Paria-konservatisme #5: Et øjebliks oprigtighed

Nu hvor vinteren går på hæld og foråret usikkert, men med barnets standhaftighed træder sine første skridt, virker det passende at markere dagen - Paria-konservatismens tre-måneders fødselsdag - ved at stoppe op et øjeblik, og kort reflektere over tiden der er gået, og hvad den er gået med. For hvad har jeg egentlig gang i? Hvad handler det alt sammen om? Svaret på disse spørgsmål har - trods den astronomiske tekstmængde på nærværende side - langt fra altid været lige klart for mig selv... og det er stadig ikke fuldstændig tydeligt.

Alligevel ved jeg trods alt mere nu end jeg gjorde i starten af december, hvor projektet så dagens mørke for første gang. Så hvad er jeg blevet klogere på? Og hvad er jeg stadig håbløst uvidende om? Disse spørgsmål fortjener alvorlig overvejelse i forhold til Paria-konservatismens mening - om projektet så er alvorligt eller meningsfuldt i sig selv vil jeg undlade at kommentere på.

Lad mig derfor kort overveje hvad jeg har lært om Paria-konservatismen, og fæstne det i en håndfuld ord. Uden for mange svinkeærinder. Uden alenlange sætninger, med det ene indskud efter det andet (som jeg ellers holder meget af). Uden ironi og uigennemskuelighed. Med andre ord: Uden alt for meget af mig selv - for måske i fugleperspektiv at skue mig selv og mine skriblerier ovenfra, og danne mig et overblik, hvor fragmenteret dette så end måtte være.

Men hvor skal jeg starte? Et oplagt sted ville være: Hvordan jeg - jeres ydmyg forfatter - på ny er blevet mødt af dem, der måske først nu igennem mine ord føler, at de har mødt mig. De kender mig måske i virkeligheden - med hud, hår og tavshed. Men her møder de mig uden min krops- og min tavsheds forstyrrende tilstedeværelse, i en endeløs strøm af tanker og ord. De møder altså min såkaldte sjæl... eller min sjæls aftryk, mine skriverier, som i virkeligheden kun er en lille del af hvem jeg er. Dog stadig en betydelig del: Nok den del, som jeg er tilbageholdende med at blotlægge for så mange andre end mig selv - fordi de fleste finder den uudholdelig, hvilket jeg ikke kan bebrejde dem i.

Tit og ofte holder jeg jo knap mig selv ud - dvs. mit Paria-konservative selv - hvorfor jeg her, i min formulering af Paria-konservatismen forsøger at holde dette selv ud i strakt arm. Ikke så meget for at føle det - men mere for at undersøge det. For at kontemplere, meditere, masturbere... Vælg selv.

Paria-konservatismen er et potræt af mig som tankevæsen. Min tanke kan potentielt berøre alt hvad jeg, du og vi kan tænke os. Tanken gør således sig selv til en del af verden i det den - ind imellem i afmagt - forsøger at gennemtrænge verden, og noterer sig alt hvad den støder på. Hvad min tanke møder i virkeligheden havner til sidst her i disse ord, som du læser nu. Men jeg eksisterer i virkeligheden på mange andre måder end som tænkende, og mine tanker kan i og for sig ikke være isolerede fra det liv, der har avlet dem. De bør derfor ikke tænkes uden mit hjerte og mine tånegle, mine omgivelser og - måske vigtigst af alt - min tavshed in mente. Overalt må man holde sig for øje, at der er meget jeg overhovedet ikke tænker på - og at der følgelig er meget, som jeg overhovedet ikke nævner med et eneste ord.

Denne blog er blot mine tankers fodspor. Det er en fortegnelse over, hvor min tanke har været. Ordene kommer af tankerne og tankerne kommer af mit liv - og sidstnævnte er uadskilleligt fra den virkelighed, der alle dage har været så meget mere end bare mit liv. For hvorledes skulle livet i denne tid, på dette sted, blandt dette folk, med dette sprog være mit alene? Nej, sproget, folket, stedet og tiden er noget delt - noget fælles. Og jeg taler måske nok kun på vegne af mig selv, men mit selv er nu engang - som alle selv ved - tilstede her og nu, og kan ikke i sig selv abstraheres fra 'de andre' og deres sprog.

Ingen ejer jo her og nu. Nej, her og nu ejer os, og vi er alle et mikrokosmos i egen ret.

Der er tale om en form for destillering med denne Paria-konservatisme. Her udtrækkes mit selv - en del af vores virkelighed - i ord, just som man vrider vandet ud af en snavset gulvklud. Der er kun én grund til at jeg gør det: Når jeg sådan holder mig selv ud i strakt arm, kan jeg betragte mit sind uden følelser, uden medlidenhed: Og kun derfor udholder jeg min Jeshurun, min Jakob-som-ikke-er-Jakob... For følelser og medlidenhed forsøger altid at bløde tankens skarpe kanter op og iklæde den en sympatisk form, ligesom barberbladet der presses ind i et rødt æble, og gives videre til den uskyldige. Det er jeg ikke interesseret i.

Mere konkret: Jeg er ikke interesseret i, at fremstå sympatisk eller venlig eller kærlig. For præsenterede jeg mig selv sådan, så ville jeg i hjertet føle mig som en hykler. Og jeg, der jo skriver så meget om hykleri og om falskhed her, på disse sider - kun ved at gøre det i en bramfri og fordømmende tone føler jeg, at jeg ikke forsøger at narre andre til at tro, at jeg ikke selv er en hykler, eller et forfærdeligt menneske. For vi er jo alle forfærdelige mennesker - ligesom vi alle er fantastiske. Vi hader og vi elsker - men tit er vi mere ærlige overfor os selv i vores had.

Det er jeg i hvert fald... men almindelig god opførsel og hensyn til andre forhindrer mig i, at bære den maske til daglig. Derfor tager jeg den på her.

Det perfekte had - og den perfekte kærlighed - er nemlig kun en mulighed for tanken. Verden er derimod altid blandet op. I virkeligheden eksistere der kun én følelse. Denne følelse er altid én selv i forskellige former og farver, i relationen til alt hvad man nu engang selv oplever: Og vi oplever altid-, i hvert eneste levende øjeblik, uendeligt meget, omend vi kun lægger mærke til det, der taler til os på den stærkeste måde, og så at sige erobrer vores opmærksomhed.

Kærlighed og had er en fuldstændig erobring af opmærksomheden. Er vi fyldt af det ene ser vi overhovedet ikke det andet... og dog ved vi, at alle ikke ser som vi, og at virkeligheden kan anskues på begge måder. Had og kærlighed er vores masker - og trækker man først den ene på, ser det grangiveligt ud som om, at det er verden der er hadefuld eller kærlig. Masken forbliver imidlertid éns egen, og den dækker kun éns eget ansigt.

Min elskede bliver så smuk, at jeg ikke kan huske hendes ansigt - og min fjende bliver så foragtelig, at han kun kan være en dæmon...

Jeg ville forgøgle min kærlighed, hvis jeg hyklede hadet væk. Derfor har jeg ryddet en lille plads for min skyggeside her, i en fjern afkrog af internettet, slået græsset ned, jævnet jorden og rejst en primitiv hytte. Og hver gang en tanke kommer vandrende forbi, så inviterer jeg den indenfor, og afholder en lille højtidelighed i dens ære: Via min facebook-profil - der, som alle andre facebook-profiler også kun er en illusion om hvem jeg i virkeligheden er - inviterer jeg så dem, der måske kunne være interesserede i at slutte sig til festen, med ind i den Paria-konservative hybel.

Og jeg ved at det ikke er mange. Ja, jeg prøver endog at skræmme alle, der ikke er tilstrækkeligt nysgerrige væk.

Derfor tænker jeg heller intet ondt om dem, der synes mit projekt er latterligt eller forrykt. For jeg forstår dem godt. Dem, der kommer og vælger at læse med til gengæld... Dem kan jeg ikke være lige så sikre på. Taler vi overhovedet samme sprog?

I hvert fald ikke altid: I virkeligheden - væk fra internettet - er jeg således blevet mødt med en vis bekymring: Om jeg nu var okay? Om jeg var deprimeret? Paranoid? Og så måtte jeg forklare at, nej - jeg er ikke deprimeret eller paranoid - men en del af mig er det måske, om man betragter den isoleret. Og Paria-konservatismen er netop en excorsisme af den del. Et forsøg på at leve i fred med den mørke side, så den ikke griber ind hvor den ikke er ønsket - dvs. ikke griber ublandet ind i virkeligheden.

Af samme årsag tillader jeg heller ingen blødsødenhed her: For skal mit had respektere min kærlighed, og ikke spolere kærlighedens harmoni - ja, så må kærligheden respektere mit had, og lade hadet gøre sine ting. Derfor har jeg ingen skrupler ved, at fordømme dem, der ikke forstår, til helvedets evige pinsler - for jeg ved at jeg selv bliver straffet, den dag jeg ikke forstår. Om jeg bliver hovmodig, og tror at jeg kan elske alle, da kunne jeg ligeså vel hade alle og vice versa. Da ville mit liv blive til et helvede af det, der burde være anderledes... men mit liv er ikke dette helvede, fordi jeg ikke forsøger at realisere himmerige på jord.

Som det allerede blev udbasuneret i første postering, så er Paria-konservatismen pro mening. Og hvor asocialt Paria-konservatismen end kan tage sig ud, er den først og fremmest et forsøg på at dele denne mening med dem, der tør- og har tålmodighed til at lytte. Dvs. dem der ikke synes, at jeg er en pseudo-intellektuel klaphat (hvilket dem, der kender mig i virkeligheden, dog vil vide, at jeg også er... eller i hvert fald kan være, hvis man beder mig om det).

Meningen er den kærlighed jeg hælder ind i mine ord, og jeg vedkender mig, at den måske kan være svær at få øje på for dem, der ikke har mine øjne. Dog er den der. Den manifesterer sig i hver eneste distinktion og hver eneste på-den-ene-og-på-den-anden-side.

Således taler jeg heller ikke i vrede, eller bitterhed, omend vrede og bitre mennesker med garanti vil læse mig sådan. Nej, jeg taler til dem der forstår - og det bliver først muligt for andre at forstå mine ord, såfremt jeg selv skriver en selvforståelse frem. En selvforståelse, der rummer mange sider, kærlighed og had i alle skygger, farver og former - præcis ligesom mit sted har højre, venstre, op, ned, frem og tilbage, og min tid har før- og efter nu.

Men fokuserer jeg da ikke meget entydigt på det 'negative' - hvad det så end er? Jeg foretrækker at se det på denne måde: Jeg fokuserer på, hvad der er present. Paria-konservatismen er et vinterbarn, og om vinteren er der nu engang mere mørke end lys. Dog bevæger vi os hastigt - Herren eller hvad vi nu kalder det være lovet - hastigt ind i foråret, og jeg bevæger mig med: Således også min tanke og således også mine ord.

Det er mit bedste bud på, hvad Paria-konservatismen er: En refleksion af min tid og mit sted - et sted og en tid der ikke bare er mit og min. Som året forandrer sig forandrer virkeligheden sig, og således også min refleksion af virkeligheden. Men at reflektere - det forbliver det samme, det uforanderlige, uanset hvad.

Derfor: Lad solen skinne og fuglene synge! I dag er det min tankes genfødselsdag. Tre måneder er gået med ét, og tre måneder vil gå med noget andet. Men hvad end det er, må vi altid huske på, at det går. Sådan har det altid været - og det er ikke 'negativt', med mindre man mener at livet selv er en plage, et endeløst helvede af burde-være-anderledes, et hav af 'lad os nu tænke postitivt'. Men det er der jo ingen der oprigtigt mener - i mere end et bittert eller bekymret øjeblik.

Til dem siger jeg her og nu: Bare rolig! Livet er kun et øjeblik.

Tiden og stedet er nemlig til oprigtighed. Det er det eneste jeg forsøger at sige.

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun