Kultur #2: Irrationel almagt

Menneskeheden ser på alle punkter ud til at være evolutionens heldige kartoffel: For grundet vores arts suveræne fordel - nemlig evnen til refleksiv tænkning som muliggør langsigtet planlægning og brug af værktøjer - har vi over de sidste mange tusinde år gradvist-, med fortræffelig success formået at forvandle verden til vores verden. Hvor andre arter må tilpasse sig naturens nådesløse rammebetingelser, da har vi mennesker - via ufatteligt mange generationers akkumulerede arbejdsindsats - i alle væsentligheder formået at vende dette forhold på hovedet: Vi behøver ikke længere at tilpasse os naturen, men forventer omvendt at naturen tilpasser sig os.

Måske var det uundgåeligt: At naturen i sidste ende måtte frembringe en skabning, hvis tilpasningsdygtighed udviste et sådant raffinement-, en sådan genial spidsfindighed at jorden selv, med hele dens ufattelige rigdom af planter, dyr og umådelige afstande ikke havde andet valg end at adlyde. Endelig måtte naturen - der jo på en måde har skabt alt - bøje sig, træde i baggrunden og trælle for sin egen skabning, præcis ligesom den ellers tidligere så umådeligt magtfulde Gud - Herren der giver- og tager liv - til sidst selv måtte lade livet og dø ved menneskehånd: Fordi mennesket tænker længere, mere spidsfindigt, mere sindrigt og systematisk end naturen og Gud til sammen. I kraft af vores tænkning - det organiske redskab som sætter os i stand til at planlægge og systematisere - igennem denne besynderlige og effektive tænkeevne, som vi i mere primitive tider betragtede som en gave fra Gud, men som i dag snarere må anskues som en naturlige tilfældighed-, ja, igennem selve det, at vi kan abstrahere og rationalisere, har vi overvundet Gud og underlagt os naturen.

Vi mennesker ved nemlig både hvad naturen og Gud er - hvilket hverken er naturen eller Gud forundt at vide. Derfor er mennesket på en måde dem begge overlegne - fordi vi har gennemskuet vores verden og verdens betingelser: Altså har vi mestret både den verden som vi lever i- og af-, nemlig naturen, såvel som den verden vi forstiller os og som vi kun har oppe i hovedet - den tankeverden som Gud tidligere regerede mildt og strengt. Vi ved nemlig at Gud er skabt af mennesket - ikke omvendt. Ligeledes ved vi at mennesket er skabt af naturen... og at naturen ikke er skabt af Gud.

Tidligere var Gud symbolet på den højeste tænkelige mening - med mennesket, med verden og med alting derudover. Gud var Ham med stort H, som vi var skabt til at tjene suverænt. Men efterhånden indså vi, at noget sådan som 'mening' - et abstrakt koncept - kun var muligt for os mennesker i kraft af evnen til at tænke og reflektere. Var Gud altså 'den endelige sandhed' - meningen med alting - da var han ikke andet end det allermest menneskelige - noget som kun mennesker kunne tænke sig til-, og som kun kunne give mening for mennesker... dvs. en løgn.

En løgn er nemlig hverken mere eller mindre end: Noget der kun kan eksistere i sproget og i vores hoveder, men umuligt kan påpeges eller bevises i virkeligheden. Tænker man først 'Gud' har man tænkt noget grundlæggende om virkeligheden, som umuligt kan påvises på nogen utvetydig måde inden for rammerne af virkeligheden selv. Gud tænkes som verdens ophav, og som sådan må Han overskride verden - Gud må altså tages for en realitet, der per definition ligger hinsides alle grænser for erfaringen. Han er et ubeviseligt postulat der tages for absolut virkeligt - og som sådan kan Gud ikke på nogen fornuftig måde skelnes fra den absolutte løgn.

Nu kom alle vores idéer om naturen imidlertid også fra Gud, sammen med idéen om, at Han havde skabt os. Gud lod os nemlig vide i sin hellige bog - en bog, som vi først senere måtte regne for stærkt utroværdig, altså som én stor løgn - nemlig i den såkaldte Bibel, at... (jeg citerer):

"Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem; og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: "Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!" Gud sagde fremdeles: "Jeg giver eder alle urter på hele jorden, som bærer frø, og alle træer som bærer frugt med kerne; de skal være eder til føde; men alle jordens dyr og alle himmelens fugle og alt, hvad der kryber på jorden, og som har livsånde, giver jeg alle grønne urter til føde" Og således skete det."

Første Mosebog 1,27-30

Gud skabte med andre ord naturen i sin helhed til at tjene mennesket: Mennesket skulle herske over alle dyr og planter, men omvendt skulle ingen dyr eller planter herske over mennesket. Mennesket skulle nemlig kun tjene Gud - skaberen - og lyde Ham, ligesom et barn skal lyde sine forældre, fordi barnet i princippet skylder forældrene alt: De er jo betingelsen for barnets eksistens og overlevelse i den første tid. Sådan var Gud det også for os: Han var den ene Fader og der holdt hånden over mennesket - Hans myriader af sønner og døtre, der alle i én eller anden forstand bar deres suveræne skabers præg.

Naturen derimod havde intet med menneskets skabelse at gøre - den var der bare, som et uendeligt, uudtømmeligt forrådskammer. Som en gave fra Gud, som skabt af Gud, men samtidig som noget uendeligt fjernt fra Gud.

Fordi mennesket kunne se sig selv som adskilt fra naturen - som det eneste dyr udstyret med refleksiv tænkning - kunne mennesket også forstå sig selv som Guds udvalgte, altså som 'skabt i Guds billede'. Og fordi mennesket således kunne se sig selv som Guds yndling, kunne det også forstå naturen som et - ja, undskyld min pleonasme - domæne for dominans. Intet i den naturlige verden - hverken planterne, dyrene eller insekterne, bjergene eller havene, eller jordens mineraler og råstoffer - var nemlig udstyrede med den tænkeevne, der satte mennesket i stand til at opdigte en løgn så spektakulær som Gud. Kun mennesket kunne jo tænke Gud - og Gud kunne kun eksistere- og begribes såfremt Han kunne tænkes. Heste, hunde, kameler og grise kan jo umuligt have en Gud på samme måde, som mennesket havde én - for slet ikke at tale om græsset eller havet. Selve tanken virker latterlig og absurd...

Derfor siger det sig selv, at Gud måtte have et særligt forhold til mennesket, ligesom løgnen altid tjener et ganske særligt formål for den, der lyver (særligt hvis løgneren - som det f.eks. ses hos mennesker med psykopatiske træk - formår at overbevise sig selv om sandheden af sin løgn). Fordi mennesket som det eneste dyr kunne bilde sig ind at se hinsides naturen, til en anden verden - den guddommelige virkelighed - kunne mennesket forstå sig selv som stående imellem de to verdener - imellem naturen og det hinsides, eller imellem det umælende bæst og de overjordiske engle.

Sådan lærte mennesket at se- og forstå sig selv som noget helt andet end natur. Naturen havde jo ikke mulighed for et Gudsforhold, så længe den ikke var menneske - og netop 'menneske' var det eneste, som naturen aldrig kunne blive. Som 'skabt i Guds billede' var mennesket jo afgørende forskelligt fra alle grønne urter og træer, og fra fiskene i havet, kvæget, jordens krybende kryb og de flaksende fugle på himmelhvælvet. Naturen i sin helhed var jo tankeløs - ergo var den fjernere fra Gud. Og tankeløsheden var netop det, der gjorde naturen til natur, i modsætning til det tænkende menneske.

Selvom mennesket i vore dage for længst er holdt op med at tro på Gud, så er den koloniserede natur - vores osende storbyer, det industrialiserede landbrug, og det altomfattende globale handelsnetværk, hvor enorme mængder ressourcer transporteres tusindvis af kilometer på kryds og tværs, i overensstemmelse med en indre-, abstrakt- og strengt økonomisk logik - en mere omfattende realitet i dag end nogensinde før: For selvom vi ikke længere kan tro på, at naturen er skabt af en algod Gud for menneskets skyld, så har vi alligevel bygget en verden, hvor naturen spiller netop denne underdanige rolle. Ja, faktisk har vores arts store arbejde med at kolonisere naturen og bringe civilisation til verden været den ultimative betingelse for, at mennesket til sidst ikke længere kunne tro på Gud: For den moderne verden - globaliseringens verden - er i så høj grad præget af mennesket, med alt dens fornuft og grusomhed, at civilisationen umuligt kan ses som et produkt af en overnaturlig skabergud. Nej - dette monstrøse tekniske mesterværk må være menneskeskabt. Det bærer alle menneskets kendetegn.

Civilisationen i fuld flor er således menneskets bevis imod Gud. Civilisationen er nemlig mennesket der aflægger vidnesbyrd om sin egen almagt. Den er menneskets levende ord. Et monument over vores tænknings utrolige ydeevne: Bundet sammen af biler, flyvemaskiner, internet, medicin, handel og alverdens geniale resultater af den refleksive tænkning... alt sammen ting, der kun er mulige- og nyttige for menneskeheden, i kraft af en rationalitet, der er blevet så almægtig, at den i stort og småt får vores verden til at dreje rundt: Fra telefoner og ure til lufthavnens internationale afgange, eller den pulserende strøm af handlende på strøget. Det hele er gennemsyret af en systematisk almagt - en almagt der vel at mærke kan påvises og som er åbenbar for enhver, i modsætning til den guddommelige ditto, der allerhøjest kan postuleres, men som ikke har nogen direkte demonstrerbar virkning.

Vores civilisation er produktet af den refleksive tænkning, der til sidst er blevet så mægtig i sin systematiske fornuft, at den umuligt kan tro på en Gud længere. Men civilisationen er samtidig den reneste manifestation af tanken om den fundamentale forskel imellem menneske og natur - en forskel der trækker rødder tilbage til en menneskehed, der mente at kunne se hinsides den naturlige verden, selvom de på mange måder stadig levede i den.

Mennesket kunne kun påbegynde det civilisatoriske arbejde fordi det kunne tænke sig en Gud, og dermed tænke sig selv som noget ganske andet og mere end den resterende natur. Vores evne til refleksiv tænkning satte os på én og samme tid både i stand til abstrakt at tænke noget sådan som 'Gud' såvel som til den konkrete systematisering af vores overlevelse: At tænde ild og bruge værktøjer, at udvikle, at høste og at så.

Fordi det civilisatoriske arbejde har været en så bragende success-, der på alle måder har ladet menneskearten triumfere over alt på jorden - ja, som endog har bragt mennesket til månen - altså fordi den reflekterende tænknings civilisation har 'sejret af helvedet til' - derfor kan vi ikke længere tolerere den sidste rest af irrationalitet, som trods alt er påkrævet, om man som moderne menneske stadig skal tro på en Gud. Mennesket har nemlig triumferet igennem sin rationalitet - hvilket altid har været ensbetydende med, at mennesket har gennemskuet og mestret naturens tilsyneladende irrationalitet. Når civilisationen som sådan er det allermest åbenlyse bevis på rationalitetens almagt, da virker det latterligt at klynge sig til noget så arkaisk, primitivt og ufornuftigt som en almægtig skabergud. En sådan regnes nu i stedet for en irrationalitet - en fejltagelse - i den refleksive tænkning selv. Gud bliver til intet andet end et strålende eksempel på den risiko, der er forbundet med alt tænkning: At man kan blive vildledt.

For hvem var Han da også i udgangspunktet, denne Gud? Hvem var Han Gud for? Et primitivt nomadefolk... En uciviliseret menneskehed, der endnu ikke vidste bedre. En menneskehed der endnu ikke vidste, hvad den selv var i stand til af egen kraft.

Og dog er idéen om skaberguden stadig det ultimative bevis på menneskets fundamentale forskellighed fra naturen. Gud er nemlig et rent produkt af den refleksive tænkning, som i en mere jordnær forstand rent faktisk er det, der adskiller mennesket fra andre arter, ligesom snablen udmærker elefanten og spindet gør edderkoppen til sin egen. I kraft af vores tænkning og vores sprog kan vi nemlig lyve - og det er umuligt at forestille sig en løgn der er mere spektakulær end den om Gud: Den almægtige løgn.

Hvis man - som vi gør i dag - ser Gud som noget grundlæggende irrationelt (en tro i modsætning til en viden), så er betingelsen for vores altomfattende, stadigt ekspanderende menneskelige civilisation blevet meningsløs. Vi lever jo som aldrig før i en adskillelse fra den øvrige natur - selvom naturen er menneskets eneste rationelt forsvarlige hjemsted og ophav. Ja, naturen er det eneste sted vi på nogen 'videnskabelig' måde - altså i overensstemmelse med den rationelle tænkning - kan påvise menneskets rødder. Hvis mennesket altså på nogen måde skulle siges ikke at høre hjemme i naturen... ja, så har det brug for en Gud.

Nu kunne det selvfølgelig indvendes at civilisationen i sig selv er et glimrende bevis på, at mennesket rent faktisk er fundamentalt anderledes end alle andre dyr... ja, at menneskets civilisatoriske virke med alt ønskelig tydelighed viser, at vi umuligt kan regnes som værende en del af naturen, på samme måde som vandet, myggene, liljerne, eller skyerne er det... og det er jo på en måde også fuldstændig korrekt. Den vigtigste problemstilling - som denne indvending let og elegant sniger sig uden om - er imidlertid, at vi ikke længere har nogen meningsfuld grund til at stille vores art udenfor den naturlige sammenhæng. Vi kan altså godt konstatere at mennesket har omskabt verden i sit eget billede, at vi har barrikaderet os i storbyer langt fra den øvrige natur, og at dette faktum i sig selv gør mennesket til en naturlig undtagelse - men vi kan umuligt forsvare, at det skal være sådan, altså at der findes en fornuftig grund til vores strenge dualisme, kultur og natur imellem. Hvis vi på denne måde begynder at tale om at vores art skulle have et særligt formål, én retning som vi nødvendigvis må bevæge os i, da vover vi os faretruende nær irrationalitetens tynde is.

Den sejrende fornuft tillader os altså ikke længere at regne med et 'hinsides', et 'guddommeligt' eller et 'evigt'. Alle disse koncepter er nemlig unaturlige. Alligevel er den eneste begrundelse for vores nuværende radikale fremmedhed fra naturen, at vi som mennesker på en eller anden måde er dømte til at stå udenfor. Vi kan simpelthen ikke tænke- og opføre os som om, at vi er en del af den naturlige sammenhæng, selvom det er os tilsvarende umuligt at benægte, at den irrationelle og tilfældige natur er vores eneste egentlige ophav - at vi altså ikke er skabt af en antropomorf guddom, der har givet mennesket en særlige tilladelse til at isolere sig og være sig selv nok.

Når troen på Gud først begynder at forsvinde, begynder troen på civilisationen derfor også at forsvinde. De to ting har nemlig en fælles grund, om vi vil det eller ej. Udraderer vi Gud - og det kan vi kun ved at udradere grunden til Gud - så udraderer vi også menneskets særlige status i forhold til naturen. Troen på Gud er nemlig intet andet end menneskets tro på en højere mening - og kun ved en fælles tro på en højere mening kan det store civilisatoriske - dvs. kulturelle - arbejde overhovedet gennemføres. Den højeste mening er nemlig det ekstraordinære, der driver mennesket ud i sin anderledeshed, i sin rastløse omskabelse af verden... for hvorfor forandre noget overhovedet, hvis der ikke er en mening med det? Hvorfor prøve at være noget andet end natur, hvis man ikke i én eller anden forstand har forstået, at naturen ikke er alt? For at handle bliver man nødt til at have et motiv - om det så er det mest abstrakte.

Så længe mennesket ikke ser en mening i det hinsides, har det intet motiv for at forlade det dennesidige - og det dennesidige kan aldrig-, i en helt fundamental forstand være andet end naturen... og så selvfølgelig den altomfattende civilisation, der har mistet troen på sig selv, og således bliver den manifeste løgn. En civilisation hvis hele livskraft ligger i, at mennesket bliver ved med at lyve for sig selv, fordi det eneste der binder civilisationens mennesker sammen er, at ingen længere tror på den, samtidig med at ingen længere tror på noget alternativ - fordi ethvert alternativ er præcis ligeså umuligt, dvs. rationelt uforsvarligt.

Vi begynder således at se en vis systematik i vores fjernelse fra naturen. Vi har bevæget os ud i anderledesheden således:

-Naturen skabte mennesket med de anlæg, der på sigt udviklede sig til den instrumentelle, refleksive fornuft (tænkning).

-I kraft af tænkningen blev mennesket i stand til at handle civilisatorisk: At organisere naturen i overensstemmelse med sine egne formål.

-Civilisationens ledestjerne var troen på en guddommelig orden - en 'mening' - der i én eller anden forstand var noget andet, højere, sandere end den naturlige orden.

-Med troen på denne højere mening kunne mennesket arbejde kulturelt hen imod en opfattet 'guddommelig orden'. Mennesket kunne arbejde på baggrund af idealer for mening med kulturen/menneskelivet - dvs. væk fra den naturlige verdens kaotiske og spontane væren-i-øjeblikket.

-Den altomfattende nuværende menneskelige civilisation er opstået gradvist som følge af en stadig fjernelse fra naturen, manifesteret i menneskets viden om naturlige sammenhænge, der løbende er blevet sat i system og udnyttet til at arbejde for mennesket og dets civilisation.

-Civilisationen selv bivirker at mennesket taber troen på den guddommelige orden, da en sådan umuligt lader sig påvise som noget kontinuerligt med naturens iboende systematik. Sidstnævnte er nemlig den eneste betingelse for civilisationens triumf, manifesteret i det teknologiske fremskridt. I modsætning til Guds almagt er den menneskelige almagt nemlig et ubetvivleligt faktum.

-Da mennesket endelig overvinder sin egen sidste irrationalitet - dvs. den sidste rest af kaotisk naturlighed i sit væsen - ved ikke længere at tro på en Gud, havner den civilisation, som ultimativt er funderet på samme grundantagelse som Gud, i en krisetilstand.

Mennesket har med andre ord mistet sin ledestjerne: Den guddommelige orden som mennesket qua sin særlige plads i skaberværket har forsøgt at tilnærme sig i det civilisatoriske arbejde, afsløres ultimativt som den største løgn. En løgn som mennesket imidlertid kun har kunnet nærme sig ved at tro på den - dvs. tage den for en absolut sandhed. Når Gud - og med Ham, menneskets særligt priviligerede plads som noget ud over natur - først er blevet 'afsløret' som en fejltagelse, da bliver sandheden naturligvis det, som vi over så ufatteligt mange generationer gradvist har fjernet os mere og mere fra: Nemlig naturen.

Jo mere man lyver, desto mindre taler man jo i sagens natur sandt...

Vi befinder os altså i den bizarre situation, at mennesket - via sin naturgivne evne til at tage fejl - har lukket sig selv definitivt ude fra den eneste sandhed, der faktisk eksisterer og stadig ubetinget kan anerkendes som sådan: At mennesket hører definitivt hjemme i den naturlige verden, med dens grønne planter, summende insekter, syngende fugle og strømmende vandløb. I vores tro på Gud - altså i vores tro på en højere mening - har vi forskanset os fra den eneste mening, som rent faktisk griber ud over mennesket og kan opleves som noget mere omfattende-, ja mystisk og 'spirituelt': Nemlig vores naturlige ophav - det eneste hinsides-, den eneste 'anden verden' der kan påvises. En verden som vi altid vil være en del af, lige meget hvor meget vi opfører os som om, at vi ikke er det.

Når menneskets skadelig indvirkning på jordens økosystemer i dag diskuteres så livligt, så giver videnskaben os kun den halve sandhed om debattens berettigelse, ved sine nøgterne påvisninger af, at jorden som sådan lider skade under den utrolige belastning, som en altomfattende menneskelige civilisation pådrager den. At mennesket ved at optage meget plads og mange ressourcer på denne måde efterlader mindre til den naturlige verden af dyr og planter er jo selvindlysende. I den civilisatoriske systematik udnytter- og slavebinder vi effektivt naturen, hvilket også ses reflekteret i den almindelige sprogbrug om, at man i sin tid behandlede menneskelige slaver 'som dyr'. Vores nådesløse slavebinding af naturen er imidlertid ikke den eneste årsag til den ængstelige og apokalyptiske debat om problematikkens implikationer. Langt fra.

Hvis vi for alvor kunne tro på, at vores nuværende civilisation i en fundamental forstand var meningen - at den var sanktioneret af Gud eller et andet metafysisk og suverænt meningsgivende princip - da ville menneskets forhold til naturen nemlig ikke være et spørgsmål, som overhovedet var værd at tage alvorligt. I så fald ville vi nemlig ikke være det fjerneste i tvivl om, at vi var på rette spor. At naturen lider under menneskets stadig ekspansion bliver først et problem, når meningen med selve ekspansionen begynder at fremstå tvivlsom - og det gør den naturligt, når vi ikke længere kan regne med, at en frelsende Gud i sidste ende altid vil rede menneskeheden fra sig selv.

Når først Gud er død bliver tanken bag den hæmningsløse civilisatoriske ekspansion derfor stærkt tvivlsom - for hvert eneste successive skridt væk fra naturen er i sagens natur et skridt nærmere det, der nu er blevet åbenbaret som en løgn.

Ligesom vi ikke bør dømme- og latterliggøre børn for at tro på julemanden, bør vi imidlertid heller ikke dømme vores forfædre for at have troet på Gud. Barnet tror jo på julemanden af gode grunde: Det nærer et håb om at få mange gaver til jul, og bestræber sig derfor på at leve i overensstemmelse med julemandens strenge krav om ret opførsel. Ja, på en måde kan det endog forsvares, at barnets tro på julemanden er rationel. Men hvis mennesket bliver ved at tro på julemanden langt ind i sit voksenliv, på trods af alle beviser på det modsatte, fordi den voksne stadig lever i den barnlige forventning om mange julegaver... så vidner det om et dybereliggende problem, og vi gør ret i at sende vedkommende til en terapeut.

Dem, der bliver ved at tro på civilisationens ubetingede berettigelse over naturen minder om den forstyrrede julemandsdicipel - for alle begrundelser for, at vi bevæger os 'den rigtige vej' er forsvundet som dug for solen, altså er der heller ingen grund til at tro, at den civilisatoriske ekspansion rummer nogen som helst form for belønning. Ingen har autoriteten til at love os en happy ending.

Hvordan kan man bevæge sig den rigtige vej, hvis ingen vej er mere rigtig end andre? Hvis intet ultimativt giver mere mening? I bund og grund er det simpelt - det drejer sig om et valg: Enten kan man se situationen i øjnene, og oprigtigt spørge sig selv: "Hvad nu?" Eller man kan benægte at problemet overhovedet eksisterer, og dermed forvilde sig ud i en stadigt mere neurotisk kognitiv dissonans... man ved at man lyver for sig selv, men samtidig ved man, at løgnen er den eneste sandhed man har.

Menneskets status af evolutionær vinder er altså ambivalent i sin grundvold: Fordi vi tidligere kunne tænke os til en hypotetisk 'højere mening', har vi koloniseret- og forandret vores omgivelser, og arrangeret dem til at bekræfte den 'højere mening' - og følgelig skabt en verden af overflod for os selv. 'Den højere menings' forudsætning var imidlertid menneskets absolutte forskellighed fra de naturlige omgivelser - en forskellighed som vi nu har bekræftet, men som vi samtidig - i og med denne bekræftelse - er nødt til at anerkende som ultimativt meningsløs: Bare fordi vi kan tænke en Gud - en 'højere mening' - betyder det ikke, at Gud eksisterer. Vi kan altså stadig opføre os som om at vores civilisation har et formål, for at vi kan tænke i formål er det, der gør mennesket anderledes. I bund og grund skylder vi hele vores nuværende civilisation til det faktum, at vi kan konceptualisere noget sådant som et 'formål' overhovedet. Men bare fordi vi kan tro på et formål betyder det ingenlunde at der er et formål.

Meningsløsheden - den manifeste manglende tro på et større formål - omgiver nu mennesket i absolut forstand, i form af en stadigt mere monstrøs, stupid og ureflekteret civilisation. En civilisation hvor de blinde neurotikere, der nægter at se problemerne i øjnene samtidig bliver stadigt mere magtfulde og indflydelsesrige - fordi de er de eneste, der er dumme nok til at ønske sig denne magt og indflydelse. Mange almindelige, fornuftige mennesker forsvinder derimod sporløst i den moderne Bermudatrekant angst, eskapisme og desillusion - vor tids hellige treenighed.

Menneskets triumf synes altså at implicere det ultimative nederlag. Vi har etableret en orden, hvor vrangforestillinger trives, og almindelig samvittighed og eftertænksomhed - manifesteret som eksistentiel tvivl - bliver diagnosticeret som manglende karakter eller psykisk sygdom.

Det eneste håb for en meningsfuld eksistens bliver således stadig mere uforeneligt med den menneskelige civilisation - for jo mere den skrider fremad, desto mere åbenlys og altomfattende bliver civilisationens tvivlsomme grundantagelse. Men hvor skal mennesket finde styrken til at rulle en civilisation tilbage, som på alle måder er blevet så omfattende, at hele vort menneskelige væsen er opslugt af den? Hvordan skal vi som mennesker gøre op med den tænkning, som på alle måder er vores eget væsens uudslettelige kendetegn? Kan det overhovedet lade sig gøre? Er det overhovedet nødvendigt? Ønskværdigt?

Er disse spørgsmål overhovedet de rigtige at stille sig?

Man kunne jo omvendte spørge sig selv: Forestillede den første stenaldermand sig, efter at have erobret ilden og fået den under kontrol, mens han sad om aftenen og fortryllet betragtede de dansende flammer, der bragte varme og en nærmest overnaturlig tilstedeværelse ind i hjertet af stammen, at denne dansende ild, der nu var hans og deres, kun var første skridt imod den totale udryddelse af skoven - den skov som han var en del af og som han kendte som sit eneste hjem? Skuede han - som i en vision - en verden af cement og supermarkeder og osende biler og endeløse kontorlandskaber for sig, da han sad og varmede sig ved det buldrende lys, der nu omfavnede stammen midt i den mørke og endeløse nat? Forstillede han sig, hvordan TV- og computerskærmens blålige glød på sigt ville affødes af de gul-røde flammer, og tusindevis af år senere tjene den samme rolle for mennesket, som den levende ild tjente for ham nu - som et nærmest magisk redskab, der ikke bare var praktisk, men tillige lod mennesket vriste sig fri af tid og sted, og satte tanken fri, og lod den svæve bort til fjerne mulige- og umulige verdener? Kunne han overhovedet tænke det, denne simple stenaldermand? Kunne han overhovedet forestille sig noget så komplekst og fjernt?

Kan det moderne menneske omvendt overhovedet tænke sig tilbage til naturen? Er vejen ikke for lang-, for besværlig og for usikker? Og: Er vi ikke alt for komplekse væsener i dag, til overhovedet at forestille os noget så simpelt som en naturlig orden? Måske... men det betyder intet for den, der har fundet sin ild, og drømmer sig bort - for troen må lede vejen, og troen går forud for enhver viden.

Den flammende, dansende, magiske tro.

Den længste rejse begynder med et enkelt skridt.

Ilden oplyser vejen.

"Jeg besværger jer mine brødre, forbliv tro mod jorden"
-Friedrich Nietzsche / Zarathustra

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun