Kunst #1: Fra en teenage-piges dagbog

Ind imellem glemmer jeg, at jeg ikke er ældre end tiden selv, men derimod forholdsvis ung: Sølle 27 år gammel. Ja, dette er kun mit 27. forår, og de øvrige årstider har jeg kun været igennem 26 gange i skrivende stund. En god del af dem kan jeg endog overhovedet ikke genkalde mig - så i en vis forstand er min bevidsthed stadig en umulig teenager.

Så meget for den tidløse visdom. Måske om disse ord blot er replikker fra en usikker ungdom jeg engang vil kigge tilbage på med overbærende hovedrysten?

Lige meget hvad: Jeg kæmper pt. med en sejlivet ængstelighed omkring min fremtid, der fra mit eget perspektiv ser forholdsvis usikker ud. Den slags kunne tyde på vokseværk. Men hvad ved jeg om det?

Ja, det er faktisk problemet: Hvad ved jeg om noget? Jeg kan ikke rigtig finde hoved og hale på mig selv, fordi jeg ikke rigtig kan finde hoved og hale på verden. 

Godt nok fortæller mennesker omkring mig, at 'sådan én' som mig altid vil finde noget meningsfuldt at lave i sidste ende. Altså beroliges jeg med, at verden i større eller mindre grad nok skal få brug for mig når alt kommer til alt... hvad det så end betyder. Jeg ved det ikke - men alle andre gør tilsyneladende.

Fra mit eget perspektiv minder jeg mest af alt om endnu en doven-didrik, der mere eller mindre bevidst styrer uden om alt, hvad der kunne gøre mig brugbar for samfundet i fremtiden. - Ikke så meget om én, der i så høj grad har fat i den lange ende, at samfundet bliver nødt til at indfinde sig efter mine private luner. Ja, jeg har ligefrem læst filosofi på universitetet: Studiet af den ældeste, mest tidløse, og af samme årsag også mest ubrugelige visdom set fra det moderne perspektiv. Eftertænksomhed er nemlig noget som vores nuværende samfund ikke har brug for. Og da slet ikke noget som man vil give penge for.

Beder man ikke selv om at blive opslugt af bekymring for fremtiden, når man nu går stålsat efter det ubrugelige? Jeg vælger jo på en måde at utilpasse mig selv. Så jo - fra mit perspektiv gør man. Og jeg bebrejder da heller ikke andre end mig selv for min fremtidsangst, da den er naturligt følge af den vej jeg foreløbig har valgt at gå.

Det frustrerende er dog, at jeg trods alt indsigt i mine egne fejltrin ikke rigtig ser mig i stand til at ændre på mig selv, og gøre min karakter mere karriere- og samfunds-rettet. Også selvom en stor del af mig higer efter den økonomiske tryghed, der muliggør stiftelse af familie og et levet liv i almindelighed. Jeg vil nemlig gerne stifte familie og tjene faste penge - men helst uden samtidig at befinde mig i en form for fundamental dissociation fra min omverden. Alligevel synes jeg at opsøge en sådan dissociation af mig selv - hvorefter jeg naturligvis ængstes for dens konsekvenser.

Sandheden er f.eks., at jeg valgte det ubrugelige studium filosofi ud fra ren personlig interesse - uden hensyn til brugbarhed. Men selv på mit interesse-studium er jeg uforanderligt ugidelig i forhold til at opfylde universitetets krav. Med andre ord: Jeg elsker at læse filosofi - men jeg hader 'at læse' filosofi. Jeg vil bare gerne fordybe mig i bøgerne - jeg gider ikke at skrive opgaver, gå til eksamen, ja, bare at gå til forelæsninger. Hele den akademiske superstruktur interesserer mig ikke det fjerneste. Min uddannelse er altså bare en undskyldning for at jeg kan læse de bøger som jeg synes er interessante - og bøgerne giver mig så 'tilfældigvis' den viden, som jeg kan bruge til at bestå mine eksamener.

I mit eget perspektiv har jeg altså ikke rigtig taget mig en uddannelse. Min såkaldte bachelor er kun noget, der findes på et stykke papir.

Jeg kan kun hidse mig op til at sætte mig ind i noget, såfremt det taler dybt og personligt til mig - hvilket guderne skal vide, at kun meget få ting gør. Studiet er ikke en af dem. Men (nogle af) de bøger man læser på studiet interesserer mig vanvittigt meget. Ind imellem er mit studium altså tilfældigvis interessant - men det har intet med selve studiet at gøre.

Derfor er jeg ængstelig for min fremtid, og derfor ved jeg ikke hvad jeg egentlig vil: For det eneste jeg faktisk vil falder fuldstændig uden for de almindelige overvejelser om, hvad man som god samfundsborger bør gøre med sit liv. Jeg burde f.eks. have taget en uddannelse for at 'blive til noget' - men fundamentalt set ønsker jeg ikke at 'blive til noget'. At jeg så er 'blevet BA i filosofi' betragter jeg som en form for hændeligt uheld. Alt hvad min uddannelse har givet mig, som ikke interesserer mig, har jeg nemlig glemt igen. Og (næsten) alt hvad min uddannelse har givet mig af godt kunne jeg have optjent bedre af mig selv uden uddannelsens hjælp: For havde jeg bare læst bøger for mig selv, uden samtidig at 'gå på uni' ville jeg have brugt alt min tid på de store-, gode- og først og fremmest rigtige filosoffer: Platon, Aristoteles, Plotin, Augustin, Thomas, Cusanus, Bruno, Descartes, Spinoza, Kant, Schopenhauer, Hegel, Nietzsche og Heidegger. Jeg ville med andre ord ikke have spildt så meget tid på moderne sofisterier.

Men så ville jeg jo ikke have kunnet få SU... For pengenes og tryghedens skyld stiftede jeg altså bekendtskab med sofisten Habermas. Hvem fanden ville læse Habermas, hvis de ikke fik penge for det?

Jeg læser filosofi på universitetet, fordi det er det studium jeg i højeste grad kan affinde mig med. Det er det studium hvor jeg kan tillade mig at 'studere' så lidt som muligt.

Det er langt fra fordi at jeg ikke ønsker at bidrage til samfundet og fællesskabet. Tværtimod. Jeg ønsker bare ikke at bidrage til det samfund og det fællesskab som vi har i dag. Alt hvad jeg holder helligt er nemlig fuldstændig ligegyldigt for dette samfund. Skulle jeg eksempelvis være 'blevet til noget' inden for akademisk filosofi ville jeg være tvunget til at beskæftige mig med alt det, som jeg finder så hamrende uinteressant ved at læse filosofi - og stort set ikke have tid til det andet, det faktisk interessante.

Min fremtidsangst er altså baseret i konflikten imellem hvad jeg føler at jeg bliver nødt til på den ene side, og hvad jeg føler som reelle handlingsmotiver, der faktisk virker, på den anden: Jeg bliver nødt til at placere mig et sted i samfundets pengestrøm på et tidspunkt, så jeg kan opnå den finansielle sikkerhed til at fundere en familie, og leve et normalt liv. Men at placerer mig i pengestrømmen synes at implicere at jeg sælger ud af mine idealer for, hvad der er godt og rigtigt. Derfor føler jeg mig handlingslammet.

Konflikten udmønter sig nemlig i en form for deprimerende apati, der har været en forholdsvis hyppig, omend ikke konstant bosiddende gæst i mit liv de sidste to års tid. Og tro mig: Det er en kedelig gæst at have boende i sit hoved. Derfor vil jeg heller ikke kede læseren ved at snakke mere om den.

Jeg vil i stedet tale om noget lidt andet: Nemlig hvad jeg i forlængelse af min 'on-off'-fremtidskrise har genopdaget som en form for symptom-behandling af nævnte apati. En behandling, der faktisk er ret effektiv.

Nu kommer det til at lyde som om at jeg har 'fundet på noget at tage mig til', hvilket jeg imidlertid ikke har. Det er ikke 'produktivt' som sådan. Det er som sagt ren symptom-behandling. Det eneste jeg har opdaget er nemlig en almindelig aktivitet, som hele menneskeheden (særligt kvindekønnet, siger mit 'sexistiske' jeg) bruger som standardbehandling for snart sagt alle typer ængstelighed og psykisk ubehag.

Jeg taler naturligvis om shopping.

Mere specifikt er jeg begyndt at købe CD'er igen. (Jeg er aldrig hoppet med på mp3-bølgen). Det praktiserede jeg i meget stor stil da jeg var yngre. Selvom jeg på mine senere år har ført en nådesløs udrensningspolitik i forhold til min CD-samling, og solgt alt hvad jeg alligevel aldrig lyttede til, har jeg vel stadig godt og vel 400 CD'er. Det lyder af meget, men antallet er faktisk skrumpet en hel del. Nu er jeg imidlertid begyndt at øge det igen. Først og fremmest ved at købe nogle af de ekstrem-metal udgivelser, som jeg egentlig længe har ønsket mig, men som jeg bare aldrig har fået taget mig sammen til at købe.

Jeg holder nemlig utrolig meget af ekstrem-metal, hvilket jeg har gjort i godt og vel 13 år efterhånden. De ekstrem-metalliske genrer tiltaler mig, altså taler til mig. Det er 'min' musik. Grundtonen er nemlig anderledes end i alt andet moderne musik: Den er apokalyptisk. Det er lyden af en nært forestående katastrofe.

At lytte til ekstrem-metal er min måde at selvmedicinere imod fremtidsangst, dissociation og fremmedgørelse fra samfundet. Disse 'asociale' følelser er nemlig en hovedingrediens i den ekstrem-metalliske verden, i kombination med ting som eventyrlyst, fascination af mørket og ondskaben, og en ben-hård realisme. Sidstnævnte vil sige, at musikken ikke kerer sig om det enkelte menneske og menneskets følelser, som alt andet populær-musik gør. Det enkelte menneskes følelser er nemlig intet i forhold til den altomfattende virkelighed, der i sin grusomhed ofte er fuldstændig indifferent overfor, hvordan vi som mennesker forholder os til den. 

Grusomheden er det egentlige bevis imod at vores såre menneskelige følelser skulle være så vigtige igen. Og metallen lovsynger grusomheden.

Ja, denne særlige type ekstremistisk undergrundsmusik fokuserer nærmest manisk på anti-menneskelige temaer som krig, sygdom, død, alle typer konflikt, forrådnelse og så fremdeles. Ikke bare lyrisk, men også musikalsk, da det ekstrem-metalliske lydbillede er bevidst asocialt. Det lyder kort og godt som ubehagelig larm i de fleste menneskers ører. Og det skal lyde som larm for dem, der ikke forstår musikken og dens bevæggrunde.

For dem, der ikke forstår musikken, er den uudholdelig. Men for mig og andre ligesindede er den uundværlig.

Ekstrem-metallens fokus på livets knap så ønskværdige sider fortolket via rå lyd er nemlig en enorm befrielse for sådan én som mig, der langt hen af vejen kan føle sig fuldstændig alene om sine bekymringer. Musikken eleverer nemlig angsten til et plan, hvor vi kan forholde os til den som noget almen-menneskeligt, i stedet for noget strengt subjektivt - noget ikke-virkeligt. Musikken bekræfter livets ubehag, i stedet for at flygte fra det. På en måde er den gode metal anti-ekskapistisk.

Sandheden er jo at vi alle er konfronterede med livets forfærdelige sider - men få vælger aktivt at forholde sig til dem. Hvor lidt vi end vælger at forholde os til det, og hvor meget vi end tænker på noget andet, så skal vi jo alle dø.

'Only death is real' som det ikoniske slogan for de Schweisiske undergrundslegender Hellhammer lød.

Min eksitentielle vej synes at tvinge mig til i abnorm grad at se- og forholde mig til disse mørke aspekter af verden - og deraf kommer min indædte trang til at gøre opmærksom på dem, selvom de fleste helst lod som om de ikke eksisterede. (Nærværende blog er bl.a. et levende eksempel på dette).

Ikke fordi at livet er ren pestilens - men når det er, kan jeg ikke vende ansigtet bort og tænke på noget andet. Tværtimod byder min karakter mig at tænke over ulyksaligheden i utrolig høj grad. Til tider så høj grad, at jeg har svært ved at fokusere på andet.

Dette manifesterer sig så i min private fremtidsangst og indre splittelse. I musikken behandles denne imidlertid ikke som noget privat. At menneskeheden som sådan er splittet, forvirret og magtesløse overfor eksistensens til tider grusomme vilkår er nemlig den skinbarlige virkelighed. På samfundsplan vælger vi godt nok at lukke os inde med en strengt privat angst, da det ikke er god tone at fremhæve, at vi mennesker i bund og grund ikke kontrollerer eksistensen. Ja, at mennesket ikke kan kontrollere eksistensens vilkår er det moderne tabu par excellence.

Jeg er altså i færd med at genoptage min kontakt med kunsten som et alment-menneskeligt udtryk. Ekstrem-metallen besidder nemlig samme maniske fokus på livets ubehagelige realiteter som min bevidsthed gør. Samtidig besidder den bedste metal en indædt vilje til at acceptere mørket, leve med det, ja, endog gøre noget godt, kreativt, ud af det onde og destruktive. At skabe et univers ud af intetheden så at sige. Creatio ex nihilo.

Orden ud af kaos - og kaos ud af orden.

Kaos får sit æstetiske udtryk i forvrængede guitarer og bas, umenneskelige vokaler (growl), og trommer der kan piske som en monsun, eller slæbe sig afsted som de teutoniske plader - men kun sjældent finder ro i den populær-musiske synkroni med den menneskelige puls (60-120 bpm). Metallen peger mod et andet tempo end det, der definerer menneskekroppens inderlighed: Det intense kaotiske øjeblik eller verdenshistoriens almægtigt langsommelige bevægelser 'overruler' individet. 

Orden viser sig derimod i musikkens komposition. 'Hemmeligheden' bag ekstrem-metal er, at det ikke er æstetikken (alene) som bærer den kunstneriske oplevelse. Det er derimod organisationen af de æstetiske elementer. Larm er altså godt nok larm - men larm kan være meget andet end bare larm.

Det meste - nej, vent, alt - almindelige pop- og rock-musik baserer sig på velkendte akkordgange, og forudsigelige sang-strukturer: Vers - omkvæd - vers - omkvæd - C-stykke - omkvæd - omkvæd. 99,9% af det musik man hører i radioen er fuldstændigt identisk i denne henseende, og kun de strengt æstetiske elementer varierer. Der er måske noget rap, eller en kælen r'n'b sanger, eller en håndfuld tordnende power-akkorder i omkvædet - men det er så også den variation som man får. Variationen er iørefaldende og pang-farvet men ekstremt overfladisk.

Denne trend gør den bedste ekstrem-metal op med. Selvom musikken for den uindviede stort set altid lyder éns - som sagt: Larm - er der enorm variation og kreativitet i måden, som gode bands bruger denne larmende lyd på. Der bliver konstant fortalt nye historier igennem velkendte virkemidler. Sangstrukturer varieres og raffineres - til tider til enorm kompleksitet (death metal som oftest: Suffocation, Morbid Angel, Gorguts, Atheist og Demilich er personlige favoritter), til andre tider til minimalistiske-, nærmest trance-inducerende gentagelser (black metal: Særligt holder jeg af de norske bands som Burzum, Darkthrone og den første plade fra Enslaved, men også grupper som de amerikanske Havohej/Profanatica og Krieg, eller finske Beherit). Ikke så sjældent kombineres de to, eller en helt tredje vej bliver udforsket. Mulighederne er uendelige.

Populær-musikken fortæller omvendt den samme historie igen og igen, og variere kun på overfladen, præcis ligesom romantiske Hollywood-komedier, der kun kan skelnes fra hinanden, fordi det er forskellige stjerner der spiller hovedrollerne.

Hvor den uindviede er dømt til at opleve ekstrem-metal som én lang, monoton strøm af udifferentieret larm, vil den indviede derimod fæstne sig ved myriader af små detaljer og variationer, som fuldstændig går over hovedet på den, der er blændet af æstetikkens voldsomhed. På denne måde rummer ekstrem-metallen sand poesi: For i virkeligheden handler musikken om at se hinsides overfladen og ned i de bundløse dybder, der gemmer sig bagved det mondæne. Musikken handler om at skue ind i det uendelige mørke rum, hvor absolut frihed eksisterer side om side med den største angst.

På lignende viis med de negative følelser her i livet: For dem, der ikke ønsker andet end at komme væk fra dem - og det er et instinktivt og normalt reaktionsmønster, som jeg ofte også selv falder i, når jeg gribes af en deprimeret eller ængstelig sindstilstand - virker de som noget, der bare er ubehageligt og uønskværdigt. Men undersøger man disse følelser nærmere, og går mere filosofisk til dem, opdager man at de rummer mangt og meget, som det kort og godt er umuligt at slippe væk fra. De negative følelser minder nemlig én om, at livet i bund og grund er hinsides éns egen kontrol. Grusomheden vil altid være der - og vi vil alle blive konfronteret med den, fordi den i bund og grund tilhører virkeligheden... ikke 'bare' os selv.

Jeg slipper naturligvis ikke af med min fremtidsangst, mine deprime teenage-tendenser og alverdens mørke ved at købe en plade med Brutal Truth eller Napalm Death ind imellem. Shopping-kicket - den umiddelbare glæde ved at købe noget nyt - er som alle ved kortvarig og overfladisk. Til gengæld giver musikken en indfaldsvinkel til mørket, der ikke isolerer mig i den narcisistiske tanke - selv-medlidenheden - men tvinger mig til at kigge hinsides mig selv - hvilket på forunderligvis altid sker, når en god metal-plade 'klikker' og jeg begynder at sådan for alvor at forstå den. Musikken åbner op overfor mig - fordi jeg åbner mig selv op i forhold til musikken. Og før jeg ved af det er den indistinkte larm forvandlet til den smukkeste tonedigtning om livet, mørket og ondskabens uudgrundelige sandhed.

Det minder mig om at være på vandreture i Norge med mine forældre som lille. Det var hårdt at gå opad og slide sig gennem sten og sne, men pludselig åbenbarede der sig en udsigt over et majæstatisk bjerglandskab, der øjeblikkeligt bragte enhver tanke på mig selv til ophør. For hvad jeg så var så meget større end mine vabler. 

Sådan fungerede ekstrem-metal også for mig for 13 år siden. Jeg indrømmer: Jeg 'fangede' ikke musikken med det samme. Ja, faktisk fandt jeg den tit skræmmende og ubehagelig. Alligevel var der noget ved den, der gjorde at jeg ikke kunne lægge den fra mig, men blev ved med at vende tilbage til den.

Gradvist men sikkert sled jeg mig til en position, hvor jeg pludselig skuede den skønhed, som jeg instinktivt må have fornemmet.

Dengang i slutningen af folkeskolen følte jeg mig også fremmed for verden - men i dag kan jeg ikke huske hvorfor. Jeg husker kun musikkens enorme betydning. Måske er den ekstreme metal kommet tilbage til mig, for at jeg igen kan begynde det hårde arbejde med at glemme mig selv. Hvem ved?

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun