Eksistentielt #1: Inderlig fred - yderligt had

Min indre fred er funderet på had. Et brændende had til mine fjender.

'Fjender?', spørger folket undrende. 'Er den slags ikke gået af mode? Om ikke andet, så da i det mindste hos det dannede menneske?' Disse tre udbrud må alle besvares bekræftende: Jo, ja og det er rigtigt. Men jeg skriver ikke om dannelse eller mode, ej heller postulerer jeg noget i den retning. Tværtimod skriver jeg om den indre fred, og den indre fred er betinget af et brændende had til dem, der er i fundamental opposition til freden. Sådanne menneskers eksistens er uforenelig med freden og derfor må de udslettes. Det siger sig selv for alle, som alvorligt elsker deres indre fred.

Men hvordan kan et andet menneske modarbejde den indre fred i en sådan grad, at fredens opretholdelse er truet? Lad mig give en liste:

-Vedkommende forfølger en dagsorden, der på direkte eller indirekte vis gør den indre fred umulig.

-Vedkommende stiller urimelige krav.

-Vedkommende træder på dem omkring sig.

-Vedkommende er afhængig af alle, men gengælder aldrig en tjeneste.

-Vedkommende er en pestilens og spreder dårligt humør.

-Vedkommende hader alle og alle hader vedkommende.

-Vedkommende har ingen eksistensberettigelse.

Lad os være ærlige: Ingen kan udholde sådanne mennesker, og alligevel er der mange som tolererer dem. Det er en fejl og en forbrydelse imod den indre fred. En fejl der må korrigeres, og en forbrydelse der må straffes. Sådan er det.

Jeg spørger derfor ganske simpelt: Skulle disse mennesker virkelig fortjene andet end en æreløs død? Hvordan kan jeg se mig selv i øjnene uden at kalde disse parasitter mine fjender? Skulle disse mennesker leve blot fordi det er dannet og moderigtigt ikke at slå dem ihjel?

Lad da verden sige hvad den vil. Min indre fred er betinget af kampen imod det menneskelige ukrudt, og jeg lever mit liv med draget lugejern i hånden.

Hvem kan opnå blot et øjebliks fred med kroppen dækket af grådige igler? For igler er, hvad fjenderne af den indre fred er. Deres eksistens er afhængig af min. Deres liv er selve destruktionen af min fred. Men mit liv er ikke afhængigt af deres - de bidrager med intet, fordi de intet er.

Hvordan bekriger man det, der ikke har et selvstændigt liv, men omvendt er direkte afhængigt af éns eget?

I første omgang må man sikre sig at fjenden undgås. Vedkommende må ikke levnes den mindste mulighed for at angribe den indre fred. Fjenden kan ikke leve uden muligheden for at snylte på éns livsblod. Vedkommende er direkte afhængig af at komme ind på livet af én, og derfor byder min indre fred mig at være der, hvor min fjende ikke er. At minimere risikoen for at fjendtlige vedkommende måtte møde mig. At være et skridt foran. At gennemskue hvordan jeg undgår fjendens angreb. At være forberedt. Altid.

Slår ovennævnte fejl, og finder jeg mig selv i min fjendes nærvær, da har jeg en række muligheder for at pacificere vedkommende, og således beskytte den indre fred med de midler som situationen kræver. Det er metoder til selvforsvar, i ordets bredeste betydning. Metoderne er som følger:

-Ignorer fjenden så vidt muligt.

-Fornærm fjenden så groft som nødvendigt.

-Overfald fjenden med slag, spark, eller forhåndenværende våben.

-Dræb fjenden.

Den første mulighed: Gør fjenden tilnærmelser forsøger jeg i første omgang at ignorere vedkommende. Stiller han spørgsmål, da svarer jeg såvidt muligt i én stavelse. To kan til nød gå an, men helst ikke flere. Det parasitiske individ ser alle ord som en invitation til yderligere tilnærmelser, og før man ved af det er den indre fred forduftet. Derfor er tavsheden og indelukketheden -kort sagt: afvisende adfærd -min bedste ven i denne situation. Bliver vedkommende ved og ved og ved i sin talestrøm, da må jeg ty til komplet stilhed. Men nogle fjender er så sejlivede, at de ufortrødent bliver ved. Hvor afvisende og tavst man så end forholder sig - alligevel bliver de ved. I sådanne tilfælde må der gribes til:

Den anden mulighed: Fornærm fjenden så tilsyneladende uprovokeret og umotiveret som muligt. I disse tilfælde sørger jeg personligt for altid at starte blidt ud. Målet er jo i første omgang ikke at provokere et slagsmål, men udelukkende at gøre fjenden utilpas nok til at skride af helvedet til, og lade mig være i fred. En god start kunne være 'det var sgu nogle grimme sko du render rundt med!', 'jeg synes, at de der trendy briller som du har, er enormt tåbelige', 'jeg har ikke tænkt over det før, men du har godt nok et stort overbid!', eller andet i den dur. Fornærmelse af fjendens udseende er aldrig et dårligt sted at starte. Så kan der altid bygges ovenpå.

Hold altid overraskelseselementet in mente: Falder fornærmelsen ud af den blå luft bliver den opfattet så meget desto mere stødende, og således forøges chancerne for, at fjenden fatter et vink med en vognstang. Et ofte benyttet teknisk greb er den tilsyneladende tilnærmelse, som så bliver brugt som springbræt for en fornærmelse:

'Vent... Hvad var det du sagde det hed, det band som du snakker om?'

'De hedder All Shall Perish -de er sindssygt seje!'

'Haha! Jeg har ikke bidt mærke i det før, men du læsper jo som en anden idiot!'

Alt efter situationen kan fornærmelsernes grovhed justeres. Husk: Virkningen er alting. Nogle fjender er mere fintfølende end andre. For hver fjende, der således lader sig affeje af et 'jeg bryder mig virkelig ikke om din trøje' er der en anden, som kun forstår 'din mor er en luder!', 'hils din kæreste og sig, at hun giver et gedigent blowjob' og 'jeg hører at din mor er død? Nå ja, én mindre valium-slugende alkoholiker i verden er vel ikke noget at græde over.' Den enkelte fjendes særlige karakter må altid holdes for øje.

Slår fornærmelserne fejl er det ikke usandsynligt at situationen udvikler sig. Der må således gribes til:

Den tredje mulighed: Hvis fjenden ikke bliver mig fra livet efter en byge af fornærmelser, og insisterende bliver ved chikanerer mig og min indre fred ved sin blotte tilstedeværelse, da kan det være nødvendigt med et voldeligt overfald. Situationen bliver måske tilspidset efter en byge af fornærmelser, og det bliver i stigende grad tydeligt at ord ikke længere rækker. Hvad gør man så?

Jo, i en overfaldssituation er det igen alpha og omega, at overraskelsesmomentet er på éns egen side. Det handler med andre ord om så tidligt som muligt at blive klar over, at konfrontationen med fjenden vil udvikle sig i voldelig retning. Fjenden skal altså overrumples inden han selv bliver klar over, at volden må tale hvor ord ikke rækker.

Det idéelle overfald er det, der pacificerer fjenden ved en enkelt manøvre. Betragter jeg f.eks. en fjende i løbet af fornærmelses-fasen, som stadigt mere måbende lytter til mine uforskammetheder, og dog ikke udviser det mindste tegn på erkendelse af, at han bare burde lade mig være i fred, da har jeg selv ofte grebet til følgende med success: Mens jeg endnu har en to-tre fornærmelser tilbage at løbe på, lader jeg umærkeligt hånden glide ned i min lomme, hvor jeg griber om mit nøglebundt på en sådan måde, at en nøgle rager ud imellem pege- og langefinger i min knyttede hånd. Det er vigtigt at tale regelmæssigt videre imens, så fjendens opmærksomhed ikke fanger at der er noget i gære. Og så! Når han mindst venter det -øjeblikket efter en stødende pointe er mest optimalt, da fjenden her er i en lettere chokeret tilstand -hiver jeg hurtigt min knyttede næve op af lommen, og jager næven med den udragende nøgle ind i fjendens tinding med maksimal kraft.

Har man ikke nøgler, eller andet forhånden må det række med de bare næver. Mange hverdagsgenstande kan imidlertid bruges som våben af den, der tænker kreativt (paraplyer, kuglepenne, attachémapper mv.)

Slår også overfaldet fejl, og udvikler situationen sig, så er der dog intet andet valg tilbage end:

Den fjerde mulighed: Tag livet af dine fjende. Dræb ham. Dette er i sagens natur den eneste måde at sikre sig, at fjenden aldrig kommer til at genere én igen. Dog bør man altid huske på, at denne mulighed også er forbundet med betydelige risici. Forsøger du først at slå din fjende ihjel, vil han højest sandsynligt forsøge det samme. Kommer man ud som sejersherre er der er en yderst realistisk mulighed for efterfølgende fængselsstraf (dette gør sig naturligvis også gældende ved den tredje mulighed, men ikke i samme alvorlige grad).

At myrde sin fjende er altså kun tilrådeligt hvis situationen er kogt ned til: Anything goes. Den indre fred kan selvfølgelig kræve et mord i ny og næ, men overordnet er det tilrådeligt at undgå sådanne situationer. Decideret likvidering må reserveres til de fjender, som ikke bare er til stede (dvs. ikke kan undgås) men tillige er hinsides alt pædagogisk rækkevidde -vold, fornærmelser, eller afvisende adfærd.

Således kræver bevarelsen af min indre fred at jeg håndtere mine fjender, defineret som: De mennesker, der systematisk umuliggør den indre fred. At disse mennesker bør hades ud over alle grænser er et selvfølge, og enhver, der i sandhed værner om sin indre fred ved hvad jeg snakker om. Et sådan sundt fjende-had er nemlig et uomgængeligt følge af den indre fred. Ja, det er en uomgængelig forudsætning for den indre fred at nære et hjerteligt fjendehad.

Roden til alt visdom er, at handle på rette måde i den rette situation. Dette vil altid sige: At dømme korrekt, og ikke handle med større voldsomhed end højest nødvendigt for at opnå sit mål. Jeg vil derfor afslutte med en opsummering af den rette måde at forholde sig til fjenden på, forhåbentlig til glæde for enhver, der virkelig værdsætter sin indre fred og tager den alvorligt:

-Man bør aldrig slå fjenden ihjel, når det er muligt at værne om den indre fred ved ikke-fatal vold mod fjenden.

-Man bør aldrig bruge vold mod fjenden, når det er muligt at værne om den indre fred ved fornærmelse af fjenden.

-Man bør aldrig fornærme fjenden, når det er muligt at værne om den indre fred ved at afvise fjenden.

-Man bør aldrig afvise fjenden, når det er muligt at værne om den indre fred ved at undgå fjenden.

Men:

-At undgå fjenden er overflødigt, om man formår at værne om den indre fred ved at hade fjenden på den rette måde.

Det korrekte had er nemlig et udtryk for kærligheden til den indre fred: Den der vandrer af kærlighedens veje møder ingen fjender på sin færd. Den, der elsker den indre fred, hader jo selvsagt den indre freds modsætning - og dette er fjenden som ikke kender kærligheden, og ikke kan være hvor kærligheden er, men er forvist til de egne som kærligheden hader.

Den indre fred er frugten af alt visdom: Viis er den, der elsker den rette viden, thi han forstår på den rette måde.

Visdom indebærer den rette forståelse af hvem man bør hade, undgå, afvise, fornærme, overfalde og myrde og hvornår disse ting er på sin plads. Den, der ved hvem der fortjener disse ting, og hvornår disse ting kan implementeres i overensstemmelse med den indre fred er viis. Han ved således også, hvem der ikke fortjener disse ting, og hvornår de ikke er på deres plads. Det er visdom. Det er indre fred. Det er at hade sin fjende på den rette måde.

Den, der hader på den rette måde, undgår, afviser, fornærmer, overfalder og myrder på den rette måde. Ville alle hade dem, der bør hades, da ville alle undgå, afvise, fornærme, overfalde og myrde dem, der bør undgås, afvises, fornærmes, overfaldes og myrdes. Da ville den indre fred nærme sig den ydre.

Derfor: Had ret at I må elske ret, og alle jeres fjender vil blive slettet af livets bog.

Fred.

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun