Hvorfor?
Godt nok synes spørgsmålet mest potent og
patetisk om det får lov at stå alene - og dog må
det være rimeligt at bede om en nærmere forklaring:
Hvorfor hvad? Og som hidtil eneste såvel læser-
som forfatter af nærværende blog er det mit udsøgte
privilegium at kunne besvare begge spørgsmål til fuld
tilfredshed for den nysgerrigt spørgende.
Så hvorfor hvorfor?
Jo, hvorfor? alene er et sådan
overstrømmende udbrud: Om man som en anden Job kryber i
møddingen, skraber sine bylder med et potteskår og
skriger i afmagt over sin uforskyldte ulykke; eller om man i
et taknemlighedens øjeblik vender blikket mod himlen og
uhørligt hvisker det nævnte ord, ligesom ude af stand
til at fatte sin egen lykke; eller måske om man hængende
på et kors i kombinationen af de to førnævnte
udbryder et 'Eli, Eli! Lemá sabaktáni?' (som man jo
gør); da er hvorfor? alene et passende udbrud og
spørgsmål.
Javel. Men hvorfor blog? Og hvorfor netop
denne blog? Hvorfor Paria-konservatisme?
Se nu bliver spørgsmålet mere konkret - og
således også svaret. Og nu hvor spørgsmålet
falder i tre går det svaret ligeså. 'Som fader, som søn'
som man siger. Ser du:
'Blog' betyder en art offentlig dagbog. En
kombination af 'det har jeg lavet' og 'det mener jeg' - eventuelt med
en undertone af 'det her står jeg for' (som regel de mere
interessante af slagsen).
Netop denne blog er et resultat af to ting: For
det første at jeg altid har set et vist potentiale i
formatet, der er velegnet til formidling af propaganda og andet
smitsomt tankegods. For det andet fordi at der findes en
syndflod af dårlige-, anale-, analfabetistiske-, idiotiske-
og aldeles utankevækkende udgydelser i den ganske
'blog-o-sfære'. Og i stedet for at brokke sig over dette, er
det nu engang mere konstruktivt selv at udarbejde et alternativ, som
måske endog kan være til glæde for andre, der måtte
føle en snert af, hvad jeg selv føler.
Hvilket leder til tredje led af spørgsmålet,
nemlig hvorfor dette navn? Hvorfor Paria-konservatisme?
Det korte og nemme svar er, at navnet
Paria-konservatisme er det varemærke, som jeg har valgt
at give min egen verdensanskuelse. Men dette navn kommer naturligvis
med en historie - en historie som kan forklares ved at kigge nærmere
på navnets to ingredienser - paria og konservatisme.
-En paria er et udskud eller en kasteløs.
Én der står bestandigt uden for 'Det gode selskab' i
kraft af hvem han eller hun - men ikke hen - er, hvilke
værdier han eller hun - men ikke hen - har, og
hvad han eller hun - men ikke hen - tror på.
-Konservatismen er en politisk ideologi
eller et livssyn -alt efter hvordan man nu vælger at
anskue sagen. Den kredser om én simpel idé,
nemlig at vi som samfund og individer altid bør forandre
for at bevare. Dvs. at alt forandring - i tænkning, i
kunst, i forvaltning af statens magt - skal ske med det formål,
at tjene hvad der i en grundlæggende forstand er der i
forvejen.
Herved står konservatismen i modsætning til
enhver progressivisme. Progressivismen er den diametralt
modsatte overbevisning: At alt gammelt, tidligere, eller bestående
kun er nyttigt såfremt det tjener noget nyt.
Paria-konservatisme er en anerkendelse af, at
alle ægte konservative idéer, værdier og
overbevisninger er forsvundet fra vores måde at tænke om
os selv som samfund. Dette afspejler sig fuldstændigt i den
politiske, kulturelle og personlige mainstream - 'Det gode
selskab' som en paria per definition er udelukket fra.
'Det gode selskab' er nemlig gennemført
progressivistisk - og progressivismen er i
sagens natur:
-en skæbne værre end en lang og smertefuld
død: For døden implicerer trods alt at pinen ender på
et tidspunkt, mens progressivismen derimod trækker
lidelsen evigt ud.
-en patologisk blindhed overfor hvornår nok er
nok: For progressivismen består i den bestandige
skabelse af nye problemer for samfundet og dets brogere - for
herefter at skyde skylden for de umiddelbare- og fuldstændig
åbenlyse følgevirkninger af selvsamme problemer over på,
at samfundet og dets borgere endnu ikke er progressive nok.
-altså en mentalitet der bør udryddes med
alle midler: For progressivismen er en gennemført
destruktiv og parasitisk ideologi, hvis eneste berettigelse er den
onanistisk glæde ved at ødelægge alt hvad der er
velfungerende, smukt, sandt og retfærdigt her i verden.
Ligesom vi ikke tøver med at gribe til morderiske
metoder, når horderne af dræbersnegle skal udryddes fra
de danske køkkenhaver, bør vi heller ikke tøve
med at gribe efter baseballbattet, når vi får øje
på en progressivist.
Den klassiske konservative tankegang forudsætter
at en stat altid - et eller andet sted - bygger på noget,
som i bund og grund er værd at bevare. Paria-konservatismen
er omvendt en anerkendelse af, at dette ikke længere er
tilfældet. Vi lever nemlig i en gennemført
progressivistisk tid, uden følelse- eller forståelse
for at fortiden overhovedet kan rumme noget, som ikke findes i
en forbedret, mere brugervenlig og human udgave i dag. En idé
om at fortiden overhovedet kan besidde en værdi
betragtes derfor som latterlig og absurd. Alt hvad samfundet
og dets borgere kunne tænkes at være utilfredse med,
anskues derfor i udgangspunktet som et produkt af fortiden og
af dennes håbløse mangel på progressivisme.
Kun de fortidige begivenheder, som i den ene eller anden
forstand kan udlægges progressivistisk - altså som
tiltag i retning af at udslette en herskende orden, som per
definition må være af det onde - kan overhovedet komme på
tale som mindeværdige og opmuntrende tendenser fra verden af i
går. Også selvom mange af disse begivenheder sjældent
anskues som egentligt værende progressive nok.
Herved overser man imidlertid ganske, at samfundet og
dets borgere bliver stadig mere grundlæggende utilfredse -
og samtidig skyder skylden for denne voksende utilfredshed på
stadigt mere betydningsløse ting.
Paria-konservatismen
repræsenterer et
alternativ til enhver grundlæggende utilfredshed:
Et alternativ til enhver progressivisme.
Paria-konservatismen
er således et synspunkt
for den sande moderne paria: Han
eller hun -men ikke hen -
der ikke er villig til at acceptere en skæbne som
eksistentielt-, intellektuelt- og kreativt understimuleret, bare
fordi 'alle de andre gør det'. Intet er nemlig så
gammeldags, altså
konservativt, altså
dybt anti-progressivistisk som
mening med tilværelsen.
Paria-konservatismen
er derfor en komplet undsigelse
af 'Det gode selskabs' og dets kedsommelige passivt-aggressive
progressivisme, retfærdiggjort
ved det stadigt mere åbenbare grunddogme om, at dette eller
hint 'også er
for dårligt'.
Paria-konservatismen
er en undsigelse af alle idéer
om, at tilværelsens mening er noget som vi hver især
skaber, men derimod en
anerkendelse af, at alt hvad der i sandhed gør livet
meningsfuldt er noget, som væsentligt er der i
forvejen.
Heri ligger det grundlæggende konservative: At
bevare livets meningsfuldhed, selvom denne er forsvundet ud af
samfundet og 'Det gode selskab'.
I
'Det gode selskab' betragtes enhver dybere mening
nemlig som noget der ikke eksisterer i virkeligheden - altså
at vi som mennesker er dømte til at lade som om. At
vi kan gøre en mening ud af os selv, og vores egne ynkværdige
gøremål.
I
samfundet kommer dette håbløse projekt til udtryk som
hhv. offerdyrkelse: At
vi glemmer vores egen meningsløse eksistens ved at fokuserer
på dem, der trods alt har det værre end os selv; eller
som kollektivistisk narcisisme: At
vi mener at alle institutioner i bund og grund bør tjene vores
eget formål så vidt
muligt. Altså at det eneste der binder os sammen, og giver
livet mening er, at vi alle er
narcisister, og bør anerkendes som sådan.
Paria-konservatismen
er det modsatte: At modarbejde
og nådesløst udrydde enhver progressivisme,
hvor end denne er at finde -
hvilket ikke så sjældent er i vores eget sind, vore egen
tankegang, vores egen sjæl. At bekrige den fatalistiske
svaghed, som i bund og grund er en konsekvens af ikke at vove troen
på en meningsfuld eksistens.
Dette
er således en blog for alle der er interesserede i, hvad jeg
måtte mene at Paria-konservatismen implicerer,
altså først og fremmest en blog for mig selv.
Men du og
andre er naturligvis
også velkomne til at læse med.
Dem, der ikke er velkomne, ved hvem de er. Må de
brænde i helvedet.
Med venlig hilsen
Jakob-Jeshurun
Ingen kommentarer:
Send en kommentar