Eksistentielt #4: Vinterdepression

"Endeløs tomhed, sagde Prædikeren, endeløs tomhed, alt er tomhed! Hvad vinding har mennesket af al den flid, han gør sig under solen?"

-Prædikerens Bog 1,1-3

Som yngre led jeg som så mange andre under den cykliske ugidelighed, der populært kaldes for vinterdepression. En interessant tilstand, om man da ikke lige døjer med den - for i så fald er den selvsagt ulidelig. Som et ondskabsfuldt legende barn bemægtiger årstiden sig éns humør, og gør det til middel for sine egne mål: Mørke og kulde i verden og mørke og kulde i sindet.

Det minder lidt om dengang man som lille fik stuearrest, eller blev sendt i seng selvom man ikke var træt - når først de voksne havde talt, havde du intet at skulle have sagt. Ligesom dine protester intet nyttede dengang, således nytter de intet nu. Du er prisgivet en uretfærdig dom hinsides enhver appel. Der findes intet andet valg end at affinde sig med årstiden.

Hvornår indtræffer en vinterdepression? Om vinteren selvfølgelig - men hvornår er det præcis at vinteren ankommer? Første december? På papiret ja - december er den første vintermåned. Dit sind præsterer dog intet pludseligt kvantespring, hvor du én dag er glad og fro, for den næste at vågne op som en hængt kat. Nej, vinterdepressionen kommer krybende på indersiden af mørket og breder sig langsomt som en tæt og klam tåge. Du ser den på lang afstand og jo længere væk den er, desto mere distinkt og afgrænset fremstår den - men jo nærmere I nærmer jer hinanden, vinterdepressionen og dig, desto mindre ser du den. Hvad du snarere ser er, hvor lidt du pludselig ser alt det andet. Alt det, der plejer at være der og som plejer at stå så strålende og glimrende i lyset. Det, der som regel er så klart som dagen, er forduftet i den kølige luft.

Lyset - som er betingelsen for at kunne se og skelne imellem tingene, for at kunne overskue- og navigere i verden omkring os - det fortager sig langsomt. Når solen falmer synker farver, former og alle spraglede distinktioner ned i et mørke som en uniform ursuppe af hverken det ene eller det andet. Tingene er der bare på lige fod, og det eneste man sådan rigtig ser og rigtig bider mærke i er det, der er lige foran næsen på én - det som man altså bare skal undgå at gå ind i.

Tilsvarende lader det vinterundertrykte indre lys kun de umiddelbare behov tilbage som motiverende livskræfter, men forstørrer eller formindsker dem til gengæld til det groteske. Søvnen bliver en uimodståeligt tillokkende narkose og appetiten svigter. Alt hvad der røre på sig udtrykker en form for opgivende kedsomhed, der ville være trist, hvis man bare kunne hidse sig op til at danne en holdning.

Du lægger naturligvis mærke til at vinterdepressionen indtræffer, for hvordan skulle du kunne andet? Den omfatter jo alting. Men der er aldrig tale om en enkeltstående begivenhed, når alting sådan forandrer sig. Det er mere som at falde bagover i slowmotion, og så gribes af en dybtfølt ligegyldighed. Du falder og du gribes - men faldet er så langsomt, at det er svært at sige hvornår det begynder. Måske lægger du ikke engang mærke til, at du falder, før du bliver grebet.

Men så kommer grebet, akkorden bølger ud, og du hører igen denne klang af livstræt lede, som i én eller anden forstand hele tiden har været til stede - du har bare ikke været synderligt opmærksom på den før nu, distraheret som du var af alskens glæder og livlighed. Men nu er den her, og hele verden klinger med. Alting bliver vinterens unison.

Og dagen? Hvor bliver den af?

Dagen er jo almindeligvis det, der sker imellem at solen står op, og at den går ned igen. Sådan kender vi den ene dag fra den anden - fordi der er mørke imellem dem, og at mørket altså eksisterer som en form for grænseland. Her sover vi, eller slapper af, og lader op til den kommende dags strabadser - eller måske beruser vi os, morer os og glemmer dagligdagen for en stund.

Men hvis en grænse ikke længere afgrænser andet end mere grænseland, hvad er så grænsens mening? "Hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det da saltes med?" Når lyset kun gæster dagen kort, og for en stund ligesom nødigt afbleger et omnipotent mørke, da kommer lyset selv til at synes som en ynkelig indrømmelse af sin egen afmagt. Solen - denne mægtige, livgivende stjerne - reduceret til en selvudslettende ironisk kommentar, et deprimerende faktum, en hvid plet mug på et indtørret stykke rugbrød. Farveskalaen strækker sig fra sort til en hvidligt skiden grå - og dagen er denne skidne hvidgrå ø, der flyder dvask på et hav af ugidelighed.

Jeg husker en vinter hvor jeg selv var særligt ramt. Lammet. Jeg lavede ikke andet i løbet af en dag, end at stå op, tage i skole, komme hjem, sove... og se Venner i fjernsynet. To afsnit dagligt, som blev sendt fra 17 til 18.

Af den ene eller anden grund var der noget trygt ved at vende dagligt tilbage til mine TV-Venner, der ligesom jeg syntes fanget i en evig bevidstløs gentagelse, ude af stand til at undslippe sine egne reaktionsmønstrer i konfrontationen med den evindelige trivialitet. Om dommedag så indtraf titusinde gange, så ville Chandler stadig være sarkastisk, Monica stadig neurotisk, Ross stadig nørdet, Phoebe stadig underlig, Rachel stadig selvoptaget og Joey stadig sulten og liderlig. Og alle disse gode venner ville blive ved med at træffes og producere de samme bovlamme punchlines igen og igen, stadig drikke kaffe og diskutere kærlighedsforviklinger på deres stamcafé, ubevidste om enhver virkelighed hinsides det glødende fjernsyns fire vægge, uberørte af universets gang og ude af stand til at tage stilling til noget hinsides den næste halve time. Præcis ligesom jeg, når jeg først havde smidt skoletasken, ikke orkede at se længere end min seng, falde i søvn, og forsvinde ind i den samme sorte drøm som i går - for lyset var allerede væk. I hvert fald indtil kl 17 hvor fjernsynet kunne bade min dag i sit blålige skær. To gange en halv time, med en reklamepause i midten.

I min vinterdepression forstod jeg virkelig Venner. Jeg var en del af målgruppen. Disse Venner med stort V, var mine venner - altså, når jeg var vågen og for en stund ønskede lidt afveksling fra at sove tungt og drømmeløst. Og så krævede de endog intet af mig, som den virkelige variant ville have gjort. De var der bare som et dagligt ritual, og opfyldte mit største behov: At slå tiden og dagen ihjel. De hjalp mig med at tåle vinteren, og spurgte ikke om noget til gengæld. 'I'll be there for you', som det lyder i seriens temamelodi.

Men så indtraf den mest fantastiske dag i mit liv - som den indtræffer hvert år, båret af en ekstremt distinkt, men ubeskrivelig duft i luften. Ligesom vintersindet indtræder langsomt og listigt, for til sidst at holde én i et jerngreb, sådan går det nemlig også når pendulet svinger den modsatte vej, og foråret kommer rullende. En dag er denne særegne lugt der, luften er måske en grad lunere og det føles som om en dæmning er brudt sammen, og solskinnet sprøjter ud i kroppen.

Jeg var fri. Fri for vinteren. Fri for min vinterdepressionen.

Nu føltes det helt euforisk at føle igen. Som noget helt andet end ikke at føle. Som om en ny verden var blevet født: En verden, der inviterede mig udenfor, i stedet for slet skjult at antyde, at den egentlig helst så at jeg bare gik hjem og burede mig inde med mit TV. En verden der sagde mig noget i stedet for intet. Men hvad sagde verden nu, som den ikke sagde før? Forår, sagde den.

Til forår siger verden: Vær du blot euforisk! Men min eufori er ikke noget andet, end solen der står på himlen, fuglene der synger og luftens temperatur, der er steget en håndfuld grader. Før var verden bare mørket omkring mig og de frosne vandpytter. Om vinteren er der ingenting og livet er dødt, men om foråret må jeg igen og igen - lige overrasket år for år - konstatere at livet kan genfødes ud mørket og kulden. At jeg selv kan genopstå, og være andet end en skygge.

Det er årets store hjul der knirkende drejer rundt. Og alt efter hvor vores nu og vores her hænger fast på drejeskiven, trækkes vi opad eller nedad mod noget eller mod intet, mod varme eller mod kulde, mod lyset eller mod mørket. Året fyldes og tømmes for mening: Fyldes for at blive tømt, og tømmes for at fyldes som en blæsebælg. Rundt og rundt som et vandmøllehjul. År ud og år ind.

Og vinterdepressionen... den er essensen af meningsløshed. Den er den inderlige ugidelighed in carne.

Vinteren er tiden og stedet, hvor året og og du selv er længst fra at være, hvad du ville ønske at I var. Hvad du ved at I kunne være, men som ingen af jer er. Du ved at det kunne være anderledes. Du ved måske endog, at det uundgåeligt bliver anderledes. Men det gør ingen forskel nu. Når intet har en mening, gør det jo ingen forskel at vide, at noget godt kunne være meningsfuldt, hypotetisk set. Det er som at sige til en døende kræftpatient: 'Bare tænk på at du godt kunne være rask. Altså, hypotetisk set.'

Behøver jeg at sige, at foråret og dets varsel om sommer derimod giver mening? Her er alt jo liv og glade dage, fjernt fra den tunge, triste vinter. Imellem udspringende træer og blomster, svævende på en euforisk sky blandt syngende fugle under en dybblå, skyfri himmel - det var der, man burde være.

...men ikke der hvor man rent faktisk er.

Sådan påvirker året din mørke og din kulde, dit lys og din varme. Dit år spiller på din indre følelses klaviatur, og stemmer din sanseligheds ydre strenge. Det bestemmer hvad for noget tøj du tager på - om det skal være let, eller tykt og tungt. Det fortæller dig hvor varsomt eller hvor selvsikkert du kan gå uden at falde (for året lægger is på fortovet). Ja, det kan endog styre hvilke venner du har lyst til at se: De levende af kød og blod, eller de flimrende blålige skygger på fjernsynet.

Men depressionen er ikke et nødvendigt følge af vinteren, selvom det altid føles sådan, når man lider under den. Det føles som om at årstiden forgriber sig på én - som om éns dårlige humør er direkte forårsaget af en større, ondskabsfuld magt. Det føles som om at vinteren alene i kraft af sit væsen er en hån mod alt, hvad der hedder meningsfuld eksistens. Men nogle gange udebliver dette overgreb, eller optræder kun i mindre grad - ja, nogle mennesker mærker det endog aldrig, selvom vinteren stadig er der, og opfører sig præcis som den plejer.

Selvom mol jo også altid vil være den tunge, skæbnesvangre toneart, er der intet der forhindrer, at Mozarts Requiem eller Beethovens femte kan opleves som opløftende, om end ikke deciderede muntre stykker musik. Det er et spørgsmål om, hvilket øre der hører - og hvilken krop og hvilken sjæl dette øre og dets lytten vokser ud af.

Selvom jeg stadig teknisk set undergår det samme fald i humør og engagement i vinterperioden, betragter jeg det ikke længere som at jeg lider under vinterens deprimerende indflydelse. Som skrevet indledningsvis: 'Som yngre led jeg...' Men jeg tænker ikke længere at vinteren hensynsløst undertrykker mig ved - som en ydre magt - at nedtrykke mig. Jeg kan ikke længere med god samvittighed kalde mig 'vinterdeprimeret', fordi ordet antyder at det er årstidens skyld, hvis jeg ikke er lige så glad nu, som jeg er om foråret.

For at vinteren aldrig bliver euforisk - det er nu engang et faktum. Men skulle den også være det? Skulle jeg være lige glad året rundt - eller ville jeg i så fald ikke blive ligeglad, og først for alvor kandidere til den officielle titel af 'deprimeret'? Skulle min lille lykke være noget, som året - dette almægtige indifferente bæst - burde nedlade sig til at tage alvorligt? Skulle jeg med andre ord sige til vinteren: "Mon du vil gøre min ret til intet, dømme mig, for at du selv kan få ret?" (Jobs bog 40,3)

Eller ville jeg i så fald fremstå som et pompøst røvhul, der raser mod det, som jeg intet kan gøre ved? Jo, det ville jeg nok...

I stedet vælger jeg derfor i dag at betragte mig selv som en uadskillelig del af året - og året som en del af mig. For har alle mine tidligere vinterdepressioner ikke netop båret vidne om, at det er sådan det faktisk forholder sig: At året og jeg går 'op i en højere enhed'? At min indre bevægelse aldrig er uberørt at den store cirkulation uden for mig selv? For året synes jo aldrig at tage et eneste skridt, uden at min sjæl og mit humør følger med - om jeg så selv vil det eller ej.

Men hvis årstiden er ligeså meget indeni som udenfor... er det så ikke det samme, som at mit indre er reflekteret i det ydre? Eller er det bare mig, som er ude af mig selv?

Se det... er sådan set ligegyldigt, for tanken følger således: Da året ikke er dikteret af noget uden for sig selv, og jeg ikke længere står uden for året, da kan årstiden med alt dens kulde og mørke derfor ikke længere gøre mig noget, som jeg ikke i en vis forstand allerede gør mod mig selv.

'År' er jo bare et ord for tiden der går: Ikke fremad, ikke imod noget 'nyt' - men op og ned, gennem bakke og dal, lys og mørke, varme og kulde, rundt og rundt og rundt. Sådan har det altid været. Året er nemlig et vanedyr, der spadserer den samme tur igen og igen - og jeg går turen med årstiden, ser hvad tiden ser og føler hvad tiden føler. Året rundt går jeg den samme tur igen og igen, og mærker de små forandringer i luften, temperaturen, lyset og mig selv. Det har jeg sådan set også altid gjort - men nu til dags finder jeg en form for fascination i mørket, en uudgrundelighed, noget mystisk og på sin viis tillokkende, hvor jeg tidligere bare fandt dræbende depression.

Fra amager ind til byen og tilbage til amager igen. Fra vinter til forår til sommer til efterår. Selvom turen i al væsentlighed er den samme, så er der naturligvis intet der forhindre mig i at tænke lidt nyt på vejen, ligesom året også variere og ikke to år er éns. Jeg når til nye indsigter i min egen tilstand, og reflektere over hvorfor jeg bliver ved med at gå denne tur, ligesom årstiden går sin egen.

En vinterdag gik jeg f.eks. og tænkte for mig selv:

'Det er koldt. Det er mørkt. Alting virker ligegyldigt. Men på den anden side kommer foråret på et tidspunkt. Så skærer lyset igennem mørket og verden er som genfødt. Jeg glæder mig. Det bliver dejligt. Men foråret ville ikke føles så vidunderligt, hvis vinteren ikke var så hård. Jo tungere vinter, jo større lettelse, når fuglene begynder at synge og når luften bliver lunere. Men på den anden side: På et tidspunkt bliver det jo efterår, og så vinter igen. Og jo lykkeligere den varme tid har været, desto værre føles efteråret og den kommende vinter. Men det er man jo ligeglad med, når solen skinner. Nu er det imidlertid vinter, og der er lang tid til...'

Og da jeg næsten var hjemme: 'Men hvorfor hænge sig for meget i disse ørkesløse spekulationer? Forårets glæde er stærkere, des mørkere vinteren er - mere er der ikke i det. Og jeg er jo bare et lille væsen, der går min egen tur i midten af den evigt roterende tid. Men nu er jeg også ved at være lidt træt i benene, så det er godt jeg snart er hjemme.'

Så var jeg hjemme, lyset var tændt og lejligheden var varm.

Med venlig hilsen
Jakob-Jeshurun