Filosofi/tænkning #2: Virkelighed og visdom

På nærværende sider vil den opmærksomme læser - hvis den slags stadig findes - finde, at jeg tit og ofte bruger tre ord, som mildt sagt er kontroversielle. Ikke fordi at de udtrykker noget hadsk, eller fjendtligt, eller samfundsundergravende i nogen direkte forstand. Måske indirekte - men det er allerhøjest. Hvis nogle måtte mene at ordene er forargende, da skyldes det nemlig i høj grad måden som de selv forstår dem - og ikke måden som jeg bruger dem på.

Men det er et faktum: Alene det at ordene bliver brugt, kan virke stødende på nogle. De kan forlede mange til at afvise mine betragtninger og tankeeksperimenter i udgangspunktet, uden at give dem en egentlig chance. Jeg føler derfor at det er nødvendigt at komme med en lille afklaring om disse ord og deres brug.

De tre ord er: Visdom og virkelighed.

Hvorfor forestiller jeg mig, at mange vil føle at de ikke kan tage mig seriøst, alene fordi jeg bruger disse ord? Jo, fordi at virkelighed og visdom i dag går for at være noget, der i så høj grad er subjektivt at man end ikke kan tillade sig at tage dem i munden - for slet ikke at tale om at spytte dem i øret på uforvarende andre. Her tager jeg dem selvfølgelig - qua skrift frem for tale - snarere på fingerspidserne, og stikker dem i øjnene på læseren. Men det er vel en irrelevant forskel.

Hvorfor tages disse ord for noget så subjektivt, at det grænser til dårlig tone at bruge dem overfor andre mennesker? Fordi de i reglen går for at repræsentere noget fuldstændig objektivt. Virkeligheden og visdommen signalere nemlig - alene i kraft af de ord som de nu engang er - at der er tale om noget der gælder for alle - ikke bare for én selv. Derfor nærer man i reglen mistro overfor dem, der personligt mener at de kan udbrede sig om, hvad visdom og virkelighed er. Man mener nemlig at der er tale om noget, der er så objektivt at intet subjektivt subjekt - intet 'jeg' - kan tillade sig at tale på vegne af hverken det ene, det andet eller det tredje. I så fald foregiver vedkommende jo at tale ikke bare på sine egne-, men på andres-, ja alles vegne. Og det er noget, som i sandhed er utilgiveligt i dag.

Det mener jeg imidlertid er uretfærdigt og uheldigt. Herved dømmer man nemlig alle i udgangspunktet, som kunne ønske at få disse omfattende begreber - virkelighed og visdom - i tale og få andre til at tænke over dem. Ja, man dømmer mig i udgangspunktet - for når alt kommer til alt drejer Paria-konservatismen sig ikke om andet, end at få sat ord på netop disse så-objektive-at-de-kun-kan-være-subjektive ting.

Lad mig derfor afklare hvad jeg rent faktisk mener, når jeg taler om visdom og virkelighed.

Der findes et Zen-buddhistisk billede som jeg holder meget af. Det er utrolig simpelt, utroligt banalt, men tillige så ufatteligt dybt som kun det allermest simple og banale kan være. Og billedet er dette: Vi må ikke forveksle fingeren der peger mod månen med månen selv.

Hvad skal det nu betyde? Eventuelt at der er en forskel imellem det, der viser hen til noget og det, der henvises til. Vi forveksler jo heller ikke et kort over en by med de faktiske gader, stræder, bygninger og torve, ligesom få heller er så dumme at tro, at en globus rent faktisk er den samme jordklode som den man befinder sig på. Når en finger peger mod månen, da er det ikke fingeren men månen der er pointen. Hvis jeg peger mod nattehimlen og siger 'se månen' da vil kun den største tåbe tro, at jeg mener at vedkommende skal se på min finger - og at jeg samtidig postulerer at min finger er månen.

Alligevel er det det, som flertallet rent faktisk tror, hver eneste gang én eller anden naivt formaster sig til at ville tale om virkeligheden og visdommen. Dvs. de tror ikke på, at de selv er ude af stand til at kende forskel på det andet menneskes ord og så det, som ordene peger hen imod. Derimod går de automatisk ud fra, at den talende eller skrivende ikke selv kan kende forskel på sine egne ord og den visdom og virkelighed som han taler om.

Man tager sig altså den noget nedladende frihed at gå ud fra, at enhver der tager ordene visdom og virkelighed i brug er en tåbe. At kun idioter - eller måske manipulatorer - kunne finde på at skænke virkeligheden og visdommen et eneste ord, en eneste tanke, et eneste blik. Derfor mener man i reglen ikke, at man overhovedet er forpligtet til at læse hvad der rent faktisk står, når først visdom og virkelighed er bragt på banen. Man ved jo i udgangspunktet at den anden er så dum at vedkommende ikke er værd at tage seriøs. For hvis vedkommende ikke var dum - ja, så ville hun naturligvis være nået frem til samme indsigt som én selv, nemlig at visdom og virkelighed ikke er noget som man kan eller bør tale om. Der er nemlig tale om naive ord.

Men så er der som nævnt også den anden grund til at man ikke udholder at høre og læse om visdommen og virkeligheden. Hvis den talende ikke umiddelbart slår én som dum, da er der nemlig mange der hopper over i den modsatte grøft, og antager at der må være tale om en ondskabsfuld og manipulerende person. For hvorfor i alverden skulle noget intelligent menneske begynde at tale om virkelighed og visdom, hvis det ikke var for at narre én til at godtage noget, som i sidste ende måske overhovedet ikke var i éns interesse? Hvorfor skulle én overhovedet tale om disse ting, hvis formålet ikke var at snyde den anden - at pådutte den anden sine egne tanker.

Den slags er jo farligt. Den anden kunne jo være en ny Adolf Hitler eller Charles Manson. Hvis man altså først begynder rent faktisk at lytte og læse - så kunne det jo ske at man - før man ved af det - pludselig står med en kniv boret ind i en højgravid skuespillerinde, eller er i færd med at lede en koncentrationslejer, og gasse jøder på livet løs.

Tillad mig at tale bramfrit: Den slags antagelser - både den ene som den anden - er direkte idiotiske. Man går jo ud fra at alle andre er idioter - naturligvis bortset fra én selv, der er klog nok til ikke at læse- eller lytte med, så snart visdommen og virkeligheden gør deres entré. Dette skyldes en total misforståelse af virkeligheden og visdommens ord.

Så okay - lad os da bare tage den én gang til for prins Knud... ord for ord for ord.

Jeg bruger ofte ordet virkelighed. 

Både når jeg taler og skriver bruger jeg ofte vendingen i virkeligheden - særligt hvis der skal gøres op med én eller anden tåbelig illusion, som mange mennesker tager for virkelig. F.eks. illusionen om at sproget og virkeligheden er det samme - som man tror på inde på Politikens redaktion. Eller at moral er at mene det rigtige - som man snart sagt tror overalt (omend denne vrangforestilling er specielt udbredt blandt venstreorienterede. Hvis du - dig der læser nu - er venstreorienteret, og ikke mener at lægge under for denne illusion må jeg bare sige ganske oprigtigt: Godt for dig! Illusioner gør ingen lykkelige. Men af samme årsag er der heller ingen grund til at lade som om, at størstedelen af venstrefløjen ikke er uudholdeligt selvhøjtidelig og dømmende overfor alle, der ikke mener det samme som de selv gør).

Den virkelighed som jeg peger på, hver gang jeg bruger ordet, tilhører ikke kun mig men også dig. 

Hvis jeg f.eks. siger: 'Mennesker kan ikke flyve, og du er et menneske, så derfor ville jeg ikke anbefale dig at hoppe ud fra 13. sal', og du så svarer: 'Hold dine snæversynede fordomme for dig selv, mand... Tror du at du har patent på virkeligheden eller hvad?! Jeg kan sgu da flyve. Du skal sgu ikke dømme mig med din småborgerlige og konforme tyngdelov. Kors i røven!' Så har jeg jo ikke rigtigt noget andet valg end at sige: 'Okay, fint, godt for dig. Gør som du selv vil'. Men når du så hopper ud og erfare at du ikke kan flyve, så er det heller ikke min skyld - og jeg gider ikke at gøre fortovet rent. Men omvendt ville det heller ikke være min skyld om mine manipulerende ord overtalte dig til ikke at hoppe ud. Så ville det blot være et vidnesbyrd om at du ikke var idiot, og kunne se fornuften i min påstand. Men det betyder som sagt ikke, at tyngdeloven, faldet og fortovet  - virkeligheden - tilhører mig, eller at det er mig der har defineret den.

Vi er en del af en virkelig orden der er større end os selv, om vi vil det eller ej. Men denne orden kan ikke pakkes sammen og serveres fuldstændig-, i sin helhed i ord alene. 

Hvis du kan nikke genkendende til din egen virkelighed ud fra det, som jeg skriver, så er det fordi at jeg peger på noget fælles. Jeg skriver ofte langt og komplekst fordi jeg ved, at mennesker altid tænker- og lægger mærke til vidt forskellige ting i virkeligheden... og ikke mindst fordi at en virkelig tankerække altid er uendelig lang og kan lede alverdens steder hen, som enhver der selv tænker også må vide. Derfor forsøger jeg at male et billede så bredt, og højt og dybt at mange forskellige vil kunne bide mærke i noget forskelligt. Fæstne sig ved deres egen detalje: Et eller andet der falder den enkelte i øjnene, men som ikke nødvendigvis bliver set af alle.

Jeg gør mig med andre ord visse anstrengelser for - nej vent, det kommer egentlig ganske naturligt - ikke at skrive noget fuldstændig entydigt. Virkeligheden er nemlig ikke selv noget entydigt - som de mennesker jo mener, der mener at man overhovedet ikke bør snakke om virkeligheden. For der er som bekendt kun én måde ikke at snakke om ting på...

Visdom betegner derimod en korrekt eller sammenhængende idé om, hvordan virkeligheden i grove træk hænger sammen. Visdommen er fingeren der peger mod månen - og virkeligheden er månen selv. Paria-konservatismen er et - ydmygt og langt hen af vejen også utilstrækkeligt - forsøg på at sammenfatte mine erfaringer om virkeligheden. Altså at udforske min egen visdom. Min egen finger.

Jeg mener alt hvad jeg skriver - men jeg mener det også på præcis den måde som det er skrevet på. Og da indholdet som sagt ikke er entydigt, da er fremstillingen det heller ikke. Hvordan jeg vælger mine ord er langt fra altid gennemsigtigt for mig selv, og jeg forsøger så vidt muligt at skrive intuitivt. På den måde kan jeg løbende se nye sammenhænge i det, som der kommer ud af hovedet- og gennem nakken, skuldrene, armene, hænderne og fingrene på mig, ind på min computer, derefter ud på internettet og ind i dit hoved igennem dine øjne. Jeg forsøger at skrive hvordan jeg selv ser tingene på en måde, så du måske kan se hvad jeg mener - ud fra hvad du selv ser.

Jeg bekymrer mig ikke rigtigt om at tage fejl - for det at tage fejl er nu engang en uundgåelig del af det, at eksistere i virkeligheden. Der er mange fejl i virkeligheden - for fejl er bare perfektionens vrangside. Så på en måde bestræber jeg mig på at lave så mange fejl som muligt.

Hvis du ikke kan se, at jeg peger mod månen med mine ord, og at månen i allerhøjeste grad er virkelig, så skyldes det ikke nødvendigvis at månen bare er noget jeg 'bilder mig ind' eller at jeg ikke kan finde ud af at identificere- og udpege den. Nok er jeg en tåbe, men jeg er ingen idiot. Hvis du altså ikke kan se-, eller sætte dig ind i hvad jeg snakker om, så er det fordi at du ikke kan sætte mig ind i mit perspektiv. Du ser altså min finger-pegende visdom fra en vinkel, hvor den ser ud til at pege ud i ingenting. Og hvis jeg peger ud i ingenting for dig - så peger du med stor sikkerhed også ud i ingenting for mig. I så fald er det ikke dig jeg spørger, når jeg engang imellem selv har behov for at få anvist månens plads. 

Fred være med det. Så kan jeg jo altid spørge dig, hvis jeg har behov for at få ingenting at vide. Det er der jo også brug for engang imellem.

Dog er min erfaring, at dem der opponere imod min visdom og virkelighed ofte gør det, fordi min visdom peger mod en virkelighed som man ikke har lyst til at indse eller tage alvorligt. Ikke fordi jeg og den 'ikke siger dem noget'. Men fordi man ikke ønsker at få noget at vide. Man vedkender sig overhovedet ikke virkeligheden og visdommen. Derfor siger man: Det kan du ikke sige

Det er også fint nok - hvis andre skyder mig i skoene at være naiv eller en manipulator så¨vil jeg højest sandsynlig også mene, at de er naive og/eller manipulerende. Og igen: Fred være med det. Hvis det er den leg de selv har lyst til at lege... Jeg forbeholder mig dog retten til ikke at regne dem som en synderlig betydelig del af min virkelighed - hvorfor jeg også aktivt forsøger at formulere mig, så jeg så vidt muligt skræmmer dem væk, som ikke er på samme side som jeg. Jeg vil nemlig helst have læsere der læser mine ord og mener noget - andet end 'det kan du ikke mene'.  Både for min og for deres egen skyld.

Men misforstå mig ikke. Jeg forsøger heller ikke at være uvenlig. Alle er velkomne, og i virkeligheden kan jeg egentlig ret godt lide de fleste mennesker. I hvert fald alle dem, som er en del af min verden og mere-eller-mindre-hverdag. (Men det er, indrømmet, stadig et ekstremt mindretal - jeg undlader bare at kende resten). Jeg bærer absolut intet nag overfor nogensomhelst overhovedet. Jeg gider bare heller ikke at formulere mig under hensyn til, at der hypotetisk set ikke burde være nogle, der kunne tage anstød af mine ord. Der findes nemlig intet i hele denne verden, som overhovedet ikke forarger nogen på én eller anden måde.

Altså alt i alt: Visdommen er min måne - sådan som jeg beskriver månen i ord. Og månen er vores virkelighed.

Hermed kommer jeg til det tredje og sidste ord. Ordet der står i midten af det hele: Og.

Er og ikke et lille og ubetydeligt ord, som det overhovedet ikke er værd at hæfte sig ved? For mange er det - men ikke for mig.

Man siger at den tyske filosof - og filosof var han, omend han yndede at kalde sig selv for tænker (hvad det så end er) - Martin Heidegger engang spurgte sine studerende, da han forlæste over sit eget værk Væren og Tid (Sein und Zeit): 'Hvad er det vigtigste ord i denne titel, 'Væren og Tid'?' Efter et øjebliks rungende tom og dybt forståelig tavshed besvarede han selv spørgsmålet: 'Det er ordet 'og''. Hvad mente han med det? Når nu hele bogen handlede om hhv. væren og tid, men ikke åbenlyst om noget og?

Jo, at og er det lille ord, der binder disse to store, tunge, svære begreber tid og væren sammen, og sætter dem i en relation til hinanden. Relationen er imidlertid ikke eksplicit... Eller dvs. det er den jo rent faktisk, da ordet bliver brugt meget igennem hele bogen - som ordet og bruges meget i alle bøger. Det er bare så småt og tilsyneladende ubetydeligt at man ikke rigtig bider mærke i det. Man er for vant til det - men og'et og dets relationer er der hele tiden.

Ordet og tages i brug, hver eneste gang vi ønsker at sidestille forskellige ting, og indikere én eller anden forbindelse. En forbindelse der i én eller anden begribelig forstand må være der, før vi overhovedet kan tale eller skrive om den.

Hvor er og henne i billedet? Og er jo hverken finger eller måne. Nej, og er det, der i én eller anden forstand indikere en forbindelse imellem fingeren og månen, selvom en pegende finger og en hængende måne næppe ellers kan siges at have så meget til fælles. Men selvom månen ikke er min finger, og min finger ikke er månen, så er det alligevel muligt at pege på månen og sige noget med sin handling. At månen er der - på himlen. Ikke her - på min fingerspids.

Og er hele det implicitte hav af betydninger, relationer og alskens sub- og supertiliteter, der gør at vi forstår at fingeren og månen kan have et eller andet med hinanden at gøre alle forskelle til trods. Det er det lille ord, der sætte mig i stand til at tro på, at der rent faktisk er en forbindelse imellem min visdom og vores virkelighed. At der eksistere en glidende overgang imellem mit og vores - og hver eneste gang jeg skriver så meget som et enkelt ord her, så er det fordi jeg tror på at denne relation er der.

Jeg tror - for hvordan i alverden skulle man kunne vide at den er der? Og dog ved jeg, at nogle læser hvad jeg skriver, og endog har udtrykt tilfredshed med det - blandt meget andet... 

At sølle lille ubetydelige jeg kan røre noget i et andet menneske - hvad det så end måtte være - kan kun skyldes, at vi tror at vi forstår hinanden: At du tror at du forstår mig, og at jeg tror at jeg forstår dig.

Men den fælles forståelse - den kan aldrig bevises.

Nu er det umådeligt besværlig at omtale denne vigtige - ja, fundamentale - tro konsekvent som og. For skulle jeg kommentere og eksplicitere hvert eneste og, og skrive og både i sin funktion af almindeligt sprogbrugs-og og i sin relations-dybde-betydning - så ville det hele blive umådeligt kompliceret. For selvom og-relationen er både simpel og betydningsfuld, så er den også så uudgrundelig at man aldrig når til bunds i den. Den kan ikke forklares - men den er nødvendig, hvis vi skal snakke sammen. Ikke bare om virkelighed og visdom - men om alt muligt andet.

Derfor bruger jeg i stedet ordet sandhed. Og sandhed er måske det mest kontroversielle koncept man kan tænke sig i dag - for tror vi stadig på den? Det kan være svært at sige med sikkerhed - men jeg prøver alligevel.

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun