Diverse #8: Kat mod rotte

*

Kat træder ind i baggård på udkig efter skraldemad. Fuldmånens skær smelter natten kold. En liflig stank når næseboret.

*

"O hvilken vidunderlig nat", tænker katten på kat'sk (for kat'sk er kattens sprog) - "at vandre på de ensomme stræder. At jage sin egen mad! Og finde sit bytte i overflod her blandt den rige menneskearts affald! O hvilken vidunderlig nat".

Katten trænger dybere ind i gården, uden nødvendigvis at tænke over det. Glidende bevægelse: Elegant og uden selvbevidsthed.

"...Og hvilken musik går bedre til natten end en klassisk ensom indre monolog?" tænker katten, og kommenterer således scenariet for døve øre - for sig selv - før den tilføjer: "I munter mol!"

*

Katten selv forstår ikke kat'sk. Kat'sk er de utænkelige tankers sprog - det er hverken egnet eller beregnet til forståelse. Sproget bor i katten, taler i den, men den taler det ikke til andre. Den skriver det ikke ned. Katten tænker bare kat'sk - end of story...

...og den gider ikke at 'tænke over at den tænker' - at tænke sig den slags pjat! Intet ego cogito - ergo intet ego sum. Selvbevidsthed er menneskelig fetichisme. Katten har ikke brug for den slags. Slet ikke brug for at gøre sig forståelig i sproglig forstand. Men siden katten nu tænker, eksisterer dens sprog altså alligevel. Den bruger det bare ikke til noget. Det er kun tankerne, der gør det (engang imellem). Katten selv er ligeglad. Det er bare musik. En uhørt melodi der synger med natten.

Alt er mestendels stille. En fjern baggrundsrumlen som der altid er i byen. Pletvis belysning over baggårdens døre. Luften er klar, og katten er sulten. Katten vil have mad. Og "skraldet dufter så lifligt i natten!" tænker den.

"O - STILHED"

*

...før stormen? For hvad er nu det?! En lyd... Nej, en rumsteren... Katten stopper på spidse sanser.

Gammelt fjendskab dør aldrig ud. Hadet vandrer fra slægt til slægt. Fjender de hader selvfølgelig hinanden - sådan er det. Katten ser ham ikke; hører ham ikke; dufter ham - svagt; fornemmer ham. Fornemmer fjenden og hans rumsteren.

"Rotte... - En forbandet rotte! Hvorfor lige det? Hvorfor lige nu?" tænker katten irriteret. En hale virrer ud af en væltet skraldespand som en lang overaktiv orm. Ingen tvivl - en rottehale tager man ikke fejl af. Maden må vente.

Rotten vender sit hvæsende hoved:

"Hvad vil du her fucking møgdyr?

HNGH - HNGH - (rotten ånder i rustne stød)

jeg - jeg -

den her skraldespand er MIN!"

Katten væmmes af gammel melodramatisk vane:

"Ak! - Hvad er det mest forfærdelige ved rotten?", spørger katten retorisk. "De uplejede tænder? Den ildelugtende ånde? De døde stikkende øjne?" Kort kunstpause. "Nej, nej og atter nej! Alt det er naturligvis aldeles modbydeligt, men af alle de forfærdelige og foragtelige kvaliteter rotten besidder, er der nu én der tager prisen som den værste... Og det er rottens fuldstændige mangel på dannelse, kultur, og almindelig høflighed. Kort sagt rottens afskyelige indre."

Blikke mødes i et splitsekund stift.

"Jeg hader ikke mangt og meget - men Gud hvor jeg hader rotten..."

"Fjende!" hvæser rotten. "Fjende!"

*

Og ja: Rotten hvæser naturligvis for sig selv - kun for sig selv - på rott'sk. Heller ikke den forstår sit sprog. Én rott'sk monolog for rotten, og én kat'sk for katten. Det lyder så sært for os talende væsner, men blandt dyr er den slags ganske normalt. Situationen giver jo sig selv. Der er intet at kommunikere.

Rotte og kat støder ind i hinanden i den samme nat, under samme himmel, i den samme baggård, i én og samme by, i én og samme verden - eller det vil sige: Deres kroppe støder sammen. Tanker og ord mødes aldrig. De blomstrer og visner for sig, og kun guderne ved, hvad de siger og tænker. Kat'sk er umuligt at oversætte til rott'sk og omvendt, og diplomati bliver så bøvlet når ingen af parterne bruger sproget.

De ved det ikke selv - har aldrig tænkt at tænke over det - men i det indre bærer de to dyr på to forskellige universer, hvor intet er éns. Alt er på hovedet i forhold til den anden. Verden på rott'sk og verden på kat'sk - uforenelige i teori og praksis.

Med andre ord: En kosmisk kollision er under opsejling! Men selvom det unægteligt er noget af en begivenhed, er der ingen som skænker den en tanke - mindst af alt dyrene selv. De har for travlt med kroppen. For travlt med dansen: Dominansdansen sat til både kat'sk og rott'sk musik, og begge er i færd med at varme op.

*

"Kom ikke nærmere

HNGH

bliv væk

jeg bider dig!

Jeg er syg!

HNGH

Syg!

Du bliver smittet!

HNGHhngh

Skrid!
- Det er MIT skrald!"

"Rotten er uværdig... og skraldet er mit... så jeg må vel hellere udrydde ham" rationaliserer katten hastigt og hovent. "Så er der også ekstra mad..." Den gotter sig et øjeblik, men stopper op. "Eller... måske har han ret? Måske er han syg? Hm? Han smager nok heller ikke særlig godt. Det er vel bedst at være på den sikre side." Kattens konklusion: "Udryd ham, men: lad - liget - ligge."

"Lad - liget - ligge. Lad - liget - ligge. Bid mærke i det. Husk det. Det er vigtigt." Et kat'sk mantra går i gang.

"Derefter - SKRALDET!" Belønningen. Men belønningen må vente for nu.

*

Katten sætter i et tigerspring. Hurtigt men ikke hurtigt nok. Rotten har lugtet lunten, og er på vej væk, før katten slipper jorden. Kampen er i gang.

Rotten undviger det første angreb, og piler en meters penge om bag katten. Kat får jordforbindelse, skrider kort ind i skraldespanden - i en gammel bananskrald, for at det ikke skal være løgn - men genvinder hurtigt fodfæstet. Rotten går til modangreb med blottede tænder, snapper ud efter et ben, men katten svinger til siden. Kæber smælder i luften.

"Hvor rottekødet bor

flænset mellem mine tænder

og den sidste Rotte brænder

i Rottehelvedets flammer

- Derhen tænker jeg ord".

Kattens tanker og kattens krop - samme bevægelse, samme åndedræt. Og stadig: "Lad-liget-ligge...lad-liget-ligge..."

"Jeg bider dig

HNGH

så det svider i dig

HNGHhngh

mine tænder glider i dig

sygdommen sidder i mig

JEG ER DEN DER SMITTER.

- JEG ER DEN DER SMITTER."

*

Rotten tænker rytmisk, for sådan er rott'sk. Hurtig puls. Piskende blod. Korte arbejdsomme ben.

Kat'sk er mere melodiøst. Kattekroppen snor elegant mod rottens form i en episk bevægelse. Slow-motion:

"Glem al-drig dit ophav! Dit kongerige er blevet væltet. Din magt er blevet stjålet. Du er styrtet fra din retmæssige plads... Du må al-drig glemme skammens dag! - Men det er bare i dag. Kun én dag. Det tæller ikke for evigheden. Du må kæmpe! Du må generobre din trone langt fra rottens mugnende jord. Langt fra de krybende krapyler. Lykkes det ikke i dag for dig, så kæmp for de kommende generationer. Rotten er din fjende. Han er den ansvarlige. Udryd ham! Det er din hellige pligt!

Og glem aldrig at alle katte er ét...

at alle katte er ét...

alle katte er ét..."

Tanken ebber ud i et rungende ekko, der minder om noget fra Løvernes Konge (for at sætte kampen i menneskeperspektiv). Katten kæmper ikke for sig selv men for arten, generationerne, æren, retfærdigheden. Og sådan sætter den i spring igen.

"Du er ingenting... hngh... hører du? Ingenting. Først så smitter jeg dig, og så smitter jeg din familie - og I vil alle dø som rotter. hngh. Jeg smitter dine venner. HNGH. Jeg smitter din Hunkat. HNGH! Jeg har ALLE Rotter bag mig! Dræb mig - det er lige meget. Der er ti til at tage min plads. I kan ikke klare det. VI ER FOR MANGE!

...hngh...

...og det er MIT skrald!"

Som et lyn er rotten i ly blandt en bunke halvrådne papkasser. Kattens angreb kommer akkurat for sent. Kasser tumler til jorden. Rotten tager flugten langs muren. Katten ryster desorientering af sig. Jagten fortsætter.

*

Katten har altid været elsket for sin evne til at bekæmpe utøj. Det var grunden til, at man tilbad den i oldtidens Egypten. - Én af dem. Rotten er derimod evigt forhadt. Den lever på urene steder. Ingen elsker den. Utøj - rotten er en levende definition. Hvem har nogensinde hørt om en rotte-kult?

Se katten glide gennem gården. Aristokratisk organisme i forfaldent landskab. Smidig skygge sejler over murens grafitti. Den fjerne støj som mennesker sover fra (med mindre den holder dem vågne om natten). Krigslarm fra ærkefjenders opgør. Mørke køkkenvinduer bevidner kampen i tavshed. Højt over tagene hænger månen lysende i sit kredsløb. Kun tre-fire stjerner trænger igennem den lyse bynat. Et par mørke skyer driver som den slags gør. Det er en nat som alle andre.

Rotten skyder gennem gårdens skidt som en pil. Søger tilflugt bag en rusten cykel. Her kan den ikke være længe - det er ikke sikkert. For meget rum - for lidt at gemme sig bag. Videre bag et smadret TV med Katten lige i hælene. Kløften mellem fjernsynet og muren er ikke snæver nok. Katten møver sig ind. Rotten flygter på ny.

" Du er jaget! De er efter dig! De prøver at tage dit skrald... Alle er ude efter dit skrald... MIT!"

Rotten har skrald på hjernen. Det er hele dens liv. At få skrald. At råde over skrald. At æde skraldet råt.

"En Rotte mindre - en bedre verden. Nå, nu løber han derhen". Katten forblev konstaterende og kølig i smidig adræt bevægelse. For den er skraldet bare mad. Noget midlertidigt. Den stræber ikke efter det. Det er overlevelse - intet andet.

*

Her findes årsagen til det bio-sociologisk veldokumenterede ærkefjendskab mellem rotten og katten: De tænker modsat af hinanden. Og da tanker og krop og bevægelse er tre sider af samme sag for de to, bevæger de kroppen imod hinanden og bekæmper hinanden i virkelighedens verden. Det er ikke bare en fysisk kamp. Det er to universer, der støder sammen. Den fjerne lyd der holder mennesker vågne om natten. Kat'sk og rott'sk i evig konflikt.

På intet punkt er rotten og katten mere uforenelige end i holdningen til skraldet. Rotten elsker skraldet som en skat, men for katten er den slags tilknytning usmagelig. Rotten hader katten, fordi den ser en konkurrent til skraldet (som den for øvrigt ser trusler mod skraldet overalt), mens katten bare ser noget underlødigt i rotten sådan helt generelt - og intet illustrerer kat'sk talt rottens usle natur bedre end det faktum, at skraldet er det absolutte centrum i det rott'ske univers, mens det for katten er noget perifert. Hvad der omvendt er et omdrejningspunkt i den kat'ske verdensorden - den iboende sans for stil og værdighed - er noget fuldstændigt ligegyldigt for rotten. Hvad er værdighed uden skrald?

HNGH.

*

Rotten møder muren. "SHIT!" Den er på vej til at fange sig selv i et hjørne. "FUCK!" Katten er lige bag den. "RØV!" At skifte kurs er sikker død.

"Nu har jeg ham... Vend dig dog om og mød dit endeligt som en kat!" Men katten ved at det ikke vil ske. End ikke den sikre død kan tvinge en rotte til ære.

Månelyset bager fortsat blegt over dramaet, og pludselig buldrer en fremmed klang gennem den rott'ske tankestrøm som et kor eller en strømmende kloak:

"O, Fortuna

Velut luna

- Hvad fuck skal det betyde?

...AFLØBSRØR! AFLØBSRØR!"

Rotten øjner sin sidste mulighed. Afløbsrøret munder rustent ud i hjørnet af gården. Den springer ind i røret, og bliver ved at løbe, men mister momentum cirka 10 centimeter oppe. Hældningen er for stejl.

"Sig det er løgn..." Katten stopper op for foden af røret. "Du kan ikke komme op dér din tåbe!"

Rotten vedbliver at spæne som en gal. For hvert skridt op glider den halvandet tilbage. Et momentant ly for kattens kæber, der umuligt kan vare ved.

"Hvorfor giver du ikke bare op?" Katten venter irriteret men tålmodigt parat til at snappe rotten ved første lejlighed. Rotten kæmper spjættende og skrabende videre i sit rør, og den fremmede klang vender tilbage:

"Sors immanis

et inanis

rota tu volubilis...

HOLD NU KÆFT!

Det kan ikke blive ved."

Rotten ombestemmer sig på et splitsekund. Ny strategi. Genialt eller desperat? Hvem ved? Men rotten er ikke uden snuhed.

"Jeg bider den! Den når ikke at fatte en SKID. Bider den i tungen! Smitter den! Og så løber jeg - og kommer tilbage efter skraldet senere".

"Kom nu... jeg har ikke hele dagen..." Katten begynder så småt at blive utålmodig.

Rotten vender sig i røret, mobiliserer den sidste styrke, og spæner med blottede tænder mod rørets munding og den ventende fjende.

hhhHHHHNNNNGGGGHHHHhhh

*

"Ska-aat?" Baggårdens dødskamp forsvandt i en spørgende kærestestemme. Han så op fra skærmen.

"Ja-a?"

Hun stak hovedet ind af døren.

"Ej, undskyld. Sidder du og skriver?"

"Det' okay" svarede han. "Jeg er alligevel ved at være udskrevet for i dag... Hvad er der?" Han hamrede en sidste sætning ind og satte punktum.

Hun åbnede døren helt, og indtog rummet i fuld figur. Hendes hår skinnede i efterårssolen fra det store vindue. Han drejede sig knirkende imod hende på den gamle kontorstol bort fra det skyggefulde arbejdshjørne.

"Ja, det var bare fordi..." begyndte hun sødt glaseret. En svag undertone af bebrejdelse? "Kan du huske det, som vi har snakket om?"

Han huskede det udmærket. "Hvad tænker du på?"

Hun satte sig overskrævs på ham, slyngede armene omkring hans nakke, og så ham dybt i øjnene med en alvor, der slog ham som komisk, overdrevet og lettere irriterende på én og samme tid.

"Jeg tænker på opvasken".

"Nåh!" svarede han med fingeret overraskelse. "Er den så spændende at tænke på?"

"Næh". Hun sukkede, og lagde sin pande mod hans. "Den er mere irriterende".

"Jamen, hvorfor tænker du så på den, søde?" Han kyssede hende blidt. Hvorfor belønner jeg hende? tænkte han.

"Fordi den irriterer mig... Den tårner sig op ude i køkkenet".

"Kan du så ikke bare lade være med at gå derud?", spurgte han med en ikke synderligt smittende munterhed. Hun ignorerede spørgsmålet.

"...og du ved at det fungerer bedst for mig, hvis vi tager den løbende. Hvis du først begynder at lade dine ting stå, så kan jeg ikke tage mig sammen, og så gør jeg bare det samme. Det har du gjort i flere dage nu, og nu er den altså blevet kæmpe stor. Jeg kan slet ikke have det. Det smitter!"

Han fornemmede hvor det bar hen.

"...og så tænkte jeg på..." hun fandt lillepige-stemmen frem, "om du ikke havde lyst til at tage den? Så ville du være rigtig sød! Og dejlig!".

"Du kan ikke bare tage den selv? Det er jo dig den generer... Opvasken har aldrig gjort mig noget."

"Joh..." Hun trak på det. "Men du kunne jo også tage den!" Og så brød hun ud i et strålende smil. Den uskyldige charme. Det tunge skyts.

"...og så skal vi altså også ned med skraldet" tilføjede hun. "Posen er helt fyldt".

Han rejste sig fra kontorstolen, løftede hende op i bevægelsen, og satte hende på gulvet.

"Jeg slutter i hvert fald her for i dag", svarede han. "Så må vi lige se på det..."

"Din mor har forøvrigt ringet". Hun skiftede emne.

"Nå, hvad ville hun?"

"Det ved jeg ikke. Jeg tog den ikke. Jeg sad lige og så et antikvitetsprogram i fjernsynet. Det var ret spændende"

"Nåh, men så må jeg vel heller ringe tilbage til hende". Han klappede skærmen fra sin laptop i, og de gik sammen ud af værelset. "Det kan jo være det er noget vigtigt".

Kampens afslutning måtte vente.

*

Med venlig hilsen

Jakob-Jeshurun