søndag den 5. januar 2014

Filosofi/tænkning #3: Det store billede - tre perspektiver på N




1. Hvad er N?

Alle nyhedskilder/medier udgør hver for sig et forsøg på at influere samfundets overordnede Narrativ (N).

N er den historie, som vi på kollektiv basis fortæller os selv om, hvordan vores samfund ser ud. N er med andre ord Danmark som én samlet idé. Vi kan derfor kalde N for det store Danmarksbillede.

Når vi snakker om N snakker vi ikke om noget definitivt. Den store forstælling om det Danske samfund er ikke en afgrænset størrelse. Det ligger tværtimod i selve Ns natur, at den er til stadig diskussion. Der er med andre ord tale om en åben idé.

Det er kun fordi at N er en åben idé, at vi har noget sådan som den pluralistiske presse. At nyhedsstrømmen er præget af mange stemmer er en konsekvens af Ns åbnenhed. Som sådan er den åbne N historisk betinget - men det er kun tilfældet, såfremt vi snakker abstrakt om den, og f.eks. sætter lighedstegn imellem den nuværende N og pressefriheden.

Der findes imidlertid også mange stemmer der argumenterer for, at N hverken er- eller bør være bestemt af historien - og disse stemmer er i lige så høj grad en del af N, som dem der mener det modsatte

Der er derfor heller ingen der ejer N, og kan bestemme hvad N nærmere skal- eller bør være. Men der findes stadig en lille håndfuld stærkt indflydelsesrige meninger om, hvad N er, og disse er vigtige at have in mente, hvis vi vil danne os et adækvat indtryk af N.

Dog gentager jeg den vigtige pointe, at den almindelige mening om N ikke nødvendigvis er sammenfaldende med, hvad N i virkeligheden er.

Det tætteste vi kommer på en egentlig definition af N er således Negativ: Ns Natur er flydende. Den er luftig. Den er svær at få hold på.

Grunden til dette er såre simpel: Hvis vi fremsætter en bestemt teori om, hvad N er, vil der altid være mulighed for, at vi kan blive sagt imod:

Nogen kan altid mene Noget andet om N.

Dette er en grundsætning for den rette forståelse af N. Den er vigtig, fordi den indkapsler det mest fundamentale i Ns åbenhed, nemlig følgende dobbelthed:

A. At en påstand om N som sagt altid kan blive sagt imod
og
B. Modsigelsen vil altid selv være en del af N, qua Ns karakter af kollektiv- eller 'stor' fortælling.

Jeg kalder dette forhold for 3N. 3N er det eneste sikre vi kan sige om N.

Hvorfor er 3N sikkert, når ingen andre sætninger om N er det? Det er ganske simpelt: 3N bliver bekræftet hver eneste gang den bliver sagt imod, og afspejler således et væsentligt træk af Ns natur.

Derfor er 3N strengt taget heller ikke en definitiv del af N, men snarere et princip for at tale om N. 3N vedrører med andre ord ikke det, som vi taler om, men snarere det forhold, at vi taler om N




2. Hvad vil det sige, at 3N er et princip for at tale om N?

Princip betyder et nødvendigt udgangspunkt.

Da alt debat om N i sagens natur er in medias res behøver alle imidlertid ikke at være indforståede med udgangspunktet for at debattere N på en passende måde. Mange overtager f.eks. ukritisk en holdning om N fra deres forældre, venner, medstuderende, kolleger, bøger eller andet, og argumentere som om at denne holdning var den eneste sandhed om N. Derfor tænker de aldrig over, at N primært er kendetegnet ved, at ingen har magten til at sige noget definitivt (dvs. determinerende) om N.

Således står de fleste også magtesløse overfor enhver modsigelse af deres egen 'sandhed' om N.

3N kan ikke bevises at gælde for N. 3N er ikke en tvingende sandhed om N. Men for den, der kommer til at forstå 3N er princippet stadig uomgængeligt og på sin vis uimodsigeligt (ligesom non-kontradiktionsprincippet er ubeviseligt, men uimodsigeligt for den, der ønsker at argumentere- eller sige noget i det hele taget).

3N kan nemlig altid observeres i enhver diskussion/debat om N.

Lad mig illustrere hvordan 3N kan observeres. Tænk på følgende eksempel, hvor person A og B diskutere hvad samfundet i det store hele er for noget:

---

A: Mennesker vil i udgangspunktet det bedste for hinanden - det er bevist ved (*henvisning til et videnskabeligt studium*). Derfor bør vi ikke indrette samfundet på individualistiske præmisser. Det umenneskeliggør os.
B: De førende autoritere på området (*henvisning til forsker X/Y/Z*) har sået tvivl om det studie du nævner. For øvrigt kan vi jo se, at de samfund der er struktureret omkring individualistiske idéer er både rigere og lykkeligere.
A: Du glemmer at tage højde for den voksende ulighed, der også gør sig gældende i de samfund du nævner, og de onder det fører med sig...
osv. ad infinitum

---

A fremsætter en påstand om N, som bliver imødegået af B. De henviser begge til hvad de selv tager for stensikre autoriteter. Og dog - som enhver vel kan forestille sig - når de ikke til enighed, selvom de begge mener at have sandheden om N på sin side. En sandhed som de vel at mærke begge tager for uimodsigelig.

N er imidlertid samtidig både det, de diskuterer, og betingelsen for at de diskutere på den måde, som de gør. Dvs. fordi A og B diskuterer N er både A og B selv, og A og Bs respektive holdning til N, hhv. en del af- og en konsekvens af N. Det er dette snørklede forhold som 3N tager højde for.

Sådan er N altså præget af mange tilsyneladende uoverenstemmelser - men der er egentlig kun tale om uoverensstemmelser såfremt vi taler om N. I N selv er der ingen uenighed - for N eksistere bare som en åben idé, som alle i sagens natur kan sige hvad de vil om. N er i en vis forstand samfundet som helhed,

Alle er derfor også enige om, at N i én eller anden forstand er noget andet og mere end 'bare' en idé. Det er faktisk kun derfor N er værd at tale om - fordi N ikke bare er noget vi taler om. 

Den, der taler- og mener noget om N, men ikke ((an)er)kender 3N vil imidlertid aldrig opnå et tilnærmelsesvis præcist billede af, hvad N i virkeligheden er, om vedkommende er nok så overbevist om sin egen 'sandhed' om N. 3N gemmer sig nemlig i enhver debat om N, og den der kan gennemskue, hvordan 3N kommer til udtryk i debatten, vil også kunne forstå debattens dybere natur - og følgelig også få et bedre indblik i N og i, hvordan N relaterer sig til det, der bliver sagt om N.

Den, der altså ikke bare ønsker at tale om N i øst og vest, men også ønsker at kende N i en dybere forstand, bør lægge sig 3N på sinde, og aldrig glemme det i nogen situation, hvor N bliver debatteret. 





3. Om Ns åbenhed

At N er åben betyder udelukkende, at alle kan byde ind med deres egen sandhed om N, og at denne sandhed på sin side også - på sin egen måde - er en del af N. Det betyder ikke at N er noget relativt, eller at N bliver dikteret af de meninger, som forskellige mennesker måtte have om, hvad den er. Det betyder udelukkende, at N er åben for ethvert perspektiv, og at ethvert perspektiv i én eller anden forstand fortælle os noget om N.

Det kan lyde som om N er noget vilkårligt, hvilket imidlertid ikke er tilfældet.

Man glemmer ofte, at alting aldrig bliver sagt i en debat. Det betyder at der - hvor mange, og hvor modstridende perspektiver på N vi end kan høre - altid findes en uendelighed af hypotetiske perspektiver på N, som aldrig bliver ytret, og som aldrig vil blive ytret, simpelthen fordi der aldrig nogensinde er nogen der har tænkt over dem, eller har fundet dem overbevisende.

Alle menneske-perspektiver er begrænsede, og i hver vores livstid kan vi kun nå at holde et begrænset antal idéer om N for sande. Der er så at sige en bestemt horisont, som aldrig bliver overskredet, alene fordi det er umuligt at tro- og mene alting eller hvad som helst om N.

Dette er den definitive grænse imellem det, der bliver sagt og det, der ikke bliver sagt. Og Ns åbenhed er udelukkende en åbenhed overfor det, der rent faktisk bliver sagt, ment og troet om N.

N kommer altid til udtryk igennem det, der bliver sagt, men det der bliver sagt om N er ikke nødvendigvis sammenfaldende med-, eller bare tæt på Ns sande væsen. 

Derfor er det nærliggende at tro, at N måske på 'nuværende' tidspunkt befinder sig uden for horisonten, men hypotetisk set godt kan siges, hvis blot man finder den rigtige måde at tale om N på. Med andre ord: At en entydig definition af N rent faktisk er mulig, hvis man leder ihærdigt nok efter den.

Det er imidlertid en fejl. Alt hvad der bliver sagt om N er nemlig underlagt 3N, og 3N illustrerer udelukkende det faktum, at der ikke kan udtales noget som helst om N, som ikke kan (og højst sandsynligt vil) blive modsagt på et eller andet tidspunkt. Og at modsigelsen på sin vis også siger noget om N.

Enhver 'sandhed' om N, der kan modsiges er altså ikke sandheden om N. Sandheden om N er nemlig N selv - og denne sandhed kan ikke formuleres entydigt, selvom den er betingelsen for, at vi kan sige noget om N overhovedet.

Det betyder ikke at sandheden om N ikke kan erkendes. Det betyder bare, at den ikke kan siges. Sandheden om N er nemlig uimodsigelig - men det eneste uimodsigelige er selvsagt det, som ikke bliver sagt.

Mennesker stræber imidlertid af natur imod en uimodsigelig sandhed, og forsøger ihærdigt at sætte en sådan sandhed i sprog, i troen på at de således kan bemægtige sig sandheden selv, og bruge den til egen fordel. Det er den eneste grund til at der snakkes så meget om N.

N selv ville imidlertid klare sig fint, og måske endog vise sig mere gunstig for os borgere i samfundet, hvis vi ikke så os kaldede til at snakke så meget om N hele tiden. For at vi snakker så meget om N er udelukkende et symptom på, at vi som samfundsborgere forsøger at mestre det, som per definition ikke lader sig mestre, og at sige det, der i sagens natur er usigeligt. 

Med veNlig hilseN
Jakob-JeshuruN



Ingen kommentarer:

Send en kommentar