Hvad er en paria?
Det er et spørgsmål, der
selvsagt hænger snævert sammen med vrangspørgsmålet:
Hvad er en paria ikke? At
besvare det første er nemlig at besvare det andet indirekte -
og vice versa. På en måde er der altså tale om ét
og samme spørgsmål, med ét og samme svar, der
blot nærmer sig sagen fra hver sin side... Men selvom det
første spørger ind til det egentligt vigtige
- det er jo her den positive
definition efterspørges -
og besvarelsen af det andet i sagens natur ikke kan sige os noget
væsentligt om pariaens natur som sådan, da vi her
eksklusivt efterspørger alt det, der intet har
med pariaen at gøre, så er en afklaring af det sekundære
alligevel på sin plads, før vi springer til den
egentlige substans.
For
virkelig at forstå hvad en paria er, er det nemlig alpha og
omega at helgardere sig imod misforståelser.
Ikke
på grund af nogen almindelig tommelfingerregel om, at man altid
bør starte med den negative definition, når man går
til et givent emne - for gjorde vi dette til en almen praksis ville
sproget i almindelighed - og videnskaben i særdeleshed - blive
trivialiseret og gå til i udenomssnak. At undersøge hvad
en given ting ikke er,
åbner jo i princippet op for, at sproget kan dreje sig imod
hele det øvrige univers minus den efterspurgte ting,
og således tale uhæmmet
om dette og hiint som værende ikke-denne-ting -
og den eneste ubetvivlelige begrænsning af svarets omfang ville
altså blive, at snakken blot ikke måtte
dreje sig i retning af netop det, som
faktisk var spørgsmålets omdrejningspunkt. Spørger
vi f.eks. om, hvad solen ikke er, da
kan vi i princippet besvare spørgsmålet ved at snakke om
jorden, himlen, skyerne, kærligheden, tiden, rummet, guderne,
de nye IC4-toge eller noget niende - alt andet end solen selv. Den
totale forvirring følger, for der er intet i det
retningsgivende negative spørgsmål, der holder os
definitivt fast, og tvinger os til at holde os til emnet. Den eneste
relation til spørgsmålets egentlige omdrejningspunkt
bliver da, at vi bestandigt fjerner os fra det.
Men
med pariaen er der altså tale om en undtagelse, og dette
skyldes at 'paria' i
sig selv er en negativ bestemmelse. Ordet
markerer en afgrænsning og en udelukkelse, der ikke besidder
nogen egentlig mening uafhængigt af det, som pariaen er
afgrænset og udelukket fra. Pariaen ejer ingen absolut
selvstændige egenskaber, der altid gør en paria til en
paria, uafhængigt af tid, sted og omgivelsernes karakter. Den,
der er en paria, er med andre ord aldrig en paria i kraft af sig
selv, sin egen særegne natur og intet andet. Vedkommendes
status af paria er omvendt altid afhængigt af bestemte ydre
omstændigheder, der gør vedkommende
til paria, netop i kraft af en række bestemmelser, som
vedkommende ikke lever
op til, og heller ej er herre over.
Ingen
kan altså erklære sig som paria, og derefter være
det alene i kraft af sin
erklæring: For pariaen er væsentligt ikke én, der
bestemmer sin egen 'væren-sig-selv', uafhængigt af
hvorledes andre bestemmer ham. På samme måde kan den, der
først er blevet bestemt som paria, heller ikke erklære,
at han ikke er paria,
og dermed forvente at blive respekteret som sådan: For hvis
vedkommende ikke lever
op til visse bestemmelser - der som sagt aldrig er
bestemte af- eller ud fra vedkommende selv alene - ja, så vil
vedkommende være en paria uafhængigt af, om han selv
måtte ønske det eller ej, ligesom den der rent faktisk
lever op til nævnte bestemmelser, snildt kan nære et
ønske at fremstille sig selv som paria uden at være det
af den grund.
Så
med alt dette in mente, hvad er det så helt konkret, at pariaen
ikke er?
Jo - en paria er først og fremmest ikke én som man populært talt ønsker at være. En paria er intet forbillede, intet ideal og ingen afgud at dyrke. En paria er på ingen måde én, som man ønsker at blive associeret med. Pariaen er i udgangspunktet det, som man ikke ønsker at kende - eller at forstå. Pariaen er en uren, og "for de befængte og vantro er intet rent; hos dem er både forstanden og samvittigheden befængt" (Titus 1:15). Hvis pariaen besidder nogle positive egenskaber overhovedet, kan vi med andre ord være sikre på, at disse står definitivt i skyggen af de negative.
Jo - en paria er først og fremmest ikke én som man populært talt ønsker at være. En paria er intet forbillede, intet ideal og ingen afgud at dyrke. En paria er på ingen måde én, som man ønsker at blive associeret med. Pariaen er i udgangspunktet det, som man ikke ønsker at kende - eller at forstå. Pariaen er en uren, og "for de befængte og vantro er intet rent; hos dem er både forstanden og samvittigheden befængt" (Titus 1:15). Hvis pariaen besidder nogle positive egenskaber overhovedet, kan vi med andre ord være sikre på, at disse står definitivt i skyggen af de negative.
Pariaen
er nemlig definitivt ikke som man burde være.
En paria er med andre ord én,
der i en eller anden forstand er forkert, dvs.
én hvis primære karakteristika er sammenfaldende med den
almindelige opfattelse af, hvad det vil sige ikke at gøre-
eller sige- eller mene de rigtige ting.
Pariaen er én, der mener forkert, taler forkert og handler
forkert. Pariaen er én, som man i almindelighed tager afstand
fra, grundet vedkommendes handlinger, ord, meninger og tanker. Og
derfor - qua det
forkerte - er pariaen en udstødt.
'Forkert'
skal i denne sammenhæng ikke forstås, som når man
siger at 2+2 = 5 er forkert - selvom den almindelige opfattelse som
regel reducerer pariaen til én, der netop tænker, mener,
taler og handler som om
at 2+2 = 5, eller noget tilsvarende absurd. Dette fortjener en
uddybning: Den almindelige udgrænsning af pariaen qua dennes
'væren helt galt på den' hænger snævert
sammen med den tilsvarende almindelige opfattelse af, at pariaens
væren-forkert egentlig
drejer sig om pariaens benægtelse - i ord eller i gerning - af
én eller flere 'åbenlyse sandheder', som 'enhver ved',
og som 'alle anerkender' uden at stille spørgsmål ved
dem. Pariaen er altså én, der af den ene eller anden
årsag ikke kan eller
vil anerkende og
respektere ting, der ellers går for at være så
åbenlyst sande og rigtige, at intet 'normalt'
menneske kunne drømme om at stille spørgsmålstegn
ved dem. Pariaen bliver således én, der populært
forstået benægter det åbenlyse, og lever i et oprør
imod det. Det er dette forhold der gør, at man almindeligvis
'oversætter' pariaens position til 2+2 = 5, for dernæst
at forkaste hans perspektiv som åbenlyst absurd - dvs. som
noget 'forkert' i en rent matematisk, logisk, eller 'videnskabelig'
forstand. Pariaens væren-forkert reduceres med andre ord til
en konsekvens af, at vedkommende overlagt benægter
sandheden selv - eller i hvert
fald benægter det tætteste som vi kan komme på
sandheden, sådan som 'vi alle selvfølgeligt' forstår
den - selvom denne udlægning naturligvis ikke stemmer overens
med pariaens egen selvforståelse, eller overhovedet prætenderer
at tage den seriøst.
Pariaens
væren-forkert er nemlig ingen harmløs excentricitet.
Pariaens væren-forkert er derimod udtryk for noget så
graverende fejlslagent, at vedkommendes position og perspektiv
overhovedet ikke fortjener at
blive taget seriøst - og blot at overveje pariaens standpunkt
seriøst er således (i det mindste delvist)
sammenfaldende med, at billige noget socialt set perverst og
potentielt ondt. Det er da også netop derfor, at man i reglen
reducerer pariaens position til det 'åbenlyst' absurde,
selvmodsigende og latterlige: For det er pariaens kvalitet af
talsmand for det 'åbenlyst'
forkerte, der bivirker, at man almindeligvis ikke føler sig
forpligtet på at forsøge at forstå eller at give
plads til ham. Det er jo tydeligt i udgangspunktet, at der ikke er
nogen grund til det,
og reduktionen af pariaen til repræsentant for det åbenlyst
absurde er mere end noget andet en cementering af dette faktum: Man
undlader demonstrativt at forstå pariaens perspektiv, og
anfører sin egen demonstrative mangel på forståelse
som bevis for, at der vitterligt ikke er noget
at forstå.
Sammenligner
vi pariaen med én, der 'bare' har misforstået- eller er
gået fejl af sandheden i en ren formel forstand, ser vi
imidlertid hurtigt, at den almindelige opfattelse er voldsomt
utilstrækkelig: Inden for videnskaben finder vi f.eks. talrige
eksempler på, at en dominerende hypotese bliver udfordret og
kritiseret, uden at kritikeren ender som paria af den grund (omend
det selvfølgelig kan forekomme, hvis en forslået
hypotese dissonerer med et herskende ideologisk-moralsk paradigme).
Når en etableret 'sandhed' konfronteres med en konkurrerende
hypotese går man blot i gang med at hhv. underbygge eller
underminere den ene eller den anden hypotese med teoretiske og
praktiske eksempler og begrundelser, uden at talsmanden for det
alternative bud på sandheden systematisk ekskluderes fra den
seriøse videnskabelige diskurs af den grund. Hypoteser er til
for at blive testet, og derfor kan der heller ikke være nogen
særlig indignation forbundet med, at den slags foregår.
Det er jo almindelig praksis. Tager man fejl, så tager man
fejl, og det var det - men hvis man rent faktisk har fat i noget, så
må man jo acceptere det, og arbejde videre ud fra det. Lige
meget hvad, så fortjener en indvending eller en alternativ
hypotese dog at blive undersøgt
-
eller der er i det mindste intet i vejen for, at man gør det.
Uenighed med de etablerede sandheder er med andre ord ingen grund til
udstødelse i
sig selv - tværtimod:
"De etablerede sandheder er kun foreløbige, og de kan
altid
kritiseres - det har sandheden kun godt af" - er dette ikke det
tætteste, vi kommer på en 'officiel' definition af selve
sandheden i dag? At den netop er relativ,
og
at alternative perspektiver derfor ikke er en byrde men en gave?
Pariaen er
imidlertid én, der definitivt har overskredet grænsen
for, hvilke af de etablerede sandheder man egentlig kan
tillade sig at stille spørgsmålstegn ved. Som
sådan kan det aldrig være et åbent spørgsmål,
der fortjener at blive undersøgt nøgternt, når
pariaen mener som han mener, og postulerer det, som han gør.
Pariaen er nemlig ikke bare én, der udfordrer den 'officielle'
sandhed, og som 'højst sandsynligt' tager fejl. Pariaen er
derimod én, der tager utvetydigt og definitivt fejl, fordi
han udfordrer lige præcis den officielle sandhed, på
lige præcis den måde
som han gør det.
Pariaens opposition er altså ingen harmløs
'konkurrerende hypotese', men derimod et direkte angreb på alt,
hvad 'alle ved' er uangribeligt, fordi 'alle' netop er indforståede
med ikke at
stille spørgsmål ved det. Pariaens indvending fortjener
med andre ord ikke at blive undersøgt, fordi man allerede
ved at den er fejlagtig, og at man på ingen måde ønsker
at handle således, at nogen kunne få den idé, at
den ikke var forkert.
Pariaen
regnes altså normalt nok som én, der 'bare' tager fejl i
sine opfattelser - men 'bare' at tage fejl er i sig selv ingen grund
til fordømmelse og entydig udstødelse. Bag ved pariaen
gemmer der sig altså ikke bare en historie om én, der
har valgt at udfordre nogle veletablerede normer, men tillige
historien om én der
har gjort sig skyldig i en perciperet moralsk transgression ved
at gøre det. Når pariaen fordømmes for at være
'forkert', skal 'forkert' med andre ord forstås i en normativ
forstand - og
ikke, som
man ellers har for vane at fremstille det, som en rent deskriptiv,
'objektiv' udlægning.
Det
er imidlertid et væsentligt træk ved paria-rollen i dag,
at den rent moralske fordømmelse af pariaen iscenesættes
som noget sekundært, selvom den i ét og alt er det
primære: Pariaen overskrider de gængse normer fordi
han
tager fejl, og mener det forkerte 'nøgternt set' - ikke
omvendt. Pariaen må
og skal
med andre ord være én, der i én eller anden
forstand faktisk
tror på at 2+2 = 5, dvs. én der holder noget selvevident
forkert som sandt, og som dermed - i udgangspunktet - går
fuldstændig forkert af virkeligheden selv, og diskvalificerer
sig selv fra at blive taget seriøst. Dette er intet tilfælde:
Den gængse pluralisme
-
at alle i én eller anden forstand har 'ret' til 'sin egen'
sandhed - er nemlig selvfølgeligt accepteret i udgangspunktet,
og der hersker derfor en udbredt kollektiv (samfundsmæssig)
selvforståelse af, at enhver 'subjektiv' sandhed i og for sig
kan og bør accepteres som sådan, hvor personligt enig
eller uenig man så ellers måtte være i den. "Vi
har jo-" (trods
alt) "-alle
sammen lov til at være her", som
'man' siger (jf. Heidegger). I forlængelse heraf hersker der
således også en uforbeholden tro på, at ingen
skal
ekskluderes alene
for
deres holdningers - dvs. for deres 'private virkelighedsopfattelses'
- skyld. Derfor er det også umuligt at indrømme, at
pariaens perspektiv i
sig selv er
en moralsk transgression ifht. den herskende normativitet, da der som
sådan ikke kan være noget forkert i at have 'sin egen'
mening overhovedet. Nej, det egentligt moralsk forkerte opstår
først i det, at pariaen i forlængelse af sin
'personlige' virkelighedsopfattelse gør- eller siger noget,
der i én eller anden forstand vurderes som en overskridelse
af
det rent personlige, og således bliver til en forulempelse af
pluralismen selv. Pariaens moralske transgression består med
andre ord i det implicit
eller eksplicit anti-pluralistiske i
hans 'holdninger' - og ultimativt i hans blotte eksistens i det
omfang, at hans perspektiv slår rødder i pariaens
faktiske levede liv, erfaringsramme og karakterdannelse.
Det
definerende træk ved samfundets nuværende pluralistiske
selvforståelse er nemlig, at der idéelt skal være
plads til alle. Af samme årsag er det problematisk at regne en
given idé eller virkelighedsopfattelse - om denne så
måtte være filosofisk, videnskabelig, politisk eller
moralsk - for forkert i sig selv, dvs. som noget der per definition
ikke er
plads til. Pluralismen selv er nemlig væsentligt forstået
som inkluderende:
Det
er en normativitet som giver
plads til
så mange, og så diverse holdninger som muligt - og dermed
er det ikke en
norm der tager
plads, udgrænser og ekskluderer.
Den pluralistiske selvforståelse er imidlertid en skrøbelig
konstruktion, da den sin inkluderende tolerance til trods per
definition ikke kan acceptere den mindste udfordring af sin egen
grundlæggende selvforståelse uden at styrte sammen: For
en norm der dikterer, at alle 'personlige holdninger' accepteres i
udgangspunktet, er selvsagt uforenelig med enhver idé om, at
alle normer hverken kan eller bør
accepteres i udgangspunktet - og enhver idé om sandheden, dvs.
enhver idé om grundlæggende, konstituerende træk
ved virkeligheden selv, implicerer jo selvsagt en vis eksklusivitet,
qua væren hvad sådan en idé rent faktisk er...
nemlig en idé om, hvad der mere eller mindre definitivt er en
mere (og dermed også indirekte: En mindre) præcis måde
at anskue livet, eller en given problemstilling på. Ergo kan
pluralismen som alment accepteret norm aldrig leve side om side med
alternative normer, da alle virkeligt alternative normer
selvsagt vil være anti-pluralistiske normer: Normer der ikke
kredser om en selvforståelse af, at være inkluderende
og tolerant, og som ikke har netop det som ultimativ
retfærdiggørelse. Pluralismen kan umuligt acceptere
ikke-pluralistiske normer som ligeværdige alternativer -
og dette er paradokset: For pluralismen i sig selv er væsentligt
set selve idéen om alle menneskers normative
ligeværd... Men hvis idéen om normativt ligeværd
ser sig truet af ægte alternativer, bliver den nødt
til at hævde sig selv som den overlegne norm,
hvilket er en åbenlys undtagelse fra normen selv: Alle
menneskers ret til egen (selv- og verdens)forståelse er altså
lige, men nogle (selv- og verdens)forståelser er mere lige end
andre - og mindst lige af dem alle er altså sådanne
idéer, der rummer en eks- eller implicit kritik af den
pluralistiske normativitet som sådan (dvs. idéer der
implicerer at vi hverken kan-, skal- eller bør acceptere
alles ret til at mene hvad de vil). 'Paria' betegner altså i
denne sammenhæng en person, som det er kommet for skade at leve
livet inden for rammerne af en (selv- og verdens)forståelse,
der ikke harmonerer med det pluralistiske paradigme omkring ham, og
som lader denne (selv- og verdens)forståelse komme til udtryk i
sin måde at tænke, tale og handle på.
Selvom
den almindelige pluralistiske holdning om, at alle i princippet kan
mene hvad de har lyst til, altid,
i egen selvforståelse, er et rent udtryk for en positiv og
pro-aktivt emanciperende attitude overfor menneskets potentiale for
forskellighed, så er virkeligheden altså, at acceptens
privilegium kun rækker til tolerancen af holdninger, der selv
er
pluralistiske i udgangspunktet, dvs. ikke stiller sig kritiske
overfor den pluralistiske grundpræmis. Som sådan er
pluralismen hverken mere eller mindre tolerant end så mange
andre normativiteter, da enhver normativitet i sagens natur
indbefatter en accept af alt, hvad der er i grundlæggende
overensstemmelse med normen selv, og en tilsvarende fordømmelse
- dvs. tabuisering - af alt hvad der går imod den. Som alle
andre normative
paradigmer producerer pluralismen således pariaer i samme
omfang, som paradigmets grænser og relative utilstrækkeligheder
åbenbarer sig for enkelte mennesker, der lever inden for de
sociale rammer af paradigmet selv.
Som
sådan er der en vis intolerance indlejret i enhver
normativitet, og det er denne 'officielle' intolerance, der historisk
set har bivirket udgrænsningen af pariaen fra 'det gode
selskab', når sidstnævnte udøvede moralsk
transgressiv adfærd i ord eller i handling - og sådan er
det i og for sig stadig. Det egentligt innovative
i
pluralismen frem for tidligere- og kommende tiders normative
paradigmer er dog, at pluralismen i egen selvforståelse falder
helt og aldeles sammen med tolerancen
som sådan, og
at pluralismen således, 'per definition' ikke rummer den
intolerance, der er en nødvendig betingelse for enhver
'officiel' udstødelse. Pluralismen kan
ikke forstå sig selv som intolerant, fordi den pluralistiske
selvforståelse er at sidestille med
en manifestation af tolerancen selv.
Selvom pluralismen altså - ligesom alle tidligere- og kommende
tiders normativitet - producerer
pariaen
ved at åbenbare- og udgrænse tabu-brydende elementer fra
fællesskabet, så er der pluralistisk talt altid tale om
udstødelser i tolerancens navn. Pluralismen kan aldrig
anerkende sådanne udstødelser for det, som de egentlig
er - nemlig den systematiske udgrænsning af uønskede
elementer ud fra et singulært formål om at perpetuere den
pluralistiske normativitet - da denne i og for sig fuldstændigt
almindelige normative praksis er netop det, som pluralismen forstår
sig selv som et opgør med.
Derfor
er den for pariaen karakteristiske eksklusion fra fællesskabet
heller aldrig forstået som en funktion af fællesskabet
selv i dag - men derimod som det diametralt modsatte: Den moderne
paria er én, der med
vilje udelukker
sig selv
fra fællesskabet qua
sin
personlige 'holdning' - ved netop ikke at respektere at hans egne
personlige holdninger er netop det, og intet andet: Personlige
'holdninger'.
Den moderne paria er med andre ord én, der nægter at
acceptere at grunden til at fællesskabet regner ham for forkert
oprinder i ham
selv og
hans eget 'valg'
af 'holdninger' -
og ikke i
pluralismen som en klippefast rammefortælling, der i realiteten
nægter ham den ret til individualitet som den samtidig
iscenesætter sig selv som en garant for, og som den frit
tildeler alle, der ikke ser paradigmets svagheder, eller i det
mindste undlader at tale- og handle som om, at disse svagheder har
nogen betydning overhovedet.
At
enhver sandhed er 'privat', og således ikke har autoritet for
andre end privatpersonen selv, er den store, fælles sandhed,
som pariaen først og fremmest forbryder sig imod i vor tid.
Idéen om sandheden som 'privat' er imidlertid alment
accepteret på en sådan måde, at det ikke lader sig
gøre at påtale det faktum, at den absolutte opdeling og
udstykningen af sandheden, således at alle
individer
har deres egen lille sandhed som en 'ejendom', som de kan behandle
som de lyster, i sig selv er en fælles
sandhedsidé
(omend en negativt defineret sådan). Som sådan er
pluralismen en totalitær
magt
i ordets reneste forstand: For ikke nok med, at pluralismen i sagens
natur kræver ubetinget almen accept - måden
man
accepterer pluralismen er samtidig uadskillelig fra dette, at
pluralismen absolutte herredømme accepteres ubetinget som
frihedens eneste
autentiske garant. I den pluralistiske selvforståelse er
individets private frihed umulig at abstrahere fra den totale
underkastelse under det pluralistiske princip, der regerer almægtigt
bag det verbalt tabubelagte, dvs. alt det 'officielt' unævnelige.
Pluralismen er med andre ord det, som vi kunne kalde for den tavse
totalitarisme: En
magt der perpetuerer sig selv via tabuiseringen af påtalen af
sin egen virkemåde, og altså kræver at blive
forstået som det modsatte af, hvad den er. En totalitarisme der
ikke manifesterer sig som rå magtudøvelse, men derimod
som internaliseret borgerlig selvforståelse og deraf følgende
social kontrol, der i sidste ende kan ledes tilbage til følgende
forhold: At enhver har ret til 'sandheden', så længe
'sandheden' implicerer, at den egentlig ikke kan
betyde
noget andet eller mere, end det som 'sandheden' nu engang betyder for
'én selv'.
At
pluralismen
er åbenlyst almægtig, ukrænkelig og - ja -
totalitær, er således uadskilleligt fra den almindelige
opfattelse
af, at pluralismen selv er det
eneste
holdbare værn imod den selvsamme type magt, som pluralismen i
realiteten blot er endnu en manifestation af. Pluralismen forstås
med andre ord som en rent negativ
magt, der
ikke kræver noget af mennesket i sig selv, men som derimod
værner om menneskets basale frihed. Dvs. at pluralismen
opfattes som et forsvar
imod
den totalitære magt - ikke som en instans af den. Og det er
altså netop denne spidsfindighed der gør pluralismen
magtfuldkommen: For pluralismen har vævet sig ind i den almene
forståelse på en sådan måde, at 'enhver' ved
at pluralisme og tolerance egentlig betyder det samme - hvilket
effektivt gør enhver, der påpeger pluralismens
totalitære intolerance til én, der i en fundamental
forstand har misforstået
pluralismen,
og dermed underminerer tolerancen selv, ved at insistere på
misforståelsen, og således undergraver pluralismen
indefra. Pluralismens 'officielle' definition af at være et
autentisk udtryk for tolerancen gør den med andre ord umulig
at kritisere i en tid, hvor 'intolerance' og 'det onde' væsentligt
går for at være det samme - til trods for at pluralismen
strengt taget er præcis ligeså intolerant som en
dominerende norm altid vil være. Det onde prædikeres
således aldrig på pluralismen selv, men derimod på
den konkrete individualitet, der overhovedet antyder
at
en sådan prædikation er mulig. At nævne
det
onde er altså pluralistisk talt at gøre
det onde, og straffen
for
at gøre det onde må således tilkomme den, der
vover at nævne at
det onde ikke er noget absolut eksternt fra pluralismen selv.
Det er på denne historiske baggrund at vi må forstå,
hvad det moderne set vil sige at være en paria: Dagens paria er
én, der med nødvendighed - populært talt - vil gå
for at være intolerant, ekskluderende, nære totalitære
sympatier eller noget analogt (afhængigt af kontekst),
selvom vedkommende ikke nødvendigvis er ret forstået
sådan, og at sådanne betegnelser i virkeligheden er
stærkt vildledende, såfremt man faktisk ønsker at
forstå, hvad det egentlig er, der gør pariaen til
en paria (om pariaens selvforståelse så inkluderer disse
begreber eller ej). Pariaen er med andre ord ikke nødvendigvis
ond i nogen substantiel forstand: Hans væsen er ikke
defineret ud fra en selvforståelse af, at ville krænke
alle os 'gode, moralske, pluralistiske subjekters' 'ret' til at mene-
og leve som vi vil - men netop det er, hvad pariaen er dømt
til at blive opfattet som, da det er i kraft af sådanne
bestemmelser, at pluralismen udgrænser opposition, og
effektuerer sin magtfuldkommenhed: Når den pluralistiske
normativitet 'instinktivt' føler sig truet, vil
automatreaktionen falde via den effektive kategorisering af fjenden
som et ondt - dvs. et intolerant - menneske, og dermed
effektueres en populær opfattelse af, hvad det vil sige at være
et helt og holdent fejlslagent og forkert menneske, som øjeblikkeligt
appliceres til den identificerede trussel, hvorved vedkommende
udgrænses fra 'det gode selskab' (det accepterede fællesskab)
som én, der på paradoksal vis både er
'latterlig' og 'umulig at tage seriøst' samtidig med at
vedkommende er 'farlig' og én som man aldrig bør give
taletid af frygt for, at han jo kunne ende med at overtale visse
svage sjæle (men vel at mærke aldrig "os"!) til
at tro, som han tror. Således udgrænses det uønskede
element fra den almindelige diskurs, og pluralismen kan vende tilbage
til business as usual, ved at modstille 'holdninger' der overfladisk
set er modsatrettede, men som dog altid uden undtagelse har det til
fælles, at de alle som én er pluralistisk orienterede,
og altså - når alt kommer til alt - er fuldstændig
éns på et principielt niveau (som vi ser det i den
offentlige debat) - og samtidig henvise til de mangfoldige
variationer over sådanne 'holdninger' som et 'bevis' på
pluralismens identitet med friheden selv, netop fordi at 'alle' jo
således 'beviseligt' har ret til at mene hvad de vil.
Som sådan tjener pariaen en - pluralistisk talt - dobbelt
funktion i forhold til opretholdelsen- og retfrædiggørelsen
af den gængse normativitet: Som hhv. indre fjende - og
som nar.
Pariaen er den indre fjende i den forstand, at pluralismen på
den ene side anerkender pariaen som et produkt af sig selv - dvs. som
et menneske der i og for sig eksisterer i kraft af pluralismen
(på pluralismens præmisser), netop fordi pluralismen i
egen selvforståelse ikke er en ideologisk konstruktion men
snarere noget nærmest naturgivent (et værn om individets
'naturlige frihed'): Der er jo tale om et menneske der rent faktisk
tillader sig at stå på sandheden, som den har åbenbaret
sig for vedkommende, og som ikke viger fra denne vision, skønt
den er kontroversiel og socialt uacceptabel. Pariaen er således
'fri' ligesom alle andre, og der er på den måde
tale om en person, der i og for sig ikke gør andet end det,
som den pluralistiske normativitet 'giver ham lov til', dvs. nægter
at lade sin individualitet knægte af kollektivet. Beskyttelsen
af den skrøbelige individuelle menings ret imod kollektivets
overgreb er jo pluralismens suveræne raison d'etre. Men
samtidig er vedkommende en fjende af paradigmet, da karakteren
af pariaens mening er potentielt paradigme-nedbrydende såfremt
den accepteres som et lødigt alternativ til den øvrige
pluralisme af 'mangfoldige' personlige meninger, og godkendes som en
ligeværdig vare på idéernes markedsplads.
Da den pluralistiske magtanvendelse imidlertid ikke tillader direkte
indgreb overfor blotte meninger, der i udgangspunktet ikke skader
nogen og eksempelvis opfordrer til kriminalitet (da en sådan
censur jo vil være åbenlyst totalitær, og
dermed i direkte modstrid med den pluralistiske selvforståelse),
men samtidig ikke kan acceptere den mulighed, at anti-pluralistiske
idéer nyder godt af de samme gunstige sociale
vækstbetingelser, som de pluralisme-venlige (dvs. ultimativt
individ-bekræftende) idéer gør inden for rammerne
af det pluralistiske system, må pariaen ekskluderes via omveje,
der ikke kan spores tilbage til én centraliseret instans. Der
er altså ingenlunde tale om selvbevidst magtanvendelse i
udstødelsesprocessen. Ja, ganske ofte er processen vel knap og
nap bevidst overhovedet, men forekommer snarere på et så
instinktivt umiddelbart niveau, at dem der effektiviserer
stigmatiseringen af pariaen overhovedet ikke overvejer, at de i
realiteten instantierer den paradigmatisk-ideologiske magt. Tværtimod
forekommer eksklusionen så 'naturlig', at den på et
psykologisk plan næppe lader sig skelne fra 'at være sig
selv', og at 'stå på sine egne meninger' overhovedet...
hvilket er paradoksalt, da den pluralistiske magt netop er
upersonlig, fælles og ubevidst, og således alt andet end
et udtryk for det individuelle perspektiv, som pluralismen 'på
papiret' er til for at værne om. Nøgternt betragtet er
det vel snarere omvendt: Den pluralistiske magts virke igennem
'selvfølgelig' social tabuisering, fortielse og ultimativt
udstødelse af eventuelle repræsentanter for perciperede
anti-pluralistiske perspektiver, er for det neutrale udenforstående
blik umulig at skelne fra netop den type social kontrol (ideologisk
motiveret mobning), som den 'bevidste' pluralist vil være den
første til at fordømme i utvetydige vendinger. Sagen er
imidlertid den, at pluralismens 'hemmelige politi' - det vil sige den
uudsagte sociale indforståethed om, hvad 'man' 'naturligvis'
mener og ikke mener, accepterer og ikke accepterer, og den deraf
følgende diskursive socialiserings-praksis - netop ikke er en
'inkarneret' størrelse, men derimod en mestendels ubevidst
gruppe-psykologisk impuls, der fra et 1.-persons perspektivet vel
ligner 'samvittighed' mere end noget andet: Man bliver forarget,
oprevet eller bange ved konfrontationen med tabuet, og søger
øjeblikkeligt ly fra faren i en mental ideologisk skabelon,
der fortolker den psykologiske reaktion for én, og så at
sige neutraliserer faren via kategorisk karantæne. Den
anti-pluralistiske antydning nægtes enhver meningsfuldhed som
udtryk for noget andet og mere end det, vi rummer i ordet forkert,
og det der er forkert i enhver forstand - moralsk,
menneskeligt, videnskabeligt, logisk osv. - er selvsagt 'fair game'
for at blive udryddet, da der jo er 'bare' er tale om en
misforståelse. Samtidig vil man - såfremt man
bidrager tydeligt til eksklusionen via utvetydige billigelse -
signalere, at man bestemt ikke selv står på
pariaens side, eller forstår ham overhovedet: For således
signalerer man jo tydeligt, at man er på 'den rigtige side' i
den sag, dvs. at man ikke selv er et legitimt offer for den type
eksklusion, som retmæssigt tilkommer den anti-pluralistiske
paria.
Det er denne internaliserede socialitet, der ultimativt stigmatiserer
pariaen som nar: En person som man på ingen måde
kan eller bør tage seriøst, og som der
følgelig heller ikke er noget i vejen for at latterliggøre
og ekskludere fra enhver seriøs diskursiv indflydelse.
Bevægelsen er dobbelt, i og med at den ikke kun ekskluderer
uønskede elementer, men tillige garanterer inklusion i det
pluralistiske fællesskab for alle, der deltager (aktivt eller
passivt) i bandlysningsritualet. Man kalder således ikke bare
pariaen for en nar ud fra den rene intention om at stigmatisere en
specifik person eller specifikke holdninger som fundamentalt
uacceptable, men tillige for at vise at man ikke selv er en nar.
Selvom denne proces for et mere distanceret analytisk blik åbenlyst
ikke er uden grusomhed (da der jo egentlig 'bare' er tale om nøgen
intolerance overfor den generisk forståede 'anderledes
tænkende', der er i hvert fald delvist begrundet i et ønske
om selv at fremstå 'god nok'), netop fordi det på
en vis afstand er overmåde tydeligt, at pariaen meget sjældent
- og måske endog aldrig - er bare overfladisk identisk
med den latterlige karikatur, som man fra socialt hold søger
at reducere ham til, er det alligevel centralt ikke at fare i den
modsatte grøft, og forfalde til entydig moralsk fordømmelse
af dem, der håndhæver den pluralistiske magt, netop fordi
disse ikke er fuldt bevidste om, at det faktisk er det, der foregår.
Grusomheden kan nemlig kun rulle sig uhindret ud, fordi den
netop ikke fremstår som grusomhed for de implicerede
parter (pariaen ekskluderet), men netop som det modsatte: Dvs.
som et værn imod grusomheden. Man gør med andre
ord ikke det onde fordi man er ond, men omvendt fordi
man er god - eller i det mindste fordi man gerne vil vise
at man er god og/eller lyde det, der nødvendigvis
fremtræder som et udslag af éns eget 'private' moralske
kompas (selvom denne fremtræden som individualitet som ovenfor
nævnt kun er tilsyneladende).
Selvom det kan virke noget kontraintuitivt, er den sociale
stigmatisering af pariaen som nar altså kun accidentielt
relateret til pariaen selv, og vedkommendes syn på verden.
Denne 'hemmelighed' er imidlertid iboende i tildelingen af
paria-rollen som sådan, da pariaen - som allerede nævnt -
er at forstå som en ikke-værende individualitet: Det
handler aldrig om, hvad pariaen er, men derimod om den
måde, som pariaen ikke er som 'os andre'. Den
udstødte 'fortjener' således kun opmærksomhed i
samme omfang, som vedkommende kan tjene som et eksempel på
noget, som vi ikke accepterer iblandt os, ligesom vedkommende
kun 'fortjener' inklusion i samme omfang, som han er villig til at
kapitulere overfor 'fællesskabet' og undskylde sine
'holdninger' - og det er i denne proces at det socialiserede
pluralistiske menneske blinder sig selv for alle aspekter af pariaens
individualitet, der potentielt harmonerer hermeneutisk med
pluralistens egen subjektivitet, og således minder ham om, at
pariaen netop ikke er det hhv. truende eller latterlige
karikerede fremmedelement, som man søger at reducere
ham til, men derimod et menneske, der er udsprunget af den samme
verden og det samme samfund som pluralisten selv, og dermed også
deler det pluralistiske menneskes sårbarhed, uskyld, åbenhed
osv.: Kort fortalt alle de alment humane karakteristika som man i
almindelighed fremfører som den egentligt emotionelle
begrundelse for individets ret som sådan. Pluralisten forsøger
således at gøre pariaen til et offer, ikke så
meget fordi pariaen i nogen seriøs forstand har gjort sig
fortjent til det, men fordi pluralisten frygter selv at blive et
offer, og har indlejret den pluralistiske ideologi som en
psykologisk forsvarsmekanisme imod offergørelse som sådan.
Pluralismen er således herremenneskets ideologi, men på
en spidsfindig dobbelt facon, hvor den ideologisk begrundede
'herremenneskets ret' til at undertrykke og ekskludere andre
arbitrært er nært beslægtet med den sociale
signalering af det modsatte: Pluralisten undertrykker ved at sige fra
overfor undertrykkelse! ...omend den undertrykkelse pluralisten siger
fra overfor egentlig ikke eksisterer andre steder, end i hendes eget
hoved.
Den tragiske konsekvens af den således gennem-psykologiserede
ideologiske 'tolerance' er imidlertid, at et svigtende pluralistisk
paradigme i sagens natur vil afføde en stigende mængde
(mere eller mindre konsistente) pluralisme-skeptiske perspektiver, i
takt med at paradigmets grænser og gråzoner bliver
stadigt mere tydelige, og den medfølgende arbitrære
magtanvendelse bliver mere udtalt. Dette er ingenlunde noget symptom
på en generel vækst i intolerance i samfundet, så
meget som en naturlig konsekvens af et politisk paradigme, der på
den ene side lover en friere og mere tolerant verden, og dog på
den anden side ikke kan effektuere sig selv uden at virke præcis
ligeså intolerant og ufrit som de 'totalitære'
paradigmer, som pluralismen i reglen iscenesættes som en total
anti-tese til.
Pluralismen er kun overbevisende i samme omfang, som
paria-produktionen er lav, hvilket igen vil sige det samme som at det
sociale tabu fungerer som en effektivt tanke- og taleregulerende
mekanisme, hvilket igen vil sige at den iboende intolerance og
eksklusivitet i det pluralistiske paradigme virker i det skjulte: At
alle undertrykker sig selv og hinanden en lille smule hele tiden, på
en 'venlig' social facon, snarere end at ty til deciderede overgreb,
og at man således kan søge ly og tryghed i den
pluralistiske grundfortælling om at 'man' jo bare er mennesker,
der kan være uenige om mangt og meget, men som dog alligevel
'naturligvis' har mere til fælles end ting, der splitter dem
ad. Det er nemlig fortællingens iboende positive emotionelle
suggestion, der gør undertrykkelsen 'usynlig' - dvs.
retfærdiggjort - i forhold til 'det store gode' som er
opretholdelsen af ideologien selv. Den eneste ting man egentlig
har til fælles, er imidlertid intet andet end netop den
ubetingede lydighed overfor den pluralistiske grundfortælling -
men denne lydighed føles netop så meget desto
mere overbevisende som frihed, lighed, retfærdighed (kort
fortalt: Alt hvad man almindeligvis forstår som det gode)
såfremt der ikke er nogle presserende ydre forhold, der bringer
borgerne til at overveje den paradigmatiske intolerance i pluralismen
selv. Det er jo alt andet lige noget lettere at overbevise sig selv
om. at man virkelig er fri, så længe der ikke er
noget der tvinger én til at overveje, om friheden nu
virkelig også er identisk med den ideologi, som man
lever under, og ukritisk identificere med friheden.
Pluralismen virker med andre ord ikke i kraft af tolerancens triumf
over intolerancen, men snarere i kraft af at følelsen af
intolerance (/den instinktive fare der forbindes med tilnærmelsen
til tabu) kanaliseres over i en psykologisk konstrueret stråmand,
som bliver bandlyst og derigennem giver en oplevelse af, at det er
intolerancen selv man bandlyser (selvom denne handling i sig
selv er intolerancen i praksis). Out of sight - out of mind. Men
deraf følger det, at pluralismen kun fungerer så længe
(og såfremt) den besidder et overbevisende følelsesmæssigt
appel. Fordufter dette, svinder den ideologisk betingede
massepsykologiske refleks imod instinktiv bandlysning af det
faretruende ikke-pluralistiske nemlig tilsvarende, og når
ideologien ikke længere bliver opretholdt af folk 'frivilligt'
i samme grad som tidligere, er der kun tvang tilbage: Og tvang er som
bekendt selve ufrihedens fænomen.
Desto tydeligere pluralismens grænser bliver, desto
flere instanser af perciperet intolerance vil der komme op til
overfladen, simpelthen fordi mængden af (mere eller mindre
eksplicitte) anti-pluralistiske perspektiver for det første
vil have naturlige vækstbetingelser, når paradigmet ikke
leverer, hvad det lover, og for det andet fordi at disse perspektiver
- qua karakteren af den virkende magt - nødvendigvis må
fremstå som udslag af ren intolerance for alle dem, der ikke
deler dem. Den paradigmatiske internaliserede
eksklusions-mekanisme der under et stabilt pluralistisk regime er
magtens største trumf, da befolkningen herigennem regulerer
sig selv og hinanden ideologisk, med udgangspunkt i en primal frygt
for eksklusion projekteret som perciperet intolerance på enhver
instans af ideologisk ukorrekt tanke, tale og handling, bliver i
mindre stabile tider til en svært kontrollerbar mangfoldighed
af projekterede frygt- og paranoia-fantasier, der bliver så
meget desto mere utilregnelig på det massepsykologiske plan i
kraft af, at vi basalt set taler om en massiv konfrontation med
individets egen frygt for at blive et offer: En frygt der vel
at mærke søger et ydre udtryk af fornuft, medfølelse,
tolerance, analytisk skarpsyn mv., samtidig med at den rå
mængde af perciperede ydre symboler på frygten for
eksklusion og offergørelse stiger. Dette medfører en
ond spiral, da den demonstrative (men ultimativt impotente)
pluralisme-manifestation som en stigning i mængden af
perciperet anti-pluralisme omkring én 'selvfølgelig'
vil bringe op til overfladen, i sig selv kan tolkes som et
anti-pluralistisk fænomen for udenforstående.
I en tid og på et sted som vores (vesten anno 2017) hvor et
pluralistisk paradigme står på randen af opløsning,
og den perciperede mængde af anti-pluralistiske grupperinger,
gerninger og 'holdninger' således er uforholdsmæssigt
stigende (ikke mindst takket være gennemtrumfningen af den
såkaldte multi-kultur, der ultimativt bliver symbolet for
nærværende pluralistiske epokes undergang) er det så
meget desto vigtigere ikke at lade sig rive med af det, der
uundgåeligt må fremstå som kraftige intolerante
strømninger i tiden: Ikke mindst fordi en sådan laden
sig rive med er condiito sine qua non for manifestationen af
den faktiske intolerance, i form af fysiske og psykologiske
overgreb på den opfattede opposition. Som sådan er tiden
ikke så meget til handling som til reflektion - og ingen
reflektion synes for undertegnede mere nyttig og nødvendig nu,
end netop reflektionen over paria-rollen: Dvs. meditationen over de
fælles-kulturelle skikkelser, der såvel symbolsk som
konkret har tjent som skræmmeeksempler på den
anti-pluralistiske intolerance i løbet af den pluralistiske
epoke, der har strakt sig siden slutningen af 2. verdenskrig og frem
til i dag.
Nærværende Paria-konservative kategori ('Paria')
dedikerer jeg således ved denne indlednings afslutning til
ti suveræne og sigende symboler på den moderne ondskab
(post-moderne betragtet), i håbet om at reflektionen over disse
skikkelser vil bivirke en højnet bevidsthed - ikke om
skikkelsernes iboende ondskab - men om de begrænsninger i det
pluralistiske paradigme, der ultimativt har bragt os til dette punkt
i historien.
Med venlig hilsen
Jakob-Jeshurun
Ingen kommentarer:
Send en kommentar