Eksistentielt #3: Solreaktion

Hvordan skal jeg reagere når jeg ser solen? Det er mit største og eneste spørgsmål.

Skal jeg straks anerkende, at solen er den mægtigste stjerne for mig som menneske, fordi jeg alene har den at takke for mit liv på jorden? Falde på knæ og hedensk lovsynge dens lys og dens varme, som jeg alene har at takke for de gunstige betingelser, der gør menneskets gang på jorden mulig?

Eller skal jeg huske på det, som jeg ved: At solen kun er en mindre stjerne. At det uendelig univers rummer milliarder af stjerner, der vil brænde kraftigere og længere på firmamentet, end min og menneskets egen lille sol kan magte. Skulle solen da virkelig være noget særligt, når jeg nu ved at dens livs lys kun er kort i sammenligning med det uendelige rum og den evige tid og alt hvad der gemmer sig her?

For jeg ved. Og min viden rummer andet og mere end den enkelte sol, som jeg nu tilfældigvis lever under. Jeg ved at universet, tiden og rummet er uendeligt meget mere komplekse og omfattende end jeg nogensinde vil kunne forstå. Jeg forstår det ikke - men jeg ved det. At denne sol, som jeg skylder mit liv, ikke vil brænde på himlen for evigt, selvom jeg aldrig har oplevet at den ikke gjorde det - og aldrig vil komme til at opleve at den ikke gør det. For min viden rummer andet og mere end betingelserne for dette liv - det er jo bare solen. Men jeg ved at stjernerne er flere, mægtigere, evigere.

Men hvad var min viden, om jeg ikke var i live til at vide den? Om jeg var blevet født som et én-cellet slimet kryb i en fjern ursump, fordi livet ikke havde formået at udvikle sig til dette fantastiske og uendeligt sofistikerede stadie der hedder mennesket - den eneste dyr der kan vide (såvidt jeg ved). Om en anden, dårligere, svagere sol havde gjort mit liv til en umulighed, og verden lå gold og øde, uden nogen til at vide, at universet var uendeligt?

Vidste ingen at universet var uendeligt, så var intet jo større end solen: For alene solen kunne skabe livet - det selvsamme liv der til sidst kunne vide at solen hverken var det største, det mægtigste eller det evigste. Alene solen har vi nemlig at takke for dette liv.

Mit liv er selve betingelsen for min viden, og mit liv kan jeg alene takke solen for. Men hvis jeg ikke falder på knæ og priser solen, takker solen for hele mit liv, synger en hysterisk hellig sang for solen - hvis jeg ikke priser solen, har jeg alene min viden at takke for det.

Tjener min viden altså livet, eller tjener livet min viden? Hvordan skal man reagere når man først har set solen? Det er mit eneste spørgsmål.

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun