Til en vis morskab for mig selv må jeg konstatere, at jeg i løbet af mine tre posts på dette forum allerede har gjort mig skyldig i en tilsyneladende selvmodsigelse. En selvmodsigelse som jeg ved er definerende for selve min måde at tænke på. Jeg bliver i hvert fald ved med at støde ind i den forskellige sammenhænge. Tilsyneladende tilfældigt.
Det handler om mennesker...
I én tråd argumenterede jeg for noget i retning af en individuel enhed med verdens lidelser: At den 'store lidelse' i verden må forstås som en kontinuerlig del af den 'lille lidelse' som vi alle kan tumle med fra tid til anden. At man som menneske har tilbøjelighed til at spejle sig selv og sine egne følelser i omverdenen. At man bliver særlig opmærksom på den store lidelse når man selv lider i det små. - I større og mindre grad naturligvis.
Efterfølgende gik jeg med på at opmærksomhed på verdens lidelse kan bidrage til opløsningen af den personlige lidelse. Og at den personlige lidelses ophør så på sin side kan medvirke til, at man i mindre grad bidrager til den 'store' lidelse i verden. Fordi 'den lille lidelse' i sidste ende skaber 'den store lidelse', mens 'den store lidelse' på sin side bidrager med en højnet opmærksomhed på, hvordan vi får 'den lille lidelse' til at høre op.
I en anden tråd som jeg besvarede umiddelbart forinden argumenterede jeg for at menneskeheden langt hen af vejen har et uhelbredeligt sygt forhold til verden. At man som individ gør bedst i at acceptere at majoriteten af andre mennesker aldrig vil fatte nogle 'dybere aspekter' af livet.
'At fatte noget dybere' betyder i min ordbog: At forstå hvad verdens lidelse kan lære os, så vi selv kan bidrage til lidelsens ophør. Omvendt betyder 'majoritet': Den mængde mennesker, der fundamentalt frygter hvad verden kan lære os i det hele taget, og som derfor aldrig kommer ud af deres egen lille lidelse.
Jeg mener altså kort og godt at majoriteten af alle mennesker altid vil bidrage til lidelsen, og frygte de indsigter, som kan bidrage til lidelsens ophør. Men på den anden side mener jeg, at det personligt er gavnligt at stræbe efter en indsigt i lidelsen ved fuldt og helt at gøre sig bevidst om, hvor omfattende og ubegribelig verdens lidelse er. Med det ultimative formål at man selv, personligt, 'jeg' kan bidrage til 'den store lidelses' ophør.
Er det ikke selvmodsigende? På den ene side mener jeg at mennesket i det store hele er udueligt. At menneskeheden er dømt til selv at lide og skabe lidelse for hinanden i evighed. Men på den anden side mener jeg, at verdens lidelse må erkendes fuldt og helt - for at jeg selv kan bidrage til at bringe den til ophør. Er det ikke en pointeløs opgave, når nu erkendelsen af lidelsen betyder erkendelsen af, at den aldrig i alt evighed vil høre op?
Hvem kan finde tilfredsstillelse i en så meningsløs aktivitet? Er det ikke danaidernes kar og Sisyfos om igen?
Svaret afhænger af, hvad man selv måtte tro på. Hvad drejer det sig i sidste ende om? At 'den lille lidelse' i éns eget liv kan høre op? Eller at verdens 'store lidelse' hører op?
Et af de befriende aspekter ved at tage verdens lidelse på sig som sin egen er, at man til sidst bliver nødt til at indse, at lidelsen er mægtigere end man selv er. Verdens lidelse er hinsides éns egen kontrol - for den frembringes af så mange faktorer, at et enkelt menneske aldrig nogensinde kan forandre noget væsentligt selv, af egne kræfter. Intet menneske har magt over verden på den måde. Verden er mere magtfuld.
Det lyder desillusionerende - men i virkeligheden er det det præcis modsatte. At verdens lidelse er evig er nemlig kun et deprimerende faktum så længe man gør sig illusioner om, at verden ikke burde være lidelse. For verden er lidelse (blandt meget andet) - hvad end vi så personlig måtte mene at den burde være i stedet for (peace-love-unity).
Hermed får man sat sin egen lidelse i perspektiv. 'Den lille lidelse' er som regel baseret i en privat form for magtesløshed, som gør 'den store lidelse' så meget desto mere uoverskuelig. Når man lider i det små synes verdens større katastrofer så meget desto mere deprimerende. Ethvert jordskælv i Pakistan bliver et argument imod livet. Enhver atom-katastrofe i Japan bliver en tilbagevisning af eksistensens berettigelse. Det er ganske forfærdeligt. Derfor forsøger man så vidt muligt at ignorere 'den store lidelse' når man lider selv. Verdens lidelse synes nemlig blot at gøre éns egen lidelse værre.
I virkeligheden sætter verdens lidelse imidlertid blot éns egen i perspektiv. Omfavner man først 'den store lidelse' drukner 'den lille lidelse' i dette hav. Et hav der ikke direkte har noget at gøre med én selv. Et hav der er hinsides éns egen kontrol. En lidelse der er mere omfattende end nogen individuel lidelse nogensinde kan være. Var man bombastisk anlagt kunne man måske tale om en universal strøm af sorg eller andet i den dur.
Erkendes denne lidelse optager man den ikke så meget i sig selv, som man omvendt selv bliver optaget af den. Sådan bliver éns egen lidelse mindre i egen bevidsthed. Til sidst forsvinder den helt. Men kun fordi man giver rum for en transcendental lidelse, så at sige. Den personlige lidelse transformeres til et fragment og en refleksion af en mørk energi, der ikke tilhører én selv, men eksistensen som sådan.
Når man forstår hvad det vil sige at se sin egen lidelse i det store billede, så forstår man også at det ikke er éns ansvar at fjerne 'den store lidelse'. 'Den store lidelse' er snarere et uomgængeligt faktum. Alligevel finder man sin glæde i ikke at bidrage til den.
Den der kan glæde sig selv ved ikke at lide, kan også glæde andre og være en hjælpende hånd mod deres lidelse. Men den, der selv lider ved ikke at kunne glæde sig over verden, kan også bibringe andre lidelse og gøre deres verden til et mindre glædeligt sted.
Forskellen er: Bidrager jeg selv til lidelsen? Eller bidrager lidelsen til mig? Er jeg en integreret del af det store hav af lidelse, der optager alle små, personlige lidelser i én kontinuitet? Eller er jeg en lille lidende individuel sjæl, der i angst og depression er ved at blive opslugt og drukne i verdens lidelser? Forskellen er subtil.
Det hele står og falder med hvor meget betydning man tilskriver sin egen lidelse i forhold til verdens. Størstedelen af menneskeheden vil altid tænke på deres egen lidelse, og derfor aktiv undvige at se verdens lidelse i øjnene. For dem er det nemlig vigtigere at de selv lider end at verden lider. Alligevel kan det godt betale sig at bibringe mennesker glæde. For ved at tilskrive verdens lidelse (og dermed sine medmenneskers lidelse) en større betydning end man tilskriver sin egen, så gør man både sin egen- og sine medmenneskers verden til et mere glædeligt sted.
Der findes nemlig også en 'stor glæde'. Og ligesom man kun for alvor lader sig mærke af verdens 'store lidelse' såfremt man selv lider i det små, således lægger man også først mærke til verdens enorme glæde såfremt man selv kan glæde sig i det små.
At kunne glæde sig for alvor i det små er det modsatte af at være deprimeret. For at forstå forbindelsen imellem 'den lille-' og 'den store glæde' må man imidlertid også acceptere forbindelsen imellem lidelsens forskellige niveauer: Man må forstå at 'den store lidelse' ikke kan overvindes, men at den derimod udgør en harmonisk komplimentær del af livet.
Det er svært at acceptere lidelsen og integrere den i bevidstheden som en uomgængelig del af verden. Det er svært at holde op med at drømme om en verden uden 'den store lidelse'. For sådanne drømme er sjælen i de flygtige eskapistiske glæder, som man af frygt og fortvivlelse opsøger når éns egen- og verdens lidelse bliver én for meget.
Derfor kender majoriteten til verdens lidelse, men kun få kender til verdens glæde. De bliver nemlig ved med at tro, at glæden først kan realiseres for alvor, når 'den store' eksterne lidelse bringes til ophør - hvilket aldrig kommer til at ske. De længes imod en uvirkelighed af altomfattende glæde - og derfor forfølges de af den store sorg, der gemmer sig i skyggerne bag alle deres små glæder. Små glæder der kun tjener til at glemme sorgen (underholdning, rusmidler, konstant aktivitet).
Majoriteten kan altså aldrig frelses - men både du og dine omgivelser bliver gladere og mere glædelige, såfremt du træder ud af majoriteten og glæder dig, på trods af verdens forfærdelige realiteter.
Eller på grund af?
Hvem kan kende forskel? Verdens store glæde og verdens store lidelse er ikke adskilt - kun så længe man holder fast i, at de burde være det.
Med venlig hilsen
Jakob-Jeshurun
Ingen kommentarer:
Send en kommentar