mandag den 27. januar 2014

Diverse #7: Tåbelig Visdom 3


Selvom nogle siger DET og peger udad, og andre siger JEG og peger indad, så findes der kun én sandhed, som det altid har været og altid vil være, så længe der er øjne til at se, ører til at høre og hjerner til at tænke. Den sandhed hedder OPMÆRKSOMHED.

Når du er opmærksom på noget, og du er opmærksom for sandhedens skyld, så er opmærksomheden hverken DIG eller DET. Du er opmærksomheden, og opmærksomheden er det. Det som du er opmærksom på - den opmærksomhed er hverken dig eller det.

Når et menneske først og fremmest siger og gør JEG, siger 'jeg' foran alt hvad han mener, eller 'jeg' foran alt hvad hun føler, så gør det menneske sit 'jeg', sit indre, sine meninger og sine følelser til sandheden. Men på den måde skubbes opmærksomheden til side.

Og hvis et menneske altid siger DET, og hvis et menneske altid gør DET, og på den måde altid stiller et 'det' foran sig - så gøres det ydre, tingene og de såkaldte fakta til sandheden. Og på den måde glemmer det menneske opmærksomheden.

Sådan opstår 'rigtigt' og 'forkert' - og 'rigtigt' og 'forkert' er MAGTEN. Magten er de ord, og gerninger som mennesker køber og sælger til hinanden, for at få hinanden til at sige og gøre bestemte ting. Ting, der forstærker 'rigtigt' og ting der svækker 'forkert', om 'rigtigt' og 'forkert' så måtter være 'jeg' eller 'det'-

For dem, der siger og gør 'JEG' er 'DET' forkert, og for dem der siger og gør 'DET' er 'JEG' det forkerte. Fordi 'jeg' altså siger at 'det' er forkert, så er 'jeg' rigtig, og fordi 'det' gør at 'jeg' er forkert, så er 'det' rigtigt. Det er en cirkel, der slutter om sig selv

Magten er konstant, og aldrig i ro, fordi 'rigtigt' aldrig vil blive tvunget igennem, og 'forkert' ikke kan udslettes - 'forkert' vil nemlig altid stå i vejen for 'rigtigt', og hvis det ikke var sådan, så ville 'rigtigt' ikke være rigtigt, og 'forkert' ikke være forkert. Magten er altså en form for dans, som JEG og DET danser med hinanden - og som 'jeg'-mennesker danser med 'det'-mennesker, som de hver især finder deres sandhed det modsatte sted i forhold til de andre.

Magten er sandhed - men hverken 'jeg' eller 'det' er sandhed, selvom magten i sandhed virker ved at gøre opmærksom på enten 'det' eller 'jeg'.

Opmærksomhed er sandheden - og JEG kan aldrig være opmærksom, uden DET at være opmærksom på, ligesom DET ikke kan påkalde sig opmærksomhed, uden at JEG er opmærksom. Hvordan skulle det ene kunne være uden det andet?

Magten er virksom ved at dele JEG og DET op, og skabe illusionen om, at sandheden er i det ene eller i det andet. Den, der ligger under for sådan en illusion er ikke opmærksom, og den, der ikke er opmærksom opfatter ikke magten, som magten i sandhed er. Sådan bliver han eller hun et skridt i en dans om rigtigt og forkert, som man ikke selv opfatter, hvor meget man end siger til sig selv, at man har styr på det eller på sig selv.

De fleste tror de er opmærksomme, selvom de ikke er det. Den opmærksomme tror ikke nødvendigvis selv at han er det. Han er jo opmærksom på, hvor ofte JEG eller DET leder ham vild, ved at kalde sig selv for sandhed. Han ser hvordan alle løber efter det rigtige og flygter fra det forkerte. Han ser hvilken magt det rigtige og forkerte har over andre. Han ser hvordan andre tager illusioner for virkelighed - og er derfor altid på vagt overfor sin egen virkelighed, af frygt for at illusionen skal tage magten fra ham.

Derfor ser alle på den opmærksomme med mistro. Hvad alle ser som meget vigtigt, negligerer den opmærksomme nemlig ofte fuldstændig. Han går tit op i petitesser, som om det var et spørgsmål om liv og død. Ofte siger og gør han ting, der er åbenlyst forkerte, og undlader at gøre det, som alle er enige om at kalde for rigtigt. Han griner af det, der er alvorligt, og tager det latterlige og fantastiske dybt seriøst.

Forestiller vi os nu én, der er opmærksom på sandheden, og kender opmærksomheden som den ene sandhed, der hverken er indeni, eller udenfor, der hverken er JEG eller DET, så må vi forestille os én, der vil være som en tåbe i denne verden. Én, der ikke forstår sig på rigtigt og forkert. Én, der er magtesløs og uden indfyldelse.

Ingen tager tåben seriøst, fordi tåben ikke forstår de andres rigtige og forkerte,

Men måske er tåbens magt netop at han ikke ligger under for det, som alle andre jager efter, uden nogensinde at opnå sand tilfredsstillelse?

Med vinelg hliesn

Jakob-Jeshurun

4 kommentarer:

  1. Jeg er en tåbe.... og ja; "Fool see's not the same tree as the wise man sees'".

    SvarSlet
    Svar
    1. En tåbe der kan citere William Blake!
      Tak for kommentaren, Anonym.

      Slet
    2. Det var så lidt. Jeg har længe fuldt denne side, som en flue på væggen, og tænkte det var på tide jeg gav udtryk for min enighed/mening.
      Problemstillingen omkring synspunkter der konflikter, er jo allestedsnærværende og derfor altid relevant.
      Individ VS Individ, Individ VS masserne etc. etc.

      Slet
    3. Den er nemlig tilstede overalt omkring os. Ergo vigtigheden af opmærksomheden: De enkelte synspunkter er ikke så interessante i sig selv, som de konstellationer de indgår i (dvs. hvordan man definerer sig selv relativt til andre synspunkter (enighed/uenighed)).

      Paria-konservatisme bliver aldrig den store folkelig side a la politiken.dk/youporn.com så jeg sætter så meget desto større pris på hver enkelte læser.

      Slet