onsdag den 20. februar 2013

Diverse #3: Artsspørgsmålet


"You gotta serve somebody"
-Bob Dylan



I en tid hvor den politiske og naturvidenskabelige diskurs om herreracen er fortrængt til de fjerneste afkroge af den mere ekstremistiske undergrund, da må vi undre os over, at der stadig hersker en lang række ubegrundede fordomme og fortielser vedrørende spørgsmålet om herrearten. Hvor man mht. det såkaldte racespørgsmål i første omgang var umådeligt ivrig for at etablere beviser- og argumenter for, at 'herreracen - det er os', for sidenhen at vende på en tallerken, og mindst ligeså energisk etablere den sandhed, der dagen i dag lyder, at den eneste underlødige race er minoriteten af fortrinsvis hvide europæere, der stadig tror på at der overhovedet findes 'racer', da er spørgsmålet om den overlegne art stadig så tabuiseret, at få endog er klar over hvor grove og uoplyste fordomme de selv bærer i brystet. Det må og skal høre op - men ingen er tilsyneladende villige til at påbegynde det hårde, måske endog smertefulde arbejde.

Hvorfor vil vi ikke røre artsspørgsmålet med en ildtang? Problemstillingen bliver jo behandlet som praktisk taget ikke-eksisterende, og dette på trods af, at art langtfra er et lige så kontroversielt koncept som race. Dyr tager som bekendt ikke anstød af at blive omtalt på en bestemt måde - det er kun os mennesker der gør det. Men måske er det netop derfor, at spørgsmålet ikke adresseres: Ingen råber op om uretfærdigheden, fordi de eneste der kan råbe op, tilhører én specifik art, dvs. vores egen. Og vi er jo ikke ligefrem dem, der primært lider under den nuværende artstænkning, vort nuværende artsparadigme. Tværtimod.

Hvor alt racetænkning inden for vores-, den menneskelige art efterhånden er blevet dekonstrueret til et punkt, hvor flertallet ikke længere tror på iboende forskelligheder imellem de menneskelige 'racer' - for slet ikke at tale om over- og undermennesker - da forholder det sig diametralt modsat med spørgsmålet om arterne: For selvom menneskearten er udstyret med en levende fantasi og en raffineret tænkeevne, der har sat os i stand til problematisere racespørgsmålet til et punkt, hvor vi i dag almindeligvis betragter 'race' som værende en form for social konstruktion - et produkt af den menneskelige indbildning - da er vi trods alt endnu ikke så fantasifulde og intelligente, at vi har formået at dekonstruere arterne: Vi regner det kort og godt stadig for noget naturligt at der er forskel på mennesker, og eksempelvis køer, grise og kyllinger.

En sådan tankegang er ikke bare uetisk og uvidenskabelig - den er også farlig. Og faren bliver så meget desto mere overhængende af, at ingen bider mærke i artstænkningens altomfattende tilstedeværelse. Det burde være klart for enhver - men det er det ikke, for vi er i almindelighed så vante med at tænke i arter, at mange har svært ved at se ud over deres fordomme, hvor ubegrundede disse så ellers er.

Ligesom den nazistiske ideologi måtte munde ud i KZ-lejre og folkemord - og det har vi jo alle læst at den nødvendigvis måtte gøre - fordi den regnede med et racehierarki, og således naturligt medførte en dehumanisering af de 'lavere racer', således ser vi i dag, at vores strengt artsbaserede fordomme medfører et sandt holocaust, et massemord af værste skuffe. Men dette er ikke - som det trods alt var tilfældet under krigen - en ugerning der gemmes væk. Nej, den udspiller sig lige for øjnene af os... ja, de lemlæstede kadavere ender endog i vores eget køleskab, og beviserne afskaffes ved opløsning i mavesyre. Jeg taler naturligvis om det industrialiserede landbrug, der iskoldt og systematisk likviderer millionvis af uskyldige dyr om året, på en facon der i sin kalkulerende ondskab får Auschwitz til at ligne et børnehavepuderum. Vi acceptere det - men kun fordi der er tale om visse arter, og ikke andre.

Bevares... Et mindretal protestere. Men de gør det af stort set alle af de forkerte årsager.



Nogle forfægter eksempelvis, at dyrene har krav på rettigheder. De mener altså - paradoksalt nok - at landbruget behandler dyrene umenneskeligt. Selvom denne indvending måske nok er velmenende, overser disse dyrerettighedsaktivister, at de stadig køber- og anerkender den bagvedliggende artstænkning, som er den egentligt udslagsgivende faktor - undskyldningen for den egentlige grusomhed. De anerkender nemlig implicit, at der er én eller anden 'naturlig' forskel på mennesker og dyr. Når de siger at 'dyr også skal have rettigheder' er det jo klart, at der ikke er tale om menneskerettigheder. Dyrene skal derimod have deres egne rettigheder, så de kan blive behandlet lidt bedre - men de bliver stadig anset som noget fundamentalt anderledes-, som noget det er okay at slå ihjel, alene i kraft af deres art. Massemordet skal bare 'humaniseres'.

At formulere og implementere dyrerettigheder svarer i sagens natur fuldkommen til at indføre særlove for sorte, jøder eller en anden 'etnisk minoritet' under påskud af, at de hermed vil få det 'lidt bedre', end de har det i forvejen. En tankegang der tydeligvis er racistisk i sin grundvold, alene i kraft af, at den undertrykkende 'race'-kategori bibeholdes. Sådanne 'særlige rettigheder' - omend velmenende - cementerer altså bare, at der er en uudslettelig forskel imellem 'os og dem' - og så længe denne forskel overhovedet tænkes, leder det uundgåeligt til marginalisering og undertrykkelse.

Dyrerettighedsaktivisterne lever i en blåøjet fantasi om, at dette ikke vil være tilfældet med arterne. Mekanismerne er imidlertid væsentligt de samme, og der er derfor ingen grund til at tro, at artsundertrykkelsen vil stoppe, bare fordi der oprettes særlove. Tværtimod. Den bliver bare legitim.

Andre argumenterer for, at vores massive landbrug har skadelige implikationer for miljøet. Sådanne indvendinger grunder - igen fraset alle gode intentioner - ligeledes i den samme dybt perverterede tankegang. Indvendingen går nemlig på, at menneskearten i fremtiden vil lide under de miljøskader, som er et uundgåeligt følge af det monstrøse landbrug. Derfor bør vi behandle dyrene bedre, siger miljøforkæmperne. Igen ser vi altså at der gøres enorme anstrengelser og krumspring for at undvige det smertefulde artsspørgsmål.

Ved en simpel analogi bliver det hurtigt tydeligt, hvor absurd det er at opponere imod artsdiskrimination under henvisning til de miljømæssige konsekvenser: Det svarer nemlig fuldstændig til, at argumenterer for slaveriets ophør - ikke på grund af slavernes menneskelige ligeværd - men fordi der er mindre sandsynlighed for opstande, om slaverne 'frigives' til at tage det elendige lavestelønsarbejde, som ingen hvid mand alligevel ville ønske over sin værste fjende. Man ønsker med andre ord at behandle de øvrige arter 'bedre' af hensyn til vores egen art - ikke et opgør med artsspørgsmålet. Miljøovervejelserne er jo ikke for dyrenes skyld - men givet vores ikke bare historiske, men i høj grad nuværende undertrykkelse af andre arter, er deres ve og vel, deres væren-formål-i-sig-selv det eneste vi burde tænke på. Alt andet er i sagens natur irrelevant og intolerant.

Hvordan er vi kommet så vidt i vores ondskab? Hvordan kan vi mennesker - på vort nuværende højt civiliserede stade - stadig opererer med en etik og en naturvidenskab, der fuldstændig ukritisk tager en kategorisk adskillelse af arterne for givet? Er vi virkelig ikke blevet klogere? Har vi intet lært af holocaust og slaveriet, af hip-hop og jazz-musikken - ja, alle de unævnelige rædsler, der opstod som en naturlige følge af den barbariske racetænkning? Åbenbart ikke, for vi perpetuerer til stadighed de gamle undertrykkelsesmønstre, i det vi stædigt nægter at se artsspørgsmålet i øjnene.



Den britiske psykolog Richard D. Ryder diagnosticerede i 1970 vores berøringsangst overfor artsspørgsmålet som speciesisme, og sidestillede hermed artsdiskrimination med køns- og racediskrimination (sexisme og racisme). Ligesom sexisme betyder at ét køn (det mandlige) regnes for overlegent, og racisme implicere at én 'race' (den hvide europæer) tages for højere udviklet end de øvrige, er speciesisme den irrationelle tro på, at én art (den menneskelige) er kronen på evolutionens værk. De øvrige arter anskues således som blotte midler til et eneste mål - og målet er altid mennesket.

Det er én måde at anskue problematikken på: At vi mennesker bare er primitive og intolerante - speciesistiske - når det kommer til andre arter end vores egen. Men den, der for alvor får øjnene op for artsspørgsmålets dybere implikationer må på et tidspunkt - som ved alle rystende opdagelser af, at verden på en fundamental måde ikke er som den burde være - spørge sig selv: Quo bono? Hvem drager fordelen af, at det ellers så åbenlyse artsspørgsmål aldrig bliver draget i tvivl?

Og her vil de fleste naturligt svare: Det gør mennesket. Det industrialiserede landbrug arbejder jo for os, og den dybtliggende - måske endog ubevidste - speciesisme er vores arts måde at retfærdiggøre, at alverdens dyr må lide, for at vi kan leve i overflod.



Men vent nu lige lidt... alverdens dyr? Er alle dyr nu også dømt på forhånd som laverestående i forhold til mennesket? Landbruget myrder jo kun ganske få arter systematisk: Grise, køer, kyllinger... og så har vi selvfølgelig også det omfattende fiskeri, som bringer lidelser til alle havets skabninger. Men alligevel er der jo langt fra tale om at alle dyr, alle arter lægger under for menneskets umenneskelige dominans.

Og her har vi fat i det virkeligt diabolske ved artsspørgsmålet: Ikke bare at det i vid udstrækning ignoreres, men tillige at vi automatisk går ud fra - når vi en sjælden gang imellem beslutter os for at tage spørgsmålet seriøst - at mennesket naturligvis er den ondskabsfulde speciesistiske herreart, der undertrykker alle de øvrige. For er vores art virkelig den, der i videst udstrækning drager fordel af, at artsproblematikken ikke bliver adresseret og diskuteret seriøst?

Se f.eks. bare på kattene... Og her taler jeg naturligvis ikke om de beskidte vildkatte, der strejfer om på må og få, og lever fra poten til munden, men om den højt skattede huskat, der elskes så inderligt af mennesket. Se bare på den. Skulle vi mennesker virkelig være bedre stillet end katten fra et strengt artsperspektiv?

Få mennesker vil - hvis de for alvor tænker over det - forfægte, at livet som medlem af vores art virkelig er bedre end det, der leves af den almindelige huskat. Men før vi ser nærmere på dette forhold, må vi lige gøre os én ting klart om det industrialiserede landbrug, dette strålende eksempel på vores ignorance overfor artsspørgsmålet, for at sikre det rette perspektiv:

Landbrugets artsundertrykkelse er selvsagt meget iøjnefaldende som noget menneskeskabt. Men vi må ikke se bort fra, at vi selv-, dvs. vores art konstant træller for midlerne - penge - der sætter os i stand til at nyde godt af landbrugets produkter. Dette gør vi endog i en sådan grad, at vi ikke skelner imellem arbejdet og vores arts sande natur (Hegel, Marx). Således er store dele af menneskets tid og energi dedikeret til at smøre samfundets maskineri - og hele dette maskineri, ja, hele samfundet som sådan er den suveræne betingelse for, at landbruget er blevet så omfattende som det er. Det er altså alene i kraft af vores arts hårde arbejde at det artsdiskriminerende landbrugssystem er kommet op at køre - og landbruget kører således kun på bekostning af, at vi har slavebundet os selv til den orden, der understøtter den enorme kødproduktion og de blodige slagterier.

Det industrialiserede landbrug er altså del af et større system, som menneskeheden på den ene side har arbejdet- og stadig arbejder hårdt for at holde kørende, og som så - på den anden side - har givet os mennesker en luksuriøs levestandard, bl.a. i form af lettilgængeligt og billigt kød. Men selvom vi - menneskearten - har givet vores liv til dette system for den højere levestandards skyld, er vi alligevel ikke den eneste art, der drager nytte af systemet.



Og så vender vi igen tilbage til huskatten - som ikke arbejder 'for systemet', men derimod lever et liv i uhørt frihed og luksus, med tag over hovedet og mad i maven... Takket være mennesket.

Katten strækker sig dovent, strejfer om i kvarteret, spinder og lader sig kæle af mennesket - når den selv vil. Den udslidte familiefar køber den dyreste luksuskattemad med hummer, kaviar og makrel på vej hjem fra kontoret, og på en hård dag med arbejde, madlavning, og børneafhentning får moderen alligevel altid tid til trofast at servere den for katten. Men katten - den spiser når den selv vil. Børnene kommer udmattede og gennemmobbede hjem fra skole, og higer kun efter kattens bekræftende kærlighed. Og den giver katten da også - når den selv vil.

Men når katten ikke vil... Når den ikke gider mennesket... Så har mennesket bare at indpasse sig, for katten lever efter sin egen lov.

Huskatten ter sig med andre ord som fortidens dekadente herremænd, uden de mindste kvababbelser ved at lade sine undersåtter slide sig halvt ihjel, for selvisk at kunne leve efter egne lyster. Hvor mennesket har etableret- og aktivt vedligeholder de mekanismer, der understøtter et morderisk system - landbruget, hvor nogle arter kynisk ofres for andres skyld - og delvist nyder godt af denne orden, da mennesket allernådigst får lov til at overleve, såfremt det viger sig selv og sit liv til systemet... ja, da høster huskatten samtlige fordele ved menneskets gigantiske arbejdsindsats. Katten lever nemlig i menneskets hus som sit eget, den spiser på menneskets regning, og den tager menneskets ubetingede kærlighed for givet, uden nødvendigvis selv at føle sig forpligtet til at give igen.

Ude er mennesket altså en slave af systemet - og hjemme er det en slave af huskatten. Og alligevel går vi automatisk ud fra, at vi skulle være herrearten...

Men hvorfor er der intet opgør med denne dæmoniske herreartstænkning, som falder så naturligt for katten, at den ikke engang tænker over det? Er vi mennesker virkelig tilfredse med denne åbenlyse uretfærdighed? Tør man spørge: Hvor bliver revolutionen af?



Men ak... vi kender jo svaret allerede inden spørgsmålet er stillet færdigt: Revolutionen bliver væk, fordi katte simpelthen er for søde og seje i vores-, den slavebundne menneskeheds hoveder. Vi ville aldrig kunne gøre oprør mod katten - for vi vil have vores huskatte, og vi vil have at de opfører sig på denne dekadente måde. Ja, faktisk er kattenes dovne, forfængelige hovmodighed den primære grund til, at vi synes at de er så seje og søde som vi rent faktisk synes at de er.

Vi er altså ofre for det, der i klassisk marxistisk terminologi kaldes for falsk bevidsthed: Ikke bare er vi - som art - undertrykte, men vi elsker tillige vores undertrykkere. Og fordi vi elsker vores undertrykkende herreart, så falder det os naturligt selv at undertrykke andre arter, og betragte dem som underlødige - som kød. Opgøret med artsspørgsmålet er altså ikke alene et spørgsmål om det problematiske i, at vi ser vores egen art som overlegen, men tillige at vi velvilligt opfører os som om, at katten faktisk er os overlegen.

For katten bestemmer - det er der ingen tvivl om. Hvis noget enkelt menneske greb til væbnet kamp mod kvarterets huskatte, så vil han med sikkerhed blive lynchet - af andre mennesker, hans artsfæller, som han måske nok mente at handle på vegne af, men som trofast står i kattenes tjeneste. Og de fleste vil mene, at det er retfærdighed. At en sådan galning må stoppes.

Nu kunne det argumenteres, at dette ikke er tingenes tilstand på globalt plan. Vi kender jo trods alt til kulturer, hvor katte ikke nyder den særstatus, som de gør herhjemme. Kulturer hvor mennesket står ubestridt højere end katten i arternes hierarki (f.eks. Kina). Og det er selvfølgelig også rigtigt: Mennesket er måske nok den suverænt dominerende art på det globale, dvs. abstrakte og universale plan. Men ingen af os lever jo overalt på jorden på én og samme tid - det gør kun vores art. Nej, alle os enkelte mennesker er begrænsede i tid og rum til et lokalområde, der mere eller mindre udgør hele vores individuelle verden - præcis ligesom huskatten er det.

Og denne begrænsede individuelle verden - den regeres med samme sikkerhed af den dekadente herreart, som den globale domineres af mennesket. Hvor mennesket altså dominerer kloden, dominerer katten Danmark (eller koen Indien, for den sags skyld - eller en tredje art et tredje konkret sted). Mennesket er altså herre over den store verden - men træller for andre arter i den lille. Sidstnævnte er imidlertid den mere virkelige verden, da 'kloden' og 'det globale samfund' ikke eksisterer for andre arter end vores, mens den lille verden deles af alle arter.

Hvor vi mennesker altså tenderer imod at tænke abstrakt og universalt, og derfor i reglen handler på motiver der retter sig imod (den evt. fjerne) fremtid, tager kattene i stedet magten lige her og nu: De kender deres nærområde og deres menneskers særheder - og de drager den optimale fordel af denne viden. Katten, der finder sig selv i de optimale omstændigheder griber eksistensen umiddelbart, og gør sig selv til Herre over livet og lykken.

Mennesket derimod - vi træller altid for noget andet og noget større end den umiddelbare virkelighed. Vi griber ikke livet, men skyder den lille verden til side for den store. Vi bliver altså aldrig herrearten, selvom vi umiddelbart forestiller os at vi rent faktisk er det. Vi har nemlig for travlt med at overveje- og handle på baggrund af abstraktioner

Abstraktioner såsom artsspørgsmålet. Det må vi gøre op med.

Med venlig hilsen
Jakob-Jeshurun

Ingen kommentarer:

Send en kommentar