"Endeløs tomhed, sagde Prædikeren, endeløs tomhed, alt er tomhed! Hvad vinding har mennesket af al den flid, han gør sig under solen?"
-Prædikerens Bog 1,1-3
Som yngre led jeg som så mange
andre under den cykliske ugidelighed, der populært kaldes for
vinterdepression. En interessant tilstand, om man da ikke lige
døjer med den - for i så fald er den selvsagt ulidelig.
Som et ondskabsfuldt legende barn bemægtiger årstiden sig
éns humør, og gør det til middel for sine egne
mål: Mørke og kulde i verden og mørke og kulde i
sindet.
Det minder lidt om dengang man som
lille fik stuearrest, eller blev sendt i seng selvom man ikke var
træt - når først de voksne havde talt, havde du
intet at skulle have sagt. Ligesom dine protester intet nyttede
dengang, således nytter de intet nu. Du er prisgivet en
uretfærdig dom hinsides enhver appel. Der findes intet andet
valg end at affinde sig med årstiden.
Hvornår indtræffer en
vinterdepression? Om vinteren selvfølgelig - men hvornår
er det præcis at vinteren ankommer? Første december? På
papiret ja - december er den første vintermåned. Dit
sind præsterer dog intet pludseligt kvantespring, hvor du én
dag er glad og fro, for den næste at vågne op som en
hængt kat. Nej, vinterdepressionen kommer krybende på
indersiden af mørket og breder sig langsomt som en tæt
og klam tåge. Du ser den på lang afstand og jo længere
væk den er, desto mere distinkt og afgrænset fremstår
den - men jo nærmere I nærmer jer hinanden,
vinterdepressionen og dig, desto mindre ser du den. Hvad
du snarere ser er, hvor lidt
du pludselig ser alt det andet. Alt
det, der plejer at være der og som plejer at stå så
strålende og glimrende
i lyset. Det, der som regel er så klart som dagen, er forduftet
i den kølige luft.
Lyset - som er
betingelsen for at kunne se og skelne imellem tingene, for at kunne
overskue- og navigere i verden omkring os - det fortager sig
langsomt. Når solen falmer synker farver, former og alle
spraglede distinktioner ned i et mørke som en uniform ursuppe
af hverken det ene eller det andet. Tingene er der bare på
lige fod, og det eneste man sådan rigtig ser og rigtig bider
mærke i er det, der er lige foran næsen på én
- det som man altså bare skal undgå at gå ind i.
Tilsvarende lader
det vinterundertrykte indre lys kun de umiddelbare behov tilbage som
motiverende livskræfter, men forstørrer eller
formindsker dem til gengæld til det groteske. Søvnen
bliver en uimodståeligt tillokkende narkose og appetiten
svigter. Alt hvad der røre på sig udtrykker en form for
opgivende kedsomhed, der ville være trist, hvis man bare kunne
hidse sig op til at danne en holdning.
Du lægger
naturligvis mærke til at vinterdepressionen indtræffer,
for hvordan skulle du kunne andet? Den omfatter jo alting. Men der er
aldrig tale om en enkeltstående begivenhed, når
alting sådan forandrer sig. Det er mere som at
falde bagover i slowmotion, og så gribes af en dybtfølt
ligegyldighed. Du falder og du gribes - men faldet er så
langsomt, at det er svært at sige hvornår det begynder.
Måske lægger du ikke engang mærke til, at du
falder, før du bliver grebet.
Men så kommer
grebet, akkorden bølger ud, og du hører igen denne
klang af livstræt lede, som i én eller anden forstand
hele tiden har været til stede - du har bare ikke været
synderligt opmærksom på den før nu, distraheret
som du var af alskens glæder og livlighed. Men nu er den her,
og hele verden klinger med. Alting bliver vinterens unison.
Og dagen? Hvor
bliver den af?
Dagen er jo
almindeligvis det, der sker imellem at solen står op, og at den
går ned igen. Sådan kender vi den ene dag fra den anden -
fordi der er mørke imellem
dem, og at mørket
altså eksisterer som en form for grænseland. Her sover
vi, eller slapper af, og lader op til den kommende dags strabadser -
eller måske beruser vi os, morer os og glemmer dagligdagen for
en stund.
Men
hvis en grænse ikke længere afgrænser andet end
mere grænseland, hvad er så grænsens mening? "Hvis
saltet mister sin kraft, hvad skal det da saltes med?" Når
lyset kun gæster dagen kort, og for en stund ligesom nødigt
afbleger et omnipotent mørke, da kommer lyset selv til at
synes som en ynkelig indrømmelse af sin egen afmagt. Solen -
denne mægtige, livgivende stjerne - reduceret til en
selvudslettende ironisk kommentar, et deprimerende faktum, en hvid
plet mug på et indtørret stykke rugbrød.
Farveskalaen strækker sig fra sort til en hvidligt skiden grå
- og dagen er denne skidne hvidgrå ø, der flyder dvask
på et hav af ugidelighed.
Jeg husker en vinter hvor jeg selv var særligt ramt. Lammet.
Jeg lavede ikke andet i løbet af en dag, end at stå op,
tage i skole, komme hjem, sove... og se Venner i fjernsynet.
To afsnit dagligt, som blev sendt fra 17 til 18.
Af den ene eller anden grund var der noget trygt ved at vende dagligt
tilbage til mine TV-Venner, der ligesom jeg syntes fanget i en evig
bevidstløs gentagelse, ude af stand til at undslippe sine egne
reaktionsmønstrer i konfrontationen med den evindelige
trivialitet. Om dommedag så indtraf titusinde gange, så
ville Chandler stadig være sarkastisk, Monica stadig neurotisk,
Ross stadig nørdet, Phoebe stadig underlig, Rachel stadig
selvoptaget og Joey stadig sulten og liderlig. Og alle disse gode
venner ville blive ved med at træffes og producere de samme
bovlamme punchlines igen og igen, stadig drikke kaffe og diskutere
kærlighedsforviklinger på deres stamcafé,
ubevidste om enhver virkelighed hinsides det glødende
fjernsyns fire vægge, uberørte af universets gang og ude
af stand til at tage stilling til noget hinsides den næste
halve time. Præcis ligesom jeg, når jeg først
havde smidt skoletasken, ikke orkede at se længere end min
seng, falde i søvn, og forsvinde ind i den samme sorte drøm
som i går - for lyset var allerede væk. I hvert fald
indtil kl 17 hvor fjernsynet kunne bade min dag i sit blålige
skær. To gange en halv time, med en reklamepause i midten.
I min vinterdepression forstod jeg virkelig Venner. Jeg var en
del af målgruppen. Disse Venner med stort V, var mine
venner - altså, når jeg var vågen og for en stund
ønskede lidt afveksling fra at sove tungt og drømmeløst.
Og så krævede de endog intet af mig, som den virkelige
variant ville have gjort. De var der bare som et dagligt ritual, og
opfyldte mit største behov: At slå tiden og dagen ihjel.
De hjalp mig med at tåle vinteren, og spurgte ikke om noget til
gengæld. 'I'll be there for you', som det lyder i seriens
temamelodi.
Men så indtraf den mest fantastiske dag i mit liv - som den
indtræffer hvert år, båret af en ekstremt distinkt,
men ubeskrivelig duft i luften. Ligesom vintersindet indtræder
langsomt og listigt, for til sidst at holde én i et jerngreb,
sådan går det nemlig også når pendulet
svinger den modsatte vej, og foråret kommer rullende. En
dag er denne særegne lugt der, luften er måske en grad
lunere og det føles som om en dæmning er brudt sammen,
og solskinnet sprøjter ud i kroppen.
Jeg var fri. Fri for vinteren. Fri for min vinterdepressionen.
Nu føltes det helt euforisk at føle igen. Som noget
helt andet end ikke at føle. Som om en ny verden var blevet
født: En verden, der inviterede mig udenfor, i stedet for slet
skjult at antyde, at den egentlig helst så at jeg bare gik hjem
og burede mig inde med mit TV. En verden der sagde mig noget i
stedet for intet. Men hvad sagde verden nu, som den ikke sagde
før? Forår, sagde den.
Til forår siger verden: Vær du blot euforisk! Men min
eufori er ikke noget andet, end solen der står på himlen,
fuglene der synger og luftens temperatur, der er steget en håndfuld
grader. Før var verden bare mørket omkring mig og de
frosne vandpytter. Om vinteren er der ingenting og livet er dødt,
men om foråret må jeg igen og igen - lige overrasket år
for år - konstatere at livet kan genfødes ud
mørket og kulden. At jeg selv kan genopstå, og være
andet end en skygge.
Det er årets store hjul der knirkende drejer rundt. Og alt
efter hvor vores nu og vores her hænger fast på
drejeskiven, trækkes vi opad eller nedad mod noget eller
mod intet, mod varme eller mod kulde, mod
lyset eller mod mørket. Året fyldes og tømmes
for mening: Fyldes for at blive tømt, og tømmes for at
fyldes som en blæsebælg. Rundt og rundt som et
vandmøllehjul. År ud og år ind.
Og vinterdepressionen... den er essensen af meningsløshed.
Den er den inderlige ugidelighed in carne.
Vinteren er tiden og stedet, hvor året og og du selv er længst
fra at være, hvad du ville ønske at I var. Hvad du ved
at I kunne være, men som ingen af jer er. Du ved
at det kunne være anderledes. Du ved måske endog, at det
uundgåeligt bliver anderledes. Men det gør ingen
forskel nu. Når intet har en mening, gør det jo
ingen forskel at vide, at noget godt kunne være
meningsfuldt, hypotetisk set. Det er som at sige til en døende
kræftpatient: 'Bare tænk på at du godt kunne
være rask. Altså, hypotetisk set.'
Behøver jeg at sige, at foråret og dets varsel om sommer
derimod giver mening? Her er alt jo liv og glade dage, fjernt
fra den tunge, triste vinter. Imellem udspringende træer og
blomster, svævende på en euforisk sky blandt syngende
fugle under en dybblå, skyfri himmel - det var der, man
burde være.
...men ikke der hvor man rent faktisk er.
Sådan påvirker året din mørke og din kulde,
dit lys og din varme. Dit år spiller på din indre
følelses klaviatur, og stemmer din sanseligheds ydre strenge.
Det bestemmer hvad for noget tøj du tager på - om det
skal være let, eller tykt og tungt. Det fortæller dig
hvor varsomt eller hvor selvsikkert du kan gå uden at falde
(for året lægger is på fortovet). Ja, det kan endog
styre hvilke venner du har lyst til at se: De levende af kød
og blod, eller de flimrende blålige skygger på
fjernsynet.
Men depressionen er ikke et nødvendigt følge
af vinteren, selvom det altid føles sådan, når
man lider under den. Det føles som om at årstiden
forgriber sig på én - som om éns dårlige
humør er direkte forårsaget af en større,
ondskabsfuld magt. Det føles som om at vinteren alene i kraft
af sit væsen er en hån mod alt, hvad der hedder
meningsfuld eksistens. Men nogle gange udebliver dette overgreb,
eller optræder kun i mindre grad - ja, nogle mennesker mærker
det endog aldrig, selvom vinteren stadig er der, og opfører
sig præcis som den plejer.
Selvom mol jo også altid vil være den tunge,
skæbnesvangre toneart, er der intet der forhindrer, at
Mozarts Requiem eller Beethovens femte kan opleves som
opløftende, om end ikke deciderede muntre stykker musik. Det
er et spørgsmål om, hvilket øre der hører
- og hvilken krop og hvilken sjæl dette øre og dets
lytten vokser ud af.
Selvom jeg stadig teknisk set undergår det samme fald i
humør og engagement i vinterperioden, betragter jeg det ikke
længere som at jeg lider under vinterens deprimerende
indflydelse. Som skrevet indledningsvis: 'Som yngre led
jeg...' Men jeg tænker ikke længere at vinteren
hensynsløst undertrykker mig ved - som en ydre magt -
at nedtrykke mig. Jeg kan ikke længere med god
samvittighed kalde mig 'vinterdeprimeret', fordi ordet antyder at det
er årstidens skyld, hvis jeg ikke er lige så glad
nu, som jeg er om foråret.
For at vinteren aldrig bliver euforisk - det er nu engang et faktum.
Men skulle den også være det? Skulle jeg være
lige glad året rundt - eller ville jeg i så fald ikke
blive ligeglad, og først for alvor kandidere til den
officielle titel af 'deprimeret'? Skulle min lille lykke være
noget, som året - dette almægtige indifferente
bæst - burde nedlade sig til at tage alvorligt? Skulle jeg
med andre ord sige til vinteren: "Mon du vil
gøre min ret til intet, dømme mig, for at du selv kan
få ret?" (Jobs bog 40,3)
Eller ville jeg i så fald fremstå som et pompøst
røvhul, der raser mod det, som jeg intet kan gøre ved?
Jo, det ville jeg nok...
I stedet vælger jeg derfor i dag at betragte mig selv som en
uadskillelig del af året - og året som en del af
mig. For har alle mine tidligere vinterdepressioner ikke netop båret
vidne om, at det er sådan det faktisk forholder sig: At året
og jeg går 'op i en højere enhed'? At min indre
bevægelse aldrig er uberørt at den store cirkulation
uden for mig selv? For året synes jo aldrig at tage et eneste
skridt, uden at min sjæl og mit humør følger med
- om jeg så selv vil det eller ej.
Men hvis årstiden er ligeså meget indeni som udenfor...
er det så ikke det samme, som at mit indre er reflekteret i det
ydre? Eller er det bare mig, som er ude af mig selv?
Se det... er sådan set ligegyldigt, for tanken følger
således: Da året ikke er dikteret af noget uden
for sig selv, og jeg ikke længere står uden for året,
da kan årstiden med alt dens kulde og mørke derfor ikke
længere gøre mig noget, som jeg ikke i en vis forstand
allerede gør mod mig selv.
'År' er jo bare et ord for tiden der går: Ikke fremad,
ikke imod noget 'nyt' - men op og ned, gennem bakke og dal,
lys og mørke, varme og kulde, rundt og rundt og rundt. Sådan
har det altid været. Året er nemlig et vanedyr,
der spadserer den samme tur igen og igen - og jeg går turen med
årstiden, ser hvad tiden ser og føler hvad tiden føler.
Året rundt går jeg den samme tur igen og igen, og mærker
de små forandringer i luften, temperaturen, lyset og mig selv.
Det har jeg sådan set også altid gjort -
men nu til dags finder jeg en form for fascination i mørket,
en uudgrundelighed, noget mystisk og på sin viis tillokkende,
hvor jeg tidligere bare fandt dræbende depression.
Fra amager ind til byen og tilbage til amager igen. Fra vinter til
forår til sommer til efterår. Selvom turen i al
væsentlighed er den samme, så er der naturligvis intet
der forhindre mig i at tænke lidt nyt på vejen, ligesom
året også variere og ikke to år er éns. Jeg
når til nye indsigter i min egen tilstand, og reflektere over
hvorfor jeg bliver ved med at gå denne tur, ligesom årstiden
går sin egen.
En vinterdag gik jeg f.eks. og tænkte for mig selv:
'Det er koldt. Det er mørkt. Alting virker ligegyldigt. Men på
den anden side kommer foråret på et tidspunkt. Så
skærer lyset igennem mørket og verden er som genfødt.
Jeg glæder mig. Det bliver dejligt. Men foråret ville
ikke føles så vidunderligt, hvis vinteren ikke var så
hård. Jo tungere vinter, jo større lettelse, når
fuglene begynder at synge og når luften bliver lunere. Men på
den anden side: På et tidspunkt bliver det jo efterår, og
så vinter igen. Og jo lykkeligere den varme tid har været,
desto værre føles efteråret og den kommende
vinter. Men det er man jo ligeglad med, når solen skinner. Nu
er det imidlertid vinter, og der er lang tid til...'
Og da jeg næsten var hjemme: 'Men hvorfor hænge sig for
meget i disse ørkesløse spekulationer? Forårets
glæde er stærkere, des mørkere vinteren er - mere
er der ikke i det. Og jeg er jo bare et lille væsen, der går
min egen tur i midten af den evigt roterende tid. Men nu er jeg også
ved at være lidt træt i benene, så det er godt jeg
snart er hjemme.'
Ingen kommentarer:
Send en kommentar