Eksistentielt #2: Hvad er meningen?

Hvad er meningen?

Et simpelt spørgsmål, bestående af simple ord som vi alle kender. Men tænker vi bare en smule nærmere over, hvad der egentlig bliver spurgt om, da er vi efterladte i mørket. Meningen med hvad? Det fremgår ikke tydeligt. Det afhænger nemlig mest af alt af måden vi lader spørgsmålet falde på - og den kan gøre en verden til forskel. Vi taler altså om de samme ord. De står uforandrede hen, i samme rækkefølge, med det samme efterfølgende '?'. Men deres betydning kan alligevel variere voldsomt, og i sidste ende er tonefaldet alene den afgørende faktor i forhold til, hvordan disse ord og dette '?' skal forstås. Tonefaldet er det eneste, der giver disse ord og dette spørgsmål en retning.

Prøv f.eks at tænke 'hvad er meningen?' i disse tre distinkte, vidt forskellige grundtoner: I vrede, i opgivenhed eller i undren. Hvad gør de hver især ved, hvad meningen er? Hvordan lader disse tilfældigt udvalgte følelser os forstå spørgsmålet på hver sin måde?

Vi kender alle det vrede 'hvad er meningen?' fra vores barndom. Der er tale om den naturlige voksenreaktion på opdagelsen af uvorne unger og deres ugerninger. Det vrede 'hvad er meningen?' betyder at der er ballade. Undertonen er af samme grund altid dømmende: Her forgår noget, som der ikke burde forgå - og den, som får serveret det retoriske spørgsmål i et vredt tonefald kan ikke være i tvivl om, at have gjort noget forkert. Det er fuldstændig tydeligt, at den der stiller spørgsmålet ved, at der her foregår noget, som der ikke burde foregå - og der hersker heller ingen tvivl om, at spørgeren ved at den vredt adspurgte også ved det: Ved at det her bare ikke er i orden.

Konteksten for det vrede 'hvad er meningen?' - eller alternativt, 'hvad fanden er meningen?!' - er altså, at én har vidst på forhånd, at en bestemt handling nødvendigvis vil fremprovokere en andens misbilligelse hvis den bliver opdaget - og at vedkommende alligevel vælger at udføre handlingen. Når den anden så opdager den førstes misgerning - det sker som regel før eller siden - og da udstøder sit 'hvad (fanden) er meningen?' vredt, så er det et umiddelbart udtryk for, at denne handling ikke burde have fundet sted. Handlingen er definitivt imod den spørgendes mening - den vrede mener altså strengt taget at den forkastelige handling ikke har en mening. Den er meningsløs, destruktiv, dum eller ond. Derfor ligger det implicit i det vrede 'hvad (fanden) er meningen?' at der netop ikke er en mening med denne handling. Ja, selve dette at gerningen ikke har en mening, er at regne for gerningsmandens store synd - han eller hun ved jo også, at denne handling ikke burde have fundet sted. Eller det burde vedkommende i hver fald have vidst... efter den vredes mening, selvfølgelig.

For den der opfører sig, så vedkommende en dag må se sig konfronteret med det vrede 'hvad (fanden) er meningen?' kan sagen jo godt tage sig noget anderledes ud. Den handlende har jo under alle omstændigheder - qua sin handling - ikke ment, at nævnte synd var præcis lige så meningsløs og uhørt som den vrede nødvendigvis mener at den er. Hvis synderen virkelig havde ment det, så var den vredesfremkaldende handling naturligvis forblevet ugjort - der ville simpelthen ikke være nogen grund til at udføre den. Den handlende må altså have set ét eller andet positivt aspekt i sin opførsel. En grund, der bragte vedkommende til rent faktisk at gøre som gjort i håbet om ikke at blive opdaget. Han eller hun har måske nok forstået, at handlingen for visse andre nødvendigvis måtte fremstå meningsløs, destruktiv, dum eller ond - men har på trods af alt dette valgt at handle alligevel. Sandsynligvis fordi at det var sjovt - i hvert fald så længe at legen var god. Men hvem kan gøre sig til dommer over en sådan ballademagers dybere intentioner?

Så meget for nu om det vrede 'hvad (fanden) er meningen?'.

Lyder 'hvad er meningen?' i et opgivende, klangløst tonefald, da har vi at gøre med et helt andet spørgsmål. Der er ikke længere tale om en spørger, der stiller sig dømmende overfor en konkret utilgivelig handling - nej, snarere om et suk fra én af disse ulykkelige skæbner, der ikke kan finde meningen med noget overhovedet.

Det opgivende 'hvad er meningen?' - eller eventuelt '*suk* hvad er meningen...?' - kan måske godt være foranlediget af en enkelt, meningsløs ting, eller begivenhed - men i det opgivende tonefald rækker spørgsmålet altid dybere og videre end det. Hvor den vrede udtrykker at der lige her og nu er tale noget, der burde være anderledes, og samtidig i sin vrede udstråler en vilje til at lade den meningsløse gerning få konsekvenser, så har den opgivende ingen vilje eller motivation i den retning. Alting er meningsløst. Der er intet at gøre.

Det opgivende '(*suk*) hvad er meningen?' er altså ikke dømmende men konstaterende: Intet er meningen - for alt er lige meget. Hvor tomt og trist klinger altså ikke opgivenheden, når den opgivende stiller sit retoriske spørgsmål! Det er som konstateringen af, at æresgæsten alligevel ikke kommer til sin egen fest, fordi vedkommende kørte galt og blev slået ihjel på vejen. Sådan har den opgivende det med 'livets mening'.

Den opgivende spørger adskiller sig altså i høj grad fra den vrede ditto: Førstnævnte siger i virkeligheden: 'Der er jo ingen mening, hverken her eller andre steder' når han sukkende spørger om hvad meningen er. Den vrede siger derimod: 'Der er godt nok en mening - men den er bestemt ikke til stede lige her og nu'.

Alligevel har dette umage par én ting til fælles alle forskelle til trods: De stiller begge et retorisk spørgsmål. Ingen af dem forventer altså at få et svar - deres måde at stille spørgsmålet på har jo allerede fortalt os, præcis hvor de hver især står i forhold til den efterspurgte mening. De spørger nemlig overhovedet ikke efter meningen - de siger deres mening. 'Spørgsmålet' er altså en ren undskyldning for, at de hver især kan sige hvad de mener at meningen er: Enten så er den noget, der burde være der (men ikke er der) - og når man opdager at meningen ikke er der, hvor den burde være, så bliver man vred... Eller også så er den der ikke (men burde være der) - og den slags opdagelser kan jo gøre enhver deprimeret.

Den vrede og den opgivende udbryder altså på hver sin måde deres 'hvad er meningen?' i afmagt: Den vrede ved hvad meningen burde være, og må alligevel erkende, at de andre ikke opfører sig sådan, som de burde vide at de skulle. Den opgivende ved omvendt ikke hvad meningen er, og fordi den opgivende ikke ved hvad man burde kigge efter, er meningen også umulig at få øje på i vedkommendes verden - denne såkaldte 'mening' er jo ganske enkelt væk.

Her ser vi, hvordan det opgivende tonefald røber noget betydningsfuldt om den retorisk efterspurgte mening, som den opgivende ikke kan finde nogetsteds - om den fraværende mening: Nemlig at meningen i én eller anden hypotetisk forstand godt kunne have eksisteret, men at det desværre ikke er tilfældet. At den opgivende netop er opgivende afslører ufrivilligt, at vedkommende på et eller andet tidspunkt faktisk har næret en forventning om at finde en mening, men nu er nået frem til den ulykkelige modsatte indsigt i denne menings absolutte fravær. Altså er den opgivende blevet desillusioneret.

Hvor den vrede omvendt finder en konkret isoleret grund til, at tingene nu engang ikke er, som det er meningen at de skal være (det er de andres skyld), der finder den opgivende en altomfattende, allestedsnærværende grund: Meningen er ikke væk fordi andre vidende handler imod hvad meningen er... meningen er derimod væk, fordi den aldrig har eksisteret - og vi har alle været tåbelige nok til at håbe på, at den faktisk fandtes derude et sted. Vi er blevet narret af livet selv med denne mening.

Implicit: Livet ville være bedre, hvis blot meningen var til stede - så var der jo ingen grund til at være så opgivende. Opgivenheden er nemlig i sig selv en reaktion på, at livet er meningsløst.

Men sådan er det jo i bund og grund også med den vrede: For hvis bare de andre ville handle sådan som de godt ved at de burde, så ville der ikke være nogen grund til at være så vred. Vreden er jo bare en reaktion på, at de andre ikke opfører sig ordentligt.

Hvor anderledes forholder det sig ikke med den, der undrende spørger 'hvad er meningen?'! For den undrende ved ikke hvad meningen er i forvejen - og alene fordi den undrende undrer sig over, hvad meningen faktisk er, spørger den undrende undrende om, hvad denne mening kan være. 'Hvad er meningen?' er altså ikke et retorisk spørgsmål for den undrende - den undrende vil rent faktisk godt have at vide, hvad meningen er. For hvorfor overhovedet stille spørgsmålet, hvis man allerede kender svaret?

Det siger jo sig selv, at den undrende ikke allerede ved hvad meningen er - som den vrede f.eks. ved det. Derfor bliver den undrende ikke vred, og dømmer ikke andre fordi de gør noget, der tilsyneladende ikke kan være meningen - det kunne jo være, at andre faktisk har en grund til at gøre som de gør? Måske tror de det er meningen at de skal gøre lige præcis sådan, selvom det kan være svært at gennemskue, hvorfor i alverden de skulle tro på det.

Måske ved de andre alligevel bedre? Måske har de andre en mening med deres tilsyneladende meningsløse handlinger - en mening som kun de ved. Det kan man jo aldrig vide.

Sådan undrer den undrende sig over det vrede tonefald.

Men endnu mere underlig end den vrede synes den opgivende dog. For hvem virker til at vide bedre besked om, hvad meningen er, end den der siger '(*suk*) hvad er meningen?' i et opgivende tonefald? Vedkommende er jo overhovedet ikke i tvivl om, at der ikke er nogen mening med det hele - hvordan skulle man ellers kunne stille sit spørgsmål så opgivende som den opgivende stiller det? Tonefaldet afslører jo med det samme at vedkommende besidder en viden, der dækker hele jorden - og universet med. For lige meget hvad, så ved den opgivende altid allerede, at der ikke findes noget, der giver mening her på jorden - eller i universet. Den er der bare ikke, den mening. Universet selv er nemlig meningsløst.

Se, det er virkelig til at undre sig over - hvordan har den opgivende fået fingre i denne enorme visdom? At vide præcis hvad meningen er, at vide at verden burde være meningsfuld og samtidig vide at den faktisk er meningsløs - og at kunne sammenfatte alt dette så umådeligt kort og præcist, i den opgivende artikulation af spørgsmålet '(*suk*) hvad er meningen?'

Det er utroligt - men er det nu virkelig også meningen? Den sande mening? Den undrende er ikke sikker.

Så ved den vrede måske alligevel bedre besked? Den vredes 'hvad (fanden) er meningen?' bygger jo trods alt ikke på sådanne fantastiske og ubegribelige indsigter, som den opgivende påberåber sig - og det er måske en fordel. Måske er den vrede mere troværdig? Men på den anden side... Den opgivende griber i det mindste ikke ind i andres meningsløse liv, og dømmer deres meningsløse handlinger, på samme skråsikre måde som den vrede gør det - det er den opgivende simpelthen for opgivende til.

Har man først mistet troen på meningen totalt, da giver det jo slet ingen mening at dømme alle dem, der stadig måtte tro på den. At dømme dem for at udføre deres meningsløse handlinger - de handlinger, som de åbenbart finder glæde i at tro på - er jo absurd. Dommen selv er jo lige så meningsløs. Den opgivende medgiver måske endog, at de, der stadigt lader sig villigt narre af livet til at tro, at der faktisk er en mening, er lykkeligere stillet end den opgivende selv. For opgivenhed er ingen ønskværdig tilstand.

Den vrede kan derimod ikke tillade sig at tro, at der kan være det fjerneste godt i at gøre som de andre gør. Det er jo de andre, der gør den vrede vred, igennem deres meningsløse gerninger.

Den vrede tror stadig på meningen - og er måske derfor lykkeligere end den opgivende. Den vrede har jo trods alt noget at hidse sig op over. Men tillader man sig først at blive vred på meningens vegne, da kommer man nemt til at pege fingre og skære alle over én kam. Alle dem, der ikke har forstået meningen på præcis den samme måde som én selv - ja, alle dem, der vover at forstå meningen anderledes - de bliver alle ofre for den vredes ulideligt selvretfærdige harme.

Men tænk nu om vreden tog fejl? Tænk hvis de andre havde forstået meningen bedre end én selv? Tænk hvis deres provokerende handlinger rent faktisk ikke var meningsløse? Hvis den virkelige meningsløshed tilhørte éns egen vrede, éns egen vrede mening og éns egen afmægtige vrede reaktion? Havde de andre da ikke retten på deres side? Retten til at fordømme én, og éns skråsikre vrede? Retten til at udstøde én af 'Det gode selskab', og ekskludere én fra enhver mening med livet, fordi man var et dømmende, vredt og uretfærdigt menneske?

Hvordan skulle man nogensinde kunne blive lykkelig med den risiko hængende over hovedet? Skulle det nu være meningen - eller burde man bare give op? Hvordan er det bedst at reagere? Sådanne ting kunne være hvad den undrende spurgte om, med sin forundrede formulering 'hvad er meningen?' - men i sidste ende kommer det altid an på, hvad den undrende mere specifikt undrer sig over.

Men sådan er der jo så meget. Lad os nu ikke presse citronen, og fortabe os i frugtesløse spekulationer. Vi kunne jo blive ved i flere timer, dage, år... og har vi ikke alle noget bedre at tage os til end det?

Det her er jo bare en lille refleksion over, hvor mange forskellige meninger der ligger gemt i spørgsmålet 'hvad er meningen?'... og det tror jeg efterhånden at vi har fået udstillet meget godt, så lad os stoppe mens legen er god, og afrunde det hele i en fin og let-fattelig konklusion - som var der tale om en akademisk opgave.

Ser I... Spørgsmålet 'hvad er meningen?' kan forstås forskelligt, alt efter tonefald. Men når spørgsmålet som her er fanget i skrift, med de samme ord, i den samme rækkefølge og det samme efterfølgende '?', da er ordene hverken vrede, eller opgivende, eller undrende, eller noget fjerde. De står der bare, 'hvad', 'er', 'meningen' og '?', sort på hvidt. På en måde er det et tomt spørgsmål, for det savner fuldstændig sit indhold: Alene måden som spørgsmålet bliver stillet på - spørgsmålets grundtone - afgør, hvordan det egentlig skal forstås, og hvordan man egentlig skal forholde sig til det. Man kan kort og godt ikke begribe spørgsmålet, uden at høre og fornemme hvordan ordene bliver udtalt.

For når spørgsmålet og dets ord nu ikke bliver udtalt, hvor i alverden skulle grundtonen så komme fra?

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun