Eksistentielt #7: I bevægelse (et selvbiografisk forsøg)

Hele mit liv har jeg været i bevægelse.

Som sædcelle var jeg i bevægelse. Jeg triumferede over millioner af mine brødre og søstre, bevægede mig hurtigere og mere målrettet end dem, og trængte ubesværet ind i ægget.

I ægget blev min bevægelse hurtigt langsommere, hvilende, dvale-agtig, dvælende. Jeg begyndte at vokse - og at vokse er en bevægelse.

Mine sensationer, nerver, organer,og de første vage sansninger voksede ud af mig og ind i mig, mens jeg lå i min mors mave. Min organisme udviklede sig - og udvikling er også en form for bevægelse, omend en lidt anden én.

Efter ni måneder, der reelt set ikke var ni måneder, fordi jeg ikke bevægede mig i tid (men i evigheden), blev jeg født ind i tiden 3. april 86. Jeg var et barn. Jeg var ny, og født, og helt nyfødt... Men allerede som barn havde jeg tilbagelagt en uendelig rejse - for at blive til barn. Jeg havde bevæget mig fra at være en enkelt ydmyg celle, til nu at være en fuldt udviklet organisme, svøbt i frisk blod og slim direkte fra livmoderen, levende tilstede i verden.

Jeg voksede op. Jeg bevægede mig igennem de forskellige aldre, som alle børn gør det. Jeg var ét år. Så var jeg to. Så var jeg tre. Så var jeg fire. Men selvom jeg tilbagelagde mine første fire år i tiden, så bevægede jeg mig stadig i en tidløs væren, uden den mindste idé om den tid, der konstant bevægede sig omkring mig. Tiden var tilstede, men jeg ænsede den ikke.

Fra 4-års alderen begyndte jeg imidlertid at bevæge mig, lige så langsomt, på to forskellige planer. Jeg begyndte at bevæge mig både i det indre og i det ydre.

Gradvist bevægede jeg mig mod en forståelse af den indre bevægelse, og den indre bevægelse var at føle. Derefter blev det at tænke. Og til sidst blev det til en grov idé om mit eget Jeg. Jeg var den, der bevægede sig i det indre. Jeg var den, som jeg kunne føle inden i.

Samtidig med at jeg lærte den indre bevægelse at kende, lærte jeg også den ydre bevægelses navn at kende - og den ydre bevægelse hed Verden. Verden bevægede sig upersonligt, uden hensyn til mig personligt. Verden havde intet Jeg som Jeg havde det. Men den var der stadig. Den eksisterede, og bevægede sig, men det var en anden type bevægelse end Min.

Jeg kunne ikke bevæge Verden - men Jeg kunne bevæge Mig Selv.

Verden bevægede kun sig selv. Ind imellem også Mig. Men for det meste virkede det som om at vi bevægede os adskilt.

Da var jeg vel 10 år gammel. Og fra da af begyndte noget nyt nu igen at gå op for mig...

At Jeg ikke var isoleret fra Verden. Verden bevægede mig jo, med sine mange sansninger og fænomener, der bevægede mine tanker og følelser og Mig generelt - men ind imellem bevægede Jeg også Verden. Verden virkede ikke bare indad - Jeg virkede også udad. Der var forskel på Verden og Jeg - men Verden og Jeg greb konstant ind i hinanden, og forstyrrede eller hjalp hinandens bevægelser (omend Verden altid havde mange flere bevægelser og måder at bevæge Jeg på, end Jeg havde måder at bevæge Verden).

Jeg havde en vilje og Jeg havde en vej igennem Verden. Det var det jeg begyndte at lære nu, efter at have lært at skille Mig Selv fra Verden, og forstå at Verden og Jeg var forskellige.

Jeg bevæger mig nu ind i det, som kristne kalder for Helligånden.

Helligånden er den tredje person i tre-enigheden: Faderen - Sønnen - Helligånden.

Helligånden er engang blevet defineret sådan her (parafrase over Augustin(?))

Helligånden er den kærlighed, som Sønnen elsker Faderen med, og som Faderen elsker Sønnen med.

Med andre ord: Helligånden er den gensidige kærlighed mellem Faderen (der gav os Sønnen) og Sønnen (der vender tilbage til Faderen, for at regere ved hans højre hånd). Sådan er det for de kristne.

Faderen repræsenterer Verdens skaber. Samtidig er Faderen imidlertid også Sønnens skaber. Han har skabt dem begge. Det er den kristne tro i en nøddeskal. Alt det andet er detaljer.

For mig at se betyder det essentielt:

Den ydre bevægelse er ikke adskilt fra den indre bevægelse. De er forbundne. De bevæger sig ikke kun imod hinanden, og adskilt fra hinanden, men også sammen med hinanden. I enhed. Der er et fællesskab imellem det indre og det ydre, mellem Jeg og Verden - ligesom der er et fællesskab imellem Faderen og Sønnen. Dette fællesskab er den gensidige kærlighed. Det er Helligånden. Det er Bevægelsen selv.

Helligånden er Bevægelse. Kærligheden, som det ene, Sønnen, Jeg elsker det andet, Faderen, Verden med - og omvendt. Jeg - Verden, Søn - Fader, Indre - Ydre. Det er Helligåndens virke i det kristne vokabularium. Det er den gensidige påvirkning og bevægelse imellem disse tilsyneladende modsætninger. Det er Helligånden, eller tre-enighedens tredje person. Kærligheden i aktion.

Hvor forskellig bevægelsen i det indre end kan være fra bevægelsen i det ydre, hvor forskellig Jeg end kan være fra Verden, så er vi dog begge ét, i det at vi begge bevæger os. Det er Helligåndens betydning. Jeg og Verden er ét, ligesom Jesus siger at han kender Faderen, og Faderen kender ham. 

Religion er bare et sprog til at beskrive bevægelsen. Det beskriver den bevægelse, som jeg lærte at kende i puberteten og mine teenageår. 

Nogle gange bevæger Jeg Mig med Verden - og nogle gange imod den. Og omvendt.

To forskellige bevægelser, der dog begge bevæger sig, og forholder sig til hinanden. Elsker hinanden som Faderen elsker Sønnen og omvendt. Det er Bevægelsen imellem dem. Helligånden.

Hele mit liv har jeg været i Bevægelse. Det forstod jeg vel definitivt, da jeg var omkring 18 år gammel. Hele livet er i bevægelse.

Da jeg var 20 havde jeg efterhånden forstået hvordan forholdet mellem det indre og det ydre, Jeg og Verden hang sammen i grove træk. Jeg forstod Mig Selv som noget helt og aldeles forskelligt fra Verden, og Verden som noget forskelligt fra Mig - men samtidig forstod jeg også, at der eksisterer et ubrydeligt bånd imellem Verden og Jeg. Man kan ikke adskille det ene fra det andet. Det var en stor ting for mig at indse. Det bevægede mig godt og grundigt.

Så fik Jeg Mig en kæreste, og så ændrede bevægelsen og historien fundamentalt karakter igen. Derfor kaster jeg mig nu ud i et stærkt patos-ladet og bevæget sprog - for at forandre denne historie om Bevægelsen på en tilsvareden måde i det ydre udtryk - sproget - somden forandrer sig i det indre - følelsen.

Vi starter med en definition!

En kæreste er en anden organisme, der er blevet født og er vokset op ligesom du er, (dvs. hun er født og er vokset op - bare det, intet andet) og som har erfaret forholdet imellem den indre og den ydre bevægelse på sådan en måde, at hendes måde at bevæge sig på er komplementær til den måde, som Jeg bevæger Sig - jeg mener Mig - på. Dig og Din kæreste er ét i Bevægelsen. Sådan er det at have en kæreste. Sådan var det at få en kæreste. Det skulle Jeg lige lære (og det var der meget bevægelse i).

Kærlighed er en form for dans. Det begyndte Jeg at lære. En koordineret bevægelse.

Kort efter denne store kærlighedsbegivenhed flyttede Jeg hjemmefra, og forlod min barndoms arena for Bevægelse, Tølløse, da jeg overtog et lille klubværelse i Vanløse efter min storebror. Det var på A. F. Beyers Vej - et rart kvarter ... (og en vigtig location i Blekingegadebandens historie) ...

I starten bevægede Jeg Mig fra Vanløse til Roskilde hver eneste morgen. Jeg arbejdede som postomdeler for hedengangne CityMail, og skulle møde kl 7 på CMC 400, vores omdelingscentral, et sted dybt begravet i Roskildes industrikvarter - nær Trekroner Station (tæt ved RUC...) - hver morgen. En daglig bevægelse mellem to byer. To steder i Verden

De første mange år Jeg boede i Vanløse bevægede Jeg Mig stadig meget i min gymnasium-by Roskilde i det hele taget. Alle mine bedste venner boede der stadig dengang. Det var mit 'andet hjem'.

Derudover Bevægede Jeg Mig selvfølgelig meget frem og tilbage imellem der, hvor Jeg Selv boede, Vanløse som sagt, og der hvor min kæreste boede: Over årene blev det til Søborg, Østerbro, Vanløse og Nørrebro for hendes vedkommende, indtil vi endelige flyttede sammen på Amager, i Urban Planen, hvor vi bor nu og har boet siden 2011. Jeg boede i Vanløse alle årene op til da. Fra jeg var 21 til jeg var 25 år gammel.

I samme periode gennemførte Jeg min BA i filosofi (med tilvalg på Teologi) på Københavns Universitet Amager - så jeg bevægede Mig altså også meget med Metroen fra Flintholm til Islands Brygge station. Mange forskellige bevægelser, mange forskellige steder hen, men dog inden for en forholdsvis lille og ret overskuelig radius. Sådan var min bevægelse i Verden igennem den tid.

Eller: Sådan var de ydre bevægelser.

I forhold til det indre så læste Jeg en helvedes masse bøger (og det gør Jeg stadig), som Bevægede min måde at føle, tænke og i det hele taget være Jeg på temmelig meget. 

Min kærlighed til filosofi var blevet antændt da Jeg på min 18-års fødselsdag fik en splinterny kopi af den første danske oversættelse af Arthur Schopenhauers hovedværk Verden som vilje og forestilling i fødselsdagsgave. Jeg slugte den i sommerferien efter min studentertid (2005). Den var meget svær at læse, men jeg kunne ikke lægge den fra mig, selvom en side kunne tage lang tid at fordøje og forstå.

Schopenhauers filosofiske og pessimistisk poetiske portræt af verden og mennesket i den bevægede mig dybt. Men han var kun den første. Siden læste jeg mig mere eller mindre systematisk (nok mest det sidste) videre igennem følgende filosoffer, som alle har påvirket min forståelse af Verdens- og mine egne bevægelser på en afgørende måde (i nogenlunde kronologisk rækkefølge):

Nietzsche, Platon, Hegel, Schopenhauer (igen) (før Universitetet), Platon (igen), Aristoteles, Sextus Empiricus (eller rettere: Sextus Empiricus om skepticismen), Platon (igen-igen), (kæmpe middelalderligt hul), Descartes, Rosseau, Hume, Kant, Hegel (igen), Nietzsche (igen), Heidegger, Bruno, Heidegger (igen), Adorno, Arsitoteles (igen), en knivspids Plotin, Bruno (igen-igen), Heidegger (igen-igen), Frege, Spinoza, Augustin, Spinoza (igen), Augustin (igen), i det hele taget en helvedes masse Augustin (igen-igen) og Spinoza (igen-igen)... og listen fortsætter... Men med denne lille håndfuld filosoffer, 17 i alt, tror jeg at jeg har fundamentet for mit 'intellekt' - min private lille kanon af 'åndelige fædre' - mere eller mindre på plads (dvs. fundamentet for min opfattelse af Mig Selv, Verden og Bevægelsen der imellem - plus min forståelse af det, at forholde sig filosofisk i det hele taget dvs. at være filosofisk bevæget).

Jeg bevæger mig stadig igennem mange bøger med stor glæde - og ikke kun filosofiske værker. Hvis Jeg skødesløst skal ryste et par navne/værker ud af ærmet, som har bevæget mig over de seneste år, kan Jeg nævne følgende:

Platon (igen-igen-igen), De Abrahamitiske Skrifter (TaNaKh (Torah ('Loven'), Nevi'im ('Profeterne'), Kethuvim ('Skrifterne')), Evangeliet ('Det Nye Testamente'), Qur'anen ('Recitationen')), Lao-Tzu(!) og I Ching(!) fra oldtidens Kina, Dogen fra Japan (kun uddrag), og selvfølgelig lidt psykoanalyse fra Freud og Jung, lidt sociologi (men ikke for meget (Bordieu)), de tre skøre englændere (Berkeley, Hobbes og Hume (igen)), den ualmindeligt historiske historiker E. H. Carr for ganske nylig... Idioten af Dostojevskij, Don Quixote af Cervantes, Hærværk af Kristensen og Kongens Fald af Jensen (jep - det var skønlitteraturen...), og så selvfølgelig også ting som Blake (en gammel bekendt), Pascal, Kierkegaard, og - tør jeg sige det? - Løgstrup, dvs. alle de gode kreative Kristne, der kan finde ud af at tænke (her kunne Jung sagtens have passet ind, hvis det ikke var fordi at han nærmest er lænket fast til psykoanalysen og Freud i den almindelige 'intellektuelle bevidsthed' - hvilket er uretfærdigt og en skam) - for ej at forglemme ting som Bhagavad Gita (er i gang med en (forkortet) udgave af hele Mahabharataen pt...), plus den lidt simplificerede og basale, men meget informative introduktion til Kabbala (af Yehuda Berg) som Jeg læste for et års tid siden - hvilket bringer mig naturligt videre til Adorno (som er irriterende genial, og genialt irriterende - specielt den øretæveindbydende Wagner - Forsøg på en tolkning gjorde indtryk...) og to små fine værker om kærlighed - Kærlighedens Mening af Solovjov og Kunsten at Elske af Fromm - som jeg nu afslutningsvis vil spæde op med et fingerknips D. T. Suzuki, og den helt og aldeles vidunderlige monumentale biografi om Charles Manson, The Manson File: Myth and Reality of an Outlaw Shaman, af Nicholas Schreck... og så måske liiige, som afsluttende joker-par på falderebet: The Tao of the Wu af Robert 'The RZA' Diggs, og The Consolation of Philosophy af Boethius.

Jeg bevæger Mig imidlertid ikke kun i bøger. At læse er ikke adskilt fra at leve, som det indre på ingen måde er adskilt fra det ydre. I samme periode har Jeg f.eks. lært umådeligt meget om Kærlighed, og den gensidige bevægelse mellem indre og ydre i kraft af, at have bevæget Mig med min kæreste i over 8 år, på godt og ondt, gennem mange op- og nedture - og jeg har lært at kærligheden ikke altid er nem, bare fordi den er stor.

Men den romantiske kærlighed er ikke alt. Jeg har også lært helt enormt meget af, at bevæge mig rundt i min lille cirkel af nære venner (I ved hvem I er). Der har jeg hentet meget, og oplevet mange forskellige sjove, interessante og uforglemmelige bevægelser at kende.

Nu er Jeg så her. Jeg er 28 år gammel. Og Jeg bevæger mig stadig, jeg lærer om at bevæge mig og min lærdom er min bevægelse. Mine fingre bevæger sig. De skriver disse ord, og de vil blive ved at skrive dem, indtil emnet er udtømt, og der melder sig en anden, mere presserende Bevægelse at bevæge sig over i.

Det indre og det ydre danser stadig.

Verden bevæger sig stadig.

Og Verden og Jeg bevæger os sammen - med og imod hinanden. Sådan har det altid været.

Hele mit liv har jeg været i bevægelse. Det fortsætter og fortsætter bare.

"Jesus sagde: "Siger man til jer: "Hvorfra er I kommet?" så sig til dem: "Vi er kommet fra lyset, hvor lyset er opstået af sig selv; det [stod] og det åbenbarede sig i deres billede."Siger man til jer: "Er det jer?" så sig: "Vi er dets børn, og vi er den levende faders udvalgte". Spørger man jer: "Hvad er tegnet på jeres fader, som er i jer?" så sig til dem: "Det er bevægelse og hvile""

-Thomas Evangeliet, Ord nr. 50

(Nå ja, så har jeg for øvrigt også lige læst Thomas Evangeliet (igen-igen-igen-igen...))

Med venlige hilsner

Jakob-Jeshurun

Eksistentielt #6: Mennesker...

(Følgende er et længere indlæg jeg har postet på et debatforum).

Til en vis morskab for mig selv må jeg konstatere, at jeg i løbet af mine tre posts på dette forum allerede har gjort mig skyldig i en tilsyneladende selvmodsigelse. En selvmodsigelse som jeg ved er definerende for selve min måde at tænke på. Jeg bliver i hvert fald ved med at støde ind i den forskellige sammenhænge. Tilsyneladende tilfældigt.

Det handler om mennesker...

I én tråd argumenterede jeg for noget i retning af en individuel enhed med verdens lidelser: At den 'store lidelse' i verden må forstås som en kontinuerlig del af den 'lille lidelse' som vi alle kan tumle med fra tid til anden. At man som menneske har tilbøjelighed til at spejle sig selv og sine egne følelser i omverdenen. At man bliver særlig opmærksom på den store lidelse når man selv lider i det små. - I større og mindre grad naturligvis.

Efterfølgende gik jeg med på at opmærksomhed på verdens lidelse kan bidrage til opløsningen af den personlige lidelse. Og at den personlige lidelses ophør så på sin side kan medvirke til, at man i mindre grad bidrager til den 'store' lidelse i verden. Fordi 'den lille lidelse' i sidste ende skaber 'den store lidelse', mens 'den store lidelse' på sin side bidrager med en højnet opmærksomhed på, hvordan vi får 'den lille lidelse' til at høre op.

I en anden tråd som jeg besvarede umiddelbart forinden argumenterede jeg for at menneskeheden langt hen af vejen har et uhelbredeligt sygt forhold til verden. At man som individ gør bedst i at acceptere at majoriteten af andre mennesker aldrig vil fatte nogle 'dybere aspekter' af livet.

'At fatte noget dybere' betyder i min ordbog: At forstå hvad verdens lidelse kan lære os, så vi selv kan bidrage til lidelsens ophør. Omvendt betyder 'majoritet': Den mængde mennesker, der fundamentalt frygter hvad verden kan lære os i det hele taget, og som derfor aldrig kommer ud af deres egen lille lidelse.

Jeg mener altså kort og godt at majoriteten af alle mennesker altid vil bidrage til lidelsen, og frygte de indsigter, som kan bidrage til lidelsens ophør. Men på den anden side mener jeg, at det personligt er gavnligt at stræbe efter en indsigt i lidelsen ved fuldt og helt at gøre sig bevidst om, hvor omfattende og ubegribelig verdens lidelse er. Med det ultimative formål at man selv, personligt, 'jeg' kan bidrage til 'den store lidelses' ophør.

Er det ikke selvmodsigende? På den ene side mener jeg at mennesket i det store hele er udueligt. At menneskeheden er dømt til selv at lide og skabe lidelse for hinanden i evighed. Men på den anden side mener jeg, at verdens lidelse må erkendes fuldt og helt - for at jeg selv kan bidrage til at bringe den til ophør. Er det ikke en pointeløs opgave, når nu erkendelsen af lidelsen betyder erkendelsen af, at den aldrig i alt evighed vil høre op?

Hvem kan finde tilfredsstillelse i en så meningsløs aktivitet? Er det ikke danaidernes kar og Sisyfos om igen?

Svaret afhænger af, hvad man selv måtte tro på. Hvad drejer det sig i sidste ende om? At 'den lille lidelse' i éns eget liv kan høre op? Eller at verdens 'store lidelse' hører op?

Et af de befriende aspekter ved at tage verdens lidelse på sig som sin egen er, at man til sidst bliver nødt til at indse, at lidelsen er mægtigere end man selv er. Verdens lidelse er hinsides éns egen kontrol - for den frembringes af så mange faktorer, at et enkelt menneske aldrig nogensinde kan forandre noget væsentligt selv, af egne kræfter. Intet menneske har magt over verden på den måde. Verden er mere magtfuld.

Det lyder desillusionerende - men i virkeligheden er det det præcis modsatte. At verdens lidelse er evig er nemlig kun et deprimerende faktum så længe man gør sig illusioner om, at verden ikke burde være lidelse. For verden er lidelse (blandt meget andet) - hvad end vi så personlig måtte mene at den burde være i stedet for (peace-love-unity).

Hermed får man sat sin egen lidelse i perspektiv. 'Den lille lidelse' er som regel baseret i en privat form for magtesløshed, som gør 'den store lidelse' så meget desto mere uoverskuelig. Når man lider i det små synes verdens større katastrofer så meget desto mere deprimerende. Ethvert jordskælv i Pakistan bliver et argument imod livet. Enhver atom-katastrofe i Japan bliver en tilbagevisning af eksistensens berettigelse. Det er ganske forfærdeligt. Derfor forsøger man så vidt muligt at ignorere 'den store lidelse' når man lider selv. Verdens lidelse synes nemlig blot at gøre éns egen lidelse værre.

I virkeligheden sætter verdens lidelse imidlertid blot éns egen i perspektiv. Omfavner man først 'den store lidelse' drukner 'den lille lidelse' i dette hav. Et hav der ikke direkte har noget at gøre med én selv. Et hav der er hinsides éns egen kontrol. En lidelse der er mere omfattende end nogen individuel lidelse nogensinde kan være. Var man bombastisk anlagt kunne man måske tale om en universal strøm af sorg eller andet i den dur.

Erkendes denne lidelse optager man den ikke så meget i sig selv, som man omvendt selv bliver optaget af den. Sådan bliver éns egen lidelse mindre i egen bevidsthed. Til sidst forsvinder den helt. Men kun fordi man giver rum for en transcendental lidelse, så at sige. Den personlige lidelse transformeres til et fragment og en refleksion af en mørk energi, der ikke tilhører én selv, men eksistensen som sådan.

Når man forstår hvad det vil sige at se sin egen lidelse i det store billede, så forstår man også at det ikke er éns ansvar at fjerne 'den store lidelse'. 'Den store lidelse' er snarere et uomgængeligt faktum. Alligevel finder man sin glæde i ikke at bidrage til den.

Den der kan glæde sig selv ved ikke at lide, kan også glæde andre og være en hjælpende hånd mod deres lidelse. Men den, der selv lider ved ikke at kunne glæde sig over verden, kan også bibringe andre lidelse og gøre deres verden til et mindre glædeligt sted.

Forskellen er: Bidrager jeg selv til lidelsen? Eller bidrager lidelsen til mig? Er jeg en integreret del af det store hav af lidelse, der optager alle små, personlige lidelser i én kontinuitet? Eller er jeg en lille lidende individuel sjæl, der i angst og depression er ved at blive opslugt og drukne i verdens lidelser? Forskellen er subtil.

Det hele står og falder med hvor meget betydning man tilskriver sin egen lidelse i forhold til verdens. Størstedelen af menneskeheden vil altid tænke på deres egen lidelse, og derfor aktiv undvige at se verdens lidelse i øjnene. For dem er det nemlig vigtigere at de selv lider end at verden lider. Alligevel kan det godt betale sig at bibringe mennesker glæde. For ved at tilskrive verdens lidelse (og dermed sine medmenneskers lidelse) en større betydning end man tilskriver sin egen, så gør man både sin egen- og sine medmenneskers verden til et mere glædeligt sted.

Der findes nemlig også en 'stor glæde'. Og ligesom man kun for alvor lader sig mærke af verdens 'store lidelse' såfremt man selv lider i det små, således lægger man også først mærke til verdens enorme glæde såfremt man selv kan glæde sig i det små.

At kunne glæde sig for alvor i det små er det modsatte af at være deprimeret. For at forstå forbindelsen imellem 'den lille-' og 'den store glæde' må man imidlertid også acceptere forbindelsen imellem lidelsens forskellige niveauer: Man må forstå at 'den store lidelse' ikke kan overvindes, men at den derimod udgør en harmonisk komplimentær del af livet.

Det er svært at acceptere lidelsen og integrere den i bevidstheden som en uomgængelig del af verden. Det er svært at holde op med at drømme om en verden uden 'den store lidelse'. For sådanne drømme er sjælen i de flygtige eskapistiske glæder, som man af frygt og fortvivlelse opsøger når éns egen- og verdens lidelse bliver én for meget.

Derfor kender majoriteten til verdens lidelse, men kun få kender til verdens glæde. De bliver nemlig ved med at tro, at glæden først kan realiseres for alvor, når 'den store' eksterne lidelse bringes til ophør - hvilket aldrig kommer til at ske. De længes imod en uvirkelighed af altomfattende glæde - og derfor forfølges de af den store sorg, der gemmer sig i skyggerne bag alle deres små glæder. Små glæder der kun tjener til at glemme sorgen (underholdning, rusmidler, konstant aktivitet).

Majoriteten kan altså aldrig frelses - men både du og dine omgivelser bliver gladere og mere glædelige, såfremt du træder ud af majoriteten og glæder dig, på trods af verdens forfærdelige realiteter.

Eller på grund af?

Hvem kan kende forskel? Verdens store glæde og verdens store lidelse er ikke adskilt - kun så længe man holder fast i, at de burde være det.

Med venlig hilsen
Jakob-Jeshurun

Eksistentielt #5: Landevejslabyrinten

"Der er kun én vej frem: Tilbage"

-Anonym

Man kan tale i labyrinter - og man kan tale lige ud af landevejen. Tilsvarende kan man leve labyrintisk, eller trille trygt og komfortabelt ned af eksistensens velasfalterede strækninger. Men hvilke veje man vælger vil altid afhænge af, hvilken destination man vælger. Hvor vil man hen?

Nej vent... hvor vil du hen? Ikke man. 'Man' vil nemlig ingen steder hen. 'Man' er den fælles og upersonlige idé om standardiseret eksistens. Ingen vil derfor hvad 'man' vil, for 'man' er ingen (jf. Martin Heidegger Væren og Tid §27). Så hvor vil du hen, fraset den standardiserede masses man'tra?

Hvis du vil krydse en ørken, eller væk fra de små byer, og hen til der hvor det sker - så skal du tage landevejen. Og hvis du vil være der hvor det sker, før det overhovedet sker, så du måske kan være den, der får tingene til at ske, altså hvis du vil være et eksemplarisk og respekteret menneske - så skal du tage landevejen nu. Det er den hurtigste. Der ingen forhindringer.

Leder du derimod efter et isoleret og øde sted i skoven, hvor verden emmer fred, eller higer du mod den ensomme bjergtop, eller mod det mytiske Eldorado - så bliver du nødt til at begive dig ud af smalle labyrintiske stier, og risikere at fare vild. Det er en helt anden snak.

Du farer ikke vild på landevejen. Der er skilte med jævne mellemrum, og der er altid andre, som skal det samme sted hen som dig. Og hvis du vil være der, hvor det virkelig sker, så er der mange andre, der skal samme vej. En sand strøm der kan bærer dig mod målet.

Hvis du er en beskeden natur, og fint tilfreds med bare at være der hvor det sker - så kan du trygt følg strømmen på landevejen. Og som sagt: Bare tag det roligt! Der er mange udførlige kort over, hvor vejen fører hen, og yderligere er der masser af mennesker at spørge om vej, så du behøver ikke at frygte vildfarelsen. Men hvis du gerne vil være den, der får tingene til at ske - så bliver du nødt til at køre hurtigt! Så skal du overhale. Så skal du orientere dig godt i forvejen, klare dig med få pauser, og ind imellem være villig til at overskride fartgrænsen. Målet helliger midlet, og 'time waits for no man', som man siger på engelsk.

Det forholder sig noget anderledes for dig, der vælger labyrinten. Hvor skal du hen?

Nogle gange er du måske ikke engang selv sikker. Måske leder labyrinten ingen steder hen. Måske eksisterer målet kun i dit eget hoved som noget udefinerbart diffust men dog uimodståeligt dragende. Men når først du har begivet dig ud af de snævre bjergstier, når du har fortabt dig i skoven, og rejst dagevis gennem junglen, så er der ingen vej tilbage. Du har fortaget et valg. Måske har du allerede glemt hvor du kom fra, og kan ikke finde tilbage?

Hvis du vil finde din egen fred og dit eget sted, så risikere du at fare vild. Men hvis du vil være den, der er, hvor tingene sker og måske endog selv får dem til at ske - så risikerer du ikke at komme først, og i værste fald at være en medløber. Om du tager landevejen eller om du vælger at udforske labyrinten, så risikerer du altså i begge tilfælde at miste dig selv: Enten blandt andre mennesker, eller i den omfattende og indifferente natur. På landevejen risikerer du altså at gå tabt iblandt de andre, mens du i labyrinten risikerer at forsvinde for de andre.

