Konservativt #0: Tvetydig essens

 

Tillad mig at ofre et mulddyr på et tveægget alter, og stænke blodet til fordel og frelse for alle syndere. For jeg er selv en synder, en ikke-indviet, en ikke-forstående. Til fordel for mig selv. Altså...

Hvor mange ord må vi ikke tegne, der trækker streger mellem stjernerne, og udstiller en tyr eller en jomfru, en vædder eller en krebs, en vægt eller en skytte, en vandmand eller en tvilling, en fisk eller en stenbuk, en skorpion eller en løve i sært kantet form? Vi snakker jo. Vi skriver. Vi bruger sproget.

Ord trækker linjer rundt om idéer - som ikke er ord. Hvem ejer idéerne, dig eller mig? Hvor kommer de fra? Er de faldet ned fra himlen? Er de vokset op fra jorden? Eller er det bare noget, som 'vi finder på'?

Jeg forsøger at sige det hele - men formår jeg det halve? Men om evigheden er det hele, er en halv evighed så ikke stadig en evighed, omend en forholdsvis mindre? Så selv om jeg end ikke formår en halv - måske kun en tiendedel, hundrededel, tusindedel evighed, forbliver en evighed så ikke en evighed?

Spørgsmål... jeg beklager. Jeg burde komme med svar. Men hvad skal jeg sige? Hvad skal jeg skrive?

Når jeg står foran mit vindue, og betragter min egen udsigt og rammes af en forunderlig vished om, at dette er alt hvad der er - alt hvad der kan være, og jeg fyldes af livets lykke og en trang til at give. Når jeg så sætter mig til tastaturet, når jeg prøver at trække linjer rundt om min lykkelige udsigt, og opridse den i ord. Når jeg prøver at tegne mit indre, og disse idéer, som jeg skuer så klart fra mit vindue...

Så bliver idéerne kantede og knap så levende som de føles. Jeg bliver derfor nødt til at stole blindt på, at den der læser min kantede asymmetri har en vis idé i forvejen - en vilje til at se det, som jeg prøver at tegne op, og som ikke lader sig kommunikere i sin helhed. Ordene er ikke alt.

Ligesom når man står under stjernehimlen og peger mod tegnet: "Det er krebsen". Og den anden så siger: "Det ligner sgu da overhovedet ikke en krebs". Og man så spørger: "Jamen hvad synes du det ligner?"

"Jeg synes det ligner det uendelige rum. Det ligner en kuppel. Det ligner et fremmed element. Det ligner et hav. Og på havet flyder små øer af lys, og øerne lyser evigt, ligesom havet strækker sig evigt. Det ligner evigheden. Den uudgrundelige evighed."

Og efter en kort pause: "Men det ligner sgu da ikke nogen krebs".

Hvad kan man sige til det andet end: "Jo, prøv at se det lille udsnit af evigheden der. Forestil dig, at der er linjer imellem stjernerne, og brug din fantasi. Kan du ikke se, at det måske godt kunne ligne en krebs lidt?"

"Måske..."

Jeg griber ind i dette måske. Jeg vokser ud af dette måske. Jeg beder til det. Jeg giver mit alt til det. Men hvem ved om jeg overhovedet kommer igennem?

Måske kommer der kun en karikatur. Et spejlbillede af læseren, der læser hvad læseren selv vil læse. Læser sin egen evighed, selvom jeg ihærdigt prøver at opridse min - og ikke ønsker eller forsøger at skrive om andet end netop min evighed.

Den kan være tåbelig, denne evighed - for mange er tåber, og jeg er også selv lidt en tåbe. Det medgiver jeg gerne.

Den kan være genial - men det må man ikke sige. Og dem der ved, at de ikke må sige genial om sig selv, ved at jeg aldrig kunne drømme om at kalde mig selv det (jeg respekterer janteloven på linje med tyngdeloven). Altså kan genialiteten umuligt være min - eller læserens, for den sags skyld.

Men... mest af alt kan evigheden være fabulerende, flyvsk, fluktuerende - for mange er flyvske, og jeg er også selv lidt... nej, se en løve!

Her går den, løven, imellem forrige linje og den næste. Kan du se den? Den vandrer dovent og stolt rundt, kæmper for sit territorium, æder mange kilo kød og sover dagen lang. Løvens mage jager. Hun-løven er forsørgeren - han er bare stolt, doven og majestætisk. Sådan er der forskel på han og hun. Her.

Den er også på himlen, løven. Idéen er ikke min og den er heller ikke din.

Hvor mange mennesker vil ikke stemple mig som en galning, en himmelråbende fantast når jeg siger, at dette i bund og grund er hvad konservatismen drejer sig om? At bevare verdens uudgrundelighed, og lade den have et ord i politik. At lade politik være dens ord og lade den sige hvad den siger - for den siger det allerede nu, omend få hører det... At lade dybderne tale fra deres dybder uden at afbryde dem. At tale uden at gøre for evigt til andet end hvad det er - det som altid har været (og altid vil være).

Og dog regnes dette for mange som det mest mondæne af det mondæne. Det banale. Derfor lægger ingen mærke til det - derfor lytter kun få til for evigt.

Det aller mærkeligste, aller mystiske, aller mest overnaturlige er det naturliges uudgrundelighed, som er med os hele tiden, og som vi glemmer at tænke over. Men få tænker over for evigt - det har man nemlig ikke tid til.

Hjertet slår også. Det tænker vi heller ikke over - men holdt det op faldt vi døde om.

Åndedrættet... Nyrerne... Maven... Leveren...

Det er konservativt. Conservare. At vedligeholde. At bevare. Hvordan skulle vi klare os uden?

Men folk vil gudhjælpemig snakke økonomi, retssikkerhed og alt muligt andet. Og det... det er de sande banaliteter. 'Politik' som vi kender det i dag er banalt. Banalt som ind i helvedet. Banalt på jeg er vigtig-måden. Men enhver der har tænkt sig om ved, at denne 'jeg' aldrig er synderligt vigtigt - selvom vi selvfølgelig kan lade som om, fra nu til graven. Men ikke hinsides...

Nej - giv mig heller en stat, et folk, en vilje der er informeret af det evige: Visdom. Virkelighed. Vidunder.

Så er jeg ligeglad med det materielle - det kan resten af verden få. Så længe der er overlevelse - så har vi mere end rigeligt. Så har vi det eneste, som ubetinget er værd at dø for. For når det gælder overlevelsen, hvem sætter så ikke gerne sit liv, sit ry og sit rygte på spil?

Jeg dør altså med glæde for det ægte. Det, som vi lever af. Livet selv. Det virkelige liv bør informere politik. Det eneste der er værd at dø for - det bør informere politik. Livet før alt det, som ingen vil dø for: Velfærd, penge, vækst, ligestilling - for alt det er symptomer på, at vi allerede er ved at dø. At vi ikke har nok - selvom vi i virkeligheden har mere end rigeligt.

Jeg er i grunden pisseligeglad om det er konkret eller ej. Om jeg er konkret. Hjertestop er konkret. Gaderøveri med kniv er konkret. At skulle røve mennesker med kniv for struben er konkret. Er konkret det vi ønsker?

Stjernerne hænger indifferente. De er der stadig, selvom ingen drømmer om dem længere. Vi har jo svaret. Det hænger lige der. Kan du ikke se det? 'Jeres drømme er en biokemisk reaktion...' - det såkaldte svar. Den lykkelige modernisme, hvor det eneste vi savner er det, som vi aldrig nogensinde kan få tilbage, fordi vi død og pine skal videre. Væk fra meningen. VI flygter fra vores eget hjerteslag.

Mit svar... Mit slag for hjertet - det kæmper kun den, der kender min udsigt, min lykke, min kærlighed, min evighed, for evigt for evigt... Måske er jeg et vi i virkeligheden?

Hvem kan vide det?

Kun den med viljen, hjertet, øjet til at se. Til at læse imellem linjerne. Med blodet til at bevæge sig ind i- og hinsides tvetydigheden - og rejse tilbage ind i den igen. Til ham eller hende giver jeg verden.

Den der giver sig selv bort får verden... der er intet andet i det. Den der dør skal leve. (Kristus sagde det for 2000 år siden - og fordi vi stadig forstår det, var det sandt dengang som nu. Derfor er Kristendom konservativt - det er den eneste grund).

Den der giver sig selv til mine ord-, og giver ordene tilbage - vil få sig selv igen - og mig med. Jeg giver mig selv, for at få dig med. Og jeg giver med glæde min ligevægt, min normalitet, min verden, mit liv, min evighed...

Fuck et omdømme eller blive 'respekteret'... hvad har det med livet-, med virkeligheden at gøre?

Det er essensen af konservatisme.

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun