Det er en udbredt fordom, at man, for
at kunne tillade sig at skrive om ideologi, moral - ja, lad os bare
kalde det visdom over en bred kam - skal være noget ved musikken. Man skal være vigtig,
interessant, have udrettet noget og
tusindvis af andre ting, før man overhovedet kan tillade sig
den dårskab at
mene, at éns personlige holdning på nogen måde
skulle være interessant for andre at læse om. Men er
denne fordom begrundet?
Åh ak og ve!
Bliv mig fra livet med den slags. Jeg har tømmermænd. Vi
kan tage den diskussion en anden dag.
Nej, i
dag vil jeg ikke påvise hvor aldeles ubegrundet ovenstående
fordom er. Læseren må da også selv være
bekendt med adskillige personer, som på trods af deres
uomtvistelige væren-ved-musikken alligevel
kun præstere håbløst uinteressante, umådeligt
irriterende og aldeles latterlige 'argumenter'
for, hvorfor netop deres indfaldsvinkel
til et bestemt emne er den rigtige. Jeg
beder derfor læseren huske på et eksempel, som for
vedkommende selv står som særligt irriterende og tager
dette som tilstrækkelig bevis for min påstand. Bare fordi
man er vigtig, betyder
det ikke, at éns
holdninger i sagens natur er kloge eller velunderbyggede. Den
offentlige debat vrimler med idioter. Det tror
jeg vi alle kan blive enige om.
Tag
f.eks. det flommefede æggehoved Tøger Seidenfaden, som
jo nu lykkeligvis er død af cancer. Han var vigtig,
han var anerkendt, ja,
men han var også en tåbe, og
tillige umådeligt hæslig
at se på. Han viede sit liv til forsvaret for den
gode tone, og havde kun sin egen
selvhøjtidelighed at bakke dette tvivlsomme livsprojekt op
med. Nu har hans sjæl efter den obligatoriske rejse til
dødsriget så taget bolig i Bo Lidegaard, som godt nok
ikke er lige så grim, men
til gengæld er uddannet historiker. Fra sit nye hylster
forsvarer hele Danmarks Tøger således stadig den gode
tone på præcis samme måde, og med præcis de
samme tvivlsomme begrundelser, -og projektet er stadig lige
latterligt. Lidegaard
er også vigtig.
Lidegaard er også selvhøjtidelig.
Og Lidegaard vil heller ikke blive savnet, når han i en
-forhåbentlig ikke alt for fjern fremtid -drager til de evige
jagtmarker.
Nå,
der bevægede jeg mig vist ud af en tangent. Jeg beklager! Jeg
ønsker jo ikke at spilde læserens værdifulde tid,
for livet er så uendeligt kort. Tilbage på sporet:
Visdom. Og fordommene
imod den...
Men hvad er visdom?
Åh, visdom er mange ting, og jeg kunne skrive fra nu af til
evigheden, hvis jeg havde ambitioner om at præstere en
uddybende forklaring og vende hver en viis sten. Det har jeg ikke.
Jeg har som sagt tømmermænd. Det er altså
mere overskueligt at snakke om, hvad visdom ikke er. Det
passer min nuværende tilstand bedre.
Og hermed vender
jeg igen blikket mod Tøger Seidenfaden og den gode tone,
som jeg ellers ikke havde tænkt mig at skrive om. Men hvad
pokker! Denne misklingende tangent kan måske bruges til
noget alligevel. Den gode tone er jo et aldeles fremragende
eksempel på, hvad visdom ikke er, så lad mig
da bare uddybe denne åndelige fadæse yderligere, og sætte
en fed streg under pointen, at tonen ikke er vigtig for den
viise - og da slet ikke hvis den er "god".
Men før jeg
kommer til sagen selv, må jeg heller give lidt kvalificeret
baggrundsinformation om, hvad den gode tone faktisk er.
Den gode tone
er en luftig, uartikuleret fordom, der sælger sig selv som en
aldeles fremragende idé. Denne idé er: Der
findes ingen problemer i virkeligheden, hvis vi bare lader være
med at tale om dem. Taler man faktisk om problemerne taler man jo
ikke pænt!
Tillad mig at
illustrere hvorledes den gode tone træder i kraft, ved
at give et eksempel på et problem som der ikke blev
snakket om i sin tid, af hensyn til førnævnte: Tøger
Seidenfadens umådelige idioti og monstrøse
grimhed, som i vid udstrækning blev oplevet af mange som
forstyrrende, og derfor problematisk.
Når manden tonede frem på TV, holdt foredrag eller
andet, oplevede flertallet det beklagelige ikke at kunne fokusere på,
hvad manden rent faktisk sagde, fordi hans
iøjenfaldende hæslighed og aldeles tåbelige
formuleringer var for distraherende.
Se, det var
et problem. Og ikke kun for tilhørerne, men også for
Tøger selv.
Tilhørerne
oplevede problemet udefra: 'Manden taler og taler, men jeg kan
simpelthen ikke fange nogen egentlig pointe. Den er
der sikkert, pointen, det er jeg ikke i tvivl om. Denne
Seidenfaden er jo både vigtig og anerkendt. Og
alligevel vandrer min opmærksomhed ufrivilligt imod de
uskønne fedme-folder i det blævrende ansigt. De har
nærmest hypnotisk kraft! Det sker hver gang jeg prøver
at lytte efter mandens ord! Jeg falder hen og kan virkelig
ikke fokusere på hvad han egentlig siger.
Forsøger jeg igen-igen at hanke op i mig selv, lukke
øjnene og koncentrere mig om ordene alene, ja, da hænger
jeg i stedet uhjælpeligt fast ved, at manden taler til mig som
om jeg var idiot. Men han har jo ikke noget valg. Han
bliver nødt til at tale til mig på den måde,
når jeg nu ikke er disciplineret nok til at koncentrere mig!'
Tøger oplevede
det selvsamme problem,
omend indefra. Inde i det afdøde æggehoved rumsterede
nemlig en enormt dårlig selvtillid, der udmøntede sig i
en altædende tvivl om, hvorvidt andre overhovedet kunne udholde
at være i samme lokale som ham. 'Er jeg for tåbelig?
Er jeg for grim?'
Denne tanke nagede Tøger
hans ganske liv og gnavede i hans sind, som en alt for trang træsko
gnaver af en hæl.
Se,
det var et rigtigt
problem.
En
tilsvarende rigtig løsning
ville have været om en nådig sjæl havde sagt ham:
'Tøger! Du har brug for fire ting: En
fedtsugning, en
plastikoperation, 15-20
års psykoanalyse og
en folkeskoleeksamen, så
du i det mindste kan danne dig et basalt begreb om, at du ikke kan
tillade dig at digte frit om, hvordan
verden hænger sammen, og lade som om at din
historie nødvendigvis
er den rigtige, bare
fordi at det er dig der
fundet på den. Det er åndssvagt at
tænke sådan - og du er ikke køn
at se på.' Dette ville imidlertid være uhøfligt
tale og måske kunne
Seidenfaden være blevet såret, om
nogen havde fortalt ham denne åbenlyse sandhed.
Her
kommer idéen om den gode tone
så belejligt ind: Den gode tone siger
jo som bekendt, at man ikke kan tillade sig at sige noget uhøfligt
eller sårende,
selvom dette hypotetisk set
skulle være sammenfaldende med sandheden. Menneskers
følelser er
nemlig uendeligt meget vigtigere end
virkelige problemer (som jo måske bare
er noget, som vi har fundet på i sidste ende...) og tilsvarende
virkelige løsninger
(som jo måske kunne
være respektløse. De indebærer nemlig muligheden
af, at vi alle kan tage fejl, og at det ind imellem er nødvendigt
at se disse fejl i øjnene, selvom det er ubehageligt...)
Den gode tone
ordner denne komplekse problemstilling i en fix håndvending. Er
der udsigt til ubehagelige problemer, siger den gode tone
nemlig: Det hele er måske
bare noget, som vi forestiller os,
og hvis andre siger til os, at det forholder sig anderledes
end sådan, som vi gerne
ville have det... hvis de antyder at vi måske burde ændre
vores opførsel og tilpasse os virkeligheden... ja, så er
det måske bare
noget, som de forestiller
sig. Og det er
uhøfligt, sådan at skyde andre anstødelige
holdninger i skoene, og tillige aldeles intolerant. De kunne
nu godt tage at tale pænt...
skulle det nu være
så svært? Nej, hør - hvad er verden da ikke blevet
til?
Med
den gode tone på
tungen kunne Tøger Seidenfaden således skyde sin egen
snigende fornemmelse af utilstrækkelighed - sin
ellers ekstremt påfaldende hæslighed og
idioti - hen som
noget, han ikke behøvede at tænke på, fordi det
'nok bare var ham selv'. Skulle nogen da vove at påtale den
åbenlyse virkelighed over
for ham, da kunne han altid svare tilbage: 'Det
har du ingen absolutte beviser
for. Dine holdninger kan godt problematiseres. Og hvad er der for
øvrigt i vejen med at tale pænt til folk?!'
Den gode tone er
altså en måde at problematisere alt, der opleves som
ubehageligt, for derefter at dreje samtalen over på noget
andet.
Tøger
Seidenfaden - ligesom Bo Lidegaard efter ham - fandt efterhånden
ud af, at den gode tone kunne
bruges i alle sammenhænge, hvor der var tale om problemer, som
han ikke havde lyst til
at anerkende som virkelige. Ikke
kun personlige problemer.
Nej, der var mange andre problemer,
som han synes var ubehagelige at
snakke om og tænke på. Mange, mange, mange
problemer. Ikke bare hans
tåbelige udseende og udsagn var et problem. Hele virkeligheden
var faktisk et problem. Hvorfor
det? Det havde Tøger mange forklaringer på, men i bund
og grund var det fordi virkeligheden bestandigt syntes ham at
bekræfte hans nagende mistanke om, at han måske
virkelig var grim og
tåbelig -og at han måske
tog fejl, når
han skød disse triste fakta hen med tanken 'det er nok bare
mig'.
Tøger
Seidenfaden havde et problem, og den gode tone var
hans nødværge. Han fandt på begrundelser, og kunne
snakke længe om den gode tones vigtighed,
men lige lidt hjalp det. Tøger Seidenfaden var stadig
tåbelig og grim, og han
følte sig
stadig som en idiot, dybt inderst inde, bag de tomme ord og det
blævrende fedt.
At han
havde denne nagende følelse -
der i længden udviklede sig til den alvorlige patologiske
tilstand, som læger i dag diagnosticere som Kronisk
Forargelse - og at denne følelse
fulgte ham overalt, var egentlig ikke så meget en konsekvens
af, at virkeligheden er et ondt sted, eller at andre mennesker
faktisk afskyede ham så meget, som han tænkte at de måske
gjorde inderst inde. Nej, langt
fra. Det var derimod fordi, at hans egen dybt rodfæstede
følelse af utilstrækkelighed fulgte
ham hvor end han gik, og således farvede hans oplevelse af
virkeligheden selv i
alle dens mangfoldige aspekter.
Se,
det var ubehageligt
-så lad os ikke snakke om
det nu...
Således
ser vi at den gode tone ikke
er visdom. Nej, meget langt fra. Det er troen på at
virkeligheden ikke eksistere i virkeligheden, og at alle problemer
forsvinder af sig selv, hvis bare vi lader være med at tale om
dem. Men som Tøger Seidenfaden også fandt ud af til sidst: Visse
ting forsvinder ikke, bare
fordi man prøver at lade være med at tale om- og tænke
på dem. Man kan ikke undslippe cancer ved at undskylde til
profeten Muhammeds (æret være Hans minde) påståede
efterkommere for noget, som man egentlig ikke selv var skyld i.
Man er nemlig ikke
undskyldt overfor Gud (eller hvad Tøger Seidenfaden nu kaldte
det der...), bare fordi man af frygt for ubehagelige indsigter om
virkelighedens faktiske forhold vælger at sige undskyld til
nogle, der påstår at være efterkommer af Hans
sidste sande profet - eller i hvert fald siger undskyld til deres
advokat...
Nej, døden
kommer til os alle, om vi anerkender den eller ej.
For hvad er den
gode tone egentlig, om ikke en distraktion fra en ubehageligt
presserende virkelighed... og minsandten om mine tømmermænd
ikke er væk nu.
Med venlig hilsen
Jakob-Jeshurun
[Ikonoklast]
Ingen kommentarer:
Send en kommentar