde parti Det Radikale Venstre). Et standpunkt der på mange måder udgør konservatismens diametrale modsætning.

Ovenstående komplikation - konservatismens krise - vil jeg vende tilbage til i afsnit D., hvor jeg forsøger at udpege en retning for en konservativ forståelse af statens rolle i samfundet.

Det er nemlig min overbevisning at den nuværende konservatismes kraftløse tilstedeværelse i det politiske landskab langt hen af vejen kan ledes tilbage til en manglende principiel klarhed over, hvordan vi som konservative overhovedet bør tænke staten. Alligevel er det en debat, som der ikke rigtig er nogen, der tager initiativ til at påbegynde - måske af frygt for, at snakken bliver for teknisk, intellektuel og teoretisk. Bliver man først beskyldt for bare én af disse tre ting er man jo som bekendt dømt ude i den offentlige debat. Da jeg imidlertid aldrig har være inde i debatten, har jeg ingen skrupler ved at give bolden op her.

Den vigtige statsdiskussion kan imidlertid ikke stå alene. Den må føres på baggrund af en nærmere bestemmelse af konservatismens særegne ideologiske indhold, som jeg giver et bud på i afsnit C. Før vi når så langt er det imidlertid også nødvendigt med en redegørelse for, hvad vi i det hele taget mener, når vi taler om konservatisme som -isme. Dette vil blive undersøgt i afsnit B..

Før vi griber til de konkrete politiske overvejelser, bliver vi altså nødt til at undersøge konservatismen i dens del-elementer, for at opnå en principiel klarhed omkring, hvad 'konservatisme' i det hele taget betyder. Hvis denne klarhed mangler, vil diskussionen af konkrete politiske overvejelser selvsagt være frugtesløs.

Selvom denne tekst fokuserer på konservatismen som et politisk fænomen kommer den altså i sagens natur til at handle om meget andet end netop politik, der som sagt først bliver eksplicit påtalt i afsnit D.. Dette forhold er ikke udtryk for modvilje imod at adressere konservatismens politiske dimension. Der er snarere tale om en nødvendighed, da ingen anden nulevende politisk ideologi er omgærdet af så mange uklarheder og misforståelser som det er tilfældet med konservatismen.

Det ville således være en fejltagelse at kaste sig direkte ud i overvejelser om det konservative perspektiv på statens rolle i samfundet, da et sådan projekt ville savne enhver meningsfuld kontekst. Givet konservatismens stærkt begrænsede tilstedeværelse i nutidens politiske landskab og den offentlige debat, er den konkrete statsføring da også de konservatives mindste problem på nuværende tidspunkt.

Tiden er snarere til selvransagelse og ideologisk mobilisering.

Nærværende lille skrift bør derfor heller ikke betragtes som definitivt. Der er blot tale om et ydmygt-, men alvorligt bidrag til den løbende ideologiske diskussion af konservatismens væsen - et væsen der alle dage har været så meget mere end det, som et enkelt menneske nu kan rumme og sige om det. For konservatismen er, når alt kommer til alt, en ideologi der drejer sig om det meningsfulde fællesskab, som intet isoleret individ i sagens natur kan udtale sig definitivt om.

Jeg overleverer derfor mine ord til læseren i troen på, at konservatismen stadig er ikke bare relevant men vital, og at den konservative grundtanke i fremtiden vil repræsentere et stærkt og fornuftigt alternativ til den retning, som det danske samfund bevæger sig i på nuværende tidspunkt. Denne tro mener jeg er det højeste og vigtigste, vi på nuværende tidspunkt må kræve af hinanden som konservative - for i denne tro arbejder vi ikke bare for vores egen- og for hinandens-, men også for fremtidige generationers skyld.

Jeg giver derfor mine tanker videre i troen på, at jeg således må styrke læserens egen tro på konservatismens berettigelse, i håb om at læseren selv må se nye håbefulde perspektiver i det konservative projekt, og at han eller hun selv må føle inspirationen til at gøre sit bedste i kærlighed til den fælles sag.

-