Filosofi/tænkning #5: Spørgsmålet om den højere mening

Det forekommer mig, at vores nuværende samfund og 'verdensorden' langt hen af vejen reflekterer en menneskehed, som mest af alt er interesseret i at skabe, vedligeholde og løbende eskalere konflikter imellem hinanden 'indadtil' (hvilket som menneskehed betragtet vil sige: At konflikte med sig selv på kollektiv basis. En tilstand som så reflekteres individuelt og 'psykologisk' i den enkeltes kamp mod sig selv), og - ikke mindst - 'udadtil', i form af vores arts åbenlyst arrogante indstilling til den natur, som vi i sidste ende er en del af: En indstilling der så reflekteres i den ekstroverterede 'normalitet', hvor individet grundlæggende defineres som noget afgrænset 'i sig selv', der nu - qua sit således definerede væsen - må erobre sin egen natur, dvs. 'blive sig selv', igennem en endeløs række af indgreb i den omkringliggende naturlige og sociale virkelighed, designet til at sikre at hvert enkelt så vidt muligt får hvad han har 'ret' - dvs. lyst - til.

I vores manglende respekt for alle 'højere magter' - om disse så kaldes naturlige, kulturelle, eller religiøse (hvor 'religion' vil sige: Det naturlige udtrykt kulturelt, eller - hvilket er det samme - det kulturelle begrebet som noget naturligt) har vi i vesten overladt os selv til en verden af tilfældigheder, og upersonlige, ultimativt meningsløse 'ydre forhold', der i sig selv kun konstituerer en art passiv, 'objektiv' materie som den aktive, 'subjektive' og suverænt meningsskabende vilje nu kan gribe ind i, og forme efter eget behag.

Dette er bevægelsen, som idéen om individet definerer sig selv ud fra: Evnen til at sætte et aktivt og subjektivt meningsskabende begær igennem, og så at sige tvinge den passive eksterne verden ind i en meningsgivende form - en form der qua meningsfuld i sagens natur må være 'subjektiv', da vores idéer om verden, universet, livet osv. effektivt benægter disse blot ydre 'tilfældigheder' enhver ret til en selvstændig mening uafhængigt af os. Vi har med andre ord mistet enhver kollektiv tro på, at mening overhovedet kan være noget eksternt fra selvet, og hvis nogen vover den påstand, så er vi ikke sene til at affeje sådanne idéer som blotte projektioner, dvs. subjektive psykologiske tilbøjeligheder (og i værste fald patologier), der måske nok kan have autoritet for den enkelte individuelle bevidsthed, men som ikke besidder nogen egen realitet derudover.

Vi har således defineret enhver idé om det meningsfulde i livet som noget, der er fuldstændigt uadskilleligt fra det menneskelige perspektiv. Ja, ikke bare det: For os er 'mening' det menneskelige perspektiv og vice versa. Og det menneskelige perspektiv må altid først og fremmest være individuelt - dvs. privat. I denne bestemmelse ligger en modstilling af den meningsfulde, meningsskabende subjektive enkelt-bevidsthed på den ene side, overfor den i sig selv meningsforladte, passive materielt-objektive verden på den anden, der i absolut forstand giver det aktive subjekt en 'ret' til at manipulere med sin omverden - en 'ret' som omverdenen omvendt ikke har over subjektet, og som den aldrig kan indrømmes: At et handlende subjekt griber vilkårligt ind i 'sin' verden, og så at sige forandrer verden i sit eget billede, går med andre ord for at være meningsfuldt - om ikke andet så i hvert fald potentielt - i den forstand at det meningsbærende og -givende subjektive perspektiv sætter sig igennem, medens det omvendte tilfælde - at den blot objektive verden begrænser subjektets handlingssfære - aldrig kan være berettiget i sig selv, af egen kraft, men derimod altid lader sig reducere til egentligt meningsløse 'ydre omstændigheder': Forhold som altid kan modificeres efter subjektets evne og behov, og som ikke har nogen bevaringsværdig værdi i sig selv. Verdens orden er således kun meningsfuld, såfremt den (mere eller mindre tilfældigt) er sammenfaldende med en subjektivt givet mening, og enhver idé om en egentlig 'mening med tingenes orden' falder automatisk bort, i fald den individuelle interesse i tingene gør det.

Er der altså noget sådant som en 'tingenes orden' uafhængigt af den menneskelige interesse i den, dvs. en orden der så at sige vogter de ikke-subjektive sfærer af virkeligheden på en måde, som ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med noget individualistisk behov, men som omvendt begrænser sidstnævntes potentielle udfoldelse, da er konflikten imellem den subjektive 'bevidsthed' og den objektive 'verden' givet: For så snart subjektet ser en mulighed for at forandre de givne forhold i overensstemmelse med egne ønsker og behov, da vil subjektet i udgangspunktet være villig til at gribe hæmningsløst ind i verden, og tvinge verden ind under sin egen vilje uden øje for andet end spørgsmålet om, hvordan verden kan være individet til nytte og behag - og i denne tvangsmodificering af de 'ydre forhold' der således forandres fra noget blot objektivt givet til noget subjektivt nyttigt, genkender subjektet netop sin egen meningsskabende indstilling. Denne aktivitet er nemlig individualistisk talt den eneste mulige mening i et univers, der i sig selv ville være fuldstændig meningsforladt, hvis det ikke var for den individuelle bevidstheds subjektive perspektiv på det.

Det suveræne tabu i vor tid er således blevet det selvsamme, som tidligere har været selve betingelsen for tabuets berettigelse som instans som sådan, og dermed også for den alment accepterede normal-kultur i ethvert alternativt samfund til vores: Nemlig idéen om at mening er noget 'større', og noget 'højere' som den individuelle menneskeskikkelse ultimativt er uendelig betydningsløs i sammenligning med. I vores øjne er mening nemlig væsentligt noget individuelt, og at sætte parentes om individet vil således være at sætte parentes om meningen selv. Vi accepterer ingen 'mening med tilværelsen', der ser bort fra det enkelte menneske og den individuelle bevidsthed, da selve begrebet om mening i vor nuværende, vestligt-globaliserede (og globaliserende) almene forståelse er principielt sammenfaldende med idéen om individet som sådan. Vi kan med andre ord overhovedet ikke forestille os mening som noget transcendent, for den almindelige opfattelse er, at individet er transcendensen 'i sig selv', dvs. 'den højeste idé' som ikke kan overskrides, men som omvendt kan overskride alt, netop fordi individet besidder en mening (qua sin evne til at give mening) som intet andet end individet besidder - og at forestille sig 'det meningsfulde' som noget ekstra-individuelt ville således moderne talt være ækvivalent til at forestille sig mening som ikke-mening, og dermed individ som ikke-individ, dvs. en åbenlys forulempelse af non-kontradiktionsprincippet: En firkantet cirkel. En manifest selvmodsigelse.

Sådan har vi på sin vis perfektioneret tabuet som socialt regulerende instans: For hvor tidligere tiders tabuer kun omfattede alment accepterede restriktioner på sprog og opførsel, som imidlertid var bestandigt truet af det frie menneske, der qua sin frihed netop altid havde muligheden for at lade hånt om tabuet, bryde det og således handle ondt ved at hævde sig selv på bekostning af tingenes givne meningsfulde orden, da har vi i dag internaliseret tabuet på en sådan måde, at det teknisk set er umuligt at bryde på en meningsgivende måde overhovedet. Det er konstituerende for hele den moderne 'normalitetens ontologi' at tabuet ikke kan brydes, fordi der - i vores egen selvforståelse - overhovedet ikke er tale om et tabu, men om den allermest selvfølgelige konstatering af 'hvordan tingene bare er': At bryde tabuet er således forstået som det samme som at benægte virkeligheden - og at benægte virkeligheden er i moderne forstand altid forstået som den fejlagtige antagelse af, at mening overhovedet kan være noget eksternt og over-individuelt. 'Alle ved' med andre ord, at enhver hypotetisk mening nødvendigvis er 'min mening' og 'din mening', før den på nogen måde kan være 'vores mening' - for slet ikke at tale om en 'meningen med det', dvs. 'det' ikke-individuelle, upersonlige, eksterne. 'Det' upersonlige er blevet berøvet sin magt i det, at den individuelle bevidsthed er sat som enhver menings ultimative betingelse. Således kan individet teknisk set ikke krænke den eksterne orden, da den eksterne orden ikke besidder nogen egentlig værdi uafhængigt af individet selv. Tabuet er eksklusivt forbundet med krænkelsen af idéen om individet - intet andet.

Som sådan er tabu-transgressionen ikke længere et udtryk for en åbning af tilværelsen imod en ekstern ondskab, der er farlig fordi det tabubrydende individ agerer passage for ondskaben, og således igennem sin adfærd bliver en åbning for, at ondskaben som noget eksternt kan trænge ind i det menneskelige fællesskab og underminere det indefra. Individet der bryder det moderne tabu, er derimod patologisk dvs. et mislykket individ, og bliver da også behandlet kollektivt derefter som en fejl, hvilket igen lader sig oversætte til en fejlslagen biologisk organisme, der ikke fungerer som den 'skal'. Den moderne transgressive bevidsthed udtrykker aldrig noget andet eller mere end det dysfunktionelle individ - og det dysfunktionelle individ er kun til fare for fællesskabet i forlængelse af, at vedkommende i sidste ende er til fare for sig selv, hvorfor det aldrig først og fremmest er i samfundets interesse - men derimod altid i individets egen interesse - at vedkommende spærres inde, medicineres, 'resocialiseres' eller opdrages væk fra sin egen sygelige væren. Det moderne tabubrud par excellence er nemlig krænkelsen af den individuelle ret - og en krænkelse af den individuelle ret vil altid - principielt - være en krænkelse af individet selv. Som sådan kan det moderne menneske ikke hævde sin individualitet ved at handle ondt, dvs. tabubrydende, men kan udelukkende kundgøre sig selv som et dysfunktionelt individ, i den forstand at vedkommende benægter individets ret, og dermed ultimativt benægter sig selv, og sin egen menings autoritet, hvorved han i en vis forstand benægter sine egne handlingers bevæggrunde og altså - for nu at tale med evangeliet - "ikke ved hvad han gør". 

Perfektionen i det moderne tabu viser sig således, at den alt-dominerende individ-norm overhovedet ikke kan brydes uden at det tabu-brydende individ i samme bevægelse negerer sig selv som individ, og dermed ikke sætter sig selv uden for fællesskabet, men omvendt afslører sig selv som en fejl, der ikke evner fællesskabet, og altså ikke evner sin egen menneskelighed. Det fejlslagne menneske kan derfor aldrig forstås som en villet bevægelse imod alternative normer, da der væsentligt er tale om et individ, der kun handler imod andres interesser, fordi det ultimativt handler imod sine egne interesser. Det er et 'umodent' individ, som ikke er blevet sit eget væsen voksent, og det er (populært forstået) udelukkende derfor, at mennesker overhovedet kan handle i modstrid med den moderne normal-forståelse: Fordi mennesket er fejlbarligt. 'Teknisk set' er det nemlig umuligt at ville noget, der går imod den moderne verdensorden, da den moderne verdensorden i egen selvforståelse er én stor bekræftelse af den 'autentiske' menneskelige vilje i det hele taget. Det umoderne menneske der i ord og gerning negerer den moderne orden, og benægter individet som meningens kilde, handler altså per definition imod den 'officielle' mening som sådan, og er således socialt stigmatiseret i udgangspunktet: For vedkommende taler og handler jo på en måde, der per definition er meningsløs, og har således ingen 'ret' til at blive taget alvorligt som andet end én, der menneskeligt talt er dysfunktionel. Han er strengt taget ingen 'autentisk' subjektivitet, men er passeret over i den objektivt givne verden af meningsløse tilfældigheder, og derfor er det ultimativt berettiget at det anti-individualistiske menneske behandles som en 'ting', der skal modificeres - for det er 'teknisk set' netop det og intet andet, som han i sidste ende er i den almindelige forståelse: Et menneske der ikke evner at være, hvad mennesket i bund og grund er.

Som sådan afgrænser og udskiller det moderne menings-paradigme med nådesløs konsekvens enhver kritiker og tvivler som et anomalt enkelttilfælde - og så kan den anomale enkelte så ellers være så sammenhængende, velfungerende og velargumenteret som det nu skal være. Hvor 'normal' vedkommende ellers kan virke på samtlige andre fronter, så vil vedkommendes idéer om- eller konkrete oplevelse af en større mening - dvs. en mening der overskrider individualiteten - være tilstrækkelig retfærdiggørelse for en kollektiv udstødelse, eller i det mindste manglende accept og tagen alvorligt. Man kan kort og godt ikke tage et sådant menneske seriøst, fordi man allerede ved, at vedkommende er forstyrret i den forstand, at vedkommende negerer sig selv via sine 'holdninger'. Dette skyldes at man altid-allerede ved i udgangspunktet, at enhver mulig og 'autentisk' mening er afhængig af individet, og at den der forfægter en over-individuel mening, således gør sig skyldig i at benægte sig selv, og dermed benægter sin egen 'ret' til en mening, dvs. indirekte negerer sit eget perspektiv.

Hvordan kan det egentlig være, at vi ikke kan tage den 'gammeldags' idé om mening som noget transcendent og ultimativt over-personligt og individ-negerende alvorligt længere? Dette spørgsmål er i sagens natur hyper-komplekst, da ethvert muligt- og tilnærmelsesvist rammende svar ville forudsætte en viden om den menneskelige psykologi på en så omsiggribende kollektiv skala-, koblet med en indsigt i de historiske betingelser for menneskehedens nuværende situation, og en tilstrækkelig viden om vekselvirkningen mellem historiens gang og den individuelle selv-forståelse, at et svar tilsyneladende ville overskride enhver begrænsning af den menneskelige bevidsthed, og lade hånt om enhver respekt for erkendelsens grænser. Det ville - med andre ord - være umuligt at besvare spørgsmålet uden at forfalde til omsiggribende spekulationer, som umuligt lod sig bekræfte eller benægte på sikker vis. Vi må med andre ord nøjes med at konstatere, at det nu engang er sådan, det er blevet: At der ikke kan være en højere mening, fordi en sådan umuligt lader sig erkende uafhængigt af individet selv, og at det således er spekulativt at tænke individet ud af det meningsfulde, meningsgivende forhold til verden.

Alligevel står vi i den paradoksale situation at vi - kollektivt - via vores manglende evne og dermed også manglende lyst til overhovedet at forsøge at besvare spørgsmålet, uundgåeligt kommer til at tænke, tale og ultimativt agere som om, at vi allerede havde besvaret det, eller i hvert fald var kommet et eventuelt uddybende svar så nært, som det på nogen måde var muligt. Og svaret er netop at finde i negationen af spørgsmålets relevans: I vores kollektivt manglende vilje til at konfrontere spørgsmålet, og overveje hvorvidt det kunne være relevant at forsøge et svar, har vi effektivt allerede besvaret det.

Således forfalder det moderne paradigme vilkårligt til den 'selvfølgelige' konstatering, at spørgsmålet om et individuelt meningsbegreb kontra et transcendent (og dermed nødvendigvis kollektivt qua over-kollektivt) meningsbegreb i sig selv er meningsløst at beskæftige sig med. Vi ved jo allerede - selvfølgelig - at et eventuelt autoritativt svar ligger hinsides enhver erfaring, og at det derfor er ørkesløst at gøre sig anstrengelser for at lede efter ét. Det individuelle meningsebegreb favoriseres altså kategorisk, ikke så meget fordi at det er overbevisende i sig selv, men fordi vi tilsyneladende ikke længere kan tænke os noget troværdigt alternativ. 

Denne 'selvfølgelige konstatering' af ethvert alternativs spekulative natur er imidlertid selve idéen om mening som en nødvendigvis individuel størrelse in action, for hermed accepteres den hypotetiske uendelighed af mulige svar i udgangspunktet som et uomgængeligt faktum, som enhver i sagens natur må respektere, så sandt som at ingen af dem lader sig definitivt bevise eller tilbagevise. Og dermed accepteres ethvert individuelt bud på hvad meningen med tilværelsen kunne være altså som fuldt ud berettiget - men kun så længe der er tale om en mening, der er i overensstemmelse med den 'selvfølgelige' konstatering af, at en anden, dybere eller højere mening, der transcenderer individet, umuligt kan erfares eller erkendes. Man accepterer med andre ord enhver mulig mening med tilværelsen, men kun så længe at denne er funderet på den individualistiske grund-præmis: At det er en mening, der først og fremmest er 'min' eller 'din', og som derfor også udelukkende har autoritet for 'mig' og 'dig', dvs. for 'os' der nu engang 'har' denne mening med tilværelsen: For der er altid tale om en mening, der umuligt ville kunne erkendes, hvis der ikke var subjekter som 'mig' og 'dig' til at 'have' den, og følgelig også om en mening der ikke nødvendigvis gælder for andre end 'mig' og 'dig' - og da slet ikke for universet som sådan!  

Skulle vi alligevel - lige så forsigtigt - driste os til at overveje den højere menings mulighed, støder vi således uundgåeligt på det faktum, at vi i den moderne verden allerede har afgjort sagen med negationen af svarets mulighed. Den altomfattende norm for meningsfuldt sprog og meningsfuld handling er nemlig rummet i den 'selvfølgelige' kollektive erkendelse af, at den højere mening de facto ikke længere er en mulighed - og denne 'erkendelse af erkendelsens umulighed' er nu så meget desto mere selvfølgelig, fordi 'enhver ved', at det er meningsløst at sætte spørgsmålstegn ved den, hvorfor der da heller ikke er nogen der gør det, og samtidig forventer at bevare deres 'ret' til at blive taget alvorligt. Enhver der postulerer en højere, over-individuel mening med tilværelsen har kollektivt forstået intet krav på at blive taget alvorligt, hvorfor vedkommende altid vil blive affejet i udgangspunktet, hvilket igen understøtter indtrykket af det selvfølgelige og åbenlyse i konstateringen - for hvis det ikke var sådan, hvorfor er der så ingen der snakker om, at det kunne være anderledes?   

Hvor en tænker som Nietzsche i sin tid stillede levende spørgsmålstegn ved alle idéer om den 'højere mening', og således udarbejdede en gennemført filosofisk anti-dogmatisme, ser vi nu at en sådan anti-dogmatisme - som en på én gang paradoksal og naturlig konsekvens af sin egen konsekvent tvivlende tilgang til meningsspørgsmålet, i takt med at anti-dogmatismen bevægede sig fra at være et rent udtryk for en enlig, misforstået filosofs personlige filosoferen til nu at være et alment accepteret udgangspunkt for alt 'meningsfuld erkendelse' i løbet af det 20. århundrede - selv er blevet stiv, død og ja, dogmatiseret med en strenghed, der langt overgår alle tidligere tiders religiøse dogmer: For hvor den katolske kirkes dogmer f.eks. 'nøjedes med' at bestemme krænkelsen af dogmatikken som blasfemi, dvs. som en transgression af 'det nødvendigvis gode', og dermed indirekte gav en ontologi for friheden med den villede ondskabs mulighed, så benægter den moderne 'dogmatiske anti-dogmatisme' i realiteten at krænkelsen af dogmet overhovedet er mulig, da den moderne individualisme - i egen selvforståelse - netop er et udtryk for anti-dogmatismen i sin yderste konsekvens. Den moderne selvforståelse er med andre ord en art anti-dogmatisk, negativt defineret Ding an sich. Blasfemi imod det moderne dogme er altså en umulighed, da det moderne dogme slet ikke er et dogme, dvs. ikke er en entydig bestemmelse (men det modsatte) i eget selvbillede. At mening umuligt lader sig erkende som noget over-individuelt, er heri positivt forstået som et 'meta-dogme', der ufejlbarligt bekendtgør alle dogmers principielle utilstrækkelighed, via den altid tilstedeværende mulighed for kritik og negation.

Den moderne meningsforståelse er således sammenfaldende med den absurde idé om det 'udogmatiske dogme', dvs. dogmet der ikke kan krænkes, fordi det væsentligt forstås som et ikke-dogme. 'Meta-dogmet' kan aldrig forulempes - det kan kun misforstås: Og enhver der benægter det, misforstår i sidste ende alting - inklusiv sig selv. (Her skal det måske tilføjes, at vi allerede i sådanne overvejelser bevæger os på umoderne grund, da selve karakteriseringen af det individualistiske meningsbegreb som et dogme i sig selv vil konstituere en fatal misforståelse i det moderne perspektiv. Der er nemlig ikke tale om et dogme i den moderne forståelse - men derimod om det nærmeste vi kan komme sandheden selv: Nemlig erkendelsen af, at vi altid vil være uendeligt fjernt fra den...)

Nu støder vi på endnu en grund - måske endog en dybere grund - til, at benægtelsen af individet som meningens kilde i sidste ende må forstås som noget sygeligt og dysfunktionelt i moderne forstand: For hvis denne kategoriske 'karantæne' ikke trådte i kraft - dvs. hvis enhver benægtelse eller tvivl om individet som meningens conditio sine qua non ikke blev 'instinktivt' og 'selvfølgeligt' affejet som noget meningsløst, forrykt, latterligt, dvs. som noget, der på ingen måde har hverken ret til- eller krav på at blive taget alvorligt i udgangspunktet (dvs. allerede før enhver aktiv overvejelse af standpunktet får mulighed for at gøre sig gældende) - ja, så ville det 'almindelige individ', såfremt han gav sig til at overveje spørgsmålet, som en naturlig konsekvens blive bragt foran det tilsvarende spørgsmål om sin egen mentale sundhed, dvs. individuelle funktionalitet eller dysfunktionalitet. Og i den aktive konfrontation med dette spørgsmål - er 'jeg' nu 'normal', eller 'forrykt' når jeg oprigtigt betvivler individets og dermed min egen meningsfuldhed? - vil ethvert sekund der bliver brugt på alvorligt og åbent at overveje spørgsmålet om den højere menings mulighed tillige være et sekund, der bringer 'det normale menneske' stadigt længere væk fra sin status som normal, dvs. som sund og rask og psykisk velfungerende... og dermed også væk fra enhver rimelig forventning om, at andre måtte respektere ham som sådan. Ethvert tvivlende sekund vil nemlig være en potentiel benægtelse af alt, hvad der gælder for 'åbenlyst meningsfuldt' i verden og dermed rumme en potentiel grund til, at vedkommende måtte bevæge sig en alternativ mening nærmere, der umuligt kan forventes at blive respekteret af andre, og som dermed heller ikke kan accepteres af individet selv, så længe han forstår sig selv som én af 'de andre' dvs. som et individ ligesom alle andre. For det moderne individualistiske menneske er det at overveje den højere menings mulighed med andre ord det samme som at tvivle om alt, som han mener at vide om sig selv, sin egen 'personlighed', og sine egne værdier, og således er der tale om en tænkning, der i princippet har magt til at udslette den enkelte fuldstændig - hvilket selvsagt er noget som individet frygter, da hans egen udslettelse er ækvivalent til en tilintetgørelse af alt, hvad der er meningsfuldt i livet selv - ja, i universet som sådan. 

Når vi vægrer os kollektivt for at åbne os overfor den højere menings mulighed, skyldes det altså ikke kun at vi 'selvfølgelig' i egen selvforståelse 'ved', at det er meningsløst at beskæftige sig med spørgsmålet, men tillige at vi i sagens natur frygter at beskæftige os med det i kraft af netop vores 'viden', som vi har bygget hele vores selv- og verdensforståelse op omkring. Og vi frygter spørgsmålet i præcis samme omfang, som vi 'naturligvis' forstår det individuelle meningsbegreb som et nødvendigt fundament for den mentale sundhed - og dermed samtidig forstår, at vi ikke er sindssyge (dvs. at vi ikke er dysfunktionelle individer) synkront med at vi acceptere det individuelle meningsbegreb som det 'selvfølgeligt rigtige'.

Vi frygter med andre ord instinktivt spørgsmålet om den højere menings mulighed som noget farligt, fordi vi i sådanne overvejelser nødvendigvis også erkender sindssygens mulighed - dvs. risikoen for at vi pludselig skulle 'holde op med at fungere normalt'. Overvejelser om den højere mening er jo netop 'selvfølgelig' bestemt som meningsløse i udgangspunktet - og netop derfor eksisterer der en risiko for, at vi måske alligevel kunne ende med at overbevise os selv om, at det ikke var meningsløst (at en højere mening skulle eksistere), hvis vi faktisk begynder at overveje muligheden, da overvejelsen i sig selv er et tegn på, at vi er begyndt at tænke 'mærkeligt', og 'unormalt'... og er man ikke allerede på vej ind i sindssygens mørke, såfremt man overhovedet dvæler ved spørgsmålet en stund, i stedet for øjeblikkeligt at affeje muligheden som den 'åbenlyse' absurditet som den er? Jo - 'selvfølgelig' er man det, for den slags er jo ikke normalt (og det er vel at mærke ikke normalt 'af gode grunde' populært forstået). Derfor vil ethvert normalt menneske med 'ret til sin egen mening' da også i reglen affeje spørgsmålet om den højere menings mulighed som en frugtesløs og ufornuftig spekulativ forrykthed, der per definition 'ikke har noget med virkeligheden at gøre' - for det er jo netop i denne handling dvs. via den kategoriske affejning af spørgsmålet, at individet bekræfter sin 'egen', individuelle mening som det eneste egentligt mulige perspektiv på, hvad mening som sådan er, og dermed i samme bevægelse bekræfter - overfor sig selv og andre - at vedkommende er et normalt og velfungerende individ, og således stadig har sin ukrænkelige 'ret' til at blive taget alvorligt som et normalt velfungerende individ.

Den 'dogmatiske anti-dogmatisme' der gemmer sig i hjertet af det moderne begreb om individet - der f.eks. gør sig gældende i menneskerettighederne, der med sin 'negativt definerede ret' i ét og alt er vor tids svar på et helligt dokument - er således udtryk for et tabu, der - indirekte - er at forstå som en 1:1, 100% nøjagtig idé om menneskets 'sande væsen', om ikke abstrakt talt så i praksis. Og menneskets 'sande væsen' erkendes kun populært via den nødvendige accept af, at noget sådant som menneskets 'sande væsen' ikke nødvendigvis eksisterer som noget andet og mere end den negativt definerede 'ret' til at have sin egen mening grundet den universale manglende evne til at erkende noget, der er mere betydningsfuldt end individet. Det 'udogmatiske dogme' er med andre ord en kategorisk mørklægning af spørgsmålet om den højere menings mulighed, hvor mennesket som meningens conditio sine qua non så bestemmes indirekte ud fra den 'selvfølgelige' forståelse af, at enhver alternativ meningskilde aldrig nogensinde kan erkendes. Individet som meningens suverærne betingelse søges altså på ingen måde bevist, men effektueres omvendt via en 'selvfølgelig' konstatering af, at noget andet og mere end individet ikke kan bevises.

Det frie menneske er i moderne forstand således ikke længere frit til at handle ondt - dvs. tabunedbrydende - i sin menneskelighed, for i den moderne forstand har mennesket overhovedet ikke potentiale til at handle ondt - kun til at handle forkert: Og den forkerte handling er aldrig en konsekvens af friheden men derimod en krænkelse af den. Menneskets frihed (friheden til at give sig selv og verden mening) respekteres nemlig kun i samme omfang, som den enkelte respekterer, at en alternativ gangbar sandhed om en transcendent mening overhovedet ikke lader sig erkende. Menneskets frihed er kun friheden til at handle i en verden, hvor alle er indforståede med, at der umuligt kan erkendes noget højere end mennesket, og at enhver der ikke accepterer dette, bør begrænses i sine handlingsmuligheder. 

Hvis én nu alligevel måtte forsøge sig med denne ørkesløse opgave - at afdække en højere mening - og hvis én rent faktisk mener at nå frem til et svar for dernæst at handle i overensstemmelse med svaret, dvs. handle på en måde, som lader hånt om enhver idé om individet som meningens kilde - så har vedkommende jo forbrudt sig imod fornuftens 'selvfølgelige' grænser, og handlet som om at han vidste noget, som ingen på nogen måde kan vide... Og i så fald har han afsløret sig selv som et ufornuftigt, og derfor ufrit individ. Han har hverken respekteret sin egen- eller andres menneskelighed, og det må i sidste ende være fordi, at han ikke selv var noget velfungerende menneske til at begynde med. Havde han været det, var han jo 'naturligvis' nået frem til, at en højere mening end individets egen er umulig at erkende, og han havde følgeligt heller ikke handlet som han gjorde! Et sådant menneske handler ikke ondt - han handler 'bare' forkert.

I modsætning hertil handlede det gammeldags onde menneske dæmonisk, og solgte f.eks. sin sjæl til Satan for egen vindings skyld, fordi han kun respekterede sin egen individualitet og sin egen vilje og intet andet - og sådan blev han selv satanisk, dvs. lig med ondskaben i kraft af sin individualitet. Det moderne, forkerte menneske handler omvendt sygt, og bliver dermed lig med sygdommen, ved ikke at respektere andre som individer, fordi han ultimativt ikke forstår- og dermed heller ikke kan respektere sig selv, som det individ han er. Derfor skal han behandles, eller i værste fald pacificeres, hvis han er en decideret trussel - men han skal aldrig anerkendes som et menneske, der har truffet et valg, da det valg han har truffet per definition er et vidnesbyrd om hans manglende evne til at vælge, og om hans manglende evne til at tænke, tale og handle i det hele taget. Det gamle menneske handlede ondt, fordi han var et frit individ - hvorimod det moderne menneske handler forkert, fordi han ikke er det. 

Ironisk nok er der således - med den moderne meningsforståelse - tale om en indfrielse af det Kristne løfte om en universal kirke, hvor den rette, hellige og ukrænkelige tro ikke længere garanteres af en konkret verdslig institution men derimod af individet selv qua individ og intet andet. Individet er visionen af det selvstyrende og selvregulerende menneske, der straffer og belønner sig selv og sine medmennesker ud fra sine 'egne' idéer om, hvordan han er et rigtigt eller et forkert menneske  - men bemærkelsesværdigt nok er denne universale kirke trådt i kraft ved den instinktive negation af det højere væsens mulighed dvs. igennem den kategoriske isolation af det enkelte menneske, der i udgangspunktet altid er alene med sin egen 'private' mening. Negationen er blevet internaliseret ved den umiddelbare idé om det 'selvfølgeligt' meningsfulde i den moderne forståelse selv - en 'selvfølgelighed' der giver den enkelte en truende, ængstelig, 'samvittigheds-agtig' fornemmelse af, at det er forkert og farligt at stille spørgsmålstegn ved 'selvfølgeligheden' selv, mens det 'åbenlyst' meningsfulde altid må være sammenfaldende med en paradoksalt transcendental-men-ikke-transcendental (dvs. social) bekræftelse af negationens berettigelse. Det i moderne forstand 'syndige' individ der forfølger den tabubelagte idé om 'den højere mening', bliver ikke straffet af en ekstern institution, så meget som vedkommende allerede er i straffen qua sin manglende væren-rigtig, og dermed er ('naturligt') i eksil fra den autentiske og meningsfulde væren menneske nemlig den fulde oplevelse af sig selv som enhver menings kildevæld - og fordi han ikke erkender sig selv som enhver menings ultimative betingelse, kan ingen andre heller erkende hans mening som meningsfuld, da han - via 'sin' mening - jo i sagens natur benægter enhver mening som først og fremmest er 'min', og dermed har potentiale til at være 'vores'. Skulle et andet individ 'tilfældigvis' anerkende en andens højere mening, så vil vedkommende aldrig blive regnet som et tegn på den højere menings berettigelse, men derimod som endnu et anomalt enkelttilfælde. 

Den moderne 'sande tro' på individet balancerer således på den paradoksale præmis, at individet kun er et fuldgyldigt og anerkendelsesværdigt subjekt i samme omfang, som vedkommende stædigt benægter sig selv at stille spørgsmålstegn ved paradigmet - hvilket i ét og alt er det samme som at nægte at tage den alvorligt, som vover at gøre det. Individet er nemlig kun afgrænset og meningsfuldt i sin individualitet, såfremt det ikke tillader tvivlen på sig selv som noget (potentielt) meningsfyldt, om denne tvivl så måtte udspringe af individets eget væsen, eller blive foranlediget af et andet menneske, dvs. en ekstern tvivler. Individet tillades således kun at have sin egen mening så langt, at han medgiver, at hans mening er begrænset ved først og fremmest at være hans, og altså først og fremmest er noget der giver mening for ham - men som ikke nødvendigvis giver mening for andre. Dette forhold er det ikke tilladt individet at betvivle uden at risikere at give afkald på 'retten' til at have en mening, da denne 'ret' i sagens natur kun gælder for individer (dvs. mennesker der anerkender den individualistiske grundpræmis).  

Dette er dobbelt paradoksalt fordi den moderne selvforståelse netop har tvivlen som et nødvendigt grundelement: Det moderne meningsbegreb regner nemlig sig selv som den ultimative frugt af netop tvivlen inkarneret i det 'udogmatiske dogme' om, at den højere mening er uopnåelig, og definitivt erkendt som noget uopnåeligt igennem adskillelige hundrede års koncentreret tvivl og kritik rettet imod den gammeldags tro på den højere menings mulighed. Vi tror på individet, fordi vi ultimativt mener at vide, at det 'rationelt' er umuligt at begrunde en tro på noget andet end individet, men dette er besynderligt nok (en ting som Kierkegaard yndede at gøre sig lystig over) konsekvensen af en forestilling om, at tvivlen allerede er tilendebragt som et 'videnshistorisk faktum', og at enhver derfor har fattet hvad det, at tvivle om alt 'nødvendigvis' må føre med sig - hvilket i realiteten gør det at tvivle til noget overflødigt: Tvivlens endelige frugt - indsigten i erkendelsens grænser - er nemlig blevet til et 'fact', som enhver kan læse sig til, og som alle bestandigt bekræfter overfor sig selv og hinanden uden at tænke nærmere over det - og af samme grund er der sjovt nok ingen grund til selv at tvivle, da man jo allerede ved hvad det leder til. Man får således bestandigt sin egen meningsfulde og meningsgivende individualitet forærende af verden, hvilket - noget komisk - er en temmelig påfaldende undtagelse fra den ellers urokkelig normal-forståelse af, at enhver mening først og fremmest oprinder i individet selv. Det eneste som det moderne individ altså ikke kan betvivle, er hvorvidt hans egne meninger egentlig er hans egne - for dette regnes for et så selvfølgeligt faktum, at man mistænker den der stiller spørgsmålstegn ved det, og i realiteten regner vedkommende for én, der ikke evner at have sin egen mening. Den eneste der 'offcielt set' ikke har en selvstændig mening, er således den, der stiller spørgsmålstegn ved det, som alle i udgangspunktet mener at vide, dvs. den der stiller spørgsmål ved den mest selvfølgelige, udbredte, almindelige og derfor uselvstændige tanke som vi har.

Den moderne naturvidenskab - som i ét og alt er individets kosmologi - har tilsvarende taget idealet om den sande erkendelses nødvendige, iboende mulighed for falsifikation til sig, ligesom enhver efterhånden har lært sig at sige, at enhver idé der dufter en smule religiøst (og for den moderne næse dufter alle idéer om en individ-transcendent mening religiøst) er meningsløs at beskæftige sig alvorligt med, som andet end et idé-historisk kuriosum, fordi den umuligt kan tilbagevises: Men i samme bevægelse 'glemmer' man belejligt, at falsifikations-tesen - der essentielt rummer en gennemført ontologi for viden, og således også rummer den deraf nødvendigt følgende opsplittelse af verden via sondringen mellem lødig og ulødig videnskabelig praksis, sande og falske idéer, kort og godt: Verden som væren rigtigt eller forkert erkendt - ikke selv er udtryk for noget videnskabeligt observer- og falsificerbart, lige så lidt som Gud, eller Krishna eller Buddha er det. Man 'glemmer' imidlertid kun at tvivle på falsikations-tesens rimelighed, berettigelse og - måske vigtigst af alt - dens grænser, fordi den er 'selvfølgeligt' accepteret som en nøgle til sandheden selv, altså fordi den er en idé af samme type som dem, naturvidenskaben populært menes at have 'tilbagevist'. Eller rettere: Den er idéen om negationen af alle sådanne idéer, og er således et udtryk for 'forskeråndens' højeste idealitet - et ideal som netop består i viljen til at sætte parentes om alt andet end forskningen selv, og altså ekskludere alt det fra videnskaben, som ikke har noget med videnskaben dvs. den videnskabelige praksis at gøre. Det er den kategoriske negation af det absolutte, som selv er blevet absolut i sin negativitet.   

Videnskaben tjener således afdækningen af verdens 'tilfældige' og i sig selv meningsløse orden, og gør den dermed samtidig til rådighed for menneskelig manipulation dvs. til potentiel genstand for indgreb, der kan udnytte og modificere denne orden til menneskets egen fordel. Den individualistiske verden er således den naturvidenskabeligt definerede verden, fordi naturvidenskaben - lig individet - principielt kan tillade sig at undersøge, granske og forholde sig kritisk til alting - bortset fra sig selv og sin egen måde at undersøge, granske og forholde sig på. Hvis en ekstern orden altså kan erkendes via naturvidenskabelige begrebsliggørelse, så vil den således erkendte begrebsorden per definition trumfe enhver anden mulig erkendelse af verden, da videnskaben står højere end enhver 'tilfældig' erkendelsesmodus, fordi den altid-allerede har tænkt tvivlen med: Betingelsen for den videnskabelige praksis er nemlig, at den i egen selvforståelse (via indarbejdelsen af falsifikationens mulighed) selv er den ultimative frugt af tvivlen, men dermed er den også - igen: Altid-allerede - færdig med at tvivle på sig selv, og har altså altid erkendt sig selv- og sin egen indstilling som det eneste ubetvivlelige i verden overhovedet. Kun i forlængelse af denne 'selverkendelse' kan videnskaben tillade sig den selvforglemmende, strengt udadrettet tvivl, der altid gransker verden og aldrig gransker sig selv og sin egen praksis. 

Denne praksis er analog til individualiteten, der begriber sin egen verden, og overvejer sine egne muligheder ud fra det entydige spørgsmål: Hvad giver mening for mig? Hvad individet og videnskaben imidlertid aldrig kan overveje, er det spejlvendte spørgsmål: Hvad giver mening til mig? Mening er og bliver nemlig videnskabs-individualistisk forstået som noget, der aldrig giver mening til den praktiske tænkning og/eller handling, men som derimod udspringer som en konsekvens af den praktiske handling og tilgrundliggende tænkning selv. Videnskaben giver således kun mening i forlængelse af, hvor megen tilfældig og i sig selv meningsløs orden den kan afdække i verden via sin tekniske begrebsliggørelse, ligesom individet kun giver mening i forlængelse af, hvordan det begriber sin verden og dermed beregner sine muligheder for at sætte sin egen vilje igennem i forhold til den.

Det er fra dette perspektiv, at den moderne verden forekommer mig at være væsentligt præget af konflikt: Ikke så meget fordi vi nødvendigvis vil konflikten i bevidst forstand, men fordi vi opererer ud fra en gennemført 'selvfølgelig' måde at anskue, hvad der 'i sidste ende' giver mening og hvad der ikke gør på kollektivt plan, som i sagens natur benægter en højere, mere harmonisk orden i verden i udgangspunktet, ikke fordi at en sådan ikke eksisterer, men fordi at den alvorlige overvejelse af en sådan højere menings mulighed (eksisterer der noget, som individet er underordnet, og som individet 'passer ind i' som en ikke-central brik?) er bandlyst qua vores forestilling om individet som meningens conditio sine qua non.

Som sådan definerer vi ikke bare universet som meningsløst via negationen af den højere erkendelses mulighed, men tillige os selv og den såkaldte 'private bevidsthed' som det positive og meningsgivende element i verden, ved netop at bestemme verden som 'noget tilfældigt' og os selv som noget der - qua verdens tilfældighed - kan tillade os at manipulere med verden til vores egen vilkårlige fordel, uden at forstyrre en højere orden, da enhver kollektivt acceptabel mening kun kan komme fra os selv, og aldrig fra verden. Vi 'gør verden meningsfuld' ved at sætte os selv igennem på bekostning af den i sig selv meningsløse verden - og som sådan forudsætter vi, at verden skal være meningsløs, indifferent og 'umenneskelig', såfremt vi da ønsker at bekræfte den individuelle mening dvs. at holde den mening der først og fremmest altid er 'min egen' som den primære.

Vi kan med andre ord ikke acceptere en 'mening med tilværelsen', som tillader os ikke at være i konflikt med verden: For en sådan mening ville benægte individet som meningens kildevæld, og omvendt indrømme muligheden af den højere mening som noget eksternt, som mennesket så kan være en mere eller mindre velintegreret del af. Konflikten er med andre ord et ontologisk grundvilkår for det moderne menneske, såfremt det holder fast i sin egen selvforståelse - for det moderne menneske mener altid at have erkendt sin egen isolation, og universets ultimative meningsløshed fraset det menneskelige perspektiv, da det kun er i den bestandige kamp for at mestre et fremmedgørende, tilfældigt og meningsløst univers at det moderne menneske kan give mening overhovedet - til sig selv og til verden. Konfliktens afslutning og den menneskelige oplevelse af rent faktisk at høre hjemme i universet ville således uundgåeligt blive det moderne menneskes endeligt, og dermed individualismens afslutning, og ultimativt videnskabens detronisering som kongevejen til sand erkendelse - for det ville være at negere den kategoriske negation af den højere menings mulighed, og det ville således være en afsked med alt hvad vi mennesker - individuelt og kollektivt - mener at vide om os selv, og om verden.

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun