søndag den 19. februar 2017

Paria #0: Et spørgsmål om ikke-væren



Hvad er en paria?

Det er et spørgsmål, der selvsagt hænger snævert sammen med vrangspørgsmålet: Hvad er en paria ikke? At besvare det første er nemlig at besvare det andet indirekte - og vice versa. På en måde er der altså tale om ét og samme spørgsmål, med ét og samme svar, der blot nærmer sig sagen fra hver sin side... Men selvom det første spørger ind til det egentligt vigtige - det er jo her den positive definition efterspørges - og besvarelsen af det andet i sagens natur ikke kan sige os noget væsentligt om pariaens natur som sådan, da vi her eksklusivt efterspørger alt det, der intet har med pariaen at gøre, så er en afklaring af det sekundære alligevel på sin plads, før vi springer til den egentlige substans.

For virkelig at forstå hvad en paria er, er det nemlig alpha og omega at helgardere sig imod misforståelser.

Ikke på grund af nogen almindelig tommelfingerregel om, at man altid bør starte med den negative definition, når man går til et givent emne - for gjorde vi dette til en almen praksis ville sproget i almindelighed - og videnskaben i særdeleshed - blive trivialiseret og gå til i udenomssnak. At undersøge hvad en given ting ikke er, åbner jo i princippet op for, at sproget kan dreje sig imod hele det øvrige univers minus den efterspurgte ting, og således tale uhæmmet om dette og hiint som værende ikke-denne-ting - og den eneste ubetvivlelige begrænsning af svarets omfang ville altså blive, at snakken blot ikke måtte dreje sig i retning af netop det, som faktisk var spørgsmålets omdrejningspunkt. Spørger vi f.eks. om, hvad solen ikke er, da kan vi i princippet besvare spørgsmålet ved at snakke om jorden, himlen, skyerne, kærligheden, tiden, rummet, guderne, de nye IC4-toge eller noget niende - alt andet end solen selv. Den totale forvirring følger, for der er intet i det retningsgivende negative spørgsmål, der holder os definitivt fast, og tvinger os til at holde os til emnet. Den eneste relation til spørgsmålets egentlige omdrejningspunkt bliver da, at vi bestandigt fjerner os fra det.

Men med pariaen er der altså tale om en undtagelse, og dette skyldes at 'paria' i sig selv er en negativ bestemmelse. Ordet markerer en afgrænsning og en udelukkelse, der ikke besidder nogen egentlig mening uafhængigt af det, som pariaen er afgrænset og udelukket fra. Pariaen ejer ingen absolut selvstændige egenskaber, der altid gør en paria til en paria, uafhængigt af tid, sted og omgivelsernes karakter. Den, der er en paria, er med andre ord aldrig en paria i kraft af sig selv, sin egen særegne natur og intet andet. Vedkommendes status af paria er omvendt altid afhængigt af bestemte ydre omstændigheder, der gør vedkommende til paria, netop i kraft af en række bestemmelser, som vedkommende ikke lever op til, og heller ej er herre over.

Ingen kan altså erklære sig som paria, og derefter være det alene i kraft af sin erklæring: For pariaen er væsentligt ikke én, der bestemmer sin egen 'væren-sig-selv', uafhængigt af hvorledes andre bestemmer ham. På samme måde kan den, der først er blevet bestemt som paria, heller ikke erklære, at han ikke er paria, og dermed forvente at blive respekteret som sådan: For hvis vedkommende ikke lever op til visse bestemmelser - der som sagt aldrig er bestemte af- eller ud fra vedkommende selv alene - ja, så vil vedkommende være en paria uafhængigt af, om han selv måtte ønske det eller ej, ligesom den der rent faktisk lever op til nævnte bestemmelser, snildt kan nære et ønske at fremstille sig selv som paria uden at være det af den grund.

Så med alt dette in mente, hvad er det så helt konkret, at pariaen ikke er?

Jo - en paria er først og fremmest ikke én som man populært talt ønsker at være. En paria er intet forbillede, intet ideal og ingen afgud at dyrke. En paria er på ingen måde én, som man ønsker at blive associeret med. Pariaen er i udgangspunktet det, som man ikke ønsker at kende - eller at forstå. Pariaen er en uren, og "for de befængte og vantro er intet rent; hos dem er både forstanden og samvittigheden befængt" (Titus 1:15). Hvis pariaen besidder nogle positive egenskaber overhovedet, kan vi med andre ord være sikre på, at disse står definitivt i skyggen af de negative.



Pariaen er nemlig definitivt ikke som man burde være. En paria er med andre ord én, der i en eller anden forstand er forkert, dvs. én hvis primære karakteristika er sammenfaldende med den almindelige opfattelse af, hvad det vil sige ikke at gøre- eller sige- eller mene de rigtige ting. Pariaen er én, der mener forkert, taler forkert og handler forkert. Pariaen er én, som man i almindelighed tager afstand fra, grundet vedkommendes handlinger, ord, meninger og tanker. Og derfor - qua det forkerte - er pariaen en udstødt.

'Forkert' skal i denne sammenhæng ikke forstås, som når man siger at 2+2 = 5 er forkert - selvom den almindelige opfattelse som regel reducerer pariaen til én, der netop tænker, mener, taler og handler som om at 2+2 = 5, eller noget tilsvarende absurd. Dette fortjener en uddybning: Den almindelige udgrænsning af pariaen qua dennes 'væren helt galt på den' hænger snævert sammen med den tilsvarende almindelige opfattelse af, at pariaens væren-forkert egentlig drejer sig om pariaens benægtelse - i ord eller i gerning - af én eller flere 'åbenlyse sandheder', som 'enhver ved', og som 'alle anerkender' uden at stille spørgsmål ved dem. Pariaen er altså én, der af den ene eller anden årsag ikke kan eller vil anerkende og respektere ting, der ellers går for at være så åbenlyst sande og rigtige, at intet 'normalt' menneske kunne drømme om at stille spørgsmålstegn ved dem. Pariaen bliver således én, der populært forstået benægter det åbenlyse, og lever i et oprør imod det. Det er dette forhold der gør, at man almindeligvis 'oversætter' pariaens position til 2+2 = 5, for dernæst at forkaste hans perspektiv som åbenlyst absurd - dvs. som noget 'forkert' i en rent matematisk, logisk, eller 'videnskabelig' forstand. Pariaens væren-forkert reduceres med andre ord til en konsekvens af, at vedkommende overlagt benægter sandheden selv - eller i hvert fald benægter det tætteste som vi kan komme på sandheden, sådan som 'vi alle selvfølgeligt' forstår den - selvom denne udlægning naturligvis ikke stemmer overens med pariaens egen selvforståelse, eller overhovedet prætenderer at tage den seriøst.

Pariaens væren-forkert er nemlig ingen harmløs excentricitet. Pariaens væren-forkert er derimod udtryk for noget så graverende fejlslagent, at vedkommendes position og perspektiv overhovedet ikke fortjener at blive taget seriøst - og blot at overveje pariaens standpunkt seriøst er således (i det mindste delvist) sammenfaldende med, at billige noget socialt set perverst og potentielt ondt. Det er da også netop derfor, at man i reglen reducerer pariaens position til det 'åbenlyst' absurde, selvmodsigende og latterlige: For det er pariaens kvalitet af talsmand for det 'åbenlyst' forkerte, der bivirker, at man almindeligvis ikke føler sig forpligtet på at forsøge at forstå eller at give plads til ham. Det er jo tydeligt i udgangspunktet, at der ikke er nogen grund til det, og reduktionen af pariaen til repræsentant for det åbenlyst absurde er mere end noget andet en cementering af dette faktum: Man undlader demonstrativt at forstå pariaens perspektiv, og anfører sin egen demonstrative mangel på forståelse som bevis for, at der vitterligt ikke er noget at forstå.

Sammenligner vi pariaen med én, der 'bare' har misforstået- eller er gået fejl af sandheden i en ren formel forstand, ser vi imidlertid hurtigt, at den almindelige opfattelse er voldsomt utilstrækkelig: Inden for videnskaben finder vi f.eks. talrige eksempler på, at en dominerende hypotese bliver udfordret og kritiseret, uden at kritikeren ender som paria af den grund (omend det selvfølgelig kan forekomme, hvis en forslået hypotese dissonerer med et herskende ideologisk-moralsk paradigme). Når en etableret 'sandhed' konfronteres med en konkurrerende hypotese går man blot i gang med at hhv. underbygge eller underminere den ene eller den anden hypotese med teoretiske og praktiske eksempler og begrundelser, uden at talsmanden for det alternative bud på sandheden systematisk ekskluderes fra den seriøse videnskabelige diskurs af den grund. Hypoteser er til for at blive testet, og derfor kan der heller ikke være nogen særlig indignation forbundet med, at den slags foregår. Det er jo almindelig praksis. Tager man fejl, så tager man fejl, og det var det - men hvis man rent faktisk har fat i noget, så må man jo acceptere det, og arbejde videre ud fra det. Lige meget hvad, så fortjener en indvending eller en alternativ hypotese dog at blive undersøgt - eller der er i det mindste intet i vejen for, at man gør det. Uenighed med de etablerede sandheder er med andre ord ingen grund til udstødelse i sig selv - tværtimod: "De etablerede sandheder er kun foreløbige, og de kan altid kritiseres - det har sandheden kun godt af" - er dette ikke det tætteste, vi kommer på en 'officiel' definition af selve sandheden i dag? At den netop er relativ, og at alternative perspektiver derfor ikke er en byrde men en gave?



Pariaen er imidlertid én, der definitivt har overskredet grænsen for, hvilke af de etablerede sandheder man egentlig kan tillade sig at stille spørgsmålstegn ved. Som sådan kan det aldrig være et åbent spørgsmål, der fortjener at blive undersøgt nøgternt, når pariaen mener som han mener, og postulerer det, som han gør. Pariaen er nemlig ikke bare én, der udfordrer den 'officielle' sandhed, og som 'højst sandsynligt' tager fejl. Pariaen er derimod én, der tager utvetydigt og definitivt fejl, fordi han udfordrer lige præcis den officielle sandhed, på lige præcis den måde som han gør det. Pariaens opposition er altså ingen harmløs 'konkurrerende hypotese', men derimod et direkte angreb på alt, hvad 'alle ved' er uangribeligt, fordi 'alle' netop er indforståede med ikke at stille spørgsmål ved det. Pariaens indvending fortjener med andre ord ikke at blive undersøgt, fordi man allerede ved at den er fejlagtig, og at man på ingen måde ønsker at handle således, at nogen kunne få den idé, at den ikke var forkert.

Pariaen regnes altså normalt nok som én, der 'bare' tager fejl i sine opfattelser - men 'bare' at tage fejl er i sig selv ingen grund til fordømmelse og entydig udstødelse. Bag ved pariaen gemmer der sig altså ikke bare en historie om én, der har valgt at udfordre nogle veletablerede normer, men tillige historien om én der har gjort sig skyldig i en perciperet moralsk transgression ved at gøre det. Når pariaen fordømmes for at være 'forkert', skal 'forkert' med andre ord forstås i en normativ forstand - og ikke, som man ellers har for vane at fremstille det, som en rent deskriptiv, 'objektiv' udlægning.

Det er imidlertid et væsentligt træk ved paria-rollen i dag, at den rent moralske fordømmelse af pariaen iscenesættes som noget sekundært, selvom den i ét og alt er det primære: Pariaen overskrider de gængse normer fordi han tager fejl, og mener det forkerte 'nøgternt set' - ikke omvendt. Pariaen må og skal med andre ord være én, der i én eller anden forstand faktisk tror på at 2+2 = 5, dvs. én der holder noget selvevident forkert som sandt, og som dermed - i udgangspunktet - går fuldstændig forkert af virkeligheden selv, og diskvalificerer sig selv fra at blive taget seriøst. Dette er intet tilfælde: Den gængse pluralisme - at alle i én eller anden forstand har 'ret' til 'sin egen' sandhed - er nemlig selvfølgeligt accepteret i udgangspunktet, og der hersker derfor en udbredt kollektiv (samfundsmæssig) selvforståelse af, at enhver 'subjektiv' sandhed i og for sig kan og bør accepteres som sådan, hvor personligt enig eller uenig man så ellers måtte være i den. "Vi har jo-" (trods alt) "-alle sammen lov til at være her", som 'man' siger (jf. Heidegger). I forlængelse heraf hersker der således også en uforbeholden tro på, at ingen skal ekskluderes alene for deres holdningers - dvs. for deres 'private virkelighedsopfattelses' - skyld. Derfor er det også umuligt at indrømme, at pariaens perspektiv i sig selv er en moralsk transgression ifht. den herskende normativitet, da der som sådan ikke kan være noget forkert i at have 'sin egen' mening overhovedet. Nej, det egentligt moralsk forkerte opstår først i det, at pariaen i forlængelse af sin 'personlige' virkelighedsopfattelse gør- eller siger noget, der i én eller anden forstand vurderes som en overskridelse af det rent personlige, og således bliver til en forulempelse af pluralismen selv. Pariaens moralske transgression består med andre ord i det implicit eller eksplicit anti-pluralistiske i hans 'holdninger' - og ultimativt i hans blotte eksistens i det omfang, at hans perspektiv slår rødder i pariaens faktiske levede liv, erfaringsramme og karakterdannelse.



Det definerende træk ved samfundets nuværende pluralistiske selvforståelse er nemlig, at der idéelt skal være plads til alle. Af samme årsag er det problematisk at regne en given idé eller virkelighedsopfattelse - om denne så måtte være filosofisk, videnskabelig, politisk eller moralsk - for forkert i sig selv, dvs. som noget der per definition ikke er plads til. Pluralismen selv er nemlig væsentligt forstået som inkluderende: Det er en normativitet som giver plads til så mange, og så diverse holdninger som muligt - og dermed er det ikke en norm der tager plads, udgrænser og ekskluderer.

Den pluralistiske selvforståelse er imidlertid en skrøbelig konstruktion, da den sin inkluderende tolerance til trods per definition ikke kan acceptere den mindste udfordring af sin egen grundlæggende selvforståelse uden at styrte sammen: For en norm der dikterer, at alle 'personlige holdninger' accepteres i udgangspunktet, er selvsagt uforenelig med enhver idé om, at alle normer hverken kan eller bør accepteres i udgangspunktet - og enhver idé om sandheden, dvs. enhver idé om grundlæggende, konstituerende træk ved virkeligheden selv, implicerer jo selvsagt en vis eksklusivitet, qua væren hvad sådan en idé rent faktisk er... nemlig en idé om, hvad der mere eller mindre definitivt er en mere (og dermed også indirekte: En mindre) præcis måde at anskue livet, eller en given problemstilling på. Ergo kan pluralismen som alment accepteret norm aldrig leve side om side med alternative normer, da alle virkeligt alternative normer selvsagt vil være anti-pluralistiske normer: Normer der ikke kredser om en selvforståelse af, at være inkluderende og tolerant, og som ikke har netop det som ultimativ retfærdiggørelse. Pluralismen kan umuligt acceptere ikke-pluralistiske normer som ligeværdige alternativer - og dette er paradokset: For pluralismen i sig selv er væsentligt set selve idéen om alle menneskers normative ligeværd... Men hvis idéen om normativt ligeværd ser sig truet af ægte alternativer, bliver den nødt til at hævde sig selv som den overlegne norm, hvilket er en åbenlys undtagelse fra normen selv: Alle menneskers ret til egen (selv- og verdens)forståelse er altså lige, men nogle (selv- og verdens)forståelser er mere lige end andre - og mindst lige af dem alle er altså sådanne idéer, der rummer en eks- eller implicit kritik af den pluralistiske normativitet som sådan (dvs. idéer der implicerer at vi hverken kan-, skal- eller bør acceptere alles ret til at mene hvad de vil). 'Paria' betegner altså i denne sammenhæng en person, som det er kommet for skade at leve livet inden for rammerne af en (selv- og verdens)forståelse, der ikke harmonerer med det pluralistiske paradigme omkring ham, og som lader denne (selv- og verdens)forståelse komme til udtryk i sin måde at tænke, tale og handle på.

Selvom den almindelige pluralistiske holdning om, at alle i princippet kan mene hvad de har lyst til, altid, i egen selvforståelse, er et rent udtryk for en positiv og pro-aktivt emanciperende attitude overfor menneskets potentiale for forskellighed, så er virkeligheden altså, at acceptens privilegium kun rækker til tolerancen af holdninger, der selv er pluralistiske i udgangspunktet, dvs. ikke stiller sig kritiske overfor den pluralistiske grundpræmis. Som sådan er pluralismen hverken mere eller mindre tolerant end så mange andre normativiteter, da enhver normativitet i sagens natur indbefatter en accept af alt, hvad der er i grundlæggende overensstemmelse med normen selv, og en tilsvarende fordømmelse - dvs. tabuisering - af alt hvad der går imod den. Som alle andre normative paradigmer producerer pluralismen således pariaer i samme omfang, som paradigmets grænser og relative utilstrækkeligheder åbenbarer sig for enkelte mennesker, der lever inden for de sociale rammer af paradigmet selv.

Som sådan er der en vis intolerance indlejret i enhver normativitet, og det er denne 'officielle' intolerance, der historisk set har bivirket udgrænsningen af pariaen fra 'det gode selskab', når sidstnævnte udøvede moralsk transgressiv adfærd i ord eller i handling - og sådan er det i og for sig stadig. Det egentligt innovative i pluralismen frem for tidligere- og kommende tiders normative paradigmer er dog, at pluralismen i egen selvforståelse falder helt og aldeles sammen med tolerancen som sådan, og at pluralismen således, 'per definition' ikke rummer den intolerance, der er en nødvendig betingelse for enhver 'officiel' udstødelse. Pluralismen kan ikke forstå sig selv som intolerant, fordi den pluralistiske selvforståelse er at sidestille med en manifestation af tolerancen selv. Selvom pluralismen altså - ligesom alle tidligere- og kommende tiders normativitet - producerer pariaen ved at åbenbare- og udgrænse tabu-brydende elementer fra fællesskabet, så er der pluralistisk talt altid tale om udstødelser i tolerancens navn. Pluralismen kan aldrig anerkende sådanne udstødelser for det, som de egentlig er - nemlig den systematiske udgrænsning af uønskede elementer ud fra et singulært formål om at perpetuere den pluralistiske normativitet - da denne i og for sig fuldstændigt almindelige normative praksis er netop det, som pluralismen forstår sig selv som et opgør med.

Derfor er den for pariaen karakteristiske eksklusion fra fællesskabet heller aldrig forstået som en funktion af fællesskabet selv i dag - men derimod som det diametralt modsatte: Den moderne paria er én, der med vilje udelukker sig selv fra fællesskabet qua sin personlige 'holdning' - ved netop ikke at respektere at hans egne personlige holdninger er netop det, og intet andet: Personlige 'holdninger'. Den moderne paria er med andre ord én, der nægter at acceptere at grunden til at fællesskabet regner ham for forkert oprinder i ham selv og hans eget 'valg' af 'holdninger' - og ikke i pluralismen som en klippefast rammefortælling, der i realiteten nægter ham den ret til individualitet som den samtidig iscenesætter sig selv som en garant for, og som den frit tildeler alle, der ikke ser paradigmets svagheder, eller i det mindste undlader at tale- og handle som om, at disse svagheder har nogen betydning overhovedet.



At enhver sandhed er 'privat', og således ikke har autoritet for andre end privatpersonen selv, er den store, fælles sandhed, som pariaen først og fremmest forbryder sig imod i vor tid. Idéen om sandheden som 'privat' er imidlertid alment accepteret på en sådan måde, at det ikke lader sig gøre at påtale det faktum, at den absolutte opdeling og udstykningen af sandheden, således at alle individer har deres egen lille sandhed som en 'ejendom', som de kan behandle som de lyster, i sig selv er en fælles sandhedsidé (omend en negativt defineret sådan). Som sådan er pluralismen en totalitær magt i ordets reneste forstand: For ikke nok med, at pluralismen i sagens natur kræver ubetinget almen accept - måden man accepterer pluralismen er samtidig uadskillelig fra dette, at pluralismen absolutte herredømme accepteres ubetinget som frihedens eneste autentiske garant. I den pluralistiske selvforståelse er individets private frihed umulig at abstrahere fra den totale underkastelse under det pluralistiske princip, der regerer almægtigt bag det verbalt tabubelagte, dvs. alt det 'officielt' unævnelige. Pluralismen er med andre ord det, som vi kunne kalde for den tavse totalitarisme: En magt der perpetuerer sig selv via tabuiseringen af påtalen af sin egen virkemåde, og altså kræver at blive forstået som det modsatte af, hvad den er. En totalitarisme der ikke manifesterer sig som rå magtudøvelse, men derimod som internaliseret borgerlig selvforståelse og deraf følgende social kontrol, der i sidste ende kan ledes tilbage til følgende forhold: At enhver har ret til 'sandheden', så længe 'sandheden' implicerer, at den egentlig ikke kan betyde noget andet eller mere, end det som 'sandheden' nu engang betyder for 'én selv'.

At pluralismen er åbenlyst almægtig, ukrænkelig og - ja - totalitær, er således uadskilleligt fra den almindelige opfattelse af, at pluralismen selv er det eneste holdbare værn imod den selvsamme type magt, som pluralismen i realiteten blot er endnu en manifestation af. Pluralismen forstås med andre ord som en rent negativ magt, der ikke kræver noget af mennesket i sig selv, men som derimod værner om menneskets basale frihed. Dvs. at pluralismen opfattes som et forsvar imod den totalitære magt - ikke som en instans af den. Og det er altså netop denne spidsfindighed der gør pluralismen magtfuldkommen: For pluralismen har vævet sig ind i den almene forståelse på en sådan måde, at 'enhver' ved at pluralisme og tolerance egentlig betyder det samme - hvilket effektivt gør enhver, der påpeger pluralismens totalitære intolerance til én, der i en fundamental forstand har misforstået pluralismen, og dermed underminerer tolerancen selv, ved at insistere på misforståelsen, og således undergraver pluralismen indefra. Pluralismens 'officielle' definition af at være et autentisk udtryk for tolerancen gør den med andre ord umulig at kritisere i en tid, hvor 'intolerance' og 'det onde' væsentligt går for at være det samme - til trods for at pluralismen strengt taget er præcis ligeså intolerant som en dominerende norm altid vil være. Det onde prædikeres således aldrig på pluralismen selv, men derimod på den konkrete individualitet, der overhovedet antyder at en sådan prædikation er mulig. At nævne det onde er altså pluralistisk talt at gøre det onde, og straffen for at gøre det onde må således tilkomme den, der vover at nævne at det onde ikke er noget absolut eksternt fra pluralismen selv.



Det er på denne historiske baggrund at vi må forstå, hvad det moderne set vil sige at være en paria: Dagens paria er én, der med nødvendighed - populært talt - vil gå for at være intolerant, ekskluderende, nære totalitære sympatier eller noget analogt (afhængigt af kontekst), selvom vedkommende ikke nødvendigvis er ret forstået sådan, og at sådanne betegnelser i virkeligheden er stærkt vildledende, såfremt man faktisk ønsker at forstå, hvad det egentlig er, der gør pariaen til en paria (om pariaens selvforståelse så inkluderer disse begreber eller ej). Pariaen er med andre ord ikke nødvendigvis ond i nogen substantiel forstand: Hans væsen er ikke defineret ud fra en selvforståelse af, at ville krænke alle os 'gode, moralske, pluralistiske subjekters' 'ret' til at mene- og leve som vi vil - men netop det er, hvad pariaen er dømt til at blive opfattet som, da det er i kraft af sådanne bestemmelser, at pluralismen udgrænser opposition, og effektuerer sin magtfuldkommenhed: Når den pluralistiske normativitet 'instinktivt' føler sig truet, vil automatreaktionen falde via den effektive kategorisering af fjenden som et ondt - dvs. et intolerant - menneske, og dermed effektueres en populær opfattelse af, hvad det vil sige at være et helt og holdent fejlslagent og forkert menneske, som øjeblikkeligt appliceres til den identificerede trussel, hvorved vedkommende udgrænses fra 'det gode selskab' (det accepterede fællesskab) som én, der på paradoksal vis både er 'latterlig' og 'umulig at tage seriøst' samtidig med at vedkommende er 'farlig' og én som man aldrig bør give taletid af frygt for, at han jo kunne ende med at overtale visse svage sjæle (men vel at mærke aldrig "os"!) til at tro, som han tror. Således udgrænses det uønskede element fra den almindelige diskurs, og pluralismen kan vende tilbage til business as usual, ved at modstille 'holdninger' der overfladisk set er modsatrettede, men som dog altid uden undtagelse har det til fælles, at de alle som én er pluralistisk orienterede, og altså - når alt kommer til alt - er fuldstændig éns på et principielt niveau (som vi ser det i den offentlige debat) - og samtidig henvise til de mangfoldige variationer over sådanne 'holdninger' som et 'bevis' på pluralismens identitet med friheden selv, netop fordi at 'alle' jo således 'beviseligt' har ret til at mene hvad de vil.

Som sådan tjener pariaen en - pluralistisk talt - dobbelt funktion i forhold til opretholdelsen- og retfrædiggørelsen af den gængse normativitet: Som hhv. indre fjende - og som nar.

Pariaen er den indre fjende i den forstand, at pluralismen på den ene side anerkender pariaen som et produkt af sig selv - dvs. som et menneske der i og for sig eksisterer i kraft af pluralismen (på pluralismens præmisser), netop fordi pluralismen i egen selvforståelse ikke er en ideologisk konstruktion men snarere noget nærmest naturgivent (et værn om individets 'naturlige frihed'): Der er jo tale om et menneske der rent faktisk tillader sig at stå på sandheden, som den har åbenbaret sig for vedkommende, og som ikke viger fra denne vision, skønt den er kontroversiel og socialt uacceptabel. Pariaen er således 'fri' ligesom alle andre, og der er på den måde tale om en person, der i og for sig ikke gør andet end det, som den pluralistiske normativitet 'giver ham lov til', dvs. nægter at lade sin individualitet knægte af kollektivet. Beskyttelsen af den skrøbelige individuelle menings ret imod kollektivets overgreb er jo pluralismens suveræne raison d'etre. Men samtidig er vedkommende en fjende af paradigmet, da karakteren af pariaens mening er potentielt paradigme-nedbrydende såfremt den accepteres som et lødigt alternativ til den øvrige pluralisme af 'mangfoldige' personlige meninger, og godkendes som en ligeværdig vare på idéernes markedsplads.

Da den pluralistiske magtanvendelse imidlertid ikke tillader direkte indgreb overfor blotte meninger, der i udgangspunktet ikke skader nogen og eksempelvis opfordrer til kriminalitet (da en sådan censur jo vil være åbenlyst totalitær, og dermed i direkte modstrid med den pluralistiske selvforståelse), men samtidig ikke kan acceptere den mulighed, at anti-pluralistiske idéer nyder godt af de samme gunstige sociale vækstbetingelser, som de pluralisme-venlige (dvs. ultimativt individ-bekræftende) idéer gør inden for rammerne af det pluralistiske system, må pariaen ekskluderes via omveje, der ikke kan spores tilbage til én centraliseret instans. Der er altså ingenlunde tale om selvbevidst magtanvendelse i udstødelsesprocessen. Ja, ganske ofte er processen vel knap og nap bevidst overhovedet, men forekommer snarere på et så instinktivt umiddelbart niveau, at dem der effektiviserer stigmatiseringen af pariaen overhovedet ikke overvejer, at de i realiteten instantierer den paradigmatisk-ideologiske magt. Tværtimod forekommer eksklusionen så 'naturlig', at den på et psykologisk plan næppe lader sig skelne fra 'at være sig selv', og at 'stå på sine egne meninger' overhovedet... hvilket er paradoksalt, da den pluralistiske magt netop er upersonlig, fælles og ubevidst, og således alt andet end et udtryk for det individuelle perspektiv, som pluralismen 'på papiret' er til for at værne om. Nøgternt betragtet er det vel snarere omvendt: Den pluralistiske magts virke igennem 'selvfølgelig' social tabuisering, fortielse og ultimativt udstødelse af eventuelle repræsentanter for perciperede anti-pluralistiske perspektiver, er for det neutrale udenforstående blik umulig at skelne fra netop den type social kontrol (ideologisk motiveret mobning), som den 'bevidste' pluralist vil være den første til at fordømme i utvetydige vendinger. Sagen er imidlertid den, at pluralismens 'hemmelige politi' - det vil sige den uudsagte sociale indforståethed om, hvad 'man' 'naturligvis' mener og ikke mener, accepterer og ikke accepterer, og den deraf følgende diskursive socialiserings-praksis - netop ikke er en 'inkarneret' størrelse, men derimod en mestendels ubevidst gruppe-psykologisk impuls, der fra et 1.-persons perspektivet vel ligner 'samvittighed' mere end noget andet: Man bliver forarget, oprevet eller bange ved konfrontationen med tabuet, og søger øjeblikkeligt ly fra faren i en mental ideologisk skabelon, der fortolker den psykologiske reaktion for én, og så at sige neutraliserer faren via kategorisk karantæne. Den anti-pluralistiske antydning nægtes enhver meningsfuldhed som udtryk for noget andet og mere end det, vi rummer i ordet forkert, og det der er forkert i enhver forstand - moralsk, menneskeligt, videnskabeligt, logisk osv. - er selvsagt 'fair game' for at blive udryddet, da der jo er 'bare' er tale om en misforståelse. Samtidig vil man - såfremt man bidrager tydeligt til eksklusionen via utvetydige billigelse - signalere, at man bestemt ikke selv står på pariaens side, eller forstår ham overhovedet: For således signalerer man jo tydeligt, at man er på 'den rigtige side' i den sag, dvs. at man ikke selv er et legitimt offer for den type eksklusion, som retmæssigt tilkommer den anti-pluralistiske paria.

Det er denne internaliserede socialitet, der ultimativt stigmatiserer pariaen som nar: En person som man på ingen måde kan eller bør tage seriøst, og som der følgelig heller ikke er noget i vejen for at latterliggøre og ekskludere fra enhver seriøs diskursiv indflydelse. Bevægelsen er dobbelt, i og med at den ikke kun ekskluderer uønskede elementer, men tillige garanterer inklusion i det pluralistiske fællesskab for alle, der deltager (aktivt eller passivt) i bandlysningsritualet. Man kalder således ikke bare pariaen for en nar ud fra den rene intention om at stigmatisere en specifik person eller specifikke holdninger som fundamentalt uacceptable, men tillige for at vise at man ikke selv er en nar. Selvom denne proces for et mere distanceret analytisk blik åbenlyst ikke er uden grusomhed (da der jo egentlig 'bare' er tale om nøgen intolerance overfor den generisk forståede 'anderledes tænkende', der er i hvert fald delvist begrundet i et ønske om selv at fremstå 'god nok'), netop fordi det på en vis afstand er overmåde tydeligt, at pariaen meget sjældent - og måske endog aldrig - er bare overfladisk identisk med den latterlige karikatur, som man fra socialt hold søger at reducere ham til, er det alligevel centralt ikke at fare i den modsatte grøft, og forfalde til entydig moralsk fordømmelse af dem, der håndhæver den pluralistiske magt, netop fordi disse ikke er fuldt bevidste om, at det faktisk er det, der foregår. Grusomheden kan nemlig kun rulle sig uhindret ud, fordi den netop ikke fremstår som grusomhed for de implicerede parter (pariaen ekskluderet), men netop som det modsatte: Dvs. som et værn imod grusomheden. Man gør med andre ord ikke det onde fordi man er ond, men omvendt fordi man er god - eller i det mindste fordi man gerne vil vise at man er god og/eller lyde det, der nødvendigvis fremtræder som et udslag af éns eget 'private' moralske kompas (selvom denne fremtræden som individualitet som ovenfor nævnt kun er tilsyneladende).

Selvom det kan virke noget kontraintuitivt, er den sociale stigmatisering af pariaen som nar altså kun accidentielt relateret til pariaen selv, og vedkommendes syn på verden. Denne 'hemmelighed' er imidlertid iboende i tildelingen af paria-rollen som sådan, da pariaen - som allerede nævnt - er at forstå som en ikke-værende individualitet: Det handler aldrig om, hvad pariaen er, men derimod om den måde, som pariaen ikke er som 'os andre'. Den udstødte 'fortjener' således kun opmærksomhed i samme omfang, som vedkommende kan tjene som et eksempel på noget, som vi ikke accepterer iblandt os, ligesom vedkommende kun 'fortjener' inklusion i samme omfang, som han er villig til at kapitulere overfor 'fællesskabet' og undskylde sine 'holdninger' - og det er i denne proces at det socialiserede pluralistiske menneske blinder sig selv for alle aspekter af pariaens individualitet, der potentielt harmonerer hermeneutisk med pluralistens egen subjektivitet, og således minder ham om, at pariaen netop ikke er det hhv. truende eller latterlige karikerede fremmedelement, som man søger at reducere ham til, men derimod et menneske, der er udsprunget af den samme verden og det samme samfund som pluralisten selv, og dermed også deler det pluralistiske menneskes sårbarhed, uskyld, åbenhed osv.: Kort fortalt alle de alment humane karakteristika som man i almindelighed fremfører som den egentligt emotionelle begrundelse for individets ret som sådan. Pluralisten forsøger således at gøre pariaen til et offer, ikke så meget fordi pariaen i nogen seriøs forstand har gjort sig fortjent til det, men fordi pluralisten frygter selv at blive et offer, og har indlejret den pluralistiske ideologi som en psykologisk forsvarsmekanisme imod offergørelse som sådan. Pluralismen er således herremenneskets ideologi, men på en spidsfindig dobbelt facon, hvor den ideologisk begrundede 'herremenneskets ret' til at undertrykke og ekskludere andre arbitrært er nært beslægtet med den sociale signalering af det modsatte: Pluralisten undertrykker ved at sige fra overfor undertrykkelse! ...omend den undertrykkelse pluralisten siger fra overfor egentlig ikke eksisterer andre steder, end i hendes eget hoved.

Den tragiske konsekvens af den således gennem-psykologiserede ideologiske 'tolerance' er imidlertid, at et svigtende pluralistisk paradigme i sagens natur vil afføde en stigende mængde (mere eller mindre konsistente) pluralisme-skeptiske perspektiver, i takt med at paradigmets grænser og gråzoner bliver stadigt mere tydelige, og den medfølgende arbitrære magtanvendelse bliver mere udtalt. Dette er ingenlunde noget symptom på en generel vækst i intolerance i samfundet, så meget som en naturlig konsekvens af et politisk paradigme, der på den ene side lover en friere og mere tolerant verden, og dog på den anden side ikke kan effektuere sig selv uden at virke præcis ligeså intolerant og ufrit som de 'totalitære' paradigmer, som pluralismen i reglen iscenesættes som en total anti-tese til.

Pluralismen er kun overbevisende i samme omfang, som paria-produktionen er lav, hvilket igen vil sige det samme som at det sociale tabu fungerer som en effektivt tanke- og taleregulerende mekanisme, hvilket igen vil sige at den iboende intolerance og eksklusivitet i det pluralistiske paradigme virker i det skjulte: At alle undertrykker sig selv og hinanden en lille smule hele tiden, på en 'venlig' social facon, snarere end at ty til deciderede overgreb, og at man således kan søge ly og tryghed i den pluralistiske grundfortælling om at 'man' jo bare er mennesker, der kan være uenige om mangt og meget, men som dog alligevel 'naturligvis' har mere til fælles end ting, der splitter dem ad. Det er nemlig fortællingens iboende positive emotionelle suggestion, der gør undertrykkelsen 'usynlig' - dvs. retfærdiggjort - i forhold til 'det store gode' som er opretholdelsen af ideologien selv. Den eneste ting man egentlig har til fælles, er imidlertid intet andet end netop den ubetingede lydighed overfor den pluralistiske grundfortælling - men denne lydighed føles netop så meget desto mere overbevisende som frihed, lighed, retfærdighed (kort fortalt: Alt hvad man almindeligvis forstår som det gode) såfremt der ikke er nogle presserende ydre forhold, der bringer borgerne til at overveje den paradigmatiske intolerance i pluralismen selv. Det er jo alt andet lige noget lettere at overbevise sig selv om. at man virkelig er fri, så længe der ikke er noget der tvinger én til at overveje, om friheden nu virkelig også er identisk med den ideologi, som man lever under, og ukritisk identificere med friheden.

Pluralismen virker med andre ord ikke i kraft af tolerancens triumf over intolerancen, men snarere i kraft af at følelsen af intolerance (/den instinktive fare der forbindes med tilnærmelsen til tabu) kanaliseres over i en psykologisk konstrueret stråmand, som bliver bandlyst og derigennem giver en oplevelse af, at det er intolerancen selv man bandlyser (selvom denne handling i sig selv er intolerancen i praksis). Out of sight - out of mind. Men deraf følger det, at pluralismen kun fungerer så længe (og såfremt) den besidder et overbevisende følelsesmæssigt appel. Fordufter dette, svinder den ideologisk betingede massepsykologiske refleks imod instinktiv bandlysning af det faretruende ikke-pluralistiske nemlig tilsvarende, og når ideologien ikke længere bliver opretholdt af folk 'frivilligt' i samme grad som tidligere, er der kun tvang tilbage: Og tvang er som bekendt selve ufrihedens fænomen.



Desto tydeligere pluralismens grænser bliver, desto flere instanser af perciperet intolerance vil der komme op til overfladen, simpelthen fordi mængden af (mere eller mindre eksplicitte) anti-pluralistiske perspektiver for det første vil have naturlige vækstbetingelser, når paradigmet ikke leverer, hvad det lover, og for det andet fordi at disse perspektiver - qua karakteren af den virkende magt - nødvendigvis må fremstå som udslag af ren intolerance for alle dem, der ikke deler dem. Den paradigmatiske internaliserede eksklusions-mekanisme der under et stabilt pluralistisk regime er magtens største trumf, da befolkningen herigennem regulerer sig selv og hinanden ideologisk, med udgangspunkt i en primal frygt for eksklusion projekteret som perciperet intolerance på enhver instans af ideologisk ukorrekt tanke, tale og handling, bliver i mindre stabile tider til en svært kontrollerbar mangfoldighed af projekterede frygt- og paranoia-fantasier, der bliver så meget desto mere utilregnelig på det massepsykologiske plan i kraft af, at vi basalt set taler om en massiv konfrontation med individets egen frygt for at blive et offer: En frygt der vel at mærke søger et ydre udtryk af fornuft, medfølelse, tolerance, analytisk skarpsyn mv., samtidig med at den rå mængde af perciperede ydre symboler på frygten for eksklusion og offergørelse stiger. Dette medfører en ond spiral, da den demonstrative (men ultimativt impotente) pluralisme-manifestation som en stigning i mængden af perciperet anti-pluralisme omkring én 'selvfølgelig' vil bringe op til overfladen, i sig selv kan tolkes som et anti-pluralistisk fænomen for udenforstående.

I en tid og på et sted som vores (vesten anno 2017) hvor et pluralistisk paradigme står på randen af opløsning, og den perciperede mængde af anti-pluralistiske grupperinger, gerninger og 'holdninger' således er uforholdsmæssigt stigende (ikke mindst takket være gennemtrumfningen af den såkaldte multi-kultur, der ultimativt bliver symbolet for nærværende pluralistiske epokes undergang) er det så meget desto vigtigere ikke at lade sig rive med af det, der uundgåeligt må fremstå som kraftige intolerante strømninger i tiden: Ikke mindst fordi en sådan laden sig rive med er condiito sine qua non for manifestationen af den faktiske intolerance, i form af fysiske og psykologiske overgreb på den opfattede opposition. Som sådan er tiden ikke så meget til handling som til reflektion - og ingen reflektion synes for undertegnede mere nyttig og nødvendig nu, end netop reflektionen over paria-rollen: Dvs. meditationen over de fælles-kulturelle skikkelser, der såvel symbolsk som konkret har tjent som skræmmeeksempler på den anti-pluralistiske intolerance i løbet af den pluralistiske epoke, der har strakt sig siden slutningen af 2. verdenskrig og frem til i dag.

Nærværende Paria-konservative kategori ('Paria') dedikerer jeg således ved denne indlednings afslutning til ti suveræne og sigende symboler på den moderne ondskab (post-moderne betragtet), i håbet om at reflektionen over disse skikkelser vil bivirke en højnet bevidsthed - ikke om skikkelsernes iboende ondskab - men om de begrænsninger i det pluralistiske paradigme, der ultimativt har bragt os til dette punkt i historien.

Med venlig hilsen
Jakob-Jeshurun


Ingen kommentarer:

Send en kommentar