I dagens samfund taler man meget om innovation. Om progressivitet. Om at tænke- og handle nyt, og om at finde sig selv i processen. Man taler som om, at alle burde vælge labyrinten. Alle burde finde deres eget sted, deres egen fred, deres eget Eldorado. Man skal tage chancer og 'leve' det såkaldte 'liv' i bestemt form: Livet. Men samtidig opfører man sig som om, at der kun er én komfortabel landevej, der skal føre os alle sammen derhen. Vi skal alle som én være unikke på vores helt egen måde.

I dag mener man med andre ord, at individet bør stræbe efter ikke at tabe sig selv blandt andre mennesker. Man ser ned på dem, der følger strømmen, og ikke griber livet ved struben. Men samtidig mener man, at samfundet skal sikre at ingen går tabt for andre. At ingen marginaliseres og falder for meget udenfor.

I tale og skrift priser man altså labyrinten som det eneste rigtige individuelle valg. Men i handling, i politik og i samfundsnormer forsøger man at gøre labyrinten til en landevej. Hver eneste gang én har fundet sit sted, sin fred og sit Eldorado, så kører man bulldozerne i stilling. For nu skal der lægges en landevej derhen. Man fælder skoven, jævner bjerget med jorden og skriver en rejseguide: 'Turen går til Eldorado'.

Når landevejen så først er på plads, da taler man vidt og bredt om den som et prægtigt eksempel på det autentiske individuelle valg. Man taler om den, som om den stadig var labyrinten. Men labyrinten er for længst gået tabt. Ved at lægge vejen, rydde og asfaltere har man allerede ændret målet. Man har forsøgt at gøre labyrinten fornuftig, forsvarlig og 'rigtig' - dvs. alt det der afskrækker den oprigtigt eventyrlystne, og driver ham ud i at søge nye, ukendte veje.

Den faktiske labyrint er nemlig alt andet end 'rigtig'. Den er ildeset: Tænker du labyrinten, så har du 'givet op'. Taler du labyrinten, så er du 'gammeldags og elitær'. Vælger du labyrinten, så er du 'asocial'. Men trodser du alt hvad man siger, begiver dig ind i labyrinten, farer vild, bliver desorienteret, omlægger dine planer, fortaber dig fra andre mennesker, for til sidst efter mange ensomme strabadser endelig at nå dit mål... ja, så vil man straks høre tale om, at der burde være en landevej derhen. At du var en genial pioner, der gjorde noget godt for os andre...  at vi andre nu skal kunne nyde godt af dit mod, og gentage din rejse i en børnesikker version.

For nu efter at de alvorlige strabadser er overståede, kan man jo pludselig se, hvad det var du ledte efter. Nu er der pludselig en pointe med dine excentriske egne veje, som tidligere før du nåede dit mål, virkede så underlige og afsporede. Ja, nu står dit mål jo lysende klart, som en gevinst for menneskeheden, og som noget der burde komme os alle til gode.

Uden at blinke går man altså ud fra, at massen alligevel var målet med din rejse i sidste ende, selvom det på alle måder virkede som det modsatte.

Men hvad med dem, der er ligeglade med den slags eksistentielle fiksfakserier? Dem, der bare ønsker at vælge den brede landevej og leve et normalt liv? De tvinges nu ud på de 'nye, innovative' veje, og bliver fortalt, at 'sådan gør man nu engang i dag'. Man kan ikke vælge sit eget tempo, og man kan ikke vælge sine egne pauser, selvom det er det eneste man har lyst til - for vi skal jo de nye steder hen! Der hvor der for alvor forgår noget spændende og anderledes. Derhen hvor den der ville væk fra massen, flygtede til.

Og hvad bliver det uundgåelige resultat af denne tankegang? X-factor og 'reality' - ikke selvstændighed og virkelighed. X-factor og 'reality' findes nemlig ikke bare på tv. Det findes overalt i vores samfund, på arbejdspladserne, i familierne og i vennegrupperne. Alle kan et eller andet specielt - men alle vil også gerne passe ind. Vi lever i den standardiserede unikheds tid.

Nu har vi efterhånden fået så mange unikke landeveje til unikke destinationer, hvor tingene virkelig sker, at samfundet selv er blevet en labyrint. Vi har flere muligheder end nogensinde før, men det er som om at de alle er standardiserede udgaver af én og samme mulighed: 'Du skal bare være dig selv - ligesom vi andre er det. Vælg din helt egen unikke vej. Du har følgende valgmuligheder...'

Og hvad er der sket med den bredeste landevej? Den, som vi i gamle dage kaldte 'som man altid har gjort'? Den, der tidligere var til rådighed for alle, der bare var interesserede i at nå en tryg destination i et fornuftigt tempo? Hvad er der sket med vores normalitet?

Den er blevet 'forbedret', hvilket vil sige: Selv normaliteten er blevet innovativ. I dag vil vi nemlig gerne have en 'høj standard', hvor det normale og det unikke går hånd i hånd. Men derved taber vi både det normale og det unikke på gulvet. Den faktiske robuste standard er nemlig blevet fuldstændig glemt, da vi hele tiden vil sætte en ny. Vores nye standard er nemlig ikke andet, end at den gamle skal afskaffes.

Dem der gerne bare vil være normale tvinges således ud i en hård og konkurrencepræget verden, hvor man er tvunget til konstant at reflektere over sig selv og sine egne kompetencer. Som de siger på de private jobcentre: 'Hvad er det du kan tilbyde, som ingen andre kan? Hvad er dit specielle talent?' Det er ikke længere nok bare at kunne noget - at lære sig et håndværk og udføre det så godt som man nu kan. Nej, du skal brænde for det, og være villig til at lægge dit liv og din sjæl i arbejdet.

Den der omvendt føler sig udenfor det almindelige, er tvunget til konstant at normalisere sig selv og sine 'kompetencer' - at retfærdiggøre sine egne valg i det absurde kompetence-sprog, der forudsætter at man altid ved præcis hvor man vil hen. Man kan ikke tillade sig at være faret vild - det er ikke en mulighed. Hvis man altså rent faktisk er faret vild, må man for Guds skyld ikke sige det. Nej, så kan det kun betale sig at lade som om, at man altid ved, præcis hvad man har gang i.

Dem der gerne vil være normale føler altså, at de bliver tvunget ud i en labyrint, mens dem der føler eventyrlysten og den indre iver til at søge labyrintiske veje oplever, at de ikke kan komme væk fra landevejen. Normaliteten er over det hele - og derfor er den ingen steder.

Hvem drager fordelen af denne orden? Selvsagt dem der hverken er motiveret af det normale eller den unikke vision. Dem der ikke er motiveret af ønsket om at stifte familie, og udsigten til et stille, trygt og tilfredsstillende liv, men heller ikke er drevet af et personligt- og svært definerbart ideal. Med andre ord: Dem, der primært er drevet af udsigten til materielle goder, penge og magt. Dem der gerne giver stort set alt deres tid og opmærksomhed til at forfølge disse ting, og som ikke plages af den stress, tomhed eller eksistentielle angst, der forvandler så mange almindelige menneskers liv til en prøvelse.

Nu er der selvfølgelig også mange normale mennesker, der delvist drives af begæret efter 'at blive til noget'. Et bredt gennemsnit af befolkningen higer efter netop penge, magt og materielle goder i større eller mindre grad - og det er der naturligvis også mange såkaldte idealister, som gør. Problemet med disse 'hverken-eller'-idealer er bare, at de kun kan forfølges ved at den unikke enkelte bliver nødt til at gøre sig mere normal, mens den fuldstændig normale er tvunget til at blive mere unik. Penge og magt besidder ikke den samme renhed, som tidligere tiders idealer gjorde, og følgelig kan få mennesker ej heller  identificere sig rent med de moderne idealer. Samfundet er altså slået ind på en vej, hvor stort set alle i større eller mindre grad bliver nødt til at forandre sig, og 'blive til noget', som de ikke er, om man måtte ønske at leve op til billedet af den gode samfundsborger.

Herved eleverer vi beklageligvis dem, der i højeste grad excellerer i at være alt muligt andet end sig selv til de mest magtfulde positioner, for det er dem der besidder kompetencerne til at mestre samfundsspillet.

Overvej f.eks. hvad Stein Bagger, Helle Thorning-Schmidt, Milena Penkowa og Anders Fogh Rasmussen har til fælles: De deler en form for hulhed i deres fremtoning og ord. Det er som om de konstant spiller en rolle. Desto mere troværdige, faste og pålidelige de forsøger at fremstå, desto mere føler man som tilskuer, at det er så godt som umuligt at gennemskue hvad de i virkeligheden tænker. Man fornemmer med andre ord en afgrundsdyb kløft imellem deres ydre fremtoning og deres indre motivation. En manglende forbindelse som disse rollespillere enten ikke selv er klar over, eller som de måske bare har accepteret betingelsesløst som et eksistentielt vilkår. Det er som om at de enten er dømt til eller bevidst har valgt en vej, hvor de for evigt må give udtryk for alt muligt andet end deres faktiske tanker.

Selvom mange benægter det (fordi de 'bare lever som de har lyst til') går der en lige linje fra samfundets idealer til det socialt acceptable, og i nogen grad moralsk tvingende billede af, hvordan man som menneske bør leve sit liv. Når et samfunds idealer konsekvent omregnes til penge eller magt, bliver den ideelle borger derfor selvsagt den, der i største grad evner at sælge sig selv og betvinge sine egne behov. Det er en uholdbar situation, fordi disse idealer ikke levner plads for noget substantielt fælles mål.

Det individuelle begær dør jo som bekendt med kroppen, og når begæret - efter penge eller efter magt - er samfundets dyd nummer et, er der ingen større motivation for at handle for andres skyld end sin egen. Det er 'get rich or die trying' som den ikoniske titel på den amerikanske gangster-rapper 50 Cents første plade lød. Herved gjorde denne vanvittigt overfladiske og intetsigende musicerende foretningsmand sig til talsmand for hele vores vestlige kultur, hvilket da også kan ses direkte i hans enorme rigdom og almindeligt kendte tilstedeværelse i mediebilledet.

Sådan er vores fællesskab blevet til et kaos af atomistiske individer. Vi kører ud af hver vores private landeveje med halsbrækkende hastighed, under løftet om at den evige frelse ligger i at være alt muligt andet end sig selv. Vi skal nemlig fremad.

Vil man i sandhed kende sig selv, så må man imidlertid kigge bagud og spørge sig selv: Hvordan er du kommet til, hvor du er? Et spørgsmål der for den alvorligt søgende alle dage har været intimt forbundet med dette: Hvordan er vi endt her?

Og vi bliver jo nødt til at stoppe op på et tidspunkt - ellers løber vi tør for land at lægge vej på. Bliver vi alligevel ved, vil alle veje til sidste lede til havet, hvilket de efterhånden gør: Mange vil naturligvis ræse frygtløst videre under paroler om, at druknedøden er den uundgåelige vej til økonomisk vækst, fremskridt og personlig lykke. De opererer altså ud fra idéen om, at vi som samfund bliver nødt til at køre os selv i sænk, fordi det nu engang er den naturlige udvikling - og det ser vi så rigeligt i dag, hvor netop den personlige lykke, fremskridtet og væksten stadig bruges som uforbeholdne plusord i den offentlige debat, under antagelsen af at disse tre ting besidder en nødvendig iboende harmoni, og altså umuligt kan være i uoverensstemmelse med hinanden. Til dem kan vi kun sige: Bon voyage! Vi ses på den anden side.

Men for os der omvendt forstår, at et samfunds selvforståelse godt kan være uforenelig med den åbenlyse virkelighed, vil behovet for at stoppe op og genoverveje det moderne liv og den moderne tankegang nødvendigvis melde sig på et tidspunkt. Os der forstår, at man ikke død og pine behøver at køre i havet, bare fordi vejen til sidst må ende der, må på et tidspunkt begribe det formålsløse i at se fremad uden løbende at orientere sig bagud.

Stopper vi rent faktisk op og kaster et blik tilbage, vil vi således skue landevejslabyrinten: Det er normalitetens irgange - eksistensens største gåde. Uimodståeligt tillokkende for nogle, angstprovokerende frygtelig for andre - og fuldstændig usynlig for de fleste. Men den er der, denne paradoksale labyrint af det 'lige ud landevejen' - og den, der ikke stiller sig tilfreds med et 'hverken eller'-liv, altså ikke er blændet af sine egne umiddelbare begær, men omvendt ønsker at træde i karakter ved rent faktisk at vælge enten landevejens normer eller labyrintens eventyr vil komme til at erfare de to størrelsers gensidige afhængighed. For landevejen er blevet til labyrinten og omvendt.

Den der således træffer valget at reflektere over livet, må uundgåeligt konfronteres med kløften imellem sit eget væsens simpelhed, og samfundets monstrøse kompleksitet - eller omvendt alt efter hvordan vi individuelt måtte anskue virkeligheden. Kun ved at følge den simple almindelighed nøje skridt for skridt tilbage, vil den kunstige kompleksitet gradvist opløses, oplyses og blive forståelig som én lang snoet afstikker fra den bredeste vej - som nu ligger affolket hen, og således har rigelig plads til fri udfoldelse for den, der finder den.

Vi har nemlig alle forvildet os ud af labyrintiske afveje og tabt os selv under løftet om det selvstændige liv - som individer og som samfund. Men hvordan skal vi nogensinde nå vores mål, når vi har glemt, hvor vi kommer fra og hvorfor vi rejste afsted til at begynde med?

Der er ingen rejse uden mål - og vejen er kun et middel. Men hvordan skal vi få øje på målet, når vi tilsyneladende har glemt hvor vi begyndte? Kun ved at vi bringes til at huske.

Stil dig ud i mørket på en skyfri nat, langt fra mennesker og byens lys, f.eks. på en eng eller i en skovlysning hvor der ingen veje er, glem dig selv og vend blikket mod himlen. Så skal du nok finde vejen. For mælken flyder stadig fra eksistensens yver som en evig påmindelse til dem, der higer efter mere end sig selv. Sådan har det været siden begyndelsen og sådan er det endnu - ligemeget hvad man så ellers siger.

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun

Eksistentielt #4: Vinterdepression

"Endeløs tomhed, sagde Prædikeren, endeløs tomhed, alt er tomhed! Hvad vinding har mennesket af al den flid, han gør sig under solen?"

-Prædikerens Bog 1,1-3

Som yngre led jeg som så mange andre under den cykliske ugidelighed, der populært kaldes for vinterdepression. En interessant tilstand, om man da ikke lige døjer med den - for i så fald er den selvsagt ulidelig. Som et ondskabsfuldt legende barn bemægtiger årstiden sig éns humør, og gør det til middel for sine egne mål: Mørke og kulde i verden og mørke og kulde i sindet.

Det minder lidt om dengang man som lille fik stuearrest, eller blev sendt i seng selvom man ikke var træt - når først de voksne havde talt, havde du intet at skulle have sagt. Ligesom dine protester intet nyttede dengang, således nytter de intet nu. Du er prisgivet en uretfærdig dom hinsides enhver appel. Der findes intet andet valg end at affinde sig med årstiden.

Hvornår indtræffer en vinterdepression? Om vinteren selvfølgelig - men hvornår er det præcis at vinteren ankommer? Første december? På papiret ja - december er den første vintermåned. Dit sind præsterer dog intet pludseligt kvantespring, hvor du én dag er glad og fro, for den næste at vågne op som en hængt kat. Nej, vinterdepressionen kommer krybende på indersiden af mørket og breder sig langsomt som en tæt og klam tåge. Du ser den på lang afstand og jo længere væk den er, desto mere distinkt og afgrænset fremstår den - men jo nærmere I nærmer jer hinanden, vinterdepressionen og dig, desto mindre ser du den. Hvad du snarere ser er, hvor lidt du pludselig ser alt det andet. Alt det, der plejer at være der og som plejer at stå så strålende og glimrende i lyset. Det, der som regel er så klart som dagen, er forduftet i den kølige luft.

Lyset - som er betingelsen for at kunne se og skelne imellem tingene, for at kunne overskue- og navigere i verden omkring os - det fortager sig langsomt. Når solen falmer synker farver, former og alle spraglede distinktioner ned i et mørke som en uniform ursuppe af hverken det ene eller det andet. Tingene er der bare på lige fod, og det eneste man sådan rigtig ser og rigtig bider mærke i er det, der er lige foran næsen på én - det som man altså bare skal undgå at gå ind i.

Tilsvarende lader det vinterundertrykte indre lys kun de umiddelbare behov tilbage som motiverende livskræfter, men forstørrer eller formindsker dem til gengæld til det groteske. Søvnen bliver en uimodståeligt tillokkende narkose og appetiten svigter. Alt hvad der røre på sig udtrykker en form for opgivende kedsomhed, der ville være trist, hvis man bare kunne hidse sig op til at danne en holdning.

Du lægger naturligvis mærke til at vinterdepressionen indtræffer, for hvordan skulle du kunne andet? Den omfatter jo alting. Men der er aldrig tale om en enkeltstående begivenhed, når alting sådan forandrer sig. Det er mere som at falde bagover i slowmotion, og så gribes af en dybtfølt ligegyldighed. Du falder og du gribes - men faldet er så langsomt, at det er svært at sige hvornår det begynder. Måske lægger du ikke engang mærke til, at du falder, før du bliver grebet.

Men så kommer grebet, akkorden bølger ud, og du hører igen denne klang af livstræt lede, som i én eller anden forstand hele tiden har været til stede - du har bare ikke været synderligt opmærksom på den før nu, distraheret som du var af alskens glæder og livlighed. Men nu er den her, og hele verden klinger med. Alting bliver vinterens unison.

Og dagen? Hvor bliver den af?

Dagen er jo almindeligvis det, der sker imellem at solen står op, og at den går ned igen. Sådan kender vi den ene dag fra den anden - fordi der er mørke imellem dem, og at mørket altså eksisterer som en form for grænseland. Her sover vi, eller slapper af, og lader op til den kommende dags strabadser - eller måske beruser vi os, morer os og glemmer dagligdagen for en stund.

Men hvis en grænse ikke længere afgrænser andet end mere grænseland, hvad er så grænsens mening? "Hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det da saltes med?" Når lyset kun gæster dagen kort, og for en stund ligesom nødigt afbleger et omnipotent mørke, da kommer lyset selv til at synes som en ynkelig indrømmelse af sin egen afmagt. Solen - denne mægtige, livgivende stjerne - reduceret til en selvudslettende ironisk kommentar, et deprimerende faktum, en hvid plet mug på et indtørret stykke rugbrød. Farveskalaen strækker sig fra sort til en hvidligt skiden grå - og dagen er denne skidne hvidgrå ø, der flyder dvask på et hav af ugidelighed.

Jeg husker en vinter hvor jeg selv var særligt ramt. Lammet. Jeg lavede ikke andet i løbet af en dag, end at stå op, tage i skole, komme hjem, sove... og se Venner i fjernsynet. To afsnit dagligt, som blev sendt fra 17 til 18.

Af den ene eller anden grund var der noget trygt ved at vende dagligt tilbage til mine TV-Venner, der ligesom jeg syntes fanget i en evig bevidstløs gentagelse, ude af stand til at undslippe sine egne reaktionsmønstrer i konfrontationen med den evindelige trivialitet. Om dommedag så indtraf titusinde gange, så ville Chandler stadig være sarkastisk, Monica stadig neurotisk, Ross stadig nørdet, Phoebe stadig underlig, Rachel stadig selvoptaget og Joey stadig sulten og liderlig. Og alle disse gode venner ville blive ved med at træffes og producere de samme bovlamme punchlines igen og igen, stadig drikke kaffe og diskutere kærlighedsforviklinger på deres stamcafé, ubevidste om enhver virkelighed hinsides det glødende fjernsyns fire vægge, uberørte af universets gang og ude af stand til at tage stilling til noget hinsides den næste halve time. Præcis ligesom jeg, når jeg først havde smidt skoletasken, ikke orkede at se længere end min seng, falde i søvn, og forsvinde ind i den samme sorte drøm som i går - for lyset var allerede væk. I hvert fald indtil kl 17 hvor fjernsynet kunne bade min dag i sit blålige skær. To gange en halv time, med en reklamepause i midten.

I min vinterdepression forstod jeg virkelig Venner. Jeg var en del af målgruppen. Disse Venner med stort V, var mine venner - altså, når jeg var vågen og for en stund ønskede lidt afveksling fra at sove tungt og drømmeløst. Og så krævede de endog intet af mig, som den virkelige variant ville have gjort. De var der bare som et dagligt ritual, og opfyldte mit største behov: At slå tiden og dagen ihjel. De hjalp mig med at tåle vinteren, og spurgte ikke om noget til gengæld. 'I'll be there for you', som det lyder i seriens temamelodi.

Men så indtraf den mest fantastiske dag i mit liv - som den indtræffer hvert år, båret af en ekstremt distinkt, men ubeskrivelig duft i luften. Ligesom vintersindet indtræder langsomt og listigt, for til sidst at holde én i et jerngreb, sådan går det nemlig også når pendulet svinger den modsatte vej, og foråret kommer rullende. En dag er denne særegne lugt der, luften er måske en grad lunere og det føles som om en dæmning er brudt sammen, og solskinnet sprøjter ud i kroppen.

Jeg var fri. Fri for vinteren. Fri for min vinterdepressionen.

Nu føltes det helt euforisk at føle igen. Som noget helt andet end ikke at føle. Som om en ny verden var blevet født: En verden, der inviterede mig udenfor, i stedet for slet skjult at antyde, at den egentlig helst så at jeg bare gik hjem og burede mig inde med mit TV. En verden der sagde mig noget i stedet for intet. Men hvad sagde verden nu, som den ikke sagde før? Forår, sagde den.

Til forår siger verden: Vær du blot euforisk! Men min eufori er ikke noget andet, end solen der står på himlen, fuglene der synger og luftens temperatur, der er steget en håndfuld grader. Før var verden bare mørket omkring mig og de frosne vandpytter. Om vinteren er der ingenting og livet er dødt, men om foråret må jeg igen og igen - lige overrasket år for år - konstatere at livet kan genfødes ud mørket og kulden. At jeg selv kan genopstå, og være andet end en skygge.

Det er årets store hjul der knirkende drejer rundt. Og alt efter hvor vores nu og vores her hænger fast på drejeskiven, trækkes vi opad eller nedad mod noget eller mod intet, mod varme eller mod kulde, mod lyset eller mod mørket. Året fyldes og tømmes for mening: Fyldes for at blive tømt, og tømmes for at fyldes som en blæsebælg. Rundt og rundt som et vandmøllehjul. År ud og år ind.

Og vinterdepressionen... den er essensen af meningsløshed. Den er den inderlige ugidelighed in carne.

Vinteren er tiden og stedet, hvor året og og du selv er længst fra at være, hvad du ville ønske at I var. Hvad du ved at I kunne være, men som ingen af jer er. Du ved at det kunne være anderledes. Du ved måske endog, at det uundgåeligt bliver anderledes. Men det gør ingen forskel nu. Når intet har en mening, gør det jo ingen forskel at vide, at noget godt kunne være meningsfuldt, hypotetisk set. Det er som at sige til en døende kræftpatient: 'Bare tænk på at du godt kunne være rask. Altså, hypotetisk set.'

Behøver jeg at sige, at foråret og dets varsel om sommer derimod giver mening? Her er alt jo liv og glade dage, fjernt fra den tunge, triste vinter. Imellem udspringende træer og blomster, svævende på en euforisk sky blandt syngende fugle under en dybblå, skyfri himmel - det var der, man burde være.

...men ikke der hvor man rent faktisk er.

Sådan påvirker året din mørke og din kulde, dit lys og din varme. Dit år spiller på din indre følelses klaviatur, og stemmer din sanseligheds ydre strenge. Det bestemmer hvad for noget tøj du tager på - om det skal være let, eller tykt og tungt. Det fortæller dig hvor varsomt eller hvor selvsikkert du kan gå uden at falde (for året lægger is på fortovet). Ja, det kan endog styre hvilke venner du har lyst til at se: De levende af kød og blod, eller de flimrende blålige skygger på fjernsynet.

Men depressionen er ikke et nødvendigt følge af vinteren, selvom det altid føles sådan, når man lider under den. Det føles som om at årstiden forgriber sig på én - som om éns dårlige humør er direkte forårsaget af en større, ondskabsfuld magt. Det føles som om at vinteren alene i kraft af sit væsen er en hån mod alt, hvad der hedder meningsfuld eksistens. Men nogle gange udebliver dette overgreb, eller optræder kun i mindre grad - ja, nogle mennesker mærker det endog aldrig, selvom vinteren stadig er der, og opfører sig præcis som den plejer.

Selvom mol jo også altid vil være den tunge, skæbnesvangre toneart, er der intet der forhindrer, at Mozarts Requiem eller Beethovens femte kan opleves som opløftende, om end ikke deciderede muntre stykker musik. Det er et spørgsmål om, hvilket øre der hører - og hvilken krop og hvilken sjæl dette øre og dets lytten vokser ud af.

Selvom jeg stadig teknisk set undergår det samme fald i humør og engagement i vinterperioden, betragter jeg det ikke længere som at jeg lider under vinterens deprimerende indflydelse. Som skrevet indledningsvis: 'Som yngre led jeg...' Men jeg tænker ikke længere at vinteren hensynsløst undertrykker mig ved - som en ydre magt - at nedtrykke mig. Jeg kan ikke længere med god samvittighed kalde mig 'vinterdeprimeret', fordi ordet antyder at det er årstidens skyld, hvis jeg ikke er lige så glad nu, som jeg er om foråret.

For at vinteren aldrig bliver euforisk - det er nu engang et faktum. Men skulle den også være det? Skulle jeg være lige glad året rundt - eller ville jeg i så fald ikke blive ligeglad, og først for alvor kandidere til den officielle titel af 'deprimeret'? Skulle min lille lykke være noget, som året - dette almægtige indifferente bæst - burde nedlade sig til at tage alvorligt? Skulle jeg med andre ord sige til vinteren: "Mon du vil gøre min ret til intet, dømme mig, for at du selv kan få ret?" (Jobs bog 40,3)

Eller ville jeg i så fald fremstå som et pompøst røvhul, der raser mod det, som jeg intet kan gøre ved? Jo, det ville jeg nok...

I stedet vælger jeg derfor i dag at betragte mig selv som en uadskillelig del af året - og året som en del af mig. For har alle mine tidligere vinterdepressioner ikke netop båret vidne om, at det er sådan det faktisk forholder sig: At året og jeg går 'op i en højere enhed'? At min indre bevægelse aldrig er uberørt at den store cirkulation uden for mig selv? For året synes jo aldrig at tage et eneste skridt, uden at min sjæl og mit humør følger med - om jeg så selv vil det eller ej.

Men hvis årstiden er ligeså meget indeni som udenfor... er det så ikke det samme, som at mit indre er reflekteret i det ydre? Eller er det bare mig, som er ude af mig selv?

Se det... er sådan set ligegyldigt, for tanken følger således: Da året ikke er dikteret af noget uden for sig selv, og jeg ikke længere står uden for året, da kan årstiden med alt dens kulde og mørke derfor ikke længere gøre mig noget, som jeg ikke i en vis forstand allerede gør mod mig selv.

'År' er jo bare et ord for tiden der går: Ikke fremad, ikke imod noget 'nyt' - men op og ned, gennem bakke og dal, lys og mørke, varme og kulde, rundt og rundt og rundt. Sådan har det altid været. Året er nemlig et vanedyr, der spadserer den samme tur igen og igen - og jeg går turen med årstiden, ser hvad tiden ser og føler hvad tiden føler. Året rundt går jeg den samme tur igen og igen, og mærker de små forandringer i luften, temperaturen, lyset og mig selv. Det har jeg sådan set også altid gjort - men nu til dags finder jeg en form for fascination i mørket, en uudgrundelighed, noget mystisk og på sin viis tillokkende, hvor jeg tidligere bare fandt dræbende depression.

Fra amager ind til byen og tilbage til amager igen. Fra vinter til forår til sommer til efterår. Selvom turen i al væsentlighed er den samme, så er der naturligvis intet der forhindre mig i at tænke lidt nyt på vejen, ligesom året også variere og ikke to år er éns. Jeg når til nye indsigter i min egen tilstand, og reflektere over hvorfor jeg bliver ved med at gå denne tur, ligesom årstiden går sin egen.

En vinterdag gik jeg f.eks. og tænkte for mig selv:

'Det er koldt. Det er mørkt. Alting virker ligegyldigt. Men på den anden side kommer foråret på et tidspunkt. Så skærer lyset igennem mørket og verden er som genfødt. Jeg glæder mig. Det bliver dejligt. Men foråret ville ikke føles så vidunderligt, hvis vinteren ikke var så hård. Jo tungere vinter, jo større lettelse, når fuglene begynder at synge og når luften bliver lunere. Men på den anden side: På et tidspunkt bliver det jo efterår, og så vinter igen. Og jo lykkeligere den varme tid har været, desto værre føles efteråret og den kommende vinter. Men det er man jo ligeglad med, når solen skinner. Nu er det imidlertid vinter, og der er lang tid til...'

Og da jeg næsten var hjemme: 'Men hvorfor hænge sig for meget i disse ørkesløse spekulationer? Forårets glæde er stærkere, des mørkere vinteren er - mere er der ikke i det. Og jeg er jo bare et lille væsen, der går min egen tur i midten af den evigt roterende tid. Men nu er jeg også ved at være lidt træt i benene, så det er godt jeg snart er hjemme.'

Så var jeg hjemme, lyset var tændt og lejligheden var varm.

Med venlig hilsen
Jakob-Jeshurun

Eksistentielt #3: Solreaktion

Hvordan skal jeg reagere når jeg ser solen? Det er mit største og eneste spørgsmål.

Skal jeg straks anerkende, at solen er den mægtigste stjerne for mig som menneske, fordi jeg alene har den at takke for mit liv på jorden? Falde på knæ og hedensk lovsynge dens lys og dens varme, som jeg alene har at takke for de gunstige betingelser, der gør menneskets gang på jorden mulig?

Eller skal jeg huske på det, som jeg ved: At solen kun er en mindre stjerne. At det uendelig univers rummer milliarder af stjerner, der vil brænde kraftigere og længere på firmamentet, end min og menneskets egen lille sol kan magte. Skulle solen da virkelig være noget særligt, når jeg nu ved at dens livs lys kun er kort i sammenligning med det uendelige rum og den evige tid og alt hvad der gemmer sig her?

For jeg ved. Og min viden rummer andet og mere end den enkelte sol, som jeg nu tilfældigvis lever under. Jeg ved at universet, tiden og rummet er uendeligt meget mere komplekse og omfattende end jeg nogensinde vil kunne forstå. Jeg forstår det ikke - men jeg ved det. At denne sol, som jeg skylder mit liv, ikke vil brænde på himlen for evigt, selvom jeg aldrig har oplevet at den ikke gjorde det - og aldrig vil komme til at opleve at den ikke gør det. For min viden rummer andet og mere end betingelserne for dette liv - det er jo bare solen. Men jeg ved at stjernerne er flere, mægtigere, evigere.

Men hvad var min viden, om jeg ikke var i live til at vide den? Om jeg var blevet født som et én-cellet slimet kryb i en fjern ursump, fordi livet ikke havde formået at udvikle sig til dette fantastiske og uendeligt sofistikerede stadie der hedder mennesket - den eneste dyr der kan vide (såvidt jeg ved). Om en anden, dårligere, svagere sol havde gjort mit liv til en umulighed, og verden lå gold og øde, uden nogen til at vide, at universet var uendeligt?

Vidste ingen at universet var uendeligt, så var intet jo større end solen: For alene solen kunne skabe livet - det selvsamme liv der til sidst kunne vide at solen hverken var det største, det mægtigste eller det evigste. Alene solen har vi nemlig at takke for dette liv.

Mit liv er selve betingelsen for min viden, og mit liv kan jeg alene takke solen for. Men hvis jeg ikke falder på knæ og priser solen, takker solen for hele mit liv, synger en hysterisk hellig sang for solen - hvis jeg ikke priser solen, har jeg alene min viden at takke for det.

Tjener min viden altså livet, eller tjener livet min viden? Hvordan skal man reagere når man først har set solen? Det er mit eneste spørgsmål.

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun

Eksistentielt #2: Hvad er meningen?

Hvad er meningen?

Et simpelt spørgsmål, bestående af simple ord som vi alle kender. Men tænker vi bare en smule nærmere over, hvad der egentlig bliver spurgt om, da er vi efterladte i mørket. Meningen med hvad? Det fremgår ikke tydeligt. Det afhænger nemlig mest af alt af måden vi lader spørgsmålet falde på - og den kan gøre en verden til forskel. Vi taler altså om de samme ord. De står uforandrede hen, i samme rækkefølge, med det samme efterfølgende '?'. Men deres betydning kan alligevel variere voldsomt, og i sidste ende er tonefaldet alene den afgørende faktor i forhold til, hvordan disse ord og dette '?' skal forstås. Tonefaldet er det eneste, der giver disse ord og dette spørgsmål en retning.

Prøv f.eks at tænke 'hvad er meningen?' i disse tre distinkte, vidt forskellige grundtoner: I vrede, i opgivenhed eller i undren. Hvad gør de hver især ved, hvad meningen er? Hvordan lader disse tilfældigt udvalgte følelser os forstå spørgsmålet på hver sin måde?

Vi kender alle det vrede 'hvad er meningen?' fra vores barndom. Der er tale om den naturlige voksenreaktion på opdagelsen af uvorne unger og deres ugerninger. Det vrede 'hvad er meningen?' betyder at der er ballade. Undertonen er af samme grund altid dømmende: Her forgår noget, som der ikke burde forgå - og den, som får serveret det retoriske spørgsmål i et vredt tonefald kan ikke være i tvivl om, at have gjort noget forkert. Det er fuldstændig tydeligt, at den der stiller spørgsmålet ved, at der her foregår noget, som der ikke burde foregå - og der hersker heller ingen tvivl om, at spørgeren ved at den vredt adspurgte også ved det: Ved at det her bare ikke er i orden.

Konteksten for det vrede 'hvad er meningen?' - eller alternativt, 'hvad fanden er meningen?!' - er altså, at én har vidst på forhånd, at en bestemt handling nødvendigvis vil fremprovokere en andens misbilligelse hvis den bliver opdaget - og at vedkommende alligevel vælger at udføre handlingen. Når den anden så opdager den førstes misgerning - det sker som regel før eller siden - og da udstøder sit 'hvad (fanden) er meningen?' vredt, så er det et umiddelbart udtryk for, at denne handling ikke burde have fundet sted. Handlingen er definitivt imod den spørgendes mening - den vrede mener altså strengt taget at den forkastelige handling ikke har en mening. Den er meningsløs, destruktiv, dum eller ond. Derfor ligger det implicit i det vrede 'hvad (fanden) er meningen?' at der netop ikke er en mening med denne handling. Ja, selve dette at gerningen ikke har en mening, er at regne for gerningsmandens store synd - han eller hun ved jo også, at denne handling ikke burde have fundet sted. Eller det burde vedkommende i hver fald have vidst... efter den vredes mening, selvfølgelig.

For den der opfører sig, så vedkommende en dag må se sig konfronteret med det vrede 'hvad (fanden) er meningen?' kan sagen jo godt tage sig noget anderledes ud. Den handlende har jo under alle omstændigheder - qua sin handling - ikke ment, at nævnte synd var præcis lige så meningsløs og uhørt som den vrede nødvendigvis mener at den er. Hvis synderen virkelig havde ment det, så var den vredesfremkaldende handling naturligvis forblevet ugjort - der ville simpelthen ikke være nogen grund til at udføre den. Den handlende må altså have set ét eller andet positivt aspekt i sin opførsel. En grund, der bragte vedkommende til rent faktisk at gøre som gjort i håbet om ikke at blive opdaget. Han eller hun har måske nok forstået, at handlingen for visse andre nødvendigvis måtte fremstå meningsløs, destruktiv, dum eller ond - men har på trods af alt dette valgt at handle alligevel. Sandsynligvis fordi at det var sjovt - i hvert fald så længe at legen var god. Men hvem kan gøre sig til dommer over en sådan ballademagers dybere intentioner?

Så meget for nu om det vrede 'hvad (fanden) er meningen?'.

Lyder 'hvad er meningen?' i et opgivende, klangløst tonefald, da har vi at gøre med et helt andet spørgsmål. Der er ikke længere tale om en spørger, der stiller sig dømmende overfor en konkret utilgivelig handling - nej, snarere om et suk fra én af disse ulykkelige skæbner, der ikke kan finde meningen med noget overhovedet.

Det opgivende 'hvad er meningen?' - eller eventuelt '*suk* hvad er meningen...?' - kan måske godt være foranlediget af en enkelt, meningsløs ting, eller begivenhed - men i det opgivende tonefald rækker spørgsmålet altid dybere og videre end det. Hvor den vrede udtrykker at der lige her og nu er tale noget, der burde være anderledes, og samtidig i sin vrede udstråler en vilje til at lade den meningsløse gerning få konsekvenser, så har den opgivende ingen vilje eller motivation i den retning. Alting er meningsløst. Der er intet at gøre.

Det opgivende '(*suk*) hvad er meningen?' er altså ikke dømmende men konstaterende: Intet er meningen - for alt er lige meget. Hvor tomt og trist klinger altså ikke opgivenheden, når den opgivende stiller sit retoriske spørgsmål! Det er som konstateringen af, at æresgæsten alligevel ikke kommer til sin egen fest, fordi vedkommende kørte galt og blev slået ihjel på vejen. Sådan har den opgivende det med 'livets mening'.

Den opgivende spørger adskiller sig altså i høj grad fra den vrede ditto: Førstnævnte siger i virkeligheden: 'Der er jo ingen mening, hverken her eller andre steder' når han sukkende spørger om hvad meningen er. Den vrede siger derimod: 'Der er godt nok en mening - men den er bestemt ikke til stede lige her og nu'.

Alligevel har dette umage par én ting til fælles alle forskelle til trods: De stiller begge et retorisk spørgsmål. Ingen af dem forventer altså at få et svar - deres måde at stille spørgsmålet på har jo allerede fortalt os, præcis hvor de hver især står i forhold til den efterspurgte mening. De spørger nemlig overhovedet ikke efter meningen - de siger deres mening. 'Spørgsmålet' er altså en ren undskyldning for, at de hver især kan sige hvad de mener at meningen er: Enten så er den noget, der burde være der (men ikke er der) - og når man opdager at meningen ikke er der, hvor den burde være, så bliver man vred... Eller også så er den der ikke (men burde være der) - og den slags opdagelser kan jo gøre enhver deprimeret.

Den vrede og den opgivende udbryder altså på hver sin måde deres 'hvad er meningen?' i afmagt: Den vrede ved hvad meningen burde være, og må alligevel erkende, at de andre ikke opfører sig sådan, som de burde vide at de skulle. Den opgivende ved omvendt ikke hvad meningen er, og fordi den opgivende ikke ved hvad man burde kigge efter, er meningen også umulig at få øje på i vedkommendes verden - denne såkaldte 'mening' er jo ganske enkelt væk.

Her ser vi, hvordan det opgivende tonefald røber noget betydningsfuldt om den retorisk efterspurgte mening, som den opgivende ikke kan finde nogetsteds - om den fraværende mening: Nemlig at meningen i én eller anden hypotetisk forstand godt kunne have eksisteret, men at det desværre ikke er tilfældet. At den opgivende netop er opgivende afslører ufrivilligt, at vedkommende på et eller andet tidspunkt faktisk har næret en forventning om at finde en mening, men nu er nået frem til den ulykkelige modsatte indsigt i denne menings absolutte fravær. Altså er den opgivende blevet desillusioneret.

Hvor den vrede omvendt finder en konkret isoleret grund til, at tingene nu engang ikke er, som det er meningen at de skal være (det er de andres skyld), der finder den opgivende en altomfattende, allestedsnærværende grund: Meningen er ikke væk fordi andre vidende handler imod hvad meningen er... meningen er derimod væk, fordi den aldrig har eksisteret - og vi har alle været tåbelige nok til at håbe på, at den faktisk fandtes derude et sted. Vi er blevet narret af livet selv med denne mening.

Implicit: Livet ville være bedre, hvis blot meningen var til stede - så var der jo ingen grund til at være så opgivende. Opgivenheden er nemlig i sig selv en reaktion på, at livet er meningsløst.

Men sådan er det jo i bund og grund også med den vrede: For hvis bare de andre ville handle sådan som de godt ved at de burde, så ville der ikke være nogen grund til at være så vred. Vreden er jo bare en reaktion på, at de andre ikke opfører sig ordentligt.

Hvor anderledes forholder det sig ikke med den, der undrende spørger 'hvad er meningen?'! For den undrende ved ikke hvad meningen er i forvejen - og alene fordi den undrende undrer sig over, hvad meningen faktisk er, spørger den undrende undrende om, hvad denne mening kan være. 'Hvad er meningen?' er altså ikke et retorisk spørgsmål for den undrende - den undrende vil rent faktisk godt have at vide, hvad meningen er. For hvorfor overhovedet stille spørgsmålet, hvis man allerede kender svaret?

Det siger jo sig selv, at den undrende ikke allerede ved hvad meningen er - som den vrede f.eks. ved det. Derfor bliver den undrende ikke vred, og dømmer ikke andre fordi de gør noget, der tilsyneladende ikke kan være meningen - det kunne jo være, at andre faktisk har en grund til at gøre som de gør? Måske tror de det er meningen at de skal gøre lige præcis sådan, selvom det kan være svært at gennemskue, hvorfor i alverden de skulle tro på det.

Måske ved de andre alligevel bedre? Måske har de andre en mening med deres tilsyneladende meningsløse handlinger - en mening som kun de ved. Det kan man jo aldrig vide.

Sådan undrer den undrende sig over det vrede tonefald.

Men endnu mere underlig end den vrede synes den opgivende dog. For hvem virker til at vide bedre besked om, hvad meningen er, end den der siger '(*suk*) hvad er meningen?' i et opgivende tonefald? Vedkommende er jo overhovedet ikke i tvivl om, at der ikke er nogen mening med det hele - hvordan skulle man ellers kunne stille sit spørgsmål så opgivende som den opgivende stiller det? Tonefaldet afslører jo med det samme at vedkommende besidder en viden, der dækker hele jorden - og universet med. For lige meget hvad, så ved den opgivende altid allerede, at der ikke findes noget, der giver mening her på jorden - eller i universet. Den er der bare ikke, den mening. Universet selv er nemlig meningsløst.

Se, det er virkelig til at undre sig over - hvordan har den opgivende fået fingre i denne enorme visdom? At vide præcis hvad meningen er, at vide at verden burde være meningsfuld og samtidig vide at den faktisk er meningsløs - og at kunne sammenfatte alt dette så umådeligt kort og præcist, i den opgivende artikulation af spørgsmålet '(*suk*) hvad er meningen?'

Det er utroligt - men er det nu virkelig også meningen? Den sande mening? Den undrende er ikke sikker.

Så ved den vrede måske alligevel bedre besked? Den vredes 'hvad (fanden) er meningen?' bygger jo trods alt ikke på sådanne fantastiske og ubegribelige indsigter, som den opgivende påberåber sig - og det er måske en fordel. Måske er den vrede mere troværdig? Men på den anden side... Den opgivende griber i det mindste ikke ind i andres meningsløse liv, og dømmer deres meningsløse handlinger, på samme skråsikre måde som den vrede gør det - det er den opgivende simpelthen for opgivende til.

Har man først mistet troen på meningen totalt, da giver det jo slet ingen mening at dømme alle dem, der stadig måtte tro på den. At dømme dem for at udføre deres meningsløse handlinger - de handlinger, som de åbenbart finder glæde i at tro på - er jo absurd. Dommen selv er jo lige så meningsløs. Den opgivende medgiver måske endog, at de, der stadigt lader sig villigt narre af livet til at tro, at der faktisk er en mening, er lykkeligere stillet end den opgivende selv. For opgivenhed er ingen ønskværdig tilstand.

Den vrede kan derimod ikke tillade sig at tro, at der kan være det fjerneste godt i at gøre som de andre gør. Det er jo de andre, der gør den vrede vred, igennem deres meningsløse gerninger.

Den vrede tror stadig på meningen - og er måske derfor lykkeligere end den opgivende. Den vrede har jo trods alt noget at hidse sig op over. Men tillader man sig først at blive vred på meningens vegne, da kommer man nemt til at pege fingre og skære alle over én kam. Alle dem, der ikke har forstået meningen på præcis den samme måde som én selv - ja, alle dem, der vover at forstå meningen anderledes - de bliver alle ofre for den vredes ulideligt selvretfærdige harme.

Men tænk nu om vreden tog fejl? Tænk hvis de andre havde forstået meningen bedre end én selv? Tænk hvis deres provokerende handlinger rent faktisk ikke var meningsløse? Hvis den virkelige meningsløshed tilhørte éns egen vrede, éns egen vrede mening og éns egen afmægtige vrede reaktion? Havde de andre da ikke retten på deres side? Retten til at fordømme én, og éns skråsikre vrede? Retten til at udstøde én af 'Det gode selskab', og ekskludere én fra enhver mening med livet, fordi man var et dømmende, vredt og uretfærdigt menneske?

Hvordan skulle man nogensinde kunne blive lykkelig med den risiko hængende over hovedet? Skulle det nu være meningen - eller burde man bare give op? Hvordan er det bedst at reagere? Sådanne ting kunne være hvad den undrende spurgte om, med sin forundrede formulering 'hvad er meningen?' - men i sidste ende kommer det altid an på, hvad den undrende mere specifikt undrer sig over.

Men sådan er der jo så meget. Lad os nu ikke presse citronen, og fortabe os i frugtesløse spekulationer. Vi kunne jo blive ved i flere timer, dage, år... og har vi ikke alle noget bedre at tage os til end det?

Det her er jo bare en lille refleksion over, hvor mange forskellige meninger der ligger gemt i spørgsmålet 'hvad er meningen?'... og det tror jeg efterhånden at vi har fået udstillet meget godt, så lad os stoppe mens legen er god, og afrunde det hele i en fin og let-fattelig konklusion - som var der tale om en akademisk opgave.

Ser I... Spørgsmålet 'hvad er meningen?' kan forstås forskelligt, alt efter tonefald. Men når spørgsmålet som her er fanget i skrift, med de samme ord, i den samme rækkefølge og det samme efterfølgende '?', da er ordene hverken vrede, eller opgivende, eller undrende, eller noget fjerde. De står der bare, 'hvad', 'er', 'meningen' og '?', sort på hvidt. På en måde er det et tomt spørgsmål, for det savner fuldstændig sit indhold: Alene måden som spørgsmålet bliver stillet på - spørgsmålets grundtone - afgør, hvordan det egentlig skal forstås, og hvordan man egentlig skal forholde sig til det. Man kan kort og godt ikke begribe spørgsmålet, uden at høre og fornemme hvordan ordene bliver udtalt.

For når spørgsmålet og dets ord nu ikke bliver udtalt, hvor i alverden skulle grundtonen så komme fra?

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun