Kære Danmark. Kære
danskere.
Vi er en minoritet.
Geografisk er Danmark en lille,
uanselig plet i nordeuropa - og europa selv er endog et forholdsvist
småt kontinent, globalt set. Det danske sprog, vor moders
stemme, tales kun af os danskere og så de få
ekcentrikere, der vælger at studere sproget på de
udenlandske universiteter, fordi de enten har danske aner, eller
ønsker at kunne læse Kierkegaard på
originalsproget. Af verdens mere end otte milliarder mennesker er det
kun en uanseelig mængde, der overhovedet ved at vores lille
land eksisterer - og af denne mængde er det kun få, der
ikke med god samvittighed kan tillade sig at være fuldstændig
ligeglade.
For de fleste af dem, der trods alt
kender til vores eksistens, vil Danmark nemlig altid være én
og kun én ting: Hovedstaden i Sverige.
Som danskere lever vi i en stor og
ubegribelig verden. En verden, der af uransagelige årsager ikke
fungerer præcis ligesom Danmark fungerer. Vi lever i en verden,
som er fyldt med mennesker, der underligt nok ikke tænker
præcis som vi danskere tænker. Alligevel vil Danmark og
det danske folk altid være vores målestok for, hvad der
er normalt - hvad det er
normalt at mene og
hvordan det er normalt at
opføre sig - af
den ene simple årsag, at det er her, i dette land,
blandt dette folk vi
har vores rødder. Vi tænker på dansk og vi drømmer
på dansk, fordi dette nu engang er den mest naturlige måde
at tænke- og at drømme på. Dvs. at det er det
naturlige for os.
Vi
danskere besidder nemlig en stor sans for, hvad der er normalt
og hvad der ikke
er. Og denne stærke sans for det normale og det almindelige
kommer netop af, at vi lever i et lille land og taler et lidet
udbredt, svært og underligt klingende sprog. Som dansker er det
nemlig umuligt at ignorere det indiskutable faktum, at størstedelen
af den omkringliggende verden nu engang ikke er
dansk. At størstedelen af verden ikke tænker,
taler og drømmer som vi gør - og at den aldrig vil
komme til det.
Vi
danskere er nemlig født til det tvetydige og ofte svært
håndterbare privilegium, at det i vid udstrækning er
umuligt for os at ignorere vores egen sjældenhed.
Overalt, hvor end vi ser og går, er vi konfronterede med det
førnævnte faktum, at vi er en undtagelse
og en afvigelse i en
verden, der er så meget større end vi selv er. En
verden, der ville rulle videre som om intet var hændt, hvis
Danmark skulle forsvinde fra landkortet i morgen.
Jo, vi
ville måske få en forside på New York Times, og et
længere indslag på al-Jazeera - Kina eller Indien ville
næppe bemærke det - hvis Danmark en morgen var forsvundet
sporløst. Historien om det lille land, der pludselig blev væk,
ville selvfølgelig ikke slippe fuldstændig
forbi mainstream-medierne. Nej, de ville nok godt kunne tale om den
sag i op til en hel uge - men
så ville klodens medieforbruger næppe synes, at historien
var mere interessant end som så. Nej, verden som helhed ville
meget hurtigt vende tilbage til den daglige trummerum og fortsætte
som om at intet var hændt. Kun ganske få mennesker ville
nemlig bemærke en egentlig forskel i deres dagligdag, nu hvor
Danmark var fortid. Hvis Danmark forsvandt som dug for solen ville
verden rulle videre som om intet var sket - fordi der for verden, i
det store perspektiv, netop ville være sket - intet.
Vort
lands- og vor kulturs globale uanseelighed betyder, at meget af det
som vi danskere per instinkt finder så normalt, som
vi selv finder så indlysende
og som vi selv finder så attråværdigt
på alle måder er undtagelser
og anomaliteter i det
store perspektiv. Dvs. at vores nationale karaktertræk i høj
grad kan virke underlige og
ekcentriske - netop
fordi at Danmarks særegenheder for det meste ikke er noget, som
det globale samfund behøver at forholde sig til overhovedet.
For størstedelen af verdens befolkning vil det kort og godt
være aldeles pointeløst at overveje, hvordan et særligt
dansk perspektiv på tingenes tilstand måtte tage sig ud.
For det særligt danske perspektiv betyder
jo ikke noget.
De
danske normer er med andre ord - ud fra alle objektive
parametre - ikke synderligt vigtige.
De er ikke toneangivende.
De er ikke synderligt afgørende for
noget som helst i den globale målestok... For andre end os
selv.
Men vi
er netop undtagelsen.
For os danskere forholder det sig jo fuldstændig omvendt.
Vi er det eneste folk,
den eneste kultur i
hele verden, for hvem det ikke er i bedste fald frivilligt,
i værste fald ligegyldigt
at forholde sig til de danske
normer, det danske sprog, vores særegne tænkemåde
og vores særegne begreb om, hvad der er normalt. Vi
bærer nemlig denne normalitet med
os hvor end vi går. Den lever i vores indre:
I vores sprog, i vores tanker - og i vores drømme.
For os
selv vil vi altid være
de normale.
Hvor
andre vigtigere
kulturer, andre større
folkefærd altså må betragte os danskere og vores
normer som en lille kuriøsitet, et mærkværdigt
blip på den
globale radar - som et folk der måske nok er lidt sjovt og lidt
underligt, men ikke noget videre at bide mærke i - da ser
verden nemlig noget anderledes ud her fra vort nordeuropæiske
udsigtspunkt. Vi ser nemlig verden som én gigantisk
anomalitet, og må således prise os lykkelige over, at
være født blandt de få - de
ca. 5,5 millioner normale mennesker,
i det uoverskuelige hav af godt syv milliarder, 995 millioner
særlinge og udskud.
For hvem er de
egentlig, de andre?
Mennesker,
der ikke forstår at man altid bør vente til der bliver
grønt lys før man krydser et fodgængerfelt,
selvom klokken er to om natten, det er tirsdag og en bil ikke ville
være til at opdrive i flere kilometers omkreds. Mennesker, der
ikke kan se logikken i at betale skat af éns SU, kontanthjælp,
eller hvilken ydelse, som man nu får udbetalt af staten - fordi
vi alle er forpligtede
til at give lidt tilbage til fællesskabet. Mennesker, der ikke
forstår, at grænseløs tiltro til autoriteter og
reglementer og uskrevne normer - hvor tåbelig de så end
umiddelbart kan virke
- er det eneste, der holder et samfund sammen og forhindrer det
totale anarki.
Hvordan
skulle vi nogensinde kunne betragte den slags barbari
som normalt?
Nej, vores
normalitet - den er anderledes end de andres. Hvor
anderledes er selvfølgelig et gradsspørgsmål,
men alligevel er der vel ingen af os, der for alvor er i tvivl: I
denne ekstraordinære fornemmelse for det fuldstændig
almindelige ligger vores nationale karakter, den såkaldte
'danskhed' gemt. I vort sprogs spraglede palet af monotone
mellemtoner, i vor stolte velfærdsstat, og det fantasifulde
lighedstegn imellem fællesskab, tårnhøje
skatter og offentligt bureaukrati, i vores selvudslettende
ironi - dette er alt sammen den slumrende Holger Danskes drøm.
Dette er normaliteten, som hele resten af verden ville ønske
som sin egen - om blot hele resten af verden var velsignet med det
rette mål af manglende fantasi.
Det er i hvert fald
det altdominerende indtryk, hvis vi for en kort stund kaster et blik
på den åndløse parade af mennesker - de såkaldte
'politikere' -, som størstedelen af os har valgt som vores-,
det danske folks officielle repræsentanter og talerør:
For hvornår har man sidst hørt sproget synge i
munden på en folkevalgt? De foretrækker tilsyneladende
at formulere sig uden skygge af sjæl eller overbevisning. De
har tilsyneladende ikke fantasi til andet, end nok en
variation over den samme gamle smøre-, den ufatteligt
kedelige, uendeligt utroværdige og åbenlyst
halvhjertede lovprisning af vort dysfunktionelle system og
dets stadig mere tvivlsomme goder.
Mest af alt minder
de om dårlige skuespillere - den slags, som man finder i gamle
B-film, der knap nok kan overbevise tilskueren om, at de overhovedet
er virkelige mennesker.
Men er
politikerne da overhovedet normale mennesker? Kunne der ikke være
tale om en anden art? Måske en særlig raffineret
evolution af det slimede kryb uden rygrad? Disse underlige,
sært frastødende dyr, der i alt pinlighed postulerer, at
de taler for den almindelige dansker - skulle de nu være
almindelige mennesker?
Kære Danmark.
Kære danskere. Vi kender alle den normale politiker -
skulle han eller hun virkelig være én af os?
Repræsenterer den almindelige politiker virkelig normen i
det danske samfund, den danske kultur - repræsenterer den
normale politiker vores drøm om Danmark?
Få danskere
ville ærligt kunne svare et helhjertet ja. Få mennesker
ville med hånden på hjertet kunne sige: 'Politikere er
normale som vi er normale - som jeg er normal'.
Og de ganske få som måtte besvare spørgsmålet
bekræftende - monstro om de ikke netop selv er politikere?
Men disse hule facader, disse tomme kulisser, disse såkaldte
'politiker-mennesker'... de er jo vores folkevalgte. Det er
dem, som vi danskere har valgt som vores repræsentanter,
de er vores stemme i det politiske system, de er røsten der
taler vores sag.
Det burde de
i hvert fald være... Men er de rent faktisk det? Er de
virkelig børn af det almindelige danske samfund? De siger
at de repræsentere Danmark og danskerne, disse 'politikere'
- men ved de overhovedet hvad Danmark er? Ved de
hvem danskerne er? Kender de den danske normalitet?
Her vil nogle måske
sige: 'Jamen sådan er politikere jo nu engang. I
politikerkredse er det normen ikke at have en sjæl...
Det kan vi almindelige mennesker bare ikke gøre noget ved'.
Ja, sådan er vi nok mange der mener: At man må sælge
sin sjæl, hvis man vil være noget ved musikken i det
politiske system - det synes at være den almene opfattelse. Men
skal det være sådan? Skulle det nu være
normalt?
Sådan er det
selvfølgelig over hele verden. Men siden hvornår
er verdens normalitet blevet andet end barbari for os
danskere? Tør vi ikke længere tro på, at vi
faktisk kan skille os ud fra det anomale, perverterede,
ikke-danske verdenssamfund? Tør vi ikke længere tro
på, at politikere kan være andet end sjælløse
droner? Tør vi ikke længere tro på os selv, og
vores egen normalitet, hvor latterlig, ekcentrisk og
overflødig den end kan fremstå overfor de andre - de
unormale? Er dette ikke den eneste tænkelige grund til,
at vi som folk overlagt vælger at lade den nuværende
uduelige forsamling af anomale kryb styre vores tidligere så
normale land.
Nu kunne man måske
indvende, at 'jo - godt nok står det slemt til, men nogle
politikere er trods alt bedre end andre. Godt nok er de
alle forfærdelige - men nogle er trods alt mindre
forfærdelige end andre.' Og hvem ved: Måske
findes de faktisk også, disse mindre onder. Dette ændrer
dog ikke ved, at kun de mest verdensfjerne danskere - evt.
politikerne selv - nogensinde ville vove påstanden, at
majoriteten af politikerne retmæssigt kan kalde sig
ærlige, dydige, intelligente eller andet, der på
den ene eller anden måde adskiller mennesker fra åndløse
automata. Nej, politikere er i reglen døde indeni - og
dette gælder især for dem, som majoriteten af os
danskere stemmer på.
Vidner dette ikke
om at størstedelen af danskerne har mistet troen på den
almindelighed, som vi i hjertet holder så ualmindeligt
meget af? I dag synes vi nemlig snarere at tænke: 'I forhold
til den store verden er vi ikke normale, så det er
fjollet hvis Danmark politisk skulle opføre sig som om at det
var tilfældet' - også selvom vi danskere nu engang
har en rodfæstet, dyb og irrationel tro på, at vi
alligevel har 'regnet den bedre ud' end alle andre - at vi ved
hvad der i virkeligheden er normalt.
I den
gennemsnitlige folketingspolitiker synes vi at se et utvetydig bevis
på, at størstedelen af os danskere ikke længere
tror på, at vi selv, vores kultur, vores land
er det normale - at Danmark er den sande sunde
standard, som resten af verden burde rette sig efter, hvis den da
ikke var for underlig og perverteret til at forstå vores
fortræffelighed. I stedet tror vi nu på at indrette
os, at assimilerer vores særegenhed og ekcentricitet
i en større-, en global normalitet, symboliseret
ved det gennemsnitlig rygradsløse kryb af en politiker, der om
noget repræsenterer den moderne verdens normer: Drøm
ikke om en normal verden, arbejd aktivt for at det
nuværende bliver værre og skyd altid skylden for
enhver fejltagelse på de andre. Arbejd utrætteligt
på, at du selv fremstår så godt som muligt,
og benægt enhver fejl som du begår som propaganda fra de
andres side.
Kort fortalt: Drøm
ikke på dansk, tal ikke dansk og tænk ikke dansk - for i
det globale perspektiv eksisterer det såkaldte 'Danmark'
knap og nap. Det såkaldte 'Danmark' er en støvet
feberfantasi, et nationalistisk levn fra fortiden, en død Gud,
et intet. Skal Danmark altså være noget i
politisk forstand, bør vi i højere grad være som
alle andre. Vi danskere bør være noget andet end os
selv.
Vi er en minoritet.
Men de danske politikere vidner om, at vi i stadigt højere
grad ønsker at være som alle andre, som den
globale majoritet. Derfor stemmer vi på dem, der i
størst grad er som alle andre - eller i hvert fald er
gode til at overbevise os om, at det er tilfældet, selvom de på
stort set alle punkter er unormale i et hjemligt dansk
perspektiv. Netop dette synes nemlig på godt og ondt at være
den nye normalitet: At være en minoritet - men at
opføre sig som om man er en majoritet. Ikke som om man
burde være det - men som om man er det.
Vi er normale fordi
de andre også er normale sammen med os. Og det
normale er, at det er de andres skyld, når der er noget
der går galt - også selvom de andre altid prøver
at give os skylden. Men de skyder kun skylden på os
fordi de er unormale. De indrømmer jo ikke at vi -
de normale - netop står for det normale. At vi står for
det gode, det sande og det rigtige...
Dette er
globaliseringens logik. Men skulle den virkelig være vores?
Kære Danmark.
Kære dansker. Vi er netop gået ind i et nyt år. Der
står 2013 på kalenderbladet - det første år
siden 1987 hvor alle individuelle tal - 2, 0, 1 og 3 - er forskellige
fra hinanden. Alligevel er er 2013 ét år - endnu et.
Et år med godt og et år med ondt, et år med klogt
og et år med dumt, et år med død og et år
med liv - et år som alle andre. På sin helt egen måde,
naturligvis.
Mine
nytårsønsker for Danmark og dig, kære dansker, i
dette nye år er beskedne: Ingen højtragende krav om, at
du og Danmark bør være anderledes end I er, ingen
håb om at I må gøre en 'ekstra indsats', eller
'give den en ekstra skalle' - men heller ingen beroligende klap på
skulderen, og ingen forsikringer om, at du og Danmark gør
det godt nok, er på rette kurs, eller andet politisk
klingende nonsens. Nej, jeg har blot et enkelt, simpelt, ydmygt
lille ønske, som jeg inderligt håber at du og Danmark
vil tage alvorligt, og bringe med jer ind i det nye år: At I
begge må tænke over, hvad der for alvor betyder noget
for jer.
Betyder det
noget at være ligesom alle andre, eller betyder det mere
at være sig selv? Og hvornår er man mest normal? Når
man er som sig selv, eller som alle andre? Og hvad ønsker
I som det normale? Ønsker I selv at være hvad I er
- eller ønsker I at være hvad I ikke er?
Jeg ønsker
at du og Danmark må overveje, hvad I selv ønsker
- hvad I tænker og hvad I drømmer. Intet andet.
Jeg ønsker
jer et godt nytår!
GUD BEVARE SATAN.
...jeg mener
STATEN.
...jeg mener
DANMARK.
Med venlig hilsen
Jakob-Jeshurun
[Talende på
vegne af hendes majestæt Dronning Magrethe IIs sjæl]
Ingen kommentarer:
Send en kommentar