Hele mit liv har jeg været i
bevægelse.
Som sædcelle var jeg i bevægelse.
Jeg triumferede over millioner af mine brødre og søstre,
bevægede mig hurtigere og mere målrettet end dem, og
trængte ubesværet ind i ægget.
I ægget blev min bevægelse
hurtigt langsommere, hvilende, dvale-agtig, dvælende. Jeg
begyndte at vokse - og at vokse er en bevægelse.
Mine sensationer, nerver, organer,og
de første vage sansninger voksede ud af mig og ind i mig, mens
jeg lå i min mors mave. Min organisme udviklede sig - og
udvikling er også en form for bevægelse, omend en lidt
anden én.
Efter ni måneder, der reelt set
ikke var ni måneder, fordi jeg ikke bevægede mig i tid
(men i evigheden), blev jeg født ind i tiden 3. april 86. Jeg
var et barn. Jeg var ny, og født, og helt nyfødt... Men
allerede som barn havde jeg tilbagelagt en uendelig rejse - for at
blive til barn. Jeg havde bevæget mig fra at være en
enkelt ydmyg celle, til nu at være en fuldt udviklet organisme, svøbt
i frisk blod og slim direkte fra livmoderen, levende tilstede i verden.
Jeg voksede op. Jeg bevægede mig
igennem de forskellige aldre, som alle børn gør det.
Jeg var ét år. Så var jeg to. Så var jeg
tre. Så var jeg fire. Men selvom jeg tilbagelagde mine første
fire år i tiden, så bevægede jeg mig stadig i en
tidløs væren, uden den mindste idé om den tid,
der konstant bevægede sig omkring mig. Tiden var tilstede, men
jeg ænsede den ikke.
Fra 4-års alderen begyndte jeg
imidlertid at bevæge mig, lige så langsomt, på to
forskellige planer. Jeg begyndte at bevæge mig både i
det indre og i det ydre.
Gradvist bevægede jeg mig mod en
forståelse af den indre bevægelse, og den indre bevægelse
var at føle. Derefter
blev det at tænke. Og
til sidst blev det til en grov idé om mit eget Jeg.
Jeg var den, der bevægede
sig i det indre. Jeg var den, som jeg kunne føle inden i.
Samtidig
med at jeg lærte den indre bevægelse at kende, lærte
jeg også den ydre bevægelses navn at kende - og den ydre bevægelse hed Verden. Verden
bevægede sig upersonligt, uden hensyn til mig personligt. Verden havde intet Jeg som Jeg havde det. Men den var
der stadig. Den eksisterede, og bevægede sig, men det var en anden type bevægelse end Min.
Jeg
kunne ikke bevæge Verden - men Jeg kunne bevæge Mig Selv.
Verden
bevægede kun sig selv. Ind imellem også Mig. Men for det meste virkede det som om at vi bevægede os adskilt.
Da var
jeg vel 10 år gammel. Og fra da af begyndte noget nyt nu igen at gå op for mig...
At Jeg ikke var isoleret fra Verden. Verden bevægede mig jo, med sine mange sansninger og fænomener, der bevægede mine tanker og følelser og Mig generelt -
men ind imellem bevægede Jeg også Verden. Verden virkede ikke bare indad - Jeg virkede også udad. Der var forskel på Verden og Jeg - men Verden og Jeg greb konstant ind i hinanden, og forstyrrede eller hjalp hinandens bevægelser (omend Verden altid havde mange flere bevægelser og måder at bevæge Jeg på, end Jeg havde måder at bevæge Verden).
Jeg havde en vilje og Jeg havde en vej igennem Verden. Det var det jeg begyndte at lære nu, efter at have lært at skille Mig Selv fra Verden, og forstå at Verden og Jeg var forskellige.
Jeg
bevæger mig nu ind i det, som kristne kalder for Helligånden.
Helligånden
er den tredje person i tre-enigheden: Faderen - Sønnen - Helligånden.
Helligånden
er engang blevet defineret sådan her (parafrase over Augustin(?))
Helligånden er den kærlighed,
som Sønnen elsker Faderen med, og som Faderen elsker Sønnen
med.
Med andre ord:
Helligånden er den gensidige kærlighed mellem Faderen (der gav os Sønnen) og Sønnen (der vender tilbage til
Faderen, for at regere ved hans højre hånd). Sådan
er det for de kristne.
Faderen
repræsenterer Verdens skaber. Samtidig er Faderen imidlertid
også Sønnens skaber. Han har skabt dem begge. Det er den
kristne tro i en nøddeskal. Alt det andet er detaljer.
For mig at se betyder det essentielt:
Den ydre bevægelse
er ikke adskilt fra den indre bevægelse. De er forbundne. De
bevæger sig ikke kun imod hinanden, og adskilt fra hinanden,
men også sammen med hinanden. I enhed. Der er et fællesskab
imellem det indre og det ydre, mellem Jeg og Verden - ligesom der er
et fællesskab imellem Faderen og Sønnen. Dette
fællesskab er den gensidige kærlighed. Det er
Helligånden. Det er Bevægelsen selv.
Helligånden
er Bevægelse. Kærligheden, som det ene, Sønnen, Jeg elsker det andet, Faderen, Verden med - og omvendt. Jeg - Verden, Søn - Fader, Indre - Ydre. Det
er Helligåndens virke i det kristne vokabularium. Det er den gensidige påvirkning og bevægelse imellem disse tilsyneladende modsætninger. Det er Helligånden, eller tre-enighedens tredje person. Kærligheden i aktion.
Hvor forskellig
bevægelsen i det indre end kan være fra bevægelsen
i det ydre, hvor forskellig Jeg end kan være fra Verden, så
er vi dog begge ét, i det at vi begge bevæger os. Det
er Helligåndens betydning. Jeg og Verden er ét, ligesom Jesus siger at han kender Faderen, og Faderen kender ham.
Religion er bare et sprog til at beskrive bevægelsen. Det beskriver den bevægelse, som jeg lærte at kende i puberteten og mine teenageår.
Nogle gange bevæger
Jeg Mig med Verden - og nogle gange imod den. Og
omvendt.
To forskellige
bevægelser, der dog begge bevæger sig, og forholder sig
til hinanden. Elsker hinanden som Faderen elsker Sønnen og
omvendt. Det er Bevægelsen imellem dem. Helligånden.
Hele mit liv har
jeg været i Bevægelse. Det forstod jeg vel definitivt, da jeg var omkring 18 år gammel. Hele livet er i bevægelse.
Da jeg var 20 havde
jeg efterhånden forstået hvordan forholdet mellem det
indre og det ydre, Jeg og Verden hang sammen i grove træk. Jeg forstod Mig Selv
som noget helt og aldeles forskelligt fra Verden, og Verden som noget
forskelligt fra Mig - men samtidig forstod jeg også, at der
eksisterer et ubrydeligt bånd imellem Verden og Jeg. Man kan
ikke adskille det ene fra det andet. Det var en stor ting for mig at indse. Det bevægede mig godt og grundigt.
Så fik Jeg
Mig en kæreste, og så ændrede bevægelsen og historien fundamentalt karakter igen. Derfor kaster jeg mig nu ud i et stærkt patos-ladet og bevæget sprog - for at forandre denne historie om Bevægelsen på en tilsvareden måde i det ydre udtryk - sproget - somden forandrer sig i det indre - følelsen.
Vi starter med en definition!
En kæreste er
en anden organisme, der er blevet født og er vokset op ligesom
du er, (dvs. hun er født og er vokset op - bare det, intet andet) og som
har erfaret forholdet imellem den indre og den ydre bevægelse
på sådan en måde, at hendes måde at
bevæge sig på er komplementær til den måde,
som Jeg bevæger Sig - jeg mener Mig - på. Dig og Din kæreste er ét
i Bevægelsen. Sådan er det at have en kæreste. Sådan var det at få en kæreste. Det skulle Jeg lige lære (og det var der meget bevægelse i).
Kærlighed er
en form for dans. Det begyndte Jeg at lære. En koordineret bevægelse.
Kort efter denne store kærlighedsbegivenhed flyttede
Jeg hjemmefra, og forlod min barndoms arena for Bevægelse,
Tølløse, da jeg overtog et lille klubværelse i
Vanløse efter min storebror. Det var på A. F. Beyers Vej
- et rart kvarter ... (og en vigtig location i Blekingegadebandens
historie) ...
I starten bevægede
Jeg Mig fra Vanløse til Roskilde hver eneste morgen. Jeg
arbejdede som postomdeler for hedengangne CityMail, og skulle møde
kl 7 på CMC 400, vores omdelingscentral, et sted dybt begravet
i Roskildes industrikvarter - nær Trekroner Station (tæt ved RUC...) - hver morgen. En daglig bevægelse mellem to byer. To steder i Verden
De første
mange år Jeg boede i Vanløse bevægede Jeg Mig stadig meget i min gymnasium-by Roskilde i det hele taget. Alle mine
bedste venner boede der stadig dengang. Det var mit 'andet hjem'.
Derudover Bevægede
Jeg Mig selvfølgelig meget frem og tilbage imellem der, hvor Jeg Selv boede, Vanløse som sagt, og
der hvor min kæreste boede: Over årene blev det til
Søborg, Østerbro, Vanløse og Nørrebro for hendes vedkommende,
indtil vi endelige flyttede sammen på Amager, i Urban Planen, hvor
vi bor nu og har boet siden 2011. Jeg boede i Vanløse alle årene op til da. Fra
jeg var 21 til jeg var 25 år gammel.
I samme periode
gennemførte Jeg min BA i filosofi (med tilvalg på
Teologi) på Københavns Universitet Amager - så jeg
bevægede Mig altså også meget med Metroen fra
Flintholm til Islands Brygge station. Mange forskellige bevægelser, mange forskellige steder hen, men dog inden for en forholdsvis lille og ret overskuelig radius. Sådan var min bevægelse i Verden igennem den tid.
Eller: Sådan var de ydre
bevægelser.
I forhold til det indre så læste
Jeg en helvedes masse bøger (og det gør Jeg stadig),
som Bevægede min måde at føle, tænke og
i det hele taget være Jeg på temmelig meget.
Min
kærlighed til filosofi var blevet antændt da Jeg på
min 18-års fødselsdag fik en splinterny kopi af den
første danske oversættelse af Arthur Schopenhauers
hovedværk Verden som vilje og forestilling i
fødselsdagsgave. Jeg slugte den i sommerferien efter min
studentertid (2005). Den var meget svær at læse, men jeg kunne ikke lægge den fra mig, selvom en side kunne tage lang tid at fordøje og forstå.
Schopenhauers
filosofiske og pessimistisk poetiske portræt af verden og
mennesket i den bevægede mig dybt. Men han var kun den første.
Siden læste jeg mig mere eller mindre systematisk (nok mest det
sidste) videre igennem følgende filosoffer, som alle har
påvirket min forståelse af Verdens- og mine egne
bevægelser på en afgørende måde (i nogenlunde kronologisk
rækkefølge):
Nietzsche, Platon, Hegel, Schopenhauer (igen) (før Universitetet), Platon (igen), Aristoteles, Sextus Empiricus (eller rettere: Sextus Empiricus om skepticismen), Platon (igen-igen), (kæmpe middelalderligt hul), Descartes, Rosseau, Hume, Kant, Hegel (igen), Nietzsche (igen), Heidegger, Bruno, Heidegger (igen), Adorno, Arsitoteles (igen), en knivspids Plotin, Bruno (igen-igen), Heidegger (igen-igen), Frege, Spinoza, Augustin, Spinoza (igen), Augustin (igen), i det hele taget en helvedes masse Augustin (igen-igen) og Spinoza (igen-igen)... og listen fortsætter... Men med denne lille håndfuld filosoffer, 17 i alt, tror jeg at jeg har fundamentet for mit 'intellekt' - min private lille kanon af 'åndelige fædre' - mere eller mindre på plads (dvs. fundamentet for min opfattelse af Mig Selv, Verden og Bevægelsen der imellem - plus min forståelse af det, at forholde sig filosofisk i det hele taget dvs. at være filosofisk bevæget).
Nietzsche, Platon, Hegel, Schopenhauer (igen) (før Universitetet), Platon (igen), Aristoteles, Sextus Empiricus (eller rettere: Sextus Empiricus om skepticismen), Platon (igen-igen), (kæmpe middelalderligt hul), Descartes, Rosseau, Hume, Kant, Hegel (igen), Nietzsche (igen), Heidegger, Bruno, Heidegger (igen), Adorno, Arsitoteles (igen), en knivspids Plotin, Bruno (igen-igen), Heidegger (igen-igen), Frege, Spinoza, Augustin, Spinoza (igen), Augustin (igen), i det hele taget en helvedes masse Augustin (igen-igen) og Spinoza (igen-igen)... og listen fortsætter... Men med denne lille håndfuld filosoffer, 17 i alt, tror jeg at jeg har fundamentet for mit 'intellekt' - min private lille kanon af 'åndelige fædre' - mere eller mindre på plads (dvs. fundamentet for min opfattelse af Mig Selv, Verden og Bevægelsen der imellem - plus min forståelse af det, at forholde sig filosofisk i det hele taget dvs. at være filosofisk bevæget).
Jeg bevæger
mig stadig igennem mange bøger med stor glæde - og ikke
kun filosofiske værker. Hvis Jeg skødesløst skal
ryste et par navne/værker ud af ærmet, som har bevæget
mig over de seneste år, kan Jeg nævne
følgende:
Platon (igen-igen-igen), De Abrahamitiske Skrifter (TaNaKh (Torah ('Loven'), Nevi'im ('Profeterne'), Kethuvim ('Skrifterne')), Evangeliet ('Det Nye Testamente'), Qur'anen ('Recitationen')), Lao-Tzu(!) og I Ching(!) fra oldtidens Kina, Dogen fra Japan (kun uddrag), og selvfølgelig lidt psykoanalyse fra Freud og Jung, lidt sociologi (men ikke for meget (Bordieu)), de tre skøre englændere (Berkeley, Hobbes og Hume (igen)), den ualmindeligt historiske historiker E. H. Carr for ganske nylig... Idioten af Dostojevskij, Don Quixote af Cervantes, Hærværk af Kristensen og Kongens Fald af Jensen (jep - det var skønlitteraturen...), og så selvfølgelig også ting som Blake (en gammel bekendt), Pascal, Kierkegaard, og - tør jeg sige det? - Løgstrup, dvs. alle de gode kreative Kristne, der kan finde ud af at tænke (her kunne Jung sagtens have passet ind, hvis det ikke var fordi at han nærmest er lænket fast til psykoanalysen og Freud i den almindelige 'intellektuelle bevidsthed' - hvilket er uretfærdigt og en skam) - for ej at forglemme ting som Bhagavad Gita (er i gang med en (forkortet) udgave af hele Mahabharataen pt...), plus den lidt simplificerede og basale, men meget informative introduktion til Kabbala (af Yehuda Berg) som Jeg læste for et års tid siden - hvilket bringer mig naturligt videre til Adorno (som er irriterende genial, og genialt irriterende - specielt den øretæveindbydende Wagner - Forsøg på en tolkning gjorde indtryk...) og to små fine værker om kærlighed - Kærlighedens Mening af Solovjov og Kunsten at Elske af Fromm - som jeg nu afslutningsvis vil spæde op med et fingerknips D. T. Suzuki, og den helt og aldeles vidunderlige monumentale biografi om Charles Manson, The Manson File: Myth and Reality of an Outlaw Shaman, af Nicholas Schreck... og så måske liiige, som afsluttende joker-par på falderebet: The Tao of the Wu af Robert 'The RZA' Diggs, og The Consolation of Philosophy af Boethius.
Platon (igen-igen-igen), De Abrahamitiske Skrifter (TaNaKh (Torah ('Loven'), Nevi'im ('Profeterne'), Kethuvim ('Skrifterne')), Evangeliet ('Det Nye Testamente'), Qur'anen ('Recitationen')), Lao-Tzu(!) og I Ching(!) fra oldtidens Kina, Dogen fra Japan (kun uddrag), og selvfølgelig lidt psykoanalyse fra Freud og Jung, lidt sociologi (men ikke for meget (Bordieu)), de tre skøre englændere (Berkeley, Hobbes og Hume (igen)), den ualmindeligt historiske historiker E. H. Carr for ganske nylig... Idioten af Dostojevskij, Don Quixote af Cervantes, Hærværk af Kristensen og Kongens Fald af Jensen (jep - det var skønlitteraturen...), og så selvfølgelig også ting som Blake (en gammel bekendt), Pascal, Kierkegaard, og - tør jeg sige det? - Løgstrup, dvs. alle de gode kreative Kristne, der kan finde ud af at tænke (her kunne Jung sagtens have passet ind, hvis det ikke var fordi at han nærmest er lænket fast til psykoanalysen og Freud i den almindelige 'intellektuelle bevidsthed' - hvilket er uretfærdigt og en skam) - for ej at forglemme ting som Bhagavad Gita (er i gang med en (forkortet) udgave af hele Mahabharataen pt...), plus den lidt simplificerede og basale, men meget informative introduktion til Kabbala (af Yehuda Berg) som Jeg læste for et års tid siden - hvilket bringer mig naturligt videre til Adorno (som er irriterende genial, og genialt irriterende - specielt den øretæveindbydende Wagner - Forsøg på en tolkning gjorde indtryk...) og to små fine værker om kærlighed - Kærlighedens Mening af Solovjov og Kunsten at Elske af Fromm - som jeg nu afslutningsvis vil spæde op med et fingerknips D. T. Suzuki, og den helt og aldeles vidunderlige monumentale biografi om Charles Manson, The Manson File: Myth and Reality of an Outlaw Shaman, af Nicholas Schreck... og så måske liiige, som afsluttende joker-par på falderebet: The Tao of the Wu af Robert 'The RZA' Diggs, og The Consolation of Philosophy af Boethius.
Jeg
bevæger Mig imidlertid ikke kun i bøger. At læse
er ikke adskilt fra at leve, som det indre på ingen måde
er adskilt fra det ydre. I samme periode har Jeg f.eks. lært
umådeligt meget om Kærlighed, og den gensidige bevægelse
mellem indre og ydre i kraft af, at have bevæget Mig med min
kæreste i over 8 år, på godt og ondt, gennem mange
op- og nedture - og jeg har lært at kærligheden ikke altid
er nem, bare fordi den er stor.
Men den romantiske kærlighed er ikke alt. Jeg har også lært helt enormt meget af, at bevæge
mig rundt i min lille cirkel af nære venner (I ved hvem I er).
Der har jeg hentet meget, og oplevet mange forskellige sjove,
interessante og uforglemmelige bevægelser at kende.
Nu
er Jeg så her. Jeg er 28 år gammel. Og Jeg bevæger
mig stadig, jeg lærer om at bevæge mig og min lærdom er min bevægelse. Mine fingre bevæger sig. De skriver disse ord, og
de vil blive ved at skrive dem, indtil emnet er udtømt, og der
melder sig en anden, mere presserende Bevægelse at bevæge
sig over i.
Det
indre og det ydre danser stadig.
Verden
bevæger sig stadig.
Og
Verden og Jeg bevæger os sammen - med og imod hinanden. Sådan har det altid været.
Hele
mit liv har jeg været i bevægelse. Det fortsætter
og fortsætter bare.
"Jesus
sagde: "Siger man til jer: "Hvorfra er I kommet?" så
sig til dem: "Vi er kommet fra lyset, hvor lyset er opstået
af sig selv; det [stod] og det åbenbarede sig i deres
billede."Siger man til jer: "Er det jer?" så
sig: "Vi er dets børn, og vi er den levende faders
udvalgte". Spørger man jer: "Hvad er tegnet på
jeres fader, som er i jer?" så sig til dem: "Det er
bevægelse og hvile""
-Thomas
Evangeliet, Ord nr. 50
(Nå
ja, så har jeg for øvrigt også lige læst
Thomas Evangeliet (igen-igen-igen-igen...))
Med
venlige hilsner
Jakob-Jeshurun
Denne anden gang, jeg har læst dette indlæg, kom jeg udover Schopenhauers "Verden som Vilje og Forestilling" (som positivt og mindre pessimistisk genfortolket på Nietzsheansk vis) også i tanke om Martin Heideggers idéer om, hvordan mennesket skaber mening med tilværelsen ud fra sin kastethed mod rum og tid samt videreudvikling af tradition herfra. Afsnittet om mødet med din kæreste og forhold til hende minder mig igen om hvordan Emmanuel Lévinas kritiserede og udvidede Heideggers fænomenologi henimod retning af møde mellem mennesker og kulturer i "Totalitet og Uendelighed".
SvarSletJeg kommer også til at tænke på, hvordan jeg har besluttet mig at blive mere bevidst i udviklingen af min kulturelle referencerammer og forhold til verden omkring mig på eksistentiel vis her på det seneste. Årsagen er nemlig, at jeg på det seneste har været ret tilfreds efter aflevering af speciale og at bestået samtidig med at jeg har været syg og deprimeret meget af december måned. Som resultat heraf har jeg undergået et program for at komme i bedre form ikke alene fysisk men også mentalt, specifikt at udrense negative kulturelle indflydelser fra mit liv og udvide min åndelige horisont i retning mod positiv konstruktiv oplysning som du beskriver.
En af mine inspirationer har her været "Syv Mestre" af John Selby, en bog der kommer ind på nogle af de samme indsigter beskrevet her men ud fra det perspektiv i bedste Helena Blavatsky-vis finde en esoterisk fælles sandhed bag alle religioner. Er du bekendt med det værk, eller...? Den så en smule New Age-agtig ud, da jeg så den på biblioteket, men har faktisk fundet den ret brugbar indtil videre.