Diverse #6: Den selvstændige tanke

Normalt priser man selvstændig tænkning. Men i virkeligheden er sand selvstændig tankegang forhadt.

Dette er fordi man priser den tankegang, der ser ud som om, den er selvstændig, i langt højere grad end man værdsætter de tanker, der faktisk er det.

Alle har deres egen idé om, hvordan selvstændigheden ser ud - men det er blot deres idéer. Kun exceptionelt få kan genkende den ægte selvstændige tanke, når de møder den.

Hvorfor det? Fordi den ægte selvstændige tanke aldrig ser ud, som vi tror at den ser ud, og aldrig taler, som vi mener, at den burde tale. Selvstændigheden er nemlig ligeglad med, hvad vi mener om den. Den er-, og vil for evigt være det, som den er, uden det mindste hensyn til hvordan man så måtte mene, at den burde være.

Den selvstændige tanke tænker kun sig selv, og henter intet udefra. Den kender sig selv. Den har nok i sig selv. Om du eller jeg måtte tænke anderledes, berører ikke den selvstændige tanke. Og ligesom den selvstændige tænkning er ligeglad med, hvad vi tænker for os selv om dette og hiint, og fuldt tilfreds med sin egen tænkning, således er den også indifferent overfor, hvad vi måtte tænke, at den selvstændige tanke er.

Hvad vi måtte tænke, spiller ingen rolle i forhold til, hvad den selvstændige tanke egentlig er.

For dem der måtte mene, at selvstændigheden er en dyd, vil den derfor ofte tage sig ud som en synd, mens den for dem der mener, at selvstændighed er en synd, kan vise sig som den højeste dyd. For dem der mener, at den er god, vil den ofte vise sig som ond og vice versa. Ikke fordi den selvstændige tanke er hverken dyd eller synd, god eller ond - men fordi den i hovedreglen er noget andet end det, som vi tænker og mener om den.

Det er en banal konstatering, og dog er der næsten ingen der forstår den. I hjertet tror den enorme majoritet af mennesket nemlig, at selvstændigheden tænker, som de selv tænker. Intet kunne imidlertid være mere forkert. Den selvstændige tanke tænker, som den selv gør - og ikke på nogen som helst anden måde. Den ved, hvad den ved, og er uvidende om det, som den er uvidende om. Ønsker den at lære noget, så lærer den det, og ønsker den at lære noget fra sig, så gør den det.

Men hvis det ikke er det, som den selvstændige tanke ønsker, så lader den være, og verden kan hverken gøre til eller fra.

Selvstændighed er nemlig frihed, og friheden er ubundet. Den kan ikke tvinges af nogen eller noget - end ikke af sig selv.

Bare fordi hele verden siger, at det her er rigtigt, og at det der er forkert, betyder det jo ingenlunde, at den selvstændige tanke mener det samme. Men det betyder heller ikke, at den mener det modsatte. Det betyder udelukkende, at den mener, hvad den mener.

Den selvstændige tanke tænker kun det, der er rigtigt for den selvstændige tanke selv. Kan tanken ikke tænke noget som virkeligt, så er det altså uvirkeligt. Det er bare sådan det er for selvstændigheden - uagtet af at de fleste kalder det uvirkelige for det virkelige. Den selvstændige tanke tager intet for gode varer, alene fordi at andre siger, at det forholder sig sådan, at denne eller hiin vare er god. Men kan den selv tænke og tage en vare for god, så vil den være god for den selvstændige tanke, uagtet at hele verden kalder den for noget andet, for ond, forfærdelig eller dum.

Hvad den selvstændige tanke kender som sit eget, tager den nemlig alvorligt, og respekterer som i allerhøjeste grad virkeligt. Denne virkelighed er den eneste alvor, der findes for den selvstændige tanke.

Mindst af alt tager den selvstændige tanke denne tanke alvorligt: 'Jeg tænker selvstændigt'. Den tanke er for selvstændigheden noget af det latterligste, da 'jeg tænker selvstændigt' i reglen er det mest uvirkelige bedrag, der kan opdrives. Som oftest når denne tanke melder sig, har den absolut intet på sig. Den kommer nemlig fra alt muligt andet end sig selv. Derfor kan den selvstændige tanke sjældent heller dy sig for at le af denne dårskab. For det er netop hvad det er: Dumt og intet andet.

Jeg tænker selvstændigt...

Dette er grunden til, at majoriteten altid vil hade og frygte den selvstændige tanke: For den selvstændige tanke minder dem, der i særlig grad mener at de tænker selv, om, at de for det meste ikke gør det - og aldrig kommer til det. I hvert fald ikke så længe at de insisterer på at have ret i deres påstand. For hvordan kan de vide det?

At tænke selv har jo intet at gøre med at ønske at tænke selv At tænke selv er noget ganske andet end at mene, at man tænker selv. Den selvstændige tanke er netop det: Selvstændig. Den tilhører ingen ud over sig selv. Den anerkender ingen autoritet ud over sin egen. Den oprinder i sig selv, og vender tilbage til sig selv. Den giver intet af sig selv uden at tage det tilbage, og den tager intet uden at give igen. Den træller ikke for nogen eller noget, og intet træller for den. Den har intet mål ud over sig selv og intet middel uden for sig selv.

Hvad man måtte ønske eller håbe eller mene at den selvstændige tanke er, det spiller ingen rolle. Ligesom man kan kalde virkeligheden for fantasi og fantasien for virkelighed, uden at dette gør nogen virkelig forskel, er den selvstændige tanke uberørt af, hvad vi mener at den burde være.

Om noget menneske måtte tænke selv, da er det menneske ikke adskilt fra den selvstændige tanke. I så fald er friheden og mennesket ét - men friheden tilhører på ingen måde mennesket. Friheden er mennesket - og mennesket er friheden. Sådan forholder det sig for det frie menneske, der vandrer med den selvstændige tanke, uafhængigt af hvad mennesket selv eller andre måtte mene og tro. Det er bare sådan, som det er.

Er det frit, så er det frit, og er det ikke, så er det ikke.

At møde det frie menneske er en utrolig sjældenhed. Få oplever det i deres livstid, og de fleste af dem der gør, lægger slet ikke mærke til det, da selvstændigheden lægger ligeså lidt vægt på at overbevise andre om sin egen eksistens, som en ko, eller en sky, eller et græsstrå gør det. Ligesom koen, græsstrået og skyen er, hvad de er, uden at skrive afhandlinger eller opstille beviser for at de er det, sådan er den selvstændige tanke også bare, hvad den er. Vi kan opstille et internationalt forskersamfund der enigt konkluderer, at der ikke eksisterer køer, og vi kan bygge et samfund på tanken om, at grænsstrået er en myte, men dette gør hverken til eller fra for koen eller græsstrået. Den samme indifferens er, hvad der gør det frie menneske så ulig andre mennesker: Han gør ikke sig selv til noget andet, end han er. Hverken bedre eller værre, smukkere eller grimmere, klogere eller dummere. Og hvis én kalder ham klogere end han er, tøver han ikke med at kalde sig selv for dum, ligesom han ej heller ser sig selv som mindre smuk, alene fordi andre mener at han er grim.

Hvis et menneske endelig lægger mærke til selvstændigheden i et andet, så er det som regel fordi det frie menneske truer det ufrie menneskes illusioner om, hvad selvstændig tænkning og frihed i virkeligheden er. Intet behager nemlig den ufrie som at tro, og at tænke, og at mene at han selv er fri, eller selvstændig, men den sande selvstændige tanke og det virkeligt frie menneske bryder sig ikke om at tage hensyn til, hvad andre måtte mene om hverken det ene eller det andet eller det tredje.

Det frie menneske der vandrer med den selvstændige tanke, ved hvad det ved, og er uvidende om det, som det er uvidende om. Det ufrie menneske mener derimod at vide, hvad det ikke ved, og ikke at vide det, som det rent faktisk ved.

Derfor er det frie menneske altid til glæde for det frie menneske: For i det frie menneske genkender det frie menneske sig selv. Og af samme årsag er det frie menneske til stor gene for det ufrie menneske, da den frie er alt det, som den ufrie i allerhøjeste grad ønsker og mener, at han selv er, og dog på alle leder og kanter er fuldstændig anderledes.

Den ufrie mener derfor at den frie er ufri. Ligesom den frie genkender sig selv i den frie, og ser et frit menneske, genkender den ufrie også sig selv, i det han ser en vanskabning, et uhyre, eller en mand i lænker. Forskellen er, at den frie ved, at han blot ser sig selv og ikke postulerer andet, mens den ufrie til sin dødsdag vil holde fast i, at den frie er noget ganske andet end ham selv - også selvom han inderst inde ved, at det er ham selv, den er gal med.

Den selvstændige tankes blotte eksistens minder det ufrie menneske om det, som det ved, selvom det ikke selv tror, at det ved det: Nemlig at det, som det ved, ikke er noget som det ved, men blot noget, som det tror, at det ved. Og det ved den ufrie egentlig godt, selvom han af frygt for sandheden gemmer det bort, og kalder sin tro for viden, og sin viden for tro.

At hele verden kalder noget for sandt, betyder ikke, at det ikke er falskt.

At hele verden kalder noget for falskt, betyder ikke, at det ikke er sandt.

Hvad du har hørt, er hvad du har hørt.

Hvad du tror, er hvad du tror.

Hvad du mener, er det du mener.

Sådan er det.

Det har intet med dig at gøre.

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun 

Konservativt #4: Konservatismen i grundtræk (4/5)

(Dette er fjerde del af en lang artikel om konservatisme. Indledningen finder du her: 'A. Om konservatismen generelt: Politik og verdensanskuelse'. Anden del finder du her: 'B. Konservatismen som -isme: Samfund og individ'. Tredje del her: 'C. Konservatismen som konservativ -isme: Værdier og valg'. Det afsluttende afsnit 'E. Konkluderende bemærkninger' følger inden for en nær fremtid).

D. Konservatismen og staten: Tabu og norm

I.

I tråd med den hidtidige karakteristik af den konservative ideologi og dennes rødder i et konservativt verdenssyn har vi nu, hvor staten (langt om længe vil nogle nok mene) begynder at blive synlig som et problem, en rammeforståelse at modellere statsopfattelsen efter.

Staten er samfundets administration - hverken mere eller mindre. Vi kan sige at staten leverer de formelle rammebetingelser for menneskerne i samfundet, hvilket vil sige: Loven.

Loven er et samfundets form, ligesom samfundet er lovens indhold - dvs. at loven qua lov altid gælder for et faktisk eksisterende fællesskab. Det er således umuligt at forestille sig et samfund uden stat og vice versa, da stat og samfund er to sider af samme sag. Derfor er det i sagens natur også umuligt at opspore et samfund uden lov, da lovmæssigheden for rigtig og forkert opførsel er en integreret del af selv den mest primitive kultur.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi finder bureaukratiske administrationer eller nedskrevne love hos indianerstammer i den sydamerikanske regnskov, eller andre isolerede levninger fra den uciviliserede menneskehed. Hvad vi imidlertid altid vil finde i selv det mest tilbagestående samfund er idéen om tabu. Tabu er lovens ånd, og denne er tilstede i alle menneskesamfund, da tabu på linje med valg, sprog og normer er noget af det, der på afgørende viis adskiller mennesket fra de øvrige dyr.

'Stat' er blot ordet vi bruger i et samfund, hvor samfundets lovgivende instans har udviklet sig til en mere eller mindre selvstændig administrativ enhed. Og nøglekonceptet for en sammenhængende konservativ idé om staten - altså en idé om staten som en integral størrelse i et større verdensbillede - er 'tabu'. Håndhævelse af tabu er nemlig det basale kollektive behov, som staten slår sine rødder i og suger sin næring fra. Uden tabu er ingen stat altså mulig.

Jeg vil igen inddrage ordbogens definitioner for at sikre klarheden i fremstillingen, og så at sige tvinge læseren til at dvæle ved ordets betydning.

Tabu kan enten være et substantiv:

---

1. RELIGION forbud mod at omtale eller have kontakt med bestemte personer, dyr eller fænomener som i visse kulturer menes at besidde særlig stor kraft eller at være urene.

1a. område eller emne som man i en kultur ikke beskæftiger sig med fordi det vækker stærke følelser, fx af skam eller blufærdighed

Kilde: http://ordnet.dk/ddo/ordbog?select=tabu,1&query=tabu

---

Eller det kan være et adjektiv:

---

som man undgår at tale om eller beskæftige sig med af sociale eller religiøse årsager.

Kilde: http://ordnet.dk/ddo/ordbog?select=tabu,2&query=tabu

---

Når vi taler om staten som samfundets administration og således taler om loven som samfundets form taler vi om strukturen af et samfunds tabuer. Lov vil altså i denne forstand ikke sige andet end et højt udviklet systematiseret håndtering af tabubelagt adfærd, dvs. adfærd der over en bred kam både må og skal forkastes som udtryk for noget forkert.

Tabu grunder konservativt talt i det fælles liv, dvs. at intet enkelt menneske og ingen gruppe af mennesker er herrer over samfundets tabuer. Et tabu er snarere en direkte ytring af samfundsorganismen selv, præcis ligesom de værdibærende normer er det. Tabuer er altså ikke noget, som det enkelte individ vælger til eller fra, men snarere noget der i en væsentlig forstand altid er der i forvejen - præcis ligesom normerne er det.

Individets muligheder for at udfolde (vælge) sit liv vil altid tage retning i forhold til de overleverede retningslinjer for rigtig og forkert opførsel, dvs. i forhold til hhv. norm og tabu.

II.

Norm og tabu udgør to ekstremer (poler) for det individuelle valg.

Normer udtrykker et fælles idealbillede af det gode valg. Tabu er omvendt vrangsiden eller det negative spejlbillede af normerne: Tabu repræsenterer altså det dårlige, onde og forfærdelige i et samfund, symmetrisk med normernes fremstilling af det rigtige, gode og fortræffelige. De to koncepter lader sig ikke adskille, ligesom vi heller ikke kan tale om op uden at have en idé om ned - eller om en himmel uden et helvede for den sags skyld.

Det er selvfølgelig ikke alle tabuer, der direkte berører statens virke: Meget er kun uacceptabelt i social sammenhæng, som ikke nødvendigvis er en sag for loven. Loven håndtere kun de store tabuer, dvs. den officielle fordømmelse. Den repræsentere den suveræne ret til at isolere- og ekskludere samfundsskadelige elementer, nemlig individer der vælger absolut forkert. Disse 'store tabuer' vil imidlertid altid ligge i forlængelse af 'det lille tabu' der reguleres gennem den almindelige socialitet i et samfund, nemlig normerne for acceptabel adfærd.

Statens gebet er altså først og fremmest den officielle udmåling af straf for samfundsskadelig adfærd. Staten repræsenterer det eksklusive monopol på isolering af samfundsfjendtlige elementer, dvs. afstraffelsen af dem, der obstruere mulighederne for at leve i fælles harmoni. Sidstnævnte er altid repræsenteret ved normerne - og den definitive krænkelse af normerne er den ultimative tabubelagte-, altså kriminelle adfærd

Spørger man som konservativ sig selv: Hvordan bør staten tjene sit formål? da tvinges man således til en dobbelt konklusion: På den ene side skal staten sikre straffen i forbindelse med alvorlige tabubrud, men på den anden side kan staten aldrig i sig selv definere hvad der konstituere et tabu. Staten kan nemlig kun handle i forhold til et indhold, der ikke kommer fra staten selv - og som på sin side er langt mere betydningsfuldt end den 'tomme' formelle statsvirksomhed alene.

Hvad er dette indhold? Jo, det må nødvendigvis være samfundsorganismen og os, de individuelle mennesker, der igennem vores valg enten nærmer os eller fjerner os fra en eksistentiel konservatisme, dvs. en større eller mindre forståelse af os selv ud fra en forståelse af det fælles liv og samfundets rammebetingelser. Nærmer vi os normerne lever vi som gode samfundsborgere, men fjerner vi os omvendt fra normerne via vores valg dissonerer vi med den overordnede harmoni.

Her render vi panden mod den problemstilling, som i så udtalt grad er definerende for konservatismens nuværende ideologiske krise. Det altoverskyggende problem for den moderne konservatisme er nemlig, at tanken om samfundet som en organisk enhed selv er blevet tabu. Det fælles liv regnes som noget vilkårligt-, hvis da ikke ligefrem som en gene for individet. Individualismen er omvendt blevet selve grunddogmet for vores tid, hvor den egocentriske, selvhævdende opførsel tidligere blev anskuet som det anstødelige og forkerte.

Denne 'tabuomvending' viser sig i dag kulturelt i det vi hylder det handlekraftige individ - eller den handlekraftige gruppe af individer - som den samfundsbærende kraft, hvor tidligere tiders kunst og moral vendte sig imod abstrakte idealer såsom Gud, det gode eller det skønne: Værdier der åbenlyst repræsenterede fælles bindende normer, der stod over den enkelte og var hinsides menneskets kontrol. Tidligere var det største individ altså ham eller hende, der i højeste grad underkastede sig selv de større magters tjeneste, mens man i dag omvendt hylder den, der lever efter sin egen lov - med den paradoksale krølle, at vedkommende imidlertid aldrig i sin uudgrundelige selvstændighed må krænke andres ret til at leve efter deres egen lov i processen.

Det suveræne moderne tabu er altså den ydre begrænsning af det frie individs - eller gruppen af frie individers virke.

Alle har nemlig lov til at leve som de 'har lyst' (som det med en rammende vending lyder: Det er overalt lysten der driver værket). Hvad vi individuelt måtte have lyst til betragtes som noget, der er isoleret fra selve statens virksomhed. Loven tjener altså i dag at værne om den individuelle lyst, fordi individets lyst konsekvent udlægges som samfundets primus motor. Om dette så fortolkes som den enkeltes ret til frihed eller velfærd er i sagens natur underordnet. Det vigtigste - den moderne grundoverbevisning - er nemlig, at individet i så vidt muligt omfang skal have lov til at leve efter sine egne ønsker. Striden står så om, hvordan vi i videst mulig forstand sikrer at individet har mulighed for at lyde sine ønsker.

Den larmende uenighed mellem socialister og liberalister består altså egentlig ikke i andet end bestemmelsen af, hvor undertrykkelsen af det frie individs ønsker kommer fra: Kommer den fra staten (liberalisme) eller fra samfundet (socialisme)? Som liberal mener man således at statens primære virke består (eller burde bestå) i at begrænse sig selv til at værne om en række få, klare principper (individuelle rettigheder) mens socialisten omvendt mener at staten bør (eller burde) opdrage på samfundet, og aktivt lovgive imod alt adfærd og alle normer, som man mener gør nogle individer mere/mindre frie end andre.

Den moderne diskussion om staten baserer sig altså på en konsensus om det 'frie, lige' individ. Individet er ultimativt statens mål - og alle normer, der i en eller anden forstand fornægter individet bør tabuiseres. Derfor fører liberalister vendetta mod allehænde stats-sponserede bureaukratier, mens socialister omvendt bekriger det private erhvervsliv som den store Satan. Begge grupperinger kæmper nemlig for at nedbryde bestemte normer: Liberalisten kæmper mod den almene idé om omfordeling, mens socialisten kæmper mod egennytten.

Kampen mellem socialister og liberalister er evig, og der vil aldrig findes en vinder. De to politiske retninger forudsætter nemlig hinanden, i den forstand at de repræsentere to modsatrettede-, men lige legitime tolkninger af et og samme ideal, nemlig idealet om det frigjorte individ (omend liberalismen utvivlsomt er mere fornuftig). Dette er også kendt som ligheden: Den nye tids- og Det nye samfunds ideal par excellence.

Så længe vi som samfund har et lighedsideal, vil vi have liberalister og socialister. Ligheden har vi imidlertid kun, fordi samfundsorganismen giver ligheden som en norm: Dvs. at langt størstedelen af vort nuværende samfund instinktivt vil være enige i udsagnet om, at lighed i sig selv betegner noget positivt, vigtigt og attråværdigt - også selvom de færreste har nogen klar idé om, hvad 'lighed' egentlig betyder.

Dette efterlader konservatismen i en akavet ideologisk position, da den per definition er ekskluderet fra at gøre ligheden til et ideal: Ligheden består nemlig i en omvending af alle tidligere idéer om magten som det, individet bør tjene - og som individet får sin individuelle karakter af at tjene. Normerne i dag fordrer nemlig at magten skal tilstrømme det enkelte menneske, og at den magt der ikke er rettet mod den enkelte per definition er undertrykkende, hvorfor den bør omstyrtes.

Den oprigtigt konservative, der taler for et konsistent verdensbillede med rod i troen på det fælles liv - samfundsorganismen - vil altså uundgåeligt tale de moderne normer lodret imod. Dette er selvsagt politisk selvmorderisk i et demokratisk samfund, hvor den brede masse i sidste instans bestemmer alt.

III.

Dermed har vi effektivt ikke lov til at leve som vi har lyst til, hvis vores lyst måtte gå i retning af tidligere tiders idé om at tjene det fælles liv politisk. For det moderne tabu, som vores stat håndhæver, er, at der enten ikke findes noget fælles liv overhovedet, eller at det fælles liv altid må være underordnet idéen om individet. Alle værdier (som vi i dag mener oprinder i individet eller i individerne) er nemlig ligestillede. Vi kan således ikke tillade os officielle anbefalinger af nogle værdier frem for andre igennem vores lovgivning, da en sådan type 'diskrimination' er dybt tabuiseret.

At lovgivning per definition er diskriminerende er således heller ikke noget vi taler om, eller anerkender. Dette skyldes igen den kollektive lighedsnorm, der byder os at fortie eller ignorere enhver idé om, at lighed på den ene eller anden måde kan opfattes som et undertrykkende ideal. Altså italesætter vi ikke problemstillingen, at vi som samfund kollektivt har accepteret en norm, der måske kunne være skadelig og undertrykkende i sig selv. Lighedsnormen er nemlig, at der ikke burde være nogle skadelige og undertrykkende normer. Stiller vi først spørgsmålstegn ved ligheden, bliver vi derfor i udgangspunktet opfattet som mennesker, der ønsker at undertrykke og marginalisere andre - lige meget hvor fjernt sådanne impulser så end måtte ligge fra vores egentlige intentioner.

Det falder os med andre ord ikke ind, kollektivt, at lighedsnormen overhovedet kunne være noget andet end ønskværdig og retfærdig. Ligheden er kort og godt blevet vores mest almene udtryk for det gode, på det overordnede samfundsplan. Ergo er standardopfattelsen af staten, at den så vidt muligt bør kæmpe- og lovgive imod ulighed. Om ulighedstruslen så måtte komme fra staten eller fra samfundet er i denne sammenhæng underordnet.

Denne opfattelse gør selvsagt den frivillige underkastelse til tabu. På det individuelle plan ser vi f.eks. skævt til kvinder, der vælger at leve efter det traditionelle familiemønster, ligesom vi håner de stærkt troende (kristne) - og i almindelighed, alle dem, der tror, at vi alle ikke er lige i udgangspunktet (det er her det berømte argumentum ad Hitlerum kommer på bordet gang på gang).

Alligevel kan vi - desværre, vil de venstrorienterede nok mene - ikke lovgive imod individuelle, frie valg, omend vi altid betragter sådanne valg af underkastelse med ekstrem mistænksomhed. Kvinden der vælger at gå hjemme må være blevet hjernevasket, den kristne må være for dum til at forstå naturvidenskabens nådegave - og dem, der siger at mennesker per definition er ulige, de må i én eller anden forstand være onde.

(Her ser jeg naturligvis bort fra den altid kontroversielle debat om Islam - en blind vinkel for den moderne lighedsdiskurs, der ikke besidder et tilstrækkeligt 'forståelsesspænd' til overhovedet at begribe hvad Islam er).

Når vi lovgiver gennem staten i dag er det primært for at tjene 'normen' lighed, hvilket betyder tabuiseringen af enhver ulighedstankegang. Derfor beskylder liberalister altid socialister for at være totalitære, mens socialister omvendt beskylder liberalister for at være selviske og umenneskelige. For at hver fløj kan kæmpe for sin egen lighedsvision har de nemlig behov for et potent fjendebillede at kæmpe imod.

Men hvor stiller det den konservative? Han er fanget som en hund i et spil kegler. Dagens såkaldte 'politiske spil' kører nemlig efter et regelsæt som den konservative umuligt kan anerkende som sit eget, da hele 'spillets' legitimitet forudsætter en betingelsesløs accept af den ukonservative norm par exellence: At samfundet som en organisk enhed fornægtes som en faktisk størrelse, men derimod altid kan reduceres til de involverede individer.

IV.

I den lighedsideologiske hanekamp falder konservatismen altså naturligt udenfor.

Konservativt talt er det gode samfund gennemsyret af den tjenende indstilling, fra individet og op til staten og hinsides. Individet vier sit liv til at tjene det, der er kommet før individet selv, i samklang med andre, og statens ultimative mål bliver derfor at tjene og opretholde den orden på makroplan, som på det individuelle mikroplan er alpha og omega for det gode liv.

Lighedsidealet fordrer omvendt en profiterende indstilling: I lighedstænkningen er der nemlig altid nogle, der skal have mere, ved i højere grad at blive ligestillede: Om det så er de fattige og minoriteterne, der skal have særlige rettigheder og få flere midler via statslig omfordeling, eller om det er de rige, der ikke burde tvinges til at betale højere skat end os andre. Der må altid være nogle, der burde være mere lige end det faktisk er tilfældet. Hvis det ikke var fordi at uligheden var et faktum ville lighedstænkerne (egalitaristerne) ikke have noget at kæmpe for.

Denne politiske diskurs er som sagt en refleksion af en samfundsmæssig norm: Nemlig den almindelig opfattelse af, at de bedste muligheder for at leve sit eget liv er dem, som man i højeste grad selv profitterer på, på den ene eller den anden måde. I sidste ende er det altid 'all about me'. På den ene side har vi eksempelvis en kollektiv besættelse af materiel velstand, og på den anden side et ideal om selvrealisering. Vi mener følgelig at de bedste muligheder for os selv som enkelte mennesker, og i forlængelse heraf, for os alle som samfund, er dem, der på lige viis sætter os alle i stand til at opnå én eller anden form for personlig profit, om denne så forstås i form af penge eller selvstændighed.

Vores kollektiv almindelig indstilling til livet er med andre ord: Tag hvad du kan få.

En ægte konservativ indstilling er derimod: Giv hvad du kan.

Konservatismens ideal om det gode liv og det gode samfund er med andre ord i fundamental opposition til den politiske mainstream. Konservatismen er derfor blevet ideologisk isoleret bag en mur af tabu, da alt hvad der peger imod en konservativ indstilling som alt andet end et strengt personligt valg er alt det, som vi ikke taler om politisk set. At begribe konservatisme som noget 'bare personligt' er imidlertid imod hele den konservative grundidé - og derfor kommer konservatismen til at fremstå som noget ideologisk tomt og arbitrært.

V.

Ægte konservatisme forudsætter en større individuel modenhed end vi gennemsnitligt (kollektivt) kan præstere i dag. At modellere sit liv og sin lykke ud fra den tjenende, underkastende indstilling til livet er imidlertid også sværere i dag, end det nogensinde har været tilfældet før.

Tidligere var de ydre begrænsninger for, hvad man som individ kunne 'opnå' her i livet nemlig betydeligt mere udtalte end i dag. Normen var med andre ord, at man kunne råbe og skrige så meget som man havde lyst: Det ændrede ikke på det fundamentale forhold, at samfundets hierarkiske struktur nu engang var som den var. Det individuelle valg stod altså primært imellem, om man accepterede sin omverden og sin virkelighed, og forsøgte at opnå sin tilfredshed ved at virke i harmoni med de ydre uforanderlige rammer - eller om man ville forblive i en infantil utilfredshed med tingenes tilstand, og insistere på at de burde være anderledes. En position som naturligt ville isolere én fra det øvrige samfund.

I dag glorificerer vi omvendt individet/gruppen af individer, der kan forandre de ydre rammer, og i højeste grad tvinge virkeligheden til at lyde sig selv. Det kan på den ene side betyde, at man som individ overgiver sig til en nådesløs alles kamp mod alle, og med rundsave på albuerne forsøger at komme til tops. - Eller at man slutter sig sammen med andre, utilfredse individer i den fælles kamp mod den store ydre Satan, der undertrykker 'alle os almindelige ualmindelige individer'.

I begge tilfælde bliver den konservative idé om samfundsorganismen - som den konservative anerkender som noget på alle måder virkeligt - til den store taber. Man tror nemlig i almindelighed ikke på, at samfundsorganismen kan være noget andet og mere end en basalt set arbitrær orden, der både kunne- og i de fleste tilfælde burde være anderledes end den er. Det er nemlig den individuelle virkekraft - om den så kommer fra individet alene, eller fra en sammenslutning af enige individer - der overalt betragtes som samfundets primus motor.

At ville underkaste sig den moderne idé om et samfund er derfor populært at regne for en absurditet. Vi besidder nemlig ikke længere en almen forståelse af samfundet som noget virkeligt og magtfuldt, andet end i en afledt forstand.

Derfor er den moderne mainstreamopfattelse af staten bundet op på en forpligtende idé om individet, i form af den berømte lighed. Og derfor synes den konservative ikke længere at have noget at bidrage med politisk, da den normgivende majoritet ikke har forståelse for, at samfundet kan opfattes som noget mere magtfuldt, agtværdigt og ærefrygtsindgydende end de individer, der nu 'tilfældigvis' bor i det. Den konservative mener nemlig ikke bare, at staten bør opfattes anderledes end den i almindelighed bliver opfattet - han eller hun mener at verden i bund og grund er anderledes end den almindeligvis bliver opfattet.

Samfundsorganismen er konservativt talt kommet i uoverensstemmelse med sig selv. Vi lever i et samfund der ikke længere kender sig selv, så at sige. Og da den oprigtigt konservative primært må tale på vegne af samfundsorganismen, synes konservatismen selv derfor i dag at være en overflødighed.

Det tager sig nemlig ud som om konservatismen er i uoverensstemmelse med sig selv - omend konservatismen bare er det almindelige udtryk for, hvordan tingene nu engang er.

VI.

Men hvad er da det ultimative udtryk for, at ægte konservatisme politisk set er blevet tabu? Jo, at vi som samfund nærer instinktiv og uforbederlig mistillid til enhver idé om oplyst lederskab.

Vores nuværende samfund er struktureret rundt om et princip der hedder, at magt nødvendigvis korrumperer, såfremt den placeres hos et enkelt menneske, eller en gruppe af mennesker - selvom statsmagten jo nødvendigvis må være i hænderne på nogle. I forlængelse heraf har vi effektueret et system, hvor lederskab konstant er i flux og snart tilfalder nogle, for herefter at tilfalde nogle andre, i overensstemmelse med folkets skøn om rigtigt og forkert, som vi ser det i vort nuværende repræsentative demokrati.

Dette system er en konsekvens af den bagvedliggende lighedsnorm, der diktere at individets lyst er samfundets primus motor. Via den demokratiske beslutningsproces holder vi magthavernes egen lyst til mere magt i skak, ved at sikrer at ingen nogensinde tilraner sig absolut magt, og dermed undertrykker det brede samfund - massen af individers - lyst til fordel for deres egen.

Nu bliver spørgsmålet imidlertid, om denne idé overhovedet er i overensstemmelse med samfundets faktiske virkningsmekanismer. Stemmer den overens med virkeligheden?

Det er tabu at sige idéen imod. Men hvad om det er det rigtige?

-

Diverse #5: Tåbelig visdom 2

På en solskinsdag sad tåben ved en sø, og tyggede på et strå, mens han tomhjernet betragtede skyerne drive dovent forbi. Langsomt, langsomt tyggede tåben på sit strå, så spidsen af strået tegnede ujævne cirkler i luften ud for tåbens næse og hage. Han havde glemt sig selv. Tabt sin tanke i de drivende skyer, hvide og uformeligt uldne, som himmelske vanskabte lam, der uden så meget som en enkelt tanke græssede på himmelens dybblå marker, og åd af den susende vind. Og spidsen af strået i tåbens mund tegnede ujævne cirkler i luften, langsomt, langsomt, mens en brise strøg over græsset og trak en drapering af rynker over søens spejl. En svagt blafrende flade hvor mange mønstre ville vise sig for én, om man ikke havde andet at se på. Mønstrer ligesom furene i den brune bark på stammen af træet som tåben sad op af, mens han så op af. Op mod en sky der lignede en brandbil, betydeligt mindre rød, men med samme form - i hvert fald i tåbens øjne. Måske var den på vej hen for at slukke den rasende ildebrand, der rasende rasede på den anden side af himlen, og som nogen vist nok kalder solen? At få slukket den ild ville nok være bedst, for selv tåber vidste at den slags spreder sig, og før man ved af det er himlen brændt ned. Men hvorfor havde brandbilen ikke sirene på, når ilden nu brændte, og opgaven hastede? Og en due kurrede

KUR --- KUR --- KUR --- KUR

og tåben tyggede langsomt på sit strå, og tegnede ujævne cirkler i luften. Der var alligevel styr på det hele.

Vær som tåben HER

Dette er KUR mod tanker

SØEN af skæve cirkler

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun

Konservativt #3: Konservatismen i grundtræk (3/5)

(Dette er tredje del af en lang artikel om konservatisme. Indledningen finder du her: 'A. Om konservatismen generelt: Politik og verdensanskuelse'. Anden del finder du her: 'B. Konservatismen som -isme: Samfund og individ'. Fjerde del finder du her: 'D. Konservatismen og staten: Tabu og norm'. Det sidste afsnit 'E. Konkluderende bemærkninger' følger inden for en nær fremtid).

C. Konservatismen som konservativ -isme: Værdier og valg

I.

Hvis vi sammenfattende generaliserer betragtningerne i ovenstående ser vi, at den konservative tanke har en bestemt struktur som -isme. Lad os igen kaste et blik på den første, centrale definition af -isme med dens to underbetydninger, for at se om vi kan 'genfinde' konservatismen i den:

---
1. betegner en retning eller bevægelse inden for fx kunst, politik eller videnskab. (fx konservatisme, kubisme)
1a. betegner en bestemt social struktur, samfundstype el.lign. (fx kapitalisme, feudalisme)
1b. betegner en grundholdning eller tilbøjelighed. (fx egoisme, sadisme)
---

Den bestemte retning eller bevægelse er selvsagt konservatismen (1): Konservatismen er bestemt som den politisk idé om forholdet imellem samfundsorganismen på den ene side og det individuelle valg på den anden.

Underdefinition 1a rammer den 'bestemte sociale struktur, samfundstype el. lign.' Konservatisme på dette plan udmønter sig i en idé om samfundet som en organisk, levende enhed.

Underdefinition 1b rammer den 'grundholdning eller tilbøjelighed' som vi generelt har bestemt som individets måde at vælge på - at den enkelte lever sit liv. Nærmere bestemt: At den konservative er grundlæggende tilbøjelig til at forstå sit eget liv og sine egne valg i lyset af idéen om det fælles samfund som en organisk enhed.

I jo højere grad individet begriber 1a som retningsgivende for 1b, dvs. begriber samfundet som noget godt, ønskværdigt og værdigt til bevarelse (det modsatte er at ønske sig væk fra sig selv og sine omgivelser), desto mere nærmer vi os en eksistentiel konservatisme, dvs. konservatismen som et individuelt valg: At samfundet er værd at vælge til og ikke fra.

På samme måde vil et samfund, hvor en mere eller mindre bevidst eksistentiel konservatisme præger den almindelige livsindstilling og hævdvundne visdom, være et konservativt samfund. Det konservative samfund er altså det, hvor borgerne stoler på den fælles 'ånd', 'den harmoniske samfundsorden' (eller hvad vi nu ønsker at kalde det) som den bedste vejleder i spørgsmålet om det gode og meningsfulde liv.

Går vi nu tilbage og genovervejer den overordnede definition, bliver konservatisme således til idéen om, at det verdenssyn, der begriber sig selv som betinget af- og rettet imod idéen om det fælles samfund som den suveræne betingelse for- og målet med det individuelle valg, har krav på politisk repræsentation.

Hermed kommer vi til konservatismens konkrete indhold. Hvad implicerer det konservative verdenssyn nærmere bestemt?

II.

Konservatisme betyder først og fremmest en strengt hierarkisk ordning af de to 'underidéer': På den ene side har vi den eksistentielle konservatisme, der vedrører den enkeltes valg og liv. Denne aktivitet, siger vi, må altid svare til-, dvs. 'adlyde' idéen om samfundsorganismen som sådan. Det personlige må altså underordnes det fælles, da samfundet i et og alt står over individets bestræbelser. Jo mere konservativ man altså bliver på det individuelle eksistentielle plan, i desto højere grad begriber man samfundets fælles liv som det i sandhed meningsfulde og agtværdige.

Dette ligger i selve den konservative forståelse af det personlige: At det enkelte liv blot er en specifik ytring af det mere generelle liv, og at den konservative først og fremmest forstår sig selv som en repræsentant for samfundsorganismen i større eller mindre grad. Den enkelte bør konservativt talt aldrig begribes som sui generis ('sin egen klasse', 'det eneste eksemplar').

Som konservative mener vi derfor altid, at samfundsorganismen er vigtigere end vi selv, noget andet enkeltstående menneske, eller nogen enkeltstående gruppe af mennesker inden for samfundet kan være. Et menneske eller en gruppe af mennesker vil nemlig altid kun være en del af helheden - men helheden bør altid herske over delen.

Helheden må altså anses som noget irreducerbart. Samfundets liv kan ikke reduceres til f.eks. økonomiske- eller sociale forhold. Konservativt talt er samfundet nemlig aldrig 'bare' et udtryk for noget andet, mere grundlæggende end sig selv. Nej, samfundet er det primære. Samfundet er udgangspunktet for enhver forståelse af verden, af politik og af praktisk talt alt andet, og dette fordi at samfundet først og fremmest giver individet rammebetingelserne for at vælge i form af visse muligheder.

Dette forhold er igen analogt med den kropslig sundhed (jf. afsnit B, II): Det sunde legeme er det, hvor alle organer tjener deres funktion optimalt, og altså på bedst tænkelige viis arbejder for det fælles liv, som de alle er afhængige af individuelt. Den sunde krop er idealet. Omvendt kan vi se - f.eks. ved kræft - at en specifik type celler underlægger sig kroppens energetiske kredsløb fuldstændig og beslaglægger det øvrige legemes ressourcer til eget formål og vækst. Er sygdommen først meget fremskreden bliver det uundgåelige følge, at legemet til sidst må dø - og når legemet dør, så dør svulsten også. Er legemet omvendt sundt og velfungerende, da vil alle celler på hver sin måde tjene det højere formål, og så kan vi forvente et langt liv uden nævneværdige komplikationer. Sidstnævnte implicerer at potentielle kræftceller har så dårlige vækstbetingelser som muligt.

Den konservative anskuer på den ene side samfundets sundhed som vigtigere end sin egen - men på den anden side forstår han tillige, at vigtigheden af samfundets sundhed fordrer, at han selv lever et (moralsk) sundt liv. De to ting lader sig ikke skille ad. Men overalt er det centralt, at samfundet er retningsgivende for individet - ikke omvendt.

Det konservative valg er altså den bevidste underordning under en ekstern magt, der på alle planer må begribes som betingelsen for- og målet med det enkelte liv. Sådan indrammer vi den eksistentielle konservatisme. Bliver vi i billedet, bør den enkelte celletype altid tjene legemet som målet - mens legemet omvendt kun opretholder den enkelte celle som et middel. Samfundet er ikke til for individernes skyld, præcis ligesom det enkelte menneskeliv ikke er til for hjertet, leverens, hjernens eller et andet specifikt organs skyld.

Jeg kan jo meget vel have et sundt hjerte selvom jeg har en svulmende hjernesvulst, ligesom min hjerne kan have det fint selvom jeg har skrumpelever - men jeg vil altid foretrække et liv, hvor alle mine organer er forholdsvis velfungerende, frem for et liv hvor min hjerne måske er mere ydedygtig end pt. til gengæld for en alvorlig hjertefejl. I et og alt er helhedens harmoni nemlig det afgørende. At det forholder sig på lignende viis med samfundet i forhold til samfundets elementer er aksiomatisk for den konservative.

Som konservative vælger vi altså at tjene vores samfund, og overalt anerkende det som noget mere betydningsfuldt end os selv som individer. Vi søger aldrig at elevere vores egen eller bestemte gruppers status i samfundet på bekostning af den overordnede harmoni. Dette gør vi på den ene side ud fra agtelse for samfundet, og på den anden side ud fra en forståelse af, at denne agtelse er hvad der giver vort eget liv værdi: Ikke bare for andre men tillige for os selv.

Endnu et billede: Vi priser jo heller ikke ham som en dygtig violinist, der pludselig bryder ud af en symfonis velorganiserede struktur, for at kaste sig ud i en ekvilibristisk solo - hvor teknisk imponerende, og endog sjælfuld denne violinsolo så end måtte være. For violinistens plads er nu engang at spille sin del i den store fortælling som symfonien er, og gøre det så godt som muligt inden for de overordnede rammer. At han er teknisk dygtig og sjælfuld i sit spil er i den sammenhæng selvsagt ikke et minus - men der er tale om sjæl og teknik, som er mobiliseret i en højere sags tjeneste, nemlig symfoniens. Så snart violinistens teknik og sjæl ikke arbejder for-, men imod den symfoniske struktur bliver både sjæl og teknik imidlertid til værktøjer for det destruktive, kortsigtede og irriterende. Vi gør følgelig ret i at degradere ham til gademusikant. At spille i et symfoniorkester handler nemlig ikke om at udtrykke sig selv, men om at vie sin egen indsats til det ene overordnede mål, som kun fællesskabet på nærmest mirakuløs viis kan frembringe. Denne sammenhæng giver også den enkelte plads til at skinne, men hver i sin egen funktion. Det eneste den ikke tillader er, at den enkelte kan hævde sig selv på fællesskabets bekostning - hvor stort et 'indre behov' for noget sådan der end er tale om.

Vi begynder nu at ane konturene af den egentlige mening med det berømte konservative slogan om, at forandre for at bevare. At forandre noget-, altså at handle med forandring for øje og aktivt vælge forandring i en bestemt sammenhæng, må altid søge sin begrundelse i bevaringen af den store, fælles organisme. Den konservative politiske forandring må således altid være begrundet i, at vi søger at fremme et verdenssyn som generelt er fælles, forpligtende og godt i denne specifikke forstand: At individet underordnes en organisk, levende enhed, der i et og alt betinger den individuelle handlingssfære, og giver individet muligheder for at handle.

Således kan den enkelte musiker altid finjustere sin egen indsats, og raffinere den med symfoniens overordnede virkning for øje. Hun må bare aldrig forkaste helheden og forfalde til narcisistiske excesser, da hun således ved at 'udtrykke sig selv' samtidig formår at ødelægge fornøjelsen for alle andre (selvfølgelig bortset fra dem, der nyder at se andre få ødelagt deres muligheder).

Det er med andre ord centralt for konservatismen, at fokus ligger på noget større uden for det enkelte menneske selv: At det ikke drejer sig om at styrke individet, men om at styrke det, der giver individet de bedste muligheder for at handle. Sidstnævnte vil sige: De bedste muligheder for at handle i samklang med andre for et større mål. Lykkes dette vil individet i tråd med den konservative idé bekræfte og styrke samfundet igennem sine egne handlinger. Individet træder altså i samfundsorganismens tjeneste, og sidstnævnte reproducerer og regenererer således sig selv igennem de individuelle handlinger.

III.

Den centrale idé om et gensidigt forhold imellem det enkelte menneske og en 'højere mening' gør i høj grad konservatismen umoderne. Konservatismen kræver nemlig af den enkelte, at vedkommende forstår verden som noget andet og mere end sin egen verden og sit eget begrænsede perspektiv - og tillige at individet finder en større mening, dvs. en indre motivation til at arbejde for noget højere og mere betydningsfuldt end sig selv. For igen at vende tilbage til billedet af den fødende kvinde (afsnit B, III): Den konservative må altid have for øje, at han eller hun hverken har undfanget eller født sig selv; at eksistensens betingelser stammer fra noget ganske andet end det individuelle perspektiv; og at en sand meningsfuld eksistens kun kan komme af aktivt at vælge det fælles frem for det individuelle ud fra erkendelsen af, at førstnævnte altid er vigtigere, sandere og mere virkeligt end det sidste.

Konservatisme er altså en fordring om at vælge sit eget liv fra til fordel for noget større. Men samtidig er det lovningen om, at individet ved at bringe dette offer får noget mere meningsfuldt igen. Altså at individet i yderste forstand også gør sig selv en tjeneste, såfremt hun eller han vælger at tjene noget højere: At man i bytte for sit eget liv får livet. Den konservative søger nemlig at blive delagtige i samfundets fælles liv ud fra erkendelsen af, at det fælles liv ultimativt er mere meningsfuldt end det individuelle, der altid er begrænset af fødsel og død - for samfundet var der jo før man blev født, og vil være der efter éns død. Således retter den konservative sit eget liv mod noget, der i omfang og betydning overstiger det individuelle og bliver på denne måde delagtig i noget, der rækker hinsides det enkelte menneske både i fortid og i fremtid.

Konservatismen fordrer altså i første omgang af den enkelte, at han kan tro på at der eksistere et mere virkeligt verdensbillede end det individualistiske, der i sidste ende altid peger tilbage på egoet som eksistensens suveræne formål. Troen på at der findes 'noget større' tjener nemlig til, at individet kan hæve blikket over sine egne timelige ønsker og begær, og således få øjnene op for en eksistens, der i højere grad nærmer sig det evige. At man i første omgang vover at tro på, at noget sådan overhovedet er muligt er essentielt for etableringen af en konservativ verdensanskuelse. Denne verdensanskuelse vil imidlertid altid på sigt blive bekræftet af erfaringen, da livet rent faktisk rummer uendeligt meget mere end det individuelle - hvilket man imidlertid forbliver blind for, så længe man sidder fast i idéen om sig selv som verdens navle. Vrister man sig først fri af sig selv, vil man imidlertid få løn for sine anstrengelser i en sådan grad, at det tidligere individualistiske verdenssyn kommer til at fremstå absurd og livsfornægtende.

Livet er nemlig ikke bare éns eget. Livet tilhører ikke én selv. Nej, det er langt mere meningsfuldt, sammenhængende og endog fornuftigt at tænke det omvendte: At man selv tilhører livet. Livet er ikke min ejendom - jeg er livets ejendom. Og livet er fælles, mens jeg er individuel.

Men som sagt: For at tage springet 'ud over sig selv' kræves det i første omgang at man tror på at det overhovedet er en mulighed. Ja, troen er her så essentiel at jeg ligefrem fristes til at citere Jesus-ordet: "Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det." (Matthæus 10,39) Troen er nemlig det første skridt væk fra den egocentriske verdensopfattelse, der vender alting på hovedet, og anskuer verden som et middel til éns egne mål. Først ved at tro at den større virkelighed også kan være et mål, og man selv blot et middel til dette større mål, kan man erkende konservatismen som en reel mulighed.

Som individualistisk ideologi er konservatismen nemlig fuldstændig meningsløs. En strengt individualistisk verdensforståelse vil således heller aldrig kunne rumme det, som konservatismen i sandhed drejer sig om: At livet er så meget mere end éns eget liv, og at der således er en mening med at tjene det fælles og en pligt til at bevare det, som tidligere tiders fællesskab har overleveret.

Enhver vil naturligvis være ulige i sin formåen, og det er også som det skal være: Alle kan i sagens natur ikke give sig selv fuldstændig væk til det fælles. Vi er trods alt også alle begrænsede af vort individuelt perspektiv - men i større eller mindre grad. Den konservative må således altid medgive, at den, der i højeste grad overgiver sig til den fælles sandhed, og finder sin mening i at tjene fællesskabet, også vil være den, der i højeste grad bør lede et samfund. For vedkommende vil være den, der i allerhøjeste grad giver sit liv for at tjene andre. Og hvem er bedre at tjene end den, der i sandhed tjener én selv og éns egne muligheder?

Den, der tjener samfundet, vil jo omvendt være forpligtet på, at give samfundets organer de bedste betingelser for at udfolde deres egne respektive funktioner. Hendes egen livsmening vil nemlig - eksistentielt set - stå og falde med, hvor godt samfundet har det. Den dårlige tjener er jo den, der er til gene for sin herre - og den, der bevidst har valgt at tjene og finder sin mening her, vil, i fald herren mistrives, være til gene for sig selv.

IV.

Dette lyder jo alt sammen meget flot og højtragende, men man kunne indvende at jeg hidtil har bevæget mig på et meget abstrakt, luftigt plan - at jeg udelukkende snakker 'i teorien'. For hvad med den praktiske konservatisme? Hvordan udfolder konservatismen sig på det jordnære plan?

For først at få én ting definitivt på plads: At jeg har insisteret på den abstrakte redegørelse først er ingen tilfældighed. Konservatismen griber som sagt i indledningen altid tilbage til den overordnede forståelse. Det må derfor slås fast én gang for alle, at ethvert overordnet konservativt verdenssyn altid er præget af denne dybere forståelse af forholdet mellem menneske og samfund. Alle ægte konservative idéer vil nemlig udvise den samme grundlæggende struktur: At det kollektive liv er mere vigtigt end det enkelte, og at den enkelte er bedst stillet ved at orientere sig efter det fælles.

'Det fælles liv' - dvs. de primære livstegn fra samfundsorganismen - viser sig ikke i form af valg, men i form af værdier - at nogle valgmuligheder byder sig til som bedre end andre. Den enkelte orientere sig efter de rammebetingelser, der bliver overleveret med samfundet, og indkodet i denne overlevering finder vi bestemte generelle idéer om det gode liv. Et menneske begynder for alvor at blive konservativt, såfremt det i stigende grad orientere sig efter de overleverede værdier og mindre efter sine egne ønsker - hvilket egentlig ikke betyder andet, end at der ikke længere eksisterer et definitivt skel imellem hvad man selv måtte ønske sig, og hvad de kollektive værdier foreskriver.

Dette forekommer i reglen også ganske organisk eller naturligt i den enkeltes liv. F.eks. når vi stifter familie.

At stifte familie er et fremragende eksempel på, hvad vi som konservative snakker om, når vi snakker om at gøre det gode, dvs. tjene det fælles: Familien er nemlig et utroligt konkret eksempel på, hvorledes man individuelt vælger at 'gå op i en højere enhed' ved at knytte et bånd imellem sig selv og en anden - og måske endog give livet videre ud fra denne enhed. I familiestiftelsen vælger den enkelte nemlig at modellere sine handlinger efter et mønster som både:

1. Inkorporerer andres liv og ikke udelukkende berører individet selv.
2. Ikke er 'opfundet' af de implicerede parter mand, kvinde eller barn, men snarere er noget andet: Et 'arketypisk' mønster, som er overleveret via samfundet - og i yderste instans, naturen - som en værdi og en mulighed, der anbefaler sig selv.

1. repræsenterer det eksistentielle valg, og 2. repræsentere den organisme som de implicerede parter vælger at tjene: Familieorganismen lader samtlige implicerede parter tjene hver deres funktion i forhold til opretholdelsen det overordnede mønster, der på sin viis tages for noget vigtigere og mere værdifuldt end summen af de enkelte individer. Familien er nemlig en videreformidling af det fælles liv, der i en vis forstand altid er mere meningsfuldt end den enkeltes liv taget for sig.

Når en mand og en kvinde vælger at indgå i ægteskab vælger de hver især hinanden frem for at vælge sig selv. De opgiver altså begge en del af deres autonomi i en fælles tro på hinanden, dvs. en fælles tro på det kærlighedsbånd, der binder dem sammen og gør ægteskabet til noget andet og mere end summen af to fundamentalt uafhængige livsorganismer, der 'tilfældigvis' vandrer hånd i hånd. (Jeg ser naturligvis bort fra fornuftsægteskaber og andre anomaliteter - det essentielle i det fremstillede kærlighedsægteskab er nemlig, at det repræsentere normen, dvs. det, som alle anomaliteter er anomale i forhold til).

Her træffer vi konservatismens fundamentale indhold: Den hierarkiske underordning af delen under helheden, som blev udarbejdet i afsnit B. er nemlig kun den tomme form: Den er et skelet. Selve bindingen imellem del og helhed er imidlertid konservatismens egentlige liv. Det er de organer, der må pryde ethvert skelet, som med nogen ret kan kaldes levende. Organerne er de egentlige værdier - det som den konservative sætter en dyd- og en mening i at bevare.

I denne forbindelse er det på sin plads med en kort bemærkning om ægteskabet som en repræsentativ værdi: På grund af moderne vildfarelser skydes den konservative nemlig ofte i skoene, at han qua hierarkisk tænkning ønsker et familiemønster, hvor kvinden er underordnet manden - og som med alle moderne vildfarelser er der tale om en halv sandhed, der, filtreret igennem talrige misfortolkninger, til sidst ender som en komplet løgn: For på den ene side er det rigtigt at kvinden bør tjene manden, og at der således opstår en naturlig rollefordeling i familien. At de ægteskabelige kønsroller i sig selv skulle være undertrykkende grænser imidlertid til det absurde. Den ægteskabelige struktur opstår nemlig kun, såfremt manden i lige så høj grad tjener kvinden. Kønnene tjener nemlig hinanden ved i fællesskab at tjene kærligheden (det fælles), og ægteskabet er på sin side blot en cementering af, at de begge anerkender kærlighedens bindende kraft som noget vigtigere, mere magtfuldt og bevaringsværdigt end deres respektive selvstændighed.

Et ægteskab, der ikke baserer sig på en fælles tro på kærligheden (og kærlighed taler med tusinde tunger) er naturligvis dømt til at fejle, uagtet hvor strengt man bibeholder den formelle rollefordeling mellem kønnene udadtil. Men ligesådan er en fuldstændig 'ligestillet' ægtestand dømt til at falde fra hinanden, hvis der ikke eksistere en fælles tro på kærligheden. Kvinde og mand kan nemlig kun respektere hinanden, såfremt de faktisk ser hinanden som andet end midler til egocentrerede mål. Er det fælles mål kærligheden vil målet for kvinden være manden og omvendt, og de vil hver især anskue sig selv som midler i kærlighedens tjeneste. Således vil der naturligt opstå forskelle og underordninger gensidigt i dette og hiint, fordi de hver især tjener hinanden og således begge tjener noget eksternt fra deres eget ego. De kan altså hver især sige: 'Den anden er vigtigere end jeg', fordi de i fællesskab kan sige: 'Kærligheden er vigtigere end os begge'. Dette er et mønstereksempel på konservativ tankegang.

Ovenstående er naturligvis et ideal og hver eneste specifikke ægteskab vil være mere eller mindre idéelt. Det centrale er imidlertid dette 'mere eller mindre': Fordi vi i fællesskab tror på idealet kan vi meningsfuldt snakke om at være mere eller mindre tæt på det, og det er naturligvis bedre at være tæt på end at være langt fra. Dvs. at et ægteskab med en stærk fælles tro på den gensidige kærligheds magt må regnes for et bedre ægteskab end det, hvor manden tager kvinden for sex og kvinden manden for penge (eller omvendt) og de i øvrigt ikke kan fordrage hinanden. At dette er tilfældet burde de fleste kunne blive enige om - hvor 'ligestillede' vi så end måtte være.

Konservatismen lader alle værdier udvise den samme grundstruktur, dvs. 'hænge på det samme skelet'. Alle værdier repræsentere idealer for den personlige underordning af det eksterne, og alle sande idealer vil altid være i overensstemmelse med hinanden, da samfundets helhed er præget af harmoni, og ikke konflikt. Besidder et samfund omvendt flere normer, der er i uoverensstemmelse med hinanden, er der tale om en værdimæssig dissonans - en normkonflikt - der kræver et ideologisk opgør.

(I virkeligheden er der kun tale om én 'værdi' der per definition vil være i konflikt med alle andre, virkelige værdier, nemlig ligheden - og dette på en stærkt tvetydig måde. Dette er imidlertid hverken tiden eller stedet til at afdække det komplicerede lighedsproblem).

V.

Tager vi skridtet videre fra familien når vi lokalsamfundet. Ligesom individet i den velfungerende familie underordner sig familiens interesser, dvs. begriber de større familiære interesser som sammenfaldende med sine egne interesser, og således begriber familien som en struktur, hvor helheden står i centrum frem for hvert enkelt delkomponent, da ser vi, at lokalsamfundet kan begribes analogt: Lokalsamfundet bør som helhed ikke tjene én enkelt familie frem for de øvrige, men må snarere bestå i den harmoniske samordning af de familieenheder, der her, i det større perspektiv, tjener som organer i lokalsamfundets større sammenhæng.

Ligesom individet overgiver sig selv til kærlighedsbåndet i familien, må den enkelte familie også underordne sig et bånd, der lader de øvrige familier eksistere i en mere eller mindre gensidig harmoni inden for det umiddelbare nærområde. Vi kan således tale om det gode naboskab som værdi på det lokale plan: Det gode naboskab er idealet i den enkelte by - eller hvis vi taler om storbyer, hvor mange lokalsamfund eksisterer side om side, i det enkelte kvarter - præcis ligesom kærligheden er idealet inden for ægteskabet.

Dette er hvad jeg mener, når jeg siger at konservatismen lader alle værdier udvise den samme grundstruktur: På den ene side at familien og lokalsamfundet (f.eks.) taget for sig udviser den samme orden af det enkelte, der underordnes det fælles. Men på den anden side, at denne ideale enshed også betyder, at en konservativt harmonisk familie nødvendigvis vil være i samklang med det konservativt harmoniske lokalsamfund. Præcis ligesom det harmoniske individ, med orden i prioriteterne og et realistisk syn på tingene, vil være i samklang med det andet individ i ægteskabet.

Den konservative logik løber nemlig som følger: Det individ der stifter familie ud fra den rette moralske indstilling - dvs. ud fra den rette opfattelse af, at den fælles kærlighed, og ikke egenkærligheden er den sammenknyttende værdi i familieenheden - vil allerede i kraft af denne personlige underordning have lagt fundamentet for en familie, der kan eksistere i godt naboskab med andre familier.

Dette manifesterer sig i, at den enkelte familie under hensyn til familiens bedste, vælger at bosætte sig i et område, som er godt for børnene (f.eks.). Den gode familieenhed gravitere altså naturligt imod et lokalsamfund, der tiltrækker andre lignende familier, dvs. familieenheder der på lignende viis griber de samme muligheder. Ligesom den enkelte i det fælles kærlighedsbånd vil give sig selv for, at enheden trives så godt som muligt, vil familierne i det gode lokalsamfund arbejde for, at nærområdet forbliver sundt - dvs. at lokalsamfundet bevarer den gode orden, der i første omgang gør det ønskværdigt at bo der.

Først nu, i det tredje led væk fra individet, støder vi på konservatismens egentlige politiske implikationer. Den rent politiske sfære gør sig nemlig først gældende der, hvor de mange lokalsamfund skal svare til det ene, overordnede samfund, og dettes administrative organ: Staten.

Nu, hvor vi i grove træk har såvel form af- som indhold i den konservative verdensanskuelse på plads, kan vi således endelig vende blikket imod konservatismens politiske implikationer.

-